Never know what's hide.. in the dangerous night

[Deleted]

Han tog faktisk fejl, en del, i sine tanker altså men det vidste hun jo ikke, hun vidste aldrig hvad folk tænkte om hende, men nogle gange kunne hun hurtigt finde ud af det ved at sende dem et smil, et blik eller blot fange deres blikke. Mange folk havde svært ved at skjule deres følelser og derfor var det let at se fascination, foragt, had eller længsel i deres blikke. Denne mand var dog anderledes, hun så kun det han gav hende lov at se. Hendes dage gik ikke altid med at hun forførte mænd, hun arbejdede jo på bordellet og derfor valgte hun ikke de mænd hun ville være sammen med men omvendt. Hendes job gik ud på at tilfredsstille dem, ikke sig selv selvom det vel også var en ting hun fik med i købet. Hun startede dog altid med at spørg hvad mændene ønskede, blot for at arbejde udefra det og tilfredsstille dem bedst muligt, så nej, hun styrtede det ikke altid men lod dem for det meste styre det. Selvfølgelig havde hun også magt med sine evner så hun kunne hurtigt gør dem til sine slaver hvis de begyndte at blive for meget men det gik ikke altid lige efter planen. At han var farlig var hun slet ikke i tvivl om, hans blik, hans smil, hans holdning og kropsprog sagde hende det hele. Han var farlig, hun burde holde sig væk, være forsigtig og forsøge at skride så snart hun fik chancen. Ja de tanker var der alle sammen, men fordi hun var den hun var lyttede hun ikke til nogen af dem. Fysisk ville hun næppe klar sig hvis det skulle ende i en slagsmål, men hun havde warlockblod i tårerne, var formskifter og engel så mon ikke hun kunne bruge sine evner der? sikkert! Hans svar fik hende til at himlede med øjnene svagt og ryste på hovedet af ham ”Selvtilliden fejler i hvert fald intet” svarede hun blot, stemmen var ikke høj men han ville nok alligevel høre hende. Hendes blik blev vendt væk fra ham, langt om længe for det krævede sgu sit at se væk. Hans blik så dog ikke til at forlade hende, nærmest omvendt og efter kort tid blev hendes blik derfor atter vendt mod ham. han var så hemmelighedsfuld, prøvede han med vilje at skræmme hende væk? Var det det? Hvis det var skulle hun nok spille med på den og lade sig skræmme, men noget sagde hende at selv hvis hun sagde at hun var smuttede så ville han ikke lade hende gå. Hun gøs svag ved tanken, stod hun overfor den type mænd? sikkert! Såret over hans bryn var som sagt ikke dybt, ikke noget man skulle være bekymret for og hun var ærligt ikke bekymret for ham om det sår så havde været dybere og farligere. Hvorfor skulle hun det når hun sad overfor en mand hun knap kendte? hendes englerace kunne nok træde svagt til der men ellers ikke, desuden var det kun en fjerdedel af hendes racer der var god så mon ikke hun kunne undertrykke dens stemme? Hun bemærkede hvordan hans smil famlede da hun løftede hånden men alligevel tog hun den ikke til sig. Den lille reaktion sagde hende et og andet om denne mand, ikke mange rørte ham på den måde, og langt fra mange ture gør det uden at spørg om lov uden at få brækket hånden. Hun morede sig faktisk over det, nød at hun faktisk kort havde gjort noget ingen andre ture gør og derved overskred en grænse hos ham. måske en lille grænse, men ikke desto mindre en grænse. Hans svar fik hende til at smile, og hun bemærkede det kolde smil der atter prydede hans læber ”Du vil måske få muligheden for at opdage at jeg tit har ret” svarede hun og blinkede drillende til ham. Hans kølighed så slet ikke ud til at røre hende, hun bemærkede det skam al sammen men det rørte hende ikke som sådan, skræmte hende ikke, ødelagde ikke hendes humør og ændrede ikke på hendes opførsel eller personlighed. Hun var helt og igennem sig selv. ”Det gør du sikkert.. det har du altid gjort” svarede hun som om hun vidste noget om det, det gjorde hun ikke men noget i hans svar sagde hende det andet så hun havde sagt det ligeud. Hun drak mere af sin øl mens hendes blik hvilede på ham, hun så ikke væk mens hun drak og efter noget tid satte hun glasset fra sig ”Du er ikke fra Dvasias?” sagde hun spørgende, hans dialekt var anderledes, eller sådan virkede det for hende. Tit havde hun også hørt at hendes egen dialekt var anderledes, men hun havde efterhånden lært at skifte alt efter hvor hun var.

[angelo]

Det var ikke alle Angelo lagde sig i krig med, med det samme, han gav faktisk altid folk en lille form for chance, i hvert fald når det kom til kvinderne, for ved mænd var han langt mere barsk, netop fordi han vidste at mange mænd ønskede magt, som han selv gjorde og med det forhold han havde til sin far, så var hans forhold til mænd generelt ikke særlig godt, så så han en engel som var mand, blev han nærmest aggressiv og fjendtlig med det samme, for den race kunne han ikke fordrage på nogen måde! Han følte afsky, han følte had, han følte forkastelse og alt i ham drev ham til at slå den engel ihjel, sådan var det naturligvis også ved de kvindelige engle, men de var bare langt sjovere at lege rundt med inden han flåede dem levende. Var det så ikke engle han mødte, så bar han stadig en form for mistro og skepsis til fremmede, det gjorde han altid og det gjorde han faktisk også overfor Celisha, for hende stolede han bestemt heller ikke på, specielt heller ikke fordi hun var det væsen som hun var; en sensuel dæmon, et manipulerende væsen i sig selv, skønt hun ville få svært ved at manipulere med ham, for han bar ikke kun den sensuelle dæmon i sig, men også den mentale, så både hans krop og sind var blokket for de manipulerende kræfter hun havde. At hun himlede med øjnene og rystede på hovedet af ham, fik ham kun til at trække en anelse mere i den ene mundvig, som et skævt smil gled over hans læber, stadig uden at han tog blikket fra hende. Måske hun talte ganske lavt, men derfor fangede han alligevel hendes ord. ”Selvtillid spiller en stor rolle for din viljestyrke,” svarede han som havde det været en undskyldning for at være så selvsikker som han var, selvom han vidste at det var to vidt forskellige ting, men han var både selvsikker som han også havde en enorm viljestyrke. At mærke hendes strøg, så blidt og mildt, var ikke noget som han var vant til, for han havde allerede fra lille af blevet tortureret og havde fået sine prygl, så han var slet ikke vant til at folk pludselig skulle være milde over for ham, det forvirrede ham faktisk, når han var vant til så meget andet, han var ond, han var voldelig, han var brutal og alt ved hende burde fortælle hende at hun burde søge væk og alligevel kom hun ham så tæt? Bange af sig var hun i hvert fald ikke, for det var ikke mange han lod komme ham så tæt, ikke uden hans egen tilladelse i hvert fald. Han kunne dog tydeligt se at det måtte more hende, hvilket fik ham til at gribe fat omkring hendes hånd, som han roligt fjernede den fra hans ansigt, uden at han så væk fra hendes øjne. Et skævt smil gled over hans læber, skønt det stadig bar en kølighed, det som lå ham så naturligt. ”Du har tit ret?” gentog han nærmest morende, for det skulle da nok gå hen og blive komisk! ”Jamen dog.. vi ender nok med et frontalt sammenstød for.. jeg har normalt altid ret,” svarede han lettere gådefuldt, hvor han blinkede drilsk og ikke mindst lokkende til hende. Han fik altid hvad han ville have, og noget sagde ham at hun også gjorde når hun faktisk satte sig for at opnå noget eller nogen. Han slap roligt hendes hånd, så hun kunne trække den til sig, selvom han ikke fjernede blikket fra hende, som var det uhøfligt, skønt han bare ikke havde noget bedre at kigge på, for hun var den eneste interessante i dette rum, der ellers var fyldt op med forskellige folk. Han lod hende blot drikke af sin øl, hvor hendes følgende spørgsmål kom en anelse bag på ham, skønt han blot trak svagt på de brede skuldre. ”Imandra,” svarede han kort for hovedet. Han boede i Imandra, men han kom over alt, for Manjarno og Dvasias bar mange af de ting som han nød; slagmarker, kirkegårde og andet som styrkede hans race. ”Og dig?” spurgte han roligt, som var det blot en selvfølge at spørge modparten om det samme, selvom han faktisk regnede med at hun kom her fra Dvasias, men sikker kunne man dog aldrig være.

[Deleted]

Hun lagde sig aldrig ud i krig med nogen, men det betød ikke at hun stolede på dem, det gjorde man klogt i ikke at gøre især ikke når man var i Dvasias. Måske var himmeriget det eneste sted man kunne stole på folk, men ikke engang der stolede hun på alle, ja hun kunne være så fræk at hun ville sige at hun ikke stolede på sin egen far.. for det gjorde hun ikke. Den mand havde været skyld i at hun var hvor hun var nu, hun hadede ham for det, men på samme tid så vidste hun at havde det ikke været for hans overgreb var hun ikke blevet den stærke kvinde hun var i dag, selvom det meste af hendes styrke og selvsikkerhed var en facade, en rigtig god en af slagsen. Hun følte sjældent had for nogen, og dog var afsky en del af hendes hverdag. Hun afskyede de fleste af de mænd hun måtte ligge med for deres kynisme, for deres svagheder som de så tydeligt viste hende hver evig eneste dag. Hun afskyede deres svage personligheder, splittede og svage sind, deres seksuelle lyster som aldrig ophørte men kun voksede. Ja det var synd for deres hustruer, kærester og kvinder. Ikke synd for dem fordi deres mænd var dem utro, men synd fordi de var sammen med disse mænd uden at kende dem. for ikke længe siden var en af bordelpigerne blevet købt, købt af en brutal og hård man som eftersigende havde gjort hende til slave, det værste var, at selv dennes hustru var en slave for ham selvom denne igen og igen kæmpede imod, så måtte hun opgive til sidst. Det var den slags kvinde hun selv ville være blevet hvis ikke hun var skredet var himmeriget. Hun blev igen opmærksom på Pierce ved hans svar som måtte få hende til at smile skævt ”Jeg må desværre sige dig imod, viljestyrke og selvtillid er vidt forskellige ting, men den ene hjælper den anden på vej” svarede hun med et drillende smil over de fyldige læber. Hun havde smilede en del denne aften, men endnu havde denne mand ikke set nogen af hendes mere frække og udfordrende smil. Han havde set hende i al almindelig, faktisk den kedelig del af hende hvis nogen del da kunne være kedelig. Det var da trist at han ikke var van til så blide og nænsomme strøg, det viste bare hvilke liv denne mand havde haft. Noget sagde hende at han ikke var helt ung, ikke udseendemæssigt for udseendet sagde ikke spor meget om alderen, det var mere ment den rigtige alder. Han måtte være utrolig gammel, det kunne hun fornemme, men ikke at have oplevet noget blidt, venligt, eller varmt var meget foruroligende, ikke at hun blev nervøs, slet ikke. Da han greb fat i hendes håndled så hun ham blot roligt ind i de mørke øjne, roligt, feminint, lokkende og udfordrende, nærmest som om hun sagde at han ikke ture gøre mere end det. Hans svar fik hende til at lade et af sine udfordrende smil bryde frem ”Mon ikke vi kan blive enige om noget” svarede hun ”Hvis ikke, så har kvinderne jo altid ret” svarede hun som om det var en selvfølge at kvinder havde ret, og nej, det var ikke altid kvinderne som havde ret men hun var jo heller ikke en hvilken som helst kvinde. Hans drilske blinken og gådefulde tone gjorde det hele blot mere spændende. Det var måske ikke en leg men indtil videre var der jo ikke nogen anledning til et skænderi, desuden sad de i det offentlige så hun frygtede ikke for noget. Nogle sekunder efter blev hendes hånd sluppet og hun tog den roligt til sig. Han besvarede endelig hendes spørgsmål og hun nikkede, hun havde vidst haft ret i at han ikke var fra Dvasias. Hendes eget spørgsmål blev stillede til hende og hun så igen på ham efter at bundet sit glas. ”Jeg blev født på Manjarno men har været vidt omkring… og veksler nu mellem Dvasias og Manjarno” svarede hun fraværende mens hun tænkte tilbage til mødet med hendes bror for to dage siden, hun skubbede det hurtigt væk for ellers ville hun dvæle for meget ved det.

[angelo]

Angelo lod sig ikke skræmme af særlig mange, den eneste som han faktisk frygtede, var hans egen far, de fleste han desuden lagde sig ud med, kunne han altid klare, så hvorfor skulle han dog frygte andre? Ingen havde været stærke nok til at slå ham omkuld, desuden så skulle der ufattelig meget til før han følte smerte, hvilket også var grunden til at han ikke lagde mærke til det sår han havde over øjenbrynet, skønt det naturligvis måtte irritere ham at hans modstander faktisk havde ramt ham, for normalt slap han faktisk uden en eneste skramme, specielt ved de tåbelige, opblæste fæhoveder der troede at de faktisk havde en chance ved ham, unge naive unge mænd, som ønskede at tjene lidt på et slagsmål, ligesom han selv gjorde, hvilket faktisk var grunden til at han kunne betale sine drinks her til aften. Han trak svagt og kækt på smilebåndet til hendes ord, da han vidste at hun havde ret, desuden så var han den han var, og han lavede bestemt ikke om på sig selv, han ville hellere være en mand fyldt med selvtillid end en svækling der slet ingen havde! ”Præcis som jeg sagde, foruden jeg ikke nævnte at det var to vidt forskellige ting,” svarede han stilfærdigt, som han lod hovedet søge en anelse på sned, uden at han tog blikket fra hende. Han var ikke fanget og draget af hende fordi hun var sensuel dæmon, for det bed slet ikke i ham som det gjorde ved mange omkring dem, for han havde tydeligt set ud af øjenkrogen de mænd som skænkede hende et blik og som endnu gloede på hende fordi hun var sensuel dæmon og derfor tiltrak dem med sin udstråling, netop fordi de ikke var immune over hendes kraft, sådan som han måtte være det. Han var dog ikke vant til blide berøringer, ikke når det kom uventet, han var ikke vant til omsorg, selvom han tvivlede på at det var det som hun viste ham, for mon hun ikke var ligeglad med hans sår? Hun havde jo selv sagt at hun ikke bekymrede sig, så hvorfor gøre noget mere ud af det? Men han forstod bare ikke hvorfor hun så skulle kærtegne ham på den måde, måske for at prøve hans grænser af? Det gjorde ham en anelse skeptisk, selvom han ikke lod det vises, da han blot så ind i hendes blik med et lokkende og gådefuldt skær. Hans smil endte en anelse mere udfordrende som hendes eget gjorde det, hvilket var noget som han et sted gjorde ubevidst, et sted fordi han selv nød udfordringer, han sagde aldrig nej, for han mødte aldrig udfordringer som han ikke kunne klare! Og denne kvinde var bestemt ikke et undtag! ”Tro mig Celisha.. jeg er en mand med mange meninger, og der skal utrolig meget til før man er helt enig med mig,” svarede han sandfærdigt, hvor et lusket smil gled over hans læber. Han havde aldrig nogensinde mødt en person der havde været fuldstændig enig med ham, og han tvivlede på at det ville ske, netop fordi han var som han var; ond, voldelig og brutal uden medfølelse og empati for andre. At hun selv kom fra Manjarno kom faktisk bag på ham, for.. hvorfor pokker arbejdede hun så her? Måske fordi hun havde sine behov som sensuel dæmon? Han kneb øjnene en anelse spørgende sammen. ”Jaså.. det er nok grunden til at du ikke er så kynisk som de fleste kvinder her til lands,” svarede han lettere morende. Så mange kvinder han havde mødt herfra og så mange han havde knækket, og det var måske grunden til at Celisha skilte sig ud?

[Deleted]

Han havde måske ingen grund til at frygte andre, men hun selv havde alle mulige grunde til det. Hun ville dog næppe sige det ligeud at hun frygtede nogen, og tit kunne man heller ikke se det på hende, for hun anlagde ganske enkelt en af hendes mange facader, eller kæmpede imod selvom hun vidste at hendes fysiske styrke tit var langt under hendes modstanders. Men sådan var hun nu bare, hun nægtede at give op og kæmpede til det sidste, det krævede en del viljestyrke at holde sig i gang og selvom fysisk styrke skulle svigte så vandt hun ved hjælp af udholdenhed, viljestyrke og stædighed. Men igen, hun var kvinde, vidste at hun var svag på mange punkter og derfor tog hun sine forholdsregler og havde nogle knep så hun ikke endte helt forsvarsløs. I et land som Dvasias… og Manjarno med for den sags skyld kunne man aldrig regne med at få hjælp fra folk derfor måtte man klar sig selv hvis man ville bare have en lille chance for at overleve. Hans svar fik hende til at hæve det ene fine slanke bryn en anelse ”Jeps.. præcis som jeg sagde” svarede hun og lod som om hun slet ikke havde bemærkede at han lige havde sagt at han havde haft ret, de kunne hurtigt ryge ud i en diskussion om hvem der havde mest ret og det ville tage hele aftenen for hun ville aldrig give ham ret og han ville næppe sige at hun havde ret. På den anden side havde hun jo lige sagt at hun var den der havde haft ret. Hans blik forlod hende ikke e eneste sekund, det generet hende ikke da hun var van til folks blikke om end folk aldrig så på hende som han nu gjorde, normalt var deres blikke mere sjofle, nærmest som om de ville spise hende, hans var anderledes, hvordan anderledes var svært at sige men han var tydeligvis ikke påvirkede af hendes race hvilket faktisk var et glædeligt syn. Til tider var det mere end bare irriterende at mænd ikke så andet end det yder, men hun måtte affinde sig det da de næppe ville forandre sig fordi hun sagde det. Mænd var mænd, ikke alle var ens kunne hun nu se for Angelo var klart ikke som de mænd hun havde mødt, men hvor meget anderledes var han så. Hvorfor hun havde strøget ham over såret? Ja hun var jo engel, sår og den slags havde altid fascineret hende, og hun ville gerne have set sig selv som healer men sådan var det ikke blevet. Hun var ikke healer men alligevel var hun ret god med sår, hun kunne med lethed heale det lille sår men som om hun ville afsløre at hun bar på engleblod i en bar i Dvasias! Hans smil blev mere udfordrende i takt med hendes, hvad mon han søgte? Hvad mon han forventede? At hun ville følge med ham hjem? At hun kunne give ham noget han søgte eller ønskede? At han kunne lege med hende og så dræbe hende? Ja det var vel noget i den stil for hvad ville en mand som ham, med en kvinde som hende. Hendes sensualitet bed tydeligvis ikke på ham men hvad ønskede han dog, der var en masse kvinder, nogen lettere at have fat i så hvad ville han!? Da han sagde hendes navn hang hun et stykke tid over måden han sagde det på inden hun atter tog sig sammen, hans ord fik hende til at smile et skævt smil der sagde at han ikke lyttede ordentligt efter ”Jeg sagde at vi nok kunne blive enige om noget… ikke alt” svarede hun. Hun strakte sig dovent og sukkede, vidste at hun snart måtte hjemad hvis hun skulle nå hjem til Manjarno til hende arbejde aftenen efter. Hendes blik gled atter hen over ham og hun bemærkede et lettere forundret eller spørgende udtryk. Var der noget underligt ved hendes svar? Mange folk kom til Dvasias for at arbejde selvom de boede i Manjarno. Hans svar fik hende til at glo på ham i to sekunder inden hun brød ud i en klar fløjlsblød latter ”Åh kære… vi har snakket sammen i snart en halv time og du dømmer mig som om du kender mig” svarede hun. Han havde ret, kynisk var hun ikke, ikke lige nu og heller ikke for det meste men det var ikke ensbetydende med at hun aldrig var det. ”Men ville du have syntes om at jeg var mere kynisk? Det tvivler jeg på.. ellers havde du vel søgt selskab hos et af de andre kvinder her i landet, du beskriver dem jo som kyniske..” fortsatte hun muntert. Hun vendte sig om på stolen og kom let og dog elegant på benene. Hun trak ned i nederdelen og strøg hånden gennem håret, bemærkede en fyr der åbenlyst stod og gloede, ja endelig var det den samme person som Angelo havde kiggede på ud af øjenkrogen før, men da havde hun jo ikke bemærkede ham, hun hævede brynet ved hans blik og vendte sig om igen og gøs. Sikke dog et ubehageligt blik.

[angelo]

Hendes ord fik Angelo til at trække på smilebåndet, for det var tydeligt at hun var den stædige af slagsen. Hun ville ikke give andre ret, han ville skyde på at hun havde svært ved det, selvom det ikke gjorde noget, for et sted han var jo faktisk lige så stædig. Det var ham som havde ret og at modbevise det for ham var frygtelig svært! Han fnøs kort og dog morende til hendes ord, selvom han kun svarede med et enkelt hovedryst, for hvad fik han ud af at diskutere med hende? Han kunne selvfølgelig prøve hendes grænser af, se hvordan hun reagerede, men så var der højst sandsynlig en stor chance for at dette møde ville ende ud som det gjorde normalt for hans vedkommende; ham som torturerede hende. Han lod let hånden slå ned i bardisken for at få bartenderens opmærksomhed, da han kunne se manden ud af øjenkrogen, for han så ikke væk fra Celisha, næsten som om han var bange for at hun så ville stikke af, selvom det ikke var tilfældet. ”Giv mig noget stærkt,” endte han kortfattet, hvor han vidste at bartenderen så på ham, for han kunne fornemme mandens blik på hans skikkelse. Det gådefulde skær hvilede stadig i hans sorte øjne, hvor det kække smil ikke falmede det mindste, for det kunne det slet ikke, ikke med et selskab som Celishas, selvom der dog ikke var noget specielt som sådan i selve samtalen, men alt det hun fortalte ham fik ham et lille eller stort skridt tættere på hende – alt efter hvad hun fortalte ham. At hun blot gloede på ham for et stykke tid inden hun kom til sig selv, var noget som måtte more ham, selvom han ikke just viste det, som smilet forblev det samme, ligesom hans blik. Han lagde nogle mønter på bardisken til bartenderen som han kom med glasset, som han roligt tog om, inden han førte det op til læberne, som han lod den stærke væske glide ned i svælget på ham, han kneb øjne en anelse sammen, som det var tydeligt at det var bittert, selvom han intet sagde. Han trak svagt på smilebåndet til hendes ord. ”Og hvem siger at vi kan blive enige om noget?” spurgte han mindre drilsk, som han kun trak på smilebåndet. Han var frygtelig svær at blive enig med, fordi han normalt ikke lod folk virke til at være ’ens’ som ham, desuden endte han jo altid med at skille sig ud, for folk havde en tendens til at pludselig ændre sig overfor ham, sige noget forkert eller gå forkert ind på ham, og når han så først blev voldelig eller brutalt, ja.. så var der pludselig ikke meget som folk var enig med ham om. Men han glædede sig faktisk til at se hvordan Celisha ville handle ham, hvor længe hun ville holde ud, for han var næsten overbevist om at hun ville gøre bare et eller andet forkert. Til hendes ord, fjernede han for første gang sit blik fra hende, hvor han i stedet for tog om glasset og korte den klare væske rundt i små cirkler, som han betragtede, næsten som om det var blevet langt mere interessant end hende. ”Jeg dømmer dig ikke.. jeg siger bare hvad jeg ser,” svarede han ganske kortfattet, som han tog en slurk af den klare væske, inden han satte glasset fra sig kun for at vende blikket mod hende igen, hvor et kækt smil gled over hans læber. Han trak svagt på skuldrene til hendes følgende ord, som han så hvordan hun rejste sig, selvom han intet gjorde for at stoppe hende. ”Om en kvinde er kynisk eller ej, gør mig hverken nogen interesse, der er så meget andet der spiller ind.. hun skal være interessant og formå at skille sig ud,” svarede han sandfærdigt, som sad han og forklarede hende hvad hans type af kvinde var, selvom han ikke just kunne sige sig at have en type, for han kom ærligtalt aldrig i et forhold! Manden der stod og gloede på hende tog han sig ikke af, som han var fuldt optaget af hende, skønt han kunne fornemme manden ud af øjenkrogen. ”Går du allerede?” Han trak koldt på smilebåndet ved spørgsmålet.

[Deleted]

Ja hun var stædig, meget stædig og det opdagede folk ret hurtigt for hun nægtede bare at lade dem få ret i alt. Nogle gange skete det, men alle vidste at det betød at hun var for træt og ligeglad til at gide at diskuterer, medmindre hun faktisk havde samme holdning hvilket jo var tilfældet nogle enkelte gange. Hun var ikke spor besværlig, ikke normalt, men kedelig var hun langt fra og publikum fik hun ret tit hvilket mest af alt skyldtes hendes job, påklædning og race. Hvis han prøvede hendes grænser af ville de nok meget hurtigt ende med at skændes eller det der var værre, det var hun faktisk næsten sikker på. Hun bemærkede hvordan han bestilte noget stærkt og selv da han gjorde dette forlod hans blik hende ikke, var hun virkelig så interessant? For hun kunne jo se at hendes sensuelle aura ikke påvirkede ham så noget andet måtte det være der fik ham til at holde blikket rettet mod hende. Ærligt havde hun nu heller intet imod det. Celishas blik hvilede i hans, hun forsøgte at regne ud hvad der foregik i hans hoved men fordi hun ikke var tankelæser eller havde evner derefter fandt hun ikke ud a det. han var hemmelighedsfuld, anderledes, og kryptisk. Hun ville gerne vide hvem han var, for hun var sikker på at der hvor han kom fra, så vidste man da hvem han var. At hun ikke gjorde var et sted en svaghed, for hvis han var betydningsfuld så skulle hun vidst passe på ikke at træde ham over tæerne. Som sagt, hun var kun en kvinde, og hvis det endte i slagsmål mellem dem ville hendes warlockevner nok ikke redde hende fra at brække nogle knogler. Ved hans næste ord smilede hun ”Hvem siger vi ikke kan” svarede hun roligt og blinkede drillende ”Ser du, min stædighed får mange ting til at lykkedes” fortsatte hun med et selvsikkert, roligt smil over sine fyldige læber som hun fugtede ganske svagt ved at lade tungespidsen stryge hen over. Hans blik forlod hende omsidder hvor han nu i stedet så mod glasset, det var som om hun der fik et lille pusterum fra hans opmærksomme blik og hun trak vejret dybt o dog lydløst ind og sukkede svagt idet hun fornemmede hvor træt og anspændt hendes krop var efter den lange anstrenge dag. hans svar fik hende til at smile ”Det du ser, er nok sandt, at være kynisk er ikke mig, men til tider kan jeg blive den værste heks” svarede hun ærligt. Det var jo sandt så hvorfor benægte det? på samme tid kunne hun nogle gange opføre sig helt uacceptabelt, hvilket hun vel var ret ligeglad med. Hendes blik var over ham igen hvor hun opdagede at han atter havde hævede blikket mod hende, hans kække smil var der igen hvilket fik et mage til at glide frem over hendes egne læber. Hans svar fik hende til at lade hoved glide en anelse på skrå mens hun betragtede ham ”Dit svar undre mig nu ikke, jeg havde forventede noget i den retning. Du sagde før at ikke mange kvinder har været interessante nok eller levede op til dine forventninger, men måske stiller du for høje krav?” svarede hun lettere spørgende. Det var godt at have ønsker til ens drømmekvinde, eller blot kvinde, men når man stillede for høje krav fik man intet. ”Ingen er perfekt, og ikke for at lyde alvidende for det er jo dit liv og din fremtid, men pas nu på du ikke ender med at leve livet helt alene. En mand har brug for en særlig kvinde, og omvendt” sagde hun og blinkede drillende. Hans næste ord fik hende til at hæve det ene bryn og et muntert smil gled hen over hendes læber ved lyden af kulden af hans stemme, hvad skulle den tone til for? Alligevel kunne hun ikke andet end morer sig over den hvilket hun ikke lagde skjul på ”Ja desværre. Der er langt vej til Manjarno, hvis jeg er heldig vil jeg være hjemme ved daggry… jeg har arbejde i morgen og du vil næppe betale min husleje selv hvis jeg skulle blive” sagde hun med et skævt smil.

[angelo]

Til tider kunne det faktisk være let at fange Angelos interesse, specielt på disse nætter eller dage, hvor han valgte at give sig hen til natten og lade den føre ham ud i det ukendte, uden at han selv valgte sin skæbne. Men for ikke at sidde og kede sig, lod han sig hurtigere blive påvirket af andre, han lod hurtigere folk fange hans opmærksomhed, for så var han jo sikker på at han nok skulle få noget selskab på den ene eller den anden måde, blev folk for kedelige, så skulle han nok selv sørge for at sætte lidt fut i sagerne, men Celisha formåede faktisk at klare det selv ganske fint, han fandt hende faktisk spændende, nok mest af alt fordi hun havde vist sig ikke at være kedelig, så han var sikker på at han nok skulle komme til at more sig for natten, om det så blev på godt eller ondt, det måtte tiden jo vise, for det var et sted op til hende selv. At hun var stædig kunne han tydeligt høre, hvor hun også endte med at give ham ret. Et skævt og dog kækt smil gled over hans læber til hendes ord, hvor han ikke tog blikket fra hende. ”Hvem er det nu som er for selvsikker?” spurgte han lettere morende og uden at køligheden forsvandt fra ham, da den lå ham så naturligt. Hans væsen kunne ikke ligefrem forbindes med et kærligt væsen, de var et væsen der stod for krig, svie og smerte, så det sagde vel sig selv at de var kolde væsner? Han morede sig alligevel, specielt fordi hun selv havde påpeget hans egen selvsikkerhed, men det så jo ud til at hun faktisk var lige så selvsikker som ham, ligesom hun også var stædig som ham, så visse ting havde de jo faktisk til fælles, spørgsmålet var jo så bare om hvem som var mest stædig og hvem som var mest selvsikker. Et svar som de muligvis ville få svar på senere hen? Det måtte tiden jo – igen – vise. At hun var lettet over at han havde fjernet blikket fra hende, kunne han faktisk godt mærke på hende, selvom han ikke tog sig af det, som han blot betragtede glasset, næsten som om det var langt mere interessant. Hendes ord fik ham dog til at trække på smilebåndet, selvom han fortsatte med at kigge på den stærke væske i hans glas, som han havde bestilt. Hun kunne være en værre heks? ”Jeg tvivler,” endte han kortfattet, som han tog en slurk af den stærke væske, inden han igen vendte blikket mod hende, hvor et næsten kynisk smil gled over hans læber. ”Alle har ondskab i sig.. hvorfor skulle du skille dig ud fra resten?” Han hævede sigende et enkelt øjenbryn, uden at han tog blikket fra hende. Han tvivlede på at hun var direkte ondskabsfuld eller at hun kunne blive det, for alle havde en heks i sig, så han tvivlede ærligtalt på at hun kunne være så slem igen. Han kneb øjnene en anelse tænkende sammen til hendes ord, hvor han gned sin glatte hage ganske let, selvom det egentlig bare var for at trække tiden ud – et spil fra galleriet. Han endte med at trække på skuldrene. ”Jeg stiller ingen krav.. eftersom jeg ikke har brug for en kvinde,” endte han kort for hovedet, som det var tydeligt at han havde siddet inde med svaret hele tiden. Han slap en næsten hånlig latter til hendes ord. Alle havde brug for en særlig kvinde eller mand? Der måtte han da le! ”Jeg har alt hvad jeg skal bruge.. hvad skulle jeg dog med en kvinde?” Et sted gjorde han det vel tydeligt at han ingen kærlige følelser ejede? For det gjorde han virkelig ikke! Han endte langt mere alvorlig, som hun rejste sig og ville til at gå, hvor han næsten endte en anelse fornærmet, for fandt hun ham nu pludselig kedelig? Han lod hovedet søge en anelse på sned. Hun skulle på arbejde i morgen? ”Hvorfor dog tage hele den lange vej til Manjarno for at overnatte, når du skal tilbage til Dvasias i morgen?” spurgte han ene anelse undrende, selvom han endte med at rejse sig, hvor de endte med at stå bryst mod bryst – helt tætte. ”Hvorfor ikke blive her?” spurgte han i en mere lokkende og næsten forførende tone, selvom han vidste at hans sensuelle evner ikke virkede på hende. Han endte med at løfte en hånd, hvor han snoede en finger omkring én af hendes hårlokker.

[Deleted]

Hendes interesse var faktisk ikke lige så svær at fange som hans. Men de to var jo også forskellige på så mange punkter hvilket hun allerede kunne se nu selvom hun slet ikke kendte ham så godt som det måske kunne se ud eller folk kunne tro når de så dem snakke sådan sammen. En fyr behøvede kun være mystisk, hemmelighedsfuld og selvsikker for at fange hendes opmærksomhed. Dette skyldtes ikke at hun var billig eller bare fladt for enhver fyr, men det skyldtes at de mænd hun omgås normalt var aggressive, kolde, hårde og liderlig. De var så … almindelig, typiske for dette land, at hun slet ikke fandt dem interessante. At hun så selv klarede sig ganske fint med at fange og holde hans opmærksomhed anede hun ikke selv, hun opførte sig ganske almindeligt ifølge sig selv, sagde hverken mere eller mindre end hun plejede og forsøgte ikke på at spille nogle former for spil for at fange ham i sit spind. Dette ville nok også blive svært for en fyr der selv havde sensuelle evner, om end de ikke var lige så store som hendes. Hans kække smil efterfulgt af hans svar fik hende til at smile skævt og drillende ”Jeg er ikke selvsikker, jeg har bare forstand nok til at vide at folk må være enige om et eller andet om de så er hinandens modsætninger” svarede hun med en vis alvor i stemmen selvom den endnu var sensuel og blød. Køligheden forlod ham ikke, og hun opdagede at det var den kølighed der fuldendte mystikken over ham. Hun nød faktisk at se det kolde i ham, og overvejede i sin stille sind om hun mon kunne komme igennem den kølighed, knække den og trænge ind i noget langt mere varmt. Hans svar på det næste, hans tvivl som han formåede at kalde det fik hende til at hæve en af sine fine bryn. Han fortsatte og hun smilede skævt ”Jeg skiller mig altid ud. Ellers havde du nok ikke fundet mig interessant, så mon ikke jeg også er anderledes end hvad du tror når det kommer til min mere onde side..” det sidste var nok blevet sagt lettere spørgende men uden helt at være et spørgsmål i sig selv. Slem kunne hun nok blive, men folks definition for slem eller ond var jo forskelligt. Hun havde aldrig som sådan dræbt nogen hvilket han sikkert havde gjort, hun havde dog skadet mange og efterladt dem men. Igen kunne hun ikke andet end tænke sig at der måtte ligge noget inde i ham, alle havde jo noget ondt i sig havde han selv sagt, men alle havde noget godt så mon ikke han også havde noget godt i sig? sikkert! Men hvad? Åh.. hun gruede efter at borer ind i hans liv, finde ud af hvilke fyr han var og hvad han foretog sig til hverdag. Noget i hende sagde at hun ville fortryde det hvis hun stak næsen i hans sager, men det var som et eventyr, og han var skurken som skabte problemer og som skulle stoppes. Forskellen var bare… at hun ikke ville stoppe ham, hun ville bare lære ham at kende! Hans næste svar fik hende til at fnyse, typisk! Han havde ikke brug for nogen kvinde men alligevel havde han intet imod at lege med nogen, for hun tvivlede ikke på at han legede, lokkede og forførte kvinder. Da han fortsatte smilede hun skævt idet hun så på ham, lænede sig frem mod ham og hviskede lavt ”Jeg er ked af at sige det, men folk der tror de har alt.. har intet…” hendes blik havde hvilede i hans roligt. Stemmen havde ikke været høj men hun tvivlede ikke på at han havde hørt hvert et ord der havde forlad hendes læber. Han havde ingen kærlige følelser, eller han forsøgte at gøre det klart at han ingen følelser havde, hun smilede ad det. en mystisk fyr, men han havde nu ikke så meget ret som han ellers gik og troede. ”En kvinde fuldender puslespillet kære, sådan er det. hun er mandens bedre halvdel, og til tider hans være halvdel. Den der støtter ham, giver ham ret, hjælper ham i hans planer og retter op på de fejl han må begå” fortsatte hun og lod kort hånden atter glide gennem håret da en hårlok igen og igen gled ned over hendes øjne og forhindrede hende i at se ordentligt. At han blev fornærmet over at hun rejste sig op kunne hun intet gøre ved, hun var ikke hans ejendom o han havde jo lige sagt at han ikke havde behov for en kvinde så mon ikke det betød at han kunne undvære en kvindes selskab? ”Jeg arbejder også i Manjarno… tre dage om ugen her og tre dage i Manjarno, og så en dags fri” svarede hun forklarende. Hun forstod godt at det forundret ham men han kendte jo heller ikke hendes skema. Han havde rejst sig mens hun havde forklaret og så stod han pludselig helt tæt op ad hende. Hun fornemmede hans bryst mod hendes, og højdeforskellen var også pludselig tydelig. Hun så op på ham, hel rolig og spørgende. Hans svar, hans lokkende tone og tydelig brug af sensuelle evner som ikke virkede på hende grundet deres svaghed i forhold til hendes egne fik hende til at bryde ud i en klokkeklar latter, hun sendte ham et af sine lokkende blikke som var langt stærkere end hans hvis man skulle sammenligne ”Som sagt… arbejdet kalder, du er dog velkommen til at følge med vejen er alligevel lang og kedelig” sagde hun nu med sin egen lokkende stemme.

[angelo]

Det var ikke fordi Celisha havde haft svært ved at fange Angelos nysgerrighed, men på den anden side kunne hun også hurtigt miste den igen, for det kom helt an på hvordan hun opførte sig, der skulle alligevel en del til hvis man skulle formå at holde på hans nysgerrighed, for mangen mistede den med tiden, eller også begik de sig forkert ind på ham, hvor mødet mere eller mindre endte med at han blev volde og brutal, mange gange slog han folk ihjel – alt efter hvad de gjorde, så et sted var han spændt på at se hvor dette møde ville ende, for han blev også træt i længden hvis han bare skulle sidde og snakke hele tiden, for.. han var slet ikke den snaksalige type, han var indelukket, og han kom da slet ikke ind på sig selv! Han hævede nysgerrigt det ene bryn, hvor han ikke veg blikket fra hende. ”Hinandens modsætninger? gentog han nysgerrigt, hvor hovedet søgte en anelse på sned, ”det mener du måske at vi er?” Naturligvis var engle hans races modsætning, hans nemesis, men.. han var lidt i tvivl om der fandtes en modsætning i forhold til hans person, og han tvivlede på at det var Celisha, for der var allerede visse ting de var enige om. At hun fastholdte at hun kunne være en heks, morede ham kun, for han tvivlede ærligtalt på at det var noget i modsætning til ham. Der var intet godt i ham, for han var blevet opdraget med alt dårligt og ondt, der havde faktisk aldrig rigtig været en god tid i hans liv, foruden da hans far faktisk havde valgt at betro sig til ham og ikke hans halvsøster, for det havde faktisk gjort ham en anelse stolt, men.. ellers havde der aldrig rigtig været nogen god episode i hans liv, da hans liv kun bestod af tortur, prygl, hån, vrede og sorg. ”Du kan måske sige en mand imod, du kan måske finde på at slå fra dig men.. det er virkelig ingenting i forhold til mig. I forhold til mig, er du en sød lille artig pige,” endte han med et gådefuldt smil på læberne, som det var tydeligt at han slet ikke var uskyldig på nogen måde, for det havde han lige afsløret, men hvorfor skjule det? Selvom han gav hende hentydninger, skjulte advarsler og trusler, så så hun ikke ud til at tage sig af det, men næsten kun fandt ham endnu mere interessant, hvilket virkelig måtte more ham, for var hun virkelig så naiv? Han kunne tydeligt høre på hende at hun var stædig, for det blev bevist om og om igen, han var dog ikke overbevist af den grund, for han troede vitterligt ikke på hende! Han havde ikke brug for en kvinde, og hvem pokker ville dog turde at være ham tæt på? Han slog de folk ihjel uanset hvad. ”Jeg sagde ikke at jeg havde alt, men alt hvad jeg behøvede. Og en kvinde er ikke i blandt,” rettede han hende. Han havde ikke behov for mere end han havde, for han var faktisk ikke alene i sit liv, selvom man måske kunne tro det, nej han havde faktisk en familie, selvom han gjorde alt for at undgå dem, specielt sin far! Han himlede svagt med øjnene til hendes følgende ord. ”Du er stædig. Men så har jeg et spørgsmål, hvis der findes en kvinde derude til mig et eller andet tilfældigt sted.. hvordan ville hun så være?” Et koldt smil gled over hans læber, hvor det var tydeligt at han blot ventede på at hun gav op og sagde at hun ikke vidste det, for der var ingen kvinde til ham derude! Og han havde det skam også helt fint med det! Han tog hvad han ville have og ville han have en kvinde, så gjorde han da det, om det så skulle være med magt! At hun arbejde både i Manjarno og i Dvasias, gav dog mere mening, for så forstod han bedre hvorfor hun skulle af sted. Han tog sig ikke af at de var endt tæt, hvor han vendte blikket ned mod hende, som han tydeligt skød op i luften, for han var faktisk en høj mand. At hun brød ud i en latter, gjorde han intet ved, som han ikke så væk fra hende, han kunne dog tydeligt se hendes lokkende blik, det havde ingen effekt på ham, men hendes lokkende blik var tydeligt stærkere end hans, for han var ikke fuldblods, han havde kun tendenserne fra racen. Han slap dog selv en kold latter til hendes ord. Skulle han følge hende på vej? Hvad troede hun at han var, en gentleman? ”Hvorfor skulle jeg dog følge dig på vej? Det ser jeg ikke at jeg får ud af, foruden jeg kun skal gå længere, for jeg skal den anden vej,” endte han stilfærdigt, som han svagt trak på de muskuløse og brede skuldre.

[Deleted]

Var hun virkelig ud på at holde hans opmærksomhed? Hun havde intet gjort for at vække den, og hun havde intet gjort for at beholde den så den tvivl havde hun skam. Hun vidste at han var noget helt for sig, dette var dog ikke ensbetydende med at det var noget positivt for den aura der lå om ham sagde nok i sig selv, sagde at han var en magnet for farer, lidelser og problemer. Selvfølgelig var han det, tænk blot på hans race. Godt nok var hun i tvivl om hvad han var men dødsengle havde deres helt egne aura, ja en aura af død. Det havde hun lært at se efter i sin tid i himmeriget, Derek havde trænet det med hende og hun var faktisk rigtig god til at afsløre dødsengle, så ja, hun var rimelig sikker på hvad han var, selvom vingerne var skjulte for hendes syn. Hans svar og spørgsmål på samme tid fik et glimt frem i hendes øjne ”Mere end du aner…” svarede hun med en gådefuld tone inden hun fortsatte ”Vi er hinandens modsætninger på mange måder, men alligevel kan vi være enig om visse ting… det gøre os dog ikke til mindre modsætninger…” hun tav og kiggede efter sin taske og kappe som hun havde hængt ved medarbejdernes ejendele. En fyr der arbejdede sammen med hende dukkede med det same op i nærheden af det lille rum og hun gjorde tegn til at han skulle hente hendes ting. Denne hævede et bryn men fik et sigende blik og en stædig stilling fra hende hvor hun placerede begge hænder på hoften og så udfordrende hen imod ham. Manden sukkede og nikkede inden han smuttede ud efter hendes ting. Hun vendte blikket mod Angelo igen og bemærkede at han fortsat så på hende, ja han så nærmest ikke væk. Da han fortsatte smilede hun skævt og sendte ham et blik der sagde selvfølgelig er jeg ikke som dig, det behøvede han ikke engang sige ”Glem nu ikke forskellen mellem om os.. du er mand, langt større, langt stærkere, så mon ikke du har dine fordele. Som kvinde kigger folk kritiske på mig og konkludere straks at jeg er svag og lige til at udnytte… det er i sig selv en fordel men alligevel indgyder jeg ikke frygt som et stort brød som dig gøre.. alene højden og de brede skulder siger hold dig væk, så at se så spinkle skuldre som mine og tænke vold eller styrke er jo slet ikke muligt” hun tav efter sit lange smøre hvor hun forsøgte at forklarer ham at han da selvfølgelig havde fordele og at hun slet ikke var som ham var vel kun naturligt og almindeligt. Hun var ikke naiv, hun var bare ung, eventyrlysten og elskede udfordringer. Naiv var bare ikke ordet for hun var klar over hvad type hun stod overfor, og hvilke fare hun dermed stod overfor, hun forsøgte ikke at bilde sig ting om ham som ikke var ham sandt. Det var måske lidt naivt af ham at kalde hende for en lille artige pige, for selvom hun nok ikke kunne skade så meget som ham så var hun ikke helt artige når hendes evner først blevet taget i brug. Hun himlede i øjnene da han understregede hvad han havde sagt, ja det skulle han jo sige, forsøge at redde den på den ene eller anden måde og så var det bedst at tænke over hvad man selv havde sagt og forsøge at understrege at man havde sagt eller ment noget andet. Hans spørgsmål fik hende til at se på ham e godt stykke tid uden at svar, blot lade blikket hvile i hans. At give op var ikke hende og hun havde skam et svar klar men hun ville lige se hvad han endelig ville have hende til at svar, hvad han ønskede som reaktion. Efter nogle sekunder i tavshed svarede hun omsider ”Nu kender jeg dig ikke… men mon ikke du behøver en kvinde med tålmodighed og udholdenhed så hun kan holde dine luner, voldelighed og stædighed ud..” svarede hun ligeud. Ja hun var sikker på at han var anderledes og at han kunne finde på at bede om de underligste ting blot for at se folk overtræde deres egne grænser, desuden var hun sikker på at han var voldelig, han udstrålede nærmest ordet. Hans stædighed var ligeledes tydelig og han understregede den ved at sige hende imod. ”En kvinde der engang imellem kan sige dig imod… en kvinde som kan sætte dig på plads… en kvinde der kan give dig det som ingen andre kan … ubegrænset loyalitet.. og kærlighed..” fortsatte hun efter en kort pause. De stod ret tæt men det så ikke ud til at genere ham, det generet skam heller ikke hende som sådan hvis det ikke havde været fra at hun skulle se så meget op fordi han var så høj som han var. Hvor høj var han endelig? Hun følte sig ret lille. Hendes lokkende blik havde ingen effekt, det var tydeligt og selvom det generet hende lidt så kunne det ikke ses, hun var van til at mændene blev påvirkede af hendes sensuelle evner, men denne mand gjorde ikke. På den anden side havde hun formået at fange hans opmærksomhed alligevel. Hans svar fik hende til at hæve det ene bryn ”Med dine vinger vil de næppe blive et problem at komme hjem hurtigt… at gå vil du derfor næppe blive træt af.. desuden sagde du intet om at du skulle den anden vej, det lød som om du havde i sinde at blive her lidt længere” svarede hun ganske roligt. Hånden hang ikke længere slapt ned langs siden men var nu blevet løftede op før det lokkende strøg ham over brystet. Fyren hun havde bedt eller rettere, beordret, til at hente hendes ting rømmede sig bag hende. hun vendte sig om og smilede et sødt smil til ham, tog imod sin kappe og taske og bemærkede at fyren gloede kritisk på Angelo. Hun himlede med øjnene og vendte sig om mod førnævnte mens hun trak kappen over skuldrende.

[angelo]

Lidt selskab var altid godt, desuden så vidste Angelo ikke hvordan dette møde ville ende, eller hvordan denne nat for den sags skyld, men det var jo det spændende ved det! Netop det ukendte! Det ikke at vide hvad der ville blive bragt med tiden, hvad der gemte sig i mørket, hvad der skjulte sig i hver krog, det at man ikke vidste om natten ville blive god eller dårlig. Han blev dog nysgerrig på Celisha, fordi der var noget ved hende som øjet ikke lige kunne se, som man ikke lige kunne regne ud ved et øjekast på hende, men han var sikker på at han nok skulle finde ud af det før eller siden. Han kneb øjnene næsten helt mistænksomt sammen til hendes ord, da han ikke kunne lade vær med at tænke på om hun måske var engel. Og nu hvor han så ordentlig efter, så kunne det faktisk meget vel godt passe, hun havde dog andre racer, som skjulte hendes races aura ganske godt, men der var faktisk noget over hende, som gjorde det, det var måske derfor han fandt hende så interessant? Det var måske derfor han blev draget mod hende? Et kynisk smil gled over hans læber, hvor han ikke tog blikket fra hende. „Det er vel normalt?” Det var mere en konklusion end et spørgsmål, for alle kunne være enige om et eller andet, selv de største modsætninger, så selvfølgelig kunne de to nok også finde visse ting at være enige om, men i det større perspektiv, der var han virkelig sikker på at de slet ikke var enige om noget som helst, og der kom hendes teori om de var modsætninger ganske godt ind, for han var sikker på at han havde en masse ting, som hun ville finde direkte afskyende og gruopvækkende, hvor han derimod ville finde det morsomt og komisk. Han hævede sigende og ikke mindst morende et enkelt bryn til hendes ord, hvor et kækt smil gled over hans læber. „Selv en kvinde kan være direkte ond Celisha, men jeg tvivler stærkt på at den ondskab ligger til dig, i så fald ville jeg med glæde se den.” Han betragtede hende med et roligt blik, for han var virkelig ikke overbevist! Han sagde ikke at hun var direkte ufarlig, for alle havde sine styrker som man burde passe på og tage sig i agt for, havde han for eksempel ikke selv haft den sensuelle dæmons tendenser, så ville han ikke kunne stå imod hende og så kunne hun lige straks gå hen og blive farlig for ham, desuden så måtte hun næsten have andre racer i sig, for han kunne næsten fornemme det på hende også på hendes væremåde. Hun var ikke direkte ondskabsfuld, og hvis han faktisk tog fejl af hende, så ville han med glæde se hende være det! For det skulle da nok blive underholdende! At hun begyndte at remse hans type af kvinde op, var noget som fik ham til at trække morende på smilebåndet, selvom det var tydeligt at han egentlig kun fandt det latterligt, for han var virkelig ikke overbevist! – igen. Hun havde dog delvist ret, for en kvinde skulle virkelig kunne være tålmodig, udholdende og ikke mindst modig for at prøve at begå sig ind på ham, som hun nok også skulle være målrettet og fastbesluttet, men det var noget en person generelt skulle være for at komme bare lidt ind på ham. Som hun fortsatte trak han mere og mere på smilebåndet til hendes ord, hvor han endte med at bryde ud i en hånlig og dog morende latter, da hun nævnte ordet kærlighed, for det var da virkelig for komisk! Han vendte roligt blikket mod hende, som han endelig stoppede med at le. „Og du er virkelig overbevist om at sådan en kvinde findes?” spurgte han morende, for det var han virkelig ikke! Han trak svagt på skuldrene, som han bundede sit glas med den stærke væske. „Desuden tror jeg ikke på kærlighed. Det er en fantasi, en uopnåelig drøm,” tilføjede han roligt, som han vendte blikket kort mod manden der kom med hendes ting. At han så kritisk på ham, fik ham næsten til at sende manden et smertende blik, inden han vendte blikket mod Celisha igen, da hun begyndte at tale. „Skal jeg først til Manjarno, tager det længere tid for mig før jeg er hjemme. Desuden.. giv mig en enkelt god grund til at jeg overhovedet skulle gide at følge dig på vej,” opfordrede han hende med det lokkende smil på læberne, selvom han vidst at det ingen effekt havde på hende, men det var også underordnet! Hendes strøg mod hans bryst, tog han sig ikke af, da han blot stirrede hende i blikket.

[Deleted]

Hun frygtede ikke helt for hvordan denne nat ville ende, hun var ikke bange for ham han var mystisk, spændende og en noget anderledes end noget hun havde set. Hun vidste han var farlig for hende, og chancerne for at hun ville ende i problemer med ham var utrolige store. Hun forventede dog heller ikke meget andet end enten at ende i problemer og muligvis overleve, eller ende med at smutte nu uden at der er sket noget, hvis hun var heldig. Hun betragtede ham roligt, størrelsesforskellen mellem ham og hendes bror var ikke stor, de var nok omkring samme højde og var nok lige så muskuløse, hvorfor tænkte hun pludselig på Derek? Hun rystede det af sig og gøs svagt over den tanke, hun ville slet ikke huske tilbage. At han kunne fornemme hendes andre racer var vel ikke helt umuligt, hun vidste at han nok ville opdage det men hvad hans mening om hendes racer var anede hun ikke. Hun vidste ikke at hun stod overfor en englejæger, og selv hvis hun gjorde ville hun sgu hæve brynet og trække på skuldrende. Hun hadede den side af sig selvom hun elskede at flyve og bruge sine vinger, hun havde kun fundet negative ting ved engleracen. Den eneste hun ikke hadede blandt englene var Derek, han var hendes bror, halvbror, men han havde altid været der for hende. Hvorfor pokker blev hun ved med at tænke på ham! Hun følte sig så frustreret. Hun hævede det ene bryn ”Ja det er det…” hvad ellers skulle hun svar, for det var vel normalt det var hun slet ikke imod overhovedet. Hans tone havde været konkluderende det havde hun bidt mærke i. Hun ville nok måske hade en masse ting ved ham men måske ikke, det kunne han ikke vide med sikkerhed. Hun ville ikke bryde sig om mange ting men direkte hade det var slet ikke sikkert. Da han fortsatte smilede hun skævt ”Vil du med glæde se den ligefrem? Hvorfor vil du gerne se den side af mig…?” spurgte hun lettere drillende og dog med en drømmende blik var for at spille med på det han sagde. Han ville gerne se hendes mere onde side, hvorfor dog det? for at se om hun var lige så ond som ham? For at måle hendes grad af ondskab? Hvor latterligt! Da han gav sig til at grine af hende lod hun ham gøre det. hun endte dog med at tie og himle med øjnene ”Hmm… det er måske ikke så meget din ondskab der holder kvinderne væk… men mere dit syn på tingene.. du mangler … noget der kan holde kvindernes interesse..” sagde han lettere ligegyldigt. Hun brød sig ikke rigtigt om en fyr der lo på den måde af hende, og især ikke når han selv havde bedt om et svar, men muligvis han manglede lidt morale og noget ordentligt i livet siden han lo af hende, for han manglede tydeligvis noget der gav ham mening i livet. Hun mistede en anelse interessen for ham, han var… ja meningsløs, hvis man da kunne bruge det ord på en person. ”Ja det er jeg faktisk… du har bare ikke fundet hende..” svarede hun lettere ligegyldigt, emnet syntes at være kedelig nu, hvorfor stod de også og snakkede om det? ”Fantasi..? uopnåelig drøm? Måske, men uden en drøm intet at stræbe efter, ingen fremtid” svarede hun. Blikket han sendte manden bag hende fik hende til at himle med øjnene. Ved hans sidste svar smilede hun skævt ”En god grund? Hmm.. du har intet bedre at tage dig til … men ved du hvad.. jeg må af sted.. det er sådan set op til dig…” sagde hun og strakte sig dovent inden hun skjulte et gab bag hånden og snurrede rundt. ”Hyg dig… ” sagde hun og satte kursen mod døren.

[angelo]

Måske Angelo var høj og muskuløs og stærk var han skam, det var ikke det, men selvom han var det, så var hans overmand jo også derude et sted. Hans styrke var måske stor for normale levende racer, men for såsom en vampyr eller en horror, ja det kunne han ikke hamle op med, for der have han tabt i styrke. Det var faktisk ikke hans styrke, men derimod hans udholdenhed, der faktisk gjorde at han ofte vandt, for der skulle ufattelig meget til før han så meget som blinkede, han havde jo ikke engang lagt mærke til flængen over hans øjenbryn. Han var hærdet, hvilket de mange ar under skjorten også beviste, de viste at han havde været igennem meget, men krig og kaos lå jo også normalt til hans væsen, så det kunne vel ikke forundre nogen? Han betragtede hende blot med et skævt smil til hendes spørgsmål. Hun ville vide hvorfor han ville se den mere onde side af hende? Selvfølgelig ville han gerne være overbevist, hvis hun faktisk havde en ond side, men det var skam ikke for at se hvor ond hun kunne blive, eller for at se om hun var lige så ond som ham, for det tvivlede han uanset på, nej han havde andre grunde til det. „Fordi den onde side, den dyriske side, den side som folk normalt ikke viser frem, er den som er langt mere interessant og fascinerende end alt det søde og godtroende, for det er jo bare en facade, for ikke at gøre folk ondt, typisk fordi man får dårlig samvittighed,” svarede han stilfærdigt, som han roligt hævede det ene øjenbryn. Han nød at få det dyriske, det onde frem i andre, presse dem ud i situation hvor de var nød til at tænke anderledes end at trygle og bede, hvor de faktisk var nød til at kæmpe og ikke bare føje andre. Han så ikke væk fra hende, hvor han roligt lagde de stærke arme over kors ved det faste bryst, som hun næsten lød til at have mistet interessen, hvilket egentlig kun smittede af på ham, for det var tydeligt at de var nået til et punkt hvor de aldrig ville blive enige, og det var tydeligt at de mistede hinandens interesse ved at holde fast og ikke give efter eller overveje den andens ord. „Der tager du desværre fejl Celisha. Jeg fangede din interesse ikke sandt? Jeg har skam fanget manges interesser, både mænd som kvinder. Du har bare en mening, du ser anderledes på tingene end jeg, hvilket nok gør os til store modsætninger allerede nu,” svarede han ganske kortfattet, uden at han tog blikket fra hende. Han tvivlede ærligtalt stærkt på at den kvinde fandtes, for hvem ville dog være udholdende, tålmodig og stærk nok til at kunne holde ham ud? Ikke mange havde formået det uden at blive flået levende, fordi de enten havde mistet hans interesse eller også trådt forkert ved ham. Han troede ikke engang på kærlighed og var det så underligt? Han var vokset op uden, det havde aldrig været en del af ham, han havde aldrig mødt nogen der ville vise ham det, så hvorfor skulle han overhovedet tro på at det eksisterede? „Endnu engang må jeg modsige dig, for du har mål du kan sætte dig i livet, som du kan stræbe efter, der har du ikke brug for noget så ueksisterende som en drøm,” svarede han ganske kortfattet. Han endte roligt med at følge med hende mod døren, da hun valgte at gå. „Jeg har skam en masse at give mig til end at følge en fremmed på vej,” svarede han roligt, som han begyndte at knappe den hvide skjorte op, som de bevægede sig mod døren, hvor han roligt trådte udenfor i den friske luft, der dog var kølig. Han trak roligt skjorten af sig, som han spredte de store sorte og ikke mindst prægtige vinger. Han gjorde lette baks med dem, selvom han forblev på jorden. Han så sig let over skulderen og mod hende med et vurderende blik.

[Deleted]

Ingen var helt og igennem stærke og enhver ville finde sin overmand på et eller andet tidspunkt en eller anden dag. Dette gjaldt også Angelo. Tanken fik hende til at se på ham på en ny måde, hendes blik var nu mere tænkende, overvejende. Hun skubbede dog kort denne tanke bort og betragtede ham atter roligt og lettere drillende. Hvor ville det være sjovt at se ham ligge nederst i en kamp, når når.. hun ville næppe være den der fik væltede ham om i en fysisk udfordring… hun havde måske en lille chance i det psykiske men heller ikke meget mere. Selvfølgelig ville hun vide hvorfor han ønskede at se den onde side af hende, alle havde jo sådan en side men hvorfor være interesseret i den side når han kunne få alle andre sider frem? Det skyldtes sikkert noget personlighedsnoget, altså at han selv var mere knyttet til det onde, og det tvivlede hun heller ikke på for han havde forsøgt at understrege fra starten at han var ond og at hun burde holde sig væk. ”Interessant? Fascinerende? Men alligevel var det ikke hvad der vækkede din interesse i mig.. måske interesserer du dig for andet end det onde alligevel” sagde hun lettere drillende for det var vel sandt, hun havde jo ikke gået rundt og været dyrisk som han så fint kaldte det da han havde henvendt sig til hende. om hun ville bede for sit liv hvis hun blev tvunget til det anede hun ikke, den situation var hun aldrig endt i, og hun håbede da heller ikke hun ville ende i den situation. Hun bemærkede at hans interesse også dalede og kunne ikke andet end himle med øjnene over det, det var vel fordi de ikke helt kunne blive enige men mon ikke de begge overlevede. Eller.. han gjorde sikkert, hun derimod var der lidt tvivl om hvis han pludselig valgte at gå løs på hende. Ja så var hun da virkelig truet. Hun overvejede hvilke kamp der ville komme ud af det hvis han pludselig valgte at være fjendtlig. Hun regnede ikke med at hun vil kunne holde stand længe og selvom hun hadede at flygte så ville det nok være den eneste chance. Ja det var hvad hun tænkte om hun ville gøre det i praktisk. Ved hans svar smilede hun morende ”Ja det var nu mere din størrelse og blik der vakte min interesse.. så det var nok mere det fysiske” svarede hun ligeud. Hun var sensuel dæmon, så det var ikke helt løgn at det var hvad der fangede hendes opmærksomhed. At han aldrig havde mødt nogen der havde vist ham kærlighed var da trist, den eneste der sådan rigtigt havde vist hende kærlighed var hendes mor.. og Derek. Men de var heller ikke mere end det sædvanlig familie kærlighed så om det talte eller ej anede hun ikke. På det punkt med kærlighed var hun derfor ikke den mest erfarende men det seksuelle og sensuelle var hun nok den man skulle spørg om. De forlod begge kroen og hun betragtede ham mens han trak skjorten af og folede vingerne ud, hun smilede for sig selv og sendte ham et muntert blik og et frækt smil. Hun trak kappen af og lynede overdelen af sit tøj op bagfra. Med en let og hurtig bevægelse folede hun de store hvide vinger ud, de var store, intense og nærmest selvlysende, sendte ham et blik der sagde at han ikke var meget bedre og gjorde sig klar til at sætte af. De to racer var hinandens fjender, og hun havde lige sendt ham en tavs udfordring.