What a day!

[temari]

hun bed sig en smule flovt i læben. Hun havde aldrig sat sin fod i himmeriget. det var kun noget hendes mor bagt havde fortalt hende om men hun vidste jo heller ikke så meget om det. Hun havde jo ikke være engel. "Jeg har faktisk aldrig sat mine ben i himmeriget. Jeg har kun svagt hørt om det fra min mor men eftersom den del af mig som er engel, min fader, forlod os da jeg var lille så har jeg ikke fået så meget fortalt." forklarede hun roligt. hun grinede let da han sagde at hun kunne få sig en lærer. tanken morrede hende gevaldigt for hun vidste hvor dårligt hun egentlig havde det når hun ikke kunne gøre som det passede hende. "At finde en lærer i at være enge og magiker kunne da nok godt bruges men jeg behøver ingen træning i at være ilddæmon. Det er en evne jeg allerede styrre til fulde som du vel kunne se tidligere på aftenen." hun grinede mildt og rystede stille på hovedet. Min far gav mig ikke troen, jeg mistede den vel lidt på grund af hans forsvinden men jeg ved hvad det at være engel står for så troen er faldet mig naturlig. Og jeg ved at tro kan flytte bjerge, derfor så tror jeg også meget på mig selv." hun lyttede til hans ord meget nøje. Hvorfor kaldte alle ham sir? måske hanvar noget specielt i procias. det begyndte at undre hende lidt og hun ønskede at vide mere om ham. Hun var tydeligvis ikke den eneste som ønskede at vide mere for han sagde at han ønskede at vide mere om hende. Hun sad lidt stille og tænkte på hvad det mere var at fortælle. "Mit liv er ikke ligefrem det mest spændende eller interessante. Jeg bor og arbejder på kroen her og det har jeg gjort i snart 4 år. Jeg har ingen familie og de eneste venner jeg holder mig er de kunder som er herinde hver dag for at drikke efter deres arbejdsdag er slut. ellers er der ikke så meget andet at sige der" forklarede hun. "Men så kan du jo fortælle lidt mere. Så som hvorfor alle kalder dig Sir og vogter sig hvad de fortæller dig?" Hun ville gerne vide det. Nysgerigheden sitrede i hende men ikke kun fordi hun var nysgerrig. Hun ønskede vel egentlig også bare generelt at vide mere om ham. han virkede som et dejligt menneske at snakke med. Det var absolut rart for hende at sidde her sammen med ham.

[theis]

Gabriel lagde hovedet lidt på skrå da hun bed sig flovt i læben, og han skulle lige til at spørge hende hvad der var i vejen, men han fik dog svaret ret hurtigt da hun forklarede ham at hun aldrig havde været i himmelriget. Han kunne ikke lade være med at smile ved dette, og rettede så hovedet op igen "Du vil kunne lide det der oppe. Alt er varmt, og der er fredeligt hele dagen. Der er selvfølgelig krigere, som der er af alle racer, men alle er venlige og høflige" Gabriel valgte bevidst ikke at gå ind og snakke om det at hendes far havde forladt hende, at en engle kunne gøre det, kunne han ikke forstå, Men desværre var det ikke alle engle der var lige venlige og høflige, der var ligesom alle andre racer, forskel på hver og en."Tja, jeg vil da gerne lærer dig at være en engle, jeg burde kunne lærer noget fra mig. Men så igen, der findes nok også mange engle som vil være bedre lærer end jeg, med hensyn til magikere, vil jeg forslå at du opsøgere en af dem, og ser om de vil træne dig, selvom jeg er sikker på at de vil" sagde han med et smil. Han lyttede til hendes snak omkring troen, og kunne ikke andet end at smile, det var desværre noget han hørte alt for tit i øjeblikket, at folket havde mistet troen, men at hun dog stadig havde beholdt den kunne kun glæde ham meget. Han lyttede til hvad hun fortalte og nikkede med et smil "Tja, din chef er vel en form for familie her, og alle engle vil se dig som en form for familie, hvis du kommer der op." Han var stille lidt og trak så på skulderne "De kalder mig for sir, fordi jeg er den Procianske hærfører, og fordi jeg er lederen af englene, så selvfølgelig har folk nemmere ved at vise mig respekt og sværre ved at tale familiært med mig, som du gør nu. Hvilket er noget jeg faktisk savner lidt, alt det respektive snak er fint nok, men i længden bliver det for meget" sagde han med et skævt smil. Han hældte noget vand op i sit glas og drak lidt af det.

[temari]

HUn lyttede til det han fortalte om himmeriget. Hun smilede roligt og nikkede. "Jeg må jo tage op og se det for mig selv en gang." sagde hun roligt og begyndte igen at rode med sit hår som hun altid gjorde. De småt tegn, som dette var måtte alle vel opfange hos hende hurtigt. Hun gjorde det altid. "delvom han ikke havde sagt noget til hende om hendes far følte hun alligevelt at hun måtte fortælle noget mere. Hendes var var ikke en dårlig mand, eller det ønskede hun ikke at tro i hvert fald. "Min far tog tilbage til Himmeriget grundet Krigen. Jeg ved ikke om han stadig lever men på denne her måde har jeg ham altid tæt på mig. det er en dejlig følelse at have." hun smilede blidt og lukkede øjnene, ikke fordi hun var træt men hun lyttede bare til hans stemme, til hans snak om englene og om det at hun kunne finde en lærer. Hendes magiker side var egentlig ikke noget hun brugte særlig ofte så måske det ville være en god ide for hende at lærer noget det? hun sagde ikke noget før han var helt færdig med at snakke. At han var hærfører og leder af englene rørte hende ikke det mindste. Hun kunne ikke andet end at grine blidt. "det må være svært at være leder. Der må være mange ting som der skal tages højde for og alt sådan noget. Selv ville jeg ikke egne mig som leder, ej heller som følger. Jeg er bare ikke god til folk som fortæller mig hvad jeg skal gøre for at være ærlig." hun smilede undskyldende til ham og kørte hånden igennem håret igen. Han skulle ikke forvente til hun ville kalde ham sir og falde på knæ bare fordi han var leder af englene. det var absolut ikke hende og gøre sådan noget. Hun var sin egen. Helt rolig og fattet som altid. Endnu havde hun ikke stået i en situation der havde slået benene væk under hende og det var hun ret så glad for. HUn var en pige med ben i næsen hvilket jo kun var en god ting.

[theis]

Gabriel var stille lidt, efter at han havde forklaret hende om himmelriget, han var faktisk kommet i tanke om hvor meget han savnede sit hjem. Han havde ikke været i himmelriget, siden krigen i Procias begyndte, da hans job som Hærfører havde tvunget ham til at holde styr på landet, og prøve at få det tilbage på fode igen. Han lagde hovedet på skrå mens han betragtede hende med et skævt smil ”ja det må du, det er faktisk svært at beskrive hvordan der er der oppe, det er noget man selv må opleve” sagde han med et smil. ”Din far tog til himmelriget på grund af krigen siger du? Hvad hed din far, måske kender jeg ham, og kan sige om han er i live eller ej” sagde Gabriel venligt og lagde hovedet på skrå, chancen for at han kendte hendes far, var meget lille men den var der ikke desto mindre, og hvis han kunne hjælpe hende med at finde ud af om han var i live eller ej, så ville han med glæde hjælpe hende. Gabriel smilte skævt da hun bare lukkede sine øjne og lyttede til hans ord. ”Det er også svært at være leder, man skal altid være forsigtig med hvad man siger, for dem som lytter til en, tager næsten altid, alt man siger personligt, og derved tager de det som en ordre. Og det gør intet at du ikke kunne følge ordre, det er forfriskende at have en som ikke kun følger ordre, og gør som der bliver sagt, men ligefrem selv fortæller noget om sig selv, og sit liv” sagde han med et smil og nikkede til hende. For ham var det virkelig noget specielt at hun var en pige med ben i næsen.

[temari]

HUn smilede roligt til ham. "Det var jo ikke meget min mor kunne fortælle mig om Procias og himmeriget fordi hun aldrig selv havde været der. Hun var jo hverken engel eller Lysvæsen" forklarede Temari roligt og begyndte igen at rode sig i håret. Hvor hun bare nød at sidde her sammen med Gabriel, det var der vidst heller ingen tvivl om. Det var dejligt at have en at snakke med som var så nede på jorden som hun selv var. Hun kiggede ned i bordet med et blidt smil og et lille, næsten uhørligt suk. "Måske himmeriget ikke er noget for mig. Det lyder dejligt men et sted kun med lys og ingen mørke? Der ville jeg ikke kunne falde til ro i et øjeblik. Ilddæmonen i mig ville nok ikke kunne udholde det. Men jeg kan jo altid prøve" hun kiggede roligt op fra bordet igen og lagde hovedet let på skrå da han talte om hendes far. Hun kom med et let og overbærende grin. Hun kunne ikke finde ham om så hun ville. "Jeg kender end ikke hans navn desværre. Min mor ville aldrig fortælle mig det da jeg var lille og som tiden gik så udskød hun det mere og mere. Hun døde inden hun kunne nå at fortælle mig hans navn. Jeg tror ikke at hun ønskede at jeg skulle lede efter ham. Jeg tror hun var bange for at jeg måske ville opdage at han var død. Hun havde altid et håb om at han ville komme hjem til os igen" hun lænede sig tilbage og vendte blikket nedad. Det at snakke om hendes forældre så åbent som hun gjorde nu gjorde hende vel en smule trist til mode. Hun savnede dem jo, dem begge to men nu mere fordi hendes mor også var gået bort. Hun kiggede blot op på ham og sendte ham et stille smil ved det han sagde om at hun var forfriskende fordi hun ikke fulgte ordre. Det gjorde hende en smule gladere men sogen trykkede nu stadig lidt. hun havde aldrig rigtig fået snakket med nogen om det at hun var alene men nu var du jo kommet ind på det i deres samtale. Hun havde nok også haft brug for at få snakket om det vel.

[theis]

Gabriel lyttede til hvad hun sagde med et varmt og venligt smil, han kunne godt se problemet, der var kun tre racer som faktisk havde adgang til himmelriget, og en af dem var der kun under sin træning. Og når hendes mor ikke havde været nogen af delene, så kunne hun jo trods alt ikke fortælle noget som helst om hvordan det var der oppe. ”Tja, jeg ville kunne bruge flere dage på at forklare dig hvordan der var der oppe, men jeg ville stadig ikke kunne beskrive det godt nok. Man skal opleve det for at vide hvordan der er” sagde han med et skævt smil. ”Måske, men du er trods alt engel og magiker, måske vil du have bedre af at være der, end du vil få det dårligt grundet din ilddæmon” sagde han med et grin. Han var bare glad for at hun gad tale med ham, selvom han nok ikke ville forblive oppe særlig længe endnu, han var efterhånden blev ret så træt. Gabriel glippede lidt med øjnene da hun sagde at hun ikke engang kendte sin egen fars navn, før han sukkede lavt ”Det er jeg da ked af at hører, så kan jeg desværre ikke hjælpe dig med at finde ham” sagde han med et undskyldende træk på skulderne. Han kunne se at hun blev trist til mode, og begyndte at overveje hvordan han kunne skifte emnet, så hun kunne komme i bedre humør. ”Kan du ikke fortælle nogle sjove historie du har oplevet her? Så vi kan skifte emnet til noget mere muntert?” spurgte han og lagde hovedet lidt på skrå.

[temari]

Hun nikkede roligt. "Det lyder som et helt fantastisk sted. Måske har jeg bare aldrig ville tage der til grundet min far. I følge min mor så ligner jeg ham utrolig meget, jeg har hans øjne og hans smil. Så har vel fundet på diverse undskyldninger for at skulle blive væk" sagde hun tænkende og rodede videre med sit hår. hun var glad for at hun havde ham at tale med. Også selvom det vel egentlig gjorde hende trist at de snakkede om hendes forældre. Hun havde jo mistet dem begge i realiteten selvom hun ikke vidste noget med sin far. det var faktisk rart for hende at hun kunne snakke med en så åbent om tingene. det var virkelig dejligt. Efter han snakkede igen kunne hun jo tydeligt høre at han ønskede at skifte emne. hun tænkte sig lidt om og rystede så på hovedet. "Der er ikke rigtig sket noget spændende. Det eneste sjove som sker her er de fulde mennesker der kommer, og det eneste spændende som er sket er den gang jeg blev stukket i maven bag disken. Ellers så er her meget trivielt." sagde hun roligt og begyndte at smile lidt igen. "Hvorfor tror du ellers at jeg bliver så ivrig når der kommer nye mennesker ind. de kan fortælle ting som jeg ikke har hørt en milliard gange før jo" hun grinede mildt og lagde ligeså hovedet let på skrå. At han var ved at være træt kunne hun sagtens mærke. Hun bed sig let i læben. "Du må have haft en lang dag? jeg vil ikke holde dig oppe hvis du er træt og ønsker at sove" sagde hun roligt og betraktede ham. søvn var vigtig, det vidste hun jo kun alt for godt.

[theis]

Gabriel nikkede med et smil, da han kun kunne give hende ret. Det var et fantastisk sted, eller det syntes han hvertfald selv. Og det gjorde de fleste engle også. "Så er det da bare med at komme der op. Hvis han er i live, vil han nok kunne se sig selv i dig. Og hvis ikke så kan du møde flere engle, og lærer mere om noget af din arv" sagde han med et smil. Han kendte til det at miste sine forældre, selvom det ikke var naturligt for Engle at dø. De var dog heller ikke ligefrem døde af alderdom, men var blandt de mange tab, som der var i de mange krige som havde udspillet sig gennem mange tusinde år, og som sikkert også ville udspille sig i mange tusinde år frem over. Han lagde hovedet lidt på skrå da hun sagde at hun var blevet stukket ned "Det er jeg da ked af at hører. Men du er i live, så slemt kan det ikke have været" sagde han med et smil. Gabriel var ikke typen som tog sorg så dybt, når det ikke indvolverede folk der døde. Alle kunne få sår gennem krig, og det var kun meget få der ikke gjorde, så han var vant til den slags, og selvom han ikke brød sig om det, vidste han da også godt at der var folk der blev sårede og slået ihjel uden for krigende, men der var ikke noget han kunne gøre ved det. Han grinte lidt da hun fortalte at det var derfor hun elskede når der kom nye folk til kroen "Så må du endelig spørge mig, hvis der er noget som du vil vide. Det må dog blive i morgen. Jeg har rejst hele dagen og er ret så træt." Han smilte varmt til hende, tog sin nøgle og rejste sig op "Så ses vi i morgen Temari, og pas nu på dig selv" sagde han med et smil, han tog sit sværd hvor efter han gik op af trapperne og op til sit værrelse, for at få noget søvn.
//out

[temari]

Temari nikkede blot og lyttede til hans ord. Hun havde da tænkt på det men det var bare aldrig blevet til noget. "Måske vil jeg gøre det en dag. Men kun måske" hun betraktede ham roligt mens han sagde at han ville gå til køjs. det var da vel også på tide at gå i seng. hun havde selv en lang dag foran sig, det kunne der vidst heller ikke være nogen tvivl om. hun rejste sig samtidig med ham og sendte ham et blidt smil. "Sov godt Gabriel" hendes stemme var blid som altid og så gik hun ellers igen med at ryde det sidste væk fra bordet hvor de havde siddet og derefter gik hun selv til køjs på sit værelse.

//Out