We can go home!

[Deleted]

At være samlet som en familie, var noget som Damon virkelig havde set frem til igennem frygtelig lang tid. Hans arbejde tog desværre meget tid, men pengene skulle jo komme et sted fra, og der nægtede han ganske enkelt at Adeline skulle få lov til at arbejde. Hun ønskede at hans forlovede skulle være hjemme sammen med deres søn, for han skulle under ingen omstændigheder prøve at være alene. Det var noget af det sidste som han ønskede! Han sendte dem alle et smil, som han skænkede op til Adeline og derefter til sig selv, som de alle var endt med at sætte sig til ved bordet. At se Oliver gå til den på den måde, var virkelig en tanke som morede ham. Hånden som Adeline havde lagt på hans lår under bordet, var noget som kun fik ham til at smile, hvor han sendte hende det kærligste smil. Han var virkelig glad for hende. Kunne man gøre andet end at elske hende? På ingen måde! ”Med alt det arbejde som jeg laver, så kan man godt savne din hjemmelavede mad. Der er virkelig intet bedre!” sagde han med et glædeligt smil. Løgn var det jo ikke engang! Han blev dog siddende alligevel og begyndte selv at spise maden, hvilket var noget som faldt tungt til hans egen mave, for det var virkelig, virkelig rart, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Mhmm! Jeg havde virkelig glemt hvor godt det smager, min kære!” Han vendte blikket mod Oliver, som han næsten lød til at få noget galt i halsen, hvor han alligevel temmelig hurtigt havde valgt at rejse sig. Han rystede stille på hovedet og med et stille smil. ”Det er fars elskede og meget, meget store ven..” sagde han med en tydelig munter og stolt stemme. ”Far har nemlig en stor og flot drage som meget gerne vil hilse på dig!” sagde han muntert.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline smile og så på damon, "nååå nu smirre du" hun fik helt rød kinder men hun elske når han roste hendes mad, hun gjord alt tid sit bedste for det skulle smage godt og ligge godt i maven, hun smile over damons udtryg "jeg glad for du kan lig det min skat jeg lave jo også den her ret den første da vi flytte sammen" hun smile og så på ham, hun begyndt selv at spise og syntes selv hun hade remt meget godt med det hele. at oliver hade sovs om munden var hun vand til at se men han var stadig meget nutte, "har du virkelig fået hende helt her op!" spurte adeline helt underen "jeg troede ikke det var muligt for en drage at komme op i så høj luft lag.. nu er hun vel okay" adeline så en smule bekymret ud, kildaria var hendes eneste drage bekendt skab efter sky's død hvilke hun stadig kunne finde på at sørge over men aldrig når oliver så det, han skulle ikke se hende græde. at han så hade set hende græde vist hun ikke hun hade altide vær ved at lave noget eller side på sengen når han lå og skulle forstille at sov at hun kunne finde på at græde, hun hade inde da stået og nede ind i et nyvaske lan hun var ved at hænge op hvor hun pluslige bare begyndt at græde uden at tænke over det.

[Deleted]

Oliver var travlt optaget med at proppe mad i munden, noget af det tabte han i tallerkenen flere gange og måtte forsøge at fange det med gaflen igen. Han vippede frem og tilbage i stolen og nynnede en lille melodi for sig selv, en melodi til en sang hans mor sang for ham inden han skulle puttes om natten. Som han sad og spiste, fik han mere sovs på ansigtet og noget på fingrene. Oliver så op på Damon da denne hurtigt rejste sig og glippede med øjnene. Han brast i latter ved synet af bekymringen i Damons ansigt. Hun vendte blikket mod sin mor og rakte hånden frem mod hende der var smurt ind i sovsen, han ville have den tørret af så han kunne bruge den igen. Da Damon nævnte dragen så Oliver på ham med store øjne ”Drage.. med vinger? Ligesom mine?” spurgte Oliver med sin lyse barnlige tone. Oliver elskede sine vinger, og han brugte dem og nogle gange hvilket kunne frustrere hans mor da han tit rodede sig ud i problemer med dem.

[Deleted]

Damon forgudede virkelig Adelines mad! Det var virkelig det bedste som han nogensinde havde smagt, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke. ”Slet ikke kæreste! Det er virkelig det bedste du nogensinde har lavet!” Han vendte blikket mod hende. Var det den mad som hun havde lavet til dem som det første? Han sendte hende et stille smil. Han kunne udmærket godt huske, at han havde været blind som en muldvarp – bogstavelig talt. Han havde ikke været i stand til at se noget som helst! Han rystede stille på hovedet. ”Der var noget genkendeligt ved det.. jeg synes nok. Og ja, jeg har faktisk fået Kildaria med herop og tro mig.. der er en ganske særlig grund til det, kæsteste.” Han blinkede let til Adeline og med den samme muntre mine.
At se Oliver med mad i hele hovedet var noget som virkelig måtte more Damon, for det havde han aldrig set før! Han slap en munter latter og rystede på hovedet. Han kunne virkelig ikke gøre andet end at elske sin egen lille søn, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Han endte dog med at nikke til sin kære søns ord. ”Lige præci! En stor drage med store vinger! Hun er rigtig sød.. og vil meget gerne hilse på dig,” sagde han med en glad og direkte munter stemme. Han ønskede virkelig ikke at hans søn skulle være bange for Kildaria, så det at få dem introduceret med det samme, var noget som han værdsatte meget.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline smile og så på oliver, hun fik roligt tørtst hans hånd han hade stukket frem. hun var vand til oliver blev grisset til så det tog hun ikke så tungt, hun så oliver der rejste sig op i stolen "oliver pas på du ikke vælter" sag adeline bekymret hun, så på damon en særlig grund til han hade fået kildaria helt her op til himmerriet det må virkelig vær vigtig vis han hade fået hende helt der op, hun smile og spiste roligt hvider hun var glad for damon nød hendes mad det betød meget for hende han stadig kunne lig hendes madlavning, da de hade spiste ryddet adeline roligt op hvor efter hun kom ind med et fad hvor en chokolade kage var på, med chokolade oven på hun vist det var olivers ynglings kage. "så der kage min to dejlig engle" hun smile og fandt ny talerkner og skar et stykke til dem vær, olivers stykke var lidt stor for en dreng som ham men hun vist han kunne spise det, og hun håbe lidt maden ville gør ham tung og træt i kroppen så han kunne få en lille lur måske efter de hade mødt kildaria, hun tog kun lidt da hun gerne ville holde figuren for damons skyld, så han ikke skulle syntes hun blev grim at se på, hun glæde sig til at se kildaria igen det var så længe siden hun hade set hende.

[Deleted]

Oliver brugte straks hånden igen til at spise selvom den lige var blevet tørret og da den igen var helt griset til rakte han hånden til sin mor så hun tørrede den af. sådan blev det ved flere gange, og selvom man skulle tro at han ville holde op så blev han ved. Til sidst skubbede han tallerkenen væk fra sig og rejste sig op på stolen hvilket fik hans mor til at blive bekymret ”Jeg falder ikke” svarede han selvsikkert. Han så hen på sin far der snakkede om sin drage. Olivers øjne lyste intenst af glæde og spænding, han glædede sig ”Jeg vil se drage!!!” råbte han og vuggede frem og tilbage i stolen, han var tæt på at vælte men det skete ikke. tallerkenerne blev fjernet og ind kom kagen hvilket fik Oliver til at hyle af glæde ”KAGE KAGE KAGE!!” han rakte hænderne frem for at tage hele kagen fra moderen men hun satte den ned og skar et stykke ud til ham. Han satte sig pænt ned på stolen igen og gav sig til at skovle kage i sig i store mundfulde og uden at tygge ordentligt på dem. ”Mor laver god kage! Ikke far?” spurgte han. om han blev træt senere hen var ikke til at sige, drengen var fuld af energi og han brugte det meste af sin tid med at larme og lave ballade, om natten sov han dog tungt.

[Deleted]

Damon vidste udmærket godt at Adeline lavede det mest fantastiske mad, som man overhovedet kunne tænke sig frem til, og det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han sendte hende et smil, hvor han selv holdt meget øje med Oliver da han begyndte at vugge i stolen. Han var en umådelig selvsikker lille dreng, hvilket selvfølgelig var noget som han rigtig godt kunne lide. Så vidste han da om ikke andet, at han ikke var en som lagde sig under tøflen og det var godt! Han slap en munter latter til Olivers ord. Han reagerede ikke med angst eller frygt? Det var noget som han specielt godt kunne lide! ”Og selvfølgelig skal du få lov til at se hende!” sagde han med en glædelig stemme. Han glædet sig virkelig til at lade familien hilse på hende!
At Adeline serverede kagen, var noget som fik ham til at smile, hvor han selv begyndte at spise på helt samme måde som Oliver. Han forgudede virkelig Adelines kage! Han nikkede ivrigt. ”Mhmm! Mor er rigtig god til at lave kage!” sagde han glædeligt. Adeline ville aldrig nogensinde se grim ud i hans øjne! Selv da han havde været blind, hvilket han havde været stort set hele livet, så havde hun været det smukkeste som han nogensinde havde været i nærheden af. Han vendte sig mod Adeline og med et stille smil, som han blev færdig med sit stykke af kagen. ”Mens jeg tager Oliver med ned til Kildaria, så de kan mødes, så.. kan du begynde at pakke..” påpegede han med den muntre mine. De skulle med hjem og han glædet sig virkelig!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline blev helt rød i kinderne, "nååå nu i alt for søde ved mig jeg bliver helt flov" hun tog sig til de brænden kinder, hun var vildt glad for de kunne lig hendes mad, hun vist oliver var vild med alt mad hun lave der bestod af sukker og andre sager der fik det til at være en ren sukker bompe. hun så på oliver, det ar nu sødt at han så gerne ville se kildaria, og hvem vist hvor når han ville finde sin egen drage? mund det blev en lille eller en stor? hun sad lidt i sin egen verden tænkt på hvordan dragen oliver en gang ville finde villle komme til at se ud, da damon snakke til hende reager hun ikke først, hun blinke lidt med øjne og så på ham. "pakke?..? spurte hun underne, hun sad lidt og tænke over hans ord før hun lige pluslige rejste sig, "Skal vi..!" [/b]hun pege ned mod jorden da hun helt var kløjs i orde, kunne det passe? skulle de virkelig hjem! hun slog armen om damon så hurtig at de røg bag over på hans stol og ente på gulve hvor hun smile og hulke glad, de skulle hjem! enlig hjem! hun snøfte og kysse damon dybt på munden mens hun holdt ham tæt og var bare så over lykkelig at hun troede hendes hjerte skulle eksplodere! hun så på damon med stor smile og glædes tår i øjne før hun fik ham op og stå og kramme ham tæt mod sig, "skal vi virkelig hjem.. efter så lang tid?" hun så op på ham, hun ville høre ham sige det igen, hun ville være sikker på hun hørt rigtig! hun ville ikke bilde sig selv noget inde nej hun ville være sikker!

[Deleted]

Oliver glædede sig til at se dragen, han havde dog ikke set en drage før, kun hørt om de store smukke væsner fra sin mors godnathistorier og derfor anede han virkelig ikke hvad han ville komme til at se, han forventede dog ikke noget slemt så mon ikke han alligevel vil få et chok hvis han så dragen eller måske blive en anelse bange? På den anden side var han ikke så let at skræmme så det ville nok ikke være så slemt. Oliver spiste sin kage og da det gik for langsomt med skeen slap han denne og begyndte at bruge fingrene. Snart var han helt mørk om munden af chokolade og hans hænder var ligeledes grisede til. Han slugte kagen i sig som var det ingenting. Han var ikke bevidst om hvad forældrene snakkede om og da forældrene faldt om så han med store øjne hvor han brød ud i en glad latter ”Mor og far falder ned fra stolen mens Oliver ikke gør.. Oliver er stor!” sagde han med kæmpe smil over læberne og rokkede frem og tilbage i sin egen stol.

[Deleted]

Damon vidste at det var en kæmpe nyhed at give til Adeline, men hun havde trods alt også gang på gang vist hvor meget hun gerne ville hjem, og nu var der altså mulighed for det! Skoven var ganske rigtigt stadig forfærdelig at se på, men det var sikkert nok at tage hjem – for nu om ikke andet, men så længe at Himmeriget var åben for hans familie, så kunne han bestemt heller ikke være andet end storslået tilfreds, for den tanke gjorde ham virkelig glad! At se hende reagere på den måde, direkte hoppede ind i hans favn, så de røg baglæns og direkte ned i gulvet, var noget som kun fik ham til at grine. Han mødte hende glædeligt i hendes kys som han besvarede selv med den største glæde. ”Helt præcist min egen.. Vi skal hjem.. Tilbage til skoven.. Det er nemlig sikkert.. I alle fald for nu..” Han strøg hånden over hendes kind, idet han vendte blikket mod Oliver som sad trygt og godt i sin stol, hvor han sendte drengen et drillende skulende blik, for han kunne slet ikke finde på at være sur på sin egen lille dreng! Han fik roligt kæmpet sig op på benene og hjalp Adeline op samtidig. At se hende så glad var selvfølgelig noget som i den grad også måtte gøre ham selv frygtelig glad! ”Det er nemlig lige hvad du er! Og store drenge får også lov til at se de store drager!” endte han med en tydelig munter stemme, for han elskede virkelig sin familie! Sammen med dem, så kunne han jo blot være lykkelig, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! ”Skal Oliver så med ud og hilse på fars drage?” spurgte han med en tydelig stolthed i stemmen, for det var en tanke som direkte gjorde ham glad. Desuden skulle knægten også lære at Kildaria ikke var farlig, men en del af familien – en som også ville være med til at passe på ham.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline vine og var bare så glad, de skulle hjem! enlig hjem!! hvor hade hun vente længe på at hør de ord! hun kysse damon flere gang og trykke sig bare helt ind til ham, som de lå på gulve ind til han satte sig op og tog hende med op og side. hun hade ikke set oliver sad og vugge i stolen eller noget hun var så vild glad over de skulle hjem at alt andet glemt hun lige nu! "jamen.. så må jeg jo pakke.. der er jo alt vores tøj.. og olivers ting! jeg må skynde mig!"hun skynde sig at rydde op efter dem før hun begyndt at finde tøj frem og putte i rejse sække mens hun smile stort og faktisk små hoppe rundt af glæde og kunne ikke vente med at sætte sin ben på jorden igen og bare nyde at være hjemme i skoven hvor hun hørt til, hun fandt alt tøj frem og alt olivers ting og lidt sæbe og den slags og fik det ned i rejse sækken, det blev i alt til 3 rejse sække med tøj og lege tøj og lidt andet hun kunne bruge nede på jorden, blandt andet frø så hun kunne få en køkkenhave. "Sådan!" gispe hun glad og trak vejer dybt hun hade virkelig være hurtig men hun kunne heller ikke vente med at skulle tilbage og leve sammen med damon igen som en rigtig familie skulle vær.

[Deleted]

Oliver fulgte kort forældrene med blikket idet disse kom på benene. Han vuggede roligt frem og tilbage på sin fine stol, på egen hånd var det ikke let at komme ned fra stolen og derfor rakte han de små buttede hænder op mod sin far i et forsøg på at blive løftet ned så han igen kunne lalle rundt. Da faderen dog nævnte dragen og ordet stor klappede han glad ”Ja ja!!!” svarede han larmende og dog meget glad mens moderen lykkeligt gik rundt i køkkenet for at rydde op og sætte ting på plads for derefter at forlade køkkenet for at samle deres ting sammen. Han var helt utålmodig efter at komme ned fra den stol at han faktisk havde rejst sig op og få sekunder efter mistede han balancen.

[Deleted]

Det glædet virkelig Damon at se Adeline så lykkelig! At vide at det var en følelse som han satte i hende, for det var virkelig en utrolig fornemmelse selv for ham. Det var tydeligt for hans vedkommende, at hun glædet sig til at komme, hvilket glædet ham og endda også rigtig meget, men.. alligevel var han lidt bange for hvordan hun ville tage det hele når hun kom hjem, for det var bestemt heller ikke som hun havde efterladt det. Tungen strøg han let over læberne også for at fange eftersmagen af alle hendes mange kys. At se hende direkte fare op for at begynde med at ffå ryddet op, var noget som kun fik ham til at grine, for han kunne slet ikke lade være! Han rejste sig roligt op og vendte sig mod Oliver. ”Så skal vi to ud og hilse på Kildaria!” endte han morende og med det samme stille smil på læben. Han var hurtigt henne ved knægten da han næsten stod oppe i stolen. Han skulle jo ikke have lov til at falde! ”Pas nu på min dreng! Du kommer jo til skade..” endte han med en næsten bekymringsful mine, for det var jo ikke engang fordi at det var løgn. Han smilede ganske let, som han satte knægten på gulvet og tog hans hånd, kun for at føre ham med sig udenfor.
Kildaria lå på den helt samme plads som Damon havde efterladt hende. Hun gjorde ikke englene noget, så længe at hun ikke følte at han var i fare – eller hans familie for den sags skyld. Hun blinkede let med øjnene, hvor hun svagt brummede, idet at hun vendte blikket i retningen som hun kunne fornemme at Damon måtte komme vandrende. Ganske rigtigt. Damon vendte blikket mod Oliver. ”Hun er rigtig stor! Men hun er ikke farlig.. Ikke for dig, min dreng!” endte han glad. Han var virkelig lykkelig og glad sammen med hans elskede familie!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline sad og skulle lige have pusten inden han tjekke om alt var med, hun hade også taget lidt senge tøj med, det var jo lavet af et lækker matriale så det kunne de godt bruge på deres egen seng, da hun var helt sikker på at hun hade alt begyndt hun at slæbe de halv tunge rejse sække ud af værelset, hun kigge på sit vaske tøj der stadig hang ud. hun hade helt glemt det, hurtig fik hun taget et pænt ned og lag i den rejse sæk der var mindst i før hun slæbt hvider, det var en smule hårdt men hun var bleven stærk af at løfte oliver hele tiden så det gik nok, hun endt med til sidste at komme hen til damon, hvor hun satte sækken. hun smile stort og skynd sig hen til det stor dyr og lag arme om hendes hals "ååh jeg har savne dig kildaria" kom det glad fra hende som hun kramme det stordyrs hals mens hun smile glad og så hen mod damon, "jeg kan ikke tro vi faktisk skal hjem" hun smile og slap kildaria og kom hen til dem og kysse først damon på munden og der efter oliver på kinden og smile bare glad.

[Deleted]

Hvad der endelig foregik anede Oliver ikke, han forstod ikke at de skulle hjem.. for han havde aldrig set det hjem. Han var blevet født i himmeriget og havde ikke set andet så han havde ingen anelse om hvad de snakkede om, og han tænkte nu heller ikke over det, han var jo også kun et barn, og for ham var forældrene ret pjattede lige nu så han nøjes med at grine af dem og uden at stille spørgsmål, noget han ellers plejede at gøre konstant hvilket nogle gang kunne drive moderen til vanvid når han bare blev ved og ved med at stille spørgsmål. Damon greb ham inden han faldt og lille Oliver så blot op på denne med et kæmpe smil over læberne. Få sekunder efter blev han sat ned og hans hånd blev taget hvor han blot så kort efter moderen mens denne smuttede ud af køkkenet, han rynkede en anelse på panden… hans mor var underlig. Han blev ført med udenfor af sin far hvor han fulgte med uden spor meget brok og dog med små hoppende bevægelser, ja nærmest gadedrengeløb. Faderens svar fik blot Oliver til at smile, men hvor stor var stor for en lille dreng som ham? ikke så stort for da hans blik faldt på dragen standsede han brat op. øjnene blev store og han skyndte sig om bag sin far hvor han skjulte sig der. forsigtigt stak han hovedet frem og så op på den noget så store drage, dragen var meget stor, og når man var så lille som Oliver var, så var den større at se op på. ”Den har store tænder” mumlede han med en lille barnlig stemme. At moderen pludselig dukkede op for bare at lægge armene om dragens gigantiske has fik Oliver til at stivne ”MOOAR!!!! Pas på! den spiser dig!!” råbte han bekymret og glemte for kort tid sin frygt for han skyndte sig hen til moderen og trak i hendes skørter nærmest for at få hende væk fra dragen.. ja for at beskytte hende mod det store væsen der kunne finde på at gøre hende noget ifølge Olivers lille hjerne.