Long time no see..

[Deleted]

Det var ved at være aften og nærmere femlingernes sengetid, da Lisa endte med at storme igennem den store stue i Marvalo Mansion. Hun havde lovet familien her at hun ikke ville være dem nogen byrde, men med de larmende børn og den store mundfuld som hun måtte stå med alene, for det var bestemt heller ikke nemt på nogen som helst måde overhovedet! Børnene stormet igennem huset. De havde fået god kontrol på det at gå også selvom Syrena ikke tog så hårdt på det, også fordi at tøsen ikke kunne se, udelukkende fordi at hun var blind. Lige i denne situation så var det dog ikke noget som gjorde det meget nemmere, for tøsen gjorde ikke andet end at skrige, også fordi at hendes brødre mobbede hende for hendes manglende syn og det at hun havde problemer med at gå. Det var jo heller ikke fordi at Lisa nogensinde havde bedt om, så det at hun skulle stå med det hele, var noget som virkelig skræmte hende, for det var slet ikke noget som hun magtede alene! Det kørte hende træt, det kørte hende direkte til udmattelse, hvor hun næsten måtte føle at hun gik syg i seng, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt på nogen som helst måde overhovedet!
”Syrena.. sæt dig her, så finder jeg dine brødre, så I kan komme i seng,” sagde hun med en ganske rolig, men yderst bestemt tone. Hun havde slet ikke tid til at passe på sig selv, og det var noget som efterhånden kunne mærkes! Med Jason i Procias, så var det bestemt heller ikke fordi at det var nemt for hende at tage sig af det hele, for det var virkelig den ene store mundfuld efter den anden, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Syrena blev siddende i sofaen som hun var placeret på, for hun kunne heller ikke se noget som helst. ”MOAR!” udbrød hun med sine lungers fulde kraft, idet at Lisa fik fat i de andre børn, hvor hun startede med at få drengene oppe i seng, idet at hun tog fat i Hazel og Syrena også og fik dem lagt derefter. Det alt i alt, var noget som hun sagtens kunne få hele aftenen til at gå med og det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt, for det var det virkelig ikke! Hele huset var stille. Kimeya og Faith var ovenpå, Cedric og Cecilaya var her ikke i aften, men hun følte virkelig at hun var i vejen. Hun dumpede stille ned i sofaen, direkte træt og udmattet. Hun var bleg, hun følte sig sløj og direkte afkræftet, men kunne ikke engang tillade sig at gå i seng, for hun vidste, at børnene snart var ude af sengen alligevel.. De sov jo aldrig med det samme når hun bad dem om det!

[Deleted]

Derek var vågnet, tilbage på sin post som healer i himmeriget og tilbage i live. Men der manglede noget, han følte sig stadig tom inden i selvom Nathaniel havde givet ham livet tilbage og en hjertebanken var det som om han var alene. Det første han havde gjort da han var vent tilbage til himmeriget var at spørge efter de tre personer som betød mest for ham i denne verden. Celisha var stukket af til jorden og ingen kunne fortælle ham hvor hun var henne. Hun var en stor pige og han skulle nok finde hende. Cayenne var død, en tanke som måtte gøre så forfærdeligt ondt! han bebrejdede vel sig selv en smule? havde han været her kunne han måske have redet hende? Men det havde han ikke været og hun var gået døden i møde. Han hadede tanken. Den sidste han spurgte efter havde været Lisa. Lisa, den kvinde han sidst havde elsket og som han vel egentlig stadig måtte elske? Han var gået i døden med de følelser så de var der vel endnu selvom han var realistisk over at hun sikkert var kommet videre med sit liv. At hun ikke var i himmeriget længere havde dog overrasket ham meget. han havde ikke regnet med at hun ville tage herfra men ligegyldigt nu. Han var nød til at finde hende.

Han var på vej med Marvalo mansion. Han tog afsted med det samme han havde fundet ud af hvor hun var. Han var nød til at se hende igen, han var nød til at stå med hende i sine armen endnu en gang. Hun havde været en god ven i den korte tid de havde kendt hinanden og han savnede hende. Selvom han ikke havde været ved livet ret længe brugte han alligevel alle kræfter på at flyve til Dvasias så hurtigt som det var ham muligt. Han end ikke havde haft tid til at skifte fra de hvide bukser og den bare overkrop til noget mere neautralt. Alle der kiggede på ham nu ville kunne se at han var ren engel og det var en farlig ting at være i Dvasias men derek var ligeglad. det der var vigtigst for ham ligenu var at finde lisa! Han endte med at troppe op foran det kæmpe store hus. Han var forpustet men tog sig ingen tid til at hvile før han bankede hårdt på døren. Han håbede at hun var hjemme. Han savnede hende så inderligt!

[Deleted]

At Derek allerede var vækket, var virkelig ikke en tanke som faldt Lisa det mindste ind. Nathaniel havde snakket med hende, forhørt sig lidt, også fordi at hun var en engel selv, så havde han jo også spurgt hende, selvom hun havde takket nej allerede med det samme, for det kunne hun virkelig ikke og specielt ikke med det arbejde med børnene som hun havde ved siden af. Nu hvor hun endelig kunne få ro alene, så følte hun virkelig at hun kunne slappe af, for det var virkelig også nødvendigt for hendes vedkommende når mulighederne endelig dukket op.
Siddende i sin egen stilhed, så kunne hun jo næsten falde i søvn. Kroppen skreg efter hvile og specielt med den tanke om at hun skulle stå der med fem små børn alene, for det var virkelig hårdt som det aldrig nogensinde havde været tidligere, så det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som måtte sige så lidt for hendes eget vedkommende! Hun lagde sig stille ned på sofaen. Børnene var sjovt nok gået til ro deroppe, hvilket var noget som direkte måtte overraske hende, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det var noget som man ville det eller ikke, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig skulle komme til stykket.

At det måtte banke på døren var noget som tydeligt måtte rive hende ud af den mere dvalende tilstand. Umiddelbart så gik hun ud fra at det var Cedric eller Cecilaya som var kommet hjem til en låst dør, men.. de havde vel en nøgle? Hun sukkede stille, lod hånden stryge igennem det lange og lyse hår, også selvom hun virkelig var træt, så magtede hun virkelig ikke at rejse sig! At komme op af sofaen havde vist sig at være en kamp uden lige, det var bestemt heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hun tog fat omkring et tæppe som hun kastede sig omkring sin krop, så hun næsten så syg ud, men det var virkelig også sådan at hun følte sig! Hun havde det virkelig ikke godt og det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt for hende på denne her måde, det var helt sikkert. Hun havde virkelig bare brug for noget hjælp, også selvom hun slet ikke kunne få sig selv til at bede om den bare sådan uden videre. Hun tog fat i døren og åbnede den. ”Kan I ikke bare gå ind, døren er jo å…” Hun endte med at tie direkte, da hun så hvem det var som måtte stå i døren, for det var bestemt heller ikke noget som hun havde regnet med. Hun endte tydeligt mere bleg idet at hun så Derek.. Den Derek! ”Derek..” Tæppet gled af hendes krop, idet hun trådte tættere på ham og smed armene direkte omkring hans nakke, idet hun knugede sig ind til ham. Hun havde virkelig savnet ham!

[Deleted]

Dereks krop var stadig lettere solbrun selvom han ikke havde været i solen længe. Kun kort den dag hvor han havde været i himmeriget for at finde sine kære. Hans brystkasse måtte bevæge sig kraftigt. Han var forpustet men var der noget at sige til det? han javde fløjer langt og hurtigt for at kunne nå hende. Han var her kun for hendes skyld. små svedperler glinsede let på den bare overkrop som han stod der og ventede på hende. Hendes stemme måtte han dog tydeligt kende da hun åbnede døren og at hun regnede med at det var nogle andre var ham tydeligt. Han smilede bare til hende, det let pjuskede hår gav ahm som altid den der lidt drengede charme. De grønne øjne hvilede på hende men han nåede ikke at gøre eller sige ret meget før hun havde svunget armen om hans hals og trykkede sig ind til ham. Han gjorde ikke meget andet end blot at trykke sig indtil hende. Han havde savet hende selvom det ikke havde føltes som så længe for ham. de havde alligevel været adskildt et stykke tid før han døde og han havde ønsket at hun havde været ved hans side hele den tid. "Lisa." han hviskede blot hendes navn blidt mod hendes øre. Hvor var det dejligt bare at mærke hendes varme krop mod hans egen. Den velkendte duft af hende måtte ramme hans næse. Han følte sig hjemme. "Lisa min kære" hans stemme lød igen mod hendes øre. "Jeg er så ked af at jeg efterlod dig. Jeg er så ked af at jeg døde. Jeg ville sådan ønske at jeg kunne være blevet ved din side og støtte dig igennem hele dit liv. Du er mig så vigtig" han begyndte blidt at stryge hendes hår mens han blot lukkede øjnenen og nød hendes nærvær. "Jeg har sådan savnet dig" han talte kun sandheden lige nu. Han ville aldrig lyve for hende. Han havde virkelig bare savnet hende så frygtligt meget!

[Deleted]

Lisa havde ikke engang tid eller overskud til at tage sig af sig selv. Hun lignede virkelig noget som måtte være løgn efterhånden, så det var bestemt heller noget som måtte sige så lidt. De fem unger var virkelig noget som måtte tage forbandet meget på hendes kræfter og hendes energi og efterlade hende som.. ingenting. Hun kunne virkelig ikke klare det mere og nu havde hun holdt skansen frygtelig godt efterhånden, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt! At se Derek stå i døren var noget som direkte var kommet hende som et chok. Hun havde slet ikke oplevet det stik i hjertet siden hans bortgang som havde nået hende for øre, for det havde direkte knust hende! I den korte stund, så havde hun været fuldkommen sikker på at hun aldrig skulle finde lykken igen. Nu havde hun ganske rigtigt Jason og så.. alligevel ikke. Hun vidste virkelig ikke hvor hun havde den mand, så selvfølgelig var det noget som direkte måtte skræmme hende, ås det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt.
At mærke hans arme omkring sig, var virkelig noget som fyldte hende med en direkte ro, for det var virkelig, virkelig rart! Hun lukkede øjnene og trykkede ham tæt ind til hans varme krop, for det var faktisk umådelig rart at have nogen til at holde omkring hende, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, det var helt sikkert. At blive kaldt for hans kære var noget som et sted varmede hende. Hun vendte blikket mod ham, hvor hun næsten stod igen med tårer i øjnene. Det glædet hende virkelig, bare alene tanken om at han havde fundet hende.. at han faktisk var der! ”Jeg har virkelig savnet dig, Derek..!” Hun vidste slet ikke hvordan hun skulle reagere, hun vidste slet ikke hvordan det hele gik for sig lige netop nu! At vide at hun var vigtig for ham, var selvfølgelig noget som virkelig, virkelig måtte varme hendes sind, for det glædet hende virkelig bare at høre! Han ville ikke lyve for hende, hvilet var noget som hun var godt klar over i den anden ende, for det havde han aldrig nogensinde gjort før. Hun rystede stille på hovedet og trykkede sig helt tæt ind mod hans krop. ”Du forlod mig aldrig.. jeg.. jeg forstår Derek.. Kom.. kom med ind..” endte hun stille. Han skulle bestemt heller ikke stå her og fryse!

[Deleted]

Derek vidste ikke hvilken situation Lisa stod i lige nu med de fem unger alene. Det ville jo være åenlyst for en hver at hun ikke kunne klare fem børn alene for hvem kunne det på længere sigt? Selv havde han ikke rigtig fået set på hende før hans armen var blevet lagt om hende og han havde trykket hende indtil sig. Derek mødte roligt hendes blik og lagde forsigtigt den ene hånd på hendes kind. Han betraktede hende blot roligt i noget tid før det gik op for ham hvor slidt og udmattet hun så ud. Det gjorde ondt på ham at se hvor syg og ødelagt hun så ud. Hvorfor gjorde hun det? hvad lavede hun overhovedet i Dvasias til at begynde med? der var så mange spørgsmål i hans hovede og så mange grunde til at hun var endt her. Han ville spørge hende om det og hjælpe hende så godt som det var ham muligt. At hun tilbød ham indenfor nikkede han blot til og gik roligt ind gennem døren dog uden at hverken slippe hende eller tage øjnene fra hende. roligt begyndte han at stryge hendes kind. "Jeg lovede at jeg altid ville være der for dig og det løfte brød jeg min kære" hviskede han stille og tydeligt meget skyldbetynget. Det var virkelig noget som gik ham på! Han havde ikke kunne holde et løfte som han havde givet hende, hans død var virkelig kommet ubelejligt. Det kunne da vel heller ikke betvivles det mindste kunne det? Forsigtigt kørte han en hånd igennem hendes hår og lagde hovedet let på sned. "Lisa, min kære? Er du syg? Du ser her bleg og udmattet ud?" han var bekymret for hende velvære som altid. den hånd som eller strøg hendes kind førte han lige så stille op til hendes pande og lagde den mod for at tjekke om hun havde feber. Han ønskede kun at hun havde det godt og at hun ikke var syg.

[Deleted]

At Derek havde opsøgt hende på denne her måde, var virkelig noget som forundrede Lisa, selvom hun virkelig var forbandet glad for at han havde gjort det. Hun havde tænkt frygtelig meget på ham igennem det sidste stykke tid og specielt efter at Nathaniel havde nævnt det for hende, så selvfølgelig var det noget som hun havde taget fat i på denne her måde. Blikket vendte hun roligt op mod hans skikkelse og med den samme rolige mine. Hånden mod hendes kind var noget som tydeligt måtte sætte sig i hendes skikkelse, som intet andet overhovedet. Hun lukkede øjnene og lagde hovedet stille mod hans hånd, også for at indikere for ham at det var okay for hendes del at han gjorde det, for det var virkelig også rart! Det var et kærtegn som hun ikke havde oplevet igennem det sidste lange stykke tid, for hvem skulle da gøre hende det? Der var ingen til at passe på hende mere, også fordi at Jason var så langt væk, så hang børnene kun på hende og det var noget som gjorde ondt, for de havde virkelig brug for en faderfigur i deres liv og manden var fraværende, så selvfølgelig var det noget som gik kraftigt udover hende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Ting kan komme i vejen, min kære.. Jeg tilgiver dig..” Hun sendte ham et stille smil. Det var bare rart at se ham, for det var noget som hun virkelig havde savnet, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket.
Lisa trak ham roligt med sig indenfor, og lod døren glide i efter dem, også mest fordi at hun havde brug for varmen. Hun var virkelig bare udmattet og havde brug for en form for ro, et var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Under omstændighederne, så har jeg det glimrende Derek, det er ikke noget som du skal tænke på,” sagde hun dæmpet, også selvom det var ord som hun i den grad også måtte mene! Hun trak vejret dybt og vendte blikket stille ned mod hans bryst. ”Jeg tror bare jeg har taget mig vand over hovedet ved at opfostre femlinger alene,” tilføjede hun roligt og med en ganske så dæmpet stemme.

[Deleted]

At han havde opsøgt hende var vel ikke en så underlig ting igen hvis man tænkte efter? Han var en mand som virkelig var meget om dem han havde sig nær og Lisa faldt bestemt ind under den kategori! Det var der slet ingen tvivl om. At hun tilgav ham var virkelig kun noget der kunne glæde ham. Intet mindre end glæde ham. Han havde været bange for at hun ville have været vred over at han ikke havde holdt hende nær som han havde lovet hende for så mange år tilbage. "Det er jeg glad for Min kære." hyende sendte hende det blideste smil som det var ham muligt og forsigtigt lagde han kort sin pande mod hendes.
Det hun sagde med at hun havde det fint var virkelig ikke noget Derek kunne tro på! Hun så jo decideret syg og slidt ud. Hvad mon der foregik i hendes liv? Der gik dog ikke længe før han fik klasket svaret lige i ansigtet og han var målløs. "fe...femlinger!?!" det var næsten ikke til at tro at hun stod med femlinger. Han vidste at de ikke kunne være hans eftersom de aldrig var blevet fysiske og et sted kunne det dog kun glæde ham at hun var kommet videre. Der gik lige lidt inden han kunne tage sig sammen igen. "Men er to personer ikke nok til at klare det? Jeg mener du og din mand / kæreste / Forlovede må da hjælpe en god del til?" han vidste jo ikke hvor gamle hendes børn var, måske de alle sammen stadig var så små at de stadig fik brystmælk? det ville være utrolig hårdt for hende, det vidste han men hun måtte da have en fantastisk støtte i sin partner. Det var da noget han var sikker på!

[Deleted]

Lisa var selvfølgelig frygtelig, frygtelig glad for at se Derek igen. Et sted så var det jo ren og skær lettelse over at skulle se ham, for det var virkelig forbandet lang tid siden! Hun vendte blikket roligt mod ham og med det samme stille smil på læben. Hun var træt og hun var virkelig, virkelig udmattet, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun nød af hans strøg og hans mange kærtegn af hendes kind, for det var virkelig noget som hun havde savnet! Det var virkelig alt for længe siden at hun havde haft nogen som helst tæt på sig! Hun nikkede med et stille smil. ”Du fortjener at smile.. Det har jeg nemlig savnet at se.” Allerede med det samme, så faldt hun jo til ro i Dereks nærvær. Han havde altid passet på hende, altid været der for hende, så selvfølgelig var det også noget som betød forbandet meget for hende!
At Derek havde lagt mærke til at hun så direkte forfærdelig ud, var nu heller ikke noget som hun tog sig af som sådan. Ud fra omstændighederne, så levede hun virkelig i det bedste velgående! At han reagerede så kraftigt på hendes besked omkring ungerne, var noget som et sted slet ikke kom bag på hende, for det var virkelig en ordentlig mundfuld for hendes vedkommende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. At han var endt så direkte chokeret var noget som næsten måtte skræmme hende. Hun krøb ganske let sammen og vendte blikket mod ham endnu en gang. ”J-ja..” endte hun dæmpet. Femlinger og hun elskede virkelig alle børnene mere end det som hun kunne elske noget andet! Hans følgende ord var noget som svagt fik hende til at smile. Hun rystede stille på hovedet. ”Hvis jeg så siger at børnenes far er i Procias? Gift med en anden kvinde og står som konge af Procias?” spurgte hun stille og med en næsten usikker stemme. Hun stod med dem alle sammen alene og det var virkelig heller ikke en nem opgave! ”Jeg.. jeg har dem alene..” De havde lært at gå, de var begyndt med enkelte ord, hvor ’moar’ var det mest brugte og de stormede rundt i hele hytten og det at holde dem fra trappen var svært nok som det var fra før! Hun sukkede stille og lagde hovedet mod hans bryst. Hun havde virkelig brug for hvile!

[Deleted]

Det var virkelig kommet som et chok at hun atod med Femlinger? det var mange børn som alle var små på samme tid. Det måtte være utrolig hårdt og tidskrævende for hende. En tanke som han var lidt ked af et sted fordi han gerne ville bruge så meget tid som muligt med hende. Det var der vel heller ikke noget at sige til? der hvor hun var kommet videre fordi han døde var han stadig fanget i de gamle følelser men han bebrejdede hende dog intet. Det var jo tidens gang der havde gjort det. Havde han ikke været død havde de måske haft den fremtid som han vel et sted havde håbet på. Men det var jo ikke hendes skyld og han måtte nu bearbejde følelserne sådan så han ikke gik hende på på nogen måde. Han ville aldrig være hende til besvær. "Jeg er glad for at du er kommet videre og at du har fået dig nogle dejlige børn og en dejlig mand i dit liv" sagde han bare og smilede sødt til hende. Han måtte dog måbe en god del da hun fortalte ham at hun stod alene og at børnen var kongen af Procias's og at han ikke var der fordi han skulle lede landet. Hvorfor pokker boede hun så ikke på slottet sammen med ham eller i det mindste i Himmeriget hvor han kunne hjælpe hende. Eller bare i byen sådan så han var tættere på end hele vejen her ovre i Dvasias! "Du ... står med børnene alene? Uden hjælp overhovedet?" spurgte han og hans bekymring voksede stødt som ordene måtte komme ud af hans mund. Han kunne slet ikke fatte at hun stod med dem alene! Det kunne han da ikke tillade at hun gjorde! "Du kan da ikke stå med fem små børn alene Lisa. Det har kørt dig helt ud. Du ser så udmattet og smadret ud. Du har brug for hvile og det får du ikke hvis du er alene min Kære" sagde han stille og de grønne øjne hvilede roligt i hendes. han havde ikke i sinde at lade hende blive her alene, uden hjælp.

[Deleted]

Hvis Derek ikke var forsvundet ud af hendes liv på denne her måde, så var Lisa temmelig sikker på at hendes liv havde været helt anderledes. I så fald, så var hun sikker på at hun ville have ham ved sig i stedet for Jason, også selvom det ikke var en mand som hun så ofte. Han havde sit arbejde i Procias, hvilket hun også havde det helt fint med, selvom det virkelig var svært for hende. Hun havde femlingerne alene, Jason kunne jo ikke søge hertil konstant og hun måtte ikke være i nærheden af Jason, for hun ønskede heller ikke at sætte hans arbejde i fare! Her var hun i sikkerhed. Desuden så skulle det jo ligne at hende og Jason havde gjort det slut, så hun kunne heller ikke være i nærheden af ham, selvom det var noget som hun virkelig havde lyst til! Hun sendte Derek et stille smil. ”Jeg har i det mindste prøvet, selvom.. det heller ikke har været nemt. Jeg har virkelig savnet dig.” Hun vendte de himmelblå øjne stille op mod ham. Hun havde tænkt meget på ham her i det sidste, også fordi at hun var alene og han altid havde været omkring hende, selvom det drastisk var revet fra hende.
Lisa trak let på skuldrene til hans ord. Hun havde børnene for sit vis alene, for hun lod ikke Faith eller Kimeya komme til, for hun ønskede virkelig heller ikke at være til besvær for dem. De havde åbnet sine døre for hende, så selvfølgelig var det noget som betød meget for hende og hun ønskede bestemt heller ikke at de skulle fortryde alt det som de nogensinde havde gjort for hende. ”Jeg har børnene alene..” endte hun stille og vendte blikket op mod ham. Ikke bare at den ene ikke kunne høre, så kunne den anden slet ikke se og hun havde tydelige problemer med sine ben og så var der selvfølgelig hendes sønner som holdt hende i gang mere eller mindre hele tiden! Hun sukkede stille. Han ville igen være om hende, hvilket hun godt kunne mærke. Hun trak morende på smilebåndet. ”Jeg gjorde tydeligvis ikke fejl i at nævne dig for Nathaniel, gjorde jeg?” Hun betragtede ham roligt, som hun stille lagde hånden mod hans bryst, ganske roligt og ganske stille. Hovedet nåede hun kun lige at lægge mod hans bryst, idet at hun hørte en rolig stemme kalde ovenpå. ”Moar?... MOAR!” endte stemmen tydeligt frustreret. Lisa sukkede stille og vendte blikket mod Derek. ”Jeg kommer om lidt..” endte hun stille, som hun hurtigt endte henne ved trappen. Syrena var ude af sengen og sad oppe for toppen af den og gled ned af den – trin for trin. ”Lille skat.. Du skal jo sove..” sagde hun roligt. Hun gik stille sin lille pige i møde, hvor hun forsigtigt tog hende op i sine arme. ”J-jamen.. ikk’ god drøm..” endte hun hulkende.

[Deleted]

Derek smilede blidt til hende og fortsatte med at nusse hende i håret. "Jeg ved at det ikke kan være let for dig min kære. Men jeg er glad for at det lykkes for dig. Du fortjener at være lykkelig og at have en mand ved din side som elsker dig ubetinget" sagde han stille og mente hvert et ord han skænkede hende. Han ønskede vel et sted at det kunne være ham som stod der, ham som hun havde skænket sit hjerte. Stille lagde han sin pande mod hendes og lukkede øjnene. Han havde tænkt over denne situation på vejen. At hun ville stå med en anden og han troede egentlig at han ville være fint med det men følelser kunne være en besværlig ting og det var det da også gået hen og blevet. Men det var ikke noget han ville belemre Lisa med. Hans kærlighed til hende ville han vise i en form som venner kunne kende og hvis hun virkelig ikkepå havde nogen ved sin side til at hjælpe sig så ville han stå der tilrådighed for hende og han ville gøre alt for at lette hendes byrde så meget som muligt. Også selvom han vidste at han var nød til at tage til Procias snart. Elanya havde en opgave til ham, Lisa havde bragt hans navn op, hvilket også var grundt til at han stod her nu. Det var han hende taknemmelig for.
Han åbnede øjnene og sendte hende et kærligt smil. "Jeg er glad for at du nævnte mit navn for Nathaniel. Det gav mig en mulighed for endnu en gang at stå på denne jord som det altid har været mig ønsket. Det giver mig endnu en mulighed for at være dig nær" forsigtigt lagde han sine læber mod hendes pande og gav hende et broderligt kys. det var alt det symboliserede. Han måtte dog stoppe da der lød en barnestemme fra toppen af trappen. Den lille pige lød tydeligt fustreret og Derek opfangede hurtigt at det måtte være et af Lisa's børn for hun var hurtigt ude af hans favn og på vej op af trappen. Derek gjorde dog ikke som hun sagde men fulgte i stedet med hende hen til foden af trappen hvor han stod der lidt og betraktede hende tage den lille pige i armene. Det varmede ham at se. Han elskede at se kvinder med deres børn, den moderlige kontakt var en ting som Derek altid havde beundret og elsket at betrakte. næsten lysløst endte han oppe ved siden af Lisa og den lille pige. "Dårlige drømme kan være skræmmende men det er kun en drøm. Du må ikke være bange" Derek henvendte sig næsten faderligt til den lille pige. Han kunne slet ikke lade være når de omhandlede så små børn. Han smilede roligt og vendte kort blikket mod Lisa hvor han bare valgte at betrakte hende. Hun var så utrolig dejlig!

[Deleted]

At blive nusset i håret, var noget som Lisa virkelig havde savnet! Det at have nogen tæt på sig, det at have nogen tæt på sig som faktisk brød sig om en, viste en form for omsorg og tænkte på hende, var alt sammen noget som hun virkelig var glad for. Det havde Derek altid gjort for hende, så selvfølgelig var det også noget som betød frygtelig, frygtelig meget for hendes vedkommende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hun vendte blikket roligt mod ham og med et stille smil. ”Jeg havde næsten glemt hvilken omsorgsfuld mand du var, Derek..” Hun hævede hånden og lod den stryge mod hans kind. Hendes udmattelse var slet ikke noget som hun tænkte over lige nu. Ikke nu hvor han måtte stå der, så kunne det virkelig heller ikke blive bedre for hendes vedkommende, det var der slet ikke nogen tvivl om overhovedet. Han var unik for hende og det var noget som han altid havde været! ”Det er nok det jeg savner mest.. en som faktisk ser mig..” sagde hun stille. Det var bestemt heller ikke fordi at hun ønskede at håne Jason, men det at hun var placeret i anden række, var noget som virkelig havde gjort hende mistroisk til manden og det var ikke noget som hun gjorde med vilje!
At Syrena var endt med at stå op, var noget som et sted gjorde hende irriteret, for hun havde lagt ungerne i seng og nu, så havde hun da også håbet at hun kunne få Derek lidt for sig selv, nu hvor han var der! Hun havde ikke set ham i det som havde været et helt århundrede, så selvfølgelig var det også noget som spillede frygtelig meget ind for hende, for hun havde jo savnet ham! Syrena puttede sig stille ind til sin mor og slog armene omkring hendes nakke. Lisa lukkede stille øjnene og kyssede roligt hendes kinder. Selvom hun måske ikke nåede at forklare hendes lille pige det hele, inden Derek åbnede munden, hvilket var noget som gav den lille pige et direkte chok. Hun peb svagt og lagde sig ind til sin mor. Lisa vendte blikket stille mod Derek og sendte ham et stille smil. ”H… Hun er blind, Derek.. Hun kan ikke se dig,” forklarede hun stille. Den lille pige havde fået et chok da han bare havde valgt at åbne munden, for det var hende jo en fuldkommen ukendt stemme. Hun tyssede stille på sin lille pige og rejste sig roligt op med hende i favnen. ”Derek.. Stuen er nede af gangen og til venstre.. Kan du vente på mig der? Jeg kommer lige om lidt,” sagde hun roligt, hvor hun stille sendte ham et træt smil. Hun gik roligt ned op af trappen og ned af gangen for at få sin lille pige i seng. Det var jo det samme stort set hver eneste aften!

[Deleted]

Derek kunne ikke lade være med at smile ved hendes ord. Hun havde næsten glemt hvor omsorgsfuld han var? så omsorgsfuld var han da vel heller ikke? dette omhandlede jo kun hende, han elskede hende jo så hvorfor ikke være omsorgsfuld. Det virkede helt underligt på ham. "Jeg vil altid være omsorgsfuld overfor dig min Kære. Du betyder jo så meget for mig, det burde du jo også vide" hviskede han blidt og kyssede hendes pande endnu en gang. Han kunne ikke lade være med at fortælle hende hvor meget hun betød for ham selvom han vidste at hans chancer var sluttet. Hun måtte jo elske den mand som hun havde børnene med selvom han ikke var her? det kunne Derek i hvert fald kun tro. "En som .... ser dig?" spurgte han næsten forundret og lod en hånd køre igennem hendes hår. "Skat, er du så alene?" spurgte han næsten helt trist. Han bemærkede ikke en gang at han havde kaldt hende for skat, noget som han ellers kun havde kaldt hans søster for og Cayenne den gang de havde været et par. De var ment for dem han elskede mere end andre, det gjordehan vel egentlig også med hende. Så det var jo naturligt for ham at kalde hende det.
Den lille pige som havde måtte vise sig på trappen havde fået smilet frem hos Derek men det var forsvundet igen da hun blev bange. Han forstod ikke hvorfor hun frygtede ham, han ville jo ikke gøre hende noget. Lisa's ord forklarede dog det hele men gav også Derek lidt en skyldfølelse. Selvom han jo ikke have kunnet vide det så brød han sig ikke om at skræmme små børn. At hun henvendte ham til stuen nikkede han blot til. "Jeg vil vente på dig der Lisa" sagde han blik og betraktede lisa og den lille pige kort før han gik ned af trappen og hen mod den stuen som hun havde anvist ham. Han gik ind i stuen og fandt den nærmeste stil og satte sig i den mens han tænkte. Han måtte virkelig til at få styr på sine følelser, Lisa var jo med en anden, havde børn og han havde været død så længe. Selvom han elskede hende mere end hvad godt er så måtte han jo til at indse at hans chancer var spildt. En tanke som måtte gøre decideret ondt på ham! men der var ikke noget at gøre ved det. "Tag dig sammen Derek" hviskede han stille til sig selv og lænede sig tilbage i stolen med et dybt suk.

[Deleted]

Lisa mente det når hun påstod at hun ikke kunne huske hvor omsorgsfuld Derek var. Det var ikke fordi at det var noget som hun så på som en dårlig ting, for det gjorde hun virkelig ikke. Hun nød at have ham tæt på sig, hun nød at have ham omkring sig igen, hans kærtegn, hans bekymring. Det var alt sammen noget af det som hun manglede i løbet af sin egen dagligdag, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Hun tog til sig af det som hun kunne få og det var noget som hun tydeligt også måtte gøre overfor ham. Hun sendte ham et stille smil. ”Jeg ville ønske at jeg hørte det noget oftere i min dagligdag,” sagde hun stille. Hun følte sig jo trods alt lidt.. tilsidesat når det kom til Jasons valg, selvom hun virkelig prøvede at støtte ham i det, så var det virkelig heller ikke nemt altid! At vide at han holdt af hende, var selvfølgelig noget som hun var rigtig, rigtig glad for. Hun bed sig let i læben og lagde sig tæt ind mod ham med hovedet mod hans skulder. Det at nogen holdt om hende, var da altid rart, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Jeg er alene med femlinger Derek.. Og.. du kaldte mig..” Hun endte med at ryste på hovedet. Det var noget som varmede hende, selvom hun vidste at hun slet ikke burde tage imod det. ”Bare glem det..” afsluttede hun stille og med et stille smil på læben.
Syrena kunne ikke se noget som helst, så selvfølgelig var det noget som gjorde meget. Lisa var nødt til at være meget over hende, så det at det gav Derek dårlig samvittighed var noget som hun måtte tage sig af senere, for han kunne jo heller ikke vide det! Hun nikkede med et stille smil til ham. ”Det tager mig ikke lang tid,” sagde hun roligt, idet hun tog Syrena med op ovenpå, netop for at få hende lagt i seng igen. Hun pakkede hende forsigtigt ind i dynen, kyssede hende på panden og bad hende om at lægge sig til at sove, så skulle hun nok komme op senere og se til hende. Hun sagde godnat og lagde roligt den lille pige til søvnen og gik ned til Derek igen. Hun holdt ganske meget af manden, det var slet ikke det, men.. der var sket så meget siden sidst. Hun stillede sig i døren ind til stuen. Hun var træt og hun var udmattet og nu kunne hun da slet ikke sove! ”Nu håber jeg at vi har resten af aftenen til os selv..” sagde hun stille, idet hun roligt gik ham i møde igen.