Never know what's hide.. in the dangerous night

[angelo]

Nok var Angelo stærk, han var udholdende og der skulle meget til før han sagde av, men han vidste skam godt at han ikke var den stærkeste i verden, måske folk troede at han gav udtryk for det, men det var også de som ikke kendte ham bedre. Celisha vidste jo ikke engang hvad han gik igennem i hverdagen, han havde skam allerede sin overmand som han kæmpede imod; hans egen far. Det var den eneste person i alle lande som han måtte frygte, for det var den eneste mand han havde tabt til, den eneste han ikke kunne lægge sig ud med, på den anden side havde hans far også for flere år tilbage vist hvem der bestemte, hvem der var bedst og hvem der havde magten, ikke engang nu, hvor han var en voksen mand der burde kunne klare sig selv, turde han at gå imod sin egen far, og det var han den eneste som vidste. Så han var sådan set ligeglad med hvordan folk så på ham, han var ligeglad med om de tabte deres interesse for ham, for de betød ingenting for ham. Han havde ikke brug for venner, han havde ikke brug for en kvinde, uanset hvor meget Celisha så end havde prøvet at påpege det for ham, men han klarede sig ærligtalt bedst alene, der blev han ikke såret, der blev han ikke sårbar, der var han stærk, desuden var det ikke fordi han direkte stod alene, for ja.. han havde en familie, om han så ville det eller ej, og han søgte skam tit hjem, ligesom han også snart skulle i øjeblikket, selvom han altid hurtigt søgte ud igen, netop for at undgå sin far. Han betragtede hende ganske roligt. Hun havde måske kun fundet interesse i hans udseende, men som sensuel dæmon var det vel også ganske normalt? Og selvom man ikke var sensuel dæmon, så var det jo alligevel udseendet der gjorde førstehåndsindtrykket. Han trak svagt på skuldrene som betød det intet. „Måske du fandt interesse i mit udseende, men det er jo sådan set også gengældt,” svarede han med et svagt skuldertræk, som betød det intet. Han måtte indrømme at han langt hellere ville se den onde og dyriske side af en person, for det var den som han fandt langt mere fascinerende ved folk, han gad ærligtalt ikke høre på godtroende folk, der kom med prædiken efter prædiken om håb og tro, for det var jo bare en tåbelig tanke om at alt var perfekt i hele verdenen eller at det nok skulle blive det, en illusion og uopnåelig drøm var det! Hun var ikke så forskellig som fra alle andre. Måske det var godt at have noget at tro på, men.. han havde bare for længst mistet den tro, han levede i nuet og anderledes skulle det heller ikke være. At hun selv trak kappen af og lynede overdelen af sit tøj op, var noget som fangede hans interesse, hvor han ikke kunne lade vær med at se tilbage mod hende. De store hvide vinger der foldede sig ud, sagde ham dog det hele. Hun var en engel! Han endte med at stirre på hende. Blikket var som et rovdyrs, et rovdyr der lige havde opfanget sit bytte. Allerede nu måtte alle instinkter i ham skrige efter at flå hende levende, hvor det helt måtte krible i hans krop. Han følte sig dog lidt dum at han ikke havde opdaget det før, men hendes andre racer måtte have spillet ind og dækket for det. Han endte med at baske ganske let med vingerne, som han satte af og begyndte roligt at flyve mod hende. „Hey!” råbte han efter hende, for at fange hendes opmærksomhed, som han ganske roligt bevægede sig hen imod hende. „Du fortalte mig aldrig at du var en engel.” Allerede nu havde hans stemmeleje ændret sig, som der var kommet en langt mere mørk tone frem i ham.

[Deleted]

Overmand eller ej, det betød intet for hende om han havde en overmand eller ej, for i sidste ende havde hun en ide om at de nok ikke ville mødes igen efter dette møde. Hun havde ingen grund til at møde ham, han havde ingen grund til at møde hende så medmindre det var et tilfælde så var chancerne små i en verden så stor som den de levede i. At de begge holdt mest til i Dvasias, eller i hvert fald mødtes der sagde måske at de kunne mødes engang igen i selvsamme sted men igen.. de havde aldrig mødtes før, så chancerne for at de ville gøre igen var små, meget små. Hvis Derek vidste at hun sad overfor sådan en fyr som ham her ville han med stor sandsynlighed flippe ud, gå amok. Hendes egen familie var ham, Derek altså. Hendes mor var død for længe siden, hendes far ville hun aldrig snakke til igen. Han havde ødelagt rigeligt i hendes liv, det sted, og det liv hun havde i dag var alle sammen hans skyld. Hendes had og frygt for himmeriget var hans skyld, hendes had og frygt for ham.. var også hans skyld. Hun huskede tydeligt voldtægterne, den første.. den anden og dem der fulgte efter. hun huskede hver og en, og hadede ham for det, for det han var for det han havde gjort hende til. Godt nok havde hun sensueldæmonisk blod i årerne, men aldrig havde hendes seksuelle side voksede sig så stor hvis det ikke havde været for hendes såkaldte far. De to, Angelo og hende, de sad overfor hinanden, med endnu en fælles træk, deres had og frygt for deres fædre. Aldrig havde hun frygtede en person som hun frygtede sin far, og ja.. han var nok hendes overmand. Hun fokuseret igen på ham, skubbede sine tanker om sin far til side og gentog hans ord i sit hoved ”Godt.. så er det jo klart” svarede hun lettere ligegyldigt, for det var et sted ligegyldigt hvorfor han havde fundet interesse for hende, enhver anden kvinde ville have syntes at det var vigtigt at vide hvorfor en fyr gloede på hende, hun derimod vidste godt hvorfor, grunden var altid den samme. Ja hvad kunne man forvente? Han er jo blot en mand, og som enhver anden. Udenfor fornemmede hun hvordan hans blik blev vendt mod hende da hun lynede overdelen af bagfra, en lille trækning ved mundvigen var den eneste tegn for et smil hun havde over sine læber, eller var det blot en svag hovedrysten. Han stirrede på hende og hun stirrede tilbage med et udfordrende og drillende blik hvorefter hun blot blinkede til ham og satte af da han ligeledes gjorde. hun hørte ham råbe efter sig men vendte sig ikke om eller standsede, hendes blik gled ganske kort tilbage og da han fortsatte smilede hun muntert ”Du spurgte aldrig… men hvem sagde jeg er engel?” svarede hun spørgende. Hun var hurtigt kommet op i himlen og satte nu kursen mod grænsen, hendes blik gled af og til tilbage for at se om han fulgte efter, og hvis det var tilfældet satte hun farten op. Hun vidste han ville jagte hende, tonen i hans stemme havde gjort det mere end klart, det var vel hvad han var, en jæger… en englejæger! Hun burde være forsigtig, for hun var aldrig blevet forfulgt på den måde, men hun kunne skam et trick eller to. Skoven dukkede op længere fremme og hun dykkede nu atter ned mod jorden, muligvis kunne hun ryste ham af mellem træerne. Vingerne baskede roligt og i stødt tempo. De første træer var ikke tætte men efterhånden måtte hun sænke farten og være mere forsigtig for ikke at ramle ind i nogle træer.

[angelo]

Der var selvfølgelig en grund til at Angelo havde fundet interesse i denne kvinde, og det var at hun havde været anderledes, hun havde skilt sig ud, og det var ikke på grund af hendes udseende eller sensuel dæmon, for dem havde han mødt så mange af, og han var endda selv én af dem.. eller han havde i hvert fald deres tendenser, så det var ikke fordi at hendes udstråling havde fanget ham, men hvorfor skulle han dog sige at det var fordi hun havde skilt sig ud, som grunden til at hun havde fanget ham? Han kunne tydeligt høre hendes ligegyldige tone, og det betød kun at han havde fået hende skubbet væk fra sig – noget som han var tydeligt tilfreds med, for han brød sig ikke om at folk kom tæt ind på ham, og de som det faktisk lykkedes, dem dræbte ham i sidste ende. Han havde ikke kunnet sætte en finger på, hvad det var der havde gjort hende så anderledes, ikke før de var kommet udenfor, hvor han havde set hende lyne ned i overdelen af tøjet, for at få de hvide vinger frem, det var der at det var gået op for ham. Det som havde gjort at hun skilte sig ud, var det faktum at hun var en engel. Dem så man jo ikke ligefrem mange af her i Dvasias, så selvfølgelig var det det som havde fanget ham, det var derfor alle hans instinkter havde peget lige på hende i stedet for alle andre. Og nu ville alle hans instinkter bare flå hende levende, som med enhver anden engel! Det lå til ham, til hans væsen, til hans natur, de var trods alt nemesis, modsætninger, og så hadede han virkelig den race! Som hun fløj, fulgte han blot efter, næsten helt fraværende og åndsforladt i blikket. De store, sorte vinger baskede roligt, som han blot fulgte efter hende. Han endte dog med at himle svagt med øjnene til hendes ord. „Selvfølgelig er du en engel! Det beviser dine vinger da!” endte han kortfattet, som han rystede på hovedet. Og desværre for hende, så ville han flå hende levende, for det var jo trods alt hans lille hobby! Han var en englejæger, han dræbte dem, han flåede dem levende og til tider tog han deres vinger med hjem som et fint trofæ. Han lod tungen søge over hans læber, som han fulgte efter hende, hvor hans sorte øjne, havde fået et helt andet skær. I forhold til før, var de lysnet helt op, så de så langt mere livligt ud, de bar et blik der sagde at han kunne dræbe, og det var præcis det som han kunne! Han kunne tydeligt se at hun så sig tilbage, og hun havde vel et sted allerede regnet hans intentioner ud? Ikke fordi det gjorde ham noget, for han nød en god jagt, det var jo det som var det sjoveste ved det hele! Hans vinger, der var langt større end de fleste af hans artsfæller, gjorde at han kunne flyve langt hurtigere, fordi han kunne skabe en større modstand, så han kunne komme hurtigere frem. Han endte hurtigt tættere på hende, hvor han næsten skulle til at gribe ud efter hende, idet hun dykkede ned mod skovene, hvor det blev klart for ham, at hun ville prøve at ryste ham af sig, men det ville ikke lykkedes hende! Han havde skam haft mange jagte her i luften, så dette var bestemt ikke nyt! Han kunne tydeligt se hvordan hun sænkede farten jo dybere hun kom ind i skoven, hvor han selv satte farten op, og kom der to træer, der krævede at man tog farten af, slog han vingerne sammen, så han røg lige igennem, inden han fortsatte efter hende. „Du kan ikke flygte i al evighed!” hvislede han efter hende, som han nåede tættere på hende, dog ikke nok til at han kunne nå hende endnu.

[Deleted]

Grund eller ej, de havde hver fundet interesse for hinanden på den ene eller anden måde. At hans interesse ikke skyldtes hendes udseende eller race var hun delvist vidende om, for han forsøgte på samme måde som hende at skjule den rigtige grund. Eller måske var han bare ikke bevidst om grunden til det endnu. hendes egen grund var nok mere den at han havde fundet interesse for hende og så skulle hun jo også på den ene eller anden måde få interesse for ham, men ja, hans udseende fejlede jo intet så jo det var delvist udseendet og så var han lidt anderledes end så mange andre, ja bare riften over brynet og hans blik der var så intens og mørk var nok til at fange hendes opmærksomhed. Hun havde straks bemærket at noget gik op for ham da hun folede vingerne ud, hun havde nydt at se noget gå op for ham på den måde, fange hans opmærksomhed igen, for nej hun accepteret ikke at nogen bare mistede opmærksomheden for hende uden videre. At det så betød at hun blev jagtet? Ja det var en detalje, en farlig en men stadig en detalje, mon ikke hun kunne slippe udenom problemerne på den ene eller anden måde? Hun var ret sikker på det hvis det skulle siges. Hans svar fik hende til at bryde ud i latter ”Synet kan bedrage kære” svarede hun muntert, blinkede til ham da han var helt tæt på hende inden hun dykkede skarpt og pludseligt ned mod jorden. Hans vinger var større end hendes og gjorde ham derved hurtigere, hun blev derfor nød til at baske flere gange mere vingerne, ja to gange for hver gang han baskede en gang for at holde en nogenlunde afstand mellem dem. Snart var det nærmest helt umuligt at bruge vingerne. Hans ord fik hende til at smile ”Jeg flygter ikke” råbte hun tilbage, stak hånden ind til bh´en og fandt en spejl frem som hun holdt ude for sig så hun kunne se ham. Han var ikke langt bag hende, og derfor satte hun farten en anelse op, det varede dog ikke længe for træerne blev så tætte at vingerne knap kunne bruges længere. Mens hun fløj den sidste stykke tid skiftede hendes vinger farve fra hvid til kulsort. ”Nå kære… hvad tror du så jeg er nu” råbte hun tilbage til ham inden hun standset og løb et stykke vej. Hun standset helt op hen ved et træ som hun stillede sig op ad med ryggen mod stammen. Hendes vejrtrækning var tung af anstrengelse for hun havde løbet et godt stykke. Hun så ham komme tættere på, virkede ikke det mindste bange, for det var hun hellere ikke. Vingerne var fortsat folede ud, de var helt sorte, så sorte som selve natten, og skinnede helt rent.

[angelo]

Selvfølgelig var det ikke kun racen der havde spillet ind, men ligeledes hendes personlighed, og nu hvor Angelo vidste at hun var en engel, så forstod han bedre hvorfor hun havde skilt sig ud fra de andre dvasianere, og selv det at være anderledes kunne være godt, for selvfølgelig havde hun fanget ham det første stykke tid, været mystisk ligesom ham selv, men det var dog hurtigt gået op for ham – og sikkert for dem begge – at de ikke rigtig havde det store tilfælles, at de faktisk var for forskellige, og det havde et sted bare ladet ham miste interessen, indtil hun havde vækket hans instinkter i ham, de rovdyrs instinkter som han havde som dødsengel, for måske han havde ’engel’ med sig i navnet, han havde vinger, men han skulle bestemt ikke sammenlignes med et godt væsen og en syngende fugl på nogen måde! Tværtimod skulle hans slags mere sammenlignes med en rovfugl. Hendes latter fik et lille træk til at finde sted ved hans ene mundvig. Måske hun var engel, men han kunne selv mærke at hun skilte sig ud fra englene, men det var jo nok fordi hun også havde mørke væsner i sig, såsom dæmon – nøjagtig som ham selv. Hendes ord fik ham dog til at knibe øjnene en anelse mistænksomt sammen. Han vidste at man ikke skulle undervurdere folk, og han gjorde nok klogt i at tage sig mere i agt når det kom til denne kvinde. Og han vidste ligeledes at man ikke skulle dømme en bog på omslaget, for hun havde jo vist sig at være engel, så allerede der havde hun ’snydt’ ham. Han rystede næsten smilende på hovedet, som hun påpegede at hun ikke flygtede, men desværre for hende, så kunne han mærke at hun var blevet langt mere opmærksom, en anelse usikker, måske ikke bange, men der var stadig følelsen af at han ville gøre hende ondt, og det ville han faktisk også. Han kunne tydeligt se hvordan hun måtte kæmpe hårdere for at komme hurtigere frem end ham, det var så det gode ved at have store vinger, selvom den tætte skov ikke gjorde det let, men til hans fordel havde han levet i mange år og han havde ligeledes jagtet mange engle og igennem mange skove, så han var faktisk vant til dette terræn. Denne jagt var dog anderledes, han morede sig faktisk, ikke på den psykotiske måde hvor det var en jagt på død, men mere som var det en normal fangeleg. Han endte dog lettere mundlam, da hendes vinger skiftede farve og blev kulsorte som hans egne. „Det..” Hans ord var en målløs mumlen, som hun ikke ville kunne høre, selvom han endte med at blinke. Han betragtede hende lande på jorden og løbe et stykke, hvor han selv kunne se at det blev for tæt længere fremme til at kunne flyve igennem, og da slet ikke med hans store vinger! Han fløj dog det stykke hun havde løbet, hvor han trak vingerne ind til sig igen, så han landede godt en meter fra hende. Han baskede let med vingerne, inden de foldede sig pænt sammen, dog stadig så man kunne se dem. Han gik roligt de sidste skridt mod hende, hvor han satte hænderne mod stammen hun stod ved. En hånd ved siden af hendes hoved og den anden hånd ved siden af hendes hofte. Et kækt smil gled over hans læber. „Fanget,” hviskede han næsten.. drillende mod hendes øre, som han slap en lille kold og grum latter. Han vendte blikket mod hendes vinger, hvor han lod sin ene hånd – den der havde hvilet ved siden af hendes hoved – stryge over hendes ene vinge. Hun måtte være magisk af en slags, måske warlock? Magiker? Formskifter kunne jo faktisk også godt være. Hun havde jo allerede vist ham at hun havde flere racer i sig.

[Deleted]

Hendes personlighed også, jamen hvor spændende! altså at han havde fundet interesse i hendes personlighed, det ville klaret morer hende hvis han sagde det højt, men også få hende til at spille videre på det. Hans egen personlighed var skam lige så fascinerende, måske endda lokkende for hendes vedkommende, ikke at hun ville indrømme det lige med det samme. Måske behøvede hun slet ikke, hun skulle lige koncentrere sig om at overleve dette, for det kunne jo godt gå hen og blive et problem. Han fortsatte jagten og hun nød at blive jagtet på den måde. Hun fik enkelte gange håret i øjnene og det irriteret hende en del for selvom hun strøg det bort var det ingen løsning. Hun kunne ikke finde nogen hårelastik så hun kunne ikke sætte det op og få det væk fra øjnene. Håret piskede om hovedet på hende, så måske flot ud når vinden legede sådan med håret, men det var slet ikke praktisk. At han ikke dømte hende var kun klogt, enhver med en smule fornuft i hovedet dømte ikke en person han eller hun ikke kendte, det kunne jo have fatale konsekvenser, men måske gjorde hun det selv med denne mand, hun dømte ham ikke just men troede alligevel at hun forstod hvilke type han var nok til at tro at hun kunne slippe fra ham hvis det skulle blive nødvendigt, for selvom han jagtede hende nu, så var det ikke en jagt efter bytte, i hvert fald ikke for hende, det var en leg, en leg hun nød, elskede og ønskede mere af. Desværre kunne hendes vinger ikke bruges så meget ganske enkelt fordi hun ikke brugte dem så tit, så jagten måtte blive kort. Inderst inde var hun ikke helt så sikker på at han ikke vil gøre hende noget, for hun vidste at han vil være i stand til det hvis han ønskede det, ja hun var død hvis han blot ønskede det men det betød ikke at hun ville vise sin frygt eller tvivl eller usikkerhed, dog følte hun sig en anelse usikker, dog kun en anelse. Hun hørte ikke hans reaktion, men så den for hun havde jo spejlet i hånden, hun lod igen ved synet af hans overrasket udtryk og baskede en ekstra gang med vingerne så nogle enkelte sorte fejr rev sig løs. Han landede godt en meter fra hende og kom hen imod hende hvor hun blot fulgte ham med blikket. Hans ene hånd blev lagt tæt ved hendes hoved, den anden ved hendes hofte, det kække smil bragte et udfordrende frem over hendes læber mens hun fik styr på sin vejrtrækning. Hans ord gjorde hende intet, for hun nød da at blive fanget hvis det kunne bringe dem så tæt på hinanden som de stod nu. Hendes ene hånd strøg blidt hen over hans bryst, gled ned over hans mave og hen over hans side i ganske få overfladiske strejf. Hans hånd der strøg hen over hendes ene vinge fik hende kort til at gyse mens hendes egen hånd der var gledet hen over hans side nu standset ved vingernes udspring på ryggen. Svagt strøg hun fingrene hen over den lille bløde sarte hud, selv var det et af hendes svage punkter, om det også var et af hans anede hun ikke men det ville være interessant at opdage hans svage punkter. Magisk var hun, for hun var både Warlock og formskifter, hun havde dog brugt sine formskifterevner til at ændre farven på sine vinger. ”Jeg har intet imod at blive fanget.. af dig” svarede hun muntert og rykkede tættere på ham så hun ikke længere stod med ryggen mod træstammen, derimod helt tæt på ham hvilket ikke var meget af en bevægelse for han havde stået tæt på hende. Hun folede de sorte vinger ud, viftede en anelse med dem udfordrende og opfordrende. Den anden hånd gled hen over hans ene arm og op mod hans skulder. ”Nå.. hvad tror du så jeg er?” spurgte hun nu drillende.

[angelo]

Denne tøs var virkelig noget for sig selv, det måtte Angelo give hende. Han kunne faktisk stadig ikke rigtig sætte en finger på hvad det var, måske det var hendes blanding af racer? Men på den anden side, til tider var det godt med lidt ukendt, med lidt mystik som man faktisk ikke kunne finde svaret på, ligesom han ikke kunne blive helt klog på hende, men det gjorde det kun langt mere interessant. Et sted gjorde hun denne jagt, til en fangeleg, noget som et sted forundrede ham, for det var som om hun dulmede hans instinkter på at dræbe hende, hvor han næsten blev langt mere opsat på at lege med hende i stedet for, som ved starten henne på kroen. Desuden kunne han langt hellere lide dette, for her var der ikke så mange ord iblandt, her var der mere handling, og han nød af at se handling frem for at lytte til ord. Handlinger sagde desuden også langt mere end ord. Hun var sensuel dæmon og det gjorde det langt mere farligt for ham, ikke fordi hun ville kunne forføre ham som så mange andre, men han havde kun en sensuel dæmons tendenser, så det ville ikke være umuligt for hende. Af den grund tvivlede han på at hun var direkte ond, at hun var en morder – som ham selv – for det havde hun slet ikke givet ham indtrykket af, og det var nok fordi at hun var en engel, det sagde i hvert fald sig selv! Blikket faldt en anelse stift på hende, som han landede, selvom det var tydeligt at hun var udmattet, nok mest af alt fordi hun havde løbet. Det stive blik blev dog hurtigt erstattet med et legesygt glimt. Et kækt smil gled over hans læber, som hun lod hånden søge mod hans bryst – der var endt helt nøgent, som resten af hans overkrop, for han havde fjernet skjorten for at kunne flyve, skjorten havde han dog mistet i sit forsøg på at fange hende. „Tager jeg vejret fra dig?” spurgte han drillende, uden at det kække smil falmede, hvor hans øjne hvilede.. livligt i hendes. Han kunne tydeligt mærke hvordan det gøs i hende, da han strøg hende over vingen. Han vendte roligt blikket mod hende, da hun strøg ham nedover maven og ned mod siden, for at stryge hånden op over hans ryg. Han kunne dog tydeligt mærke da hun nåede til hans vingers udspring, for det var hans mest ømme og sårbare sted på kroppen; vingeleddene. I øjeblikket var han glad for at hun ikke var dødsengel og dermed ikke kunne mærke hans følelser, for han viste dem bestemt ikke med ansigtet! Han trak kun mere på smilebåndet til hendes ord. Hun havde intet imod at blive fanget af ham? „Ved du overhovedet hvad jeg er i stand til?” Han betragtede hende sigende. Han kunne flå hende levende, hvilket også var det han havde haft lyst til da han havde set hendes hvide vinger, men endnu engang havde hun formået at fange ham, så han ønskede ikke at flå hende.. endnu, hvilket kun var til hendes held. At hun tog et skridt mod ham, havde han dog intet imod, selvom hans ene hånd stadig hvilede mod stammen, så han var sikker på at hun ikke stak af fra ham igen. Han tog ikke blikket fra hende, hvor smilet heller ikke falmede det mindste. Selvom han dog ikke så væk fra hende, var han alligevel opmærksom på hendes hånd der strøg ham fra armen til skulderen. Som hun baskede med vingerne, fjernede han roligt sin hånd, som han lagde under hendes hage, imens han lod sin tommel stryge hende ganske blidt og nænsomt over læberne. „Jeg tror stadig at du er en engel. Du har allerede vist mig at du har flere slags i dig, så hvorfor skulle dette ikke være et af dine små tricks? Desuden.. du må næsten være en engel, ellers havde du ikke vist mig en så blødsøden side henne på baren,” svarede han ganske stilfærdigt og dog overvejende.

[Deleted]

At hun havde formnåede at fange hans opmærksomhed endnu engang glædede hende, for det havde set ud som om han havde mistet interessen for hende helt henne ved baren. Og ærligt havde hun været ligeglad i starten men det havde alligevel irriteret hende for hun var i hvert fald ikke van til at blive droppet på den måde, aldrig havde en mand nogensinde mistet interessen for hende, om det var for at røre ved hende, snakke med hende eller rive hende i små stykker så havde hun altid holdt personens opmærksomhed. Selvfølgelig ville hun intet have kunnet stille op hvis hans opmærksomhed ikke var blevet fanget ved synet af de hvide vinger som hun meget bevidst havde folede ud for ham, for han havde hele tiden – mens de havde siddet og snakket i baren – understreget at hun burde holde sig fra ham, at han var farlig og selvom han ikke havde sagt det havde hans krop og hans udstråling gjort det klart at han kunne flå hende levende hvis han ønskede det hvilket hun heller ikke tvivlede på, og ja, da han havde folede de sorte vinger ud havde hun været 90 % sikker på at hun ville fange hans opmærksomhed ved at vise ham de hvide vinger, det var bare så typisk dødsengle at gå amok ved synet af en engel, de var jo dødsfjender, hinandens modsætninger. Hun havde haft ret, hans opmærksomhed var blevet vakt så snart hun havde folede vingerne ud, og hvor havde jagten dog været sød, ærgerligt at hun ikke havde kunnet holde sig i luften i noget længere tid. Hans legesyge glimt morede hende og gjorde hende mere opsat på at lege den her leg med ham, det ville blive interessant. Hans drillende ord fik et frækt glimt frem i hendes spillende øjne ”Mere end du aner” svarede hun med en svag åndeløs tone og blinkede dog drillende. At hun afslørede hvad hun følte ved hans berøring generet hende ikke, igen og igen var det blevet bevist for hende at en mand nød at se en kvinde reagere på hans berøringer. Han derimod så ikke ud til at blive påvirket af hendes berøring, eller så forsøgte han at skjule det, fint fint! Så måtte hun jo blot forsøge igen, hun lod fingrespidserne blidt stryge videre hen over vingernes udspring, blidt, kærtegnene. At han blot smilet mere ved hendes ord morede hende, og hans spørgsmål morede hende blot endnu mere selvom morskaben ikke kunne ses i en anden måde end det lokkende smil over hendes læber ”Selvfølgelig, flå mig levende, æde mig med hud og hår, eller smide mig til dyrene her i skoven så de kan æde mig.. men måske vil du hellere torturer mig og høre mine skrig i din kælder.. der er en masse at vælge imellem og jeg ved, at du er i stand til det alt sammen” svarede hun ganske roligt, dog med tryk på ved. At han ikke havde flået hende levende eller gjort mine til at gøre andet ved hende… endnu, gjorde det klart at han ikke ønsket det lige nu, men det kunne jo hurtigt ændre sig hvilket var en tanke der hele tiden lå i baghovedet. Hans hånd forlod hendes vinger da hun baskede ganske svagt med dem, hun så roligt på ham mens hans hånd gled ind under hendes hage, hans tommelfinger strøg hendes læber hvilket normalt ville sende en chokbølge gennem hendes krop og vække den sensuelle del af hende, denne gang hold hun chokbølgen tilbage og virkede helt rolig ved berøringen. Hans strøg var ganske blid og nænsom, noget hun faktisk ikke havde troet han kunne være, blid? Nænsom? Nej ikke ord hun ville forbinde med denne næste to meter høje, bredskuldret muskelbundt vis øjne strålede af styrke og vis krop tydeligt udstrålede hårdhed. Hans ord morede hende, og dog viste de på samme tid at han endnu spekulerede over hvad hun måtte være. Hendes hånd standsede ved hans skulder ganske kort inden den strøg nærmere hans hals hvor hun blidt kærtegnede den og lod fingrene strejfe hans nakke. Hans tommelfinger der strøg hendes læber gjorde det svært at svar, men dog ikke umuligt, hun skilte svagt læberne og lod hovedet glide en anelse til side så hans finger ikke længere blokkeret for hendes mund ”Din blide og nænsomme berøring gør dig da ikke til engel…” sagde hun lettere konkluderende ”Og tænk.. jeg havde slet ikke troet at du kunne udvise blidhed mod noget væsen.. men jeg tog vist fejl” sagde hun ærligt, for hun havde faktisk ikke regnet med at han kunne være blid eller nænsom ved nogen eller noget, men hun havde vidst taget fejl. "Men hvad hvis jeg er engel..? hva så?" spurgte hun, legede tydeligvis med ilden men hun nød denne leg, så hvorfor ikke tage den hele vejen.

[angelo]

Celisha virkede som en tøs der godt kunne lide at lege med ilden, der godt kunne lide lidt spænding og som nød af det ukendte, noget som Angelo faktisk fandt tiltalende, og dog var det også farligt, for hun kunne hurtigt vise sig at træde forkert ved ham, og så ville hun jo nok fortryde at hun havde valgt at lege med på deres lille farlige leg, for det kunne faktisk koste hende livet. Han var overbevist om at hun var en engel, og det ændrede desværre på en masse, selvom han måtte indrømme at han godt kunne lide denne leg, den var fangende, spændende og ikke mindst betagende. Hun frygtede ham ikke direkte, nok fordi han ikke havde gjort hende ondt endnu, men han vidste dog at usikkerheden lå hos hende, men han bebrejdede hende sådan set heller ikke, for usikkerhed var den følelse han sendte ud i de fleste, og så var der de tåber der slet ikke følte nogen former for usikkerhed når de så ham, men det kostede dem ofte livet, netop fordi de ikke mente at han var noget som helst – typisk mænd. Det frække blik i hendes øjne, fandt faktisk normalt ved hende, netop fordi hun var hvad hun var; en sensuel dæmon. Hendes ord morede ham dog kun, hvor han slap en grum lille latter. „Og jeg kan langt mere end det.” Han blinkede drilsk til hende, hvor hans sorte øjne bar et hemmelighedsfuldt skær. At tage vejret fra folk.. var det så svært? Desuden vidste han at hun kun spillede med på deres lille leg, som faktisk var endt en del.. flirtende? Det var slet ikke de intentioner han havde haft, da han havde set hendes hvide vinger, der havde han kun tænkt på at han ville flå hende levende, men endnu engang var det blevet ændret, og et sted måtte han hade det! Og dog kunne han ikke lade vær med at finde det spændende. At hun fortsatte med at stryge ham og kærtegne ham ved hans vingers udspring, gjorde ham ganske opmærksom, for det var faktisk ét af hans ømme punkter, men på den anden side, hvilken engel/dødsengel var det ikke ved? Huden var følsom ved vingerne, måske de var prægtige men de var også sarte. Han trak morende på smilebåndet til hendes ord, for hun havde jo faktisk ret, alt det kunne han finde på, og dog virkede hun ikke direkte nervøs? Hun var ham virkelig en gåde, men det var noget som han faktisk nød. „Så sandt. Jeg kunne gøre de mest grusomme ting ved dig,” medgav han roligt, hvor et grumt smil gled over hans læber ved tanken. Han lod ganske let en finger sno sig omkring én af hendes mørkeblonde lokker, hvor de sorte øjne forblev i hendes egne mørke. „Og du virker ikke direkte nervøs, eller bange.. hvorfor ikke?” spurgte han denne gang direkte. Han lagde ikke skjul på at det undrede ham, og netop fordi han var vant til at mørke folks nervøsitet, langt mere end ved Celisha. Når hun vidste at han var i stand til de ting og når han sagde at han ikke tøvede med at gøre det, hvorfor frygtede hun ham så ikke? Hånden hun strøg over hans skulder og nærmere hans hals, gjorde ham næsten mistænksom for om hun prøvede at slippe ud af sin lille kattepine ved at kærtegne ham, selvom.. hun spillede vel kun med på legen? Fingeren hun lod strejfe i hans nakke, fik det til at sitre i ham, hvor han næsten følte for at gyse, men han gjorde det dog ikke, han forblev stående ganske stille og roligt og med et intetsigende blik, selvom et kække smil forblev på hans læber. Han trak kun på smilebåndet til hendes ord. „Alle kan være blide hvis de ønsker det. Jeg kan være blid som en lille killing, og være brutal som en koldblodig morder,” svarede han ganske roligt, som han kort havde set tænkende ud i luften, hvor han derefter vendte blikket mod hende igen. „Celisha.. min hobby er at dræbe engle.. hvad tror du jeg vil gøre, hvis du er én?” Et skadefro smil gled over hans læber, hvor hans øjne var blevet en del hårdere, selvom de stadig bar et legesygt glimt.

[Deleted]

Ja hun nød at lege med ilden, og hvad så hvis hun brændte sig? Skete det ville hun reagere alt efter hvor meget hun havde brændt sig, men konklusion var at hun enten ville komme sig, være traumatiseret for livet eller miste livet, under alle omstændigheder ville hun ikke kunne lade en udfordring lade sig gå forbi hende, og hun kendte jo konsekvenserne. Man kunne kalde hende sindssyg.. men man kunne også kalde hende.. interessant. Hun frygtede ham ikke, for hvad var frygt? Desuden havde hun kun frygtet en person i sit liv.. sin far.. og hun så ikke at andre kunne få hende til at føle håbløshed, lyst til død eller tomhed som han havde gjort så hvorfor føle frygt for en person hun kun lige havde mødt, uanset hvor gammel han måtte være, hvor hård, kold eller morderisk han måtte være. hun vidste hvor farlig han var, hvor dumt det kunne være at stille sig i vejen for ham, eller træde ham forkert over tæerne men kunne hun lade være når han fanget hendes interesse som han gjorde, eller når han var som han var. Han var ondskabsfuld! Det vidste hun, men han var også fascinerende. Hendes frække blik var nok normalt for hendes race, men anderledes var hun, det skulle hun nok vise ham.. ja hvis hun nu fik chancen. Hans grumme latter gjorde hende intet, den ville have fået hende til at gyse.. af ubehag? Nej ikke ubehag.. hvad det var helt præcis anede hun ikke men hun holdt det tilbage, nægtede at vise ham hvor meget enhver af hans trækning fik hende til at reagere på den ene eller anden måde. Hans svar fik hende til at le en kvindelig, sensuel klokkeklar latter. ”Det tvivler jeg ikke på” hviskede hun svagt som svar idet hun lod sine fingre stryge de mindste fjer omkring vingernes udspring. Hans hemmelighedsfulde glimt vakte endnu mere hendes interesse, hvad skulle det blik til for! Hun ville gerne vide hvad han kunne, hvad han ville, og hvad hvor meget han kunne. han havde ønsket at flå hende levende ved synet af vingerne, men det ønsket han vidst ikke nu hvilket var godt, men hvilket også kunne ændre sig ret hurtigt så hun måtte være forsigtig, alligevel havde hun bare lyst til at kaste sig hovedkulds ud i det hele selvom det kunne koste hende livet, noget holdt hende dog tilbage, hvad det var..? Ja måske den smule fornuft hun havde tilbage. Han reagerede ikke synderligt ved hendes strøg hvilket måtte irritere hende en anelse, for hun ville gerne have en reaktion, dog vidste hun at han var god til at styre sine følelser så hun kunne vente så længe hun ønsket, en reaktion ville nok ikke komme lige med det samme men hun ville ikke opgive, derfor strøg hendes hænder blidere, mere overfladisk hen over vingernes udspring. Hans grumme smil, og spørgsmål fik hende blot til at smile skævt ”Hmm.. jeg er mere spændt på hvad du vil gøre, derfor har jeg ikke rigtigt plads til at være bange.. men hvorfor ønsker du at se mig bange.. er det ikke typisk følelser for folk at frygte dig.. hvad med at nyde at en anden er lidt anderledes..” sagde hun i en svag hvisken som fik selv skoven til at være helt stille blot for at lytte med og følge med i hvad der skete mellem de to. Da han fortsatte lyttede hun, andet kunne hun jo ikke ”Koldblodig morder.. ikke just en replik der vil fange en kvindes opmærksomhed men alligevel syntes det at lyde spændende når du siger det på den måde” svarede hun kækt. Hans næste spørgsmål fik hende til at se tænkende ud akkurat som han havde gjort for lidt siden, hun så dog atter på ham ganske roligt idet hun svaret ”Flå mig levende og trække mig gennem skoven.. hvis jeg er heldig…” svarede hun helt ærligt for hun tvivlede ikke på at han kunne eller ville gøre det hvis han ønskede det. Hendes hånd forlod hans nakke og strøg hen over hans hals endnu engang og gled videre hen over hans kind som hun strejfede ganske blidt, strøg ned over hans hage og standset under hans læber, hun trådte endnu tættere på, dog ikke spor meget for det var begrænset hvor meget tættere på hun kunne komme uden at deres bryster rørte hinandens. Godt nok havde hun endnu tøj på, men det ændrede på intet. ”Men har vi ikke snakket nok.. hvad med lidt handling” sagde hun efter noget tid.

[angelo]

Angelo kunne virkelig ikke gøre sig klog på Celisha, for hun var ham virkelig et stort mysterium. Han måtte dog indrømme, at han faktisk nød det, for det var anderledes, og anderledes var godt for en forveksling, for alt det andet blev virkelig alt for ensartet, det var den samme gamle historie, alle der frygtede ham, alle der blev nervøse eller usikre, et eller andet var der jo altid, og nok kunne han mærke usikkerheden i Celisha, men det var næsten som om hun nød at være i denne situation? Det forundrede ham virkelig! Dog gjorde ham endnu engang nysgerrig på hende, men han ville selv skyde på at det var hendes mange forskellige racer, både på gode og onde, hun var ikke direkte god, som en godtroende og naiv engel – og dog lidt måske? Men hun bar også det onde og sensuelle i sig, som gjorde hende langt mere mystisk, og det var faktisk tiltalende for hans vedkommende. Han trak på smilebåndet, til hendes sensuelle latter, selvom den ikke direkte havde nogen påvirkning af ham, netop fordi han havde de samme tendenser, hans udstråling var bare ikke lige så stærk som hendes eller som en fuldblods for den sags skyld. Han svarede dog ikke, og gjorde heller ikke noget, foruden at se hende ind i blikket. Han lagde dog mærke til hvordan hun fortsatte med at kærtegne ham omkring hans vingers udspring, næsten som om hun ønskede at han skulle reagere på det? Det morede ham faktisk, men han nægtede at vise sig som svag! Han nægtede at lade hende kende til hans ømme punkter! For selvom han var en udholdende, en hårdfør og stærk mand, så havde selv han sine svage punkter selv fysisk, og hans vingeled var én af dem. Han endte dog med at strække vingerne en anelse. „Kan du lide mine vinger, siden du ikke kan få fingrene væk fra dem?” spurgte han roligt, som et morende smil faldt over hans rosenrøde læber. Han var måske utrolig følsom omkring sine vingers udspring, men derfor måtte han jo indrømme at han nød hendes kærtegn, netop fordi de var blide og ikke på nogen måde skadende, og han kunne tydeligt mærke hvordan det måtte krible i huden, og hvordan hans små fjer måtte sitre og næsten rejse sig, som havde det været hård på armene. Han lyttede til hendes ord, selvom hun tydeligvis havde misforstået ham, for han havde jo slet ikke sagt at han ønskede at se hende bange, kun at det forundrede ham at hun ikke var. „Tværtimod Celisha. At du ikke frygter mig, gør kun det hele langt mere interessant. Og du har skam ret, det er for en gangs skyld rart med én der er anderledes, med én som ikke frygter mig, med én som skiller sig ud,” svarede han sandfærdigt og ganske roligt. Hvorfor dog lyve? Hun skulle vel også vide hvad hun gjorde godt? Han var ikke direkte følelsesløs, på trods han dog ikke kendte til kærlige følelser eller til samvittighed, for han havde virkelig ingen empati for andre, men derfor kunne han faktisk godt være fair og retfærdig – det var bare sjældent det skete. Han trak på smilebåndet til hendes følgende ord. „Du burde være langt mere påpasselig, når du allerede ved hvad jeg er, ved hvad jeg kan finde på at gøre ved dig, og ved at jeg vil gøre det uden at tøve,” endte han stilfærdigt, som han lod hovedet søge en anelse på sned. Hun virkede ikke til at være let at skræmme, men mon ikke det hurtigt kunne ændre sig? Han tog ikke blikket fra hende, da hun strøg hånden fra hans nakke, til hans hals og over hans kind, hen til hans hage, hvor han blot lod hende komme tættere på, selvom hun snart ikke kunne rykke sig mere. Han flyttede hovedet, så der kun var ganske få millimeter fra at deres næsetipper måtte berøre hinanden. „Vil du have handling? Så hvis mig hvad du vil gøre for at slippe væk fra den store stygge ulv,” hviskede han i en direkte opfordrende og udfordrende tone.

[Deleted]

Jo hun nød klart at være i denne situation, mærke adrenalinen pumpe i årerne, spændingen, forventningen, for noget skulle der nok ske, om det var godt eller skidt var underordnet. Og ja.. hvad var skidt endelig? Hmm… nok at hun fik så mange skader at hun ikke kunne arbejde resten af livet men kunne det virkelig ende så slemt? Ja det kunne det, og det vidste hun inderst inde, men at gå og tænke på det ville blot vække den frygt hun så fint ikke følte, tænkte på eller fornemmede noget til overhovedet. Mens de stod tæt på hinanden kunne hun ikke andet end tænke på hvordan Angelo var blevet til den mand han nu var, hvad kunne have gjort ham til det han var, nok ikke en blid, omsorgsfuld og varm opvækst, havde han fået sådan en opvækst ville han næppe være blevet sådan, det var hende kun alt for tydeligt, dette betød at hans opvækst måtte have været fuld af turbulenter. I sin stille sind dannede hun sig et billede af hans far, en ældre version af Angelo selv hvad udseende angik, personligheden var mere som hendes egen fars, da dette gik op for hende skyndte hun sig at skubbe tanken ud af hovedet, et svagt gys nåede dog at forlade hendes krop som reaktion på billedet, sikke dog et syn! Men hvis det virkelig passede, hvis han virkelig havde haft en far som hendes, ja så forstod hun klart hvorfor han var som han var. på den anden side kunne han jo være blevet sådan senere hen, men ærligt.. en venlig dødsengel? Dem så man ikke så tit af så nej, hun var ret sikker på at han var blevet opdraget at blive til den mand han nu var. Ikke at hun havde noget imod det for det her var spændende, interessant, farligt, men interessant! Han besvarede ikke hendes ord, en ærgrelse måtte hun indrømme, hun havde håbet på at få lov til at opleve hvad han mere kunne, men måske var det ikke for sent endnu? det måtte de jo se. Stædigt nægtede han at reagere over hendes kærtegn, hun kunne nærmest se stædigheden i hans blik hvilket blot gjorde hende lige så stædig efter at finde hans svage punkter og hun var ret sikker på at hun havde haft i et her, de små fjer reagere da, hun fornemmede tydeligt hvordan de rejste sig og nærmest tog imod hendes kærtegn. Det morede hende, glædede hende og derfor lod hun fortsat sine fingre kærtegne de enkelte små fjer en for en, tildelte dem lidt opmærksomhed og var blot blevet blidere og mere nænsom omkring sine berøringer, de mindste fjer og tættest ved udspringet var tit de mest sarte. I sidste ende strakte han vingerne en anelse ud hvilket blot gjorde det lettere at komme til og selvfølgelig var hun der straks til at lade sine fingre stryge hen over en større omfang af hans ryg og vingernes udspring. ”Det vil være løgn at sige at jeg ikke kan lide dem.. men lide er nu ikke ordet… det er trodsalt ikke hver da man ser så store vinger… men det er nu mere min søgen efter dine svage punkter der gøre dem interessante” sagde hun tydeligt drillende inden hun fortsatte ”Og .. jeg er ret sikker på at jeg har fat i det rigtig sted” hun havde endnu ikke mødt en bevinget person der ikke havde haft denne svaghed, og selvom Angelo var anderledes end de mænd hun havde mødt med vinger så var hun sikker på at lige denne svaghed var en som han delte med resten af flokken. Hun kunne høre at hun muligvis havde misforstået hans tidligere ord, nå det var nu ikke så galt, desuden skete misforståelser jo.. desværre var misforståelser med denne mand meget farlige så hun måtte være mere opmærksom på hvad han sagde i stedet for at tænke på alt muligt andet og svar ved siden af for derefter at ende med at grave sin egen grav. Hans svar denne gang var hun derfor mere opmærksom på og det smigrede hende nærmest med hans ord ”Åh.. så jeg skiller mig ud… Det glæder mig da at du igen synes jeg er interessant” svarede hun lettere drillende for han havde jo før givet udtryk – som hun selv havde – for at hun var begyndt at kede ham og var blevet uinteressant. Tænk engang, han var ærlig… ja hvorfor skulle han dog ikke være det, han frygtede jo tydeligvis intet, og derfor kunne han vel tillade sig at være ærlig hele tiden, men også når det var ved at rose andre? Ja det var vel det underlige ved sagen. Hans næste ord fik blot smilet over hendes læber til at blive større ”Helt ærligt Angelo.. hvis jeg skal bruge hele livet på at være påpasselig vil jeg dø af kedsomhed.. så hellere dø af en oplevelse” svarede hun og blinkede drillende til ham. Han brokkede sig ikke over at hun rykkede tættere på, i stedet for rykkede han selv ansigtet tættere mod hendes. Hendes blik hvilede i hans ganske roligt, morende, munter og forventningsfuld. Hans næste ord fik hende til at trække på smilebåndet endnu engang ”Du nyder virkelig at jagte mig hva…” hviskede hun til svar ”Du nyder at lege katten efter musen… eller ulven efter lammet… du er heldig.. for jeg kan også lide den leg” fortsatte hun efter enkelte sekunder. Hun blev stående helt stille, med blikket i hans hvor hans var opfordrende og udfordrende mens hendes eget var hendes drillende og lokkende. Hun lod næsetippen berøre hans ganske svagt uden at blikket forlod hans ”Fang mig.. hvis du kan” med disse ord lod hun ganske svagt sine læber berør hans og så var hun væk. Eller rettere, hun flyttede sig bare ud af rækkevidde og satte i løb dybere ind i skoven, hele tiden opmærksom på om han fulgte hende eller ej, hun sørgede for at larme en del så han ikke ville være i tvivl om hvilke vej han skulle søge hen. Atter havde hun fundet spejlet frem og holdt øje med ham via den, eller så godt som hun nu kunne med de tætte træer og mørket. Hendes vinger var atter folet helt tæt indtil kroppen, kun få gange brugte hun dem til at flyve.

[angelo]

Et sted ærgrede det Angelo, at Celisha skulle være som hun var, for hun gjorde det faktisk svært for ham. Da han havde set hendes hvide vinger, havde alt forladt ham, hvor han kun havde fokuseret på at ville flå hende levende, men.. fordi hun var som hun var, ja så kunne han ikke længere fokusere på kun at ville flå hende levende, for det ville jo faktisk næsten være synd. Selvom de måske ikke havde meget til fælles, så fascinerede hun ham stadig og det kunne han faktisk godt lide, for hun skilte sig ud fra mange andre han havde mødt. Hun gjorde det hele til en leg, selv når han faktisk truede og advarede hende, for hun tog det ikke engang specielt seriøst, hun ville hellere lægge sig ud med ham, og det kunne virkelig komme til at koste hende livet, så hvorfor frygtede hun ham ikke mere end det som hun gjorde? Hvorfor var der ingen nervøsitet? Måske en anelse usikkerhed, men det var så lidt at han faktisk blev helt i tvivl om hun i det hele taget var usikker eller ej. Frygtede hun virkelig ikke for det som han kunne gøre ved hende? Tortur? Smerten? Døden måske? Det fortsatte med at sitre i ham, da hun fortsatte med at lege og kærtegne de helt små fjer, for det var ærligtalt noget som han nød. Der var ikke mange der kom tæt på hans vinger, for det tillod han normalt ikke, eftersom det var hans ømmeste sted og et af hans svage punkter, så han var altid påpasselig, men når man ikke ønskede ham ondt, selvom han faktisk var i tvivl om Celishas intentioner, så nød han faktisk de kærlige og blide berøringer omkring området ved hans vingers udspring. Hendes ord fik ham kun til at trække på smilebåndet, hvor han næsten følte for at slippe en latter, men han gjorde det dog ikke. Hånden der hvilede mod stammen, lod han falde bag hendes ryg, hvor han lod hånden søge til hendes egen vinges udspring ved ryggen. „Selvfølgelig er det mit svage punkt, det er det trods alt ved enhver dødsengel, engel osv. Det er jo trods alt også din,” endte han kortfattet, som et koldt og dog skævt smil gled over hans læber, hvor han selv lod to fingre kærtegne den sarte hud ved hendes vinges udspring, næsten for at se hvordan hun selv reagerede på disse kærtegn. Hendes følgende ord, var noget som fik ham til at trække mere på smilebåndet, hvor han ikke tog de mørke øjne fra hendes skikkelse. „Tja.. nu kom der jo lidt handling, i stedet for kun snak, ikke sandt?” Hun var jo ’flygtet’ fra ham, hvor han var fulgt efter, og så var det hun havde vist ham at hun også havde en mere magisk side i sig, da hun havde valgt at gøre sine vinger helt sorte. „Desuden fandt jeg jo også mere ud omkring dig,” lagde han roligt til, som han hævede det ene bryn med en sigende mine. Hun var en engel, det var han skam helt overbevist om! Hendes ord forbløffede ham faktisk, selvom de også måtte more ham. Hun ville hellere dø af en oplevelse? Han lod hovedet søge en anelse på sned, hvor han betragtede hende nysgerrigt. „Du lægger dig ud med mig, du vil hellere dø af en oplevelse? Man skulle jo næsten tro at du har et ønske om at dø,” svarede han morende, som det kække smil gled over hans læber igen. Han forstod hende virkelig ikke! Men det behøvede han jo sådan set heller ikke. Da hun næsten konkluderede at han nød at jagte hende, kunne han ikke lade vær med at smile, selvom hun jo et sted havde ret. At jagte folk fik rovdyret frem i ham, men.. hun gjorde det hele til en leg, så det var noget andet. „Mhm..” mumlede han blot som svar, som han lod hendes næsetip berøre hans, hvilket fik det til at sitre i hans hud. At hun selv kunne lide legen, forundrede ham næsten ikke, selvom det nu kun morede ham. Han nåede dog ikke rigtig at svare hende, før hun havde ladet sine læber berøre hans og derefter stukket af. Han rystede smilende på hovedet og sukkede næsten for sig selv. Skulle han virkelig løbe efter hende? Et sted følte han slet ikke for at flå hende længere. Han vendte roligt blikket mod den vej hun løb, hvor han kunne høre hende, hvor han blot rystede på hovedet endnu engang, inden han faktisk satte i løb ind i mørket. Han valgte at lette, hvor han fløj højt op, så han havde udsyn til alt under ham. Når hun løb, var han hurtigere oppe i luften, på trods han ikke fløj særlig hurtigt. Hans sorte øjne faldt på hendes skikkelse, hvor et morende smil gled over hans læber. Hun var jo virkelig umulig!

[Deleted]

Gjorde hun det virkelig svært for ham? Tænk at hun, så lille som hun var, og endda uden at anstrenge sig kunne gøre noget svært for ham. Havde han sagt det højt ville hun have morede sig hjerteligt over det, men det var jo ikke tilfældet så hun var uvidende omkring dette. Men det var vel ikke underligt med den tvivl hun havde skabt i ham efter at have vist ham de prægtige hvide vinger for derefter at have ladet dem farve sort. Sjovt.. for var det virkelig farven der betød noget? Hun var jo ikke selv skyld i at have fået de hvide vinger, og selvom hun ikke ville leve uden vinger så havde hun tit ønsket dem i en anden farve, hvilke anden farve var ligegyldig bare ikke hvide. Hun nød denne leg, og ja, det var en leg for hende, hun tog det ikke seriøst, at gøre det ville bare gøre hende nervøs og ødelægge morskaben. Endelig så hun en reaktion, endelig! Ja det var som en sejr for hende at se ham sitre på den måde. han nød det tydeligvis, og lige så gjorde hun, altså at se ham reagere på det. at ikke mange kom tæt på ham tvivlede hun ikke på, det var faktisk en overraskelse for hende at være kommet så tæt på ham uden en eneste blå mærke, slag eller smerte på en anden måde. Hun fornemmede hvordan hans hånd der for få sekunder siden havde hvilet mod stammen nu fandt vej til hendes ryg, hun vidste hvad der ventede hende og måtte trække vejret dybt ind en ekstra gang for ikke at ryge helt op i den røde felt ved den første berøring. Hans svar fik hende til at smile skævt, ja han havde desværre ret, nu gjaldt det bare om at holde sig i skindet. Denne gang var det hans tur til at kærtegne den sarte hud ved vingernes udspring hvilket fik hende til at holde inde med at kærtegne ham og i stedet for lade neglene svagt presse mod hans ryg ”Pas nu på… du skjuler det måske godt.. men det gør jeg ikke... jeg ender bare med at springe på dig” sagde hun ærligt og med et alvorligt glimt i øjnene. Hun trak dog vejret dybt ind og lod atter sine fingre stryge hen over de små fjer endnu engang. Hans svar på det næste fik hende til at sende ham et muntert blik dog uden at hun svarede, for ja, der var skam kommet noget handling der hvilket nok havde været med til at skabe lidt spænding igen. Da han tilføjet det andet brød en svag latter hendes læber idet hun svarede ”Ja Mere.. men ikke meget mere” svarede hun drillende. hun tvivlede ikke på at han havde en klar ide om hvad hun var, men ville han virkelig tage livet af hende nu hvor de havde det så sjovt? Hun troede det ikke, han ville ikke gøre det nu i hvert fald. Hun rystede svagt på hovedet ”Nej ikke et ønske… men ærligt… jeg kan intet gøre hvis du beslutter dig for at tage mit liv.. hvis jeg er heldig efterlader jeg nogle få skræmmer på dig… under alle omstændigheder er jeg død. Men jo… du er… spændende… og at lege denne fine lille leg… ja det gøre blot alting mere spændende… desuden.. vil jeg gerne se hvor det her ender, selvom det hurtigt kan ende galt…” hun tav efter den mindre tale, hun havde ikke lydt anspændt eller bange, det gjorde hun slet ikke for hun fandt alt dette spændende. Han nåede ikke at svar på det næste, for der var hun allerede væk, hun havde i starten kunnet ane ham efter sig men så var han forsvundet. Hun regnede med at han havde søgt op imod himlen, det eneste sted hvor han havde et overblik. Og ganske rigtigt, et blik mod himlen gjorde det klart at han var derop. Hun løb ikke længe, for det gav ikke meningen, snart folede hun selv vingerne ud og lettede fra jorden med enkelte bask, hun fløj en enkelt gang rundt omkring ham ”Nå.. hvad bliver det så til… flå mig eller ej?” mens hun sagde ordene blev den ene vinge hvid, den anden forblev sort, tonen var tydeligvis udfordrende, noget måtte der jo ske. De to vingers farve var begge intense, men hvor den ene nærmest lyste i mørket var den anden mørkere end selve natten så den nærmest gik i et med mørket omkring dem.

[angelo]

Glæden kunne Angelo tydeligt se, da hun måtte få en reaktion ved ham, selvom han ikke helt var sikker på om det var selve reaktionen, eller om det var det at han havde tilkendegivet én af sine svage punkter. Han så dog også tydeligt hvordan hun faktisk måtte ændre mine, da han lod hånden falde til hendes ryg. Hun var sensuel dæmon, hun burde vel være vant til sådanne berøringer? Det var da i hvert fald hvad han ville skyde på, for hun havde jo brug for næring, samleje, for ikke at gå kold. Hun virkede dog ikke ligefrem begejstret for at blive berørt, noget som faktisk måtte more ham, og det fik ham kun til at trække endnu mere på smilebåndet, specielt da han nåede op til hendes vingers udspring, hvor han tydeligt kunne høre hende trække vejret dybere, også fordi hun selv endte med at stoppe og faktisk presse neglene mod hans ryg. Hendes ord fik det kække smil til at glide over hans læber endnu engang, hvor de sorte øjne ikke så væk fra hendes. Han rykkede roligt læberne hen til hendes læber. „Jaså? Hvem siger jeg har noget imod det?” spurgte han i en lokkende og intens hvisken. Kunne han virkelig få hende til at blive bare lidt voldelig? Det var næsten et syn han gerne ville se! Han trak roligt hovedet til sig, hvor hans øjne havde fået et udfordrende skær i sig, imens han lod fingrene køre langt mere pirrende omkring ved hendes sarte hud og over de helt små fjer, uden at han direkte virkede påvirket af hendes egne kærtegn, for det var som om han for en stund måtte glemme hendes kærtegn, som hun havde genoptaget, hvor han blev helt opsat på at se hvad der skete hvis han fortsatte og ikke passede på. Han betragtede sig blot af hende, som hun slap sin latter, hvor et intetsigende smil hvilede på hans læber. „Måske ikke meget, men jeg fandt ud af nok,” endte han sandfærdigt, som han kun trak mere på den ene mundvig, så et skævt smil gled over hans læber. Hendes ord måtte virkelig forundre ham, for hun var virkelig slet ikke bange eller nervøs, for at han kunne flå hende levende, og hun vidste endda at han kunne og at hun i så fald var død, så.. hvorfor ikke bare frygte ham lidt? Men nej, han følte ingen tegn til frygt, eller usikkerhed, men han kunne mærke at hun var spændt, og det forbløffede ham virkelig. Hun nød virkelig at lege denne leg? Han havde ærligtalt aldrig mødt nogen, som faktisk nød det. Han måtte desværre erkende at hun var noget for sig selv, og det gjorde det kun langt sværere for ham, selvom at han jo ikke behøvede at dræbe hende, for han havde faktisk ladet få engle overleve, om man skulle tro det eller ej, men de havde alle haft et særpræg, ligesom Celishas også måtte have, selvom hun klart var den som skilte sig mest ud, men hun var jo heller ikke en fuldblodsengel, hun havde jo faktisk dæmonblod i årene også, ligesom ham selv. Han betragtede hvordan hun måtte folde vingerne ud og flyve op i luften. Han fløj ikke hurtigt, for han vidste at hun ikke var ude på at flygte fra ham, nej hun ville simpelthen lege med ham, hvilket var det samme som at lege med ilden. At hun lod den ene vinge blive hvid, gjorde ham intet, for han vidste godt at hun var en engel, men hun prøvede virkelig på at tirre ham? Det var faktisk morende og det.. virkede faktisk ikke. Utroligt nok, havde han ikke længere lyst til at flå hende, og dog var han selv spændt på at se hvordan denne nat faktisk ville ende. Han fløj ned mod hende i et roligt tempo, hvor han let rystede på hovedet. „Ønsker du virkelig at blive flået? For det kan jeg sagtens, flå dine små søde vinger af dig, uden at det behøver at være direkte voldeligt og brutalt,” endte han i en næsten hemmelighedsfuld mine, som han blinkede drillende til hende. Som han kom tættere på hende, greb han let ud efter hendes arm.