We can go home!

[Deleted]

Damon vidste skam godt at Oliver ikke havde været udenfor Himmeriget, for han havde selv sendt Adeline hertil før knægten var blevet født, selvom det slet ikke var en tanke som han fortrød på nogen som helst måde! Hans familie var det som havde selv den største betydning for ham og det var bestemt heller ikke noget som han havde i sinde at lave om på! Knægten førte han roligt med sig hen til Kildaria, selvom knægten tydeligvis blev bange og gemte sig bag ham. Kildaria vendte sig roligt mod dem og med den samme rolige mine. #Han ligner sin far,# påpegede hun sigende, hvor Damon end ikke kunne lade være med at smile. Han vendte blikket mod sin lille søn. ”Hun er slet ikke farlig, min dreng..” sagde han stille. Som knægten endte med at kigge frem som Adeline var nået hen til Kildaria kun for at kaste sig om halsen på hende, så var det også tydeligt at knægten i den grad måtte reagere, hvilket et sted næsten måtte komme bag på ham. Kildaria gjorde jo intet, andet end at lægge hovedet tæt ind mod Adeline, blot for at vise at hun lige så også havde savnet hende! Det var jo længe siden at de havde set hinanden på denne her måde, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hendes vedkommende. At Oliver kom rendende og begyndte at rive i hendes skørter for at få hende væk, var noget som selv fik Kildaria til at reagere med en undren. Hun brummede svagt og vendte blikket mod Damon, som hurtigt måtte komme til. Han tog ganske forsigtigt lille Oliver op på armen. ”Så, så.. rolig min dreng.. Hun gør ikke noget. Hun er fars store kæledyr,” prøvede han som en forklaring, også for at vise at der ikke skete noget som helst. Kildaria kunne da ikke drømme om at skade hans familie!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline mærke oliver hev i hendes skørt og hørt hans paniske stemme, hun slap kildaria efter at have klappe hende på halsen. og så på oliver og damon efter han hade samle drengen op. "far har ret lille skat hun gør ikke mor noget.. hun er også mors ven" hun strøg oliver over kinden, mens hun så roligt på ham med et moderlig blik for at berolig ham. "kom her.. så skal du se hun er ikke farlig bare fordi hun er stor" hun smile og tog oliver og gav ham et tæt kram inden hun bar ham hen til kildarias snude og lage hånden på den, "se.. hun er ikke farlig.. vil du ikke også prøve.. hun følels lidt sjovt" hun smile og kysse oliver på panden mens hun holdt ham ind til sig og gik tæt nok på så oliver selv kunne rakte hånd frem og rør det stor væsen. hun så på kildaria, hun hade nu savne den stor øjle i sin hverdag, hun elske jo drager hun hade jo en gang selv haft en.. men det var ved at vær mange år siden. "se hun kan lig dig.. nok fordi du liner din far så meget" hun smile og løfte oliver op i armen så han kom højt op og flyve "og så fløj oliver en tur" grine hun og bevæge arme så oliver 'fløj' rundt der oppe ind til hun blev træt i armen.

[Deleted]

Udover at Oliver ikke havde været ude af himmeriget så så han ikke mange andre end sin mor og de få af hendes veninder der kom på besøg. Han havde ikke engang jævnaldrene venner eller noget så det at møde ny folk var ikke altid lige let i starten selvom han da hurtigt vendte sig til nye ansigter, især hvis han så forældrene være glade og rolige omkring de fremmed, for forældrene vidste jo bedst.. ikke? faderens blik ned mod ham samt hans ord fik Oliver til at snerpe læberne forvirret sammen og rynke mere på brynene. Ikke farlig? men.. hun var så stor, med så store tænder! Den lille dreng følte sig helt usikker nu, hvad skulle han gøre? moderens opførsel havde skræmt knægten og selvom han ville have holdt sig langt væk fra det store dyr så havde frygten for at der skulle ske hans mor noget tvunget ham ubevidst tættere på dyret. Dragens brummen fik tårerne til at samle sig i drengens øjenkroge og han var tæt på at bryde ud i gråd da faderen løftede ham op i sin favn hvor han hurtigt skjulte ansigtet ved hans skulder og hals og greb fat om hans tøj med de små buttede hænder. Faderens beroligende ord hjalp ikke, drengen var endnu skræmt og der skulle mor ind hvis hans skulle falde til ro. Da Adeline tog ham fra Damon hulkede han svagt, moderens beroligende stemme og velkendte varme fik ham dog hurtigt til at falde til ro og snart var han helt tæt på Kildaria igen hvor han kort så skræmt med tårer i øjnene. Hans mor rørte ved dragen uden at den gjorde hende noget, og forsigtigt fulgte han hendes eksempel hvor hans lille hånd rørte ved dragens hårde skæl. Den var hård, men ikke kold som man ellers kunne forvente ved at se på det store dyr. Dragen flyttede sig ikke, men lod ham røre ved hende hvor Oliver slappede endnu mere af og et svagt smil brød frem gennem de grådfyldte øjne. Da moderen løftede ham højt op i en af de sædvanlige flyveture lo han hjerteligt og sådan fortsatte indtil Adeline blev træt. Hans blik gled atter hen over dragen som han forsigtigt så på, endnu en anelse forsigtig.

[Deleted]

Damon ønskede slet ikke at Oliver skulle være bange for Kildaria, for han var selv helt sikker på at den drage slet ikke ønskede at gøre ham noget! Dragen ville være med til at beskytte ham og det var noget som han var fuldkommen overbevist, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! At han ikke kunne gøre Oliver fuldkommen tryg, også fordi at han kun lige var i færd med at lære knægten at kende, så et sted så gjorde det.. ondt? Selvom det nu heller ikke var noget som han kunne tage sig af lige netop nu. Han lod gerne Adeline tage over, også fordi at det var hende som knægten var mest knyttet til, så det var bestemt heller ikke noget som han tog sig af som sådan. Han håbede selvfølgelig bare på at det ville ændre sig med tiden, for han ville da slet ikke kunne bære, hvis han ikke ville have et forhold til sin egen lille søn!
Kildaria stod fuldkommen stille, idet at Adeline lagde hånden mod de hårde skæl. Hun lukkede øjnene tydeligt som hun måtte nyde det, hvor selv knægten varsomt måtte røre ved hende. Hun vendte blikket roligt mod ham, som hun lod ham gøre det. Hun skulle jo trods alt også flyve dem hjem, så knægten måtte være tryg ved hende, og det var det som de alle vel også ønskede sig? Som Adeline gav Oliver flyveturen, så lagde Kildaria sig roligt ned på jorden og med blikket hvilende på dem. Damon smilede stort og gik hen til Kildaria, kun for at sætte sig ved hendes side og stryge over snuden. ”Flot min pige.” endte han stolt. Kildaria brummede let og lukkede øjnene. Hun elskede når de strøg hende over snuden!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline strøg oliver over kinden som han hade valgt at rør kildaria lige som hende, "du rigtig dygtig min dreng, mor er stolt af dig" hun smile og kysse ham på panden og holdt ham blidt ind til sig, hun elskede virkelig at holde oliver ind til sig og bare nyde at han var hendes lille baby, hun så på ham og vugge ham ligt "kan du se hun ville ikke dig, eller mor, eller far ondt.. hun er her for at passe på os" hun smile og så på kildaria der lage sig ned, hun satte sig på hug og satte oliver ned så han stod for and kildaria, "du må godt gå hen og kigge mere vis du vil.. bare rolig hun er rigtig sød.. og hun elsker små bøller lige som dig" hun lo og kysse oliver på toppen af hovedet, og så på kildaria det var så dejligt at se hende igen, og hun så godt ud til tros for hvad de to hade vær i gennem, damon og kildaria. adeline så på damon og kysse ham på kinden og smile blidt, "jeg elsker dig" hviske hun stille til ham og så ham bare ind i øjne som hun fik øjen kontakt med ham, hun smile bare blidt og så der efter på kildaria igen og nusse hende over snuden igen.

[Deleted]

Kildaria var måske på ingen måde farlig for nogen af de tre, men det vidste en lille dreng som ham ikke, størrelsen på dragen samt dens hårde udseende havde fået ham til at tro at den var ond, og ville skade dem derfor havde han reageret som han havde gjort. Endelig ville mange børn nok blive skræmte over at se deres første drage, så det var vel kun en naturlig reaktion for et barn i hans alder. Han faldt dog efterhånden mere til ro om end han ikke flyttede sig selv da hans mor satte ham ned hvor han blot blev stående og gloede på den store drage. Han var nød til at lægge hovedet tilbage for at kunne se helt op på den og langsomt gled hans hoved undersøgende på skrå hvor han så forundret på det store væsen. Hans mor ville nok genkende det udtryk, men faren næppe når det var første gang han så det, det udtryk betød ganske enkelt at han havde nogle spørgsmål, og ganske rigtigt, gled hans mund op og en række spørgsmål forlod hans læber ”Har den altid været så stor? Hvad spiser den? Hvor bor den? Er den din far? hvor længe har du haft den..? Spiser den mennesker? Vampyrer? Børn? Hvorfor har den så hård skæl?..” endelig kunne han blive ved men han måtte holde en pause for at trække vejret dybt ind da han pludselig manglede ilt i lungerne efter den lange talestrøm. Spørgsmålene havde han rettet mod sin far, noget anderledes end det sædvanlig, men normalt havde han jo kun sin mor så det var vel normalt at det var hende han rettede spørgsmålene imod.

[Deleted]

Damon ønskede slet ikke at Oliver skulle være bange for Kildaria, for hun gjorde bestemt ikke nogen i hans familie noget! Hun handlede på hans ordre og det havde hun altid gjort og det ville aldrig blive anderledes Han blev siddende ved siden af Kildaria og strøg hende roligt over snuden. Selv havde hun snart brug for at hvile, for de havde været ude længe og det vidste han godt. Kildaria lukkede øjnene ganske roligt ved strøgene roligt over hendes snude, for det føles virkelig, virkelig godt! Han vendte blikket stille mod Adeline og med det samme stille smil på læben. ”Jeg elsker også dig, min kære..” Han kyssede hende ganske blidt, hvor Kildaria kun flyttede sig en anelse, så de kunne sidde ved siden af hinanden. Hun prøvede dog at undgå at flytte sig for meget, for hun ønskede jo heller ikke at skræmme drengen alt for meget!
Damon vendte blikket stille mod Oliver. Alle de spørgsmål som pludselig bare forlod knægtens mund, var noget som et sted måtte komme bag på ham. Han kunne dog ikke lade være med at grine. ”Uha nej! Hun har været lige så lille som dig! Jeg fandt hende da hun kun var et helt lille æg.. Æhm.. Hun spiser kød.. til tider også græs..” Han vendte blikket stille mod Kildaria. Alle de spørgsmål var noget som virkelig kom bag på ham! Kildaria morede sig tydeligt, selvom hun ikke sagde noget som helst til det. ”Og ja.. hun er min..” Han lagde armen om halsen på hende og med et grin. Blikket vendte han direkte mod Oliver endnu en gang og med det samme smil. ”Kom herhen min dreng.. Nu skal I to lære hinanden lidt at kende..” endte han med en tydelig stolt stemme.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline kigge roligt på oliver og smile blidt til drengen der bare stod der, og så på kildaria med tydelig øjne der sag at han syntes hun var meget stor! hun så nu at oliver lave det berømrt sprøgsmåls ansigt, og hun vist bare han snart ville bombader en af dem med spørgsmål. hun fnise en smile da oliver så spurte damon løs om kildaria og så hurtig at han miste pusten "rolig nu oliver træk vejre " hun lo blidt og kysse oliver på kinden. hun så på damon som han svart på den lille drengens spørgsmål, og smile bare glad. hun lod oliver gå til damon og sad bare på hug stadig og kigge på dem, og nød den lille familie var sammen og bare hygge sig sammen som en rigtig familie, det her hade hun virkelig drømt om, at se oliver hygge sig med damon som rigtig far og søn, hun vist oliver nok skulle blive en god ung mand en dag men lige nu var han hendes lille baby.. lidt i nu i vært fald.

[Deleted]

Oliver så kort op på sin mor da hun fniste, han smilede bare uvidende over hvorfor hun fniste og gav sig til at spørge sin far om alt hvad der måtte falde ham ind i disse sekunder hvilket da også blev til en række spørgsmål. Da hans mor bad ham om at trække vejret så han op på hende ”Det gør jeg da” svarede han nærmest uforstående, han trak da vejret.. for ellers ville han da være død. Han blev kysset på kinden og gav kort sin mor et kram inden han vendte blikket mod sin far for at modtage svar på alle sine spørgsmål. At dragen havde været lige så lille som ham var svært at forstå, men han nikkede alligevel for det var jo sikkert sandt når hans far sagde det. Da han fik at vide at dragen spiste både kød og græs så han op på den store drage ”Græs er da ulækkert! Mor siger man ikke skal spise græs” svarede han, for jo hans mor havde taget ham i både at spise græs og jord. da hans far sagde at han skulle komme hen til ham tøvede han men gjorde som han blev bedt om hvor han stillede sig ved siden af Damon og så op på ham hvilket ifølge lille Oliver var at se ret højt oppe.

[Deleted]

Alle Olivers spørgsmål var kommet en anelse bag på Damon, for det var slet ikke noget som han havde regnet med! Han måtte alligevel erkende at han godt kunne lide at deres lille dreng passet så godt på sin mor, for det var noget som gjorde ham glad også at se. Det var jo så også der at det gik op for ham hvor meget han i sandhed var gået glip af med henblik på deres lille dreng, hvilket et sted gjorde ondt for ham at tænke på. Han smilede let hvor han nu lige havde fået besvaret de spørgsmål som han var i stand til at huske, for det var altså ikke lige noget som han havde været forberedt på! Han lo ganske let, som han sendte knægten et mildt smil. ”Græsset er godt for hendes mave,” forklarede han roligt, som han tog knægten hen til sig, hvor han var gledet op på knæ bag knægtens skikkelse, også så han vidste at far var der til at passe på ham og ikke mindst også beskytte ham, ofr det var også noget som han vel havde brug for at vide også?
Kildaria kunne blot more sig ved at se Damon forsøge at følge med den lille dreng. Hun ønskede dog ikke at skræmme ham, også selvom hun vidste at hun var temmelig stor og meget vel kunne være et stort og ikke mindst skræmmende væsen for en så lille skikkelse som deres søn. Af den grund, så valgte hun bare at blive liggende fuldkommen stille der hvor hun lå, også selvom hun lige havde vendt blikket mere mod den lille dreng og Damon med. Hun blinkede let med de store og mørke øjne og uden at tage blikket fra dem, også selvom hun slet ikke ønskede at skræmme dem på nogen måde, det var jo slet ikke det som hun var ude på! Damon smilede let og vendte blikket mod dem begge. ”Hun skal også flyve os ned på jorden.. Så du skal også op og sidde på hende,” fortalte han med den samme stolthed i stemmen.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline smile og lo bare af alle olivers spørgsmål til damon, omkring kildaria. at han kunne have så mange spørgsmål kom ikke bag på hende, hun hade jo vær igennem det flere gang. hun så på ham, som han belært damon at græs ikke var godt. hun små lo "far har ret oliver.. græs er godt for kildaria.. men ikke små drenge som dig" hun ule kort olivers hår og smile, før hun så på kildaria der bare lå der muse stille og kigge på damon og oliver. det var dejlig at have familien samlet igen, og denne gang for alvor. hun glæde sig til live blev normalt igen, og hun skulle gå og passe oliver og lave mad og den slags. hun smile da damon fortalt oliver de skulle flyve på hende, "og du kan tro hun kan flyve hurtig.. kildaria er en rigtig dygtig flyver så der sker os ikke noget" hun smile og kom helt hen til damon og oliver og nusse damon i nakke med en hånd og med den anden nusse hun olivers lille blød hånd, med sin egen silke blød hænder. hun nød at pusle omkring dem det berolig hende så meget at hvide de var hos hende og var i god beholdt og ved godt helbred, hun hade tit vær ved at gå i panik vis oliver blev syg eller vist mindste tegen på sygdom så var hun der med det samme, "nå.. skal vi snart af sted ?" spurte hun og prøve at skjule sin ivrighed om at komme af sted og ned til deres hjem.

[Deleted]

Oliver fornemmede sin far sætte sig på hug bag ved ham hvilket faktisk var utrolig beroligende for den lille dreng der tog fat om en af Damons fingre for at holde ham tæt på sig så denne ikke skulle gå igen. At han ikke tog fat i hele Damons hånd skyldtes ganske enkelt at den lille drengs hånd var så lille at den knap kunne holde om en eller to af Damons fingre. Denne havde måske ikke været der gennem de første par år af Olivers liv, men det betød ikke det var for sent, han skulle bare være der mere for sin familie om end dette måske kan være svært med hans arbejde. Det betød meget for en dreng at have sin far hos sig, måske ikke i så ung en alder men først senere hen, alligevel vil det nok blive svært for drengen at acceptere Damon hvis han bare troppede op engang når han var blevet lidt ældre. Da faderen fortalte at det var godt for dragens mave og moderen gav ham ret nikkede han blot, for de vidste vel bedre. "Det er en pige?" spurgte han for han havde da bidt sig mærke i at faderen havde omtalt dragen som hende. Han så kort op på sin mor der tog fat om hans ene hånd, derefter tilbage mod sin far og smilede. Selvom han ikke helt forstod det med familie, sammenhold, kærlighed osv. så havde han det godt med at være i nærheden af de tre, hans mor, hans far og dragen, det var betryggende. Da Damon erklærede at de skulle sætte sig om på dragen når de skulle hjem så han med store øjne på Kildaria "Jeg falder sikkert af!" sagde han en anelse frygtsomt. Moderens ord om hvor god dragen var til at flyve fik beroligede Oliver en anelse hvor han blot nikkede svagt. "Hvor skal vi hen?" spurgte han, at svar ham at de skulle hjem ville næppe hjælpe noget for himmeriget var hans hjem, det havde det altid været.

[Deleted]

Damon ville i hvert fald gøre alt det som han kunne før at vise Oliver at han var der for og med knægten. At det hjalp at han satte sig bag ved ham, var noget som kun fik ham til at smile, hvor han vendte blikket ned mod knægten. Han lod ham roligt tage omkring hans fingre, for hvis det var noget som gjorde knægten rolig, så var det i den grad også det som han agtet at gøre det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han nikkede med en tydelig stolt mine. ”Det er en pige ja,” sagde han tydeligt med en glæde i minen, for det var ikke engang fordi at det var noget som han ønskede at skjule for ham. Kildaria vendte blikket ganske roligt mod dem og med den samme mine. Jovist var hun stor, men det var godt nok ikke ensbetydet med at det kun var drenge som kunne være det! Hun prustede ganske let og hævede hovedet en anelse. Det var selv tungt for hende bare at blive liggende på denne her måde. At han var sikker på at han ville falde af, var noget som direkte fik Damon til at grine, hvor han vendte blikket mod ham, selvom Adeline måtte komme ham lidt i forkøbet. ”Far lader bestemt ikke dig falde af, min dreng!” lovede han ganske bestemt. ”Desuden kan jeg love dig for at fars drage også kommer til at passe godt på dig, så det ikke sker..” Han strøg knægten roligt over håret, idet han roligt rejste sig en anelse, nu hvor Adeline også måtte være der. Han vendte sig mod hende. ”Så snart at du er klar min kære.. Så kan vi tage hjem,” sagde han med en tydelig glæde i stemmen, for det var ikke engang fordi at det var løgn. De kunne faktisk tage hjem! Sammen!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline smile og så på oliver, som mor vist hun hvor vigtig det var for en dreng at have en far hos sig. hun hade jo selv været meget knytte til sin far i sit tidliger liv, at oliver spurt om kildaria var en pige små lo hun lidt, mens hun så på kildaria og der efter oliver. hun nusse bare drengens hånd ganske blidt, "vi skal der hen hvor mor og far boede før du blev født oliver" hun smile blidt og så på ham, mens hun nusse olivers hånd ganske blidt og roligt. "det der vi skal bo fra nu af.. " hun smile glad og fjerne et par tår så oliver ikke skulle tro hun var ked af det for det var hun bestemt ikke! hun var lykkelig! noget så lykkelig over at hun skulle være sammen med damon og oliver på jorden og bare vær den familie hun så brænden ville have de skulle vær, man kunne rigtig kalde det far, mor og barn og i steden for en hund hade de en kæmpe drage, hvilke gjorde det her meget mere specielt syntes hun, "jeg er klar.. har pakke alt det vi har her oppe af tøj og senge tøj og lege tøj selvfølig" hun smile "og jeg har huske dit yngslings tæppe med oliver bare rolig" hun smile blidt.

[Deleted]

At dragen var en pige virkede underligt, for den var ret stor og ikke spor blød og grædende som piger var. var det ikke sådan piger var? den eneste pige han jo rigtigt havde set var hans mor, og sådan var hun blød, duftede godt og dog græd hun en del desværre. Han så atter op på sin mor, hun græd igen selvom hun forsøgte at skjule det. Han forstod ikke hvorfor hun græd, var hun ked af det? Havde hun ondt? Var hun sulten? Det var disse grunde der kunne få ham til at græde. Hun smilede ned til ham, men det ændrede ikke på spor meget, for selv de gange han havde opdagede at hun græd, havde hun forsøgt at virke glad og smilede beroligende til ham. Hans blik forlod hende og gled over til dragen, og så op mod hans far ”Mor er ked af det..” sagde han bare, nærmest i et forsøg på at få faderen til at ændre på den kendsgerning. Gennem tårerne forklarede hans mor dog at de skulle bo på jorden, og at de i virkeligheden havde boet der før han blev født. Han nikkede ganske roligt, og da moderen så nævnte hans tæppe så han hurtigt op på hende ”Og Bamse! Du må ikke glemme bamse!” sagde han nærmest med desperation i stemmen.