Payback!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Mørket hvilede tungt over den store himmel. Der var ikke så meget som en eneste stjerne at se på himlen og selv månen havde nærmest søgt ly omme bag de store og massive skydække som drev frem og tilbage i deres eget lille tempo. Vinden blæste frygtelig mildt og selv efteråret som var på vej, så kunne man næsten skimte foran sig hvordan at bladene var ved at skifte farve. Dette var selv en fortid som hun nød af; Det blev mere mørkt, det blev mere blæsende og selv verdenen omkring dem blev langt mere fascinerende selv i hendes øjne. Hendes plan omkring det at bringe warlocks frem var noget som gik som smurt efterhånden. Den ene efter den anden bestod og fejlede testen og det var kun dem tilbage som fortjente det og det var det som hun stod fast på! Selvom der selvfølgelig var visse små undtag; Såsom Lexie, men det var nu heller ikke noget som hun tænkte meget mere over i øjeblikket, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet.
Hendes skridt førtes roligt igennem skoven. Malisha frygtede på ingen måder for mørket, for det havde der aldrig nogensinde været en eneste grund til. Hun havde en lille flamme foran sig, mest af alt for også at være i stand til at se bare en smule, for det var svært når selv ikke månen var der for at vise hende vej. Der var ikke så meget som et eneste spor af fugle at høre, ikke så meget som et eneste anden skabning, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde hende det mindste som sådan, for.. hvorfor skulle det vedkomme hende? De mørke øjne hvilede intenst foran sig. Hun var på vej tilbage til den Mørke Cirkel efter at have været ude på en af de mindre opgaver til byen i Dvasias. Nemlig til Rimshia City. Folk respekterede hende, om det jo så måtte komme af frygt eller om det virkelig var oprigtigt respekt, var slet ikke noget som hun ville blande sig i. Så lang tid at dette var noget som skete når hun kom forbi, så kunne hun heller ikke være andet end tilfreds. Konstantin vidste at hun ville være i Den Mørke Cirkel i løbet af ganske kort tid, men selv hun havde ikke noget imod at gå lidt, for det var godt at bevæge sig lidt! Hun havde ikke rigtigt været i skoven siden hun havde taget livet af Maggie – Eller rettere efterladt hende til døden, også selvom hun virkelig ikke vidste hvad der var sket med den unge tøs, selvom det nu heller ikke var noget som raget hende, for tøsen havde været en vampyr og derfor ikke værdig til livet! Hun havde ærlig talt slet ikke skænket tøsen eller den lille så meget som en eneste tanke og det var bestemt heller ikke noget som hun gjorde nu. Hun havde en kutte over hovedet, også mest for at kunne skjule sig ordentligt i mørket, selvom hun vidste at hendes duft automatisk måtte være noget som ville afsløre hendes tilstedeværelse, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde hende det mindste. En ugle tudet i det fjerne, hvilket var noget som automatisk var noget som fik hende til at stoppe op. Ikke fordi at hun ville gøre noget ved det. Det var vel bare et tegn på at der var fred i det fjerne? At der ikke var nogen omkring hende? Ikke fordi at det var noget som gjorde hende noget, for det var hende en glæde!

[julien]

Mørket var ekstra intenst denne aften, netop på grund af det mørke skydække som var på vej ind over landet, eller vel rettere; var inde over landet? Det havde blæst godt op de sidste par dage, men det var tydeligt at der var en storm på vej ind over landet, og det kunne man tydeligt se på de mørke skyer, der nærmest bare truede med at bryde ud i regn og torden hvornår det end skulle være. Man kunne allerede høre det buldre i det fjerne, et tydeligt tegn til at stormen var på vej. Det regnede ikke endnu, men luftfugtigheden var steget, så det varede nok ikke længe før det ville bryde ud i regn. Blæsten var allerede kraftig, hvilket den var blevet efter de sidste par timer, hvor den hev småsten og blade med sig, fik det til at hvisle mellem træernes toppe. Stormen var noget som kun gav Julien langt mere mod. Det var som om stormen repræsenterede hans vrede, hvor han for et kort øjeblik næsten havde troet at den var der på grund af ham, men ingen var herre over vejret, så det var en tosset tanke. Tankerne kværnede i hans hoved, selvom han prøvede at roe sig selv ned, så han ikke blev forstyrret eller overilet, for det var vigtigt for ham at have sin koncentration! Han havde fået afleveret Katharina hos sin mor, så var han sikker på at Maggies ønske blev opfyldt; at den lille pige kom i sikkerhed. At befinde sig her i den mørke skov var noget som efterlod ham med et stik i brystet, for det var her han havde dræbt Maggie. Han mærkede uroen i sit indre, en blanding af sorg, fortvivlelse og vrede, skønt han virkelig forsøgte at glemme alt, så han kunne holde hovedet koldt, for han vidste at han kunne risikere at tabe kampen hvis han bare så rødt.
Julien kom løbende i fuld fart. Han havde været ved den sorte sø, hvor han havde fået færten af Malisha, selvom han var stødt ind i en anden kvinde. Tøsen havde fortalt ham at hun havde set Malisha her i skoven, så han var taget af sted mere eller mindre med det samme, der var kun gået få timer, siden han havde snakket med tøsen sidst og han færten han mente tilhørte Malisha blev kun kraftigere jo tættere på han kom. Han stoppede roligt op, hvor han roligt gik ned i hug. Han lod sine fingre glide over et fodspor, det måtte tilhøre en kvinde for det var ikke særlig stort og heller ikke bredt, så han var sikker på at det var hende! Endelig havde han fundet hende udenfor Mørkets cirkel, for det havde virkelig været en kamp at finde hende! Nu måtte han bare ikke komme for sent! Ellers vidste han da slet ikke hvad han skulle gøre! Han kunne mærke det krible under den tætsiddende sorte lædervest, der fremhævede hans markante mave og faste bryst, hvor armene var fri. Han bar ingen kutte til at skjule sig under, for han var ikke bange for at vise sit ansigt, desuden skulle Malisha få lov til at se sin overmand, når han fik hende dræbt! Han hørte en ugle tude i det fjerne, som han fortsatte sin fært, hvor hans dybbrune øjne faldt på en mørk skikkelse der kun kom tættere på, personen bar en flamme foran sig; magi! Som han kom tæt nok på, skjulte han sig i mørket, i skyggerne der omklamrede hans krop og sørgede for at holde ham skjult fra personens blik. ”Ved du ikke at det er farligt at vandre herude midt om natten?” spurgte han i en hæs og hvislende tone. Han skulle bare være sikker på at det var Malisha, for hun var den eneste person han ville have fingrene i! Han lod sin ene hånd glide mod skæftet til det ene tvillingesværd. Han var faktisk en kende nervøs.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

At det kun måtte blive mørkere og mørkere, var nu heller ikke noget som Malisha tog sig af som sådan, det var der vel heller ikke nogen grund til i det store og hele, var der? Hun var en kvinde som de fleste ikke turde at komme i nærheden af og dem som endelig gjorde det.. ja, de fik som de fortjente og kunne som regel slet ikke rejse sig derefter. Hun var en kvinde uden nåde, hvilket denne Maggie også havde oplevet. Hun kunne nu alligevel heller ikke lade være med at tænke på den unge kvinde som havde gjort absolut alt for at beskytte sin lille møgunge og fra hvad? Hvis hun ikke vidste bedre, så ville hun tro at kvinden stadig lå i skoven et eller andet sted og barnet var brændt til døde af den store sol. I sig selv, så ville det ikke engang røre hende det mindste. Hun havde selv ikke en familie som hun tænkte på. Hun var en kvinde som var alene, så det at Maggie også måtte have en mand i sit liv, var end ikke en tanke som faldt hende ind. Hvorfor skulle hun da ellers føde i skoven i stedet for hjemme i sin seng med sin mand ved sin side? Det var slet ikke noget som gav nogen mening for hende på nogen som helst måde overhovedet! Normalt var hun en kvinde som tænkte umådelig meget over tingene og dette var bestemt heller ikke noget undtag på nogen måde. Maggie havde ganske rigtigt været i hendes tanker, men det var bestemt heller ikke fordi at hun fortrød noget som helst af det som hun havde gjort, for det var der vel heller ikke en grund til, var der?
At Julien havde opfanget hendes duft og scent i skoven, var nu heller ikke noget som Malisha tog sig af. Hun var så vant til at folk ikke turde at stille sig i vejen for hende alligevel, at det ærlig talt slet ikke var en tanke som faldt hende det mindste ind. Med kuglen af varme og lys måtte hvile foran hende, som det eneste som gjorde at hun faktisk var i stand til at se noget som helst, var noget som hun koncentrerede sig om, udelukkende for at holde det hele ved lige, for det var efterhånden også ved at være temmelig nødvendigt. Det var da skræmmende mørkt her til aften! Ikke fordi at det var noget som generede hende det mindste, men det skydække.. Det var alligevel en torn i hendes øje! Stemmen som lød ikke så langt fra hende, var noget som fik hende til at stoppe op og vende blikket direkte mod den. Hvem denne unge mand var, så var det også tydeligt at han ikke kunne være særlig gammel. For ikke at glemme, at han måtte være direkte dumdristig ved at opsøge hende på denne her måde, for det kunne virkelig få fatale følger, og det var noget som hun i den grad nok skulle vise denne unge mand! Smilet bredte sig ganske let på hendes tynde læber, idet hun lod kuglen af ren energi svæve ved siden af hende i stedet for så hun havde begge hænderne fri. ”Jeg frygter intet væsen.. død eller levende, så hvorfor skulle det være farligt at bevæge sig frit?” spurgte hun med en hvislende stemme. Denne mand mødte hende med fjendtlighed, så var det i den grad også noget som han blev mødt med tilbage og det var uden det mindste tøven overhovedet! De mørke øjne faldt direkte til hans skikkelse. Dræbende og iskoldt som intet andet man overhovedet kunne forestille sig.

[julien]

Mange tanker løb igennem Juliens hoved, som han kom tættere og tættere på den duft han mente tilhørte Malisha, for han var ikke engang sikker på at den tilhørte hende, han var et sted bange for at han var begyndt at hallucinere, fordi han var så besat af at få sin hævn. Han havde mistet det kæreste og eneste eje som han havde haft, den eneste person som han faktisk havde givet de store ord til og nu var alt så tomt og dødt uden Maggie. Hun havde været hans elskede, hans mage, hans eneste ene og et og alt og nu var hun død. Han vidste faktisk ikke hvad han skulle gøre uden hende, han kunne faktisk ikke rigtig indse at hun faktisk var væk, for.. hvad skulle han gøre uden hende? Hun havde været den eneste kvinde han havde ønsket, og nu var hun væk og kom aldrig mere tilbage? Det var den værste følelse han nogensinde havde følt! Værre end da han havde mistet sin far, for.. selvfølgelig havde han holdt af sin far, som havde været han store forbillede, men.. Maggie havde været hans mage, den person han ville leve resten af sit liv med, det havde hans far trods alt ikke. Kort vendte han blikket op mod den store himmel der hvilede over ham, hvor han kunne høre det buldre i det fjerne, som om tordenen kom tættere på jo tættere på han kom Malisha. Han vendte blikket frem for sig igen, som hans krop forsvandt som et lyn var en klar himmel ud i mørket.
De dybbrune øjne faldt stift til Malishas krop, og som Julien måtte stå ansigt til ansigt til hende, nu hvor hun havde vendt sig om og fik øje på ham, tabte han alle tanker der ellers havde kværnet i hans hoved. Hver følelse forlod hans krop, hvor han kun kunne tænke og føle én ting; hævn! Han gjorde et kraftspring fra grenen han sad på, hvor han landede et godt stykke fra hende, alt imens han greb omkring det ene tvillingesværd og lod dets spids pege direkte mod hende. ”Jeg har et opgør som jeg skal have stillet dig til regnskab for!” hvæsede han kraftigt, som hans mørke øjne måtte lyne kraftigt af ren og skær vrede. Han blev stående ganske urokkeligt som en klippe, og lod sværdets spids pege mod hende fortsat. Han var ikke længere nervøs, han var ikke længere bange for at tabe, for han havde kun én ting i hovedet; han skulle vinde! Han tog et skridt imod hende, hvor han imens greb omkring det andet sværd, så han holdt dem begge, hvor han lod de to klinger stryge mod hinanden så det gav en skinger lyd. Blikket vendte han koldt og nådesløst imod hende, hvor intet smil, glæde, varme, eller nogen former for kærlige følelser var at finde, for nu stod han som en sand vampyr, stod for alt det som en vampyr måtte stå for; kulde, nådesløshed og ubarmhjertighed. Han var måske ung, men at undervurdere ham på grund af hans alder, ville være frygteligt dumt! ”Du burde ellers frygte et væsen, der kan vride struben om på dig, på et splitsekund,” svarede han i en hvislende tone, som han lod hovedet søge næsten unaturligt langsomt på sned, hvor hans øjne kun mindede om et rovdyrs – et rovdyr der havde fundet sit bytte.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha måtte ærligt erkende, at hun bare ønskede at komme tilbage til Den Mørke Cirkel efterhånden. Hun havde været ude hele dagen, hun havde tilbragt tiden i Arenaen også mest for at se til flere af dem som ønskede at kæmpe for sin egen overlevelse og se hvor meget folk egentlig var villig til at gå igennem for det, for det var virkelig, virkelig fascinerende! Hun havde ganske rigtigt en meget mærkværdig form for humor, men det var virkelig ikke noget som hun kunne gøre for, det var der heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig skulle komme til stykket. Hun gjorde hvad hun havde lyst til og folk som ikke fulgte hende måtte tage konsekvenserne af dette valg, om det var noget som de ville det eller ikke, det var ikke noget som hun ville blande sig i. Selv stod hun som trolovet, men det var heller ikke fordi at de havde fuldført deres forældres ønske, så var det ikke noget som hun tog sig af. Hun kunne slet ikke finde en mulighed for at falde til ro ved en mand endnu, for hun ønskede bestemt heller ikke at smide sine hæmninger bare sådan uden videre, for alene den tanke var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet!
At Julien havde søgt efter hende på grund af Maggie var hende ukendt. Det var de færreste som i det hele taget turde at sætte sig op mod hende, for hun var en kvinde som ikke viste nåde. Den eneste som havde fået lov til at opleve hendes nåde var Romeo, men det var også kun fordi at han var hendes fætter og hun havde store planer med ham. Ellers havde hun også slået ham ihjel i Arenaen og uden at tøve det mindste! At knægten kun var ude efter strid var noget som hurtigt gik op for hende, som han trak sit sværd og pegede det direkte mod hende. Hun kneb øjnene tydeligt irritabelt sammen, hvor hun roligt rettede sig op. ”Et regnskab?” gentog hun ganske kortfattet. Hun var ikke den som tænkte over sine handlinger før længe efter når konsekvensen mødte hende og det var jo egentlig heller ikke fordi at hun ønskede at skænke Maggie en tanke. Hun havde ikke været andet end en simpel skabning som havde mistet livet for at beskytte sin lille pige. En tanke som selv kunne more hende den dag i dag, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var da helt sikkert! Hans ord var noget som direkte fik den kolde latter til at forlade hende. Selv stod hun der fuldkommen kold, uden det mindste følelse eller medfølelse for den sags skyld. De mørke øjne faldt direkte til hans skikkelse og uden at hun så det mindste væk fra ham på nogen som helst måde overhovedet. Smilet bredte sig kun tydeligt på hendes læber. ”Det som kan vride halsen om på mig på et splitsekund?” gentog hun morende, som hun dannede en direkte mørk kugle i hans hånd. Den gnistrede af ren og skær energi, for der var virkelig ikke noget følelse tilbage i hende, det var slet ikke noget som hun ønskede at skulle skjule for ham. ”Prøv knægt.. Og jeg kan love dig for, at det bliver det sidste du gør!” hvæsede hun med en fast tone. Hun var bestemt ikke bange for ham, for i hendes øjne, så var det slet ikke noget som der var nogen som helst grund til overhovedet! Begge sværd anså hun som en trussel, specielt fordi at han allerede havde vist for hende, at han var hurtig. Han skulle bestemt heller ikke undervurdere hende!

[julien]

Julien havde skam gjort sin research! Han havde ikke kun hørt på folkemunde, men også læst omkring Malisha, og alle var enige om at hun var en kold satan, der var nådesløs og ondskabsfuld, hun bar ingen medfølelse, men mange mente også at hun nok ville kunne føre sin race frem, bare ærgerligt at hun aldrig nåede så langt! Hun var en mægtig warlock og én af de ældste, så han vidste at han naturligvis ville få problemer med at klare hende, for han vidste ikke engang om han ville kunne klare hende, selvom han nægtede at frygte hende! Hun var ikke større end det som hun gjorde sig selv til! Han vendte de dybbrune øjne imod hende, hvor han betragtede hende med et følelseskoldt blik, det var nådesløst og det var præcist sådan som han havde det! Han vidste at han selv var ganske ung, men af den grund var han altså stærk! Han havde haft den bedste lærer man kunne tænke sig til; Alecander Mathimæus, en mand som var en ufattelig stærk og dygtig vampyr, en kriger som ikke gav op, selvom det vel var hvad han var endt med at gøre til sidst? Det var dog ikke noget han tænkte på i øjeblikket, det eneste han tænke på, var Maggie, og den hævn som han ville tage! Han fortsatte med at skære klingerne op ad hinanden, så det måtte slå gnistre, imens hans blik lynede. ”Nemlig.. et regnskab!” hvislede han med en vred undertone. ”Kan du ikke huske det Malisha?” spurgte han lettere hånligt, ”i så fald skal jeg nok få din hjerne på gled.” Han begyndte roligt at gå rundt, selvom han holdt en fin afstand til hende, hvis hun nu skulle angribe ham. ”Det var præcis i denne skov det skete. Faktisk ikke så langt herfra.” Tanken fik det til at løbe ham koldt ned over ryggen, for han brød sig ikke om at være her i Den mørke skov, specielt ikke fordi han havde dræbt sin egen mage. ”En ung vampyr, som tilmed var gravid. Hendes navn var Maggie. Jeg fandt hende, døende, med sin lille pige tæt ved sig. Min egen datter.” Han vendte blikket mod hende, hvor det var tydeligt at hans blik kun talte efter at få hævn. Blodtørstig var hvad han var! Han stoppede roligt op, hvor et kynisk smil gled over hans læber. ”Du fik mig til at dræbe min egen mage Malisha.. og det kommer til at koste dig livet!” hvæsede han vredt, som han svang sværdene rundt og endte med at skære dem igennem et træs stamme, kun for at vise hvor skarpe de var. Træet faldt bag ham, hvor han vendte sig imod hende. Hun skulle komme til at bøde for det! Hendes kolde latter gjorde ham kun langt mere vred, selvom han intet sagde til det, for hun undervurderede ham på grund af hans alder, hvilket kun kom til hans egen fordel. Kuglen i hendes hånd tog han sig heller ikke af, for han vidste godt hvad en warlock var i stand til, og han havde klaret mange af hendes slags! ”Det har du ret i.. det bliver det sidste jeg gør, for du får nemlig ikke lov til at trække så meget som vejret når jeg først er færdig med dig!” hvæsede han fast, som han lod en hånd søge under vesten, hvor han greb fat i en kastestjerne, som han i en hurtig bevægelse kastede imod hende, så den kløvede igennem luften. Han sigtede mod hendes ansigt, ikke for at dræbe hende, men for at såre hende.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Hvem denne unge vampyr troede at han var, vidste Malisha ikke, men det var bestemt heller ikke fordi at han skulle komme her og undervurdere hende, for det ville han bestemt heller ikke få det mindste ud af på nogen som helst måde! Hun kneb øjnene fast sammen. Hvad han ville hende, vidste hun ærlig talt ikke, for hvorfor skulle hun? Hun var virkelig ligeglad med ham og hans slags, for hun havde virkelig ikke nogen grund til at skulle tage hensyn til dem som sådan, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, det var da helt sikkert. De to klinger som han havde i sine næver, var noget som hun tydeligt måtte reagere på, for det var virkelig at fremtræde som en trussel set i hendes øjne og det var bestemt heller ikke noget som måtte falde i god jord ved hende! Hun vendte blikket mod ham som han begyndte at remse op – det var så også først der, at lyset måtte gå op for hende. Det var Maggie han tænkte på! Et stille smil passerede hendes læber, selvom hun ikke tog blikket fra Julien på nogen måde. Han var ung og han burde i den grad vide bedre end at kaste sig i krig med en som hende, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om når det nu endelig komme til stykket. Hun smilede et iskoldt og tydeligt skadefro smil, for det var slet ikke noget som hun kunne lade være med, det var virkelig for komisk! ”Maggie… Oh, du tænker på den irriterende tøs som jeg knuste ryggen på her forleden?” Skoven rørte hende virkelig ikke og hun var virkelig iskold, uden hæmninger af nogen slags og hun tøvede bestemt heller ikke med at slå ihjel hvis det skulle være det, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Det morende smil passerede roligt hendes læber som han skar igennem et helt træ med sine tvillingesværd, selvom det slet ikke var noget som rørte hende på nogen som helst måde overhovedet, for hvorfor var det noget som hun skulle reagere på? Det var der jo virkelig ikke nogen tvivl om! ”Uha uha..” Hun slap en kold latter som hun roligt trak sig et skridt tilbage. Måske at hun undervurderede knægten, men andet kunne da heller ikke falde hende ind, for dette var virkelig alt for komisk! At han hurtigt måtte finde en kastestjerne frem, var noget som omgående måtte få hendes pupiller til at trække sig sammen. Han udfordrede hende virkelig! Hun reagerede hurtigt, men ikke hurtigt nok, da hun hurtigt kastede sig mod den ene side, så ramte den alligevel hendes ellers så smukke ansigt. Ikke direkte dræbende, men en let dybere flænge. Kuglen kastede hun direkte mod ham og med den samme faste mine. Farten var dræbende og selve energien som var lagt i den var farlig nok i sig selv. Hun var en af de ældste af sin slags og det var noget som hun selvfølgelig var frygtelig stolt af! Hun var en kvinde som vidste hvad hun ville have og nu hvor denne knægt ønskede at udfordre hende, så skulle hun bestemt nok give ham hvad han søgte efter! ”Det der var frygtelig dumt!” Hun knyttede næven fast, hvor kuglen voksede i omfang, blev større og derfor også langt mere farlig, idet den kom hastende direkte mod ham. Ramte den ikke ville den vende om, kun for at prøve at ramme igen!

[julien]

At stå ansigt til ansigt med Malisha, var noget som Julien længe havde ventet på, og nu hvor han stod her, så ville han bestemt ikke give op! Han var kun et skridt væk, han var kun et enkelt åndedrag væk, fra at gå sin skæbne i møde og han måtte ikke miste koncentrationen eller fokussen! Gjorde han det, så kunne han lige så godt lade hende dræbe ham med det samme, hvilket han bestemt ikke tillod! Han havde måske været nervøs inden han var nået til dette øjeblik, men nu hvor han stod her, så tillod han ikke sig selv at tøve det mindste! Han skyldte Maggie at han tog hendes hævn! Det var det sidste han ville gøre for hende! Om det så selv skulle koste ham livet! Han skulle nok flå Malisha bid for bid, lem for lem! Han var ingen helt, i så fald havde han været der for Maggie og ikke ladet hende gå i døden, han var måske ung, men han var langt mere mand end mange her fra Dvasias og resten af landene nogensinde ville blive! Han var opfyldt med had, et had som han inderligt ønskede at blive frelst fra, men det kunne han ikke, for den eneste der ville kunne roe ham ned, var død, dræbt af Malisha! Blikket vendte han iskoldt imod hende. Det var kun endnu en krig, endnu en modstander, én ud af mange og måske hun var én af de ældste af sin slags, men det var ikke altid lige godt, for hun troede at fordi hun var én af de ældste, at hun var langt bedre end ham og kunne fjerne ham så let som ingenting; hun undervurderede sin modstander, fordi han var så ung, og det skulle nok komme til at give bagslag! Han bed tænderne fast sammen, som hans blik slog gnistre ved hendes ord. ”Lige præcis… Maggie,” endte han med sammenbidte ord, hvor hans blik hvilede dræbende på Malisha. Hun var sikkert ligeglad med hvad hun havde gjort, men det var han ikke og hun skulle komme til at bøde for det! Han tippede måske på en kant, hvor han til den ene side fandt fodfæste og den anden side et stort hul, han tippede mellem liv og død, han stod tæt på kanten, og måske han ville dø denne aften, men det var noget som han også ville være forberedt på! For han kunne ikke være mere klar end det som han var i øjeblikket! At hun lo af ham, hånede ham med både ord og blikke, gjorde ham kun langt mere arrig, selvom han valgte ikke at tage sig af det, for han måtte ikke køre sig selv op! Han følte faktisk ondt for hende, for hun undervurderede ham og det ville blive hendes død! Han vendte blikket dræbende imod hende, som træet faldt bag ham, hun var måske ikke synderlig begejstret nu, men hun ville jo nok skifte mening når de endte med at skære legemsdele af ved hende! At kastestjernen snittede hendes kind og gav hende en dyb flænge, var nøjagtig det som han havde været ude på: at tirre bæstet! Han havde skam regnet med at hun ville kaste kuglen efter ham, som hun for længst havde dannet, så den var han klar på, desuden så skulle hun være langt hurtigere, hvis hun ville ramme ham, for med den hurtighed han havde, var hans reflekser også langt bedre og derfor opfangede han også hurtige ting og genstande, såsom hendes kugle. At den voksede lagde han godt mærke til, hvor han endte med at gå i bro, da den kom tæt nok på, så den fløj lige over ham, selvom dens gnistre måtte snitte hans bryst, hvilket gav ham en stikkende fornemmelse. Han rettede sig op, hvor han gjorde en hurtig bevægelse så han endte lige foran hende. Et kynisk smil gled over hans læber. ”Jeg troede du var bedre end det,” svarede han lettere provokerende, for det var nemlig hans plan; at køre hende ud af fokus, undvige og kun køre hende mere op i det røde felt, så hun til sidst begyndte at blive uopmærksom. At kuglen kom tilbage kunne hans krop næsten fornemme og ikke mindst høre, og da den kom tæt nok på, greb han fat omkring hendes skulder, tog et skridt til siden og kastede hende selv tilbage mod kuglen i håb om at den ville ramme hende i stedet for.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Hvem denne mand troede at han var, så var Malisha virkelig fuldkommen ligeglad. Han skulle bare ikke komme og stille sig i vejen for hende på denne her måde og specielt med noget så dumdristigt som den mand var, også selvom hun var fuldkommen ligeglad med om hun undervurderede manden eller ikke, men han havde stilet sig i vejen for hende og det var bestemt heller ikke noget som hun fandt sig i på nogen som helst måde overhovedet, for det var virkelig noget som gjorde hende direkte vred og som intet andet overhovedet! Hun vendte blikket direkte vredt mod ham og med den samme intense og irritable mine. Hun vendte blikket direkte væk fra ham, også selvom hin nu alligevel var fuldkommen opmærksom på ham og det som han gjorde, for det var tydeligt at denne mand var vred og det var noget som direkte måtte more hende, så det at lege lidt med ilden var næsten noget som måtte falde hende direkte naturligt. At han jo så skulle kaste en kastestjerne direkte mod hende, var noget som havde ramt hende direkte med et chok. Maggie var død og borte og der var virkelig ikke mere at gøre i denne situation, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om når det nu endelig skulle komme til stykket. Hun vendte blikket endnu en gang mod ham, som han direkte måtte undgå kuglen som hun havde sendt efter ham, selvom hun næsten måtte ramme meter ved siden af! Hun havde været tvunget til at kaste sig direkte mod siden, så det forundrede hende virkelig ikke. Hun nåede kun lige at komme op på benene idet at Julien endte med at tage fat i hende og kastede hende direkte ind foran sin egen kugle.
Umiddelbart kunne det tydeligt se ud som at kuglen ramte hende, da det alligevel lød som en direkte eksploderende lyd, idet at hun direkte blev opslugt af mørket, kun for at blive samlet igen ganske kort efter. Hun vendte blikket direkte mod Julien igen. Selvom denne gang var noget som gjorde hende direkte vred. Hendes øjne endte fuldkommen mørke. ”Okay. Det var en grænse som du slet ikke skulle have passeret.. knægt!” vrissede hun med en fast og iskold stemme. Det var noget som direkte gjorde hende vred som aldrig nogensinde før, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om overhovedet! Hun endte endnu en gang med at danne to små kugler i sine hænder som hun endte med at slå kraftigt sammen, idet at de slog gnistre og med lyden som havde det været ekstremt skarpe savblade, for hun havde ganske enkelt fået nok nu og det var noget som gjorde hende direkte vred! Hendes blik slog gnistre som intet andet overhovedet, idet at hun vendte sig mod ham. Hun var kun ved at varme op! ”Begå den samme fejl som din ’kære’ Maggie, knægt.. Det bliver dit endelige!” hvæsede hun med en kraftig og fast tone. Hun endte med at gå roligt mod ham, idet hun kastede den ene direkte mod Julien. Med den anden forblev i hendes hånd, idet hun gjorde et udfald direkte mod ham, hvor hun med alt den kraft som hun havde i sine arme og i resten af kroppen direkte mod ham, idet at hun søgte direkte ind mod hans side. Det var på sit vis en måde at uskadeliggøre en vampyr på, for hun ville gøre det umuligt for ham at bevæge sig! Det var lige nu også det eneste som havde en direkte betydning for hende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. ”Du kommer aldrig til at se den store måne igen!” hvæsede hun med en kraftig stemme.

[julien]

At stå overfor Malisha var noget som Julien virkelig havde ventet på i noget som vel mindede hen af en måned? Måske mere, måske mindre, han var ikke længere sikker, men det føltes virkelig som en evighed! I de få minutter, måske timer han havde været tæt på hende, havde han følt nervøsitet og usikkerhed, han havde næsten tøvet, selvom det var forsvundet med ét, da han havde set hende og set direkte ind i hendes øjne, for det var de øjne, der havde set på hans søster, på hans mage, på hans eneste ene, på Maggie og set hende blive skadet så hun var døende og som bare havde efterladt hende, som var hun ingenting, sammen med den lille pige, som bare havde ligget skødesløst på jorden tæt på sin mor, men ikke tæt nok på at kunne blive taget op og vugget til ro, det var en gerning som Julien slet ikke kunne tilgive på nogen som helst måde overhovedet! Nu hvor han stod overfor Malisha, følte han sig ikke længere død, han følte sig ikke længere tom eller følelsesløs, nej, han havde aldrig nogensinde følt sig så i live, så vred og så klar som han gjorde i øjeblikket, for dette var en kamp, som han under ingen omstændigheder ville eller kunne tabe! Hun havde allerede vist få former for svaghed; undervurdering af sin modstander. Julien vidste godt at han var ung, og det var det som Malisha kørte på fordi hun selv var så gammel, men selv de ældre faldt fra, fordi de mødte sin yngre overmand. Ingen var udødelige, end ikke han selv var det, for hvis der var noget som han vidste og var blevet, så var det da at blive forberedt på at han kunne dø når som helst, specielt fordi han havde haft det job som han havde; arvet alt efter sin far og skabt sin egen organisation. Alt var dog gået til grunden efter at Maggie var gået i døden, for uden hende havde han virkelig ikke nogen grund til at leve videre.. det eneste som faktisk holdt ham i gang, holdt ham i live, var hans blodstørst, hans hævngerrighed, og han skulle skam nok få sin hævn! Om det så skulle koste ham livet i forsøget! De dybbrune øjne søgte roligt til Malishas skikkelse, som han kunne mærke hendes kugle komme tæt nok på ham, hvor han fik hende skubbet tilbage og ind mod sin egen kugle, hvor han kunne høre eksplosionen, men han kunne ikke rigtig se at hun tog skade af det, måske fordi det var hendes eget trick? Uanset, så havde hun dummet sig og det gjorde ham overbevist om at hun faktisk ikke var den stærkeste, men at hun godt kunne besejres, og det var han vis på at han nok skulle! Om det så skulle tage ham hele natten og dagen med! Et kækt og lettere overlegent smil gled over hans læber, ved hendes ord, det var tydeligt at hun faktisk selv var overrasket, men tydeligt også blevet vred. Han svarede dog ikke, for han måtte fokusere og ikke hidse sig op over de ord hun fyrede af! Han vendte blikket mod hendes to kugler, hvor han bed tænderne fast sammen som hun nævnte Maggie, noget der gjorde ham stiktosset, men også langt mere fast besluttet på at han skulle vinde! Han kunne tydeligt se at hendes øjne slog gnistre, som var de uvejret der var ved at komme ind over dem foroven. Kuglen hun sendte af sted, var noget som han undgik – fordi han var langt nok væk til at kunne gøre det – han var hurtig af sig, og hun var nød til at være tættere på ham for faktisk at have en chance for at ramme. Han vendte blikket mod hende, som hun gjorde udfaldet mod hende, hvor blikket faldt på hendes anden hånd med kuglen som hun nærmest måtte slå ind mod hans side. Han kunne nærmest allerede på afstand mærke hvilken kraft kuglen besad, selvom han endte med at gribe fat omkring hendes håndled og dermed stoppe hendes slag, af den grund kunne han mærke hvordan energien fra kuglen måtte skære ind i hans side og faktisk skære ind i huden så det begyndte at bløde. Han vendte blikket mod hende. ”Du burde vide at du skal tæt på for at skade en vampyr Malisha.. hvor skuffende, jeg troede du var klogere,” svarede han køligt og dog kortfattet, som han faktisk var ude på at få hende tæt på sig, for på lang afstand var det hende som var på hjemmebane, på tæt afstand som nu, var det ham som var på hjemmebane! Han løftede den frie hånd som han slog direkte imod hendes ansigt for at tvinge hende væk fra sig og kuglen med, hvis energi der allerede havde givet ham et dybere sår i siden, noget som faktisk gjorde ondt!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde virkelig ikke noget som helst til overs for vampyrer for hvorfor skulle hun? I hendes øjne, så var de virkelig ikke en skid værd, de var et væsen som man sagtens kunne undvære i dette liv, det var et væsen som kun var i vejen, så i hendes øjne havde hun gjort det rette udelukkende ved at tage livet af Maggie, for hun forpestede jo kun denne verden med en lille møgunge som ville vokse op og gøre nøjagtigt det samme. Hvordan vampyrer havde det med følelser var slet ikke noget som hun ville blande sig i på nogen som helst måde overhovedet, hvis hun ellers kunne blive fri for det, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Hun tog det hele som det kom og hun gik sine egne veje hvilket Julien vel også efterhånden havde fundet ud af? Det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som hun ønskede at gøre anderledes, for hun var og blev en stærk leder og det var noget som hun agtet at holde så godt fast i, som det nu måtte være hende menneskelig muligt. Hun kneb øjnene fast sammen. Denne unge knægt var virkelig opsat på at skulle hævne den forbandede tøs som han havde været i stand til at skulle kalde for en kæreste. Ikke fordi at det var noget som hun direkte havde noget som helst med at gøre, for hun havde slet ikke haft noget som helst til overs for vampyrerne og det havde hun aldrig nogensinde haft! Måske at hun undervurderede knægten, men det var noget som hun på sit vis var fuldkommen ligeglad med, for hvorfor skulle hun bryde sig om det? Hun kunne fuldstændig være ligeglad, for stod det til hende, så eksisterede vampyrerne ikke længere! At hun var ældre var selvsagt noget som hun måtte anse som en kæmpemæssig fordel, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om, for det gjorde hun i allerhøjste grad! En ting som hun dog vidste omkring det vampyriske væsen, var at hun var tvunget til at komme helt tæt på ham, hvis hun ville gøre noget som helst om det jo så var noget som man ville det eller ikke. At komme helt tæt på ham, var i sig selv, ganske farligt, hvilket hun udmærket godt vidste, men hun havde vel heller ikke noget andet valg? At gøre brug af hendes eget angreb for sin egen vindings skyld var noget som gjorde hende direkte rasende! At skabe de mørke sagblade var selvfølgelig farligt nok i sig selv, for hun skulle helt tæt på, men det var jo umuligt for hende at ramme ellers! Det var nok der den massive forskel på hans og hendes væsen var; Hun angreb bedst på afstand og ham på tæt hold. At hun jo faktisk havde formået at ramme ham, var jo selvfølgelig det som hun stillede sig mest tilfreds med. ”Jeg er bestemt heller ikke dum, uduelige knægt.. Det her bliver din sidste dag i livet!” hvæsede hun fast. Det var bestemt heller ikke hende som man skulle komme på tværs af, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet! Hun lod sagbladet borre sig direkte ind i hans side, idet at han uden at hun nåede at se det, gav ham en knyttet næve direkte i ansigtet. Hun vaklede baglæns og faldt direkte ned i jorden da hun faldt over en rod. Hun var virkelig ved at være vred, men denne succes var bestemt heller ikke noget som skulle have lov til at stige denne knægt til hovedet, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Selvom hun var endt mindre rundt på gulvet, så endte hun med at knytte hænderne. ”DET ER NOK!” hvæsede hun kraftigt, idet at hun sendte en kraftig trykbølge direkte mod Julien. Hvis hun kunne gøre det samme som hun havde gjort med Maggie, så fint!

[julien]

At give op var det sidste som Julien ville! Han var virkelig vred, han var rasende og han var klar til at slå hende ihjel! Han ville dog ikke lade vreden gå ham på, han ville ikke lade den gøre ham blind, for så havde han tabt kampen med det samme og det ønskede han bestemt ikke! Hun viste tegn på svagheder hele tiden, noget der gjorde det klart for ham at han faktisk kunne vinde, for hun havde allerede gjort den største fejl hun kunne! Han skulle bare tirre hende nok, køre hende træt og så ville han have fordelen! Han tvivlede på at hun var hel dum, for ellers ville hun jo nok ikke stå som leder, men det var tydeligt at magten steg hende til hovedet, noget der selvfølgelig kom til hans fordel, selvom han vidste at det ville blive en kæmpe krig at få hende ned med nakken, for han tvivlede på at hun gav op, men han skulle nok sørge for at hun blev uskadeliggjort! Sådan som hun havde efterladt Maggie til at dø, så skulle han nok gøre den værst tænkelige hævn! Han kunne omgøre hende til vampyr? Så blev hun det bæst som hun selv hadede og afskyede så meget, så ville hun miste lederposten og han ville ødelægge hendes liv! En perfekt hævn! Selvom han mest af alt bare ville dræbe hende på stedet, for så var han da sikker på at han ikke skulle støde ind i hende senere hen, for hvorfor skulle han dog ønske det? Han gjorde hele verdenen en tjeneste ved at fjerne hende fra jordens overflade! Blikket faldt stift til hendes skikkelse, hvor han ikke svarede på hendes ord, for hun vidste at hun skulle tæt på ham før hendes angreb gjorde skade, men hun kunne også komme for tæt på, for så var det ham som pludselig havde alle fordele. Savbladet der skar sig ind i hans side, var noget som virkelig måtte gøre ondt! Selvom han måtte tage sig sammen og få hende væk! At hun ikke havde set hans slag komme, var noget som virkelig måtte more ham, for at se hende vakle tilbage og tilmed falde over et af træets rødder var noget som han ikke kunne skjule at han morede sig over! At hun blev vred kunne han tydeligt se, selvom han ikke kunne skjule morskaben! Han endte dog med at knibe øjnene sammen som hun skød trykbølgen efter ham, hvilket han ikke ligefrem havde set komme. Den ramte ham hårdt i hele kroppen, så han blev slynget tilbage og ind i et træ, hvor han udstødte et gisp, som han faldt til jorden igen. Han havde tydeligt mærket hvordan hans krop var endt med at blive trykket ind i træet, så det næsten havde givet et aftryk, for en trykbølge så tæt på, det gjorde for pokker da ondt! Han knyttede hænderne, som han bed tænderne sammen og næsten knurrede af vrede. ”For pokker da!” mumlede han for sig selv, som han rejste sig op, selvom det var med en mindre dirren i kroppen, for den havde faktisk taget skade af det, skønt der skulle langt mere til for at slå ham, for han var udholdende! Og det skulle hun nok finde ud af! Maggie havde ikke haft samme erfaring som ham, hun havde ikke de samme talenter, så Malisha skulle bestemt ikke tro at han var præcis som Maggie bare fordi han var ung og en vampyr, for det var langt fra tilfældet og han skulle nok hævne Maggie, for den tøs havde virkelig betydet alt for ham! Han greb fat omkring sine sværd, som hen lod kløve mod hinanden, så det skabte gnistre. ”Du skal dø!” hvæsede han kraftigt.

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha havde skam allerede fundet ud af, at denne mand ikke var en som man skulle komme på tværs af, selvom hun havde det så den helt samme måde selv! Det var ikke mange som turde at stille sig op mod hende og hun var jo trods alt også leder af en grund, så det var bestemt heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig skulle komme til stykket, det var helt sikkert! At han kun var ude på at hævne Maggie, var en tanke som hun allerede havde fået slået fast, selvom det nu heller ikke var noget som hun ville lade ham! Der skulle alene pænt meget til for at køre hende træt, for hun var bestemt heller ikke typen som man skulle lege med! Hun var den som de fleste søgte væk fra når de endelig stødte på hende, for det gik først for alvor galt ellers, om det var noget som man ville det eller ikke, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun kneb øjnene fast og kraftigt sammen, selv uden at skulle vende blikket væk fra ham, også selvom hun vidste at det at komme tæt på var dumt, men hun kunne jo heller ikke ramme ham ellers, hvilket selv måtte være en frustration uden lige for hende! At han havde ramt hende direkte i ansigtet og faktisk fået hende i jorden og delvist gjort hende blind over denne stund, var noget som direkte fik hende til at rase direkte op i det røde felt! Og normalt så skulle der faktisk pænt meget til netop for at få hende derop! At trykbølgen havde ramt var selvfølgelig noget som glædet hende, for det gav hende om ikke andet, så en mulighed for at komme op på benene igen og det var i den grad også noget som hun havde brug for efterhånden, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om det! Hun vendte blikket mod ham, idet hun kæmpede sig op på benene. Hun hørte at han var ramt, hvordan han hamrede direkte ind i et træ – nøjagtigt ligesom Maggie, selvom knækket havde været betydeligt større dengang, også fordi at det havde knækket tøsens ryg, men det var noget som hun virkelig kunne være fuldkommen ligeglad med! Hun havde virkelig ikke noget som helst til overs for den tøs, også fordi at de var det væsen som de var, så hvorfor var det noget som hun skulle gøre anderledes? Stod det til hende så var de døde og borte og slet ikke havde nogen som helst ret til at rende rundt på denne jord! Nu hvor hun følte at hun kunne se igen, så var det selvfølgelig også noget som gjorde sit, hvor hun vendte blikket direkte mod ham og med den samme tydelige dræbende mine. Ikke fordi at det var noget som hun ville skjule for ham, for han havde virkelig formået at pisse hende af som ingen anden nogensinde havde gjort det, så selvfølgelig var det bestemt heller ikke noget hemmeligt. ”Så må vi se hvem det er som falder først.. Knægt!” hvislede hun med en fast og iskold stemme. Lyden af hans klinger som stødte mod hinanden, var nu heller ikke noget som direkte skræmte hende. Hun stillede sig med let spredte ben og med blikket mod ham. En kugle dannede hun igen i sin ene hånd og slog den samme med den som hun havde lavet i sin anden. ”Jeg er langt fra færdig med dig!” vrissede hun med en fast og iskold stemme. Dette var noget som hun dog var ved at køre træt i! Hun kylede dem begge mod ham. Den ene slog sig omkring kuglen og dannede et enormt tryk, hvor den anden hastede direkte mod ham med en dræbende fart. Han skulle dø!

[julien]

Julien vidste godt at han havde kastet sig i krig med den forkerte tøs, for han vidste at Malisha hverken var dum eller svag, men hun var ikke uovervindelig og det skulle hun nok finde ud af! Hun ville blive en hård modstander at slå ud, hun ville blive hård at skulle slå, men han ville ikke give op, for han vidste at han havde en chance uanset hvor minimal den end var! Desuden betød det ikke noget om han døde eller overlevede denne kamp, det eneste som betød noget, var det faktum at hun døde! Det var det eneste som betød noget for ham, om han så skulle tage hende med sig i døden! Han ville gå herfra som sejrsherre eller også så døde hun med ham! Han var klar til at stå op imod hende, og det havde taget ham utrolig lang tid at finde hende, så det at give op nu hvor han endelig stod overfor hende, det lå slet ikke til ham! Denne kamp skulle nok vise hvad han var støbt af, det skulle nok vise at han var en sand Mathimæus! Han ville gøre sin far stolt en sidste gang, som han ville hævne Maggie som det sidste! At han havde slået hende i gulvet, var noget som faktisk måtte more ham, specielt fordi han havde fået lukket munden på hende, noget som havde givet ham en dejlig stilhed! Hun var stor i munden og hun talte langt mere end hun sloges, men han kunne fint lade hende distrahere sig selv, for det gav ham kun en fordel. At hun så ramte ham med en trykbølge, var noget som virkelig måtte gøre ondt! Der skulle dog alligevel mere til at slå ham ud, for han var muskuløs, han var en hård negl, og han havde desuden kæmpet mange gange mod hendes slags, så han var skam blevet kylet mange gange tilbage på grund af mange trykbølger, selvom at Malisha virkelig var langt mere stærkere end de andre warlocks han havde kæmpet imod, men han var stadig overbevist om at hun ikke var udødelig! At hun ikke fandt hans sværd synderlig farlige, at hun ikke lod sig skræmme af de hænder som de befandt sig i, det var endnu en svaghed som hun gjorde, for måske det kun var primitive våben, men selv de kunne blive til et altødelæggende våben i de rette hænder! Han lod dem klinge mod hinanden så gnistre stod ud til alle sider, hvor hans blik faldt mod hende, da hun dannede endnu en kugle for at kaste begge imod ham. Han løb direkte imod kuglen, hvor det var det eneste han fokuserede på, idet hans slog det ene sværd imod kuglen med fuld styrke, så han faktisk endte med at dele kuglen i to, så de fløj forbi ham og ramte to træer med et kæmpe brag. Han endte med at gøre et forlæns rullefald imod hende, hvor han imens slap sit sværd der havde kløvet hende kugle, da det var blevet for varmt at holde om, da det helt glødede, så den frie hånd søgte ind under hans vest, hvor han greb fat omkring en lille kugle som han kastede mod hendes fødder, så det eksplodere; en røgbombe. Han ville gøre hende blind i bare få sekunder, så han havde en chance for at slå til! Han kom hurtigt op på benene igen, hvor han fortsatte imod hende. Røgen var tyk og gjorde også at han ikke selv kunne se hende, men han kunne lugte hende, så han kunne fornemme hvor hun måtte stå, hvor han stak ud imod hendes skikkelse igennem røgen i håb om at han ville gøre stor skade. Han havde mange tricks i ærmet og det skulle hun nok få at se!

[Malisha Pamariaz M. Acheron]

Malisha måtte ærligt erkende at hun måske havde taget en smule fejl af Julien, også selvom hans navn slet ikke var kendt for hende, så var hun ærlig talt fuldkommen ligeglad med det hele, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at tingene måtte være! Maggie havde han tydeligvis holdt af, selvom det nu heller ikke var noget som hun ville blande sig i. Tøsen var død og det håbede hun så sandelig også at den lille møgunge var! For det var virkelig det eneste som hun tænkte på! Vampyrerne skulle væk, de var et væsen som i hendes øjne slet ikke havde nogen ret eller magt til at vandre her på jorden og hun skulle nok hjælpe med at gøre det så! Hun var en stærk modstander, også selvom hun måtte erkende at han også var det, selvom han var så ung som han var, så var det nu heller ikke noget som hun ønskede at blande sig i på nogen som helst måde, hvis hun ellers kunne blive fri for det i den anden ende. Maggie var hans store svaghed og det at ramme den, var noget som hun direkte måtte more sig med, for nu ville hun så sandelig også have lov til at se hvad den knægt duede til! En ting var at han havde ramt hende, som hun også havde ramt ham, selvom hun ikke havde ramt ham så hårdt som hun selvfølgelig havde håbet på det, så var det ikke noget som hun direkte kunne sige sig at gøre noget som helst ved i det store og hele. Det var jo det træk som havde brækket Maggies ryg, hvor hun et sted selvfølgelig var forbandet træt af, at det ikke var noget som skete endnu en gang, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun vendte blikket direkte væk fra ham og med den samme mine som tidligere. Kuglen kastede hun mod ham, også selvom det var tydeligt at han ikke var bange for hende – hvilket nok skulle blive hans fatale træk! Hun kneb øjnene fast sammen og med den tydelige irritable mine. Hun kunne virkelig ikke fordrage den måde som han bevægede sig frem på, for det var virkelig noget som pissede hende direkte af, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig skulle komme til stykket, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun dannede sig endnu en kugle i hånden, idet at det hele blev mørkt for hendes blik, da han kastede sin røgbombe! ”Forbandede blodsuger!” hvislede hun med en fast og iskold stemme. Han skulle bestemt heller ikke regne med at det var så nemt at ramme hende! Hun var leder af en grund! Selvom han havde gjort hendes kæbe direkte øm efter at have ramt hende direkte i ansigtet! Hun endte med at forsvinde i mørket, som han stak direkte ud efter hende, kun for at dukke op direkte bag ham. Hun trak kynisk på smilebåndet idet at hun trak hånden til sig, idet hun hamrede kuglen og hånden direkte mod hans ryg. Han skulle bestemt heller ikke komme her og tro at hun var så nem at slå, for det var hun bestemt heller ikke! Hendes øjne slog gnistre og med den samme faste mine som tidligere. Glimtet var mørkt, det var morderisk og det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af, for hun var kun opsat på en ting, og det var at dræbe og slå ihjel!