We can go home!

[Deleted]

Damon vidste udmærket godt at Adeline ikke var ked af det – det håbede han da i hvert fald ikke, for han ønskede slet ikke at gøre hende ked af det på nogen måde. Han vendte blikket mod dem begge. Han ønskede at blive en del af den lille kernefamilie som de havde, også fordi at.. det var hans familie. Det var det eneste som han havde og når Oliver blev større, så skulle han med ud på Kildaria og lære at blive en rigtig mand! De stunder alene med knægten var i den grad også noget som han måtte se rigtig meget frem til! Han vendte blikket op mod Adeline som drengen påpegede for ham at hun var ked af det, hvor han ikke kunne lade være med at smile. ”Det er glæde min dreng,” forsikrede han ham om, idet han vendte blikket mod dem igen. Adeline havde allerede fået pakket det hele sammen? Jamen så var det jo bare at komme af sted! Selvom skoven nok ikke var til at genkende efter at den var brændt ned, men det hele var ved at komme tilbage på toppen igen og nu så han selv at det var sikkert for familien at komme til jorden igen. Han vendte blikket sigende mod dem og med den samme rolige mine som tidligere. ”Hvis du henter bamsen, kære, så introducerer jeg ham rigtigt til Kildaria, så vi kan komme af sted?” foreslog han roligt og med den samme ganske så kortfattede mine. Et sted ganske bestemt af sig, for han var jo trods alt også manden i familien og det var en rolle som han hoppede ind i allerede med det samme!

[Adeline Magarita Jakson]

adeline så på oliver, og smile blidt "mor er ikke ked af det min skat.. mor er bare rigtig glad så hendes øjne løber helt i vand" hun smile blidt og så på damon og der efter oliver "åååh ja bamse! ham må vi sandelig ikke glemme" hun kysse oliver på panden og rejste sig op og rette på kjolen. "så gør jeg det.. jeg kommer hurtig igen" hun smile og trippe tilbage til værelset og ledet lidt ind til hun, fandt bamsen gemt bag en pude i olivers seng hun smile og tog den roligt med ud til kildaria igen, "se hvem jeg har?" sag hun blidt og holdt bamsen frem for sig, "nå skal vi se at flyve af sted.. jeg kan gætte jeg har nok og lave" hun smile og gik hen til damon og oliver og kysse dem begge på kinden på skift og smile bare blidt og kærligt til dem.

[Deleted]

Oliver tænkte selv ikke spor meget på fremtiden, eller hvad han ville komme til at opleve på jorden. Han var kun et barn, den slags tanker var ham slet ikke nær, så langt kunne han slet ikke tænke. Ja det eneste han kunne tænke på var at lege, morer sig og forsøge på alle måder at undgå to ting, at sove og at gå i bad, klarede han dette var han bare over glad, gjorde han ikke brokkede han sig uden at det virkede, for hans mor var ret bestemt når hun ønskede noget og hun fik det tit som hun ville have det. hvordan hans far ville være anede lille Oliver ikke. Faderen fortalte ham at det var glædestårer men han forstod det ikke alligevel, man græd da kun når man var ked af det? sådan havde han da i hvert fald forstået det, og ja han græd selv kun når han var ked af det. Adeline forsøgte ligeledes at forklar og han endte med at se med store øjne på hende tydeligt uden at forstå det. Mens moderen skyndte sig efter bamsen blev Oliver præsenteret for dragen hvor han snart måtte sidde på den, han så usikker ned på sin far tydeligt skræmt af det store væsen. ”Jeg vil ned” hviskede han med sin barnlig stemme, helt grådkvalt. Han ville ikke sidde deroppe helt alene.

[Deleted]

Damon kunne godt forestille sig at det var svært for lille Oliver at følge med i alt det som skete med mor og far lige for øjeblikket, selvom det nu var en tanke som direkte måtte more ham. Adeline var måske langt mere bestemt i den opdragelse end det som han selv var, men det var noget som han nok skulle lære sig! At Adeline stormede ind efter Olivers bamse, var noget som han nu heller ikke sagde noget til, for det var skam også meningen at de skulle have det hele med! At introducere Oliver ordentligt til Kildaria var noget som han selv anså som vigtigt, for.. Kildaria var ikke farlig for ham og det var noget som han også ønskede at vise ham, for hun var en ven, hun var en del af familien og det var sådan at det skulle være og det var sådan at det altid skulle være. Han strøg roligt Kildaria over den store snude. ”Vi er snart hjemme min pige.. Så skal du få din velfortjente hvile..” Kildaria brummede bare som svar igen, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til. Hun havde lagt sig helt ned, så Oliver også kunne komme op på hende, som han var blevet placeret på hendes ryg, selvom hun ikke rørte sig det mindste.
At se Oliver blive direkte.. ked af det, var noget som foruroligede Damon, for det var jo heller ikke meningen at gøre knægten ked af det! Han bed sig let i læben. Han var ikke helt s¨god til børn, men igen, så var det slet ikke noget som han var vant til, for han havde aldrig haft noget med børn at gøre i det hele taget, om det var noget som man ville det. ”Oliver.. Vi skal alle sammen op og sidde på hende.:” forsøgte han sig. Han kravlede selv op bagved Oliver ved at trække sig op ved udspringet ved hendes vinge, hvor han endte med at sætte sig. Han vendte blikket roligt mod ham og med det samme stille smil. ”Du skal heller ikke sidde længe på hende.. Hun gør dig ikke noget, og du vil heller ikke falde af. Skal mor eller far holde dig?” spurgte han endeligt, som han lod hovedet søge let på sned. Hånden strøg han let over knægtens hoved. Han ønskede jo heller ikke at hans kære dreng skulle være usikker!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på oliver, at han lige frem var bleven ked af at komme op på¨kildarias ryg gjorde hende selv helt trist inden i. "søde oliver.. far har ret.. du kommer jo ikke til at side der alene" hun strøg drengen over kinden og gav ham bamsen, "se her.. nu har du bamse.. så kan han også hold dig med selvskab ikke" hun smile og kysse oliver på kinden, inden fik tingen op på kildaria og der efter sig selv, hun satte sig bag damon ind til hvider. nu skulle de jo lig hør hvem der skulle holde oliver, adeline lag hovedet over damons skulder, det var helt underligt at side på kildaria igen og side sammen med damon så tæt som de nu gjorde. det var virkelig dejlig syntes hun, hun smile og kigge bare på oliver med hans pjuske sort hår der stritte en del i nakken, at friser ham var et helt marridt for drengen gjorde håret ulet lige så hurtig som hun kunne gøre det pænt igen. "tro mig oliver.. der hvor vi skal bo er der meget mere mudder du kan lege med" kom det fra adeline med et lille suk for det vist hun hvad betød, flere bade tur med oliver og meget mere vaske tøj for den sags skyld. men det tog hun ikke så tungt hun var sikker på det ville vær sundt for oliver at komme ned på jorden hvor damon jo kom fra og hende selv eller i vært fald i sit tidliger liv hvor hun hørt til. "nå er min to drenge så klar til at komme af sted" hun smile og kysse damon på kinden og trykke sig blidt ind til ham mens hun på skift kigge på sin to dejlig drenge.

[Deleted]

Det var ikke hans mening at gøre forældrene kede af det, og slet ikke sin far men dragen skræmte ham og han var kun et barn. Faderens første ord hjalp ikke, at de alle skulle sidde derop ændrede på intet når han sad der helt alene og syntes at have svært ved at holde balancen. Hans læber trak sig sammen til en lille trutmund, og han sænkede hovedet, hvor hans mor nok straks ville opdage at han gjorde klar til at stortude. Hans far kravlede op til ham ved rette tid og drengen faldt mere til ro idet han mærkede at han ikke var helt alene deroppe. Da Damon spurgte og hvem der skulle holde ham og så moren kravle op på dragen rakte han hænderne bagud mod hende. Han følte sig desværre mere tryg hos sin mor, sådan var det jo når han havde kendt hende hele sit korte liv og kun havde kendt sin far i nogle få timer. Han tog glad imod bamsen som moderen rakte ham og trykkede den indtil sig. Mere mudder? Det skulle nok blive sjovt, så var der også noget at glæde sig til når han kom nede på jorden, hvad end det måtte betyde.

[Deleted]

Damon var måske ikke ligefrem den bedste med børn, men det var også første gang siden fødslen at han så noget til lille Oliver. Den lille knægt betød mere for ham end det som han lige var i stand til at beskrive, så det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som sagde så lidt igen! Han vendte blikket stille mod Adeline som hun kom rendende med bamsen, hvor han håbede at det alligevel var noget som ville gøre sagen en smule enklere end det som den var! Han nikkede sigende til Adeline og med et stille smil. Hun var tydeligvist klar til at komme tilbage til jorden. ”Det er måske ikke som du kan huske det min kære.. meget er forandret.. alt for meget..” Hans mine var ganske alvorlig. Skoven var virkelig noget som så herrens ud, men det hjalp da om ikke andet på tingene. Han hoppede selv roligt ned af Kildarias ryg, idet han begyndte at læsse alle deres ting op. Hun havde i den grad pakket hurtigt, men han vidste også at hans kære drage var i stand til at bære det hele! Kildaria brummede en anelse utilfredst, for hun var altså ikke et pakæsel, men en stor og stolt drage, og det var noget som hun selvfølgelig ønskede at vise ham! Hun vendte blikket meget sigende mod ham og med den samme ganske stilfærdige mine. Damon vendte sig mod hende og strøg hende over snuden. ”Du skal nok få din hvile, min tøs..” Han kravlede igen roligt op på hendes ryg ved hjælp af udspringet ved hendes vinger, idet han greb omkring seletøjet, så han havde det at holde fast i. ”Hold fast! Så letter vi!” endte ham med et stort smil. Kildaria hævede hovedet og spredte de store og massive vinger, idet hun roligt satte af fra jorden af. For hende og Damon var det jo trods alt en vanesag og vel også for Adeline? Han var dog mere bekymret for hvordan Oliver ville ende med at tage turen fra Himmeriget og hele vejen ned til jorden.

//Out

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline smile og tog blidt oliver da han rakt arme mod hende, hun vist godt drengen var mest tryg hos hende, han hade tros alt set hende hverdag hele sit kort liv. hun holdt om ham tydelig blidt og kærligt som en mors farvn nu en gang skulle vær, mens damon læsse kildaria. hun fnise en smule da kildaria brumme, hun kunne godt se det måske ikke var så elegant at flyve rundt med bagase men sådan var det nu en gang, "hold godt fast i mor oliver" hviske hun blidt til drengen som damon sag der var afgang, roligt lag hun en arm om damon og holdt oliver med den anden. som hun mærke kildaria hæve den stor krop op i luften, og snart mærke hun vinden der suse gennem hendes hår og gjorde hendes kinder rosa, hun smile og nød det tydelig vis. hun så på oliver og kigge så ud på skyeren ind til man kunne se noget af jorden langt ned uder dem, "se oliver.. " sag hun blidt mens hun lag kinden mod drengen hovede som en ekster sikkerhed på han ikke abre sådan faldt ned, hun kigge frem i det fjerne kunne hun se den øddelagt skov men det gjorde hende intet, skoven ville heale sig selv og snart ville alt line en skov igen, det var snart hjemme.. hjemme efter alt den tid.. var det godt at være hjemme //Out

[Deleted]

Oliver puttede sig indtil moderen i hendes trygge varme favn og greb fat om kjolens stof med den ene hånd mens han per vane stak tommelfingeren ind i munden hvor han faldt til ro. Da dragen brummede så han op på sin moder men denne så helt rolig ud så han faldt selv til ro igen og fulgte faderen med blikket idet denne samlede deres ting sammen og snart var oppe på dragen igen. Hans moder havde et godt tag i ham og han puttede ansigtet ved hendes bryst tydeligt bange for hvad der ville ske. Da dragen lettede mærkede han det knap og han forventede hvert øjeblik at der ville ske noget. Vinden legede med hans tøj og hår, og da moderens stemme lød ved hans øre og bad ham se kiggede han forsigtigt rundt. De var i luften. Hans øjne blev store og få sekunder efter gled et smil over hans læber. Frygten forsvandt efter yderligere noget tid og han virkede helt opstemt mens han råbte alt muligt til moderen om hvor vidunderligt det hele var.

///our