A beast in the dark..

[julien]

Mørket havde lagt sig omkring Dvasias. Det var blevet langt mere køligt om natten end hvad det havde været, et tydeligt tegn til at sommeren var ved at være ovre og efteråret som var ved at være på vej. Det blæste langt mere til aften, som om en storm var ved at være på vej. Det regnede ikke.. ikke endnu om ikke andet. Der var visse skyfrie pletter til himlen, hvor man kunne se de mange blinkende stjerner og den store måne, som dog ikke var fuld endnu men var på vej til det. Om et par dage ville den være stor og rund og lyse alt op som dens smukke fængende stråler måtte berøre, hvis ikke der var kommet et uvejr ind over landet, for så blev der nok ikke meget ved den flotte udsigt der kom med natten. Blæsten var dog noget som Julien måtte nyde af. Den var med til at køle ham ned, selvom.. i hans indre kogte han, kogte af raseri. Han havde smadret ting, dræbt folk af ren og skær vrede. Men han var ved at få styr på tankerne og få hovedet til at blive koldt, for når han mødte Malisha, måtte han ikke være fyldt med raseri der gjorde ham blind, nej han måtte være fokuseret, hvilket han også var præcis i øjeblikket. Han havde fået færten af hende, han havde fundet nye og friske spor, som han vidste tilhørte hende, for det havde skam sin fordel at være formskifterevner. De dybbrune øjne søgte ganske let omkring, som han løb igennem de mange træer, hvor han var på vej hen til den mørke sø, eftersom det var der hendes fært førte hen. Tankerne gled kort hjem mod Dracu-Mathimæus, som han havde forladt for et par dage siden. Hans mor havde været forbi, hun havde taget Maggies død hårdt, men hun havde også taget Katharina med sig, hans datter, selvom.. han følte ikke noget for barnet, han havde ikke været en del af graviditeten og havde derfor ikke opbygget nogen følelser til hende, eftersom Maggie havde valgt at holde det hele skjult for ham. Han havde sagt farvel til sin mor og også sine onkler, for han vidste ikke om han ville overleve sammenstødet med Malisha – selvom han skam var fast besluttet på at dræbe hende og ikke omvendt! Valerio havde prøvet at tale ham fra det, men.. han havde intet tilbage der var værd at leve for, han havde simpelthen mistet alt det som han havde holdt af. Han stoppede roligt op og gik ned i knæ, som han lod sine fingrespidser følge fodsporets kant, inden han så frem for sig. Han bar en sort lædervest der sad stramt ind til kroppen ligesom hans sorte elastiske bukser. Han bar en kappe omkring sig, så det blev lettere at skjule sig, og på ryggen bar han sine to tvillingesværd, hvor han rundt omkring på kroppen bar andre våben der kunne hjælpe ham i kampen mod Malisha. Han havde på fornemmelsen at han var tæt på. Han fortsatte i løb, da han kunne lugte at der var nogen i nærheden, han var tæt på!

[shade]

Natten var noget som Dominique måtte nyde godt af. Hun havde været i Imandra, hvor hun havde fået et job, eftersom hun var dusørjæger. Hun havde dræbt den mand, som hun var betalt for at dræbe, hun havde fået sine penge og havde fundet en ny kunde. Hun var på vej ind mod Ramshia city, for at dræbe den nye mand, som hun var blevet sendt ud for at myrde. Hun havde dog haft et frontalt sammenstød med en warlock, som havde såret hende, hvor hun i øjeblikket sad og rensede sit sår. Hun havde ikke taget vandet fra den sorte sø, for der gik rygter om at vandet var forgiftet, så hun skulle nødig tage en chance og drikke af det eller blande det i sine åbne sår, derfor havde hun fundet noget vand fra en å ikke så langt væk. Hun havde taget noget af sit udstyr hvor hun var kommet vand i, så hun nu sad ikke så langt fra søen og rensede sine sår. Hun sad med en blottet overkrop, som hun rensede sin ene side, da hun havde fået en dyb flænge, dog sad hun med ryggen til søen og fronten ind mod et træ, så man ikke ville kunne se hende, i tilfælde af at nogen skulle dukke op. Så man efter ville man kunne se et brandmærke ved venstre skulderblad, et mærke hun måtte forbande til helvedet! Og en forbandelse hun aldrig ville slippe af med. Hun førte kluden over sit sår, hvilket fik hende til at knibe øjnene en anelse sammen, eftersom det sveg. Den forbistrede Warlock! Havde hun ikke mødt den kvinde, så havde hun sikket været i Ramshia city allerede nu! Hun vendte roligt blikket ned ad sig selv, som hun var smurt ind i blod, ikke kun hendes men også af de andre som hun havde slået ihjel. Blikket vendte hun roligt op mod himlen, hvor hun lige kunne skimte månen bag de mørke skyer. Hun vidste at der ikke var lang tid til at der ville være fuldmåne igen og hun ville helst have udført sit job, inden hun var tvunget til at forvandle sig, hvilket ville sige om kun ganske få dage. Hun hadede den forbandede måne! Men endnu mere, hun hadede at være det hun var; en varulv. Hun var tvunget til at forvandle sig, selvom hun sagtens kunne forvandle sig udenfor månens cyklus, men det skete kun i nødstilfælde, for hun vidste at hun var langt stærkere nå hun var i sin forvandling, selvom man bestemt ikke skulle dømme bogen på dens omslag, for selvom hun var en kvinde og ganske slank, så var hun stærk som bare fandens og kunne vælte mange mænd med en enkelt hånd!

[julien]

Julien vidste at han snart var tæt på Malisha, han kunne mærke det i hele sin krop der kriblede efter at få fingre i hende! Det sitrede næsten i ham af ren spænding og med en blanding af vrede, for det eneste han ønskede var hævn! Han kunne ikke få den nat ud af hovedet, den nat hvor han havde fundet Maggie – hans eneste ene – som han havde været tvunget til at stikke en kniv i hjertet på, fordi hun havde ligget og lidt. Han havde taget livet af den eneste som han elskede, noget som havde taget på ham hårdt psykisk. Men nu ville han have sin hævn, han ville flå Malisha levende, for hun skulle komme til at bøde for det som hun havde gjort! Blikket vendte han vredt foran sig, som han løb så hurtigt han kunne. Denne gang skulle hun bestemt ikke nå at stikke af fra ham! Han endte med at springe frem fra træerne, så han kom ud i det åbne, som han landede ikke så langt væk fra den sorte sø. Hans blik gled rundt, som han trak det ene af sine tvillingesværd, hvor han pegede imod kvinden der ikke sad så langt fra ham. ”Malisha!” hvæsede han fast, selvom det hurtigt gik op for ham at det ikke var hende. Han vidste godt hvordan warlockernes leder så ud og dette var ikke hende, denne kvinde var blondt. Han tog en dyb indånding, selvom han endte med at gøre en grimasse, eftersom det var en fæl duft som kvinden bar over sig; hund. Det var tydeligt at denne kvinde var en varulv. Med andre ord så var det slet ikke Malisha! ”Pokkers!” vrissede han fast, som han sparkede til en sten der endte ude i den sorte sø med et tungt plask, blot for at søge mod bunden, selvom det næsten lød som om at stenen blev ætset op. Han pakkede sit sværd væk igen, hvor de dybbrune øjne søgte til kvinden, hvor det først gik op for ham der, at hun faktisk sad halvt blottet. Det så ud til at hun for nylig lige havde været i kamp, selvom han ikke tog sig af det. Han vendte blikket ud mod søen, hvor han mumlede noget for sig selv. Var han nu ved at begynde at hallucinere? Fordi han var så opsat på at få sin hævn? Det var det hans onkel Valerio nærmest havde advaret ham om, at han ikke måtte blive for opslugt, men.. det var altså lidt sent! Han ville hævne Maggie, andet tænkte han virkelig ikke på!

[shade]

Blikket gled ganske opmærksomt rundt omkring, da Dominique kunne høre nogen komme tættere på. Hun kneb øjnene lettere skarpt sammen, som hun kunne høre at det gik utrolig hurtigt, hvilket ville sige at det enten var en vampyr eller en horror, for på skridtene at høre så var det én som var let på tå og ikke tung som en varulv. Derfor ville hendes gæt være en vampyr. Hendes blik faldt stift til den unge mand der kom springene frem, hvor hun kneb øjnene lettere dræbende sammen, da han pegede sit sværd mod hende, selvom hans navn ikke ligefrem passede til hende. At han så hende, men så ikke rigtigt, måtte undre hende, selvom hun ikke brød sig om at han så hende på denne måde. Hendes greb omkring kluden blev strammere, hvor hun så hvordan han sparkede stenen ud i søen. Hun vendte blikket mod ham igen, hvor hun lagde mærke til at han så på hende. Hun greb roligt omkring sin top, som hun fik tvunget over hovedet og dækkede overkroppen til, inden hun kom lettere anstrengende op på benene igen. Hun støttede sig op ad træets stamme, hvor hun vendte blikket mod den unge mand. ”Skuffet over at se mig?” spurgte hun med en drillende stemme, selvom hendes smil var lumsk og hendes øjne faretruende. Det var tydeligt at det ikke var hende som hun havde ledt efter, selvom at det nu ikke gjorde hende noget, for hun ville nødig i kamp igen, for hun var afkræftet efter den sidste, selvom hun stadig kunne stå! Hun skulle nok heale, for hun healede hurtigt, ligesom denne vampyr som hun måtte stå overfor, for racen kunne hun tydeligt lugte, det lugtede langt væk af død! Hun lod sin ene hånd søge ned ad sig, hvor hun ganske let tog omkring et skæfte til en daggert, som hun hurtigt ville kunne kaste, hvis han pludselig skulle gøre noget. Hun lod sin tunge stryge over sine bløde læber, uden at hun tog blikket fra ham. Det var tydeligt at denne mand var fyldt med vrede og had, for det var noget som ikke kun stod tydeligt ud af hans øjne, men som også strålede ud fra hans kropssprog. Hvad det dog var som gik ham på, kunne hun ikke vide, men mon hun ikke fandt ud af det før eller siden? Det som dog måtte irritere hende mest, var det at han faktisk havde fået et glimt af hende uden top på, for det var ikke noget som hun viste, og da specielt ikke til en mand!

[julien]

At det ikke var Malisha som Julien stødte på, var noget som måtte irritere ham noget så frygteligt! Han havde været så klar til kamp og nu? Han himlede svagt med øjnene, hvor han knyttede sine næver ganske let, som han havde pakket sit sværd væk igen. Han havde været klar til kamp, selvom det var han naturligvis stadigvæk, men han var bange for at han var ved at lede sig selv på vildspor. Han var så opsat på at få fat i Malisha og få hans og Maggies hævn at han var bange for at han mistede overblikket af hendes fært og var begyndt at hallucinere. Han vendte blikket ganske roligt mod tøsen, som tydeligt var overrasket over ham, hvor han kneb øjnene en anelse sammen. Han vendte blikket væk fra hende, som hun havde fået tøj på igen og kom op at stå, hvor han vendte de dybbrune øjne ud mod søen. ”Beklager.. du var ikke den jeg regnede dig for,” svarede han kortfattet, som han gik rundt om søen, i den retning hvor hun stod, uden at skænke hende så meget som et blik, da han gik lige forbi hende og fortsatte videre frem. Hvis han da havde ret, så var Malisha ikke langt væk, for han havde fundet friske spor, så hun måtte kun være et stykke væk herfra. Han tog sig ikke af kvinden, eftersom han intet foretagende havde med hende, den eneste han var interesseret i var Malisha, men dog.. de som stod i vejen for at han kom hen til hende, kom også til at bøde for det! Han vidste ikke hvem denne kvinde var, selvom han vidste at hun var varulv, så han skulle naturligvis tage sig i agt, men hvis han bare gik forbi, så lod hun ham vel også være? Det var jo ikke fordi at han virkede fjendtlig overfor hende, foruden at han for den ene gang havde peget sit sværd mod hende, men det havde han hurtigt pakket væk igen, da han havde set at det ikke var Malisha og det var vel også ganske indlysende?

[shade]

Dominique var blevet lettere overrasket over at den unge mand bare var sprunget frem med et sværd pegende mod hende, selvom det var tydeligt at det ikke var hende som han havde ledt efter. Malisha? Det var jo warlockernes leder, men.. hvorfor pokker var han interesseret i den kvinde? Hun var ikke ligefrem én man burde lægge sig ud med – ikke af hvad hun havde hørt. Men på den anden side, alle havde vel sin overmand? Men en simpel vampyr ville næppe kunne klare warlockernes leder, som trods alt var magikyndig. At han beklagede fik hende til at fnyse ganske let. ”Nej det kan jeg se,” mumlede hun for sig selv, hvor hun ikke var sikker på hvorvidt manden kunne høre hende eller ej. Dog måtte det irritere hende, at han bare ignorerede hende som var hun luft. Hun kneb øjnene trodsigt sammen og knyttede næverne fast. Hun havde selv en masse våben på sig, mange nyttige i kamp, for hun var trods alt dusørjæger og man vidste aldrig hvilken situation man kom ud i, plus hun måtte forberede sig til de missioner og de forskellige racer og personer hun skulle slå ihjel for at få sin dusør. Hun sendte ham et dræbende blik, som han blot gik direkte forbi hende og nærmest fortsatte væk uden at ville interessere sig det mindste. ”Det er Malisha du søger.. hva?” svarede hun med en lumsk undertone, næsten for at fange hans opmærksomhed. ”Jeg så hende faktisk.. for nyligt,” tilføjede hun lettere selvsikkert, hvor hun vendte de isblå øjne imod ham. Hun lagde roligt armene over kors, imens hun lænede sig op ad den nærmeste træstamme. Han havde lige set hende på sit svageste og så troede han at han kunne slippe godt fra det uden at så meget som komme med en undskyldning, eller bare en følelse af interesse? Han ignorerede hende blot? Han burde være på vagt, specielt når han var overfor hende! Ellers så kunne det meget vel være at han mistede livet!

[julien]

Julien ønskede ikke at blande sig i kvindens foretagende, for det var ikke ligefrem fordi at det ragede ham. Det var tydeligt at hun havde været såret og været i gang med at rense sit sår, så det skulle hun naturligvis også få lov til at gøre i fred uden at han skulle forstyrre hende. Det eneste han ville, var at finde Malisha, dræbe hende på stedet, så han kunne få sin hævn! Han fandt sig ikke i alt det som hun havde forvoldt ham, hun havde myrdet hans søster og kæreste, eller fået hende til at lide, og efterladt hende på nippet til at dø, hvor han havde fundet Maggie og været tvunget til at stikke en kniv i hjertet på hende, sin eneste ene! Hans mage! Hun havde bedt ham om det og han havde endt hendes lidelser, men.. det havde kun givet ham en indre smerte og skyld. Han havde ikke været der til at passe på hende. Og nu var det for sent. Han stoppede dog roligt op, da kvinden nævnte Malisha. Han stod kort i sine egne tanker. Hun havde set Malisha for nylig? Så var han jo på rette spor! Så havde han ikke taget fejl af fodsporene eller hendes fært! Han vendte roligt blikket mod kvinden, hvor han kneb øjnene en anelse sammen og så lettere afventende på hende. ”Hvor har du set hende?” spurgte han roligt. Ikke en ordrer, men nærmere et desperat ønske om at finde ud af hvor hun gemte sig og holdt til, for når han fik fat i hende, så ville han flå hende levende! Han vidste ikke om denne kvinde ville have noget til gengæld, men det var ikke fordi at han ikke kunne give hende det, der var bare ikke ligefrem nogen garanti for det, for.. han vidste jo ikke om han ville dø eller overleve mødet med Malisha, for det kunne jo lige såvel være ham som faldt i det slag, selvom han dog var fast besluttet på at han overlevede! Han skulle nok stå når kampen ville være ovre! Han vendte sig med hele fronten imod hende, hvor han næsten uden at tænke over det, endte med at tage nogle skridt hen imod hende.