it can't be right

[Deleted]

Derek kunne mnærke hvor meget dette emne gik hende på og det skræmte ham lidt. Hvad har der sket deroppe siden hun følte det sådan. og ud fra hvad hun sagde så havde hun allerde følt det inden han var død. Han vidst godt at han, inden hans død havde tilbragt meget tid med Lisa og at hun måske var blevet lidt forsømt men da ikke så meget at han ikke havde kunne se hvad der trykkede hende? Eller havde det? Han havde jo ikke set det og skylden begyndte lige så stille at melde sig i hans sind. "Min lille skat" hviskede han blidt og trykkede hendes indtil sig, ja næsten knugede hende ind til sig.
Hendes ord om at han ikke ville bryde sig om det fik blot hans hjerte til at banke hurtigere og hurtigere i hans bryst. Hvad var det hun skjulte for ham? han frygtede det en lille smule. "Cel, du ... du skræmmer mig" hviskede han stille og lagde sit hovede mod hendes og lukkede øjnene. "Hvad skete der med dig deroppe. Hvad er det som gjorde dig så utryk. Hvorfor har jeg ikke opdaget det?" spurgte han stille. "Jeg burde have set det og beskyttet dig min lille skat. Undskyld" enkelte tårer trillede ned af hans kind og han valgte ikke at fjerne dem. Celisha betød så meget for ham og at han ikke havde opdaget at hun hvade været utryk var virkelig kun en fejl fra hans side af! det var der heller ingen tvivl om. Han kunne slet ikke forstå at han ikke havde set det, følt det eller bare havde kunnet gøre noget! Havde han virkelig været for optaget af Lisa og hans eget kærlighedesliv til at han måske lidt havde glemt sin søster? tanken gjorde decideret ondt på ham! Det var der heller ikke det mindste tvivl om!

[Deleted]

Hun bemærkede hans uro, nej hun følte nærmest hans uro hvilket gik hende på da det var hende der havde skabt den uro i ham. Hun havde dog ikke kunnet gøre noget for at standse den, han havde selv spurgt og hun havde gjort det klart at det ikke var et emne hun brød sig om eller ville snakke om, hun havde også gjort det klart at han heller ikke ville bryde sig om det. Hans lille hvisken inden han trak hende indtil sig var så meget ham, ikke mange brødre var som ham og hun var nok heldig, men lige nu var det ikke hvad hun tænkte på eller hvad hun var glad for, hun var bare glad for at han var der… i live. Med et skævt smil over sine læber gengældte hun omfavnelsen og håbede på at han ville droppe emnet. Men det gjorde han desværre ikke. Så snart hun havde lukkede døren til sit værelse efter dem var han der igen. Hun pressede læberne stædigt sammen, det sædvanlige udtryk når hun ikke ville sige noget men et suk forlod hendes læber efter nogle få sekunder. Hans hoved der blev lagt mod hendes var så velkendt. Han havde slet ikke ændrede sig, slet slet ikke. Det var godt! Hendes ene arm gled rundt om hans nakke, den anden strøg hans kind ganske blidt. Berøringen var ikke som når hun rørte ved andre mænd, dette var anderledes, det var hendes bror og ikke bare en hvilken som helst anden. Han fortsatte og hun lyttede tavst, hun bemærkede tårerne der trillede ned af hans kinder og bed sig svagt i underlæben inden hun strøg dem væk ”Derek, kære, det var ikke din skyld… det er ikke din skyld og det vil det aldrig være” svarede hun blidt ”Det var hårdt dengang men jeg kom over det, og var det ikke sket var jeg aldrig blevet den kvinde jeg er blevet i dag” ja måske var det slet ikke positivt at snakke om den kvinde hun var blevet i dag men i hendes øjne var det. Hun nød at høre ham kalde sig for lille skat, hun elskede det, og derfor var det svært ikke at smile hver gang han sagde det. ”Lad os glemme fortiden, fortæl mig nu… hvornår blev du vækkede? Af hvem?” ja hun forsøgte nu ihærdigt at skifte emne for hun gad oprigtigt ikke snakke om det her.

[Deleted]

Derek vidste ikke helt hvordan han skulle takle dette. Hans søster stod her og fortalte ham halve historier om hvorfor himmeriget ikke havde været trygt for hende. Han kunne ikke forstå det og ønskede så brændende at hjælpe hende men for at hjælpe hende måtte han jo vide hvad der var sket men hun så ikke ud til at ønske at fortælle ham det. Det gjorde ham lidt trist til mode. "Cel, Jeg kan godt mærke på dig at du ikke ønsker at snakke om det men jeg kan ikke lide det" hviskede han blidt til hende. "Du ved hvor meget du betyder for mig og jeg føler en fandens skyld. Især fordi jeg måske ikke var så opmærksom som jeg burde have været det den gang. Og det fortryder jeg så inderligt nu" han betraktede hende stille mens hans tanker stadig kørte rundt i hans hovede. Han ville så gerne vide hvad der var hendt hende. Han ønskede at hun delte det med ham sådan så han kunne hjælpe hende så meget som det var ham muligt! Men hun holdt det skjult for ham. En ting som kun gjorde ham mere ked af det. At hun så bræt skiftede emne efterlod bare Derek med en tom følelse indvendigt. hvorfor ville hun dog ikke snakke med ham om det? han valgte at lade det ligge for nu og sukkede stille. "Det er ikke mange dage siden at jeg blev vækket Min skat. Jeg var i himmeriget og spørge efter dig, Cayenne og Lisa. Cayenne er død, du var forsvundet så jeg tog ud og besøgte Lisa. Det var hende som bragte mit navn op for ham som vækkede mig. Jeg skyldte hende en tak. Jeg var egentlig på vej tilbage til himmeriget for at begynde at lede efter dig. Jeg kan slet ikke forstå hvordan jan kunne være så heldig at rende ind i dig her" han sendte hende et broderligt smil. Han havde virkelig savnet hende!
Selvom de nu havde skiftet emne var det andet ikke glemt og han skulle nok få det ud af hende. Det var sikker og vidst.

[Deleted]

Hun vidste at han gerne ville vide det, selvfølgelig ville han det. sådan han havde altid været, altid været bekymrede for hende, altid forsøgt at beskytte hende og mange gange var det skam lykkedes ret godt for ham, men alligevel havde de gange hvor hun brændende havde ønskede at han skulle komme for at redde hende opdagede at han ikke var der til at hjælpe. Hun bebrejdede ham intet, for han var ikke hendes beskytter, han var ikke forpligtede til at passe på hende, beskytte hende, det var ikke hans job men alligevel havde han påtaget sig det.. fordi han elskede hende hvilket var en stor og glædelig ting at vide. Han havde gjort sit bedste, og det kunne hun ikke brokke sig over kun være glad for. ”Derek du skal ikke føle skyld! Jeg mener det! jeg bebrejder dig intet, du gjorde dit bedste for at beskytte mig selvom de aldrig har været din pligt. Desuden havde du et liv, du kunne ikke være alle steder” svarede hun blidt, strøg varmt hans kind og plantede et svagt kys over hans anden kind. Hendes blik var varmt, blidt og som dengang han levede. Ja hvis han så det blik hun nu havde ville det nok skræmme ham, frækt, udfordrende, opfordrende og grænseoverskridende. Men det var hvad livet bragte og folk forandrede sig. Da han endelig svarede og gik med til – eller det var hvad hun troede – at skubbe emnet til side og snakke om andet smilede hun skævt. Det generet hende ikke at han havde besøgt Lisa, hun vidste jo hvor højt han havde holdt af netop denne kvinde som havde haft et helt liv og nu en masse børn efter hans død. Da han nævnte Cayenne pressede hun læberne sammen, mon han var okay? Det så sådan ud men måske han havde det anderledes inden i. ”Jeg må takke Lisa… uden hende ville du ikke stå her i dag… og gud ske tak og lov at du gør!” hun omfavnede ham endnu engang og puttede sig indtil ham. ”Jeg er glad for at jeg ikke tog af sted i aftes, ellers ville vi ikke have stødt ind på hinanden” hun havde haft planer om at tage til Dvasias aftenen forinden. Dette mindede hende om at hun skulle på arbejde, men hvad skulle hun sige? At hun lige skulle en tur over grænsen til deres bordel? Næppe! Selvom hendes påklædning vist sagde et og andet om hendes job.

[Deleted]

Derek følte en stor skyld. Skulle han da ikke det når han vidste at han elskede søster havde gennemgået noget meget hårdt?Han vidste dog ikke hvad og den tanke var en som måtte fustrere ham mere end noget andet. Hvorfor ville hun dog ikke snakke med ham om det? Han ville da altid beskytte hende, hvad mon hun frygtede? Han rystede stille på hovedet og sendte hende et lidt skævt smil. "Jeg vil altid følke en skyld. Du er min søster og du betyder meget for mig. Derfor vil denne skyld aldrig forsvinde" hviskede han blidt og en smule afsluttende. Hun ville gerne stoppe med at snakke om dette og så ville han ikke presse hende mere. Ikke lige nu i hvert fald. Det at hun havde spurgt ind til hans død og ind til Hvem der havde bragt ham tilbage. Han sendte hende et lille smil ved hendes ord. "Det er Lisa som anbefalede at de skulle vække mig. Nathaniel udførte en ordre men hvis du virkelig vil takke nogen så skal du takke Dronning Elanya. Hun har sendt bud efter mig og jeg er nød til at tage til Procias for at se hende. Hun har en opgave til mig" sagde han roligt og strøg Cel over håret endnu en gang. "Vil du ikke tage med mig? jeg kunne da nok godt bruge en kvindes vejledning sådan så jeg ikke ligner en idiot fordi Dronningen?" Han ønskede at få hende med tilbage, tilbage til Procias og væk fra det hun lavede nu. Han kunne slet ikke forstå at hun gjorde som hun gjorde. Til hvilket omfang hun gav sig selv hen til folk kunne han da kun gisne om men han vidste dog at hun var en del Sensuel dæmon og derfor havde brug for lysten og det drive det gav at have sex. En tanke han virkelig ikke brød sig om. Sex var noget som skulle ske med en man elskede og ønskede måske at tilbringe resten af livet med, ikke bare en vammel mand som ønskede en pæn pige for nogle penge! Tanken gjorde ham nærmest dårlig.

[Deleted]

Celisha bed sig svagt i underlæben ved hans svar, ja mon ikke han altid ville være det så måtte hun prøve at lade ham glemme det emne hvilket nok alligevel ikke ville være helt let. ”Nej men jeg er voksen nu Derek.. jeg kan passe på mig selv” det var nu ikke helt sandt, på mange punkter var hun endnu ret ung og uerfaren men hun havde oplevet en del og der skulle meget til inden man kunne lokke hende til noget hun ikke ville eller manipulere hende. Det sværeste var vel det fysiske, for stod hun overfor en mand i Dereks størrelse, elle mindre for den sags skyld ville hun næppe være i stand til at slå fra sig selvom hun gerne ville. Lisa kendte hun men hvem pokker var Nathaniel? Hun glippede forundret med øjnene og fik store øjne da han nævnte dronningen af Procias og da han tilføjede at hun havde en opgave til ham greb Celisha fat om hans håndled med et fast greb, eller så fast som det var hende muligt. ”Opgave!? Nej Derek! Please! Jeg kan ikke bære det hvis der sker dig noget igen jeg bryder bare fuldkommen sammen…” ja når de kongelig fik fat i en levede man ikke særligt længe havde hun efterhånden fundet ud af. Hun havde hørt om så mange der døde eller forsvandt efter opgaver fra de kongelige og det ønskede hun absolut ikke. Desuden havde hun mistede ham en gang, og det var en gang for meget. Da han spurgte om hun ville tage med ham slap hun ham igen og trak sig væk. Hun rystede blot på hovedet, hun ville slet ikke til Procias, hun havde intet at gøre der. ”Du klare det nok” mumlede hun ”Jeg har desværre ikke tid… arbejde og sådan” mumlede hun og gik i gang med at rode i sit skab blot for at have hænderne beskæftiget.

[Deleted]

Han sukkede blot stille men sagde ikke noget. Nok var hun blevet lidt ældre men hun var stadig så ung. Han selv som var ældre var stadig ung og havde utroligt meget at lære endnu. Det var der vel heller ingen tvivl om? Engle kune jo leve evigt så han var for sin race meget meget ung. Det at hun reagerede som hun gjorde det fik ham bare til at bide sig stille i læben. Hun ønskede ikke at miste ham igen, det kunne han jo godt forstå men han ønskede at tjene sin dronning. Det måtte hun vel også kunne forstå. "Min Skat, jeg lover dig at jeg ikke acceptere noget som helst før jeg har snakket med dig om hvilken opgave det er. Hvorfor tror du hvorfor jeg vil have dig med? jeg vil have at du er fuld ud med til denne beslutning og selvom jeg ikke kan bringe dig til slottet med mig så tag med til procias." sagde han blidt og gik hen og satte sig på hendes seng mens han blot betraktede hende roligt. "Celisha jeg kan ikke lide det du laver må jeg ærligt indrømme. Jeg forstår ikke hvorfor du har nedværdiget dig til det?" mumlede han stille og foldede hænderne foran sig. Han kunne virkelig ikke lide at hun gjorde det som hun gjorde. "Og dit arbejde er ikke så vigtigt som at tage med mig Cel. Du ved det" mumlede han og sukekde svagt. Hvorfor gjorde hun dog også det her? Han hadede det.

[Deleted]

Hun var nok ikke helt barn men helt voksen var hun heller ikke. Hun forstod sig ikke på livet helt endnu og hun havde en masse at lære. For eksempel skulle hun lære at styre sine evner inden for sin warlock race så hun kunne bruge den. Hun kunne en del men langt fra meget. Hans svar på hendes lille bøn om at han skulle lade være fik hende til at sende ham et bedende blik, det havde hun ikke gjort i mange år nu og selvom hun ikke brød sig om det så ville hun gøre alt for at forsøge at holde ham fra at tage imod alle mulige underlige opgaver. Hun svarede ikke, det var jo en god pointe han havde men at tage tilbage til Procias? Chancen for at støde på sin far der var stor, meget stor. ”Jeg kan ikke Derek… jeg kan ikke ” hviskede hun lavt. Hun pressede læberne sammen ved hans ord. han brød sig ikke om hendes job? Nedværdigede sig til det? de tre ord gjorde ondt, utrolig ondt. Tårerne samlede sig i hendes øjne men hun holdt dem tilbage, hun ville ikke tude igen. Da han fortsatte snurrede hun rundt og så på ham ”Jo Derek mit arbejde er vigtigt! For det er den eneste måde jeg kan overleve på og have mulighed for en fremtid” svarede hun hårdt og smækkede skabsdøren hårdt i.

[Deleted]

Derek sukkede stille og rystede på hovedet. Det var jo næsten som om han ikke kendte sin søster længere? Hvorfor havde hun ændret sig så meget, hvorfor i alverdenen var hun blevet til en luder som bare rendte rundt og tilbød sig selv for usle penge? Han kunne slet slet ikke forstå det. "Celisha du kan hvis du vil. Du vil ikke tage med mig ... Betyder det at du ikke vil være i nærheden af mig? Procias er en del af min, jeg er en del af himmeriget. Forsager du et forsager du mig" sagde han stille og lænede sig roligt mod sengegæret. Han vidste virkelig ikke hvor meget af det han sagde som trængte ind til hende, hvor mange af hans ord som hun egentlig forstod? Han sukkede og rystede, måske en smile irriteret, på hovede. Hendes forklaring var dirrekte latterlig i hans hovede. "Der er andre måder at få den næring som er dig behøvet. Du er ikke fuld sensuel dæmon og kan derfor gå længere uden sex. Du kunne have gjort det anstændige og have fundet dig en du kunne elske og som kunne give dig hvad du behøvede" Sagde han roligt og endte med at rejse sig fra sengen. "Jeg er nød til at tage til Procias. Dronningen har sendt bud efter mig. Jeg vil vende tilbage her til kroen imorgen og jeg håber virkelig at jeg vil finde dig her. Finder jeg dig ikke kan jeg kun gå ud fra at du ikke vil se mig mere." Han vendte rundt og forlod lige så stille værelset uden at sige farvel til hende. Han vidste godt at han var hård ligenu, at han var ond ved hende men en gang i mellem havde hun sgu brug for en fast hånd og det var det som han gav hende nu. Han var virkelig skuffet over den vej som hun havde valgt, det som hun gjorde for at få penge. Han næsten væmmes ved det, men ... han var jo også en afholden mand. Han havde endnu ikke haft sex med en pige, det var noget han var glad for. For ham var det specielt, det var noget han ikke ønskede med hvem som helst. Han havde en gang været tæt på det med Lisa, det havde føltes rigtigt. Det havde været specielt.
Roligt takkede han Temari for gæstfriheden og så forsvandt han ud af kroen og mod Procias for at møde Elanya.

//OUT

[Deleted]

Han kendte hende måske ikke længere, men det havde jo også taget hende 100 år inden hun havde nåede til det punkt hun var nåede til. Det var ikke mange år for en udødelig, men mange nok til at ens liv kunne ændre sig dramatisk. Hans svar gjorde ondt i hjertet, men hun nægtede at give sig fordi han snakkede sådan. Han var nok hendes største svaghed og for ham ville hun nok gøre alt! Ja uden tvivl alt! Det sidste han sagde fik hende til at hæve blikket fra gulvet og til at se på ham. Sad han virkelig der og sagde at hvis hun ikke tog tilbage med ham.. så ville han ikke kendes ved hende? For det var det han sagde, men på en måde som fik det til at virke som om det var hendes skyld. ”Det der kan du ikke mene! Selvfølgelig vil jeg være i nærheden af dig for helvede Derek! Du er den sidste familie jeg har! Jeg forbyder dig heller ikke at tage til Procias, eller bo der! jeg sagde bare at jeg ikke selv vil bo der! eller i himmeriget” hun tav, sukkede og så væk fra ham. Hun gik hen til vinduet, stillede sig der og så ud og ned mod gaden hvor der langsomt var ved at komme liv i byen. Anstændig? Sad han virkelig der og sagde anstændig! Hun pressede læberne sammen, ja så trængende var hun jo aldrig, og det var ikke fordi hun ikke kunne finde sig en mand hvis hun ville men hvor? Hvem? I Procias .. ja hun frygtede faktisk mændene der! i Dvasias var de bare voldelig og tomhjernet. ”Ja og det skulle jo have været en lille sød engel der ville love mig guld og grønne skove” sagde hun sarkastisk og med en vred klang i stemmen. Hun kunne høre ham rejse sig men vendte sig ikke om mod ham, hans næste ord var direkte som at give hende en lussing! Skulle disse ord komme fra Derek? Hendes egen bror! Ja hvad fanden forventede hun også af en engel! Godt nok havde hun engleblod i årerne men det var jo kun fordi hendes mor havde været så trængende og var fladet hovedkulds for deres far. Hun vendte sig ikke mod ham, lod ham gå uden at sige noget mere. Hun så ham forlade kroen var vinduet hun stod ved, og endte med at synke sammen på gulvet hvor hun skjulte ansigtet ved sit skød. Hvad nu!? Hun elskede ham, han var hendes bror og hun ville gøre stort set alt for ham. Procias ville ødelægge ham, som det havde ødelagt hende, eller dronningen ville. Himmeriget var farligt, men nok ikke for ham. Hvad skulle hun dog gøre! Efter en del overvejelser besluttede hun at blive, men kun indtil samme tid i morgen, var han ikke tilbage der, så var hun skredet! Hun rejste sig op, samlede sine ting igen og gik nedenunder hvor hun sagde til Temari at hun ville være tilbage inden aften.

///out