Payback!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var virkelig ikke den med den største tålmodighed, men hun havde virkelig været bange for at hun ville dø ene og alene her, ligesom Julien havde fortalt hende. At det jo så ikke var sket alligevel, var noget som selvfølgelig også havde glædet hende og noget så frygtelig! Regnen som piskede, var noget som gjorde hende iskold og direkte gennemblødt, for hun havde ingen muligheder for at skaffe sig varme! Hun var ligbleg, øjnene lettere røde, for hun kæmpede faktisk. Hun måtte direkte kæmpe for at holde sig vågen, for det var virkelig fristende for hende at give efter for søvnen som virkelig rev i hende efterhånden! Mange træer var væltet under hendes kamp med Julien, selvom det nu heller ikke var noget som irriterede hende, men det at han havde fået hende ned med nakken på denne her måde, var virkelig det som pissede hende af! At det var Konstantin som var dukket op, var hende en lettelse. Et sted så havde hun vel også håbet på at han ville finde hende? Den eneste som hun havde lukket så tæt på sig som det hun havde gjort for ham såvel som det var omvendt, for de var virkelig gode barndomsvenner. Hun havde ikke brug for nogen facader overfor ham, hun kunne faktisk vise at hun virkelig ikke havde det godt.
Bekymringen som hun direkte kunne læse i Konstantins blik, var noget som direkte måtte smitte af på hende selv, om det var noget som man ville det eller ikke. hun trak vejret dybt og hurtigt, for hun havde virkelig brug for luften! Hans ord var noget som svagt fik hende til at trække på smilebåndet, selvom det ene og alene bestemt heller ikke var nemt for hendes vedkommende. ”Du er virkelig l-langsom som en snegl..” Hun betragtede ham stille, som han tjekkede hendes sår igennem, hvilket hun nu heller ikke havde noget imod. Kniven som han bare valgte at tage fat i og rive ud af hendes mave, fik hende til at slippe et mindre gisp, for det var noget som direkte gjorde ondt! Hun klemte øjnene fast sammen og slog hovedet let ind mod træet som stod bag hende. Tårerne samlede sig endnu en gang i hendes øjne, for hun havde det virkelig ikke godt! At han varsomt tog fat i hende og fik fremtryllet et tæppe, så kunne hun udmærket godt mærke hvor ondt hun havde det i sin arm. ”Arm, arm, ARM!” endte hun med en fast tone. Den var jo for pokker da brækket i en yderst akavet vinkel og det at bevæge sig bare det mindste, var noget som i den grad gjorde forbandet ondt, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. At han satte hende tilbage mod træet, så hun igen kunne sidde i den stilling som hun havde gjort før, var noget som lettet hende. Hun var i den grad også begyndt at ryste, for hun havde det bestemt heller ikke særlig godt på noget tidspunkt. En tåre gled stille nedover hendes kind, idet hun vendte blikket mod ham endnu en gang. De andre warlocks skulle bestemt heller ikke se hende på denne her måde, det var helt sikkert! ”D-de andre skal ikke se mig sådan her..” Hun sendte Konstantin en direkte fast mine, da han var begyndt at heale hende. Lyset efterlod hende i den grad med en varme, at det næsten føles brændende. Hun blev bare siddende. Hun havde virkelig ikke styrken til at gøre noget som helst og det var hende i den grad en frygtelig frustrerende tanke!

[Deleted]

At se Malisha på denne måde, var noget som virkelig måtte gøre Konstantin bekymret, han havde aldrig set hende i sådan en situation, hvor hun var direkte døende! Og dog måtte han indrømme at han virkelig var glad for at han ikke var kommet for sent, hvis man da kunne kalde det det, for havde han fundet hende død, så vidste han virkelig ikke hvad han skulle have gjort! Det var ikke fordi at han ønskede at joke med det hele, for han var faktisk direkte panisk for hvad der ville ske med hende, men et sted var det vel kun for at prøve at roe sig selv ned? Han rystede let og dog smilende på hovedet, som hun kaldte ham for en snegl. „Nu er det jo ikke fordi at jeg hverdag, regner med at min smukke leder bliver mørbanket og sidder direkte døende tilbage.. vel?” Han sendte hende et sigende blik. „Men næste gang skal jeg da nok være hurtigere,” endte han roligt, som han fortsatte med at betragte hendes skader og sår. At han hev hende ud mod sig, skønt det var varsomt, gjorde at hun fik ondt i armen, kunne han tydeligt høre, da hun nærmest måtte råbe det ind i hans øre. Han sendte hende et næsten irriteret blik, som han lagde hende tilbage mod træets stamme igen, hvor han kort måtte tage sig til øret, inden han vendte blikket mod hendes arm. Man kunne tydeligt se at den var brækket. Uanset hvem hun havde været oppe imod, så havde vedkommende ikke været mild ved hende. Han tog blidt omkring hendes arm, og lagde den forsigtigt over hendes mave, så han kunne putte hende bedre under tæppet, så hun ville kunne finde bare lidt varme, for det havde hun efterhånden brug for. Han gik derefter i gang med at heale hendes mave. Måske det var lidt brutalt bare at hive kniven ud af maven på hende, men på den anden side, så var han ligesom nød til det, og den skulle jo ud på et eller andet tidspunkt alligevel, og han havde bestemt ikke tænkt sig at lade hende dø her! Han lyttede til hendes ord, og fik egentlig kun fremmumlet et; „Mhm..” Han var virkelig ligeglad med hvor stædig og forfængelig hun var, han var ligeglad med hvor mange der fik lov til at se hende, for han ville ikke lade hende dø! Han vendte roligt blikket mod hende, hvor de mørke øjne faldt på tåren der banede sig ned over hendes kind. Han havde faktisk ikke set hende græde, siden de havde været små, hvor hun havde været frustreret over hendes far, men det var jo ufattelig mange år tilbage, at det næsten var gået i glemmebogen. Han sagde dog intet, som han blot healede hendes mave færdig, så hun da ikke mistede blod derfra længere. Han så mod hende igen, hvor han greb hende i et blidt tag omkring hagen og kæbepartiet, for at fange hendes opmærksomhed, selvom det også var her han lagde mærke til hvor mange blå mærker hun faktisk havde i ansigtet, så det var tydeligt at hun var blevet slået hårdt. Han lod tomlen stryge tåren væk fra hendes kind, inden han slap hende igen, for ikke at gøre ondt værre. „Jeg er virkelig ligeglad Malisha. Din stædighed skal ikke få lov til at slå dig ihjel, for jeg kan skam fint efterlade dig her til din egen død, eller også kunne du bide din stolthed i dig, så jeg kan få dig med hjem, hvor jeg faktisk har en mulig chance for at redde din røv,” endte han i en bestemt og direkte kold tone, for det stod virkelig slet ikke til diskussion!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde ikke noget andet valg end at blive siddende op ad træet. Hun kunne ikke bevæge sig uden at det virkelig gjorde ondt og hun brød sig bestemt heller ikke om tanken. At han direkte skulle kalde hende for en smuk leder, var desuden også den eneste som direkte fik lov til at skænke hende ord som lignede dette. Hun vendte blikket direkte mod ham og med den samme mine som tidligere. Han havde fundet hende og det var i den grad også det som havde betydning for hende. Julien havde nemlig taget fejl! ”Du.. du kan betragte det som en oplevelse for livet.. F-for det sker ikke igen,” sagde hun ganske kortfattet. Han var den eneste som hun kunne stille sig bare en kende svag overfor uden at det gjorde hende det vilde lige netop nu. Hun blev siddende, også selvom hun direkte havde råbt ham ind i øret, for det havde virkelig gjort ondt i den arm! Julien havde på ingen måder været mild mod hende og hun kunne trygt love den knægt, at hun kom igen! Hun havde ikke fået sin hævn endnu! At han varsomt pakket hende ind i tæppet, var hun nu glad for, selvom hun mest af alt bare ønskede at komme hjem og finde noget ordentlig varme, for tæppet hjalp hende ikke så meget igen nu hvor hun alligevel var gennemkold, våd af regn og havde det virkelig, virkelig skidt. Hun vendte blikket stille op mod ham og med den samme faste mine. At hun direkte skulle sidde og græde overfor ham, var bestemt heller ikke hendes mening, men hun kunne virkelig ikke styre noget som helst. Hun var banket gul og blå, stukket ned, brækket en arm og virkelig bare kørt træt som aldrig nogensinde før. At hun skulle tabe til en så ung en vampyr var jo direkte pinligt for hendes vedkommende. Hun var en leder og det var meningen at hun skulle stå stærk, så dette var ikke noget som skule frem! Ikke for nogen som helst! Hånden som han strøg over hendes kind, var nu heller ikke noget som hun sagde noget til. Det var faktisk rart for hende. Det var ikke ofte at folk kom så tæt på hende, at hun faktisk lod dem røre hende, men lige Konstantin var et stort undtag. Så de hende sådan her og fandt ud af sandheden, så ville hun ikke være leder for lang tid og det ville hun bestemt heller ikke blive udsat for på denne her måde! ”S.. så tag mig til dit Mansion, Konstantin. Jeg skal ikke til ’Den Mørke Cirkel’!” vrissede hun med en fast tone. Det var ikke engang fordi at det var noget som hun ønskede, for hun havde ikke kræfterne til det! Hun endte ud i et mindre hosteanfald, uden at hun direkte kunne gøre noget som helst ved det. Hun klemte øjnene sammen, for det gjorde virkelig ondt! Hun var iskold, havde desperat brug for varme, og det var bestemt slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Hun tog forsigtigt omkring sin arm. Det sved i sårene ved halsen, hun var bleg og kunne bare ikke holde på varmen! Hun vendte blikket stille mod ham også selvom minen var fast, så var den også meget træt. ”Du… du ville ikke efterlade mig her..” endte hun med en ganske kortfattet stemme. Et sted, så var det næsten med.. frygt?

[Deleted]

At se Malisha på denne måde, brød Konstantin sig bestemt ikke om på nogen måde. At se hende være blevet knækket, at se hende være blevet slået, var en tanke der bragte ham bekymring, for han havde aldrig set hende døende på denne måde. Han var bare heldig at han havde fundet hende i live og ikke død, for ellers havde han da ikke vidst hvad han skulle have gjort! Han håbede bare ikke at han var kommet for sent, for så ville han ikke være i stand til at redde hende, selvom han virkelig var fast besluttet på at kæmpe til det sidste! Han nægtede at miste hende nu! Han vendte de mørke øjne mod hende, hvor et skævt og dog bestemt smil banede sig vej over hans rosenrøde læber. Han løftede hånden og lagde den roligt mod hendes ene kind, som han strøg ganske let. „Åh bare rolig Malisha.. jeg tillader skam ikke at det sker igen,” endte han lettere selvsikkert, inden han vendte opmærksomheden mod hendes sår igen. Det så ikke ud til at der var sket de store ting med hende, men af de få ting der var sket, var det alligevel utrolig alvorligt. Hendes mave havde han da fået healet, så der ville hun i det mindste ikke miste mere blod, så var der hendes hals, hvor det var tydeligt at hun havde været oppe at slås med en vampyr, og han ville skyde på at vedkommende havde taget meget af hendes blod. Han lod hånden søge fra hendes kind og ned til hendes hals, hvor han lod sin pegefinger stryge over hendes sår ved halsen, hvor han fik noget af hendes blod op på fingeren. Han tryllede et lille reagensglas frem, hvor han lod dråben af hendes blod søge ned i, inden han pakkede den væk igen. Han lagde hånden over hendes hals, som begyndte at lyse, da han også gik i gang med at heale såret der. At hun direkte sad og græd foran ham, havde han aldrig set før, ikke hvor hun havde været voksen, så det kom faktisk direkte bag på ham, selvom han dog ikke ville håne hende, for det havde han virkelig ikke nogen grund til! Han vendte blikket mod hende til hendes eget forslag. „Til min herregård?” Det havde han jo faktisk slet ikke selv tænkt på. Han kunne godt tage hende med hjem, det ville faktisk også gøre det lettere for ham selv, for det blev jo nok ham som tilså hende og hendes sår igennem det næsten lange stykke tid, og hvis hun var hjemme hos ham, så kunne både arbejde og tilse hende, så.. det var jo faktisk lettere. Han sukkede ganske let. „Fint. Men så vil jeg heller ikke høre mere brok,” mumlede han lettere irriteret, som det vel var tydeligt at han var utilfreds? Han hadede virkelig hendes stædighed! Den fik hende da slået ihjel en dag! Han rynkede brynene ganske let, som hun begyndte at hoste, hvor han strakte den ene hånd, hvor han lagde et skjold omkring dem, så regnen ikke længere kunne nå dem. Han vendte blikket lettere forundret mod hende til hendes ord, selvom det mere var hendes tone, som han var forundret over. Han strøg hende blidt over halsen, da han havde fået healet hendes sår, hvor han lagde hånden i hendes nakke, så han kunne få hendes opmærksomhed. „Selvfølgelig ikke Malisha. Jeg forlader dig aldrig.” Han sendte hende et lettere alvorligt blik, kun for at gøre det tydeligt at han mente det. „Nå.. lad os få dig hjem. Jeg løfter dig,” svarede han roligt, som en hentydning til at hun skulle gøre sig klar på måske lidt smerte fra hendes arm. Han satte sig tæt ind til hende, hvor han fik en arm møvet omkring hendes ryg, og den anden arm lagt under hendes ben. Han trykkede hende let ind til sig, inden han rejste sig op. Han lagde hovedet tæt ind mod hendes. „Tudemarie,” hviskede han drillende mod hendes øre, selvom han ikke gav hende mulighed for at svare igen, da han lod dem begge forsvinde i et mørkt lysglimt, kun for at sætte kursen mod hans egen herregård.

//Out

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var glad for at det var Konstantin som havde fundet hende, ellers havde hun tydeligt gjort mere modstand end det som hun havde gjort til nu. Konstantin havde en ganske særlig betydning for hende, så det var bestemt heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig skulle komme til stykket. Hun havde ondt og det var slet ikke noget som hun kunne skjule denne gang, for Julien havde virkelig tvunget hende igennem en forfærdelig omgang! Hun vendte blikket stille og roligt op mod ham og med den samme mine som tidligere, selvom hendes øjne var betydeligt tårefyldte, så prøvede hun virkelig at undgå at lade dem falde, selvom det bestemt heller ikke var nemt for hendes vedkommende. Hun nikkede blot stille til ham og hans ord, idet hun roligt vendte blikket op mod ham igen. ”Du tillader det ikke?” gentog hun stille. Det var jo heller ikke fordi at hun krævede at han skulle være omkring hende og beskytte hende, for det var noget som hun normalt havde været i stand til at gøre på egen hånd. Det sidste som hun ønskede var jo selvfølgelig at nogen skulle se hende på denne her måde, for det ville i den grad ende med at koste hende dyrt og det var slet ikke noget som måtte komme på tale, hvis det var nødvendigt. Hun bed sig en smile i læben og med blikket hvilende på ham. Hans store herregård var jo altid en ’flugtvej’ for hende, hvis det kunne fremstilles på denne her måde, så var det bare sådan at det endelig måtte være. Hun frøs virkelig og hun havde det ikke særlig godt, så hun ønskede egentlig bare at komme et sted hen hvor hun kunne føle for at slappe af og bare.. vide sig sikker, for det gjorde hun bestemt heller ikke i dette øjeblik, om det var noget som man ville det eller ikke. Hun vendte blikket op mod ham. Denne gang måtte hun faktisk erkende, at dette var noget som gjorde hende direkte skræmte hende, så det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af. At han lagde et skjold omkring dem, som forhindrede hende i at blive våd og ham med, var selvfølgelig også noget som gjorde sit for hendes vedkommende. Hun lukkede øjnene ganske let og nikkede så endeligt til hans ord. ”O-okay..” endte hun dæmpet og med blikket som hun roligt lod hvile på hans skikkelse. At han kom hende i møde og tog omkring hende, så kunne hun også tydeligt mærke den intense smerte som skød kraftigt igennem hende, idet at han hævede hende. Hun slap et mindre gisp, idet hun hamrede hovedet direkte ind i hans skulder, da han endelig kom ordentlig op. Hun prustede let med en irritation i stemmen, selvom hun nu heller ikke sagde noget til det. Hovedet lagde hun bare roligt og tæt ind til ham og hans eget hoved som var endt tæt på hendes, idet at de forsvandt for at komme hjem og tilbage til hans herregård.

//Out