it can't be right

[Deleted]

100 år var gået, tiden var gået hurtigt og dog har den ikke været smertefri. Ikke for Celisha i hvert fald. Hun havde været igennem en del, før sin brors død, og efter. Godt nok var Derek kun hendes halvbror, men sådan føltes det ikke. Deres forhold var noget som ingen andre søskendepar kunne prale af, de havde været hinandens et og alt. Celisha havde altid vidst at hun havde en beskytter, godt nok var hendes bror langt fra den engel med flest våben eller tendenser til kampe, men hun vidste at hun kunne regne med ham, og at han altid ville beskytte hende. Det havde han selv lovede. Han havde dog ikke holdt sit løfte, han havde svigtede hende. Efter hans død havde hun i nogle dage siddet alene inde på sit værelse og hverken snakkede med nogen eller spist noget. Verden havde virkede ligegyldig, og hun havde følt sig så ensom. Hun havde ikke kunnet forstå det, hun havde ikke kunnet indse det, hun havde ikke kunnet tro det. Først tre dage efter hans død var tankerne begyndt at melde sig, fortælle hende at det virkelig var sket, at han virkelig var væk… for altid. Verden havde brast sammen om ørene på hende, igen var hun det barn der puttede sig indtil sin mors døde kolde krop, der græd tavst, der hviskende bad hende svar, der grådkvalt bad hende vågne. Igen var hun det barn der stod alene, uden familie, uden forældre, uden søskende, ensom, alene. Igen var hun det barn der løb gennem marked, jagtede af en fremmed og uden nogen form for beskyttelse eller sted at tage til. Dereks død havde ramt hende hårdt, men hendes fars berøringer fortalte hende at verden gik videre, og at hun måtte tage sig sammen hvis ikke hun skulle segne hen. Det var hårdt, men beslutningen blev truffet og så skulle der bare handles. Hun forlod himmeriget en nat, kun en uge efter Dereks død. Boede noget tid i Procias inden hun fortsatte sin vandring mod Manjarno.

Celisha satte sig brat op i sengen, hun trak vejret tungt ind og følte sig helt klam i kroppen, svedige og med en bitter smag i munden. Hun så sig omkring for lige at registrere hvor hun var. Drømmen havde været så virkelig, vent! Var det en drøm eller et mareridt? Hun vidste det ikke, hun havde flere gang haft disse drømme, og det eneste hun elskede ved dem var billederne af himmeriget og synet af sin bror. Hun skubbede sig ud af dynen og kom på benene. Hun kastede et blik ud af vinduet, solen var så små på vej op. Hun vaskede kort ansigtet inden hun bad om varmt vand så hun kunne få sig et bad. Nogle minutter efter var der blevet bragt varmt vand op på hendes værelse og hun tog sig et varmt bad. Da hun igen var ren, tjekkede hun dagens program. Hun skulle til Dvasias, og blive der i to dage, det ville blive en lang dag. Hun pakkede lidt tøj til turen, stak nogle mønter til mad og andet inden hun klædte sig på. hendes påklædning var ikke just dækkende, men hendes arbejde bestod heller ikke af at beholde det på. hun havde trukket en rød og sort corsage på med snøre foran, og en ultra kort nederdel i samme farver. Hun trak en lille matchende halskæde til. Håret satte hun op i en pjuskede frisure, tjekkede sit spejlbillede og besluttede at skifte hårfarven fra gyldenbrun til noget med lidt mere rød i. For en person med sensuelblod i årerne behøvede hun ingen make-up, alligevel gjorde hun lidt ud af dette.

Outfit: Clik

[Deleted]

Derek havde besøgt Lisa i Dvasias som noget af det første efter hans genfødsel. Ikke fordi hun var vigtigst for, for Derek var de alle tre lige vigtige. Cayenne, Lisa og Celisha. Hans piger og derved også hans liv og et og alt. Han havde bare søgt Lisa først fordi han vidste at Cayenne var død og at Lisa var i Dvasias. Det var altid lettere at finde personer som befandt sig på et kendt sted end på et ukendt. Det var vel logisk nok? Derek havde dog valgt at tage den lidt med ro på vejen tilbage til Procias. Han var nødsaget til at tage tilbage og søge efter sin lillesøster før han kunne slå sig halvt ned i Dvasias og hjælpe Lisa. Hvordan pokker kunne Jason også bare efterlade hende alene med Femlinger?! Tanken gjorde ham stadig vred og det var eller ikke fordi Derek altid var lige let at gøre vred. Men Lisa havde det jo ikke godt, heller ikke selvom hun sagde at hun havde det. Den udmattelse som måtte lyse ud af hende gjorde så ondt på ham. Det var der vel heller ingen tvivl om overhovedet. Han kunne ikke lide at se hende sådan.
På hans vej tilbage havde han om aftenen søgt mod Manjarno by og mod kroen for at få ly for den kolde nattevind. Han havde ikke ønsket et værelse og havde brugt det meste af natten på at snakke med bartenderen som normalt arbejde på kroen om natten. Kvinden ved navn Temari havde vist sig at interessere ham og de var faldet i snak. Hun havde virket interesseret i himmeriget og himlen og Derek havde lystigt fortalt hende alt han vidste inden hun var tvunget til at gå i sen grundet træthed. Han havde fået lov til at blive siddende, forsynet med vand og noget frugt som hun havde fundet frem til ham. Han vidste at dette ikke var normalt at få lov til Men pigen havde stolet på ham så selvfølgelig ville han på ingen mod misbruge den tillid! det var slet ikke sådan han var overhovedet. Temari havde tilbudt ham en kappe som hun havde på værelset som han havde fået over sig, halvt på grund af kulden og halvt fordi så kunne man ikke så godt se den lysende aura der hang omkring ham som det nu gjorde med engel. Han sad ved hjørnebordet med kappen om sig og hætten og hovedet og kiggede ud på solen som var ved at stå op. Temari var allerede ude af fjerende og var i gang med de daglige gøremål. Han ville ikke forstyrre hende og blev derfor bare siddende og betraktede livet så småt begynde at summe fra de øvre etager. Han skulle snart videre. For at finde Celisha måtte han drage tilbage til det sted hun havde forladt og arbejde sig videre derfra. Han var bare nød til at finde hende og det kunne kun gå for langsomt!

[Deleted]

Celisha kastede endnu engang et kritisk blik over sig selv gennem spejlet inden hun med et suk ændrede på formen af sin næse, hun gyste ved synet af den lille næse der blev mindre og gjorde den derfor større. Sådan stod hun i flere minutter og blot gloede på sit spejlbillede, ændrede øjenstørrelse, næse og mund. Til sidst måtte hun med et suk erkende at hun jo var perfekt så lige nu behøvede hun ikke gøre noget mere ud af sig selv. Udenfor fornemmede hun hvordan solen var begyndt at stå op, og hvordan den langsomt tittede frem mellem skyerne. Hun elskede solopgangen, men det var der jo intet underligt i når hun både var engel og på samme tid utrolig romantisk anlagt hvis man ellers kendte hende ret. Hun kastede et blik rundt i værelset, rodede i sine skuffer og fandt en lille dolk som hun stak i bagagen, inden hun samlede sin taske op, trak en kappe frem som hun lagde over den ene arm og forlod værelset. Selvfølgelig huskede hun at låse efter sig for hun ønskede ikke at miste noget af alt det hun havde arbejdet på i flere år. Med et blidt smil over læberne og med rolig elegante skridt gik hun ned ad gangen og ned ad trappen. Hendes trin kunne knap høres. Stilheden hvilede over kroen, understregede at folk lå og sov eller bare var for trætte til at sige spor meget. Endelig nåede hun det sidste trin, og krostuen åbnede sig for hendes blik. Med nogle få korte skridt havde hun nåede den bord hun normalt sad ved og sat sine ting fra sig på den ene af de tre tomme stole. Hun bemærkede Temari der stod og arbejdede samt en anden kropige som dog så ud til at kede sig. Med rolig vuggende bevægelser var hun henne ved pigen ”Morgenmad tak” hviskede hun til pigen som først så desorienteret ud men vågnede og nikkede. På vej tilbage til sin plads vendte hun blikket mod Temari ”Godmorgen Temari” hilste hun med sin blide sensuelle stemme som ikke var spor høj. Fo sekunder efter gled hun med en elegant bevægelse ned at sidde på sin stol og lod først nu blikket glide rundt, der var stille, hun en skikkelse sad ved hjørnet, dækkede af en kappe. Sikkert en af dem der ikke havde råd til at bo der men som var blevet benådet af Temari.

[Deleted]

Derek var optaget af sine egne tanker. Han tænkte på Celisha, Lisa og Cayenne. De fik alle tre tårer til ligeså stille at trille ned af hans kinder. Han elskede stadig Lisa men hun var i Dvasias og havde børn med en anden mand som ikke var tilstede, Cayenne som var hans tidligere kæreste gennem så mange mange år var død og nu kunne han ikke finde Celisha. hans tårer var berettiget, han savnede jo alle dem han kendte og holdt af, var det noget underligt? Den unge dame der kom ned fra værelserne var ikke en han bemærkede til at starte med. Han var helt og holdent i sine egne tanker og selvom hans blik lå på hendes skiggelse så så han hende ikke og genkende hende derfor heller ikke. Men hendes stemme, den fangede han med det samme og han frøs næstenh fast på sin stol da hun kaldte Temari's navn. "Godmorgen Celisha" smilede Temari til hende og betraktede hende bag bardisken. "Tager du på udflugt i dag? og hvornår regner du med at være tilbage igen?" Temari var rolig og fattet mens hende blik kort Gled over til Derek. Hun kunne godt ane at der var noget galt men hun tænkte ikke mere over det.
"Celisha" Dereks stemme var ikke meget mere end en lav hvisken mens de grønne øjne hvilede på pigen i det meget udfordrende tøj. Hvis dette virkelig var hans søster hvad pokker havde hun gang i i den mondering?! Derek fjernede hætten og kiggede bare på hende uden så meget som at blinke. "Celisha De Hayes?" han var nød til at spørge. han kunne næsten ikek tro at dette var hende!

[Deleted]

Hun vendte blikket mod Temari og så ud til at overveje hvor længe hun ville være væk ”Ja det gør jeg. To dage tror jeg” svarede hun med et skævt smil efter nogle sekunders tavshed og overvejelse. Hun tog tit væk for hun arbejdede jo i Dvasias nogle dage om ugen. Folk her vidste ikke helt hvad hun arbejdede med men de der kom fra Dvasias vidste det godt, eller de fleste gjorde for hun var rimelig berømt blandt mænd der. Noget der sikkert ikke ville glæde mange engle når de hørte det, engle der i hvert fald kendte hende. Hvad hendes egen bror ville sige til hendes arbejde havde hun aldrig tænkt på, hvorfor skulle hun også det når han var død? Nogle sekunder efter dukkede den anden kropige op med en bakke fyldt med mad som hun satte foran Celisha, denne smilede til hende inden hun strakte sig dovent, sensuelt og lod den slanke krop tydeligt visses. Tøjet hun havde på var stramt hvilket jo var meningen men alligevel tænkte hun faktisk ikke over bevægelsen. En stemme mandestemme brød tavsheden og fik hende til at fare sammen, i starten opfattede hun hverken stemmen eller ordene, kun at stemmen var kommet ud af det blå. Nogle sekunder efter gik det op for hende at man havde henvendt sig til hende og brugt både hendes fornavn og efternavn, ja hendes efternavn, det efternavn som hun ikke brugte blandt folk der hun gik rundt med moderens navn, ikke altid men for det meste. ”Ja det er…” hun så hen imod fyren der havde snakkede og stivnede, hendes øjne udvidede sig og blev dobbelt deres størrelse. Rædslen lyste tydeligt ud af hendes øjne og inden hun havde set sig om var hun begyndt at trække vejret uregelmæssigt og i hurtig overfladiske stød. Nej nej nej! Det kunne ikke passe! Hun måtte se syner! Hendes blik fladt i hans og så blev alt mørkt da hun besvimede.

[Deleted]

Derek var absolut ikkt i tvivl om hvad hun lavede ifør i den mondering og det var langt fra noget han kunne billige! Hans elskede lillesøster og så som hun så ud nu? det var altså ikke den pige han huskede fra sin tid i himmeriget men det var jo også gået en god del år siden da. Men alligevel! At hun var kommet så meget på afveje var da en tanke som måtte gøre ondt på hende. At hun var synket til dette niveau. Han kunne slet ikke forstår det! Han betraktede hende mens hun blot kiggede på ham. At hun var så rædselsslagen var dog noget der gjorde ondt på ham. Han ville ikke have at hun var bange for ham. Det at hun så måtte besvime fik ham dog til at ryste på hovedet og sukke. "Dramaqueen" mumlede han svagt og med et lille smil på læbe.
Temari havde hurtigt set at hun var besvimet og var endt ovre ved Celisha side og tog hendes puls for at tjekke om hun var okay. "Hvad skete der?" spurgte hun og vendte kort blikket mod derek som nu var på vej over mod de to piger. "Jo se du" begyndte Derek og satte sig på knæ ved Celisha's side og begyndte at heale hende lidt. bare for at skabe en hvis ro i hendes sind efter hun besvimede. "Jeg er hendes storebror, eller halv bror er vidst rettere betegnet. eg burde ikke være her, jeg døde for lang tid siden men er blevet genoplivet. Celisha her regnede ikke med at se mig igen. Det må have taget hårdt på hende" han lagde roligt hånden mod Cel's kind og begyndte at nusse den blidt. Temari nikkede roligt og besluttede sig for at lade dem klare det selv. Hun ville ikke indblandes i noget drama. Derek blev bare siddende og fortsatte med at nusse Cel's kind. Hans dejlige lillesøster. Hvad var der dog sket med hende?

[Deleted]

Det var ikke for at spille dramatisk eller noget at hun var besvimet, men hvem vil ikke besvime ved synet af en person der dukkede op efter at have været død i 100 år. ingen! Hun havde gået og tænkt på ham så længe1 drømt om ham i mange år! og altid tænkt tilbage på deres liv sammen. Men selv ikke dengang havde alt været lutter lagkage. Slet ikke! alt var blevet sort, mørkt og stille, hun hørte intet, så intet opfattede intet i noget der virkede som en evighed. Så begyndte mørket at aftage og hun kunne høre en stemme, en stemme som hun kun havde drømt om de sidste 100 år. En hånd strøg hendes kind, en velkendt hånd. Hun åbnede ikke øjnene, ville gerne men frygtede for at opdage at dette også blot var et af hendes mange drømme. Men strøgende standsede ikke, og gulvets kulde trængte ind til hende og gjorde tingene mere livlig. En person havde flyttede sig, nok Temari og så var der stille. Kun hans blide strøg. Langsomt åbnede hun øjnene, langsomt og forsigtigt. Hun så op på ham og pressede læberne hårdt sammen inden hun langsomt satte sig op. ”Du.. jeg… men …” hun kunne ikke sige to sammenhængende sætninger og måtte trække vejret dybt ind flere gang. Hun endte med at rejse sig brat op. det her måtte være en syg joke! En eller anden formskifter der havde planer om at lokke hende til noget. Og hun havde en rimelig klar ide om hvem det var ”Tag hjem og sig til din lille varyl at den slags tricks ikke virker med mig! Han skal komme op med noget mere hvis han vil have jeg skal tro på lortet!” hvæssede hun vredt af ham. Hun samlede sine ting sammen fra stolen og vendte kursen mod døren som hun med faste vrede skridt var henne ved.

[Deleted]

Derek var blevet ved hendes side mens hun lå der og var besvimet. han kunne ikke lade være med at smile over at hans stærke lillesøster nu lå der og var bevidstløs. Han vidste at der ikke var noget galt med hende så derfor var han heller ikke nervøs. Han bemærkede hvordaqn hun stille vågnede og han fjernede hånden fra hendes kind da hun satte sig brat op. Hendes ord var at forvente af en der lige har set en tidligere død mand og han skulle til at sare da hun begyndte at opføre sig underligt. Han kunne ikke forstå hendes ord. Hun troede ikke på at det var ham som sad derforan hende nu? han endte med at rejse sig op og tage blidt fat i hendes arm. "Celisha. Det er mig, Derek. Jeg er ikke en anden i forklædning. Kun jeg kender dig som ingen andre gør. Hvorfor vil du ikke tro på dine øjne. Du må ikke have foragt for det dit blik fortæller dig" hviskede han blidt og gik lidt tættere på hende, dog uden at slippe hende. Hun skulle ikke stikke af fra ham, ikke nu hvor han lige havde fundet hende igen. "Cel. Den gang din mor død efterlkod hun et brev til vores for hvor hun forklarede alt i. At du var min lillesøster og hvad der var hendt dig som lille. Du fortalte mig dette en dag, helt af dig selv mens jeg sad med dig i min favn. Husker du det?" hans stemme var blot en blid og rolig hvisken. han ønskede virkelig blot at hun skulle tro på ham! det var der vel heller ikke noget forkert i var der?

[Deleted]

Han greb fat i hendes arm og holdt hende tilbage, hun vendte sig vredt om mod ham for at lange ham et ordentligt slag efter at hun havde sluppet de ting hun havde haft i sine hænder så disse faldt til jorden. Hendes arm havde været tæt på vej til at ramme ham da hans ord trængte ind til hende. Hun stivnede. Så på ham mens han snakkede og så faldt hendes hånd ned langs siden. Nej! Det kunne ikke passe! Det kunne det bare ikke. Hun rystede på hovedet undervejes, rystede på hovedet ikke fordi hans ord ikke passede for det gjorde de desværre, men hun rystede på hovedet fordi hun ikke VILLE tro det. Kunne det virkelig være sandt at hendes bror stod overfor hende, stod overfor hende i levende live. Nej! Det kunne ikke være rigtigt! hun pressede læberne hårdt sammen og prøvede at holde frustration og tårer tilbage. Det her ville såre hende hvis det viste sig at være en løgn, såre hende utrolig meget. Det var ikke for ingenting at han var hendes største svaghed! ”Du lyver! Det der kunne du have fået at vide af hvem som helst!” nej måske ikke, for det var ikke hvem som helst der vidste at hun faktisk havde sat sig i hans skød og puttede sig indtil ham mens hun havde luftede ud for ham en del af sine bekymringer.

[Deleted]

Derek kunne virkelig ikke lide at hun ikke troede på det hans sagde. At hun ikke troede at han virkelig sad der foran hende men kunne man bebrejde hende? Det kunne man vel ikke. Hun regnede ham for død og det havde han også været i så lang tid .... Men ikke længere. Han var tilbage og i levende live! Det måtte hun efterhånden indse. Han var ikke en fusker som bare prøvede at snyde hende! At hun næsten havde slået ham ville ikke have rørt ham det mindste. Han holdt bare fortsat fast i hende og lod de grønne øjne hvile på hende. Han lyttede til hendes ord og lagde hovedet let på skrå. "Celisha. Jeg ville aldrig lyve for dig. Du ved selv at ingen andre kunne vide hvad du fortalte mig i det brev den gang. Du satte dig i mit skød, puttede dig indtil mig og fortalte mig om alt der var hændt dig og hvad dine beklymringer var til livet. Du snakkede så længe at nat blev til dag. Jeg blev siddende med dig til du faldt i søvn" Sagde han stille og fjernede ikke blikket fra hende. Hun måtte snart indse at det virkelig var ham, at han ikke var en fusker og at han var tilbage i hendes liv. "Min elskede lillesøster. Du må ikke betvivle mig. Jeg er den jeg siger jeg er og nå du er slappet mere af så vil jeg fortælle dig hvordan jeg endnu en gang kan stå her ved din side når jeg burde være død" stille lagde han armen om hende og holdt hende indtil sig. Han vidste ikke hvordan hun ville reagere på det men han var ligeglad. han var bare nød til at have hende i sin favn endnu en gang.

[Deleted]

Hun kunne ikke gør noget ved det. verden var fuld med ondskab, snyd og bedrag og når hun vidste at en person var efter hende så ville hun da også være mere forsigtig og opmærksom. Hun ville gerne tro ham, og hendes hjerte troede ham skam, det var hendes hjerne der nægtede at tage imod den nyhed der kun kunne være glædelig. Derek havde været en del af hendes liv i mange år, og tabet af ham havde vendt op og ned på hendes liv endnu mere end det havde været vendt på hovedet i forvejen. Hun pressede læberne endnu hårdere sammen så de var en smal lige streg. Mens han fortalte prøvede hun at få sin hjerne til at indse at det var ham, at det ikke kunne være andre. Som han trak hende tættere på sig gjorde hun ingen modstand men lod ham trække sig tættere på. Hans velkendte arme gled om hende og så var hun bare overbevist. Hendes arme gled rundt om hans nakke og hun stillede sig helt tæt på ham, skjulte ansigtet ved hans bryst og lod endelig glædestårer trille ned ad hendes kind. ”Du har været væk længe Derek” hviskede hun. Hans duft lagde sig om hende, mindede hende om himmeriget, mindede hende om dengang hun havde siddet i hans favn og snakkede med ham, mindede hende om de gange hvor hun havde tvunget ham, til at lege med hende og han havde ikke nægtede selvom han havde været træt.

[Deleted]

Han kunne mærke hvordan hun begyndte at indse at det faktisk var ham, at han stod der foran hende. Det var en tanke som måtte glæde ham usandsynlig meget. Han havde savnet hende. Hans egen lillesøster. Han holdt bare om hende og trykkede hende ind til sig. Han var nød til at give hende den trykhed, bare lidt endnu. "Jeg beklager at jeg har været væk så længe min lille skat" hviskede han stille. Det havde han altid kaldt hende, for sin lille skat fordi han vel et sted havde brugt meget til på at opforstre hende. Godt nok havde de deres far men derek havde aldrig været helt så sikker på deres fars opdragelse så derfor havde han givet hende råd på vejen. Hun var jo hans søster og selvom de ikke var helt søskende betød det intet for ham. Han havde altid set hende som bare værende hans søster og intet mindre end det. "Celisha hvad laver du her? hvorfor er du ikke i himmeriget sammen med far?" spurgte han stille og gav hende et blidt kys på panden.

[Deleted]

Hun sukkede svagt da han trykkede hende indtil sig og ville så gerne bare putte sig indtil ham føle den tryghed han som altid indgydede hos hende. Da han kaldte hende for sin lille skat kunne hun ikke holde et svagt smil tilbage, det var virkelig ham! hans stemme var så dejlig, hans varme krop så vidunderlig, hans duft så betryggende, ja hun havde savnet ham, alt ved ham. hun tørrede tårerne væk og dog strømmede nye frem, igen tørrede hun de gamle væk og sådan blev hun ved i nogle skeunder indtil der ikke kom flere. Ved hans spørgsmål trak hun sig forsigtigt ud af hans favn og to skridt tilbage. ”Ehm.. far og jeg.. havde nogle uoverensstemmelse, kort tid efter din ja du ved.. så forlod jeg himmeriget” svarede hun og skuttede sig, dette emne var tydeligvis ikke det hun ønskede at snakke allermest om. Hun havde ikke været i himmeriget i 100 år, hun savnede det, men ja der var ikke så meget at gør. Hun ture ikke tage derop, chancen for at hun kunne støde på deres far var for stor. Den uoverensstemmelse hun så fint kaldte det havde eksisteret allerede inden Dereks død, hun havde bare aldrig fortalt ham om det. så snart hun var begyndt at blive voksen, få former og den slags, havde deres far forgrebet sig på hende, hun havde bare aldrig sagt det til Derek. Det havde været derfor at hun tit havde ligget i sin seng og haft smerter i underlivet, mens hun bare til alle sagde at hun havde ondt i maven.

[Deleted]

At hun ikke ville snakke om hvad der var hendt hende i himmeriget var en ting som Derek bed mærke i meget hurtigt. Hende og deres far havde altid haft et underligt forhold og det var vel også derfor Derek havde opdraget så meget på hende indtil nu som han havde. Han billigede ikke altid hans fars metoder. Det var vel bare sådan han var. Han lyttede til hendes ord og betrakted ehende roligt. "At du og far ikke kom overens er jo ikke noget nyt men var det grund nok til at forlade dit hjem min skat? Var det virkelig grund nok til at forlade din tryghed deroppe?" spurgte han stille og begyndte at nusse hende på kinden. Hun betød så fandens meget for ham, Det var der ingen tvivl om men han forstod stadig ikke at hun havde forladt hjemmet.
At deres far havde forgrebet sig på hende var aldrig kommet ham for tanke. Det troede han slet ikke om deres far og det var vel et sted klogt at hun ikke havde fortalt ham det for Derek ville gøre alt for at beskytte hende. Han ville virkelig have været vred og syg af raseri overfor deres Fader. Celisha betød så meget for ham. Hun var den familie han havde som han faktisk følte noget for, som han altid ville beskytte og holde af. At hun gik med sådan en hemmelighed var ud over hans fatteevne. "Fortæl mig hvad der skete lille skat" hviskede han blidt og skænkede hendes pande et lille kys.

[Deleted]

Hun havde ikke fortalt ham om det fordi hun vidste han ikke ville bryde sig om det, desuden tue hun ikke fortælle om det dengang af frygt for hvad deres far ville gøre ved hende. Det mindste han kunne gøre var at beskylde hende for at være en løgner og begynde at fortælle om hendes beskidte blod og afstamning, hendes mor der havde forført ham og al den slags, det ville have ødelagt hendes liv, og hun ville have mistet den familie hun troede hun havde fået. Den eneste rigtig familie som hun havde haft havde været hendes mor, og senere Derek. Hans svar fik hende til at sukke og se bort fra ham, hun hadede det emne! Kunne han ikke bare slippe det. Nej selvfølgelig ikke, for han var vel bekymret for hende og ked af at hun havde forladt det som han troede var den trygge tilværelse for at leve et liv på jorden som luder. Hun vidste at det emne kunne få hende til at flippe fuldkommen ud, men hun prøvede virkelig at undertrykke den vrede og raseri som det emne skabte. ”Det var ikke længere trygt deroppe Derek, inden din du ved… havde det ikke været helt trygt, og efter at du var væk var der bare ingen grund til at jeg blev” det var svært for hende at sige ordet død, det var det virkelig. Da han nussede hendes kind sukkede hun svagt og lagde hovedet indtil hans bryst. Det var virkelig dejligt at føle ham så tæt på sig igen, betryggende og det var som om alle hendes problemer var løst. Og dog, da han fortsatte så hun op på ham igen. ”Du vil ikke bryde dig om det Derek, jeg kender dig bedre end så mange andre, det her vil du ikke bryde dig om, så lad være med at spørg…” hviskede hun svagt til svar. Folk var begyndt at strømme ned i krostuen og hun flyttede sig ”Lad os gå ovenpå til mit værelse” sagde hun og førte an, det var ikke et godt sted at snakke ud om al det der var sket de sidste 100 år, så det var bedst hvis de var alene. Hun gik med ro og elegance op ad trappen. En fyr på vej ned af trappen blinkede til hende og hun smilede skævt til ham, han så forundret efter hende, det lignede hende ikke at smile sådan normalt ville hun smide et af sine mest frække smil. Hans blik fladt på Derek ”Har du problemer Cel?” spurgte han. hun kastede et blik tilbage ”Ikke nogen jeg ikke selv kan løse” svarede hun med et drillende smil inden hun gik de sidste trin op. ned ad gangen standsede hun foran døren til sit værelse og låste op inden hun trådte ind og lukkede døren da han var kommet ind.