Darkere than it used to be..

[Deleted]

Det var en sen aften, da Alicia valgte at søge direkte til sit gamle hjem i Dvasias. Hun havde ganske kort forklaret Isaac at hun ville se til sine børn, også for at skænke dem en følelse af at være husket, selvom hun havde valgt at gå sine egne veje, selvom det var noget som hun vidste, ikke havde været helt velset ved Julien som det havde været ved Maggie. At de to havde valgt at indgå et forhold var noget som hun havde fået med, selvom det ikke var noget som hun priste sig lykkelig med, for hun fandt det direkte.. pinligt et sted? Så var hun selvfølgelig rigtig glad på deres vegne, da deres lykke var det som betød mest for hende og det var i den grad også det som hun ønskede at videreformidle til dem begge to. Blæsten var rolig, den tog ikke sådan fat som den havde da hun havde redet på hesten igennem det store og åbne i Manjarno. Det store hus tårnede sig foran hende. Hun havde rigtig mange minder herfra – gode som dårlige, selvom det nu heller ikke var noget som hun ønskede at tænke videre over, hvis det var noget som hun ellers kunne blive fri for. Hun ønskede egentlig bare at se til familien og vide at de havde det godt, vise noget interesse for dem som en mor nu burde have gjort det. Hemmeligheden om at hun havde mødt Alec var noget som hun havde bestemt sig at holde på, for hun ønskede virkelig heller ikke at gøre det hele værre for nogen af dem, hvis hun ellers kunne blive fri for det. Alec havdevalgt et nyt liv, hvilket hun også havde det helt fint med, for det var ikke noget som omhandlede hende, for hun ville klart mene, at hun havde gået igennem mere end rigeligt for den mand!
De rolige skridt førte hende op af grusstien til den store port ind til det store Mansion. Hun blinkede ganske let med øjnene. Det var virkelig længe siden at hun havde sat så meget som en fod her på stedet, at det næsten var helt.. underligt at være tilbage. Også selvom hun selvfølgelig så frem til at se sine børn igen, for det var alt for længe siden og hun savnede dem i den grad begge to! Julien og Maggie.. hendes to øjestene og noget af det som hun agtede at holde om, og beskytte så længe at det nu var hende menneskelig muligt! Ligesom en mor burde gøre det! Den blege hånd hævede hun roligt, kun for at banke på døren. Nu hvor hun ikke boede her mere, så viste hun faktisk respekt, netop ved at vente på at de ville give hende tilladelse til at komme ind, da alt andet slet ikke var noget som hun kunne finde på, på nogen som helst måde overhovedet! Et sted en anelse nervøs, for hun frygtede at Julien stadig var sur på hende, hvilket var noget som hun slet ikke ønskede sig. De isblå øjne hvilede på den store og massive dør. Allerede bare det at stå i haven, var noget som vækkede minder – dengang Julien faldt i vandet som strøg let forbi dem, hvilket var noget som fik hende til at smile. Kappen og kutten havde hun trukket over hovedet. Som grevinde var hun nødsaget til at bevæge sig frem med største forsigtighed, hvilket også var noget af det som hun havde lovet Isaac; At hun skulle være forsigtig.

[julien]

Det var ved at blive sent, endnu engang. Der var gået nogle uger siden Maggie var faldet bort, og Julien havde været ude for at opspore Malisha lige siden, men hver gang han var tæt på at finde hende, forsvandt hun. Han kunne ikke komme ind i Mørkets Cirkel, for det var kun warlocks der kunne det, så han var nød til at vente til hun kom ud, så han kunne finde hende og slå til. Det var dog ikke lykkedes ham endnu og det måtte virkelig gå ham på! Det eneste der holdt ham i live var hans ønske om hævn, hævn over Maggie og det som Malisha havde tvunget ham til at gøre; at tage hans eneste enes liv. Han følte sådan en skyld over at hun var død, han følte dog ikke længere noget for det, for han var helt tom indeni; død. Han var ude i øjeblikket, som enhver anden nat, for han blev sindssyg af at være derhjemme uden at udrette noget som helst. Hvem der tog sig af Katharina vidste han ikke, og et sted var han også fuldstændig ligeglad. Han havde overvejet at sende bud efter hans mor, for hun burde vel også kende til sin datters død? Den aften han havde taget Maggies liv, havde han båret hendes lig med sig hjem, hvor han havde brændt hendes krop i baghaven, så hun havde fået en ordentlig begravelse og ikke bare blevet ædt af fugle og insekter i skoven, for det kunne han ikke gøre mod hende! Måske hun allerede var død, men hendes krop skulle ikke rådnes væk! Blikket gled fremad som han havde sat kursen tilbage mod mansionet, han vidste at han ikke ville finde hende foreløbig og han kunne lige så godt lave en plan for næste udflugt. Han skulle nok finde hende og når han gjorde, så slog han bestemt også til! Hun skulle bøde for det som hun havde forvoldt ham!
Dracu-Mathimæus Mansion stod tomt. Alle vampyrer der engang havde været der var væk. Alle Juliens venner så han ikke længere, ingen af de voksne, der var kun ham og hans to onkler tilbage, sammen med tjenestefolket, for de havde trods alt været loyale overfor hans familie i flere generationer. Det var butleren, Edward der kom for at åbne op, hvor han trak den store hoveddør op. Han blev lettere overrasket da han så Alicia stå i døren. Hun havde jo været gift med den tidligere herre; Alecander, selvom han havde hørt at hun nu var blevet grevinde i Manjarno. Edward havde altid holdt af Alicia, hun havde været god for Alecander, selvom det hele var faldet sammen med årene. Han bukkede ydmygt for hende. ”Frue..” hilste han, som han rettede sig op igen, blot for at åbne døren helt. ”Kom endelig indenfor,” tilføjede han roligt, som han lod hende komme ind, blot for at lukke døren bag hende. Han hjalp hende af med kappen, som han hang på knagerækken, inden han vendte sig mod hende igen. ”Den unge herre er ikke kommet hjem endnu, men De er velkommen til at tage plads i stuen og vente hvis De vil? Noget jeg kan gøre for Dem i mellemtiden?” spurgte han roligt, som han gjorde en gestus mod stuen. Hun kendte vel det hele ud og ind stadigvæk? Underligt at have hende i huset, efter at hun havde forladt sin mand og specielt nu hvor hun havde fundet en ny.

[Deleted]

Alicia havde virkelig ikke nogen anelse om hvad der var sket i den tid hun havde været væk. At Julien og Maggie havde indledt et fast forhold, var noget som hun havde hørt meget omkring, også selvom hun som en mor slet ikke bifaldet tanken, men ønsket om børnenes lykke var noget som vejede mest for hendes vedkommende, og det var også noget som hun selv kunne mærke den dag i dag. Hun savnede i den grad dem begge to, og selvom hun havde valgt sin vej i Manjarno og sammen med Isaac, så ønskede hun selvfølgelig også at vise dem ,at hun bestemt heller ikke var ligeglad med dem! For det havde hun aldrig nogensinde været! Selvom hendes kære Maggie havde haft langt nemmere ved at acceptere det valg end det som Julien havde haft, så håbede hun alligevel på at det hele ville ordne sig med tiden. Børnene havde altid været hendes et og alt, og hun havde jo trods alt først trukket den videre med Isaac efter at ungerne var blevet store nok til at tage deres egne valg og at hun ikke altid var nødsaget til at skulle vælge på deres vegne, for det var bestemt heller ikke noget som ville gavne dem i den anden ende. At Julien var ude, var slet ikke noget som hun vidste, at knægten var blevet far, var heller ikke noget som hun vidste og det at hun faktisk havde fået børnebørn var slet ikke en tanke som var faldt hende det mindste ind på nogen måde! Nu hvor hende og Isaac havde så meget som skulle på plads, så var det selvfølgelig noget som tog tid også, for der var meget som hun selv skulle vænne sig til. At se til begge ungerne, at snakke med dem, vise interesse som enhver anden mor ville gøre for sine børn, for det var noget som hun i den grad også ville nyde sig af, for hun havde altid nydt de stunder når de endelig havde været der, selvom det ikke altid var nemt og bestemt ikke med de to børn sådan som de havde været tilbage dengang!
At det var Edward som åbnede, var noget som hun kun måtte smile af, for det var en mand som hun selv kunne huske fra sine egne stunder her på stedet, så selvfølgelig var det noget som gjorde det hele langt sjovere. ”Godaften Edward,” sagde hun roligt og med et stille smil. Hendes stunder med Alec var nu heller ikke noget som hun ville tænke over hvis hun ellers kunne blive fri for det, selvom hun ikke kunne undgå det nu hvor hun alligevel stod på det sted hvor hun havde tilbragt næsten tyve år af sit liv sammen med en mand som ikke engang havde sat pris på hende, så selvfølgelig var det noget som også gjorde frygtelig meget for hendes eget vedkommende. Hun trådte roligt indenfor, hvor hun lod ham tage hendes kappe, hvilket var noget som hun bestemt heller ikke havde det mindste imod! Hun vendte sig mod ham og nikkede. ”Jeg kan selv vejen in til stuen, Edward.. Du kunne måske fortælle mig hvor jeg kunne finde min datter? Jeg savner hende så meget, som jeg også savner Julien,” sagde hun med et smil på læben. Hvis det kun var herren – ergo Julien som ikke var hjemme, så ville Maggie vel være det? Tungen strøg let over hendes læber, idet at hun gik ind i stuen, hvor hun roligt tog plads i de store sofaer. Hun havde jo selv næsten glemt hvor godt hun sad i dem!

[julien]

For Edwards vedkommende var det naturligvis underligt at se Alicia i døren, når hun ikke længere var fruen i dette hus, men faktisk havde giftet sig med en anden mand.. igen. Det var dog ikke fordi at Edward havde noget imod Alicia, for hun havde altid været så god og mild, selvom at han heller ikke kunne klage over Alecanders behandling, for nok den mand havde været mange ting, men han havde altid sat enhver vampyrs behov i første række – selv tjenestefolkene som ham selv. Dog kunne han ikke ligefrem prale af Julien, men på den anden side var knægten også ung og han havde ikke længere nogen far til at vise ham hvordan det hele skulle gøres, selvom knægtens onkel gjorde et godt forsøg, men.. det var som om Julien ikke længere var sig selv. Desuden var det også blevet ufatteligt trist i huset, efter Maggies bortgang, det var som om folk var her, men.. ikke rigtig var til stede. Han nikkede roligt mod Alicia, som hun sagde at hun selv fandt vej ind mod stuen, for hun kunne jo nok huske det hele selvom hun havde fået sig et nyt hjem i Manjarno. Han blev dog lettere stiv i betrækket ved hendes ord om Maggie. Julien havde forbudt alle om at tale om hende, og Alicias uvidenhed gjorde det jo klokkeklart for ham, at hun ikke anede uro, men det var Juliens ansvar at fortælle sin mor det, det ville han slet ikke blande sig i. Det var som en sort skygge lagde sig hen over hans ansigt, som han blot lod Alicia træde ind i stuen, hvor han selv blev stående ude i forhallen ved skydedørene. ”Herren kommer sikkert om ikke så længe,” svarede han blot afvigende og lod den egentlig hænge der, som han valgte at lukke skydedørene, så hun kunne få fred.
Julien vidste godt at Alicia ikke vidste besked om Maggies død eller sågar om at hun havde fået et barnebarn og det var heller ikke fordi at han ville lade hende leve i uvidenhed, men.. han vidste bare ikke hvordan han skulle forklare hende det. Han kunne selvfølgelig sende et brev og bede hende dukke op, og derefter forklare hende hvad der foregik, men.. han havde ikke haft tid, for han var optaget af at slå Malisha ihjel, selvom at hans søgen efter hende ikke gik så godt igen, noget der virkelig måtte irritere ham! Hans dybbrune øjne faldt på det store mansion, som mere eller mindre stod tomt, foruden tjenestefolkene, ham selv, Valerio og Demitri. Han kom gående op ad gårdspladsen, hvor han gik op til den store fordør, som han blot åbnede uden videre og trådte ind. Han smed sin kappe fra sig, så han stod i sin sorte lædervest, der tydeligt viste hans muskulatur og ellers de sorte lettere løse bukser. Hans blik gled mod Edward der kom hen imod ham. ”Herre.. Deres mor er kommet på uanmeldt besøg. Hun befinder sig inde i stuen,” svarede han stilfærdigt, hvor hans blik tydeligt afslørede det hele; Alicia anede intet omkring hvad der foregik. Julien nikkede blot. ”Udmærket,” endte han roligt, hvor han næsten ikke vidste hvad han skulle gøre for.. hvad skulle han sige? Hvordan skulle han reagere? Han var blevet ufattelig tom efter Maggies død, det eneste der holdt ham i live var hans tørst efter hævn. Han stod kort i tavshed, inden han med rolige og dog langsomme skridt gik mod stuen. Han åbnede roligt skydedørene ved at trække dem til side, hvor han trådte ind, inden han træk dørene sammen igen, så de var alene. Hans blik hvilede koldt på hendes skikkelse. ”Mor..” hilste han i en lettere.. ligegyldig tone. Han var stadig sur på hende fra sidst, hvor hun bare havde valgt at lade ham i stikken, lade ham ligge i sit eget søl, det var Maggie han kunne takke for at være kommet op af det sorte hul, selvom hun nu var borte, så.. han havde intet tilbage. Hvor Katharina måtte være, anede han virkelig ikke, og et sted var han virkelig fuldstændig ligeglad.

[Deleted]

Hvilken forfærdelig hændelse som havde ramt hendes elskede børn, var slet ikke noget som Alicia kendte det mindste til. Ærligt så var det noget som hun aldrig ville tro ville ramme hendes unger, for så godt som de altid havde passet på hinanden på deres egen ganske særlige måde, så var hun sikker på at de begge ville være i skønneste orden. At det var forbudt at snakke omkring hendes datter, var end ikke noget som hun vidste noget som helst om. skulle hun være helt ærlig, så kendte hun virkelig ikke til noget som helst af det som måtte foregå her på stedet og det var noget som gjorde hende en anelse urolig nok i sig selv. Hun ønskede tvært imod at vise dem begge to at hun ikke havde forladt dem, også selvom hun havde valgt at gå sin egen vej, hvilket alle vel også fint kunne forstå? Så store som de var blevet, så var hun heller ikke nødsaget til at tage valg på deres vegne og til deres bedste, nu hvor de også valgte som de havde lystet det, så var det også noget som hun gjorde. Fortiden med Alec havde indhentet hende også selvom hun var ganske bestemt på at hun ikke ville snakke med det overfor Julien. Hun ønskede ikke at den kære dreng skulle bryde sin hjerne med alt for meget og det at vide at hans far faktisk var i live, var slet ikke noget som hun kunne få sig selv til at fortælle ham bare sådan uden videre! Hun vendte blikket mod Edward, hvor hun ganske kort sendte ham en spørgende mine. Hvorfor pludselig den mine? Var der noget galt? ”Okay..” svarede hun blot som hun valgte at blive stående og afventede at Julien ville komme ind. Benene krydsede hun ganske let som hun blev siddende på sofaen. Stemningen var virkelig trykket, men.. hvorfor?
Der gik ganske rigtigt ikke særlig lang tid, inden at dørene endnu en gang måtte gå op. Skikkelsen som stod der, var en som hun kun måtte genkende og det var noget som hun tydeligt måtte reagere på med et savn. Et stille smil passerede roligt hendes læber, som hun valgte at rejse sig op, kun for at gå Julien i møde. Hun havde i den grad savnet ham, som hun også havde savnet sin kæreste datter. Det var utroligt hvor meget man faktisk kunne mangle dem begge to! Den ligegyldige tone var nu heller ikke noget som kom bag på hende, for hun vidste udmærket godt at knægten var sur på hende. Hun gik ham stille i møde, hvor hun hævede hånden, blot for at lade den stryge mod hans kind. Så stor han var blevet, det var virkelig utroligt så hurtigt at tiden var fløjet af sted! Hun sendte ham et stille og roligt smil. ”Det er godt at se dig, Julien,” sagde hun roligt og med det blide smil på læben. Hun ønskede ikke nogen strid, det var bestemt heller ikke derfor at hun var kommet der! Tvært imod! Hun ville vise dem sin interesse som en mor burde gøre det, hun ønskede at vise dem, at hun stod der for dem og at det var noget som hun ville fortsætte med, også selvom hun havde valgt en helt anden vej. ”Jeg håber ikke at det gør noget jeg kom uanmeldt.. Jeg har savnet dig.. Hvor er Maggie?” spurgte hun stille og med den samme mine. Et sted så havde hun fornemmet at der var noget galt, selvom hun ikke helt præcist kunne forklare hvad det var, hvilket et sted i den grad også måtte irritere hende og noget så voldsomt endda! Hun lagde armene stille om ham i en omfavnelse. Nok var han højere end hende, men han ville for altid være hendes lille dreng!

[julien]

De dybbrune øjne faldt lettere følelsesløst til Alicias skikkelse, som hun måtte sidde med ryggen til Julien. Sidst hun havde været på besøg havde han ikke reageret med glæde, men mere bebrejdet hende, selvom han et sted var ligeglad med hvad hun egentlig lavede, for det vedkom jo faktisk ikke ham, selvom hun dog havde været hurtig til at smutte efter hans far var gået døden i møde, og uden videre havde hun også forladt ham, hvilket kun havde gjort tomrummet langt større. Rige og adelige familier holdt normalt sammen, boede under samme tag, indtil den næste generation kunne tage over, men det var slet ikke sket i dette tilfælde. Han betragtede hende, som hun blot gik hen til ham, selvom han selv blev stående urokkende som et bjerg ved skydedørene, som han havde lukket bag sig så de var alene. I hans øjne var både hans mor, far og søster døde, og nogle af dem var det jo bogstaveligtalt, han havde ikke længere noget tilbage at leve for, dog havde Alicia alligevel fortjent at vide hvad der var sket med Maggie, for det var trods alt hendes datter. Utroligt at han nærmest var gået fra at elske sin mor til at.. hade hende. Han blev stående roligt uden at rokke sig en meter, da hun lod hånden stryge over hans kind, hvilket fik det til at sitre i hele hans krop, da det var lang tid siden at han var blevet berørt så blidt generelt. Han vendte blikket nedad, som for at skjule den enkelte følelse at savn der dukkede op i ham. Han kunne naturligvis ikke hade sin mor, men det ændrede stadig ikke på det faktum at hun havde efterladt ham i det mørke hul. Han gengældte hendes omfavnelse, da hun slog armene omkring ham, hvor han trykkede hende en anelse ind mod sig, som tegn til at han også havde savnet hende. Han slap hende dog roligt, for at vende blikket mod hende igen. Han rystede svagt på hovedet. ”Nej.. det passer fint, jeg havde alligevel tænkt mig at sende bud efter dig,” fortalte han sandfærdigt, som hans blik hvilede lettere kortfattet i hendes. Han havde forandret sig frygtelig meget efter sin fars død, da det var der at det hele var gået nedad bakke og nu hvor Maggie var død, så havde det virkelig sat prikken over i’et. ”Jeg har noget du er nød til at.. tage dig af,” tilføjede han lettere tænkende og dog dæmpet. Da hun spurgte ind til Maggie, blev forvrængede han sit ansigt i en vred mine. Han havde bedt alle om ikke at nævne Maggie her i huset, selvom hans mor naturligvis ikke kunne vide det, men tanken fik ham til at tænke på hvad han havde været igennem, dræbt hende for sine egne hænder, og det faktum at han stadig ikke havde fået sin hævn på Malisha! Han bed tænderne fast sammen. ”Ja.. det er så den anden grund til at jeg ville have sendt bud efter dig,” svarede han lettere sammenbidt og med et tydeligt vred og dog.. tomt blik. Han vendte blikket væk fra hende, som han roligt trådte forbi hende og gik hen til et vindue, hvor han så ud i haven, der hvor han havde brændt hendes lig og begravet hendes aske. ”Hun.. kommer ikke tilbage,” forklarede han følelseskoldt. Det kunne selvfølgelig tackles på mange måder, for de havde trods alt været sammen og han vidste at hans mor godt vidste til dem, det havde hun jo fundet ud af allerede ved deres forrige møde efter hans fars død, hvis ikke hun havde kendt til det før det. Han lod neglene rive hen ad vindueskarmen.

[Deleted]

Alicia var udmærket godt klar over at hun ikke stod i Juliens gode bog, udelukkende på grund af det som hun havde gjort. Hun fortrød dog ikke at hun havde søgt til Manjarno, selvom det måske var sket en anelse for hurtigt? Hvilket bestemt heller ikke havde været hendes hensigt, for hun ønskede virkelig at hjælpe både Julien og Maggie videre. Julien havde selvsagt taget det hårdest hvor Maggie havde været stort set ligeglad med Alecs død – selv den død var noget som havde påvirket hende meget, for hun havde slet ikke regnet med at skulle miste ham så brat. Selvom tanken om at han faktisk var i live, var noget som hjemsøgte hendes sind, så var det ikke noget som hun ville bringe videre. Hvad ville Julien ikke sige til det, hvis han faktisk kendte til den rene sandhed omkring den mand, som faktisk havde forladt dem alle sammen? Hun vendte blikket mod ham ved hans sitren. Hvorfor det kolde ydre? Hun vidste godt at han ikke var meget for hende, at han havde været direkte vred på hende og havde råbt det ene eller det andet, hvilket var noget som hun bare havde taget til sig, for et sted så var det vel også fortjent på sit vis? Hun bed sig ganske svagt i læben og lod hovedet søge let på sned og uden at skulle se det mindste væk fra ham på nogen som helst måde overhovedet. Hun knugede ham ganske kort ind til sig, som han valgte at gengælde hendes omfavnelse, hvilket var noget som selv glædet hende, for helt uønsket kunne hun vel heller ikke være? Hun ønskede virkelig at være der for begge sine børn, hjælpe og støtte dem og vise at hun faktisk var der for dem begge! Selvom det i den grad var noget som hun havde fejlet noget så grusomt på, så var det jo ting som man stadig kunne gøre frygtelig meget ved, hvis det endelig var sådan at det skulle vendes. Hun elskede dem begge to – det var hendes to eneste børn og det var noget som hun i den grad også ønskede at passe på og vogte om! At vide at han ville sende bud efter hende, var noget som et sted også kunne gøre hende glad. At vide at hun lige så også måtte være savnet et sted, var en tanke som i den grad også varmede hende! ”Du sender bare bud Julien, så er jeg her så hurtigt jeg kan,” forsikrede hun ham. At han havde noget som hun var nødt til at tage sig af, var noget som tydeligt måtte fange hendes opmærksomhed og ikke mindst nysgerrighed. Hvad kunne det da være? Noget som han ikke selv kunne passe på eller Maggie for den sags skyld? Hun havde aldrig bifaldet deres forhold direkte, men ønsket omkring deres lykke var det som vejede tungest i hendes lille sind, så hun havde accepteret det mod den endelig slutning, selvom det bestemt heller ikke havde været nemt, så havde hun gjort det så godt som muligt.
Blikket fulgte roligt Julien hen til vinduet. Den pludselige forandring i minen gjorde det tydeligt, at noget virkelig måtte være rivende galt! ”Hvor er hun, Julien?” spurgte hun pludseligt. Han gjorde hende urolig og hun kunne bestemt ikke lide det! Hvis der var sket noget med hendes elskede datter, så… så vidste hun da slet ikke hvad hun skulle gøre! Hun gik stille hen til ham, hvor hun lod hånden stryge over hans overarm, næsten som et tegn til at hun var der for ham. Hun prøvede om ikke andet, også selvom det på ingen måder kunne siges at være nemt, men et forsøg værd vel? Hans ord slog hende i hovedet som havde det været en hammer, hvor hun næsten følte hvordan hele hendes indre direkte måtte knude sig sammen. ”H-hvad mener du? Julien..? Hvor er Maggie?!” spurgte hun denne gang langt mere desperat end det som hun havde gjort før. Hånden lukkede hun omkring hans arm, idet hun forsøgte at vende ham imod hende. Blikket stirrede direkte i hans. Han kunne ikke mene at hun var væk! Sådan helt væk!

[julien]

Det var ikke fordi at Julien kunne sige at han var glad for at se Alicia, eller at han havde savnet hende for den sags skyld, for han havde haft alt for meget andet at tænke på, specielt efter Maggies død. Han var besat af sin hævn over hende, og han skulle nok få den! Han tillod virkelig ikke noget andet! Han skulle nok finde Malisha når hun ikke var beskyttet indenfor Mørkets Cirkel! Han kunne virkelig ikke vendte med at slå kløerne i den kvinde og ende hendes liv som hun fortjente det! Han knyttede hænderne et ganske kort øjeblik ved tanken, selvom han endte med at vende blikket mod Alicia ved hendes ord. Troede hun at han havde tilgivet hende? For det havde han da bestemt ikke! Han ville slet ikke se hende i dette hus! Den eneste grund til at han ville sende bud efter hende, var at Maggie var død og at hun var nød til at tage sig af Katharina, for Maggie havde bedt ham om at passe på den lille pige og det kunne han ikke selv, så for Maggies skyld ville han sikre sig at tøsen kom i sikkerhed, hvilket han vidste at hun ville være hos Alicia og Isaac, for han havde trods alt nydt sin mors opdragelse, hvilket også havde sat sit præg i ham, skønt det præg længe var svundet bort, alt i ham var svundet bort, men Katharina kunne ikke være mere heldig ved at have hans mor. Han levede nok ikke op til sin fars forventninger, men ærligtalt? Så var han virkelig fløjtende ligeglad med det! Den mand havde forladt ham, ligesom alle andre, så hvorfor skulle han overhovedet gøre noget for den mand?! Han havde på fornemmelsen at hans far stadig var i live, specielt efter sit møde med Ilosonic, for manden havde sagt at hans far havde bedt ham om at dræbe ham, og hans asker var også forsvundet, så mon han ikke havde haft noget i tankerne og stadig var i live? Et sted var han faktisk ligeglad, for efter han havde haft fat i Ilosonic, så var det som om at han havde kunnet komme videre, fordi at han havde fået sin ’hævn’, skønt han ikke havde dræbt manden som han havde ønsket, men det havde lettet ham, derfor vidste han at han også var nød til at få sin hævn over Malisha, for før kunne han ikke falde til ro, desuden så tillod han ikke at nogen gjorde sådan mod Maggie, så det skulle i den grad hævnes! ”Sikkert,” svarede han lettere spydigt og med en tydelig skepsis i stemmen, for hun havde efterladt ham og Maggie, så hvorfor skulle hun komme rendende bare fordi at han ønskede det? Hun havde jo sit ’nye perfekte liv’ nu, så han skulle skam nok holde sig ude af det!
Til hendes spørgsmål omkring Maggie, blev Juliens blik kun endnu mere koldt, hvor han stirrede ud i haven lettere åndsfraværende. Han kom først tilbage, da Alicia valgte at ligge en hånd mod hans overarm, hvilket fik den til at spænde ganske let, hvor han trak den ganske let til sig, som var han bange for at blive slået. Det var ikke tilfældet, men det var bare så lang tid siden at han var blevet berørt så blidt og.. han brød sig ikke længere om det. Ikke nu hvor Maggie var væk. Han betragtede hende lettere intetsigende, da hun lød langt mere desperat efter at få svar. Han var nød til at fortælle hende det, et sted ønskede han bare ikke at påføre hende mere smerte, men han vidste at hun skulle igennem den smerte før eller siden, for uanset hvordan han sagde det, så ville det gøre ondt. ”Hun..” Han tiede igen, hvor han blot stirrede følelsesløst og intetsigende på Alicia. ”Hun er død,” svarede han lettere ligegyldigt, som betød det intet, selvom det dog langt fra var tilfældet. Han havde grædt det han skulle, han var død af følelser, foruden vrede, hævntørst og kølighed, det eneste han ville have nu, var hans hævn på Malisha.

[Deleted]

Alicia regnede bestemt heller ikke med at Julien ville tilgive hende bare sådan uden videre, for det var rigtig meget at bede ham om. Så vred som han havde været på hende, så skulle det bestemt heller ikke komme bag på hende, hvis han stadig bar nag for hendes valg. Det var dog alligevel af den grund ikke fordi at hun ønskede at vise dem at hun var ligeglad med dem, for det havde hun aldrig nogensinde været! Maggie havde haft nemmest for at acceptere det, men hun havde oplevet den følelse før, så det var vel heller ikke noget som kom bag på hende? Hun elskede virkelig begge sine børn og det var slet ikke noget som ville ændre sig for noget som helst, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Kunne hun hjælpe, så ønskede hun selvfølgelig også at gøre lige netop dette, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, for hun ønskede at vise sine dejlige unger, at hun var der for dem og at hun i den grad også ønskede at beskytte dem med alt hvad det nu måtte indebære, for det gjorde hun virkelig! At Maggie og Julien var blevet forældre, var slet ikke noget som hun vidste, og hvis hun vidste, så var hun så sandelig også kommet noget før i stedet for at lade det hele hvile på deres unge skuldre! Hun vendte blikket stille mod ham. Den kolde facade var nu heller ikke noget som hun tog sig meget af, for hun vidste udmærket godt, at den var fortjent og at der ikke var noget som hun direkte kunne siges at gøre ved den, om det nu var noget som man ville det eller ikke, så var det bare ikke menneskelig muligt for hende uanset hvad. ”Tvivler du da på at jeg vil dukke op?” spurgte hun stille. At vide at han var så.. ligeglad, var noget som faktisk gjorde ondt, for ikke at glemme, at det gjorde ondt, at han trak sig væk fra hende på den måde. Hun var stadig hans mor og det var ikke en rolle som hun ville hoppe fra bare sådan, hvis hun ellers kunne blive fri for det i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet.
At Julien trak sig sådan væk fra hende, at Edward ikke ville snakke om Maggie og det at hun slet ikke havde set sin datter endnu, var noget som gjorde Alicia direkte usikker, for det kunne vel heller ikke passe at hendes datter var væk? Hun trak hånden til sig, da Julien trak sin arm til sig, som frygtede han at hun ville slå? Det var da noget af det sidste som hun kunne finde på at gøre overfor sine børn! Hans ord var noget som ramte hende som et direkte chok. En besked som hun aldrig nogensinde havde regnet med at skulle høre. Hun blinkede let med øjnene, som hun tydeligt kunne mærke den knude i maven sprede sig til resten af kroppen, hvor det næsten føles som den satte sig i halsen. Hun elskede sine børn og vide at de havde haft så meget at slås med, at.. Maggie var gået bort? Det var slet ikke noget som hun kunne forstå. Hun rystede stille på hovedet. ”Det.. det.. nej, nej..” Hendes øjne endte tydeligt tårefyldte, idet hun vendte blikket ned mod gulvet i stedet for. Svagt bed hun sig i l hun følte jo faktisk at hun havde svigtet dem på en måde som aldrig nogensinde skulle være sket! Ganske roligt bakkede hun tilbage til sofaen, hvor hun bare lod sig dumpe ned på den og med blikket stirrende frem for sig, idet at tårerne begyndte at trille ned af hendes kinder. Hvad skulle hun da sige? Hendes eneste datter var væk! Og hun havde ikke vidst noget som helst til det!

[julien]

Julien var ganske vidst stadig sur på sin mor, selvom han selvfølgelig ønskede at hun skulle være lykkelig, ligesom han havde været lykkelig med Maggie. Han vidste at Isaac ville passe godt på hans mor, eller det håbede han om ikke andet, for han vidste godt at hans far måske havde være en anelse fraværende, men kunne man bebrejde ham med det job som han havde haft? Hun burde have prist sig lykkelig over at hendes mand var kommet hjem igen! Men det havde hun ikke engang, for hun havde bare listet af sted til Isaac i smug – noget andet som han også bebrejdede hende for. Et sted var han lidt ligeglad med hvad hun foretog sig i øjeblikket, selvom han godt havde hørt omkring hende og Isaacs projekt om skolen og børnehjemmet, det var naturligvis en god idé, selvom at det virkelig ikke rørte ham på nogen måde. Han havde lovet Maggie at beskytte Katharina, og det kunne han kun gøre ved at give hende et godt liv hos sin mor. Han vendte de dybbrune øjne næsten vred mod hende til hendes ord. Om han tvivlede på om hun ville dukke op?! ”Hvor var du da jeg mistede min far? Der tænkte du ikke på andre end dig selv!” vrissede han fast, som det var tydeligt at han stadig var vred over hendes valg. Han var vant til at familien var der for hinanden og pludselig havde hun bare skubbet ham og alt andet fra sig, hvilket kun havde gjort det hele langt værre! ”Var du ikke stukket af, så ville du aldrig bære de mærker i dit ansigt!” tilføjede han i en mere vred tone, som han direkte pegede mod hendes ansigt, som havde det været direkte vansiret. Han måtte dog indrømme at hvem som end havde healet hende, så var det virkelig et godt stykke arbejde, for hun var ikke grim på nogen måde, hun var stadig lige så smuk som han altid havde husket hende som, så arrene gjorde ikke den store forskel. Og selvfølgelig var han ked af at han ikke havde været der til at hjælpe hende, men.. var hun blevet hjemme, så var det heller ikke sket, så i hans øjne bar hun de ar af egen skyld! ”Så du skal bestemt ikke stille mig det spørgsmål..” endte han langt mere roligt og dog.. tomt. Det var ikke fordi at han ville skændes med Alicia, ikke nu hvor Maggie var død, for det havde han virkelig ikke brug for, og det havde Alicia nok heller ikke når hun fandt ud af at hendes datter var død.
At hun fik tårer i øjnene, var vel en normal reaktion? Det var jo den samme Julien havde fået, da han havde fundet hende døende op ad træet med deres lille pige i hendes arme. Det var tydeligt at hun var i chok, selvom han ikke havde forventet andet. Han ville gerne have sendt bud efter hende noget tidligere, men han havde virkelig ikke anet hvordan han skulle sige det, så det passede perfekt at hun var dukket uanmeldt op. Han lod hende blot gå hen til sofaen, hvor han selv roligt gik hen til skydedørene, som han rullede op, hvor han stak hovedet ud og gjorde et tegn til Edward om at han skulle komme med Katharina, for den gamle vampyr kunne jo godt regne ud hvad der foregik. Edward nikkede blot stumpt, inden han gik af sted for at hente Katharina. Julien vendte sig roligt mod sin mor igen, der sad med ryggen til ham. ”Jeg ville have sendt bud efter dig, men.. jeg har haft travlt,” forklarede han sandfærdigt. Han havde haft travlt med at jage Malisha, for den kvinde skulle bøde for det med sit liv! Han vendte blikket mod døren, da Edward kom ind med den lille pige, som han tog imod, inden Edward gik igen og trak dørene for igen, så de igen blev alene. ”Men.. jeg har noget til dig,” svarede han roligt, som han gik hen mod hende, hvor han stod med sin egen datter i sine arme, imens han vendte blikket mod sin mor. ”Det er.. vores datter.” Han vidste at hans mor aldrig havde været meget for hans og Maggies forhold, og hvem kunne bebrejde hende?

[Deleted]

Alicia vidste til gengæld udmærket godt, at Julien var sur på hende og det var skam heller ikke fordi at hun bebrejdede ham for noget som helst, selvom hun faktisk havde taget Alecs død og bortgang temmelig hårdt selv. Måske ikke som Julien havde gjort det, for han havde jo virkelig set op til sin far, selvom det nu heller ikke var noget som man kunne bebrejde ham for, for manden havde virkelig været et forbillede for den unge knægt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om, om det var noget som man ville det eller ikke, så var der virkelig ikke noget som man kunne gøre ved det, om det var noget som man ville det eller ikke. Hun ønskede virkelig bare at vise sine børn, at hun var der for dem, for det var det som hun ønskede – endda dem begge to! En skilsmisse var noget som Maggie havde oplevet før, så det at hun ikke havde taget det så tungt igen, var noget som hun selvfølgelig var glad for. hun tav dog omgående ved Juliens ord, også selvom det gjorde hende irriteret, men han havde ondt, så meget kunne hun fornemme, så det var ikke noget som hun ville gøre værre end det som det allerede måtte være for hans vedkommende. At han refererede til arrene i hendes ansigt, var noget som gjorde hende vred, for hun havde været ude for at sørge, da det var sket! Det var ikke engang fordi at hun havde valgt at søge væk den aften! Hun sukkede dybt. ”Undskyld, Julien..” afsluttede hun stille. Det var jo heller ikke fordi at hun ville skændes med ham, hvis hun ellers kunne blive fri for det, for hun vidste udmærket godt, med det valg som hun havde foretaget sig, så var hun heller ikke helt populær i dette hjem.
At vide at Maggie var væk, havde virkelig været et kæmpe chok for Alicia. Hun vidste da slet ikke hvordan hun skulle reagere eller noget som helst. Hun havde da aldrig regnet med at skulle få den nyhed omkring hendes egne børn! Et sted så følte hun skyld. Hun skulle jo have passet på dem! Hun regnede ganske enkelt ikke med at Julien ville trøste hende, for han fandt det vel ganske akavet? Hun bed sig ganske svagt i læben og prøvede at få sine egne tårer under kontrol, selvom det virkelig ikke så ud til at gås om hun ville have det, hvilket var noget som i den grad også måtte irritere hende! Tårerne trillede uden stop, så hun lagde ikke engang mærke til at Julien gik ud til Edward. Lige hvad han skulle, var slet ikke noget som hun vidste, for hun lagde virkelig ikke mærke til noget som helst, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun blinkede let med øjnene, da Julien endnu en gang måtte snakke til hende, hvor hun vendte blikket stille mod ham. Noget til hende? Blikket faldt omgående på den lille pige i hans arme. Deres datter? Hun blinkede let med øjnene igen. Deres datter?! Hvorfor hørte hun aldrig noget som helst?! Hun tørrede sine øjne og prøvede igen at få bare lidt samling på sig selv. ”J-jeres datter?” gentog hun lettere uforstående. Lige nu kunne hun ikke samle sig om at skulle bebrejde dem for deres forhold, for hun havde aldrig bifaldt det på nogen måde! Hun rejste sig stille, selvom hendes gang var en smule vaklende. Hun snøftede ganske let, da hun gik tilbage til sin søn og sit.. barnebarn? Hun kunne da slet ikke forstå det! Hånden hævede hun og strøg den over hendes kind. ”H-hun er n-nydelig..” sagde hun med et tydeligt trist smil.

[julien]

Julien bebrejdede sin mor for meget, et sted bebrejdede han hende vel også for sin fars død? Det var måske ikke fair, og det var jo heller ikke fordi at det var hendes skyld at hans far var gået i døden, for det var jo risikoen ved at have det erhverv som han havde haft og som han selv havde taget over bagefter. Desuden så betød hans fars bortgang ikke længere noget for ham, for.. manden havde efterladt ham til et liv på egen hånd og så kunne han også bare blive væk! Om hans far var derude et sted, havde han på fornemmelsen, for han havde jo haft fat i Ilosonic, som havde forklaret ham at hans far faktisk havde bedt ham om at dræbe ham, så hans far måtte jo næsten have haft en plan, selvom han virkelig ikke kunne regne ud hvad den skulle gå ud på, for han havde jo opgivet alt! At hans mor undskyldte og slet ikke hidsede sig op, var noget som næsten måtte frustrere ham, for han vidste at han ramte et ømt punkt, så hvorfor ikke bare hidse sig op så han kunne få afreageret bare på en eller anden måde? Han betragtede hende med et næsten frustreret og hjælpeløst blik, da hun slet ikke gjorde noget, men bare undskyldte, han sukkede tungt, som han blot vendte blikket væk. Det var ikke fordi at han ønskede at skændes med hende, men så kunne han da slippe af med bare lidt af den enorme vrede han følte indeni, på grund af Maggies død. Men han var overbevist om at han nok skulle finde Malisha, når hun ikke var så kujonisk og gemte sig inde bag den mørke cirkels trygge rammer, for når hun først kom ud, så skulle han nok slå til!
At hans mor var ked af det, var naturligvis klart, eftersom hun havde mistet sin datter. Det var noget som selv havde taget hårdt på Julien, for han havde været den person der havde taget Maggies liv, hans egen elskede, noget som stadig kunne få tårerne op i hans øjne ved bare at tænke på. Han havde båret hendes lig med hjem, hvor han havde givet hende en værdig begravelse, som han havde stået og set hendes lig blive brændt og fået asken begravet i haven. For måske hun havde været død, men han havde bestemt ikke ønsket at hendes krop skulle rådne op, så små dyr kravlede ind i hendes kadaver og fulgte flået i hendes skind, for det var bare.. forfærdeligt! Han kunne stadig tydeligt huske, at han havde set ind i hendes blik, hørt hende bede ham om at ende sit liv, hvor han havde følt sig helt magtesløst. Han vendte kort blikket mod Katharina. Han hadede faktisk den tøs, eftersom det var den tøs’ skyld at Maggie var død! Han vendte blikket mod Alicia, da hun valgte at rejse sig og kom vaklende hen til ham, selvom han endte med at gå hende i møde, så hun ikke skulle gå så langt, da han var bange for at hendes ben ville knække sammen under hende. ”Nydelig?” gentog han lettere koldt. ”Den tøs er skyld i Maggies død!” vrissede han lettere hadefuldt. Det havde flere gange været fristende at tage livet af den lille pige, selvom han havde ladet hende leve på grund af Maggie. Han rakte Katharina til Alicia, da han var bange for at han bare ville gøre skade på den lille tøs. Han gik roligt hen til vinduet, hvor hans blik faldt ud mod haven. ”Jeg ved godt at du aldrig har været meget for mit og Maggies forhold mor.. og jeg bebrejder dig skam ikke for det. Men hun valgte at tage afstand til mig, fordi hun ikke mente jeg kunne klare at håndtere nyheden om hendes graviditet på grund af fars død.” Han knyttede hånden ganske let, selvom han endte med at vende blikket mod Alicia. ”Jeg var ikke en del af graviditeten, og da jeg ønskede at konfrontere hende, fandt jeg hende døende i skoven, med den lille tøs ved hendes side. Hun var blevet angrebet, og.. hun bad mig om at.. tage hendes liv,” fortalte han roligt, som han mærkede tårerne vælde frem i hans øjne. Nu vidste hun da besked om hendes datters død og tøsens fødsels.

[Deleted]

Alicia var godt kendt med at hun ikke var særlig populær ved Julien. Ikke fordi at det var noget som hun sagde det mindste til for det var vel stort set heller ikke fordi at hun klandrede ham for det. Hun havde gjort mange forkerte ting og det var noget som hun var udmærket godt kendt med, om det var noget som hun ville det eller ikke, så kunne hun ikke gøre noget ved det og det vidste hun godt. Hun var lykkelig sammen med Isaac og det kunne aldrig nogensinde falde hende ind at ændre på udfaldet for hun havde fået manden af sit hjerte, så selvfølgelig var det noget som vejede tungt ved hende. At hun ikke gav ham muligheden for at rase af, tænkte hun ikke over, men mere for deres begges skyld. Der ville ikke komme noget som helst ud af det, hvis hun hidsede sig op, det vidste hun også godt. Hun ville vel bare høre noget eller en masse som hun aldrig brød sig om på nogen måde! Hun vendte blikket mod ham. At han bestemt heller ikke var tilfreds med tingene her, kunne hun godt fornemme på ham. Hun vendte blikket stille ned af sig selv igen som han vendte blikket den anden vej. Ikke fordi at det var noget som hun ville kunne gøre noget som helst ved om det var noget som man ville det eller ikke, det var der heller ikke nogen tvivl om.
At vide at Maggie var helt død og borte, var noget som virkelig skar hende noget så frygtelig i hendes hjerte. Hun havde aldrig nogensinde regnet med at skulle høre nyheden omkring hendes bortgang, så selvfølgelig var det noget som spillede frygtelig godt ind for hendes vedkommende. Hun bed sig let i læben og selv med tårerne som fortsatte ned af hendes kinder. Hun regnede umiddelbart ikke med at skulle genvinde Juliens tillid som hans mor, men hun håbede bare at hun kunne gøre det bare lidt godt igen om ikke andet. At hun så ikke engang havde fået lov til at være her ved Maggies begravelse, var også noget som gjorde ondt. Skulle hun være så.. udeladt af det hele? Ikke fordi at det var noget som gjorde det bedre, for det var faktisk noget som gjorde ekstremt ondt at tænke på. Hun var hendes mor! Og havde ikke engang fået lov til at være der! De tårefyldte øjne vendte hun roligt op mod Julien endnu en gang og med den samme stille mine som tidligere. Den lille pige tog hun ganske forsigtigt imod og trak ind til sig. Hun mente det når hun sagde at hun var nydelig! ”Hun er noget af det mest bedårende som jeg nogensinde har set Julien..” Hun vendte blikket mod ham, hvor hun selv blev stående med hende trygt i armene. Hun var ganske rolig af sig og alligevel frygtelig, frygtelig nysgerrig! Hun strøg hånden stille over hendes kind og vendte blikket mod Julien endnu en gang som han begyndte at fortælle omkring den lille pige og Maggie, hvor hun tydeligt kunne mærke knuden i maven. Hun vendte sig mod den lille pige i sine arme igen. Var hun skylden til det store og massive kaos? Hun vendte blikket mod ham igen. ”Det.. det er ikke hendes skyld, at det skete, Julien..” Hun gik forsigtigt hen mod ham og med den lille pige i sine hænder. Han havde ondt, han beskyldte alle for det som skete også selvom hun vidste at det måske var.. sandt? At vide at han havde taget livet af Maggie, var selvfølgelig noget som gjorde virkelig, virkelig ondt for hende at vide! Hånden hævede hun som hun var kommet ham i møde, for at lade den stryge over hans kind. ”Du.. du gjorde det rette… Jeg skal nok tage hende med mig.. Det lover jeg..” hviskede hun stille.

[julien]

Det var så let at kaste skylden over på andre, hvor Julien klandrede en masse for alt det onde som var sket ham. Han vidste godt at det ikke var hans mors skyld at hans far var gået i døden, og han havde fundet ud af at det heller ikke var Ilosonics, det var hans fars egen! Den mand havde selv bedt om den skæbne han havde fået! Og et sted så var han for længst kommet over tabet af sin far, for Maggie havde hjulpet ham en del, selvom hun havde ødelagt hans humør igen, da hun pludselig var begyndt at afvise ham, det havde stået på i omkring de ni måneder, og alt sammen fordi at hun havde været gravid. Det havde virkelig været en tåbelig beslutning, for hvis han var far til barnet, så havde han også haft fortjent at vide besked! Og nu takket være hendes graviditet og fødslen af Katharina, så var hun død! Han følte intet for den lille pige, for han havde ikke været en del af tøsens graviditet, han husker det kun som et rent mareridt, fordi han var blevet afvist efter afvisning. Det var måske hans datter, men nu hvor Maggie var væk, han havde ikke knyttet noget bånd til tøsen, så havde han heller ikke lyst til at tage sig af hende. Desuden var pigen ikke blevet født på det tidspunkt, så var Maggie ikke blev dræbt den nat! Han kunne ikke lade vær med at skyde skylden på den lille pige, selvom hun var for lille til at vide hvad der foregik, skønt han flere gange havde hørt hende skrige, hvor han havde hørt fra tjenestefolkene at hun var hysterisk og umulig, men det var vel fordi hun ikke havde sin mor? Og det gjorde kun endnu mere ondt på ham. Han vendte blikket mod Alicia og Katharina, hvor det var tydeligt at den lille pige igen var rolig, men det var vel den effekt som hans mor havde? Det havde hun jo også altid haft på ham, og nu hvor hun var her, så følte han sig underlig.. tryg. Måske han klandrede hende for meget, og mange af hendes valg kunne han ikke acceptere og ville aldrig gøre det, men han holdt stadig af hende, han elskede hende stadig, for hun var trods alt hans mor. Han fandt bestemt ikke den lille pige bedårende på nogen måde, hvis den tøs ikke var blevet født, så var Maggie ikke død! Han bed tænderne fast sammen, som han undgik at vende blikket mod Katharina, da hun kun fik ham til at tænke på hendes mor og på hans mage, som var blevet taget fra ham. Han vendte blikket mod sin mor, da hun begyndte at gå imod hende og tilmed sige at det ikke var tøsens skyld, hvilket fik ham til at knibe øjnene ganske fast og dræbende sammen. Da hun løftede hånden for at stryge den imod hans kind, vendte han blikket væk, som tegn til at han ikke gad berøres, for det bragte ham et ubehag, og et frygtelig stort savn. ”Jeg ved at du vil passe godt på hende. Det ville.. Maggie også have ønsket,” svarede han dæmpet, som han roligt vendte de tomme brune øjne mod hende, som havde mistet sin glans, som var blevet helt matte af den sorg han følte. Han lod en hånd falde til Alicias nakke, inden han skænkede hendes pande et let kys, blot for at slå armene om sin mor, også som tegn til at han ikke hadede hende, men endnu holdt af hende og et sted også havde.. brug for hende?

[Deleted]

Alicia havde faktisk taget frygtelig hårdt på Alecanders død, så det at vide, at han gav hende skylden for det hele, var noget som faktisk gjorde ekstremt ondt og langt mere end det som man kunne have med at gøre. Hun var vant til at blive beskyldt, også selvom det klart gjorde ondt at vide, at Julien virkelig beskyldte hende så meget for det onde som var sket ham og så endda hans kære lille datter? Det var bestemt heller ikke fair overfor hende, for hun kunne da ikke gøre for det! Hun vendte blikket stille ned mod den lille pige som tydeligt også var faldet til ro i hendes arme, hvilket selvfølgelig også var noget som glædet hende rigtig meget. Det var virkelig ikke fordi at hun ønskede at være upopulær i hendes søns hjem og nu hvor Maggie var væk, så.. det var virkelig ikke til at forstå, for hun kunne virkelig ikke forstå det, og det var virkelig, virkelig slemt nok i sig selv! Hvad den lille pige hed, var endnu ukendt for hende, selvom hun vel fandt ud af det? Også fordi at hun skulle have den lille pige med sig tilbage til Isaac, for hvis det var dette at hendes søn ønskede af hende, så var det bestemt heller ikke fordi at hun ville svigte ham på denne her måde! Det var da noget af det sidste som hun ville!
At Julien vendte sig væk fra hende, var noget som faktisk gjorde ekstremt ondt, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hun ønskede virkelig bare at hjælpe ham og så meget som det nu måtte være hende menneskelig muligt. Hun vendte blikket mod ham, som han skænkede hendes pande et kys. Hun lukkede øjnene ganske let og vendte blikket så stille mod ham endnu en gang. ”Jeg vil gøre det så.. så godt jeg kan, Julien..” sagde hun stille, også selvom det var ord som hun rent faktisk måtte mene som intet andet! Det var hendes lille barnebarn! Og det var selvfølgelig noget som hun agtet at ønske og beskytte med alt hvad det måtte kræve af hende! Armen omkring hende, var noget som tydeligt fik det til at sitre i hende, for det at opleve en omfavnelse set fra hans side af, var slet ikke noget som hun havde regnet med på nogen som helst måde overhovedet, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Hun gengældte det dog selv med den største glæde, hvor hun lod armen glide omkring Julien, hvor hun trykkede ham tæt ind mod sig, også mest for at vise ham at hun var der. At han ikke var så vred på hende som hun havde frygtet at han ville være, var selvfølgelig noget som virkelig glædet hende, det var der heller ikke nogen tvivl om. Tårerne meldte endnu en gang sin ankomst i hendes øjne, selvom hun prøvede ikke at lægge mærke til det, så var det faktisk ikke så nemt igen! ”Jeg elsker dig, Julien.. Det må du aldrig glemme!” Hun strøg ham roligt igennem håret, idet hun vendte blikket stille mod ham. Hånden gled mod hans kind igen, mest af alt for at vende hans blik mod sig. ”Send bud efter mig hvis det er nødvendigt, ikke? Eller kom til Manjarno..” Hun kyssede roligt hans pande, nu hvor han alligevel var så tæt på hende. Hun elskede sin kære dreng, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig skulle komme til stykket, det var helt sikkert og på alle måder endda! Katharina blev roligt liggende på hendes arm. Hun betragtede blot Julien med sine store øjne.