Battle between titans!

[Deleted]

Matthews krop blev smidt der foran hende, med absolut ingen respekt. Hans livløse krop var blodig og beskidt afslørede store dele af den voldsomme kamp, der havde udspillet sig bag de murer. I det øjeblik Kimeya var kommet ud, var hendes hjerte sunket dybt ned. Nathaniel tog sig selvfølgelig af Faith og Kimeya, hun bebrejdede ham bestemt ikke, for hun vidste hvilket bånd de havde, men det gjorde ondt at Faith så hende som en konkurrent, for hun ville ønske, at de begge ville komme ud derfra i live, ingen af dem fortjente døden. Denne gang havde hun trukket det korte strå. De isblå øjne stirrede på den blodige krop foran hende. Der var ingen puls, intet tegn på liv. Hans øjne var så døde, hun forventede næsten et sted at han ville spærrer blikket op, og se på hende med det intense blik, der fik hende til at smelte, men det forblev til hendes store skuffelse, uændret. Eniqa lænede sig over hans krop. Hendes ben havde valgt at strække, og hendes hjerte hamrede så umådelig hårdt. Begge hænder knugede omkring Matthews klæder, næsten som forsøgte hun at holde sig tæt ind til ham. Hun ville ikke forlade ham, men hun ville ikke være i stand til at gå foreløbig, så hun måtte jo bare blive her natten over? Tårerne strøg lydløst ned over hendes kinder. En fri hånd slap ham stille og lagde sig mod hendes mave. Hun var endnu ikke blevet stor, men hun vidste at hun bar på en lille, et barn som Matthew rent faktisk ønskede. Hvorfor skulle han forlade hende, hver gang hun endelig blev i stand til at få den familie, som hun altid havde ønsket sig?! Et sted så var det ret ironisk, at selv når hun elskede ham, så hadede hun ham for deres turbulente fortid, men når manden forlod hende, følte hun det som var der ingen solskinsfyldte dage. Eniqa hørte udmærket Nathaniel kondolere, hun valgte blot at ignorere det, for at høre ham sige det, var kun en kold bekræftelse, på den virkelighed der skulle gå op for hende. Hun kastede et næsten skulende blik mod Faith og Kimeya. Hun var så kærlig, og han virkede.. lettet over at se hende vente. Matthew havde kæmpet bragt, det kunne hun se. Et sted følte hun vel et stik af jalousi, over at se dem sammen? De havde en familie, de kunne tage hjem til deres vidunderlige børn, mens hun snart skulle forberede sig på at starte en op alene, hvis naturen ville tillade hende at leve så længe, vel og mærke. Det at Matthew var væk, stillede hende selv langt værre, hun var handicappet, skadet, uden ham ville hun slet ikke være i stand til at kæmpe sig igennem en hverdag. Ansigtet begravede hun mod hans bryst, indåndede hans duft. En anelse desperat forsøgte at vikle hans arme omkring hende, men hver gang hun slap dem, faldt de slap ned langs hendes side. ”Hver sød, jeg beder dig ikke forlade mig. Ikke igen,” hendes hæse hvisken var præget af hendes gråd, hendes krop skælvede ind mod ham, hun forsøgte at søge den tryghed ved ham, som hun altid havde gjort, men uden videre held. Der var intet at gøre, hendes bønner blev endnu engang ikke hørt, hvad pokker gjorde hun for at fortjene det hver eneste gang? ”Kom nu, Matthew,” hviskede hun stille, og næsten håbefuldt, også selvom hun vidste bedre.. Hun vidste at han ikke ville vågne.

[Kimeya Marvalo]

Alene den tanke om at Kimeya havde været i Arenaen for ren og skær underholdning, var noget som direkte gjorde ham sur, for han var langt mere end bare ren underholdning! Han havde slået Matthew på fair vis, han… fik om muligt lov til at beholde sit liv, men det kom helt an på omstændighederne og hvor hurtigt Nathaniel kunne stå der for ham. Han havde direkte bedt Faith om at blive hjemme, for uanset hvad, så skulle hun slet ikke have lov til at se ham i denne forfatning, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til, for det var for sent. Synet af hende stå der og vente på ham, var noget som et sted gjorde ham.. glad? Ikke fordi at han direkte havde regnet med den reaktion, men han havde det virkelig heller ikke godt. Han ønskede bare at komme hjem, få Nathaniel til at tjekke ham igennem som han altid gjorde, komme op i sengen, hvilke og så være klar igen i løbet af en dag eller to, selvom det nok krævede langt mere denne gang, hvilket var noget som han egentlig bare måtte acceptere, selvom det faktisk var svært for ham.
Den beskidte og grusede vej under Kimeya, var noget som virkelig gjorde ondt at ligge på, hvor selv blikket hvilede på Faith. Han kæmpede direkte for en normal vejrtrækning, for han havde virkelig ondt og han var bestemt heller ikke typen som begyndte at jamre og klynke, selvom det vel var tydeligt i hans blik, at han ikke havde det for godt? At hun var der for ham, var selvfølgelig en hjælp, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde ham fuldt så rolig som det han just havde håbet på, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Hans øjne var tårefyldte, trods det at han godt vidste, at han ikke var ude for fare endnu, selvom det nu var noget som han nok skulle finde ud af. Han havde magtfulde nære i sin omkreds – heldigvis! Han valgte at nikke til hendes ord. Hun var der for ham – et sted så vidste han jo at det var noget som hun.. altid havde været. Han hyperventilerede en anelse, for han havde det virkelig ikke særlig godt, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han lukkede øjnene let. Han skulle gå hjem? Han kom sgu da aldrig nogensinde hjem i denne forfatning! Hans kind var endt malet i hans eget blod, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde det mindste til på nogen som helst måde overhovedet. ”Det.. det kan du sagtens sige..” Det var slet ikke fordi at han ønskede at vrisse af hende, men han var faktisk bange. Det var ikke ofte at han sagde det, men denne gang var han virkelig! At hun tog fat omkring ham og fik ham op i siddende stilling, var noget som virkelig skar i hans ryg og maveregion, for det gjorde virkelig ondt. Han kom med et kraftigt støn af ren og skær smerte, hvor han kraftigt var endt med at stivne igen. hans øjne var klemt sammen, idet han direkte kæmpede sig op stående, selvom det gjorde langt mere ondt, hvor han selv kom med et halvkvalt skrig af ren smerte! Han kunne jo ikke støtte på det ene ben! Armen endte omkring hende, idet at han bare forsøgte – så godt som det nu var ham muligt at følge hende. Han skulle hjem og det skulle være nu!

//Out

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde ganske rigtigt det bedste forhold til Faith hvis man endelig skulle placere hende og Eniqa ved siden af hinanden. Det ændrede dog ikke på det faktum at han vidste, at dette var noget som klart også måtte påvirke dem begge to, ikke fordi at han ønskede at gøre et stort nummer ud af det, for det var Faith som han var der for. Hånden lagde han roligt mod hendes skulder, hvor han gav den et roligt og blidt klem. Han var der for hende og så længe at hun var klar over det faktum, så var han skam også storslået tilfreds, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han lod hovedet søge let på sned. ”Hårde ord, Faith,” endte han med en ganske stilfærdig mine, selvom han dog udelukkende godt kunne forstå hende, for nemt kunne det bestemt heller ikke være, om det var noget som man ville det eller ikke. Selvfølgelig lettet over at se Kimeya i live, selvom det vel bare var et spørgsmål om tid i den forfatning? Han lod Faith tage manden med sig hjemover, selvom han tydeligt kunne se, at det gik langsomt. Han havde ondt.. virkelig ondt.
Nathaniel vendte sig stille mod Eniqa som lå med Matthew. At hun havde fået lagt sig som lå han med armene om ham, var noget som efterlod ham med en klump i maven. Umiddelbart kunne han ikke direkte gøre noget ved det, hvilket et sted var noget som gjorde.. ondt? Han brød sig ikke om at se folk i smerte på den måde. Ikke mere. Et sted kunne man vel godt sige at hendes bønner blev hørt? Halvvejs om ikke andet? Han gik roligt mod hende, idet at han roligt valgte at knæle ved hendes side. Blikket søgte direkte til deres skikkelse. Matthew var død og borte, også selvom det var ham tydeligt at manden havde kæmpet for sit liv – for Eniqa og den kommende lille som hun måtte bære i sit indre. Selv Nathaniel måtte respektere Matthew i denne situation. De havde måske haft deres intriger igennem tiden, udelukkende på grund af Liya, men de havde faktisk været i stand til at snakke roligt og frit uden en hævet stemme til sidst. Han vendte de mørke øjne mod Eniqa. ”Jeg er ked af dit tab, Eniqa.. Lad mig hjælpe dig..” endte han roligt. Hun havde brug for hjælp, så meget vidste han, også selvom det slet ikke var hans mening at fremstille hende svag eller noget lignende hen af dette, for det var slet ikke hans mening på nuværende tidspunkt. Hånden hævede han roligt, kun for at stryge den over Eniqas hår, et sted også for at fange hendes opmærksomhed. Han havde ondt af hende og det som hun pludselig skulle have at slås med, for det var virkelig.. synd. Han synes virkelig heller ikke at det var fair overfor hende, selvom han vidste at Matthew havde været en torn i dronningens øjne, så et sted var det vel kun for det bedste. ”Du kan ikke blive liggende med ham her..” endte han dæmpet, dog med en ganske stilfærdig mine. Den var dog langt mere.. medfølende end det som den normalt ville have været det, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. Han blev siddende på hug, afventende til om hun i det hele taget ville lade ham hjælpe eller ej.

[Deleted]

Eniqa forstod udemærket at Faith så på hende som en fjende, igennem det her, også selvom det gjorde ondt, for hendes ønske, ville bestemt være at de begge ville komme gående ud, også selvom hun allerede på forhånd havde været klar over, at den drøm var direkte urealistisk. Netop inden Matthew var gået ind, havde hun givet ham nyheden om hendes graviditet, hun havde gemt det, netop for at sikre sig, at han ville give ham for at komme tilbage til hende. Nu sad hun endnu engang her, med hans døde skikkelse foran sig. Denne gang ville han ikke komme tilbage til hende, det vidste hun, ligesom hun også var klar over, at det kun ville være et spørgsmål om tid, inden hun ville være tvunget til at skulle følge ham, for hun ville ikke have en chance for at klare sig uden ham, det eneste hun vel kunne håbe på, var at hun ville overleve til efter hendes egen fødsel? At Faith, Kimeya og Nathaniel også var der, var ærlig talt ikke noget hun længere bed sig mærke i. Kimeya var i live, Faith havde vundet, om hun ønskede at se det sådan. Eniqa forsøgte endnu at klamre sig ind til hendes afdøde forlovede, forsøgte at ligge hans arme omkring ham, også selvom det var helt og aldeles forgæves, taget i betragning at manden var død. Nathaniel havde tydeligvis fået øje på hende igen, nu hvor Faith og Kimeya var på vej bort. Hun vendte sig ikke mod ham, hun kunne godt klare sig uden hans medlidenhed! Man kunne vel roligt sige, at Matthew med årene, havde gjort hende mere kold, og mere kynisk, selv på trods af den blide personlighed hun var, men dette var bare mere end hun kunne tackle. Tårerne trillede lydløst ned over hendes kinder. Han duftede endnu som sig selv, også selvom han var død, og dette var noget der snart ville ændre sig. Hun havde mistet begge hendes Igleéias brødre, og nu hvor hun mistede Matthew, var hendes første tanke, til hendes egen dårlige samvittighed, hvor meget hun fortrød at have slået Maurus ihjel, hvad skulle hun gøre uden ingen af dem? Nathaniels stemme var så varm og blid, men i det store og det hele, så hjalp det hende ikke, det bragte ikke manden tilbage! Hun rystede på hovedet, uden at værdige ham så meget som et blik, det hvilede endnu mod Matthew. Hun havde forsøgt at forberede sig på dette, men det var tydeligvis ikke lykkedes hende.”Han skulle være far, Nathaniel. Vi skulle have været en familie,” det overraskede hende, hvor behersket hendes tone egentlig var, også selvom hun dirrede og skælvede. Hun var endnu i chok, det var ikke rigtigt gået op for hende, hvad dette måtte betyde endnu. Hun klamrede sig til liget, skjulte hendes ansigt, mod hans beskidte og blodige bryst. Hende og Matthew havde været så meget igennem, hun havde måttet kæmpe for at stå hvor de stod, den Matthew der var kendt, ville ikke have haft noget med hende at gøre, han ville ikke have ønsket sig en familie, hun havde virkelig kæmpet, og nu blev det hele taget fra hende igen, bare.. sådan? ”Jeg efterlader ham ikke her,” mumlede hun stædigt. Han skulle ikke ligge der på den kølige jord, hun ville sige rigtigt farvel! Hånden gled mod hans kind, hun plantede et direkte længselsfuldt kys mod hans læber, som forventede hun direkte at det ville få ham til at åbne.. Han besvarede end ikke. Hendes hjerte sank. Det var virkelig ikke retfærdigt!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde udmærket godt spottet Eniqa og selvom hun stod som den tabende i denne situation, så kunne det slet ikke falde ham ind bare at stå og glo på hende ligge der og prøve at knuge sig ind til Matthew og med hans arme om sig. Ud fra hans skader, så var det tydeligt at han havde kæmpet for sit liv og det samme med Kimeya. Selvfølgelig var det en skam at det var en af de to som skulle gå tabt, men.. sådan var reglerne nu og da, og det var desværre ikke nogen som han bare kunne bøje som han havde lyst til. Det var måske noget som han havde været i stand til for frygtelig mange år siden, men det var bestemt ikke noget som han kunne gøre mere. De mørke øjne hvilede på hendes skikkelse. Alene den tanke om at hun skulle slås med det hele selv, og nu hvor Maurus også var væk. Et sted ja, så var.. Maurus vel altid en mand som havde været der for hende og nu var de væk? Begge to? Han lyttede til hendes ord, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde hele situationen bedre for ham. Om ikke andet, så kunne det slet ikke falde ham ind at skulle lade hende ligge. At se Eniqa blive malet rød af Matthews blod, var noget som virkelig selv måtte skære i hans sind, for han var kommet til at holde af kvinden som lå ved ham. Selvom han aldrig havde haft noget til overs for manden personligt, men det var jo trods alt selv noget som havde formået at ændre sig med tiden, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. Han bed sig svagt i den ene underlæbe, for det var noget som gjorde det hele så forbandet kompliceret! ”Jeg er virkelig.. ked af det, Eniqa,” sagde han dæmpet, selvom det var ord som han faktisk måtte mene oprigtigt. Sådan som hun måtte ligge og klamre sig til ham, så var det også tydeligt, at hun heller ikke var klar til at give slip på manden. Den juble som tog af inde i Arenaen gjorde det også kun tydeligt for ham, at de meget snart burde søge væk herfra, hvis de ikke ville fanges i krydsilden. Han ønskede virkelig art hjælpe hende, for det at lade hende ligge på denne her måde, var bestemt heller ikke noget som faldt ham ind og specielt heller ikke når det måtte komme til hende. Hendes ord og hendes kys mod hans læber, næsten som hun forventede at han skulle gengælde det, var noget som svagt fik ham til at smile, selvom det virkelig gjorde ondt at se.. så frustreret og desperat efter at få ham til at vågne, selvom hun vidste at det ikke ville ske. ”Jeg bærer ham, Eniqa.. Vi er nødt til at komme herfra..” Han blev dog stående. At presse hende ville han vel heller ikke få det mindste ud af i det store og hele. ”Eniqa, du kan heller ikke blive her sammen med ham.. Kom med til Marvalo Mansion.. Der kan du være i sikkerhed.. Og jeg kan hjælpe dig.” Han havde ondt af hende, og selvfølgelig var det noget som selv måtte ramme hans utrolige samvittighed, for han kunne da slet ikke drømme om at efterlade hende bare sådan! Og specielt ikke i den tilstand, når det var tydeligt og oplagt, at hun slet ikke kunne det selv!

[Deleted]

Risikoen havde været der. Det værste var næsten, at hun ikke havde været synderligt bekymret. Matthew var dygtig, han havde altid været udemålig stærk og stædig. Kimeya var en ældre herre, og med mange krigsskader, måske det lød hårdt, men hun havde umådeligt svært ved at forstå, hvordan Faith kunne gå som den vindende, det var ikke retfærdigt! Hun kunne ikke sidde her alene tilbage! Forbandede warlocks! Dette var jo direkte meningsløst! Det var ikke længere for at skille fårene fra bukkene, for Matthew havde bestemt ikke været svag, og det var tydeligt også på Kimeya, at han havde kæmpet en brag kamp. Tårerne trillede lydløst ned over hendes pludselige blege kinder. Det føltedes som hendes hjerte var sunket ned i maven, frem for at banke i hendes bryst. Hvordan kunne det gøre så ondt hver gang?! Han skulle nok komme tilbage til hende, det var han for pokker nødt til!Hun knugede hans skikkelse ind til sig, forsøgte at få ham til at holde om hende, for det var hvad hun behøvede ligenu. End ikke Maurus ville være der, til at passe på hende denne gang, med andre ord så var hendes chancer umådeligt ringe.. Den frie hånd, hvilede mod hendes mave. Der var en lille bule, for hun var jo faktisk allerede et godt stykke henne. Den familie var hendes drøm, og Matthew var endnu engang blevet hende frataget, og skulle hun ende med at gå bort, så ville hun tage hendes kommende lille med sig, slå det ihjel, og den tanke var direkte dræbende. Hendes krop var direkte malet i hans blod. Hendes hænder skælvede, det sitrede i hele hendes krop. Jublene og tilråbene var end ikke stoppet endnu, hvilket heller ikke gjorde det bedre, faktisk gjorde det hende kun mere ophidset, mere vred. Det ville være et spørgsmål om tid, før de ville skulle forlade arenaen, og så kunne de ikke sidde her. Ligenu var Eniqa dog mildest talt ligeglad, hun efterlod ham ikke her, for udstilling! Nathaniel forsøgte at trøste hende, det var gået op for hende, men Matthew havde voldtaget hans forlovede.. ikke på en blid eller empatisk måde overhovedet, hun havde set det med egne øjne, og det plagede hende stadig, i hendes søvn, hun vidste med andre ord, at han ikke havde det mindste til overs for manden, og at han var tæt knyttet til Faith, ligenu kunne han ikke trøste hende! HUn skjulte sig mod Matthews blodige brystkasse. ”Ikke nu;” hviskede hun grådkvalt, halvt om halvt til Matthew og halvt om halvt, henvendt mod Nathaniel. Hendes læber endte mod Matthews efterhånden kølige, ikke blot en med flere gange, som forventede hun direkte at han ville gengælde dem, overraske hende som han altid gjorde, men til hendes store skuffelse, blev han bare.. liggende. ”Jeg lader ham ikke ligge her, Nathaniel!” denne gang valgte hun direkte at hæve stemmen overfor ham. Der var ikke noget at diskutere. ”Kimeya er i live, Faith kan have ham for sig selv, jeg skal ikke i nærheden af det forbandede sted, jeg skal ikke i nærheden af den forbandede mand, eller tilbage til jeres elendige dronning!” det var næsten svært at råbe, eftersom gråden kom i vejen. De isblå øjne var blevet vendt mod ham. Det var ganske vist forkert at rette vreden mod Kimeya, men ligenu var hun bare frustreret, hun skulle bestemt ikke tilbage til mørket, og hendes familie var blevet hende frataget, hun var svag. Hendes hjerte bankede fast og hurtigt, det var første gang nogensinde, hun havde råbt af Nathaniel. Hendes hænder var følelsesløse. Hun så direkte opgivende på dem, som de begge hvilede mod Matthews bryst: ”Skønt,” mumlede hun vredt.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste godt at Eniqa ikke havde det nemt, og selvfølgelig gjorde det ondt at se manden falde bort på denne her måde, men han kunne virkelig ikke gøre noget ved det på denne her måde. Han vendte blikket mod hende. Hun var knust, hvilket var noget som han godt kunne forstå sig på, for det var faktisk også en følelse som han forstod sig på, for han havde været igennem det, og selv det havde været forbandet hårdt for ham! Han vendte blikket stille mod hende og med den samme bekymringsfulde mine. Det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at efterlade hverken Matthew eller Eniqa her. Fortiden med Matthew var der rodet bod på. han havde ladet den stridsøkse blive begravet og det var bestemt heller ikke noget som han sagde noget til, for han var ikke den type som bar nag, for han ønskede faktisk at hjælpe hende – et sted også fordi at han følte at hun fortjente det, og det var jo også tydeligt at det var noget som hun virkelig havde brug for efterhånden. En ting var jo at Eniqa var gravid, men at det jo så var et ønske som selv Matthew havde siddet inde med, var noget som han tydeligt godt kunne se ellers ville hun heller ikke reagere som hun gjorde ved at ligge ind mod det blodige lig. Han blev siddende i knæ foran hende. Jublen var ved at tage af, hvilket også måtte indikere at det var på tide at komme derfra, for han vidste allerede nu, at hvis dette var noget som alle warlocker eller dem med blodet i årene skulle igennem, så ville de heller ikke tøve med at smide Eniqa for løverne, og det var bestemt heller ikke noget som han ønskede sig på nogen måde, for det var bestemt heller ikke noget som hun havde fortjent og ej heller i hans øjne. At hun direkte måtte hæve stemmen, forundrede ham nu heller ikke, selvom han vidste at det slet ikke var henvendt til ham, og alligevel så.. var det ganske forkert at vende den mod Kimeya, for han havde gjort hvad han kunne og det var tydeligt at selv den mand var kraftigt medtaget og stadig måtte kæmpe for sit liv, for han var virkelig kommet galt af sted. ”Jeg beder dig heller ikke om at lade ham ligge,” endte han ganske stilfærdigt. Han kendte hende ganske enkelt ikke så godt som man et sted ville have håbet, men han forsøgte det om ikke andet. Han lagde hånden roligt mod hendes skulder som han gav et let klem. Han krævede selvfølgelig ikke at hun skulle blive i Marvalo Mansion, men hun havde brug for et sted at være, at føle sig tryg og et sted hvor hun kunne få den nødvendige hjælp igennem hendes svangerskab. ”Du vil være mere tryg der, end du vil blandt så mange andre, Eniqa. Et sted hvor du kan få den nødvendige hjælp og.. en begravelse til ære for Matthew.” endte han roligt og med den ganske kortfattet og stilfærdig mine, for løgn var det jo ikke engang. Han ønskede faktisk bare at hjælpe hende så godt som det var ham muligt, for et sted så følte han faktisk at han skyldte hende det, selvom.. det gjorde han vel ikke? At hendes hænder endte følelsesløse, var noget som et sted gjorde ham bekymret. Han vendte blikket alvorligt mod hende om med den samme kortfattede mine. ”Du kan ikke blive liggende her sammen med ham..” Hans stemme var alvorlig og seriøs, for han nægtet at lade hende ligge her, for det ville jo kun gå galt før eller siden, om det var noget som man ville det eller ikke, for løgn var det jo trods alt ikke.

[Deleted]

Det var ganske vist for sent at skrue tiden tilbage. Matthew var faldet, og hans død ville ikke være til at ændre uden videre, hvilket hun udmærket var klar over, men ikke desto mindre, så blev det ikke på nogen måde lettere, hendes hjerte føltes endnu tomt, der ville mangle noget til den dag hun selv ville falde bort. Hun bar hans barn.. en lille skikkelse, som han direkte havde plaget hende om endelig at få, og nu hvor de endelig kunne blive en familie, så skulle han falde bort? Hans død ville blive hendes, og et sted så var et en tanke der næsten lettede hende, for hun kunne virkelig ikke overskue, at skulle stå op hver morgen uden at vågne op til hans blændende smil, og isblå øjne. Det hun så måtte frygte mest, var at det ligeså ville bringe deres kommende lille med i døden, for det var slet ikke et sted, at endnu en lille skabning burde indfinde sig. Tårerne trillede lydløst ned over hendes blege kinder. Den enorme jublen aftog aldrig, de fejrede direkte hans død, selv på trods af, at han havde kæmpet en brav kamp! Nathaniel var bekymret. Det var et spørgsmål om tid, før de utallige warlock, ville begynde at strømme ud fra arenaen, og i så fald, så var der stor sandsynlighed for at hun ville blive hånet, måske endda slået ihjel for at vise sig så svag, direkte at lade sig trykke af den enorme sorg der tyngede hende, trak hende med ned. Hvad angik Nathaniel, så fandt hun ham direkte irriterende i dette øjeblik, for han skulle bestemt ikke komme og tro, at han faktisk kendte til den smerte der direkte prikkede i hendes bryst. Hendes hjerte føltes tungt, som en protest mod at skulle banke så meget som et slag, uden hendes kære Matthew til at lade det banke for. Hendes krop skælvede, hun lå dækket af hendes elskedes blod, forsøgte forgæves, at få ham til at holde om hende. Det var sjældent hun blev vred, men smerten gjorde hende direkte hjælpeløs, hvilket var nok til at efterlade hende et sted, hvor hun ikke var i stand til at bunde, hun kunne ikke føle andet end vrede, og næsten direkte.. had, henvendt, ikke kun mod Kimeya, men hele hans familie, hvilket på ingen måde var retfærdigt, men lige nu var hun ærlig talt ligeglad! Kimeya havde været slemt tilskadekommen, hans liv var i overhængende farer, et sted ønskede hun ham vel næsten død? Også selvom hun aldrig havde været en direkte hævngerrig kvinde. ”Jeg kan ikke gå, Nathaniel! Du kan ikke både bære ham og mig, dum er jeg ikke!” udbrød hun direkte vred. Hendes stemme var direkte grådkvalt og stakåndet. Svangerskabet ville blive problematisk nu. Hvad havde hun at leve for? Blikket gled stille i, ved det blide klem mod hendes skulder. Hun kunne ikke tænke rationelt, og det var i det store og det hele, hvad der var galt. ”Jeg sætter ikke min fod på det sted!” hendes tone afslørede den tydelige beslutsomhed, hun var bange.. og vred nok til direkte at hoppe på Kimeya hvis hun så ham, og det ville hendes gode hjerte ikke kunne bære. Blikket betragtede Matthews fredelige skikkelse. Hun slap ham meget stille, og nikkede. Hun kunne ikke blive, det havde han ret i. ”Udmærket,” var det eneste hun fik frem. Det smertede hende, tanken om at skulle forlade ham her til offentlig beskuelse. Hun kunne hverken gå eller føle, hendes hjerte hamrede ubehageligt hurtigt. Hvad pokker skulle hun egentlig gøre herfra?

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var udmærket godt kendt med tabet af en som man virkelig måtte holde kær. Han havde trods alt også mistet Liya på selveste deres bryllupsaften for tid tilbage, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til. Lige nu så ønskede han egentlig bare at han kunne få hende med sig væk og Matthew med, for det var ham kun tydeligt at hun ikke ønskede at efterlade manden her, og det var faktisk også noget som han godt kunne forstå. Han bed sig let i læben som han lod hovedet søge let på sned. At hun reagerede aggressivt var faktisk noget som han godt kunne forstå, for løgn var det jo ikke. Han havde reageret på helt samme måde efter alt det med Liya, selvom lykken havde valgt at tilsmile ham allerede dengang, så selvfølgelig var det også noget som gjorde sit for hans vedkommende. ”Det forhindre mig ikke i at prøve. Jeg vil ikke se dig sidde her og blive.. hånet og nedgjort.. sågar tvunget igennem det samme, fordi at du har warlocken i dit blod, Eniqa!” endte han med en mere stilfærdig stemme, for han ønskede jo bare at hun kom i sikkerhed. Hjemme ved Kimeya ville det være mest oplagt, også fordi at hun ville være i sikkerhed der, samtidig med at han ville være i stand til at tilse hende, hvilket var noget som gjorde det hele langt nemmere for hans vedkommende. Han sukkede dæmpet og næsten opgivende til hendes ord, som han let rystede på hovedet. Han forstod godt hendes reaktion, selvom den dog stadig måtte frustrere ham af den grund, for det gjorde den i den grad, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han gik helt ned i knæ ved siden af hende, selvom han ikke gjorde noget yderligere end dette, for han ønskede heller ikke at presse hende til noget, for han vidste, at det ikke ville være noget som han fik noget ud af. Han lod hånden roligt vandre igennem hendes hår. Warlockerne ville være herude hvert øjeblik det skulle være, og han ønskede egentlig bare at få hende med sig væk derfra! ”Jeg kan hjælpe dig der..” forsøgte han. Han havde i den grad også Kimeya at skulle se til og den mand kæmpede jo stadig for sit liv, så han skulle også af sted og helst så hurtigt som det nu måtte være ham menneskelig muligt, for han havde virkelig ikke alverdens med tid, om det var noget som man ville det eller ikke. Han smilede ganske let. ”Godt.. Så kom hen til mig.. Jeg kan tage ham på min ene skulder og hjælpe dig med min anden arm..” Han tog ganske forsigtigt fat i Matthew og fik ham kæmpet op på sin skulder. Selv Matthew var en godt og vel stor mand, så hans dødsvægt var faktisk tung, men hvad gjorde man ikke for venner? Han betragtede faktisk Eniqa som en ven. Han vendte sig mod hende derefter, som han satte sig i stilling så det ville blive nemmere for ham at komme op. Han lagde den frie arm omkring hende. ”Hjælp det som du kan.. Så får jeg dig i sikkerhed og væk herfra..” endte han sigende og med en ganske stilfærdig mine, for det var bestemt heller ikke noget som stod til nogen former for diskussion. Matthew forblev slapt omkring hans skulder, idet at han gjorde et fast, dog kraftigt forsøg på at komme op på benene.

[Deleted]

Dette var et tab, hun virkelig ikke var sikker på, at hun var i stand til at bære. Hun havde mistet ham en gang før, og hun havde aldrig fået svar på, hvordan det var lykkedes ham at vende tilbage til hende, men denne gang var hun virkelig ikke så sikker på, at det samme ville ske. Hendes krop skreg efter hvile og ro, det havde udmattet hende, at bære den bekymring for flere dage, og alligevel havde hun været så forbandet selvsikker, det var ikke en fejl hun nogensinde ville begå igen! Snart ville de mange warlocker søge ud, de ville finde hende her, desperat efter at få en død mand til at holde om hende, og med tårerne trille ned af kinderne. Enhver vidste at hun direkte bar warlock blodet, selvom det ikke direkte var kommet frem i form af en race, de ville ikke tøve med at stille hende for det samme, om hun var gravid eller ikke, og selvom hendes chancer var virkelig små, så ville hun om ikke andet gøre sit, for at barnet ville overleve dette, for at hun kunne forholde sig i live til den lille ville komme, til hun give liv til den rest der skulle leve videre af Matthew. Det lignede hende på ingen måde, at være så aggressiv. Hendes hjerte hamrede hårdt, det gjorde ondt i hele kroppen, både psykisk og fysisk, hun var forvirret, for hvordan skulle hun i virkeligheden reagere, selv på trods af at hun havde været forberedt på det? For første gang forlod hendes våde øjne Matthew, og gled i stedet mod Nathaniel. Han havde ret, de var nødt til at prøve. ”Vi kan gøre forsøget. Men tving mig ikke til at forlade ham,” bad hun med en direkte tiggen. Hun kunne ikke forlade ham, han fortjente om ikke andet en grav, en værdig begravelse, som deres datter senere ville kunne besøge, en grav som hun selv kunne blive placeret ved siden af, for hun var ikke i stand til at overleve dette, takket være Alaster, han havde gjort hende direkte hjælpeløs, og Nathaniel vidste det ligeså. Hun ønskede skam sikkerhed og tryghed, ikke mindst for den lilles skyld, det var ikke godt for barnet at hun stressede på denne måde, og hun ønskede ikke at miste både hendes forlovede og hendes baby på samme aften, ikke endnu engang, og denne gang var Maurus der end ikke til at passe på hende. Hun nikkede stille. Skridt var allerede begyndt at komme tættere, der var opstået mere uro. Hun fulgte ham med blikket som han valgte at samle Matthews lig op, og kaste det over skulderen. Flere tårer begyndte igen at trille, det var direkte ubærligt! Alligevel fik hun kæmpet sig på benene. Det overraskede hende næsten, at hun overhovedet var i stand til at føle så hurtigt efter, det plejede at varer timer. Hun klamrede sig til Nathaniel, støttede sig med omtrent hele hendes vægt. ”Bare et stykke” mumlede hun ligeså meget henvendt til hende selv, som det var til ham.. De skulle ikke gå langt, blot langt nok, til hun selv ville være i stand til at komme rigtigt på benene igen. Yderst vakkelvorn forsøgte hun sig med et par skridt, bevægede hun sig ved hjælp af ham bort fra selve arenaen, forsøgte om ikke andet, for nemt var det bestemt ikke, hun kiggede ikke tilbage, ikke igen, der ville kun møde hende rædsler.

//OUT

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste godt at de ikke havde alverdens med tid, men han agtet at tage dem begge med sig, for han ville virkelig finde det dybt tragisk hvis hun skulle falde lige så og deres kommende lille barn, for det var virkelig ikke retfærdigt. Han vendte blikket stille mod hende og med den samme rolige mine, for det var slet ikke noget som man ville det eller ikke. Han rystede stille på hovedet. ”Det kunne aldrig nogensinde falde mig ind,” forsikrede han roligt. Han kunne ikke drømme om at forlade Liyas døde krop hvis det var det, så var det bestemt heller ikke noget som han kunne kræve af hende, og det var slet ikke noget som kom til at ske på nogen som helst måde! At hun endelig vendte blikket mod ham i stedet for, var noget som han var glad for. Han ønskede faktisk at hjælpe hende og han ønskede også at vise hende det. Ganske rigtigt så havde Matthew gjort Liya ondt, men han havde snakket det igennem med manden og selv Liya så ud til at klare sig udmærket, så der var heller ikke nogen grund til at køre mere rundt i den sag set i hans øjne, for det var jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være. Han fik endelig bakset Matthew op på skulderen, selvom det var noget som gjorde ondt. Manden var jo trods alt tung og han kunne se hvor hårdt Eniqa tog på det, men han ønskede faktisk at hjælpe hende igennem det på de måder som han nu kunne gøre det, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det jo trods alt bare sådan at det endelig måtte være på denne her måde. Armen låste han omkring Eniqa som han endelig måtte tvinge sig op på benene, selvom det bestemt heller ikke var nemt på nogen som helst måde overhovedet, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han vendte blikket mod hende, som han holdt hende ind mod sig og direkte hjalp med at holde hende oppe. Han forsøgte da om ikke andet, for han ønskede at vise hende at han var på hendes side og det var faktisk hele vejen. Han ønskede slet ikke at stå og vidne til at de ville tvinge hende igennem det, for han vidste og havde allerede fundet ud af at den nye leder ikke var en som man skulle komme på tværs af. Hun var en kvinde med ben i næsen – hvilket vel også var grunden til at Jaqia i det hele taget tillod hende at fortsætte med at gøre som hun gjorde? Ikke fordi at det var noget som han ville blande sig i, for det var ikke hvad han tænkte på. ”Lad os komme væk herfra..” Han gik ganske forsigtigt væk fra Arenaen og videre mod Marvalo Mansion. Ganske forsigtigt, også fordi at han ville være helt sikker på at han ville have hende med sig, for det var det som var det vigtigste – at hun fik bevægelsen igen og samtidig også kom i sikkerhed, selvom det ville være at bringe hende tættere på hendes ’fjende’ men det var vel også noget som selv hun kunne se bort fra i denne nødens stund?

//Out