Darkere than it used to be..

[julien]

Det var ikke fordi at Julien ønskede at bebrejde hans mor for det hele, for han vidste godt at intet af noget som var sket ham var hendes skyld, men derfor havde han godt kunne bruge hendes støtte efter at hans far var død, og som hun bare var taget hjem til Isaac, og glemt alt om ham og Maggie, vel også en grund til han ikke havde ladet hende være en del af Maggies begravelse? Desuden havde der ikke rigtig været noget ved den, for han havde stået der helt selv, set hendes lig blive brændt, hvor han blot var blevet mere og mere tom indeni, han havde derefter begravet hendes aske i haven, og derefter var han taget ud for at finde Malisha, selvom at den kvinde var sværere at finde end hvad han havde regnet med. Han lod hende blot slå armen omkring ham og trygge ham ind til sig, selvom han var forsigtig med ikke at mase den lille pige i Alicias anden arm, for nok han ikke brød sig om den lille pige, faktisk følte han slet ikke noget for hende, men han havde lovet Maggie at passe på hende og det var det sidste løfte han ville holde for hende! ”Det ved jeg at du vil,” svarede han roligt og sendte hende et stille smil. Ingen ville kunne tage sig bedre af den lille pige end hans mor! Det var noget som han var overbevist om! For han kunne trods alt godt huske hvordan hun havde opdraget ham, hun havde altid været der for ham, og nu hvor der ikke var nogen søskende, eller Alicia og Isaac ikke havde andre børn, så vidste han at hun ville give sig fuldkommen hen til den lille pige, ligesom da Maggie havde været hos sin far, hvor det kun havde været ham og hans mor. Han vendte roligt blikket mod hende, som hun slap ham igen og omvendt, hvor han tydeligt kunne se at tårerne pressede sig på ved hende, skønt han dog ikke tog sig af det, for han havde ikke regnet med at hun ville reagere anderledes nu hvor Maggie var død, det var trods alt hendes datter. Han vendte roligt blikket nedad da hun strøg ham igennem håret. At hun elskede ham og han ikke måtte glemme det, nikkede han blot til, hvor han vendte blikket mod hende, da hun lagde hånden mod hans kind, så han så hende direkte i blikket. At han altid kunne sende bud var han godt klar over, men noget sagde ham at dette var sidste gang at han faktisk så hende. Han nikkede blot stumt til hendes ord. At opsøge hende i Manjarno ville blive udelukkende, for han gad ærligtalt ikke se eller snakke med Isaac, en mand som faktisk stod som hans families fjende eftersom han var adelig. Han vendte blikket nedad igen, da hun kyssede ham i panden, så hun kunne nå, for han var trods alt vokset op over hovedet på hende. Som han vendte blikket nedad faldt hans dybbrune øjne til Katharinas lille skikkelse, hvor han kneb øjnene en anelse sammen som den lille pige så tilbage mod ham. Han løftede roligt hånden, som han lod en finger stryge over den lille piges kind. Havde Maggie fortalt ham om graviditeten havde alt nok set anderledes ud, for så havde hun nok født herhjemme og så var hun ikke gået i døden, plus han nok også havde fået et bedre forhold til den lille pige. Uanset kunne han ikke passe på den lille pige helt alene, for han havde virkelig ingen erfaring! Han var jo kun 19 år! ”Hendes navn er Katharina,” fortalte han roligt, som han fjernede hånden fra pigen igen, for at vende blikket mod Alicia. ”Jeg har dog en enkelt betingelse.. hun skal bære mit efternavn; Mathimæus. Om I fortæller hvem hendes oprindelige forældre er eller ej, om I fortæller hende noget overhovedet er jeg sådan set ligeglad med, hun skal bare bære Mathimæus-navnet, om det så er mellemnavn eller ej,” svarede han lettere kortfattet.

[Deleted]

Det gjorde virkelig ondt at vide, at hun ikke havde fået besked noget før, så hun også kunne komme til Maggies begravelse, men hun havde dog respekt for Juliens valg. Alicia havde det i sig selv ikke for godt med at hun bare var vadet til Isaac, men efter det som selv var sket med hende, så havde hun virkelig bare haft brug for en favn at søge til og der stod han jo trofast som han altid havde gjort det, så det var noget som hun selvfølgelig kun måtte være noget så frygtelig glad for, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Hun elskede Isaac og hun havde aldrig nogensinde fortrudt at hun var kommet ham selv så tæt på som dette, men at det havde været på bekostning af hendes børn havde aldrig nogensinde været meningen. Armen hvilede trygt omkring Julien, hvor hun selv holdt ham tæt ind til sig. Han skulle bare vide at han altid kunne sende besked efter hende – bare ved det mindste, så skulle hun nok komme så hurtigt, at det måtte være hende menneskelig muligt! At hun havde svigtet og fejlet så meget som hun havde gjort på dette punkt, var noget som virkelig skar i hendes hjerte, men så lang tid at han ikke direkte hadet hende, så var det noget som hun kunne leve med. Om ikke andet så bare det at han kunne acceptere hendes valg, som hun også med tiden havde lært at acceptere at han havde haft Maggie så tæt at de kunne kaldes for mager. Ikke fordi at hun ville stå i vejen for deres lykke, selvom det var tydeligt at se at Julien virkelig ikke måtte have det for godt, hvilket også var noget som gjorde noget så frygtelig ondt på hende selv. Bare at vide det, var en smerte i sig selv.
Alicia kunne trygt love Julien at hun ville passe frygtelig godt på lille Katharina! Som var det hendes egen og selvfølgelig skulle den lille pige have sine forældres navne, det var der heller ikke nogen tvivl om! Hans betingelse var virkelig ikke et stort krav at efterkomme, for selvfølgelig skulle hun da kende til sine forældre! Blikket fæstede sig direkte til Juliens og med den samme rolige og stilfærdige mine. Selvom hun kun måtte føle den knude i brystet ved tanken om at Maggie ville være død og borte og at hun aldrig nogensinde ville se sin lille pige igen, så var det virkelig grumt nok som det måtte være i forvejen, om det var noget som man ville det eller ikke. ”Selvfølgelig skal hun da kende til sine forældre, Julien! Alt andet kommer slet ikke på tale!” Hun kunne da slet ikke drømme om at lade en lille pige vokse op på en ren løgn! Det ville de da slet ikke få noget ud af nogen af dem, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun vendte blikket stille ned mod sit lille barnebarn. Alene tanken om at hun faktisk havde et, var direkte.. uvirkeligt. Hvad hun dog kunne bekræfte for sig selv, var netop det faktum at hun skulle af sted hurtigt, hvis hun skulle til Manjarno inden solen stod op. Denne tøs kunne vel heller ikke tåle solen? Hun vendte blikket endnu en gang op mod Julien. ”Skal jeg passe på hende, så må jeg snart af sted..” Det var ikke fordi at hun var fristet som sådan, for hun ønskede faktisk at tilbringe noget tid sammen med hendes kære dreng – det sidste som hun faktisk havde tilbage nu, så selvfølgelig var det også noget som hun ønskede at vogte om og så meget som det nu skulle vise hende at være menneskelig muligt!

[julien]

Hvis der var nogen som var i stand til at passe på den lille Katharina, så var det i den grad Alicia! Det var Julien virkelig mere end overbevist om! Det var jo også grunden til at han havde villet sende bud efter hende, selvom han ikke rigtig havde gjort det endnu, for han havde været usikker på hvad han egentlig skulle sige til hende, bare sende bud? Hun ville vel bare blive bekymret med det samme? Selvfølgelig var det dårligt nyt, og han vidste at hun ville reagere sådan som hun havde gjort, for hendes datter var trods alt død. Det smertede ham stadig at tænke på Maggie, derfor havde han også gjort det forbudt for husstanden at nævne hendes navn, og at Alicia så skulle gøre det, var naturligvis noget der gjorde ondt inde i ham, men han kunne ikke forlange andet af hende, for hun havde selvfølgelig lov til at tale om sin datter så meget hun ville, selv her i huset. Han vendte blikket mod den lille Katharina der måtte ligge i sin bedstemors arme, for utroligt nok, var hun jo faktisk blevet bedstemor, og det komiske var at hun både var farmor og mormor, eftersom begge hendes børn var fundet sammen. Han vidste godt at hun aldrig havde været meget for hans og Maggies forhold, men.. hun havde utroligt nok været hans mage og det var noget som han ikke kunne se bort fra, desuden burde Alicia selv kende til det, eftersom hun havde Isaac og hvis Isaac var hendes mage, så ønskede Julien naturligvis også at hun skulle være lykkelig, for han var nu overbevist om at Isaac nok skulle passe på hans mor, for manden var en god mand, han var ikke ond, og han var sikker på at han nok skulle skænke hans mor den tryghed som hun ikke havde følt i dette hjem – ikke på samme måde i hvert fald. Han så roligt mod Alicia ved hendes ord og sendte hende et let smil. ”Det er sådan set op til dig.. Så længe du døber hende Katharina Mathimæus,” svarede han stilfærdigt, som han vendte blikket lettere alvorligt imod hende, for det var faktisk den eneste betingelse han havde! Om Alicia så ville fortælle Katharina at hun hed Mathimæus var han ligeglad med, så længe tøsen bare hed det og det stod på papiret! Han gik dog ud fra at tøsen også fik Isaacs efternavn, selvom han et sted var ligeglad, så længe hans eget var i det, så var han faktisk tilfreds. Han nikkede roligt til hendes følgende ord. ”Det ved jeg.” Han så kort ud mod haven, og op mod himlen. Der var stadig mørkt, hun ville ikke kunne nå tilbage til Manjarno til fods i tide, så han skulle nok sørge for at hun kom hjem i tid nok. ”Jeg får en vogn til at køre jer hjem,” endte han roligt, som han lod en hånd glide om på Alicias ryg, for at føre hende med sig ud ad stuen. Han åbnede roligt skydedørene for hende, som han trak hende med sig ud i den store forhal. ”Edward! Gør vognen klar!” råbte han lettere fast, hvor Edward blot nikkede og gik ud for at gøre den klar. Han vendte blikket mod sin mor igen. ”I skulle gerne kunne nå at komme til Chateauet i god tid, så du kan få Katharina i sikkerhed inden solen står op,” forklarede han roligt, som han åbnede den store hoveddør, hvor han førte hende med sig ud. En stor sort hestevogn, stod klar, hvor en kutteklædt vampyr sad klar til at køre af sted. Han førte hende med sig ned til vognen som han åbnede for hende. Han lænede sig roligt frem og skænkede hendes pande et blidt kys. ”Pas nu på dig selv,” svarede han roligt. Når alt kom til alt, holdt han jo stadig frygtelig meget af sin mor. Han hjalp hende roligt op i vognen, sammen med den lille Katharina. ”Jeg elsker dig,” sagde han som det sidste, og nok også det sidste hun ville høre fra ham igennem hele sit liv. Han sendte hende et lettere betryggende smil, skønt nervøsiteten hvilede i hans øjne. Han lukkede roligt døren og gjorde tegn til føreren, som satte de to heste i trav, så de førte den mørke hestevogn, ned af grusstien. Han så den køre af sted, inden han selv løb indenfor for at gøre sig klar, blot for at ville tage af sted igen, for han ville finde Malisha og han ville dræbe hende!

//Out

[Deleted]

Alicia vidste udmærket godt at Julien beskyldte hende for den ene ting efter den anden, men det var virkelig ikke hendes skyld! At vide at hun havde været så hadet at hun ikke havde fået besked omkring hendes datters død før nu var selvfølgelig noget som gjorde ondt, men hun forstod ham faktisk godt, selvom det kun var noget som gjorde det hele langt værre også for hendes vedkommende, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var der heller ikke noget som man ville det eller ikke. Hun ønskede virkelig bare at være der for hendes søn, som hun også ønskede at være der for resten af sin familie, hvilket selvfølgelig også måtte inkludere hendes barnebarn. Det var virkelig en utrolig fornemmelse, det var slet ikke noget som sagde så lidt. Hun vendte blikket roligt mod ham og med den samme mine som tidligere, selvom det på ingen måder var noget som gjorde det meget nemmere for hende, det var helt sikkert. Hun havde virkelig et stort tomrum i hendes hjerte og alene tanken om at hun ville miste Julien også, var slet ikke en tanke som hun kunne bære! ”Og det gør jeg,” sagde hun roligt og ikke mindst med en ganske så bestemt tone. Hvorfor skulle hun da lyve for ham? Det var der bestemt heller ikke nogen grund til, om det var noget som man ville det eller ikke. Hun ærede familien og hun ønskede selvfølgelig også at være der for dem hvis det var hende nødvendigt, det var der heller ikke nogen tvivl om. i hendes øjne så var det virkelig et meget lavt krav at sætte, men hun ville selvfølgelig gøre alt hvad hun kunne for at opfylde det krav.
At hun meget snart skulle hjem hvis hun skulle nå det inden tøsen ville blive brændt af solen, så skulle hun også meget snart af sted. Det var bestemt heller ikke fordi at hun havde regnet med at denne visit skulle ende på denne her måde, men nu var det sket på denne her måde og det gjorde ondt. Hun bed sig ganske svagt i læben, som han lagde armen omkring hende og førte hende med sig ud. ”Det ville jeg sætte utrolig stor pris på, Julien,” sagde hun roligt og ikke mindst med en ganske stilfærdig mine. Hun holdt den lille pige godt og trygt i sine arme, for hun ønskede virkelig at passe på hende og beskytte hende med alt hvad det indebar. Kappen fik hun ikke med sig, for dette var noget som skulle ske hurtigt. Hun vendte blikket roligt op mod Julien, som han hjalp hende udenfor. At vognen skulle gøres i stand.. Alt den luksus som hun også var vant til hjemmefra, selvom hun foretrak at gøre tingene selv. Hun vendte blikket roligt i retningen af Julien og med den samme mine som før. Han virkede.. underlig fattet, hvor det også var tydeligt for hende, at han virkelig havde taget Maggies bortgang frygtelig, frygtelig hårdt. ”Ja, så.. så det skal gå hurtigt..” endte hun med en rolig og ganske stilfærdig mine, som hun trådte op i vognen og satte sig med den lille pige trygt ind i sin egen favn – som havde det været hendes egen lille datter. At høre Julien skænke hende de ord, var noget som direkte overraskede hende, selvom det bestemt heller ikke var nogen dårlig ting! Et sted så var det hende virkelig, virkelig lettende og på alle måder endda, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Hun vendte blikket mod ham. ”Jeg elsker også dig, min dreng,” sagde hun roligt og med en stemme kun præget af ren og skær ærlighed. Hun trykkede den lille pige tættere ind til sig, idet at vognen begyndte at rulle. På vej hjem, også selvom hun virkelig følte at dette nok skulle være det sidste som hun nogensinde ville se til Julien.

//Out