We can go home!

[Deleted]

Den store sol varmede godt over Procias og bestemt også den store og massive krop som Kildaria var bærer af. Procias var endnu en gang et land i det fri, hvilket Damon var frygtelig glad for! Det betød jo at han endelig kunne få sin elskede forlovede og sin lille søn hjem! Det var ikke ofte at han havde set dem siden den lille knægt var blevet født, men han havde set til dem så ofte som det nu var ham menneskelig muligt. Hans arbejde som budbringer landene imellem var selvsagt noget som tog forbandet meget af hans tid og pengene skulle jo hjem et eller andet sted fra og mesteparten sendte han jo faktisk til hans elskede forlovede og sin lille søn. Nu havde han endelig selv havde muligheden, så ville han da mere end glædeligt opsøge dem! ”Kildaria, skynd dig!” endte han med en tydelig ivrig stemme. Han havde muligheden til at se til familien, så selvfølgelig var det noget som han ville nyde godt af! Kildaria var en stor drage, en umådelig smuk hun som havde fulgt Damon igennem frygtelig mange år. De grønne skæl skinnede tydeligt i det klare solskin. #Jeg gør det så hurtigt jeg kan!” svarede hun med en næsten irritation i stemmen. Han havde trods alt også hundset på hende siden de havde forladt Peula for nogen dage forinden.
Himmeriget tårnet sig for øjnene af dem, idet at Damon kraftigt måtte tage mere fat i tøjlerne. Han var en træt og ikke mindst udmattet mand, for det var sjældent at han arbejdede så meget som han havde gjort i denne stund, men han havde virkelig været nødsaget til det og nu kunne han endelig tage fri, hvilket han selvfølgelig var glad for! Kildaria bredte de store og massive vinger, idet hun brød igennem det første lave skydække som skjulte Himmeriget for ham såvel som alle andre fra jorden af. Et mindre brøl passerede den massive kæbe, idet at hun trak vingerne ind til sig, vendte sig i en smuk og elegant bue og landede lige ved de store porte med et mindre bump. Hun knurrede let og strækkede på den store krop, idet hun vendte blikket rundt omkring sig. Det var heller ikke altid at hun fik lov til at hvile å denne her måde, så selvfølgelig var det noget som hun ville nyde af. Damon hoppede af hendes ryg allerede med det samme, idet han havde sluppet tøjlerne. Han var ganske rigtigt møgbeskidt og som intet andet, men han havde ikke haft tid til et bad. Jo, måske at han havde haft det, men det var slet ikke noget som han havde tænkt på, ikke nu hvor han kunne finde tiden til at være sammen med familien. ”Bliv her..” Han strøg hånden roligt over hendes store snude, idet at han hurtigt søgte over den store grund som Himmeriget måtte bestå af. Han blev kun mere og mere fascineret af stedet her. Det var virkelig, virkelig fantastisk!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline nød det smukke vejre der nu en gang var i himmerriget, hun var uden for huset og var ved at hænge vaske tøj op. døren ind til værelset stod åben så oliver kunne komme ind og ud som han viller, sidst hun hade set ham sad han og lege med klemmerne til tøre snorren. hun sukke stille, det var længe siden hun hade hørt noget til damon og hun savne ham virkelig meget, hun hade ellers gjordt klar til at sende et brev mere til ham med tegninger fra oliver og hende selv, hvor der så i brev stod hvad de hade lave den sidste tid. hun var ved at hænge silke lanet til sengen op og olivers dyne betræk, hun sang ganske stille for oliver mens hun nød den blid vind i håret og lyden af det blafferne vaske tøj, hun håbe damon og kildaria var okay, hun var altid så bekymret når hun ikke hørte fra ham. hun så op mid den blå himmel, og sukke stille dog hørt hun så noget. et brøl? kunne det være, adeline løfte i senge tøjet på tøre snorren for at se hvad det dog var der hade brøle, det var sjælden man høret sådan et brøl her ved himmerriget, hun kunne se nogle nærme sig. hun træde frem så hun nu stod på den anden side af vaske tøjet, snart kunne dog se hvem det var der kom i en god fart mod dem. "Damon!" adeline mærke smilet bred sig på hendes læber og hvordan hjerte banke i glæde og lettelse over at se damon i god behold, at han var møgbeskidt rørt hende ikke. tros hun hade en yndig hvid kjole på skynde hun sig damon i møde dog uden at komme for langt væk fra oliver hvor efter hun slog armen om hans hals og kysse ham dybt på munden mens hun mærke glædes tår tille ned af hendes kinder, det skete vær eneste gang damon kom for at besøge dem.

[Deleted]

Oliver havde brugt det meste af dagen på at lege da han jo intet andet havde for. Han havde legede med alt han havde fundet, og han havde som altid udfordrede sin mors tålmodighed og grænser. Han havde kastet mudder, mel og andet på sig selv og var blevet vasket mange gange i ansigtet og på enkelte dele af kroppen. Han havde brugt en del tid på at gemme sig i et hjørne og tegne på væggen hvorefter hans mor havde opdagede hans kunstværk og med et suk havde forsøgt at fjerne det værste farve fra væggen, han havde desuden hældt mælken ud over sig selv da han skulle spise og han havde trukket en stol hen til de høje skabe for at finde ting og sager frem hvilket havde resulteret i at han havde mistede balancen og var faldet og kommet til skade i panden som havde fået sig en lille bule. Ja Oliver var et krævende barn, livligt, og konstant i bevægelse. Han var kun stille når han sov. Nu lallede han rundt i haven, han havde fundet en myretue og havde siddet med en pind i hånden og stukket til den i stilhed. Hans mor havde skiftet tøj til ham fore anden gang i dag og han havde en himmelblå trøje på og matchende bukser, begge var lette at bevæge sig i hvilket nok var en fejl fra moderens side, for så sad han aldrig stille. Han prikkede til myretuen og så hvordan myrerne skiftede retning hvilket åbenbart var ret morsomt for knægten for han brød ud i latter lige ind til moderens stemme brød stilheden der fulgte efter hans latter og gav ham et chok som fik tårerne til at samle sig i hans øjne. Han vendte blikket mod sin mor men hun var væk. Han kom på benene og begyndte at se efter hende. Hvor var hun? hun var væk? Hun havde efterladt ham og var og han var helt alene! Sådan tænkte den lille Oliver og det fik tårerne til at trille ned af hans kinder ”MOAR!!! MOAR!!!” vrælede han uden at flytte sig ud af pletten, ikke til at starte med i hvert fald. Nogle skeunder efter løb han hen til det sted moderen havde stået og hængt tøj op. Men han kunne ikke finde hende. I stedet for at bøje sig og komme på den anden side af det hængte tøj løb han bare lige ind i det hvilket rev det nyvaskede lagen ned og over ham. Nu kunne han intet se hvilket blot gjorde ham endnu mere bange. ”MOAR MOAR MOAR!!” blev han ved med at råbe, til sidst snublede han i lagnet og faldt.

[Deleted]

Damon havde det virkelig ikke godt med at skulle efterlade Adeline med hele ansvaret, men han var nødt til at passe sit arbejde, for ellers var der ingen penge til familien og han ønskede selvfølgelig kun at familien skulle have det så godt som det nu måtte være dem menneskelig muligt. Han ønskede at være så meget sammen med familien og nu hvor han endelig havde muligheden for det, så var det selvfølgelig noget som gjorde det hele nemmere for ham. Han kunne få dem med sig hjem og det var noget som han virkelig ville elske! Kildaria gik – under store protester vel at mærke, med til at blive stående på sin plads. Usanset så vidste hun ikke hvor meget hun skulle bære, for hun skulle jo også bære resten og det som de havde, ikke sandt? De mørke øjne vendte hun roligt mod Damon, som han gik hen mod familien. Hun blev på sin plads, for det var her hun havde lov til at være når de endelig var her i Himmeriget, selvom det i sig selv var noget som skete relativt sjældent.
Damon hævede blikket hurtigt ved lyden af Adelines stemme, hvor han hurtigt vendte blikket mod hende. Hans hjerte føles næsten som at hamre mod hans bryst, hvor benene nærmest måtte få sit eget liv, idet at de hastede direkte mod hende. ”Adeline.. ADELINE!” endte han med en tydelig glædelig stemme. Han havde virkelig, virkelig savnet hende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet! Armene slog han hurtigt om hende, idet at han trak hende helt tæt ind til sin skikkelse, idet at han lod læberne møde hendes. Måske at han var møgbeskidt, var træt og udmattet, men i nærheden af hende, så følte han virkelig at han var fuld af energi og det var noget som han kun måtte nyde noget så frygtelig godt af! ”Jeg har virkelig, virkelig sav…” Han tav som han hørte en lille stemme. Lyden af en lille dreng, hvor han slet ikke kunne lade være med at smile. Han slap stille Adeline og med et let grin. ”Der er min kære lille dreng..” sagde han med en tydelig lykke i stemmen. Han hastede hen til knægten, kun for at skulle få det lagen væk fra ham, så han igen ville være i stand til at se. Knægten voksede virkelig, og han følte at han gik glip af så meget, hvilket var noget som virkelig gjorde ondt. Han var gået glip af de første skridt, de første ord, men han ville være med til at se drengen tage de første skridt på jorden! Nu hvor de endelig skulle hjem! ”Far er her..” sagde han med en glæde i stemmen og med en glæde i blikket. Han kunne ikke være andet end stolt af den familie som han havde!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline smile i kysset og var så glad for at mærke damon helt ind til sig, hun hade sådan savne at have sin krop tæt på hans. hun hørte oliver klade på hende, hun hade helt glemt oliver hvordan kunne hun glemme lille oliver! hun mærke damon slap hende og fuldt hurtig med han til oliver, "søde oliver mor er jo lig her.." sag hun hurtig i det damon fjerne lanet der nu lå på jorden, adeline hade heller ikke set der var komme snavs på den hvide kjole efter damons arme, men det var heller ikke vigtig. hun hade virkelig mangle damon de første år af Olivers liv, damon hade kun hørt om de første skridt og første ord da hun hade søger for at skrive med det samme og sende breve med brev due til damon når der skete noget nyt og stort, hun strøg oliver over håret mens hun smile og så på damon. "det dejligt at se du okay min kære" sag hun stille mens hun lag armen om damon fra siden og kigge på oliver, og håbe ikke oliver blev alt for bange for damon, lige som han pleje. oliver var en stor dreng, nok mest adelines skylde hun forkæle virkelig Oliver alt for meget men hun hade jo ikke meget at lave her i himlen, hun tog blidt olivers lille hånden og holdt den blidt bare for at oliver var helt sikker på hun var lig ved siden af ham, "damon.. du har slet ikke skreven at du ville komme.. er der sket noget?" spurte hun tydelig vis nervøs for om der nu var udbrudt krig igen på jorden så der gik længer tid inden de skulle hjem igen, for det ønske hun virkelig ikke!

[Deleted]

Oliver vred sig i lagnet i et forsøg på at få det af sig men uden held. Pludselig var lagnet væk og han kunne igen se. Han så ind i et par stor fremmed øjne og et fremmed ansigt hvilket fik ham til at sidde helt still og holde vejret i to sekunder inden han brød ud i stor gråd ”MOAR!!!” råbte han mens han forsøgte at kravle væk. Hans mor var der dog straks og så havde hun taget hans hånd. Han faldt omgående til ro men kravlede hen til hende. ”Han prøvede at tage mig!” i Olivers lille hoved var det sådan det hang sammen, at Damon havde forsøgt at tage ham. Godt nok havde han set billeder af sin far og mødt ham engang i mellem men han var så lille og glemte hurtigt, desuden var det et godt stykke tid siden de sidst havde set hinanden. Han kom på benene og skubbede sin mor væk fra Damon da hun lagde armene om ham fra siden ”Ikke rør ham! han tager dig!” begyndte han med øjnene fulde af tårer nærmest i frygt for at hans far ville tage hans mor. Han kravlede op på samme tid op i skødet på sin mor for at komme op til hende, endnu med pinden i hånden. Da han på den ene eller anden måde delvist var over moderen vendte han blikket mod Damon ”Papa kommer efter dig og slår dig onde mand” sagde han og slog ud efter Damon med pinden i hånden. Ja moderen snakkede jo en del om hans far så han var en rollemodel for lille Oliver, men han kendte ham ikke.

[Deleted]

Damon vidste udmærket godt at det hele var sket så hastigt, selvom det nu slet ikke var noget som han gjorde med vilje. Han havde fået muligheden til at få familien hjem, og selvfølgelig var det noget af det som han helst ville. Han sendte Adeline et stille smil, hvor han selv også kunne se at han svinede hende til, for han var virkelig beskidt. Han lod hovedet søge let på sned. ”Det er virkelig også godt at se dig, kæreste. Jeg ved godt at jeg måske kommer lidt uanmeldt, men jeg har noget som jeg gerne vil fortælle jer.. Begge to,” sagde han med et stille smil på læben. Det var ikke fordi at han ville skjule det for hendes vedkommende, for han glædet sig virkelig til at få sin familie med sig hjem!
At se sin søn reagere så kraftigt var noget som alligevel måtte stikke til Damons hjerte. Han vidste godt at han ikke havde været der som en far måske burde gøre det, men det var virkelig ikke noget som han kunne gøre for! Han elskede virkelig sin familie og havde handlet udelukkende for deres skyld, deres sikkerhed og deres overlevelse, for nogen måtte jo arbejde for at få pengene ind i familien, så det var jo egentlig bare det at gøre hvad man var nødt til at gøre. Han vendte blikket mod Adeline som hun satte sig ned ved siden af ham og med armen om ham, hvor han ikke kunne lade være med at smile. At se Adeline blive skubbet direkte væk fra ham af hans egen lille søn, var det tydeligt at den lille dreng ønskede at beskytte sin mor. Han rystede på hovedet. ”Oliver? Det er mig som er din far..” Han blev siddende og med hovedet en anelse på sned, hvor smilet ganske stille bredte sig på hans læber endnu en gang. Han ønskede selvsagt ikke at skulle skubbe familien fra sig og det at vide at hans egen søn ikke engang kendte ham, for et sted så følte han vel også at han havde.. fejlet? ”Far er kommet hjem.” afsluttede han roligt, hvor han vendte blikket mod dem. Knægten skulle bestemt ikke være bange for ham!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline hade roligt tage om oliver da han kravle op til hende, men at han lige frem skubbe damon væk og true ham med at han ville få banke af ham selv more hende enlig et sted. "oliver det jo far der sider der.. han er bare meget beskidt.. hvilke du tydelig vis har arvet" adeline sendt damon et drillen smile, før hun kigge på oliver. "oliver ikke slog far med pinden du gør ham bare ked af det.. din far har jo savne dig rigitg meget.. som du har savne ham" hun kysse oliver på toppen af hovede før hun så på damon, "hvad der det du vil fortælle kære... der vel ikke brudt en stor krig løs på jorden..vel!" hun lød kort panisk før hun rømme sig og tog sig sammen, hun nusse oliver i håret mens hun så på damon med et tydelig varmt og lykkelig blik for at se ham i god behold igen, hun ville snart gerne hjem at bo i himmerriget var ikke slemt men hun savne live på jorden, med de skiften årstider og vinden der aldrig var helt ens, at lave mad til damon og nu skulle hun jo også lave mad til oliver så hun ville gerne snart hjem, hjem til jorden så oliver kunne lære alt det han skulle om jorden han ikke kunne lære i himlen, hun kigge på oliver ganske kort, deres lille mirakel hendes lille håbe om at han en dag ville blive en stor og sund mand, hun så på damon igen hun kunne se mange af damons træk i oliver, men også sig selv for oliver hade et godt hjerte lige som hende og damon hade, hvilke for hende var det vigtigste at hendes søn hade et rent og stærkt hjerte lige som dem.

[Deleted]

Havde Oliver været bare lidt ældre og hørt de ord der forlod denne mands mund, ordene hvori han sagde at han var hans far ville han havde svaret noget i retningen af ja klart på en meget ironisk måde. Men fordi han var så lille som han var, svarede han ganske enkelt som hans lille hjerne fortalte ham og uden at tænke spor meget over det ”Mor siger man ikke må lyve” sagde han ligeud og mente derved at Damon løj når han sagde at han var Olivers far. man kunne vel ikke bebrejde knægten hans opførsel når det var så lang tid siden han sidste havde set sin far i levende live, han havde da set ham i de tegninger hans mor tegnede men det forbandt han jo ikke med denne mand. Hans mors ord fik ham til at se op på hende. Beskidt? Arvet? Den slags forstod han ikke, i hvert fald ikke arvet, men beskidt havde han hørt en del gange før så han så ned af sig selv ”Jeg ren” han trak ned i sin trøje så moderen kunne se at han var ren. Da hans mor bad ham om ikke at slå sin far stoppede han med det samme og så fra moderen til manden han lige havde slået ud efter, hans hoved gled på skrå i et kæmpe spørgsmålstegn ”Han er ikke ond?” spurgte han nærmest for at være sikker. Moderens ord blev gentaget i hans hoved og nu fangede han endelig ordet far ”Savnet mig? Far er hjemme?” han så spørgende op på sin mor som for at hun skulle bekræfte hans ord. Da moderen spurgte Damon om der var krig på jorden igen forstod han det ikke, han bemærkede dog få sekunder efter det varme blik hans mor sendte til hans far hvilket han tydeligvis ikke brød sig om. Han slap sin værdifulde pind og rejste sig op i skødet på sin mor og tvang hende derved til at se på sig. Hun måtte ikke kigge på andre sådan, kun ham! denne mand var kommet for at tage hans mor fra ham og det måtte han ikke. ”Mor er min! Du må finde din egen mor!” sagde han henvendt til Damon. Ja det var så langt som hans hjerne kunne tænke.

[Deleted]

At snakke om krig og det hele som skete på jorden, var normalt ikke noget som Damon ønskede at snakke om overfor hans egen lille søn, for det var han da slet ikke stor nok til at forstå! At han slog efter ham, prikkede til ham med en pind, samtidig med at han ønskede at beskytte Adeline, var noget som direkte morede ham. ”Det er godt at se du passer godt på mor, min dreng,” sagde han med en tydelig stolthed i stemmen. Han vendte blikket derefter mod Adeline igen. Han rystede på hovedet. Det var ikke fordi at der var krig på jorden, for ellers ville han da slet ikke have tiden til at være her, det var da også noget som hun vidste? I de mest pressede situationer, så var der langt mere arbejde at lægge på hans skuldre, så selvfølgelig var det også noget som han var påvirket af, men nu havde han tiden til at være sammen med familien. Han havde faktisk tiden til at få dem med sig hjem, hvilket han virkelig ville nyde af!
Oliver påstod måske at han løj, selvom det slet ikke var noget som han kunne finde på! Han elskede virkelig sin lille familie og selvfølgelig så var han ked af, at han aldrig havde været her mere end det som han allerede var, men det var vel bare at tage det hele som det nu måtte komme? Han bed sig let i læben og vendte blikket ganske let ned mod sine hænder som han samlede roligt foran sig. ”Far lyver da ikke, Oliver. Far er kommet hjem for at se dig, fordi han savnede dig. Som han også har savnet mor,” svarede han roligt. Han blinkede let med øjnene, hvor han trak let på smilebåndet. Han ønskede selvfølgelig ikke at gøre drengen så defensiv overfor Adeline, for han ønskede selvfølgelig også at komme til sin forlovede! ”Jamen.. Må far ikke give mor et knus? Sammen med lille Oliver?” spurgte han roligt, som han lod hovedet søge let på sned. Selvfølgelig ville han klart også nyde tiden og det at have begge tæt på sig!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline smile og så på oliver da han sag han var ren, "ja du rigtig dejlig ren lige nu" kendt hun oliver ret var han snart beskidt igen, men hun tog dem det nu kom. at oliver lige frem på sin egen måde sag damon løj var hun ikke så glad for, hun var dog glad for oliver hade lært betydning at man ikke måtte lyv. hun ryste på hovede og så på olive, "nej far ikke ond lille skat far er en dejlig mand" sag hun ganske roligt og med en dejlig varme i stemmen, hun hade virkelig savne damon for det var lidt det her hun frygt at oliver ville se damon som mere en fremme ind sin egen far! "ja som far siger.. han har savne dig.. og er komme hjem til os ikke.." hun smile til oliver og så på damon med det kærlig blik, hun hade slet ikke regen ud damon var komme for at bringe dem hjem, hun under sig lidt over at vis ikke det var for krig hvad ville han so fortælle dem? at oliver tvang hendes hovede ned så hun kun kunne se ham syntes hun var sødt men dog lidt træls for hun ville jo gerne se på damon, "oliver.. dig og far skal deles om mig.. forstår du" hun fik hovedet fri og holdt blidt og kærligt om oliver, "far skal også have lov til at være sammen med mor.. forstår du.. mor elsker jer begge tog rigtig højt.. syntes du ikke far skal have et stort knus nu hvor han er komme helt her op til os?" adeline strøg oliver over kinden før hun rygge lidt hen til damon så hun kunne være lidt tæt på ham, men uden at slippe oliver i tilfælde af han ville begynd at slog helt vildt efter damon.

[Deleted]

Olivers runde buttede ansigt så helt uforstående ud ved faderens sætning. Godt at han passer på sin mor? Ja det var det vel. Han endte med at smile et stort smil ”Ja! Jeg stor og stærk ligesom far!” sagde han. Han havde endnu ikke helt forstået at den mand der sad overfor ham var hans far, men sådan var det vel med børn, de skulle lige have tid til at finde rundt i tingene, nogen var hurtigere end andre til dette. Han så op på sin mor da denne var enig i at han var ren.. for nu. Ja for Oliver skulle nok nå at blive beskidt, det var han ret god til. Olivers store grønne øjne blev vendt mod Damon da denne sagde at han ikke løj men at han var hjemme for at se ham, Adeline bekræftede Damons udsagn og Oliver så nu helt forvirret ud ”Savnet mig? Far?” han glippede med de store øjne og så sørgende op på sin mor. Hun plejede jo at trække ham ud af alle hans problemer og løse al tvivl. Da Adeline begyndte at forklar at han måtte dele hende med den fremmed mand så han først helt stædig ud, ja det velkendte udtryk af uagtighed gled straks frem men ved Adeline sidst ord om at give Damon et kram og da hun rykkede tættere på Damon så Oliver nu op på sin far med et uroligt, tøvende blik. ”Dele mor..” mumlede han mest for sig selv mens han forsøgte at få hoved og hale. Hans forældre så nærmest afventende på ham og han så selv helt forvirret ud. Efter nogle sekunder endte han dog med at smile bredt og afslørede derved et sæt perlehvide lige små tænder ”Okay.. vi deler mor” sagde han og kravlede fra Adelines skød over til sin far "Velkommen hjem” sagde han helt spontant.

[Deleted]

Damon vidste udmærket godt at han ikke var hjemme nok til at hans egen søn kunne huske ham, og selvfølgelig var det noget som gjorde ondt. Han havde aldrig nogensinde bedt om det liv som han havde, selvom han nu prøvede det så godt som det nu var ham muligt, selvom det bare ikke gik. Han vendte blikket direkte mod Adeline – en anelse hjælpeløst, for han ønskede jo heller ikke at miste sin egen dreng fordi at han var nødsaget til at passe sit arbejde, men der skulle jo tag over hovedet, mad på bordet og tøj på kroppen og pengene skulle komme et sted fra, så han havde jo egentlig ikke rigtigt noget andet valg. Han vendte blikket mod den lille dreng igen. ”Ja min dreng. Far har virkelig savnet dig.” At han beskyttede Adeline var selvfølgelig noget som han var glad for, for så havde Adeline da nogen til at beskytte sig når det endelig skulle komme til stykket, selvfølgelig var det noget som gjorde ham glad og endda rigtig meget glad! Han var på ingen måder ude på at gøre Oliver usikker, men det var vel bare noget som skete automatisk. Et sted så morede det ham lidt at se knægten så konfus som han var, selvom det bestemt heller ikke var noget som han havde fra fremmede af, det var helt sikkert. At Adeline satte sig tæt på ham, så lod han roligt den ene hånd falde over hendes ryg, idet han trykkede hende varsomt ind til sig. Et sted så håbede han jo selvfølgelig at det var noget som Oliver kunne acceptere i det store og hele. At han gik med til at de kunne dele Adeline var noget som han virkelig var glad for! Smilet bredte sig tydeligt å hans læber. ”Og det er far virkelig, virkelig glad for Oliver,” sagde han med en glad stemme. Han lagde armene roligt omkring den lille dreng som han krøb fra Adeline og hen til ham, hvor han roligt trykkede ham ind til sig og med en forsigtighed, for han ønskede jo heller ikke at gøre drengen mere usikker end det som han måtte være i forvejen. At han direkte blev budt velkommen var noget som fik smilet til at brede sig langt mere. ”Far har virkelig savnet jer.. begge to,” endte han roligt. Denne gang kunne han virkelig tage det fuldkommen roligt igen, hvilket han virkelig var glad for!

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline smile og så på Oliver, det var synd han skulle være så forvirret "ja Oliver far har savne dig rigtig meget.." sag adelin roligt mens hun mærke damons hånd på sin ryg, hun hade virkelig savnet at side ved siden af ham. I det hele taget hade hun savne damon noget så meget. Hun smile da Oliver sag det godt kunne dele hende, og at han kravle over til damon var jo bare en bonus i sig selv! Hun lag blidt hovede mod damons skulder og smile til Oliver der nu sad hos sin far, hun så der efter på damon og kysse ham på kinden, "du trænger til et bad min skat" hun så på ham. Han var jo temmelig beskidt, og det var forståligt med det job han hade og forholde. På jorden lig nu, hun lod hånde. Blidt glide gennem hans beskidt hår og så ham bare ind i øjne, hvor ma. Tydelig kunne se kærlighede. Til ham det bare banke løs i hendes hjerte. Hun så der efter på Oliver der virkelig Line sin far hvor hun var glad for. Hun så der efter på damon og kysse ham igen på kinden hvordan se det ud der nede.. Er ser stadig stor problemer?? hun så på ham og nusse ham i nakke.

[Deleted]

Det var ikke fordi Oliver ville være ond ved sin far at han var sådan overfor ham, barnet kendte ham bare ikke, eller rettere, huskede ham ikke så det var vel naturligt at være så fjendtlig, var det ikke? Mens forældrene forsøgte at forklar ham det i så få ord som overhovedet muligt forsøgte den blot fire årige dreng at finde hoved og hale i det hele. Det tog ham noget tid men til sidst mente han at han havde forstået det. Den mand der sad overfor ham var hans far, det sagde hans mor og fordi hans mor altid passede på ham og elskede ham, og vidste bedst, havde hun nok ret. Da hans mor kyssede hans far på kinden glippede han med øjnene men sagde intet. Damons arme blev lagt om ham og den lille dreng fik med den ene buttede hånd fat i faderens beskidte trøje som han lukkede hånden om og derved holdt fast i. Da Adeline nævnte et bad men ikke henvendt til Oliver men derimod til Damon brød den lille dreng ud i latter, en fin lille sød barnelatter ”Far bliver tvunget i bad ligesom Oliver!” sagde han leende. Ja Adeline var nogle gange nød til at tvinge ham i bad, og når han endelig var i vandet ville han ikke op igen. Han så på sin mor da hun spurgte om hvordan det stod til på jorden, se det forstod han ikke og dog sad han roligt og så fra sin far til sin mor. Få sekunder efter begyndte han dog at tjekke faderens tøj og udstyr ud. Noget hårdt fangede hans opmærksomhed og han strejfede det med fingrene, det føltes koldt mod hånden og da han trak det ud var det en kniv han sad med i hånden. Den skinnede og fik ham til at blinke idet han gloede på den. Selvfølgelig vidste han hvad det var! Hans mor havde tusind gange før sagt at han ikke måtte lege med knive. ”Kniv!” sagde han stolt og holdt den fremme.