Indsamling af urter

[tobias]

På en lille bakke i skoven sad Tobias. Han sad og beundrede den frodige skov, der skinnede i dets pragt i dagens solskin. Han følte sig utrolig heldig og glad over, at han klaret alt dette frem mod nu. Det havde været kaos siden oprøret og han var glad for, at Procias havde genskabt skoven. Den havde ikke den samme pragt uden. Skoven var hans hjem. Lige nu var han langt fra sit hus, da han havde vandret igennem hele skoven for at få fat på nogle specielle urter der voksede ved bækken. De hed 'Iglamia Eyeeor' hvilket på gammeldagsk betød 'den fordige morgenstjerne'. Han havde en ternet skjorte på med ærmerne smøget op, så man kunne godt se hans mærker på armene. Han havde et mørke bukser på og nogle sorte lædersko. Han hyggede sig lige nu. Han havde en kurv over armen, hvor han havde plukket de frodige morgenstjerner og lagt dem i. Han sad og betragtede dem på bakkens side og tog et lille hvil. Han smilede, han var simpelthen så glad idag. Men det var han stort set hver dag, for intet ondt eller svært havde ramt ham i lang tid. Vinden rev blidt i hans hår der strittede på toppen men ellers var det kort rundt om siderne. Han tog en dyb vejrtrækning og indåndede alt det friske her i skoven. Han elskede her. Det var som om hans begejstring sitrede helt ud i spidsen af hans øre.

[Deleted]

At komme ind i Procias havde bestemt heller ikke vist sig at være en nem opgave for Lexie, også selvom det var hendes hjem af hjerte. Hun var sendt på en opgave – en opgave som hun frygtede for at fejle og det var noget som direkte måtte skræmme hende, for hvordan fanden skulle hun komme ind i Den Lyse Cirkel uden at blive opdaget?! Lige nu havde hun valgt at søge skjul i skoven. Solens kraftige lys måtte direkte skære i hendes øjne, for det var alt for længe siden at hun havde været i nærheden af noget lignende, så selvfølgelig var det også noget som betød en god del for hende. Et sted så hun på landet med væmmelse efter at mørket havde taget til i hendes hjerte, sind og sjæl, for det var noget som direkte måtte skræmme hende mere end det som noget andet havde gjort!
Med den mørke kappe hvilende omkring sine skuldre, så hun sig omkring. Kutten var trukket over hovedet, også mest for at værne hende en anelse for solens lys, for det var bestemt heller ikke behageligt at være i nærheden af lige netop dette, om det var noget som man nu ville det eller ikke, så var det ikke noget som hun kunne gøre før! Hun knyttede næverne. Solens lys føles næsten som om at det var ved at brænde hende og et sted så.. var det behageligt. Hun kunne ikke rigtigt finde ud af det! Tankerne omkring Romeo var selvfølgelig noget som holdt hendes tanker i mørket, også fordi at det var der han måtte være. Hun havde insisteret på at tage hertil alene og uden ham som eskorte, for hun ønskede bestemt heller ikke at vise sig som svag overfor Malisha, for det var bestemt heller ikke noget som hun fik det mindste ud af i den anden ende! At der var andre i hendes nærhed var slet ikke noget som hun lagde mærke til lige nu. Hendes tanker var og måtte ligge helt andre steder end her omkring, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Hendes sko var ødelagte grundet den lange vandring, så hun gik i bare tæer, som i sig selv var ømme og præget af sår efter at have vandret igennem skoven. Det var jo her hun kunne søge skjul. Sidst hun havde været her, var da i hvert fald for frygtelig lang tid siden. Der havde der ikke stået nogen frodig skov og det glædet hende næsten at se at den stod der. Hun endte dog med at dumpe direkte ned i jorden ved den store bakke lige ved nogle blåbærbuske. Her lagde hun sig ned. Direkte udmattet.

[tobias]

Tobias havde stort set inden anelse om hvad der egentligt foregik omkring ham. Han sad og nød brisen der væltede ind over ham og fik alle skovens dejlige sanseudtryk til at kilde ham om næsen. Han tog en dyb vejrtrækning. Selvom folk nok ikke havde kendt ham, så kendte han alle andre her. Han vidste meget, for hans lærermester havde også fået ham til at lære alle de betydningsfulde at kende. Hans hytte lå meget skjult her i skoven, så man skulle være heldig for at komme forbi den lige præcist. Et smil passerede hans læber, han havde det godt her. De eneste der kendte ham, var dem som havde hjulpet ham med genopretningen af skoven da han havde banket projektet igennem og ind i hovedet på folk. Han nød sådan af sin godhed. Skoven var hans kæreste eje og han elskede den højere end alt andet. Han vædede let sine læber og så rundt, da han kunne høre skridt. Grene knækkede og blade raslede hen over skovbunden. Han tog en dyb vejrtrækning og pustede ud. Han var i et bakket område lige nu og her var frodigt på grund af bækkens vandløb. Han kiggede tilbage mod vandet, da han lige nu ikke kunne få øje på noget. Han strøg en hånd igennem sit strittende hår og tog sin arm ud under kurven, som han lod stå for sig selv på den lille bakke. Han rejste sig og gik hen imod bækken. Han så rundt og kiggede mod den store bakke på den anden side. Han så en pige i en mørk kappe lægge sig ned på den og undrede sig. Den slags mørke hørte ikke til her. Kappen så ond ud, men det kunne han selvfølgelig ikke bedømme. Han sukkede let, han var meget på vagt overfor alt mørke der kunne betræde skoven for det var det, der havde ødelagt det sidst. Han kiggede nysgerrigt mod pigen med sine lyse bladgrønne øjne. Hænderne kørte han ned i bækkens rislende vand og vaskede sine hænder og strøg vandet op over hans arme, for at køle lidt ned. Det var en rar lun dag i dag. Han kiggede fortsat på pigen, han undrede sig meget over hvem det var.

[Deleted]

Lexie måtte ærligt erkende at hun ikke kunne huske noget som helst omkring denne del af skoven, men igen så var det også frygtelig lang tid siden at hun havde været her. Det var jo længe før den var brændt og det at landet var kommet så godt tilbage på fode igen, var selvfølgelig noget som betød meget for hende. Solen skar hende i øjnene, så hun kunne heller ikke komme tæt på hendes mål; Den Lyse Cirkel. Hun kunne ikke bare vade ind og hvad ville hendes far ikke sige, hvis han så hende? Det turde hun slet ikke at tænke på også selvom hun vidste, at det jo faktisk også var ham som hun skulle udspionere, selvom det bestemt heller ikke var en opgave som hun tog nemt på, det var helt sikkert! Hun vidste jo hvor risikofyldt at den var!
At falde lidt sammen og slappe af, var noget som efterhånden var ved at være direkte nødvendigt for Lexies vedkommende. Det havde været en frygtelig lang tur og hun ønskede egentlig bare tilbage til mørket, for hun følte sig virkelig sårbar her i lyset! Alle kunne se hende, også fordi at hun var mørk, så et sted så følte hun sig virkelig også bare blottet og det var bestemt heller ikke fordi at det var en tanke som hun brød sig meget om. At hun ikke var alene, var noget som hun tydeligt lagde mærke til på den anden side af busken, hvor hun vendte blikket direkte mod ham. Blikket var fuldkommen præget af mangel på følelser og alt for lidt sol, for hun var en kende bleg. Det var jo heller ikke ofte at solen i det hele taget viste sig der. Hun knyttede næverne fast, som hun roligt satte sig på. Kappen var mørk og var lavet i det mørke hjerte i Dvasias, hvilket var noget som hun direkte kunne sige sig, at være frygtelig stolt af og endda på alle tænkelige måder overhovedet! ”Typisk..” mumlede hun let. At støde på nogen havde aldrig nogensinde været hendes intention på nogen måde! Hun valgte dog alligevel at blive siddende på sin plads. Hun ville da slet ikke få det mindste ud af at komme for tæt på andre, for det satte hendes opgave helt i fare!

[tobias]

Tobias nød godt af at skoven var så frodig og skøn, som den havde været før at den var brændt ned. Det havde i sandhed været det værste mareridt. Han var stolt over at have fået den tilbage til sig selv. Det var nærmest som om den var mere vågen nu end førhen. Som om den ville varsle hvis der skulle komme et nyt form for angreb? Han vidste det ikke, men det var nok også bare en fornemmelse han havde indeni. Solen var rar for ham, den varmede og fik ham til at føle sig så sprudlende glad og tilfreds. Han var ret rolig lige nu, selvom glæden strømmede igennem hele hans krop og gav ham en følelse af behag. Han viftede hænderne ud over bækken, så små dråber blev viftet af hans hænder. Han rejste sig og tørrede hænderne i hans bukser, før han roligt kløede sig op af armen. Et smil passerede hans læber, da pigen så mod ham og han holdt ved sit gode mod.
Han rankede let ryggen, gik over til sin kurv i dag og følte for at være høflig og gå over at hilse, nu når han alligevel skulle den vej hjemad. Han tog sig kurv over armen og lod den hvile på hans underarm. Han gik roligt mod bækken, lavede et elegant spring og kom over. Han kiggede mod pigen, der havde bare tær og den mørke kappe på. Hun var bleg og hun så en anelse kold ud, som i at hun ikke udviste meget følelse. Han løftede et let bryn, men lod det bare være og sendte hende et smil. Da han passerede den store bakke hun lå på, stoppede han op. "Godmorgen, hvilken smuk dag at bevæge sig under skovens hvislende grene, synes De ikke?" spurgte han med en let og høflig tone.

[Deleted]

Skoven var tilbage på plads, og selvfølgelig var det noget som et sted også måtte glæde Lexie et sted, for den gamle magiker var jo derinde et sted, selvom den bare ikke kunne komme frem mere. Skoven var stor og grøn og det var noget som et sted også gav hende frygtelig mange gemmesteder og det var noget som et sted måtte appellere til hende, for hun havde jo alligevel frygtelig mange minder herfra, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet.
Lexie vendte blikket stille mod denne unge mand endnu en gang. Ikke fordi at han havde nogen som helst grund til at stole på ham. Hun stolede virkelig ikke på nogen foruden Romeo og han var langt væk fra hende, hvilket selvfølgelig var noget som et sted måtte skræmme hende. Det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Hun sendte ham en direkte fast mine da han endte med at åbne munden overfor hende – med andre ord så havde han set hende og han lagde mærke til hende, hvilket bestemt heller ikke var noget som hun brød sig meget om, for det var bestemt heller ikke noget som ville hjælpe hende på længere sigt! Hun knyttede næverne så hendes knoer endte med at blive helt hvide, selvom hun af den grund valgte at blive siddende. ”Hold dig langt væk fra mig!” ente hun med en fast tone og med en ganske bestemt tone, idet hun tvang sig op på benene og med den samme mere alvorlige attitude. En udstråling som i sig selv kunne vise sig at være meget advarende, for hun ville bestemt heller ikke have noget som helst med dem at gøre! Ikke mere med Procias! Hun var her på en opgave og det var den som hun havde intentioner om at gøre færdig, så hun endnu en gang kunne komme hjem til hendes elskede Romeo, så det var bestemt heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. ”Jeg kunne bedre lide det som skoven var før… Nedbrændt.. død og ødelæggelse..” afsluttede hun ganske kortfattet. Mere eller mindre bare for at svare på hans spørgsmål. Et sted lidt den procianer som hun var engang som måtte dukke bare en smule op igen.

[tobias]

Hvad der gik igennem denne kvindes tanker var ganske uvist for Tobias. Men han vidste en ting: Der var noget uldent over hende som han ikke helt kunne sætte sin finger på. Men han var bange for, at et mørke hvilede i hende. Han sendte hende et stort og roligt smil, hvor hans bladgrønne øjne lyste op og flakkede som bladene blæste i vinden. Han betragtede hende, som han kunne fornemme at hendes tanker løb rundt. For hun ænsede ham vist før han stod foran hende og hendes faste blik sagde ham blot, at han måske ikke skulle have sagt noget. Han kiggede hende dybt og roligt ind i øjnene, som skulle han have et løbsk dyr til at falde til ro. En sådan ro plejede normalt at smitte af på andre og give dem en følelse af, at de lige skulle tænke en ekstra gang. Det var så ikke altid det virkede på mørket, men nu måtte han se om det gjorde noget. Han sagde ikke noget til hendes første ord, da der vel ikke var noget at svare? Uanset hvor advarende den var, så gjorde han intet. For hun gjorde jo heller ikke ham noget. Ikke endnu rettere sagt. Han vædede let sine læber, det var som at hendes attitude ikke helt fulgte hendes inderste, da det virkede lidt påtaget. Han løftede et bryn. "Det tror jeg næppe," svarede han hende imod og blev ved med at prøve at holde øjenkontakt.

[Deleted]

Lexie havde et mørke voksende i sit indre og det tog kun voldsomt til som hun måtte stå tæt på en mand som denne. Umiddelbart så var han ikke noget specielt set i hendes øjne, men af den grund, så kunne hun jo faktisk godt tage fejl, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så kunne hun ikke skjule det. Det at han så hende direkte i blikket og med denne form for ro, var noget som tydeligt også måtte smitte af på hende selv, om det jo så var noget som hun ville det eller ikke, så kunne hun virkelig ikke gøre noget som helst ved det. Hun kneb øjnene fast sammen. Et sted så prøvede hun jo at skræmme ham til ikke at gøre dette, selvom det var tydeligt, at det ikke havde nogen effekt, hvilket tydeligt også måtte irritere hende! Hun rejste sig roligt op og i sin fulde højde, også selvom hun ikke var så høj igen. Der havde hun desværre arvet sin mors – en kvinde som hun selv måtte hade lige så meget som hun måtte hade sin far! Et had skabt af det mørke som måtte hvile i hendes sind og som hun ikke kunne gøre det mindste ved når det endelig skulle komme til stykket, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig skulle komme til stykket. Hun sendte ham en direkte dræbende mine. ”Ha! Du kender mig ikke, så det er ikke noget som du ved noget som helst om!” Hendes øjne slog gnistre! Han skulle bestemt heller ikke komme her og tro at han var noget som helst, for det var virkelig noget af det sidste som han måtte være, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet! Hun dannede sig en mørk kugle i sin hånd. Han havde jo set hende allerede, så hvorfor ikke prøve at skræmme ham længere væk? Det var bestemt heller ikke noget som hun ville have noget imod, for hun ønskede bare fred! Så hun kunne få noget ro til hovedet, for det var også noget som hun virkelig havde brug for efterhånden, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! ”Hvad er det du vil mig?” vrissede hun iskoldt.

[tobias]

At lyset ikke var noget der herskede i denne kvinde var tydeligt. Men alligevel var der noget der sagde ham, at hun oprindeligt var herfra. Men hun var bare drevet til mørket af en eller anden grund. Han tog en dyb vejrtrækning og betragtede hende med sit rolige og dybdegående blik. Han kunne fornemme at det smittede af, så der måtte være noget andet bag hende. Denne mørke attitude måtte virkelig være påtvunget, hvilket virkelig var en skam. Grunden til hans tro om at hun normalt var herfra, var at hun følte sig tilpas her i skoven. Han sendte hende et smil. Mærkede både en ro og irritation vokse i hende. Hendes dræbende blik skræmte ham dog alligevel og fik hans hjerte til at hamre lidt hårdere mod hans bryst, selvom han ihærdigt prøvede at skjulte det. "Jeg kan fornemme det på dig. Du føler dig tilpas her, om du vil indrømme det eller ej," sagde han fast, "det andet var blot tomme ord!" sagde han fast. Når det handlede om skoven kunne han sagtens sige sin mening og være bestemt. Han trak vejret roligt, selvom der var lidt knas i det pga. hans hurtige hjerteslag. Nervøsiteten steg nemlig også indeni. Han kiggede ned på hendes hånd, da han følte en mørk aura presse til sin egen rene og lyse aura. Han blinkede lidt med øjnene og trådte ubevidst et par skridt til page. Det her gav ham dejavu. "Jeg vil da blot udvise venlighed," sagde han dæmpet.

[Deleted]

Ganske rigtigt så var Lexie herfra oprindeligt, selvom det var alt for længe siden at hun havde været her i det store og hele. Hele hendes liv var præget af mørke og misbrug, selvom det havde ændret sig markant efter at Romeo var dukket op. Nu var han fanget i mørket, så selvfølgelig var det også der at hun ville være. Hun havde endda selv budt det mørke velkommen, også selvom det kun var halve af hende, men det var der om ikke andet. Hans ro var noget som smittet af på hende, også fordi at hun følte at han ikke var ude på at gøre et eller andet ved hende, hvilket selvfølgelig var noget som betød uendelig meget for hendes vedkommende, det var der heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hun vendte blikket direkte mod ham. ”Jeg bad dig om at holde dig væk fra mig!” vrissede hun med en direkte fast tone. Han var bange for hende – han frygtede om ikke andet, så det mørke som hun havde i sig, hvilket selvfølgelig var noget som hun selv tydeligt kunne mærke, om det var noget som man nu ville det eller ikke. At han var ude på at udvise denne form for venlighed var noget som hun tydeligt også selv kunne mærke, selvom det nu heller ikke var noget som hun tog sig af som sådan, for det var slet ikke noget som hun kunne. Det var der vel heller ikke nogen grund til, var der? ”Venlighed?” gentog hun med en ganske bestemt tone. Næsten som hun krævede at han skulle uddybe det. Om ikke andet, så var hun direkte nødt til at passe på sig selv, for hvis der var noget som hun havde været meget udsat for, så var det at folk ikke levede op til de forventninger som hun havde til dem – Dette gjaldt deriblandt også hendes egen søster!

[tobias]

Om Tobias havde ret i sin teori omkring hende var uvist, men han var nu ret sikker. Måske han ville finde ud af det, hvis han kunne komme lidt under huden på hende? Han betragtede hende. Han vidste ikke hvorfor mørket skulle have taget sit greb i hende, men det ville han vel tidsnok finde ud af? Medmindre hun da bestemte sig for at være helt på tværs. Det ville ikke gavne ham at komme i problemer, så han prøvede at forholde sig rolig. Han var ikke ude på det mindste, andet end at være venlig og høflig. Han så hende igen ind i øjnene med sine milde bladgrønne øjne der flakkede med en stærk ro. Et havde en effekt på hende, fornemmede han allerede. Han bed sig let i læben da hun sagde, at hun havde bedt ham holde sig væk. Men han var jo også trådt tilbage. Han sank en klump og blev stående. Holdt fast i sin kurv med planter og urter. "Venlighed. Høflighed. Jeg vil da ikke bare vade forbi Dem, det er uhøfligt," sagde han forklarende, selvom det nok ville lyde tåbeligt i hendes hoved.

//Lousy svar, men du skulle have et :3//

[Deleted]

Lexie ville slet ikke have noget med denne mand at gøre. Han kunne jo sætte hele hendes opgave i fare og det ønskede hun bestemt heller ikke! Hun ville jo selv forsikre sig om at hun ville komme hjem og tilbage til Romeo igen. Det var manden i hendes liv, for der var og havde aldrig været andre for hendes vedkommende. Hun kneb øjnene fast og let sammen, selv uden at tage blikket væk fra denne knægt. Han var venlig og ikke mindst høflig, en gammel egenskab som hun desværre havde glemt, idet at hun havde valgt at lukke mørket ind i sindet og sjælen i stedet for, også selvom det slet ikke var noget som hun fortrød på nogen som helst måde overhovedet. Hun trak vejret dybt og med en tydelig frustration i minen. At hun ikke bare kunne få ham til at gå var direkte irriterende! Hun knyttede næven, så den lille kugle endte med at forsvinde igen, idet hun roligt satte sig ned i græsset i stedet for. Hun var træt, hun havde været ude på vandring fra Dvasias og uden stop på vejen, så selvfølgelig var det også noget som betød meget for hende selv. De mørke øjne hvilede på hans skikkelse. Hvorfor gik han ikke bare? Det var jo det som hun var vant til i Dvasias. ”Jeg forstår dig ikke.. Hvorfor vise høflighed og venlighed overfor en hvor det ikke er gensidigt?” spurgte hun ganske kortfattet. Hun forstod sig virkelig ikke på ham og det var noget som gjorde hende langt mere frustreret end det som hun var i forvejen!