In the field..

[illya]

Solen var netop lige gået ned bag horisonten, hvor det nærmest måtte ligne at den sank ned i jorden, det lignede det i hvert fald hvis man befandt sig på engen, og kunne se den gå ned i horisonten, præcis som Illya kunne. Hun sad i det lange græs op ad en kæmpesten, med den mørke kappe omkring sin krop, der var det eneste der skilte sig ud fra det grønne græs omkring hende. Det kom an på hvilken vinkel man kom fra, for ellers sad hun også skjult bag den store sten. Hun bar ingen ting på sine fødder, da hun trods alt var en elver og nød at gå naturligt frem. Under den mørke kappe bar hun et par sorte bukser der sad stramt og dog var elastiske, så hun ville kunne bevæge sig. Bag, i et bælte, sad hendes to saisværd, klar til at blive trukket hvis der skulle ske kamp. Ellers bar hun en sort bluse der var en anelse nedringet, så hun viste lidt hud; hvis hun ikke bar kappen omkring sine skuldre. Hun var på vej tilbage mod Dvasias, dog hadede hun sollys og havde slappet af ved engen i et stykke tid, så snart det blev helt mørkt, så ville hun tage af sted igen, og nu hvor solen gik ned, så varede det ikke længe før hun ville rejse sig og sætte kursen mod Dvasias igen. Hætten var slået op og skjulte hendes ansigt, som henlå i mørke. Alle hendes elviske træk; de spidse ører, de mandelformede øjne og den lettere mørke hud, var gemt i skyggen fra hætten, selvom hendes sølvgrå øjne sagtens kunne se ud. Intet smil hvilede på hendes læber, for hvad skulle hun dog smile for? Hun var langt hjemme fra og hun ville sætte stor pris på, når hun nåede over den dvasianske grænsemur og endelig var hjemme i sit eget land, for her i Manjarno kunne man jo også møde de gode, blødsødne væsner, som gav hende direkte kvalme! Desuden så mindede det hende for meget om dengang hun selv havde været i Procias på sin mission, for den tidligere leder som hun selv havde slået ihjel, hvor hun selv havde trådt ind som leder og havde været det siden. Ingen havde været stærke nok til at nedkæmpe hende af de som havde prøvet og mange andre, turde slet ikke at lægge sig ud med hende, og hvorfor skulle de? Hun var det bedste som var sket for hendes race! Og hun skulle nok få dem frem igen! Hun lukkede øjnene ganske kort, som hun mærkede vinden kærtegne hendes ansigt, hvilket var noget som gav hende følelsen af frihed, som om at hun kunne smide alt fra sig bare en enkelt aften, selvom hun vidste at det ikke var tilfældet, for blev hun først sløv og ikke gjorde sit job, hvem ville så respektere hende?

[harnaldir]

Harnaldir var taget til Manjarno for se sig om, han forlod sjælendt den skov han var vokset op i, for selvom han var utrolig nysgerig og spontan, var han samtidig genert og sky som resten af hans race. Han havde grønt og hvidt tøj på, og over det havde han en grøn læderrustning som sad stramt til hans overkrop, og ligeledes havde han grønne arm og ben skinner af læder. På fødderne havde han dog brune læderstøvler, da han ikke havde kunne skaffe sig nogen endnu. Over skulderne hang der en tilbage krummet bue med sin streng på, og ligeledes hang der et pilekogger og en to enæggede knive ligeså lang som hans underarm. Harnaldir stoppede op da han lagde mærke til skikkelsen som sad op af stenen, for ham var det nemt at se at hun sad der, da han var kommet fra den vinkel hvor det var nemt at se den mørke skikkelse i skarp kontrast med det grønne landskab. Harnaldir begyndte derefter at gå mod skikkelsen, for at se hvem det var der sad op af stenen, klædt helt i sort. For i modsætning til de fleste skov elvere var Harnaldir nysgerig, og det var tit at hans nysgerighed tog overhånd og vandt over den ellers generte og sky holdning som alle andre skovelvere havde.

[illya]

Illya lod ganske let sin hånd søge ind under kappen, hvor den kort strøg over den lange halskæde, der bestod af en enkelt sølvtråd der var viklet rundt omkring hendes hals flere gange, som dannede et flot og smukt mønster. Hun lod fingrene sno sig omkring de tro sølvtråde, næsten blot for at have noget at lave. Hun vidste at hun snart skulle videre, selvom hun virkelig havde fundet et godt sted at sidde. Hun havde vandret hele dagen, så hun ville egentlig bare slappe af det sidste stykke tid, inden hun tog det sidste stykke tilbage mod Dvasias, for der ventede hende jo selv en lang tur når hun kom til Dvasias, for der skulle hen til skoven, før hun kom til den grotte der førte ned til Mørkelvernes store underjordiske landsby. Noget der dog hurtigt fangede hendes opmærksomhed, var de næsten lydløse skridt, hvor hun kunne høre at der var én i nærheden. Hun kunne ikke se personen, fordi hætten dækkede for hendes udsyn til siden, men hun kunne tydeligt høre det, for hun var trods alt elver, så hun var vant til at tyde lyde, plus at hun havde mange års erfaring til det, for hun var trods alt én af de ældste af sin race, hvilket også gjorde at mange ikke havde fået hende ned med nakken endnu, for det ville virkelig være dumt at undervurdere hende! Hendes hånd gled fra sølvtrådene fra hendes halskæde og ned til hendes livrem, hvor hun greb fat omkring det lille skæfte på sin ene sai. Hun blev dog siddende, da hun ikke vidste hvem det var der kom tættere på hende, og hun vidste ikke om denne person var eller kunne blive fjendtlig. ”Du skal gøre dig langt mere umage hvis du vil snige dig ind på mig.” Hendes ord var en mindre form for vrissen, og dog også for at lade personen vide at hun havde opdaget ham. Hvis hun skulle lytte til fodtrinene, så var de så lette at hun ville skyde på at det var en kvinde hun stod overfor, men hun vidste at det også sagtens kunne være et af de mere fine og elegante væsner som kom hende i møde, så hun var ikke helt sikker. Det eneste som hun var sikker på, var at hun var nød til at være på vagt, for hun tog skam ingen chancer! Mange så hende gerne død, men den fornøjelse ville hun da slet ikke give dem!

[harnaldir]

Harnaldir gik forsat frem mod skikkelsen der sad på jorden, han havde ikke trukket nogen af sine våben, selvom det måske havde været smart, men som den utrolige nysgerige unge elver han var, var det ikke fordi han var særlig forsigtig når han var ude på sine 'eventyr' som resten af hans race kaldte det. Han stoppede op, tæt ved skikkelsen talte, og han kunne ud fra stemmen allerede gætte sig til at det var en kvinde. Harnaldir kunne ikke lade være med at grine over hendes ord, og det var ikke til at undgå at hører at han var en ung mand. "Jeg prøvede skam ikke at snige mig ind på dig, det ville jeg jo ikke få noget ud af. " han kunne stadig ikke se hvilken race hun var, og med sin utrolig lille viden om verden, og de andre racer, troede han faktisk at kappen og det mørke tøj, var en del af hendes væsen, og ikke bare en mørk påklædning. Han lagde hovedet lidt på skrå, mens han betragtede skikkelsen "Hvad er du så for en?" spurgte han tydeligvis nysgerigt. Han gik om foran hende og satte sig ned på hug, mens han prøvede at få et glimt af kvindens ansigt, dog grundet at solen var på vej ned, og mørket var på vej. Kunne han ikke se ansigtet der lå i skygge gemt bag hætten. Han prøvede forsat at få et glimt, men gav til sidst op og rettede sig op igen, med armene hængende slapt ned langs siden, mens hans nysgerige øjne farede over kvindens skikkelse hele tiden, som prøvede han at finde ud af hvad og hvem hun var.

[illya]

At Illya pludselig ikke var alene mere var noget som fangede hendes interesse, noget som gjorde hende langt mere opmærksom og noget som gjorde at hun var langt mere på vagt, ikke fordi hun regnede med at hun ville falde i nat, for det havde hun slet ingen intentioner om. Hun havde kræfter som var ganske mægtige, netop fordi hun var så gammel og erfaren som hun var og fordi at hun var en leder, og en ufattelig stolt en af slagsen! Hun opfangede latteren der kom fra skikkelsen som afslørede at det var en ung mand, noget som også gjorde det tydeligt for hende at den unge mand var en race der var god til at gå frem med lette og lydløse skridt. Hun vendte dog ikke blikket mod ham, for at se efter, da hun blot lyttede til hans ord, der fik hende til at fnyse ganske kortfattet. ”Nej det ville du bestemt ikke..” mumlede hun for sig selv, selvom hun ellers blev siddende, næsten som var det en selvfølge at han skulle gå videre og lade hende være i fred. At han så kom tættere på gjorde hende ikke ligefrem i bedre humør. Han var en mand hvilket automatisk gjorde at hun gik i forsvar, hun stod overfor det svage køn og der var med garanti intet specielt ved denne unge mand. At han kom tættere på hende så han stod foran hende, fik hende til at vende blikket mod hans fødder, selvom hun vendte blikket en anelse nedad, da han valgte at sætte sig på hug. Han kom alt for hurtigt tæt på hende, hvilket hun bestemt ikke brød sig om! Hun valgte at trække den lange sai, hvis spids hun førte op til knægtens hals. ”Du bør tage dig i agt for hvem du lægger dig ud med.. knægt,” svarede hun lettere kynisk, som hun rejste sig i takt med at han selv gjorde det, så han stadig holdt saien foran hans strube, klar til at prikke den igennem og ende hans liv på stedet. Han virkede dog ikke decideret ond eller fjendtlig. Hun vendte roligt blikket op imod ham, så hun kunne se ham ordentligt og dog uden at han ville kunne se hende ordentligt, som hun forblev skjult i hættens skygger. Han var jo elver! Hendes egen nemesis, hvilken pragtfuld nat! Hun kunne ende hans liv på stedet og gøre sin fjende et antal mindre! ”Desuden spørger man ikke ind til andre, før man har præsentere sig selv!” svarede hun ganske kortfattet, selvom hun dog ikke sænkede sin sai, et tegn til at han var hende alt for tæt på.

[harnaldir]

Harnaldir havde på intet tidspunkt prøvet at gøre sin færden skjult, uklogt måske, men sådan var han nu engang bare. Så det undrede ham ikke spor at hun havde opdaget ham, før han var kommet hen til hende. Han havde dog håbet lidt på at hun havde afsløret sig selv, da han var utrolig nysgerig omkring hvad slags væsen hun var, men grundet kappen kunne han dog ikke gætte det. Han lagde hovedet lidt på skrå da hun gav sig til at mumle før han kiggede noget irriteret på hende "Det er ikke høfligt at mumle, hvad var det du sagde?" Han kiggede strengt på hende lidt tid, før hans unge ansigt lyste op i en grin igen. Da hun trak sit mærkelig formede våben, kunne han mærke hvordan spidsen stak mod hans hals. Da de stod oprejst igen, bukkede han sig unaturligt langt bagud, og prøvede at skubbe hendes våben væk fra hans hals med en arm "Der er nok nogen der er i dårligt humør i aften. Kom nu surmule smil lidt, så slemt kan dit fjæs da ikke være, at jeg ikke må se det" sagde han med et kækt smil og trak sig lidt væk fra hende. Mere for at komme væk fra hendes våben, end fordi han frygtede hende. "Og ja det burde jeg måske, men jeg er ikke typen der interessere mig for den slags ting" sagde han med et skuldertræk. Da han inså at han havde glemt at introducere sig selv løftede han undskyldene hænderne op "Mit navn er Harnaldir danthalon" sagde han og gjorde et høfligt buk frem mod hende.

[illya]

Illya kunne skam sagtens være i godt humør, selvom man ikke fandt hende grinende af noget oprigtigt, nej hun når hun morede sig, så var det ved at lege rundt med andre, forvirre dem, køre dem ned psykisk, sno folk omkring sin lillefinger og manipulere dem rundt, så de gjorde nøjagtig det hun bad dem om. Hun fandt morskab i at såre og skade andre, både fysisk som psykisk, hun fandt morskab i alt det, som andre forbandt med vold og brutalitet, men man skulle bestemt ikke regne hende for at være en blødsøden procianer, for hun var nådesløs! At der så var en ung elver der havde set hende, var noget som faktisk måtte irritere hende, for et sted ville hun bare lades være, så hun kunne komme tilbage til Dvasias, for rejsen var jo stadig lang. Hun kneb øjnene fast sammen til hans ord, selvom han ikke ville kunne se det, da hun stadig var gemt under hætten i dets mørke. ”Var din tunge knægt! Ellers ender du med at komme til skade!” hvislede hun fast. Det var tydeligt at denne unge mand ikke vidste hvem han talte til, og han ville hurtigt komme til at fortryde det, hvis han fortsatte sin flabethed! Hun holdt sin sais spids ganske tæt til hans hals, så hun hurtigt ville kunne gøre et stød med hånden og bore dets spids ind i hans hals og derved kvæle ham til døde, og det blev faktisk mere og mere fristende! At han dog bakkede nogle skridt bagud, gjorde kun at hun skænkede saien, som gik i skjul under kappen, ligesom med resten af hendes arm. ”Jeg er ikke typen der smiler,” svarede hun sandfærdigt og dog med en kølig tone, uden at hun tog blikket fra ham. Han virkede ikke til at være fjendtlig, men derfor valgte hun stadig at holde et vågent øje med ham, for man kunne aldrig blive for forsigtig! At han valgte at præsentere sig, gjorde det dog bedre for hendes vedkommende, selvom hun et sted ikke havde regnet med andet, for han var procianer og elver og de fleste var jo faktisk venligsindet og høflige, så hvorfor skulle denne knægt ikke være det? Desuden så var han ivrig og nysgerrig, men vidste han ikke at det var nysgerrigheden der slog katten ihjel? Et grumt smil gled over hendes smalle læber, selvom hun selv forblev skjult under kappens mørke. ”Harnaldir Danthalon..” sagde hun roligt for sig selv, som hun nærmest måtte smage på navnet, ”du burde ikke søge ud på dette tidspunkt. Mon din mor ikke savner dig derhjemme?” Der var noget hånligt over hendes ord.

[harnaldir]

Selvom Harnaldir ikke kendte kvinden der lige nu stod foran ham, så vidste han per instinkt at han burde være forsigtig omkring hende, desværre var det ham ikke muligt at lytte til sit instinkt. Og når han endelig gjorde det, endte det alligevel altid med at hans nysgerrighed vandt kampen og fik ham ud i problemer, og det var også det der var ved at ske her ”Jeg siger hvad der passer mig, gamle kvinde, om du vil hører på det eller ej” sagde han irriteret tilbage. Han var egentlig ikke så sikker på det med gamle passede, men samtidig så kaldte hun ham jo knægt så det måtte han vel gå ud fra at hun var ældre end ham, og derfor alene anså han hende for at være gammel. Det var sikkert ikke så smart af ham at kalde hende det, ikke der som hun stod med sine våben fremme, men så igen han havde aldrig været så smart når det kom til den slags ting, mest fordi at han ikke var særlig gammel og derfor ikke vidste noget om kampe som sådan. ”Du kunne ellers have narret mig” sagde han med et flabet smil, til hendes ord og blinkede drilsk. At han var i fare og levede livet farligt, vidste han godt et eller andet sted, men det lå så langt tilbage i hans hovedet at han ikke rigtig lagde mærke til det. Han var ikke længe om at fange hånen i hendes ord ”Det ved jeg ikke, har du ikke et køkken du burde være i og en mand at passe” spurgte han lige tilbage, at hun var mørkelver og derfor ville tage den kommentar ekstra hårdt vidste han intet om, han havde bare slynget den ud for at lukke munden på hende.

[illya]

Det var vidst mere end tydeligt at denne knægt slet ikke vidste hvem han lagde sig ud med, hvilket virkelig blev hans undergang! Illya var bestemt ikke en kvinde, som man skulle lægge sig ud med, og da slet ikke noget af det mandlige køn, for dem så hun ikke direkte kønt på. De var slaver i hendes øjne, det svage køn. Måske det var sandt at mænd var bygget af noget stærkere, men det var jo kun så de kunne tage læsset og arbejde det hårdere! De havde ingen hjerne, foruden de nedre dele, hjernen og snuheden gik til kvinderne – det stærke køn. Sådan så hun i hvert fald på tingene. Hendes blik hvilede intetsigende på ham, da han valgte at kalde hende for gammel. Enhver burde vide at man ikke spurgte ind til en kvindes alder, og enhver burde vide at man bestemt ikke kaldte en kvinde for gammel! Selvom.. hun var godt nok gammel, en af de ældste af hendes slags, men hun holdt udseendet perfekt! Hun bed tænderne ganske let sammen, selvom det var skjult under hætten, der stadig henlagde hendes ansigt i mørke. „Ja det kan jeg høre,” endte hun kortfattet uden at tage blikket fra ham. Hun strammede grebet en anelse om sin sai, som hun allerede én gang havde truet ham med, hvilket burde være et klart og tydeligt tegn for ham, at hun ikke var venligsindet, men derimod turde at gøre modstand, hvilket hendes væremåde vel også gjorde det klart? Vis ikke, var han i hvert fald tungnem! Hans flabede smil gjorde hende kun langt mere muggen end det som hun var i forvejen, hvor hendes greb omkring hendes sai bestemt ikke blev løsere. Hans sidste ord, vandt dog klart prisen til første præmie og pissede hende af. Skulle hun være hjemme i et dumt køkken og passe end mand?! Det var da godt nok det sidste som ville ske! Nej.. det ville slet ikke ske! Et ironisk smil gled over hendes læber, inden hun i en hurtigt og fast bevægelse, stak spidsen af sin sai ind i siden på ham – ikke dræbende, nej.. hun ville skam more sig først! Med sin anden hånd, trak hun hætten ned og afslørede sit elviske udseende, selvom det vel var tydeligt at hun var mørkelever? „Du har simpelthen valgt at lægge dig ud med den forkerte tøs knægt!” vrissede hun fast, uden at tage blikket fra ham, som hun stirrede koldt på ham.

[harnaldir]

Harnaldir var stadig utrolig ung, og nysgerrig noget der jo altid fulgte med de yngre generationer, og så var han rapkæftet og uforsigtig netop fordi han ikke havde mødt fare endnu, og aldrig havde hørt om det. Javist han havde hørt hvordan hans hjem var blevet brændt ned, og det var da en skam men han havde ikke selv oplevet det, og derved havde frygten og smerten aldrig rigtig været ham nær, og han var altid kommet ud af problemer uden rigtig at være kommet til skade, jo et blåt øje her og nogle hudafskravninger der var det dog blevet til, men aldrig rigtigt noget der kunne koste ham livet hvis han ikke var forsigtig. At hans provokation omkring hendes alder ikke rigtig virkede irriterede ham faktisk lidt, han havde håbet på at se en eller anden provokation som gjorde at han kunne føle sejrens sødme, men selvfølgelig kunne han ikke engang det når hun ikke ligefrem reagerede som sådan. Uopmærksom som han var, lagde han ikke mærke til at hun strammede grebet om hendes mærkelig formede våben han nåede derfor heller ikke at reagere da hun stak spidsen af hendes våben ind i siden på ham, ja han lagde faktisk først mærke til det da blodet begyndt at løbe og en underlig smerte bredte sig. Da hun afslørede at hun var mørkelver, kunne han godt se at han havde rodet sig ud i problemer, for han havde skam hørt om dem og deres syn på mænd. Han vidste dog også at han var død allerede så han kunne ligeså godt pisse hende mere af ”Det ser ud til at du trænger til et bad, du er jo helt sort, har du rullet dig i kul eller mudder fornyelig” sagde han med et flabet smil, mens han pressede sin hånd mod såret og trak sig lidt væk fra hende samtidig.

[illya]

Det var tydeligt at denne unge skovelver ikke var særlig erfaren, det kunne Illya næsten fornemme ved bare at se ham i øjnene. Med hendes høje alder, så havde hun selv en kæmpe erfaring og hun var blevet god til at se igennem folk, og denne unge mand lagde ikke så meget skjul på sin uvidenhed, hvilket kun ville blive hans undergang. Han undervurderede hende, lagde sig virkelig ud med den forkerte person, for det var vel ikke så svært at regne ud at hun var fra Dvasias? Mørkets land? Hun havde i hvert fald ikke lagt skjul på at hun var kold og kynisk, så det burde ikke være svært at lægge to og to sammen. De sølvgrå øjne hvilede på hans skikkelse, hvor et tydeligt morende smil gled over hendes læber, da han slet ikke lagde mærke til hendes stik mod hans side. Hans ord tog hun sig ikke af, for hun vidste allerede hvem der havde vundet denne kamp. Hun lod ham blot trække sig tilbage og tage sig til siden, hvor et køligt smil gled over hendes læber. Hun trak roligt sin sai til sig, hvor hun lod en finger løber over spidsen for at tørre noget blod af, kun for at vende blikket mod ham. „Hvis noget er beskidt, er det nok mere blod,” svarede hun i en kynisk tone, inden hun langsomt og smidigt bevægede sig over mod ham. Hun gemte roligt sin sai væk igen, inden hun lagde en hånd mod hans tinding, idet hun begyndte at suge energien og selve hans sjæl ud, for at dræbe ham langsomt og smertefuldt. „Og nu vil jeg også blive malet i dit blod,” endte hun tydeligt morende, inden et koldt og dominerende smil gled over hendes læber, som hun fortsatte med at suge energien ud af ham, hvilket hun vidste, kunne føles kvælende. Ingen skulle lægge sig ud med hende og regne med at de slap godt fra det! Og denne Harnaldir måtte jo lære af sin fejl via døden! Selvom det godt nok kun ville blive en kort lektion, for hun tvivlede på han ville tænke på det i døden, men hun var ligeglad, hun ville nyde at trække energien og sjælen ud af ham! Hvilket hendes smil også kun indikerede.

[harnaldir]

Han var langt fra erfaren, han havde ikke levet i mange år, og havde ikke set ret mange ting. det var også det der nu havde kostet ham resten af sit liv, hvilket et sted var synd. Han nåede dog ikke at tænke tanken til ende, ja han nåede faktisk ikke rigtig at tænke. Da han mærkede hendes finger mod hans tinding og derefter hvordan hun begyndte at suge hans energi og liv ud. Han ville have skreget af smerte havde han kunne det, men et eller andet fik hans hals til at snørre sig så meget sammen at der kun kunne komme en raspende og hvæsende vejrtrækning ud af hans mund, hans pupiler var dog helt udspillet grundet smerten og hans sprællede svagt som hang han i luften. Det tog ham ikke lang tid, før mørket dog sænkede sig over ham, da såret i hans side havde drænet ham for en del energi alligevel, selvom det ikke havde det så farligt ud. Som mørket sænkede sig, holdt han op med at sprælle hans pupiller mistede deres farve, og hans mund lukkede sig, og til sidst faldt han død sammen. Hun havde suget alt liv ud af ham, og derved gjort en ende på det, og alt sammen fordi han ikke kunne holde sin mund.
/out

[illya]

At se den unge knægt bukke under for Illyas magi, var noget som gjorde fik et triumferende smil til at spille over hendes rosenrøde, fløjlsbløde læber. At se ham sprælle og være så mundlam at han ikke engang kunne få et skrig over læberne, frydede hende virkelig! Det var tydeligt at hun fik det sidste ord, hvilket hun var storslået tilfreds med! Han var ung og naiv, hvilket tydeligt kunne ses på hans væremåde, det kunne tydeligt ses på, hvor let hun havde ved at dræne ham for energi, for han havde ingen erfaring til at gøre modstand. Ungdommen nu til dags, de spildte deres tid på afslapning og ingenting, hvor de i stedet for burde bruge tiden på noget fornuftigt, såsom at træne og faktisk lære at beskytte sig selv! At se ham langsomt dø ud for hendes hånd, var noget som måtte more hende, hvor et koldt smil gled over hendes læber. Hun trak roligt hånden til sig, som han valgte at tage sit sidste åndedræt og falde død til jorden. „Og at lægge sig ud med mig, blev så dit endelige,” svarede hun hånligt, som hun blot drejede rundt på hælene, inden hun blot gik væk fra hans døde krop. Hun gik, forlod roligt den store grønne eng, for at sætte sin kurs mod Dvasias. Hun havde vidst været væk længe nok, desuden så ville hun more sig lidt, for denne knægt var virkelig kun begyndelsen! Desuden så var denne unge mand ikke den første der var faldet død om for hendes hånd, for det var der efterhånden mange der var, netop fordi de havde provokeret hende. Hun trak roligt den mørke hætte over sit hoved igen, for at skjule sig i skyggerne, så hendes udseende endnu engang lå skjult for enhvers øje, selvom man næsten lige ville kunne fornemme de mystiske sølvgrå øjne, der strålede i mørket.

//Out