Just a look

[Deleted]

Celisha havde boet på kroen de sidste 100 år. ja det var længe men hun havde lavede en aftale med kroejeren og fordi der aldrig blev ballade med hende lod han hende bo der til gengæld for en omgang massage hver aften og en lille sum penge, samt at hun arbejdede på kroen en aften om ugen. Det var ikke så meget men kroejeren var en flink mand og ret gammel så han havde intet imod gratis arbejde den mest travle aften på ugen til gengæld for kroens næstmindste værelse. Celisha havde snart råd til at købe sig sit eget lille sted men hun ventede lidt endnu indtil hun havde samlede sig en ordentlig sum så hun kunne købe et ordentligt sted.

Denne aften var hun kun lige vendt hjem efter en lang arbejdsdag i baren. Hun arbejdede tre steder, to dage om ugen i baren, en dag i kroen og fire i bordelhuset i Dvasias. Hun tjente rimelig godt på sit arbejde og hendes udseende, selvsikkerhed og mund havde gjort hende populær blandt mange mænd. Hun trådte ind i kroen hvor krofatteren hævede blikket fra nogle papirer ”Jamen godaften Celisha… lang dag?” spurgte han venligt. ”Godaften krofatter, Ja.. jeg er skrupsulten, hvad kan du skaffe mig” svarede hun med et smil idet hun trak den drivvåde kappe af som havde værnede hende nogenlunde mod regnen. Hendes hår var fugtigt, hendes tøj og hud ligeledes. Under kappen var hun iført en hvid silke skjorte hvis to øverste knapper var åbne, skjorten klistrede til hendes krop og gjorde den lettere gennemsigtig hvilket var irriterende men hun orkede ikke skifte tøj før maden, på benene havde hun hotpants som skjorten var stoppede ned i, disse var tørre. På fødderne almindelig sko i sort. Hun satte sig ned mens krofatteren gjorde tegn til at der skulle blive hentede mad til hende og forklarede hvad der var på menuen i dag. Hun havde sat sig ved et hjørne, det mest stille hjørne. Der var ikke mange folk derfor var der ikke mange blikke, alligevel var der mere end nok med de to mænds blikke på sig.

[theis]

Gabriel havde brugt endnu en dag på at lede efter de sidste flygtninge, men havde ikke fundet nogen, hvilket han tog som at hvis der var flere så ville de ikke blive fundet, han var dog utrolig træt efter at have rejste gennem det meste af Manjarno for at lede, så han havde ikke orket at tage rejsen hjem igen, hvilket var grunden til at hun nu sad på kroen. Han havde overnatter der dagen forinden, og han havde stadig sit værrelse her, for det var jo ikke ligefrem fordi at han som hærfører var blandt de fattigste af folket, selvom han dog sjælendt brugte særlig mange penge på sig selv. Han var klødt helt i hvid, og havde hvide sko på fødderne, selv den læderskede som hans sværd var i, var i dette tilfælde hvid, grunden til at han valgte at gå i hvid, var at han godt kunne lide den farve, for den mindede ham om himlen og alt hvad der var godt, nøjagtig det samme som han selv stod for, som engle og hærfører for procias. Han kiggede op da Kvinden kom ind og smilte kort til hende, før han spiste noget mere af sin mad. Selvfølgelig kunne han godt se at hun var utrolig smuk, det kunne enhver Mand i dette rum jo, men i forhold til de andre så ville han bare sidde og kigge på hende hele tiden. Gabriel gik ud fra at hun fandt det utrolig irriterende at de mænd bare sad og stirrede på hende, men han ville heller ikke blande sig, for hun havde jo endnu ikke sagt noget til det, og det kunne jo være at hun ligefrem nød opmærksomheden? det kunne man jo godt gætte sådan som hun gik klædt.

[Deleted]

Hun ventede roligt på maden og den kom også inden længe. Som altid sparede krofatteren ikke på noget og hun fik mere end hun kunne spise. Nogle minutter efter hun havde fået maden serveret var der dukkede yderligere gæster op og de havde sjovt nok valgt at sætte sig ved bordet ved siden af hendes. hun havde ikke reageret på dette, for hvad skulle hun også sige? Det var jo ikke hendes sted og de havde intet gjort selvom hun tydligt kunne fornemme deres gennemborende blikke. Ja de andre mænds blikke før havde ikke generet hende for det var interesseret blikke, dog blikke på afstand. Disse sad alt for tæt på efter hendes mening. Hun spiste og drak roligt videre og besluttede sig for at gå op på sit værelse så snart hun var færdig med maden. En af de mænd der havde sat sig ved siden af vendte nu opmærksomheden mod hende og begyndte at snakke ”Hey snut.. hvad med at varme mit skød når du engang er færdig med maden” hun standsede med at spise og hævede blikket mod ham, lagde hovedet på skrå og smilede et skævt lille smil ”Nej ellers tak…” svarede hun med en fløjlsblød stemme. Som sensueldæmon havde hun en aura af sensualitet over sig, både hvad udseende, stemme og bevægelser angik. Hun kunne selvfølgelig dæmpe dette hvilket hun også havde gjort en del, men folk reagerede alligevel på den smule hun udviste. Manden var tydeligvis ikke tilfreds med hendes svar ”Nu ikke spille kostbar.. du vil blive betalt rigeligt…” svarede han med en tone der gav hende kvalme. ”Desværre… jeg står ved mit svar” sagde hun og drak en tår vand inden hun skubbede bestik og tallerken ind midt på bordet. Krofatteren havde set opmærksomt hen imod dem og han smilede til hende da hun rejste sig op. Hun samlede sin kappe op og satte kursen mod sit værelse. Krofatteren havde ligeledes vendt tilbage til sit arbejde. Manden havde dog ikke brudt sig om svaret og ventede derfor lidt inden han fulgte efter hende.

[theis]

Gabriel forsatte med at koncenterer sig om sin mad og bare spise, da han ikke ville give kvinden unødig opmærksomhed, da han jo forsat regnede med at hun gerne ville have fred. At der var kommet flere mennesker til i Kroen gjorde ham ikke så meget, det var jo den slags som kroen tjente på penge på, så det var da kun fair at han ikke brokkede sig over det. Hans blik gled dog igen over på kvinden da nogle mænd var begyndt at tale til hende. Gabriel sukkede irriteret over at de ikke bare kunne lade hende være, når det jo var så tydeligt at hun gerne ville have fred, og ikke var interreseret i dem. Han spiste sin mad færdig og skulle til at rejse sig da kvinden ligeledes rejste sig og gik op på sit værrelse, han kunne ikke lade være med at kigge efter hende men fik dog hurtigt løsrevet blikket og kiggede over på manden som fulgte efter hende op. Gabriel sukkede tungt, tog sin nøgle og sit sværd og fulgte efter dem der op.
//sorry det korte svar, men der skete ikke nok jeg kunne gøre noget på xD

[Deleted]

Hendes værelse lå som alle de andre værelser en etage over krostuen hvor folk ellers sad og snakkede, alligevel var murene og loftet så tykt at lydende ikke altid blev hørt medmindre man lyttede efter plus at der var stille. Celisha havde ikke set sig tilbage idet hun havde rejst sig op, hun regnede med at manden var klog nok til at holde sig væk, det var jo langt fra klogt at rode sig ud i problemer så offentligt, desuden kunne hun skam et trick eller to med sine warlock evner, selvom det nu ikke var vildt meget. På vej hen mod trappen gled hendes blik rundt og faldt på de to mænd der havde kiggede på hende og på en mand blond fyr der sad for sig selv og spiste. Det der tiltrak hendes opmærksomhed var hans hvide påklædning, for han var klædt i hvidt fra top til tå, ja selv skoene var hvide. Han var en rimelig køn fyr, og dog lyste han af engel selvom hun ingen vinger kunne se. Hun vendte blikket mod trappen om hun roligt gik op ad så hendes hofter vuggede fra side til side. Snart var hun oppe af trappen og gik ned ad gangen mod sit værelse. Henne ved døren standsede hun for at låse den op men standsede da hun hørte skridt bag sig, hun vendte sig om og så fyren fra før stå overfor hende, ja helt tæt på. Hun flyttede sig ikke men hævede det ene bryn inden hun vendte sig helt om mod ham så hun stod emd fronten mod ham ”Ja..?” sagde hun spørgende og lettere irriteret. ”Jeg giver ikke op.. du kender mig ikke, jeg får altid hvad jeg ønsker..” svarede han med øjne der strålede, han trådte tættere på hvilket tvang hende til at træde et skridt tilbage for ikke at røre ham og derved blev hun tvunget op ad døren til sit værelse. ”Nej du har ret… jeg kender dig ikke, men du kender mig heller ikke.. så være nu en sød dreng og smut.. jeg er virkelig træt lige nu…” svarede hun som tiltalte hun et lille barn. Hun vidste det ikke var klogt, men heey! Sådan var hun. Fyren rakte hånden frem mod hende og strøg nu hendes kind hvilket fik hende til at sende ham et giftigt blik og slå hans hånd til side ”Jeg siger det kun en gang til… gå!” sagde hun nu med tydelig vrede i stemmen. Hans reaktion var at gribe fat om hendes hage og tvinge hendes ansigt tættere på hendes ”Lås den dør op eller jeg steger dig på stedet” hvislede han, hans hånd føltes varm og den blev varmere. Ilddæmon! Hendes reaktion var at slynge ham en ordentlig lussing der faktisk smadrede en tand. Han spyttede vredt tanden ud og greb nu fat i begge hendes hænder mens han tvang hende op ad døren. Sylskarpe tænder dukkede op og hun så på dem. Vampyr? Varyl? Holy Grail? Hvad var den fyr!?

[theis]

Gabriel havde godt se at kvinden havde kigget på ham endnu hun var gået op og han havde bare smilt til hende da han jo trods alt var i godt humør og så virkede hun jo sød nok, selvom han endnu ikke havde snakket med hende. Gabriel var fuldt efter manden op og stoppede op ikke så langt fra hvad der foregik. Han var stille lidt for at se om hun kunne klare det, men da han så de skarpe tænder, vidste han godt at hun ikke ville kunne klare sig selv. Gabriel trådte endnu tættere på hvilket udentvivl måtte skaffe mandens opmærksomhed "Slip hende nu" sagde han med et helt fast ansigts udtryk. Normalt brød han sig ikke om at blande sig i sager der ikke ved kom ham, men samtidig så kunne han ikke bare se til mens en lidt hjælpeløs kvinde hvilket man måtte kalde hende i dette tilfælde var i problemer. Gabriel tog sig ikke tid til at vente på at manden hørte efter, han tog hurtigt de sidste skridt over mod ham og greb ham i nakken i et forsøg på at få ham smidt væk fra hende. Gabriel vendte derefter blikket mod Kvinden med et smil "Er du okey?" spurgte han med et skævt smil, før han igen vendte blikket mod hvad end den mand var, for han vidste det ikke.

[Deleted]

Vampyren, varylen eller hvad han nu end var, kunne høre skridt bag sig. Celisha havde ikke hørt ham for så god en hørelse havde hun ikke, hun blev dog bevidst om ham da han henvendte sig til manden der endnu havde et fast tag i hende. Manden snerrede af den nyankommne ”Bland dig..” han nåede ikke at sige mere inden han var blevet revet løs og væk fra hende. Hun tog sig til håndledende og gned dem mens hun så på sin redningsmands ryg. Denne vendte blikket mod hende og spurgte om hun var okay ”Ja.. jeg har det fint… pas på.. han er vist ikke bare vampyr.. ilddæmon men måske mere” svarede hun og brifede ham om hans modstander for det var vel hvad vampfyren var. det undrede hende at denne mand i det hele taget stå mellem hende og hendes fjende, hvorfor ikke være ligeglad? Vampfyren så vredt på ham ”Hvad blander du dig for… pigen er luder! Hun får penge for det hun gør!” hvislede han vredt. selvom manden havde ret, eller delvist, for hun var jo det ha kaldte hende for, alligevel følte hun sig for første gang fornærmet over at blive kaldt for en skøge.

[theis]

Gabriel lyttede til hvad kvinden sagde, men trak bare på skuldrene, det gjorde ham ikke så meget, hvad han var. Gabriel rullede lidt med vingerne og lod samtidig sine store hvide vinger komme til syne. "Jeg skal nok tage mig af ham, bare rolig" Gabriel vendte igen blikket mod manden og lagde hovedet lidt på skrå ved hans ord, før han blot rystede på hovedet af ham. "Måske er hun det, men hun har stadig et valg, og det ser ikke ud til at hun gider dig. Så tag og smut hjem til hvor du kommer fra, før jeg forvandler dig ind til en bunke aske" det var godt nok ikke noget han som sådan kunne, efter som det kun var solens stråler der kunne gøre dette ved en vampyr, men det var en glimrende trussel, og han kunne altid slå ham ihjel og smide ham ud af vinduet. Gabriel kiggede over sin skulder og vendte derved blikket mod Kvinden "Forresten så er mit Navn Gabriel Hawktan, godt at møde dig" sagde han med et varmt smil, som ville få de fleste til at føle sig trygge når de så det. Derefter vendte han blikket over mod manden igen, og lagde sin hånd på sit sværd klar til at trække det hvis det skulle blive nødvendigt. Når det kom til at dræbe væsner som denne mand, så var Gabriel ligeglad selvom han normalt ikke var glad for det. Men som Procias' hærfører var han altid på vagt over for Dvasianke væsner som denne mand klart måtte være.

[Deleted]

Pludselig blev hans vinger folede frem og hun gloede på de hvide blanke fjer som var meget lige hendes, vampfyren skuttede sig ved synet og hvæssede irriteret. Da han bad hende være rolig for han ville nok klare det for hende hævede hun det ene bryn. Hun nikkede dog bare, hun havde hverken kræfter eller evner til at stoppe ham så hun var glad for hjælpen selvom hun normalt ikke var van til hjælp. Ved Gabriels svar på den fremmed mand så hun overraskede på ham, ikke mange væsner ar lyset brød sig om den slags job som hun havde, at han så tog hendes parti var en overraskelse. Hun var tavs, men det samme var manden ikke ”Du skulle ikke have blandet dig din usle lille..!” han blev bragt til tavshed idet Gabriel nærmest ignorerede ham ved at vende blikket bagud mod hende og præsenteret sig selv, både hun og den fremmed stivnede ved præsentationen. Den Hawktan? Procias´ hærfører? Hun så endnu mere overraskede ud nu ”Celisha Michelle De Hayes” svarede hun. om han ville genkende hendes efternavn og derved forbinde hende til himmeriget hvor hendes far og resten af familien boede anede hun ikke men det var også delvist ligegyldigt. Vampfyren så vredt på dem ”Jeg håber I har sludrede nok! Nu skal du dø!” hvislede han vredt og angreb Gabriel.

[theis]

Gabriel morede sig faktisk længe over hvordan fyren skuttede sig, så han var altså ikke glad for at komme op og slås med en engel så det ud til. At han hvæssede irriteret af ham tog han sig ikke spor ad, det var han som sådan fuldkommen ligeglad med. Det skete jo stort set hver eneste gang at han kom i kamp med et mørke væsne, faktisk skete det så tit at han efterhånden var begyndt at fortolke det som et slags primitivt kampråb som de jo kom med. Han vendte blikket mod manden der talte og kunne ikke lade være med at grine "Måske skulle jeg ikke have blandet mig hvis man spurgte om din mening, men jeg kunne jo ikke lade noget så grimt som dig tvinge hende til noget. Jeg mener har du hørt om at bruge et spejl bare engang i mellem" Gabriel viste ingen tegn på at han lavede sjov, da han stadig så helt alvorlig ud. Da han hørte hendes navn vendte han sig mod hende igen "De hayes? det gør mig ondt med din bror. " Gabriel kunne de fleste engles navne så det at hun sagde de Hayes vidste han at hun var engle "Og så fik jeg jo endnu en grund til at hjælpe dig. Som Englenes leder så er det blandt så meget andet, mit job at passer på jer" Gabriel trak sit sværd og svang det i en bue mod manden, med sådan en kræft og fart som kun kan komme med meget træning og erfaring, hvis ikke manden flyttede sig hurtigt ville han blive et hoved kortere, da sværdet var rettet lige mod hans hals.

[Deleted]

Hun så roligt til mens Gabriel nærmest provokerede ham. Hun så undrende på hans ryg og pressede læberne hårdt sammen dog uden at sige noget. Da denne nævnte hendes bror så hun væk, hun ønskede ikke at bringe hendes bror op han var nok hendes største svaghed selv nu efter 100 år af hans død kunne det føles som en klump i halsen når han blev nævnt. Billeder af sin fortid, barndom sammen med Derek fløj forbi hendes hoved og dog blev hun brat revet ud af disse tanker da lyden af et sværd brød stilheden. Hun så på sværdet, på det lange blanke blad der få sekunder efter var sølet ind i varylens blod og bed sig svag i underlæben. Gabriels svar og ord om hans forpligtelse til at beskytte engle gav hende en klump i halsen. Hel engel var hun jo ikke så det gjaldt vel ikke for hende? Varylven havde faret mod Gabriel uden spor brug af hjernen og da sværdet blev trukket nåede han ikke helt at flytte sig og fik den derfor i siden. Han vaklede tilbage og så vredt på Celisha ”Jeg skal nok finde dig din heks! Jeg finder dig.. og så vil du ønske at du aldrig var blevet født” hvæssede han. Hun så hadet i hans øjne og fjernede atter blikket hvilket ikke var spor klogt for i det samme hævede han hånden og slyngede en kugle af ild mod dem. Hun så brat op for at opdage at ildkuglen var på vej, først troede hun den blev sendt mod Gabriel men den skiftede kurs og ramlede ind i hende. Hun havde holdt hænderne op for ansigtet og derfor ramte kuglen hendes hænder, og arme og ellers gik den i opløsning. Et gisp forlod hendes læber, et gisp af smerte. Varylen skyndte sig væk.

[theis]

Det var utrolig sjældent at Gabriel Provokerede sine modstandere, faktisk var det meget meget få gange at han overhovedet talte til dem. Selvfølgelig der var heller ikke så meget at sige til dem, når han jo for det meste mødte dem på slagmarken, når han havde ført hæren i krig, og det var ikke ligefrem fordi han der havde tid til at fører en samtale, eller for den sags skyld provokere sin modstander, for det var tit sådan at når en faldt så tog den anden hans plads, og derved var der hele tiden nogen at slå ihjel, indtil en af hærene trak sig tilbage, og desværre havde dette alt for ofte været den procianske hær, for de havde ikke så mange soldater som de havde haft engang. Hvorfor kunne Gabriel ikke svare på, for der var nok unge mænd, men den seneste tids prøvelser havde vel skræmt de fleste af dem til at melde sig, og samtidig virkede det altid som om at Den Dvasianske hær voksede for hver gang han havde set den. Gabriel kiggede undskyldende på Celisha da han godt kunne se, at det at nævne hendes bror havde gjort hende trist til mode, og det kunne han da godt forstå, det var trods alt 'Kun' 100 år siden at han var død og det var ingen ting i forhold til engle, de levede jo ofte evigt, hvis de da ikke blev slået ihjel på den ene eller den anden måde. At hun ikke var hel engle betød ikke noget for Gabriel, han så ikke så slemt på de racer der ikke var halvblod. Han brød sig selvfølgelig ikke så meget om de Dvasianske racer, men han havde dog set at nogle af dem kunne være flinke, hvilket også var grunden til at han det meste af tiden lod folks personlighed bestemme hvordan han skulle behandle dem. Gabriel strammede grebet om sværdet da han hørte mandens trussel, men før han nåede at gøre noget kom kuglen af ild mod dem, og da den ramte Celisha i stedet for ham, glemte han alt om varylen. Gabriel stak hurtigt sit sværd ned og drejede rundt og kiggede bekymret på hende "Er du okey Frøken De Hayes?" spurgte han bekymret. Han rejste sig op og låste døren op ind til hendes værrelse da nøglen jo stadig var i, hvorefter han greb om hende og prøvede at guide hende ind og sidde på sengen. "Lad mig se på det der" sagde han og tog forsigtigt fadt i hendes arme og begyndte at studere hvor slemt de var blevet forbrændt af ildkuglen. Han kunne godt heale det, men før han kunne gøre noget som helst, skulle han vide hvor slemt det var, og derved hvor længe han skulle bruge på at heale det. Han skulle jo også vide om der var nogen steder der var værre end andre, så han ikke startede ved det mindst skadede væv og derved risikerede at hendes arme ville ende med at blive ødelagt for altid. "Jeg er ked af at jeg ikke nåede i vejen for Den ildkugle, den skulle have ramt mig." sagde han og kiggede på hende med et varmt men dog undskyldende smil. Det var ikke fordi han regnede med at kuglen ikke ville skade ham, for han havde ikke haft tid til at ligge et af sine beskyttende skjolde op, men som han havde sagt, så var det hans job at beskytte engle, alle engle og det at hun var blevet ramt så han som at han ikke havde gjort sit job godt nok. Han vidste godt at han langt fra kunne beskytte alle engle, og han vidste også godt at han ikke skulle beskytte alle engle, der var nogle engle og engleblandinger, som hellere ville klare sig selv, men han ville stadig gerne beskytte dem han kunne. ”Så har du boet her lige siden du ved?” Gabriel vendte blikket tilbage til hende med at varmt smil. Han ville ikke bringe hendes bror Derek op igen, af den grund havde han ikke brugt hans navn, men han var alligevel nysgerrig på hvorfor hun boede her af alle steder, hun havde jo sit eget hjem oppe i himlen, alle engle havde et værelse i himmelriget og det var et sted hvor hun ikke skulle frygte mænd som ham. Gabriel rejste sig fra sengen og gik ud på badeværelset hvor han hældte noget vand op en lille skål, samtidig med at han tog en blød svamp. Da han kom tilbage igen, dyppede han svampen i det kolde vand så den rigtig sugede det op, før han trykkede den mod hendes arm lidt over hvor brænd såret stoppede, så vandet ville løbe ned over såret og derved køle det lidt ned, dog uden at svampen rørte selve såret og derved fik det til at gøre ondt på hende.

[Deleted]

Celisha havde aldrig som sådan haft rigtige fjender. I hvert fald ikke nogen hun havde været bevidst om. Fyren der havde jagtede hende som barn havde hun kun en svag erindring om og desuden havde han bare været en psykopat, ikke en fjende. Hendes far havde heller ikke været en fjende selvom han faktisk var den der havde ødelagt hendes liv og gjort hende til den hun var nu, men en fjende var han ikke, hun valgte at se på ham som en syg mand. Alligevel holdt hun sig fra himmeriget og ham med blot for at undgå at støde ind i ham. Hun savnede himlen, savnede at være omgivet af ro og idyl. Hun savnede det utrolig meget, men indrømme det ville hun ikke, hverken for andre eller for sig selv, det ville blot sende hende i en depression og gøre hende ulykkelig. Tilfreds med sit liv? Nej! Som om hun havde ønskede at leve af at sælge sin krop, men det var ret nyttigt og man tjente godt. hun havde lært blot at gøre det uden at lægge følelser i det, lært at lade sin krop vise interesse men havde lukkede af hvor sit hjerte og sind. Hun tænkte slet ikke over det når hun var sammen med en mand, lod ham blot opnå den nydelse han stræbte efter og smutte igen. Hun nød langt mere sit arbejde på kroen eller på baren, det var mere hende selvom hun gerne helt ville have undgået det. Hendes barndomsdrøm om at blive healer var for længst røget i vasken, hun var endt så langt nede i hierarkiet at og sølet sig ind i så meget skidt og snavs at hun slet ikke orkede at kæmpe for sine drømme. Hun blev brat revet ud af sine egne tanker og så nu mere opmærksomt til mens de to mænd endnu stod overfor hinanden, hun bemærkede Gabriels undskyldende blik og så blot væk igen. Åh hun hadede at have disse svagheder, hendes afdøde bror var klart en af hendes største svagheder, om det nogensinde ville ændre sig anede hun ikke. Hun håbede det for at tænke på ham gjorde hende dårlig til mode. Havde han levet og set i hvilke ussel tilstand hun var, eller i hvert fald hvilke ussel job hun var endt i, ville han næppe blive glad. Hendes blik forlod varylen og gled hen over Gabriels hånd idet hun bemærkede hvordan han strammede grebet om sit sværd. Det var endelig derfor at hun ikke så ildkuglen komme, og selv hvis hun havde gjort havde hun ikke kunnet gøre noget for at standse den, der var knap med plads og hun ville ikke nå at trække på sine evner. Smerten spredte sig i hendes arme idet hun fjernede dem fra ansigtet som ellers ville være blevet ramt af ildkuglen, han havde helt klart haft i sinde at slå hende ihjel. Hendes arme var helt forbrændte og huden var mørk og klam. Smerten fik det til at svide i øjnene og selvom hun ikke ville græde pressede smertestårer på. Hans stemme fik hende til at presse læberne hårdt sammen og blot nikke da hun besvarede hans spørgsmål. Hun trådte til side og lod ham låse op til hendes værelse. Hun gled ned at sidde på sengen mens hun så på sine arme, de måtte heales. Det kunne hun vel selv gøre, hun havde jo sine healende evner men hun kunne ikke koncentrere sig. Da han bad om at se på det rakte hun villigt armene frem så han kunne studere dem, han havde sikkert langt mere viden om healing end hende. Hun forsøgte at trække vejret roligt ind og skubbe smerten på afstand men desværre var det langt fra let, en ide dukkede op og for at få det hele på afstand begyndte hun at tænke på sin tid hos sin mor, den lykkelig tid hun havde haft sammen med netop denne kvinde. Hans stemme rev hende ud af sine tanker og hun opdagede at hun havde siddet med lukkede øjne i adskillige sekunder. hun gentog hans ord i hovedet for at få mening i dem og endte med at smile et svagt skævt smil ”Den var tilegnet mig, så den ramte sit mål. Jeg takker for Deres hjælp, han ville nok have voldtaget mig hvis ikke De var dukkede op” svarede hun. han havde gjort rigeligt, og at tage dette for hende var han slet ikke forpligtet til, ikke efter hendes hoved i hvert fald. Han havde derfor gjort mere end nok og hun bebrejdede ham intet, men tværtimod var hun ham evigt taknemlig. Ved hans næste spørgsmål bemærkede hun hvordan han undgik at sige hendes brors navn, hendes svar var blot et enkelt nik, for hun havde boede på jorden i 100 år, himmeriget havde hun derfor ikke set siden da. Han rejste sig op, forsvandt i nogle sekunder og imens sad hun stille. Atter pressede tårerne på og mens hun sad der prøvede hun virkelig at finde ud af hvordan hun skulle få healet sine egne sår. En tåre trillede ned over hendes kind og deraf ned over den ene af hendes arme, det sydede hvilket fik hende til at glo forundret på det for det gjorde ikke ondt. Da det holdt op med at syde var tåren forsvundet og erstattet af nyt sundt hud. Hun så op på ham da han igen kom ind i værelset og satte sig til at ordne dem modsatte arm af den tåren var fladet på.