Payback!

[julien]

Det var slet ikke fordi at Julien ville gør den fejl og undervurdere Malisha, for hun var jo nok ikke blevet leder for ingenting, desuden havde han skam hørt en masse rygter omkring hende og ikke mindst havde han gjort sin research på hende, så han vidste skam udmærket godt hvilken ondskabsfuld, sadistisk og ikke mindst hjerteløs kvinde hun var, og det forundrede ham ikke hvis hun aldrig fandt en mand som ville elske hende, for hvem ville kunne elske en kvinde som hende? Folk som troede at vampyrer var hjerteløse væsner tog i den grad fejl, for de fandt ikke sammen med gud og hver mand, de elskede kun en enkelt person igennem hele deres liv, der var kun én sand kærlighed! Og Malisha havde lige frataget ham den kærlighed, noget som virkelig måtte gøre ham arrig, nej.. det gjorde ham direkte rasende! Det blødte kraftigt fra hans ene side, da hun havde ramt ham med savbladet, hvilket gjorde frygtelig ondt! Men han var nød til at holde ud! Han kunne ikke give op nu! Han bed derfor smerten i sig, som han gjorde sit næsten udfald imod hende, hvor han kløvede hendes sorte energikugle og kastede sin egen røgbombe, selvom det naturligvis gjorde at han selv ikke kunne se hende direkte, for han kunne måske se i mørke men det kunne han ikke igennem denne tykke røg. Han stak ud mod hende i en hurtig og stærk bevægelse, selvom han kunne mærke at han ikke ramte noget som helst. Han nåede kun lige at vende blikket tilbage over skulderen, hvor han fik et enkelt glimt af hendes skikkelse, som hun tilsyneladende havde teleporteret sig væk og endte frem lige bag ham. Han spærrede øjnene op, som de faldt på den kugle hun havde i hånden, skønt han ikke nåede at gøre noget, da det hele skete på et enkelt splitsekund. Han udstødte et kraftigt skrig af den smerte der jog igennem hans krop, da hun slog hånden imod hans ryg, hvor han tumlede igennem den tykke røg og nærmest blev opslugt i den. Han bed tænderne fast sammen, som han ikke engang kunne mærke om han blødte eller hvor slemt det var, fordi han var blevet skadet så hårdt at det føltes som om han var blevet helt følelsesløs. Han vendte blikket næsten panisk rundt, for han skulle på benene inden hun fik mulighed for at angribe ham igen, og det var inden røgen forsvandt så han igen blev synlig. Han kravlede mod træerne, hvis mørke måtte kaste sig omkring hans krop og skjule ham i sine skygger. Han satte sig op ad et træ og lagde hovedet godt tilbage, som han vendte blikket ned mod sin side. Det hele gjorde forbandet ondt! Han knyttede hænderne ganske fast, selvom han kunne mærke at sårene måtte hele ganske langsomt, men det gik desværre ikke hurtigt nok! Han måtte finde på en plan som han kunne nedlægge hende ved, for dum var hun ikke, så han vidste at det ville blive noget af en kamp, han måtte bare ikke gøre så fatale fejl som han lige havde gjort! Det irriterede ham jo næsten! Aldrig angrib uden at kunne se sin modstander og da aldrig uden at have dækket sin ryg! Han bed tænderne fast sammen som han forblev skjult bag træerne og buskene, selvom han holdt ganske nøje øje med lyden af hendes fodtrin.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha var ikke en leder for ingenting og det var noget som denne knægt meget snart skulle se! Han havde kastet sig direkte i krig med den forkerte, om det jo så var noget som man ville det eller ikke! Hun var ved at koge over, og det var der normalt meget svært at få hende op i det røde felt på denne her måde! Kærlighed var en svaghed i hendes øjne, så selvfølgelig var det ikke noget som hun nogensinde ville give efter for hvis hun ellers kunne blive fri for det! Konstantin var hendes trolovede, han vidste det, hun vidste det, men ingen af dem havde nogensinde trukket den det skridt videre – enten at bryde det eller fuldføre det og det var bestemt heller ikke noget som hun ønskede sig. Julien havde hun tydeligt undervurderet. At han jo så var et væsen som havde mistet sin kærlighed var nu heller ikke noget som hun kunne tage sig af, om det var noget som man ville det eller ikke. At han havde kastet hende direkte ind i den form for røg, skulle han tydeligt se måtte være det dummeste som han kunne gøre! En ting var at hun ikke kunne se noget som helst, men hun regnede bestemt heller ikke med at han ville være i stand til at se hende! En ting som hun i den grad nok skulle misbruge så meget som det nu var hende menneskelig muligt! Hun kunne fornemme ham tæt på sig, også selvom hun ikke kunne se helt præcist kunne se ham, så regnede hun bestemt også med at det måtte være lige sådan den anden vej også.
At han ikke havde set hende dukke op bag ved ham, var noget som virkelig måtte fryde Malisha noget så frygtelig voldsomt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! Lyden af hans skrig idet at hun hamrede kuglen direkte mod hans ryg, så han selv endte inde i ilden var virkelig som sød musik i hendes øre! Hun måtte dog alligevel erkende at han havde langt mere at byde på end det som Maggie havde, hvilket var noget som tydeligt måtte give hende selv blod på tanden, for hun ville se hvad mere han havde! Som røgen måtte give sig og hun ikke længere var i stand til at se ham, var noget som fik det store smil til at falme tydeligt fra hendes læber. Hvor fanden var han?! Hun kneb øjnene sammen og vendte sig rundt omkring. De var i en skov, så der var jo desværre alt for mange gemmesteder! Hun fnøs ganske kortfattet, dannede adskillige kugler og kastede dem ind i diverse træer nærmest for at tvinge ham frem igen. ”Du kan ikke gemme dig for altid! Knægt!” hvislede hun med en iskold stemme. Han var skadet, så meget vidste hun da, og det var noget som hun direkte var glædelig tilfreds med i den anden ende! Hun vendte blikket omkring sig. Han var ikke levende som sådan, så hun kunne ikke direkte lokalisere ham nogen steder, så det var noget som kun gjorde hende frustreret! ”Ved du hvad? Du ligner din kære Maggie lige nu, ved du det? Hun gemte sig, skjulte sig, prøvede at gøre sit for at komme hjem.. Jeg slog hende ihjel! Og jeg agter at gøre det samme med dig!” hvislede hun. Hun ville have ham frem, så hun kunne gøre det endeligt færdig med ham og det var noget som hun var fuldkommen opsat på! Kuglen endte endnu en gang i hendes hånd idet hun blev stående og lyttede.. lyttede efter det mindste som ville kunne afsløre ham og hans gemmested for hende!

[julien]

Malisha var en stærk modstander, hun var jo nok ikke leder for ingenting, tværtimod så var hun stærk, udholdende og ikke mindst talentfuld, hun kunne gå hen og blive utrolig farlig for Julien. Han var nød til at finde hendes svage punkter, og det var nød til at gå hurtigt! Han havde ikke megen tid, for han vidste at han ikke ville kunne holde stand mod hende for evigt, men så var spørgsmålet jo bare.. hvem holdt længst? Han ville hævne Maggie, som det sidste han gjorde i livet! Hans mage var væk, han havde i princippet ingen grund til at leve videre, selvom mange nok ville mene at han burde slå sig ned og tage sig af hans datter, men.. det kunne han ikke. Han kunne ikke passe en lille unge helt alene! Desuden så havde han intet forhold til den lille tøs, for Maggie var død på grund af hende! Han havde ikke været der igennem hele graviditeten, hvor Maggie kun havde taget afstand til ham, så det var faktisk en periode som han så negativt på. Havde hun ikke søgt ud, havde hun ikke været gravid og havde hun ikke født, så havde hun stadig været i live, så han ville ikke have noget med den lille pige at gøre! Dog havde han lovet Maggie at han ville passe på hende, og han havde gjort det bedste for tøsen.. han havde givet hende til hans mor, for Alicia vidste han ville passe på den lille pige, så Maggie kunne trygt stole på at deres pige ville få det godt. På den anden side.. havde Maggie stadig været i live, så havde han måske givet det en chance, så havde de bragt familien videre, selvom.. hvorfor dog tænke på noget som ikke ville ske alligevel? Men som kun kunne være sket, det var jo direkte tåbeligt! Hans mage var væk, og han ville hævne hende! Han ville dræbe Malisha, som hun havde dræbt Maggie!
Hun havde virkelig ramt plet! Juliens ryg blødte, som hans side gjorde, og det hele gjorde forbandet ondt! Som han kom i skjul bag buskadset og træerne, vendte han roligt blikket mod sin side. Det var ved at heale, men det gik ikke for hurtigt. Han bed tænderne sammen, som han kneb øjnene en anelse sammen. Han kunne høre at hun var ved at blive utålmodig. Han drejede roligt hovedet og vendte blikket mod hende, selvom hun ikke kunne se ham. Han vendte blikket frem igen, bed tænderne fast sammen, som han lukkede øjnene og næsten prøvede at få tiden til at gå hurtigere, selvom han vidste at det var ham umuligt. Da hun begyndte at skyde kugler løs, endte den ene med at flyve lige forbi ham og ramme et træ ikke så langt fra ham, hvilket fik ham til at falde til jorden. Han blinkede let med øjnene, som han vendte blikket mod hende. Han lod den ene hånd søge under den sorte lædervest, inden han nærmest måtte trille endnu en røgbombe hen foran hende. Som den sprang, kom han op på benene, hvor han kastede tre kastestjerner efter hende, inden han brugte hurtigheden og endte et stykke bag hende, hvor han også smed en røgbombe, inden han kastede to knive efter hende. Denne gang gjorde han ikke samme fejl! Han greb omkring sit sværd, hvor han gjorde sig klar til at angribe hende, selvom han ville være sikker på at han denne gang ramte, og hvis hun forsvandt i et mørkt lysglimt igen, så var han klar til at komme frem og stikke hende ned!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Denne unge knægt skulle nok finde ud af, at han havde gjort en stor og massiv fejl ved at kaste sig i krig med Malisha! Selvom det nu heller ikke var noget som hun direkte havde været ventet på, så viste det sig vel også bare, at hun selv havde brug for noget mere træning, for hun skulle bestemt heller ikke lade den knægt få hende ned med nakken, det var der heller ikke nogen tvivl om! Knægten var vampyr, så det alene var noget som gjorde at det slet ikke ville være aktuelt på nogen som helst måde overhovedet! Hun var en kvinde med et intenst temperament – der skulle ikke meget til før det ville gå helt og særdeles galt for hendes vedkommende, om det var noget som man ville det eller ikke. denne knægt var ung, men igen så havde han et talent for at holde ud længe, hvilket vel var noget som lå naturligt til hans slags? Selvfølgelig var det noget af det som hun måtte se på som direkte faretruende, også fordi at hun var hvad hun var; menneskelig, selvom hun gjorde sit for at lukke af for det. Det havde ikke rørt hende da hun havde slået Maggie i jorden og så meget i jorden at hun ikke havde været i stand til at rejse sig igen, så selvfølgelig var det noget som også gjorde sit for hendes vedkommende, om det var noget som man ville det eller ikke.
Malisha var bestemt heller ikke den største tålmodighed og nu hvor han gemte sig, så var det noget som gav hende endnu mere blod på tanden. Hun skulle finde ham, flå ham fra hinanden og slå ham ihjel på værst tænkelige måder! Han skulle bestemt heller ikke komme her og tro at han var noget! Bare fordi at hun havde revet hans ’kære’ Maggie fra ham? Det var noget af det mest latterlige som hun nogensinde havde hørt! Kuglerne fortsatte hun med at kaste mod buske og træer, alt for at drive ham frem fra sit skjul, også fordi at hun var klar over, at hun havde ramt ham! At han havde flere af de irriterende røgbomber på sig, var noget som direkte måtte irritere hende, også fordi at det slet ikke havde set ud som om at han havde mere på sig! Hun blev omgående blændet, hvor hun forsvandt hastigt fra stedet og dukkede op ikke så langt derfra, også selvom det blev lige så tilsløret da han havde valgt at smide endnu en. ”Din lille…!” hvæsede hun med en fast tone, idet at hun havde dannet endnu en kugle, selvom det var noget som hurtigt blev afbrudt, idet at smerten kraftigt måtte skyde direkte igennem hendes maveregion. Hendes pupiller trak sig helt sammen, idet at hun så ned af sig, som røgen måtte forsvinde og derved efterlade hende med bare en kende klart syn. Hun åbnede munden en anelse og vendte blikket mod ham. De knive som han havde kastet havde begge ramt. Ikke højt heldigvis! Men de havde ramt! Og det var noget som gjorde hende direkte rasende, for det var slet ikke noget som hun havde regnet med! Hun blinkede let med øjnene, idet at hun direkte kylede kuglen i sin hånd direkte efter ham. Sårene var allerede begyndt at bløde og det blødte faktisk godt. Hun vaklede enkelte skridt bagud, idet hun tog fat i den ene kniv og rev den ud af såret og smed den fra sig på den mørke jord. Dette var noget som direkte fik hende til at koge! Og hun var ikke typen som man bare fik lagt ned, selvom dette klart ikke var noget som talte til hendes fordel – og det var noget som hun vidste!

[julien]

Allerede inden Julien havde mødt Malisha, havde han vidst at det var en kæmpe risiko han løb ved at lægge sig ud med hende, men.. hvad gjorde det? Om han døde eller ej, betød jo intet, for han havde allerede mistet meningen i hans liv, han havde mistet meningen til at fortsætte livet, for han havde mistet sin mage, han havde mistet Maggie og hun var blevet dræbt af Malisha. Måske Maggie ønskede at han skulle fortsætte livet, men ønskede hun virkelig at han skulle prøve at finde en ny kvinde? Kendte han hende ret, så havde hun aldrig ønsket ham sammen med en anden kvinde, og det ønskede han jo sådan set heller ikke, han ønskede at være sammen med Maggie, men nu hvor hun var død, så havde han virkelig ikke nogen grund til at fortsætte livet. Han så kun fordele ved denne kamp, vandt han, så havde han fået hævn over Maggie, døde han, jamen så kunne han forhåbentlig blive genforenet med Maggie i livet efter døden, hvis sådan et da eksisterede, han vidste bare at han ikke ønskede at være her på Jorden uden Maggie, selvom hans mor nok ikke ligefrem ville se glæde i at miste begge sine børn, men hun fik Katharina at se til, og han vidste at hun ville passe på den lille pige, som hun havde passet på både ham og Maggie, og han vidste at Isaac nok skulle gøre sit forsøg selv, for en dårlig mand var han jo ikke, selvom han stadig ikke brød sig om ham, men det var vel fordi han var en erstatning af hans far? Det kunne jo sådan et være ligegyldigt, var Isaac hans mors mage, jamen så skulle hun selvfølgelig have lov til at opleve kærligheden, ligesom han selv havde, desuden ville hans mor nok ikke forstå ham før hun selv mistede sin mage, men det ønskede han nu alligevel ikke for hende, for når alt kom til alt, så elskede han stadig sin mor. Han endte med at ryste tankerne ud af sit hoved, som de var begyndt at drive væk fra ham og lade ham miste fokussen på kampen og det måtte ikke ske! Han kneb øjnene ganske let sammen. Hun havde ramt ham godt, både i siden og i ryggen, selvom det ganske langsomt måtte give sig til at heale. Hun gjorde præcis som han havde forventet, hvilket også var en tåbelig fejl fra hendes side af. Smilet måtte brede sig på hans læber, som han måtte se de to knive søge direkte ind i hendes maveregion og det at se at de havde ramt, frydede ham virkelig! Måske de ikke havde ramt perfekt, men selv disse to sår kunne være dødbringende, specielt hvis hun ikke fik det tilset, for hun var menneskelig og kunne dø af blodmangel, det kunne han til gengæld ikke. Han begyndte at løbe imod hende, hvor han så hende kaste kuglen efter ham, selvom han gjorde et let hovedkast, så den fløj direkte forbi ham, selvom det måtte skære ham i øjet og kort gøre ham blind. Han havde dog ikke behov for at have øjnene åbne for at kunne se hende. Han fortsatte med at løbe imod hende, med fuld kraft og han vidste at hun var svækket takket være de to knive der havde ramt hende. Han greb ud efter hendes skuldre og ville tvinge hende op af det nærmeste træ, kun for at sætte tænderne i hendes hals. Jo mere blod hun mistede jo svagere blev hun og jo mere han fik, jo stærkere blev han. Dette kunne virkelig være et altafgørende træk!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

At kaste sig ud i konflikter med Malisha på denne her måde, var aldrig særlig smart. Måske at hun havde undervurderet denne mand noget så voldsomt, men det var nu heller ikke noget som hun kunne sige noget som helst til i den anden ende, han var virkelig bare typen som pissede hende af, også fordi at han troede at han var noget! Mage-tingen hvad angik en vampyr var slet ikke kendt for hende, det var hun ganske enkelt for selvsikker til og for menneskelig til. Hun havde ikke en som hun gav sig direkte hen til, for hun nægtede at stå som svag, selvom hun måtte erkende at hun havde et godt syn til Konstantin, tanken alene var et sted skræmmende og hun vidste ikke helt hvordan. Desuden så var det ekstremt vigtigt for hende at hun kunne fremstå som en stærk leder, ellers ville hun først for alvor få problemer og det var noget af det sidste som hun ønskede at skulle tænke på, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Julien pissede hende ganske rigtigt af og det at han kun var ude på en hævn var noget som direkte måtte more hende, for hun havde aldrig oplevet nogen så direkte dum som det han måtte være! Hun trak morende på smilebåndet, også selvom det hele ændrede sig. Røgbomberne gjorde det direkte umuligt for hende at se noget som helst og det var i den grad heller ikke til hendes fordel på nogen som helst måde overhovedet. Kuglen som hun skød direkte efter ham missede selvfølgelig, selvom det nu heller ikke var noget som forundrede hende, for han var for langt væk til at hun kunne ramme ham, hvilket selvfølgelig måtte irritere hende direkte! Det gispede kraftigt i hende, idet at han tog fat i hende, kylede hende direkte op af et træ, hvor det hele gik så hurtigt, at hun ikke engang nåede at reagere idet at hans tænder måtte bore sig direkte ned i hendes hals, hvor hun endte med et smertefuldt gisp. Øjnene klemte hun fast sammen, idet at hun næsten følte hvordan hendes ben måtte give efter under hende. Nej! Hun nægtede ganske enkelt at tabe til en mand som ham og specielt fordi at han var en vampyr, så var det bare ikke noget som kom på tale for hendes vedkommende! Blikket søgte næsten automatisk mod himmelen over dem –den var mørk, mørk som hendes sind og sjæl og det var noget som hun selvfølgelig agtet at fortsætte med, om hun så skulle slå denne unge mand ihjel! Jo mere af hendes blod som han måtte tage, jo svagere blev hun og jo stærkere blev han, hvilket i den grad ikke var en tanke som hun brød sig om! Hun bed tænderne kraftigt sammen og lagde hånden mod hans bryst, selvom det ikke var nemt. Hun dannede en kugle mellem hendes hånd og hans bryst, idet at hun direkte og uden at tøve det mindste, bare endte med at sende den af sted. Selv sat direkte mod hans bryst, for denne gang ønskede hun virkelig at dræbe. Det blødte fra hendes mave, hun havde ondt og dette var noget som kun svækkede hende yderligere, hvilket var noget som gjorde hende direkte vred og ikke mindst rasende! ”S-slip mig!” endte hun direkte sammenbidt, for dette var virkelig noget som direkte kun måtte pisse hende voldsomt af!

[julien]

Julien nægtede simpelthen at tabe! Han var kommet så langt, han havde taget flere uger om at finde hende, og nu hvor han endelig havde så havde han bestemt ikke tænkt sig at bakke ud! Han ville dræbe hende, og han ville hævne Maggie! Han skulle nok vise hende at en vampyr var dum at lægge sig ud med, han skulle nok vise hende at alderen ikke havde nogen betydning, for han skulle nok flå hende levende af den grund! Han ville dog ikke undervurdere hende, for han vidste at hun ikke var leder for ingenting, det skulle man blive værdig til og han havde hørt at hun havde dræbt den forrige leder, så selvfølgelig spillede det en vigtig faktor, og det måtte han virkelig ikke glemme! Men han havde da allerede fundet ud af at hun ikke var uovervindelig, for det var der jo ingen der var. Han havde regnet med at hans far havde været uovervindelig, han havde været så stærk, han havde skabt så meget respekt, han havde været sådan en stor mand, og alligevel var han blevet fældet ned, selvom.. Ilosonic havde sagt at han selv havde bedt om det, så han havde mistanke om at det var et spil fra galleriet, at det havde været en del af planen, han ville vel gå under jorden? Og måske var han derude et sted? Faktisk betød hans far ikke noget for ham længere, han havde svigtet ham og han gad faktisk ikke have noget med ham at gøre, han havde haft det fint, selvom han slet ikke gad livet, nu hvor Maggie var død, for han savnede hende virkelig noget så frygteligt! Han følte en form for triumf gå igennem hans krop, da han fik hende tvunget op ad træet og sat tænderne i hende, hvor han begyndte at suge hendes blod i sig, så hurtigt han kunne, for jo mere han fik taget jo svagere ville hun blive og jo stærkere ville han selv blive, for det gav ham trods alt energi! Han kunne mærke hvordan hans sår på ryggen og i siden begyndte at heale langt hurtigere, så de næsten forsvandt. Han mæskede hendes blod i sig, hvor han måtte indrømme at det virkelig smagte udsøgt! Han måtte virkelig fryde at suge hendes blod i sig, han ville nyde og fryde sig over at tage den sidste dråbe blod ud af hende og ende hendes liv, selvom han tvivlede på at hun ville lade ham komme så langt. Og som han havde regnet med så gjorde hun modstand. Han mærkede hånden mod hans bryst og i en hurtig bevægelse, slap han hende med tænderne, greb omkring hendes håndled, ved den hånd der hvilede mod hans bryst, hvor han rykkede sig til siden idet hun skød kuglen af sted, han var dog ikke hurtigt nok, da kuglen ramte ham. Den ramte godt nok ikke hans bryst, som hun nok havde regnet med, men den eksploderede imod hans højre arm, så man kunne høre høje knæklyde, da knoglerne måtte brække og faktisk gøre hans arm helt ubrugelig. Han bed tænderne fast sammen og gispede tungt, som han trak kroppen til sig. Han vendte blikket kort mod armen, som blot hang slapt ned ad siden, inden han vendte blikket vredt mod hende. Han knyttede den frie hånd og slog hende direkte i ansigtet, for at slå hende omkuld og han var ganske sikker på at ramme, da hun var svækket, for han havde trods alt taget meget af hendes blod, så hun var slet ikke så stærk, hurtig og udholdende som hun havde været, plus den sidste kniv i maven også gjorde en del, for der mistede hun jo egentlig kun endnu mere blod.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Om denne unge knægt har ledt længe efter hende, var noget som Malisha ganske enkelt var fuldkommen ligeglad med, om det var noget som man ville det eller ikke, så var der bare ikke noget som man skulle tage så let på. Den unge vampyr var virkelig en som havde formået at pisse hende voldsomt af, så man skulle tro at det var løgn! Hun vendte blikket direkte mod ham. Han var hurtig og ikke mindst listig og det var noget som virkelig kunne pisse hende endnu mere af end det som hun var fra før af! Hun havde virkelig ikke noget til overs for dette væsen og det var noget som de så sandelig også fik kraftigt besked om, for ellers ville hun da heller ikke have ladet Maggie ligge som hun havde, ladet solen tage deres datter og det hele, for hun havde ganske enkelt været fuldkommen ligeglad med det hele! Hun vendte blikket direkte mod hans skikkelse, også selvom det slet ikke kunne siges at være nemt. Det brændt som bare fanden i hendes mave af de to knivstik som hun havde været udsat for og nu hvor han sad i halsen på hende, så var det begrænset hvor meget modstand hun faktisk kunne gøre, og det alene at bevæge sig, var noget som faktisk måtte gøre direkte ondt! Hun gispede tydeligt, som hun vendte blikket direkte mod ham endnu en gang. Tænderne var endt kraftigt sammenbidt, idet at hendes ben næsten føles som de gav efter under hende, for kroppen føles virkelig tung! Det var bestemt heller ikke fordi at han var mild ved hende, for han sugede hende virkelig tør og tom og det var noget som virkelig måtte gøre ondt! At kuglen som hun sendte direkte efter ham, var noget som kun lige og lige ikke måtte ramme, selvom den ramte alligevel, var noget som tydeligt måtte få hende til at fryde sig! De høje knæklyde gjorde det kun tydeligt for hende at hans arm måtte være brækket og det var noget som virkelig frydet hende som intet andet! Hun vendte det direkte dræbende blik mod ham og med den samme faste mine, selvom hun virkelig ikke havde nogen mulighed for større modstand. Hun var virkelig bare blevet træt! Og det var alt sammen hans skyld! Hånden som han slog direkte ind i hendes ansigt, var noget som virkelig formåede at slå hende ud af balance og direkte ned i jorden. Hun klemte øjnene let sammen. Hendes hud var blevet bleg, hun var mere eller mindre fyldt med blod – mere hendes eget end det som det måtte være Juliens, men det var ikke noget som hun kunne tage hensyn til lige netop nu, om det var noget som hun ville det eller ikke, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun klemte øjnene let sammen, også selvom hun måtte opgive sine mange anstrengelser for at komme op, for det var ganske enkelt ikke muligt for hende, uanset hvor meget hun virkelig ønskede det i det store og hele! Hun lagde sig ned på jorden og med et tydeligt gisp. Hun havde virkelig ikke magterne eller kræfterne til noget som helst og det var noget som virkelig gjorde hende direkte rasende!

[julien]

Det at Julien havde fået fat i Malisha, var noget som virkelig måtte fryde ham mere end noget andet! Det var farligt for hende at han kom så tæt på, for begyndte han først at suge blodet i sig, så blev hun svagere, og når han først var så tæt på hende, så ville hun få svært ved at skubbe ham fra sig, netop fordi han var langt mere fysisk stærk end det som hun selv måtte være. Han vidste dog at han skulle være på vagt, for hun var en magikyndig, men det at vise at hun ville bruge magien, ved at lægge hånden mod hans bryst, var ikke særlig smart. Havde hun skudt en trykbølge ud af kroppen, så havde han ikke kunne nå at gøre noget, men dette? Det gjorde ham kun bevidst på at hun ville angribe. Desværre havde han bare ikke været hurtig nok, hvor hun havde ramt hans arm og gjort den fuldstændig ubrugelig, noget som virkelig måtte gøre ham vred! Han havde i det mindste stadig sin anden arm, for ellers ville han da være på den! Han vendte roligt de dybbrune øjne imod hende, da han fik hende slået i gulvet, hvor et skadefro smil gled over hans læber. Han havde vundet! Et triumferende smil prydede hans læber, da han slet ikke kunne lade vær! Han havde simpelthen fået kørt hende træt! Smilet falmede dog, da han kunne se at hun prøvede at komme op, hvor han satte en fod i ryggen på hende og tvang hende ned at ligge. Han havde taget meget af hendes blod og ikke nok med det, så mistede hun stadig, hun var simpelthen døende. ”Det må være nedladende.. at tabe til en vampyr,” hvislede han i en overlegen tone, som smilet ikke var til at tage fejl af. Han havde simpelthen gjort kål på hende! Det gav ham et sted en lettende følelse, for han havde hævnet Maggie! Han bukkede sig ganske let ned, hvor han greb omkring hendes ene arm, inden han trak op i den, for at brække den, så han var sikker på at hun ikke lavede små numre med ham, for han skulle bestemt ikke tage nogen chancer! Han slap hendes hånd, blot for at gribe fat i hendes krave, så han kunne sætte hende op ad det nærmeste træ. Han satte sig roligt i hug foran hende, hvor han greb fat omkring hendes hage og kæbeparti, for at tvinge hendes blik mod sig. ”Du er patetisk, ved du godt det?” Et grumt smil gled over hans læber, hvor man kunne ane hans sylespidse hjørnetænder i hans mundvig. ”Selvom du er leder, så er du ikke uovervindelig.. husk det. Desuden så vil jeg råde dig til i fremtiden ikke at undervurdere din modstander, uanset hvor ung personen end er, eller hvilken race personen er.” Han strammede grebet omkring hendes kæbe, som et kynisk smil hvilede på hans læber. ”Men det havde jeg jo helt glemt. Du får ikke en chance til at gøre din fejl om, for jeg dræber dig simpelthen!” hvislede han med en vred undertone. Han flyttede hånden fra hendes kæbe til hendes hals. ”Skal det være hurtigt? Skal det være smertefrit? Nu ved jeg det! Jeg kan simpelthen efterlade dig her, som du efterlod Maggie til døden. Vi ved begge at du er døende. Du mister blod sekund, for sekund, til sidst vil du have så lidt tilbage at din krop ikke kan få det rundt i hele kroppen og så vil du dø.” Der var en tydelig triumferende undertone. Han vendte blikket op over dem, som han mærkede regnen for alvor tage til, da den store skylle kom, med torden i baggrunden. Han så roligt mod hende igen. ”Eller også kan du dø af kulde.” Et sted betragtede han hende blot afventende.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

At Julien havde fået Malisha direkte ned i jorden, var noget som direkte gjorde hende pissed, for det var slet ikke meningen! Hun var for pokker en leder og det var slet ikke meningen at en så ung tingest skulle have lov til at få hende ned med nakken! Hun vidste udmærket godt at hun var døende, for han havde heller ikke lukket såret i hendes hals og de stiksår i hendes mave gjorde det bestemt heller ikke bedre! Hun var bleg, for ikke at glemme, at hun var voldsomt afkræftet og det blev kun værre og værre for hvert sekund som måtte gå. Foden i hendes ryg pressede hende direkte ned i jorden under hende, var noget som kun gjorde det hele værre! Hun klemte øjnene fast sammen, selvom hun slet ikke kunne gøre noget som helst ved det. At han tog fat i hendes arm og bare rev, var noget som fast for alvor endte med at brække, var noget som fik et skrig til at bryde hendes læber, for det var virkelig noget som gjorde ekstremt ondt! Hun klemte øjnene fast sammen og bed sig fast i læben. Hun besvarede ikke hans første ord, som han tog fat i hendes krave, selvom hun trak armen fast til sig, som han rev hende op og satte hende direkte op af et træ. Hun var bleg, øjnene lettere blodskudte og tydeligt af mangel på blod i kroppen. At tabe til en vampyr var slet ikke en tanke som hun kunne have med at gøre på noget tidspunkt, for det var virkelig pinligt for hende! Hun havde kraftigt undervurderet ham og det var slet ikke noget som hun kunne gøre noget ved, om det var noget som hun ville det eller ikke. Hun trak vejret dybt og ikke mindst ganske dirrende, idet hun fast kneb øjnene sammen. Hans greb omkring hendes kæbe og hage, tvang hende direkte til at stirre på ham, selvom det nu heller ikke var noget som hun var det mindste bange for, for det var der virkelig ikke nogen grund til! Bange for døden var hun ikke, men det at det var en vampyr som skulle tvinge hende i den, var det som gjorde hende mest rasende! Armen hang slapt ned omkring hendes skikkelse, for hun kunne ganske enkelt ikke bevæge sig mere og det var noget som faktisk måtte gøre ondt. Meget havde hun været igennem, men det at hun skulle blive slået af en ung vampyr, var direkte pinligt for hende! Hans ord var noget som fik hendes pupiller næsten til at trække sig tilbage. Det var jo det som hun faktisk havde gjort ved Maggie da hun havde efterladt hende og deres lille pige. At han flyttede hånden ned til hendes hals, var noget som fik hende til at sidde langt mere stift, idet at hendes friske hånd lukkede sig fast omkring hans håndled, selvom det nu heller ikke var noget som hun kunne gøre noget ved. Han var virkelig for stærk for hende! ”Jeg er langt fra færdig med dig, knægt!” Hendes stemme var godt hæs, for det kostede hende energi som hun knapt nok måtte have, for det var virkelig heller ikke nemt for hende. Hun bed sig kraftigt i læben og med blikket fast hvilende på hans skikkelse. Hun prøvede at danne sig en trykbølge i hendes hånd, selvom hun hurtigt måtte opgive. Hun havde virkelig ikke energi til noget som helst! Hånden faldt. Den føles tung som var den af bly og umulig for hende at holde oppe. ”Jeg er ikke bange for døden..” afsluttede hun med en hvæsen.

[julien]

Det havde krævet meget af Julien at nå så langt som han var kommet her i øjeblikket, selvom hendes første fejl var at undervurdere ham, for havde hun ikke gjort det, så havde resultatet måske set anderledes ud. Hun havde heller ikke ligefrem valgt angreb som var særlig praktiske imod en vampyr, men bortset fra det, så kunne han ikke komme udenom at hun var en sej og stærk kvinde, hun holdt til mange af hans tæsk og det måtte han give hende, for det var der faktisk ikke mange som gjorde. Det ændrede dog ikke på noget, for hun havde stadig dræbt Maggie og han ville stadig have sin hævn! Mon Maggie ville være stolt af ham? Han vidste at hun havde bedt ham om ikke at gøre noget tåbeligt og det at søge efter Malisha, havde direkte været tåbeligt, men han havde jo klaret det, så.. hvad var problemet? Det eneste han egentlig ønskede var at få hende tilbage, men uanset hvordan han dræbte Malisha, uanset hvad han i det hele taget gjorde ved hende, så ville hun aldrig komme tilbage, for han ville hele tiden være alene, netop fordi hun var død. Katharina var i sikkerhed, tøsen var hos hans mor og Isaac, og han vidste at den lille pige ville få et godt liv, for andet vidste han at hans mor ikke tillod, så det løfte havde han da indfriet til Maggie. Lyden af Malishas skrig, var noget som var frydede ham, for det var virkelig som sød musik i hans ører! Han lagde bestemt ikke skjul på det morende og ikke mindst overlegne smil, for han kunne virkelig ikke andet end at nyde synet! Hun lå under ham, han var den som stod på benene endnu, og hun havde tabt! De dybbrune øjne hvilede stift i hendes eget mørke blik, hvor han tydeligt kunne se hendes blodskudte øjne. Hun var døende, nu var det hende som sad i Maggies sted, og selvom han ikke frydede sig over Maggies død, for han havde jo faktisk selv dræbt hende, så kunne han ikke lade vær med at fryde sig over at Malisha smagte sin egen medicin! Han fnøs blot hånende, som hun greb fat omkring hans håndled, da han tog fat omkring hendes hals, hvor han betragtede hende lettere nedladende. ”Du kunne ikke blive mere færdig end det som du er. Du har tabt!” hvislede han lettere triumferende. Han det havde virkelig lykkedes ham! Han havde virkelig slået Malisha, warlockernes leder! At hun ikke frygtede døden undrede ham faktisk ikke, selvom det heller ikke betød noget, det som betød noget var at han fik sin hævn! ”I stedet for at dræbe dig, kunne jeg også omgøre dig til det væsen du så inderligt hader; en vampyr,” foreslog han næsten som var det det bedste tilbud af alle! Han så lettere overvejende på hende. ”Men så igen, du ville være en skændsel som vampyr, og jeg ville ikke være det fjols der omgjorde en så patetisk kvinde som dig,” endte han hånende, som han kun strammede grebet omkring hendes hals. Han endte dog med at slippe hende, hvor han rejste sig i stedet for. Han betragtede hende lettere vurderende. Regnen var dejlig befriende for hans vedkommende! ”Jeg tror jeg efterlader dig, præcis som du efterlod Maggie. Sjovt, som rollerne pludselig blev vendt om, hva’?” Et kynisk smil gled over hans læber. ”Desværre er der bare ingen elskede som vil komme efter dig, der er ingen til at tage dit liv, så du vil gå en langsom død i møde. Forhåbentlig vil du være død inden anden er omme, men du får jo at se,” endte han i en kryptisk tone. Han betragtede hende. Han kunne tage hendes liv her og nu og være sikker på at hun døde, og at der ikke kom nogen tilfældig forbi, men på den anden side så ville hun kunne leve i skam, hvis hun faktisk overlevede, og var det ikke endnu bedre? ”Jeg tror jeg efterlade dig til skæbnen, så må den afgøre om du skal leve eller dø.” Han endte med at forsvinde i en hurtig bevægelse, hvor han forsvandt ind i mørket. Han havde slået Malisha, og han havde hævnet Maggie, sjovt som rollerne pludselig var blevet byttet om, selvom han på ingen måde fortrød det! Mørket endte med at opsluge hans krop, som han forsvandt helt.

//Out

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha vidste allerede nu at dette ikke var en situation som hun kunne komme ud af bare sådan om det var noget som man ville det eller ikke. Hun vendte blikket direkte mod ham som han havde fat omkring hendes hals. Hvis han troede at dette var noget som kunne give ham Maggie igen, så måtte han tage fejl! Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst og med den brækkede arm, så var det bestemt heller ikke noget som gjorde det hele nemmere for hende på noget tidspunkt. Hun gispede ganske let, selvom det var noget som hun forsøgte på at skulle undlade at lade ham høre det, for han frydet sig mere end det som var godt nok i forvejen, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om det i den anden ende. Tanken om at Julien havde været der for Maggie til det sidste, men at der ikke var nogen der for hende, var et sted noget som gjorde ondt, men det var bestemt heller ikke noget som han skulle have lov til! Hun havde ikke nogen kære i hendes liv og det var bestemt heller ikke noget som hun ønskede at lægge det mindste skjul på når det endelig skulle komme til stykket. Hun fnøs ganske kortfattet som han valgte at slippe hende og bare lade hende sidde. Sidde til sin egen ensomhed som tilsyneladende skulle være det sidste som hun ville opleve, inden døden? Hun vendte blikket mod ham, hvor blikket var direkte dræbende. ”Hvis du tror at det her giver dig din tøs tilbage igen, så tager du fejl!” endte hun med en fast tone. Hun kendte for pokker da ikke engang knægtens alder og det var noget som direkte gjorde hende irriteret! At han bare valgt at lade hende sidde og forsvinde, var noget som et sted gjord hende direkte.. panisk et sted?...

… Hvor lang tid at Malisha havde siddet der, havde hun ikke nogen anelse om. Hånden havde hun ladet falde mod hendes mave allerede for længe siden og den var endt fuldkommen rød af hendes eget blod. Hun klemte øjnene let sammen, hun trak vejret dybt og selv næsten hyperventilerende, for det stak virkelig hver gang hun hævede brystet. Den brækkede arm hvilede slapt ned ved siden af hende, hun var fuldkommen ligbleg i ansigtet og det var virkelig forbandet ubehageligt. Skulle hun virkelig dø? Det var bestemt heller ikke fordi at hun var bange for døden, men det var bestemt heller ikke sådan her at hun havde forestillet sig at det skulle foregå! Hun havde knapt nok bevæget sig, for det var vitterligt ikke noget som hun kunne. Julien havde taget så meget af hendes blod og resten løb ud af hendes sår uden at hun kunne stoppe det. En tåre samlede sig i hendes øjenkrog og løb stille ned af hendes kind. Græd hun nu også? Det var vel også først nu at det for alvor måtte gå op for hende, hvor ensom hun egentlig måtte være? Og den tanke alene var noget som slet ikke var gået op for hende før nu! Ville nogen savne hende i det hele taget? Hovedet lagde hun stile tilbage og op af træet. Solen ville vel også snart stå op? Ville man overhovedet finde ud af at hun var væk? Selvfølgelig ville de det, for hun var jo en leder! Men for hvor længe? Læberne skilte hun ganske let. Hun var virkelig smadret og hun havde i den grad også ondt som aldrig nogensinde før!

[Deleted]

Mørket ville snart blive erstattet med den opadgående sol, selvom at hele himlen var dækket af de mørkegrå skyer, hvor blæsten havde taget til. Regnen piskede ned over land og hav, hvor man kunne høre tordenen buldre i det fjerne og til tider tæt på. Konstantin havde ventet i Mørkets Cirkel i flere timer på Malisha og hun plejede aldrig at komme for sent. Han havde taget sig af de sidste kampe i Arenaen og var taget tilbage for at mødes med Malisha, men hun var aldrig dukket op, så han gik med det samme ud fra at der var noget galt. Selvfølgelig kunne hun bare være ude og more sig, men det lignede hende ikke at komme for sent. Han var derfor taget ud for at lede efter hende, for han vidste at noget var helt galt, det kunne han endda selv mærke helt ind til knoglerne. Normalt nød han når stormene kom ind over landet, men nu bragte den ubehag og frygt med sig, han blev ærligtalt nervøs. Han havde kendt Malisha igennem størstedelen af hans liv. Han vidste at hun elskede naturen, skønt man faktisk ikke skulle tro det, og han vidste at hun specielt holdt af skoven, så det var selvfølgelig det første sted han ledte efter hende. Han dukkede op, midt inde i skoven, hvor han kunne mærke en svag aura i nærheden af ham. Han begyndte at gå imod retningen af følelsen, selvom han næsten ubevidst endte med at løbe imod retningen. Hans mørke øjne faldt på nogle væltede træer, hvilket fik ham til at stoppe op. Der havde tydeligvis været slagsmål, og det bragte ham kun et endnu større ubehag end tidligere. Hvor pokker var Malisha henne?! Som han kom tættere på det som mindede om en slagmark, kunne han mærke den svage aura, hvilket gjorde ham nervøs. Han endte med at løbe. „Malisha?!” råbte han, for at se om han i det hele taget kunne høre noget som helst, og muligvis høre hende. Panikken begyndte at brede sig i hans krop. Måske han var en hård mand, men når alt kom til alt, så kunne han jo ikke komme udenom at han faktisk var bekymret for hende, og ikke mindst at han holdt af hende, for hun var hans ældste ven, og den eneste der kendte ham så godt, ligesom han også vidste at det var gengældt. Han endte med at forsvinde i et mørkt lysglimt, blot for at dukke endnu tættere op ved den svage aura, hvor hans mørke øjne faldt over terrænet for at se om han kunne finde vedkommende. Hans hjerte hamrede imod hans bryst, hvor han slet ikke kunne få sig selv til at falde til ro igen. Det var utrolig lang tid siden at han sidst havde været så nervøs og urolig, faktisk kunne han slet ikke huske hvornår det sidst var sket! Han stoppede roligt op, hvor hans blik faldt på skikkelsen et stykke fra ham, og til hans egen forbavselse; Malisha! Han forsvandt i et mørkt lysglimt og dukkede op i hug foran hende. „Malisha!” Han så tydeligt chokeret ud over hendes tilstand, hvad pokker var der sket? Og hvem pokker havde slået hende? Det løb ham koldt ned langs rygraden, som han løftede den ene hånd og strøg hende svagt og næsten nænsomt over kinden. „Hvad er der sket?” spurgte han med en tydelig bekymret mine, selvom han endte med at ryste på hovedet. „Nej du skal ikke tale! Jeg får dig væk herfra,” endte han lettere bestemt. Han kunne se at hun var døende, og han var bange for at han faktisk ikke var i stand til at redde hende. Han studerede hende kort, for at finde ud af hvad der var galt med hende.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha vidste udmærket godt klar over at Konstantin sad og ventede på hende, men hun kunne virkelig ikke komme nogen vegne lige for nu og det var noget som virkelig måtte frustrere hende! Hun lukkede øjnene ganske let. Hun var fuldkommen gennemblødt af regnen som havde pisket mod hende igennem det som måtte være adskillige timer. Men om han ville finde hende eller savne hende, vidste hun jo faktisk ikke, om det var noget som man ville det eller ikke, men den tanke var faktisk var noget som gjorde ondt. Hun følte knapt nok for at trække vejret mere, hun var kold, hun kunne ikke rigtigt bevæge sig og bare det at hun gjorde et forsøg var noget som gjorde ondt i hele armen og med alt det blod som hun havde mistet på grund af Julien, var noget som gjorde det hele så meget værre! Næsten som hun gled hen i søvnen idet at hun var sikker på at hun hørte nogen kalde på hende? Øjnene åbnede hun stille, selvom hun slet ikke magtede at kalde igen, for hun havde virkelig ikke energi til noget som helst og det var noget som faktisk gjorde ondt. Det var noget som faktisk gjorde det hele værre. Stemmen genkendte hun og det var vel også det som et sted fik hende til at lyse op? At Julien faktisk havde taget fejl og at der var nogen som søgte efter hende, fordi at de kunne fornemme at der var noget galt? Hun klemte øjnene fast sammen, idet at hun hævede hånden og tørrede tåren væk. Hun havde virkelig været sikker på at hun skulle dø herude og endda alene, hvilket var en tanke som hun i den grad havde gjort sig igennem det sidste lange stykke tid. At han bare endte med at dukke op foran hende på hug, var noget som fik hende til at stivne ganske let. Et sted så var det lettelsen som greb hende. Hun kunne slet ikke huske at hun havde været så glad for at se nogen igennem hendes liv! Hans hånd føles virkelig brændende mod hendes iskolde kind, for hun havde det virkelig ikke for godt, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Hovedet lod hun let søge mod hans kind. Det var jo heller ikke fordi at hun var skadet i ansigtet, så det var heller ikke noget som gjorde ondt. ”D-det tog dig tid..” Hendes stemme var knapt nok til at høre og den var virkelig hæs. Hun var stukket i maven, hun var til dels tømt for blod og hun var svag og ikke mindst frygtelig afkræftet og det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hun sukkede dæmpet og selv med den mindre skælven i kroppen. Den prøvede jo så desperat på at holde hende varm, selvom det bare ikke gik på nogen måde. Hun vendte blikket mod ham. Hendes øjne var matte og tomme ligesom hendes hud. Hun havde det virkelig ikke for godt og hun var virkelig svag, hvilket var en tanke som hun slet ikke kunne have med at gøre! Hånden fjernede hun fra sårene ved maven, også så han kunne se dem. Hendes hånd var jo fuldkommen blodig. Hun havde i den grad brug for hjælp på alle måder, for denne tilstand var på ingen måder behagelig for hendes vedkommende. Hendes blik hvilede på ham. Hun kæmpede jo direkte med at skulle holde sig vågen!

[Deleted]

Regnen som piskede ned, havde for længst gennemblødt Konstantin, der ikke bar andet end sit flotte jakkesæt, der godt nok ikke var så flot længere, for det var blevet helt krøllet, selvom han slet ikke tænke på udseendet og forfængeligheden, for det eneste han kunne tænke på, var at finde Malisha, og han kunne bestemt ikke lide dette ubehag som det efterlod ham med, ved ikke at vide hvor hun var henne. Tøjet sad stramt ind til hans krop, både den røde skjorte og den mørkeblå jakke, hvor man tydeligt kunne fornemme muskulaturen under, selvom det gjorde det besværligt for ham at bevæge sig. Hans fødder var drivvåde og gennemblødt og skoene var helt sikkert ødelagt, men det havde ingen betydning, for han ville hellere løbe nøgen rundt, så længe han bare fandt Malisha! At se de mange væltede og forbrændte træer, var noget der kun fik ubehaget til at stige, også det at han kunne mærke den svage aura, for han var bange for at det var Malishas modstander han ville finde hårdt svækket og hendes døde lig. Det løb ham koldt ned langs rygraden ved den bare tanke, selvom han prøvede at slå koldt vand i blodet. Han havde faktisk aldrig været så bekymret for nogen før, selvom at det jo faktisk kun var Malisha der var kommet ham så nær, og stadig var det, for de havde kendt hinanden siden barndommen, og de havde fulgtes ad igennem tiden også, desuden så havde han jo aldrig rigtig set hende være i fare før, så han havde jo faktisk aldrig været bekymret som sådan for hende før, ikke som han var i øjeblikket.
At vide at det var Malisha der var den svækkede, var noget der efterlod Konstantin med en lettelse, selvom han selvfølgelig var chokeret over synet, for hvad pokker var der dog sket?! Bekymringen lyste direkte ud af hans blik, selvom han prøvede at forholde sig roligt, men.. han havde jo aldrig set hende så svækket før, hun var jo.. døende. Han sank klumpen der havde sat sig fast i hans hals, inden han fnes kort til hendes ord. „Bedre sent end aldrig.. ikke sandt?” Det var tydeligt at han prøvede at slå koldt vand i blodet og slappe af, selvom det vel også var lige så tydeligt at det ikke ligefrem hjalp? Han blev dog hurtigt alvorlig igen, hvor han betragtede hendes krop. Hun så slemt skadet ud. Han så hende i blikket igen, hvor han så lettere bestemt og ikke mindst alvorlig ud. „Jeg skal nok få dig gjort frisk igen! Det lover jeg!” Han sendte hende et sigende og bestemt blik, som det var tydeligt at han mente sine ord, for han nægtede at lade hende dø! Det kunne han ikke! Han greb fat omkring kniven i hendes mave og trak den ud i en hurtig bevægelse, inden han smed den fra sig. Hun var jo iskold! Han trak hende væk fra træet og ind til sin egen faste krop, selvom det var i en forsigtig bevægelse, for han ville ikke gøre smerten værre. Han tryllede et tykt tæppe frem, som han fik lagt omkring hendes slanke skuldre, inden han lænede hende tilbage mod træet igen. Han havde kort set såret ved hendes hals; hun havde været oppe at slås med en vampyr. Det forundrede ham faktisk ikke, for han vidste at hun afskød det væsen – mere end hvad han selv gjorde. Han vendte blikket mod hendes mave, inden han så mod hende. „Jeg er nød til at heale dig her, ellers overlever du ikke turen hjem,” svarede han kortfattet, som han satte hænderne mod de to sår ved hendes mave, inden lys stak ud fra hans hænder, som han begyndte at heale hendes sår. Han var måske warlock, men selv de havde lært healing, det var ikke deres stærkeste side, men nu hvor han var én af de ældste, så var han langt stærkere og mere erfaren i healing end en ung warlock. „Det skal nok gå,” forsikrede han hende, selvom det nok mere var beroligende ord til ham selv end det var til hende.