Battle between titans!

[Deleted]

Alene det at se at Kimeya knapt nok kunne holde sig stående på sine ben, var selvfølgelig noget som virkelig måtte fryde Matthew, for han havde bestemt heller ikke tænkt sig at tabe denne sag. En ting var at Kimeya var en gammel warlock som sikkert også havde mange gode tricks i ærmerne, men han var bestemt heller ikke en som man selv en som man skulle undervurdere af den grund, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han havde Eniqa hjemme og tøsen var endda gravid med hans barn, så selvfølgelig var det en som han virkelig brændende ønskede at komme hjem til og han skulle i den grad nok kæmpe sig frem til at kunne vinde! Han ville forsøge om ikke andet! Og det var uden det mindste tøven!
At se Kimeya kæmpe sig op på benene igen også selvom han ikke kunne støtte på det ene var selvfølgelig noget som virkelig måtte fryde ham som intet andet overhovedet, om det var noget som man jo så ville det eller ikke. Manden var ved at være vred, selvom det bestemt heller ikke var noget som han var ene om på dette punkt, det var da helt sikkert! Han knyttede næverne direkte og trådte et skridt tilbage, som han selv dannede en lysende kugle i hans egen hånd. Selv var han ved at være træt, for han var slet ikke vant til disse magiske dueller. Det var alt for mange år siden, så selvfølgelig var det noget som gjorde ham usikker, for han ønskede virkelig ikke at tabe denne kamp! Han havde sit med Kimeya fra før af og han vidste at han selv ikke stod særlig populært her til lands, hvilket selvfølgelig også var noget som spillede frygtelig, frygtelig godt ind for hans vedkommende og det var bestemt heller ikke på nogen god måde, det var helt sikkert! Han kneb øjnene direkte fast sammen. Den kugle som Kimeya dannede sig, var noget som direkte kom bag på Matthew, for han kunne udmærket godt mærke, at der blev lagt en frygtelig stor kraft i den og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som han anså som nogen god ting for hans vedkommende. ”Forbandede..” Mere nåede han ikke at sige før Kimeya havde kylet den direkte efter ham. Han selv kastede sin egen mod den, selvom den slet ikke var stærk nok til at stå imod, hvor den bare blev fejet af banen. Matthews pupiller trak sig fuldkommen sammen idet at kuglen ramte ham direkte i brystet. Der lød et kraftigt knæk, idet at den søgte direkte igennem og knuste muren som stod bag ham. Matthew var røget adskillige meter bagud og landet direkte i jorden. Han gispede kraftigt efter vejret, hans sår blødte voldsomt og hans krop lå og rystede. Muligheden for at komme op på benene var allerede væk igen, for han havde virkelig ikke kontrol over sin egen krop. Adskillige ribben var blevet knust, den ene lunge var kraftigt punkteret og han kunne knapt nok få luft, selvom det var noget som han virkelig kæmpet for. Han klemte øjnene fast sammen, hvor han vendte blikket mod sin ene hånd hvor han dannede en ganske så lille kugle. Det som kostede ham den sidste energi som han havde, for han vidste godt at udfaldet var sket. Han sendte den direkte til himmels, idet at han faldt tilbage til jorden. Han gispede stadig. Han lå direkte og kæmpede for sit liv!

[Kimeya Marvalo]

Nu kom silkehandskerne af! Kimeya havde fået nok! Og det var bestemt heller ikke fordi at han havde regnet med at dette var en kamp som han skulle tabe, for det var slet ikke noget som han havde nogen intentioner om på nogen som helst måde overhovedet! Han ønskede hjem til familien, han ønskede hjem til Faith og hans kære børn og vise dem at far endnu havde det i sig! At han kunne beskytte dem som en far burde gøre; Det var hans drivkraft, han vidste nemlig hvad det var at han måtte komme hjem til og selvfølgelig var det noget som betød ekstremt meget for ham! For ikke at glemme at han vidste hvad Matthew havde gjort ved Liya, så var det bestemt heller ikke noget som kom bag på nogen i det hele taget, for den tøs var virkelig som en søster for ham, så et sted så han også på det her som en hævn for hende. Han havde virkelig været rasende da han havde fået at vide hvad den mand havde gjort ved hende!
At hans kugle direkte fejede Matthews af vejen, så var det også tydeligt at der var knald på den, selvom det nu heller ikke var noget som han selv sagde det mindste til. Denne kamp gik ud på liv og død, så her følte han at han godt kunne tillade sig at være egoistisk og kæmpe for sin egen skyld, for det var i den grad også det som han gjorde og det var uden det mindste tøven på nogen måde! Han ønskede virkelig ikke at gøre det hele værre end det som han var nødt til, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende. At kuglen så direkte skulle søge igennem manden, var nu heller ikke noget som han direkte havde regnet med. Tvært imod så havde det.. forundret ham. Han blinkede let med øjnene som han så til at Matthew røg direkte i jorden og uden at rejse sig igen, men lå i det som man næsten måtte se på som små kramper. Han var kold i røven overfor det. Det var dog alligevel frygtelig mange år siden at han havde slået ihjel sidst. Kuglen som Matthew sendte til vejrs, var noget som han tydeligt holdt meget godt øje med, for han tog bestemt heller ikke chancen så længe at manden endnu måtte være i live. Han åbnede hånden, hvor hans stok direkte fløj tilbage i den og lagde sig, så han havde noget at støtte sig op af. Han havde ikke den bedste balance og efter at hans ben var blevet skambidt og det hele, så var det i den grad også noget som tydeligt måtte gøre ondt! Han kunne slet ikke støtte på det længere, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var da hel sikkert. Han fnøs ganske kortfattet. ”Gameover Matthew.” Et sted så var det en ting som næsten måtte lette ham at han kunne få lov til at sige, selvom… ja, det var alt for længe siden at han havde taget et liv sidst. Blikket gled endnu en gang hen mod manden som tydeligt måtte ligge og kæmpe for sit liv. Med stokken så bevægede han sig hen mod ham, selvom det var yderst varsomt. Kuglen som han havde sendt til vejrs, var noget som næsten gik i glemmebogen igen.

[Deleted]

Matthew vidste allerede at dette var ovre for hans vedkommende, men han var slet ikke færdig endnu! Tanken om at han ikke ville være der til Eniqas fødsel, var noget som virkelig skar mere i hans hjerte end det dræbende slag havde gjort! Hans blik søgte op mod den store og mørke himmel. Konstantin havde fået sin vilje og nu lå han der i gruset i Arenaen og han vidste udmærket godt, at han ikke kom op igen. Tårerne samlede sig i hans øjne. Han havde ondt – han havde virkelig ondt, også selvom han ikke rigtigt kunne gøre meget andet end at sidde der og vente. Han lukkede øjnene og med et svagt gisp, selvom han slet ikke lystede at give op endnu. Han ønskede sig hjem til Eniqa og hjem til deres kommende lille! Hun kunne ikke klare det uden ham og han vidste det jo udmærket godt!
Hvad Matthew havde gjort ved Liya måtte han ærligt erkende var noget som var gået i glemmebogen. Hans blik faldt mod den store himmel over ham. Det begyndte at regne og det begyndte at blæse op, selvom det nu heller ikke var noget som han kunne tage sig af som sådan. Han knyttede næverne let, selvom han slet ikke prøvede at komme op, for han vidste udmærket godt, at det ikke var noget som han ville få det mindste ud af på nogen måde, selvom det virkelig var noget som gjorde noget så frygtelig, frygtelig ondt. En tåre gled ned af hans kind, selvom det slet ikke var noget som han kunne styre og det var bestemt heller ikke fordi at han var sentimental, for det var han virkelig ikke! Det var bare et nederlag som han slet ikke ønskede skulle ske. Det kostede ham alt for meget at tabe det her og det var noget som virkelig gjorde ondt! Smerten i hans bryst var virkelig intens, det brændt og det blødte virkelig også voldsomt og uden det mindste tegn til at skulle stoppe. Han kneb øjnene fast sammen, idet han selv gjorde et fast ryk med hånden, hvor han sendte kuglen direkte fra den store himmel og direkte ned mod Kimeya. Hvis den ramte ham, så ville den ramme ham i ryggen og – hvis Matthew var heldig, så ville den slå manden ihjel. Han skulle vide hvad han havde gjort, han skulle vide hvad dette betød for ham at tabe og hvor mange det gik ud over i den anden ende! Dette var noget som kostede ham den sidste energi som han havde og med det kraftigt blødende sår, så gik det hele også mod sin ende. Han sang på sidste vers hvor selv det sidste ord måtte blive sunget, idet han faldt sammen på jorden og denne gang bare blev liggende. Han åndede ud for en sidste gang og bare endte med at blive liggende på den kolde jord.

//Out

[Kimeya Marvalo]

Kampen var ved at gå mod sin ende, hvor selv Kimeya kunne mærke den lettelse som han kunne mærke i sindet. At manden virkelig havde kæmpet måtte han dog give ham, selvom det nu heller ikke var noget som han tog sig af som sådan, for hvorfor skulle han? Selvfølgelig var det altid trist at skulle sige farvel til en stor mand som Matthew var, for han havde faktisk Kimeyas respekt, men han var nødt til at tænke på sig selv i denne stund og det var uden det mindste tøven. Han vendte blikket roligt mod ham, som han måtte ligge der og gispe og kæmpe for sit liv, selvom det var spildt, hvilket de bedste vel udmærket var klar over? Kimeya kunne selv mærke at han var langt mere rolig nu og det var i den grad også en dejlig følelse og fornemmelse, det var slet ikke noget som han ønskede at lægge det mindste skjul på. Kampen var dog ikke færdig før manden var død og det at skulle gøre et nådestød for at slippe ham for hans lidelse var en tanke som var faldet ham ind så mange gange til nu.
At Matthew gjorde et kraftigt ryk med hånden var noget som han hurtigt lagde mærke til, selvom det var noget som kraftigt måtte få ham selv til at stoppe op. Han blinkede let med øjnene, hvor han endelig kom i tanker om det. Kuglen i himlen! Han nåede kun lige at vende blikket op, idet at han så at den kom susende direkte ned fra himlen af og direkte ned i hans ryg. Et skrig brød kraftigt hans læber, idet at det selv lød et voldsomt knæk, idet at den søgte direkte igennem ham og direkte ned i jorden under ham, hvor hans ben direkte kollapsede og gav efter under ham. Den havde dog ikke ramt ham ved brystregionen, men længere nede. Han gispede kraftigt og tog sig til maven, hvor det begyndte at bløde. Han rullede om på ryggen hvor han lagde sig, hvor selv stokken måtte ligge ved siden af ham. Matthew havde givet op og ladet sig glide hen i dødens favntag, så meget kunne han se, for manden lå fuldkommen stille nu. Kimeya gispede let efter vejret og hyperventilerede kun en smule. Han bed tænderne kraftigt sammen og endte med at lægge sig helt om på ryggen da det begyndte at regne. Det var nu heller ikke fordi at det var noget som gjorde ham noget som sådan. Han var en fighter og det var bestemt heller ikke fordi at han ville give op endnu! Benet sitrede og det gjorde forbandet ondt. Han kunne jo ikke engang støtte på det mere! Han vendte blikket op mod tribunepladserne med en træt mine. Han sukkede let idet han greb ud efter stokken idet han gjorde et forsøg på at komme op, selvom det bare ikke ville det som han ville!

[Deleted]

At se kampen gå mod sin ende, var noget som fik et tydeligt veltilfredst smil til at glide over Konstantins læber. Han havde håbet på at Kimeya ville sætte Matthew på plads, selvom han til tider havde været usikker på kampens forløb, for begge var store modstander, begge var to fighter der ikke gad at give op, så det var tydeligt at se at de havde givet alt i sig, selvom det bare ikke havde været nok for Matthews vedkommende. Det var noget som naturligvis måtte glæde ham, for selvfølgelig var det trist at man mistede en så stor mand, men på den anden side havde han stået som landsforræder, han havde været en torn i øjet på Jaqia og hun måtte vel være henrykt over at han faktisk havde fået ram på Matthew? Selvom fortjenesten af Matthews død var Kimeyas. De mørke øjne søgte roligt til Matthews skikkelse, som han tydeligt kunne se manden tage det sidste åndedrag for at falde i døden. Blikket faldt derefter på den kugle som søgte direkte ned fra himlen og ned mod Kimeya, som blev ramt i ryggen, ikke fordi det rørte Konstantin det mindste, for han måtte faktisk sige sig at være yderst imponeret over Matthews kampgejst, han havde bogstaveligtalt kæmpet til det sidste, det måtte man give ham! At se Kimeya vælte omkuld, fik kun Konstantin til at trække på smilebåndet, døde manden var det naturligvis ærgerligt, men han ville ikke gøre det mindste for at hjælpe manden, eftersom det var imod Arenaens regler. Det var ikke første gang at begge kæmpere var gået i døden, for det var faktisk sket et par gange, fordi de havde været jævnbyrdige.
Konstantin forsvandt i et mørkt lysglimt, som han dukkede op nede i arenaen i midten mellem Matthew og Kimeya. Regnen der skyllede ned over Arenaen var noget som han et sted måtte nyde, det var som om den skyllede alt det dårlige bort så man kunne starte på en frisk. Han fremmanede to warlocks, hvor han vendte blikket mod dem og gjorde et nik mod Matthews lig. De vidste hvad de skulle gøre. Han gik roligt hen imod Kimeya, som endte med at ligge for hans fødder. Et næsten følelsesforladt smil gled over hans læber, som hele hans ansigt udstrålede den kølighed og kyniskhed der lå til en warlock. ”Det gjorde du godt Kimeya. Endnu engang vil man komme til at høre om dit navn; Kimeya.. manden der slog landsforræderen Matthew Igleéias ihjel.” Han trak en anelse på smilebåndet, selvom han så noget så sarkastisk ud. Han lænede sig en anelse ind over Kimeya, hvor det var tydeligt at han ikke ville hjælpe manden. ”Det strider imod reglerne at hjælpe dig, men jeg kan hjælpe dig hjem, da det ser ud til at du får brug for det, og så kan du få lov til at pleje dine sår derhjemme,” endte han stilfærdigt, som et tydeligt grin gled over hans læber, som han rettede sig op igen. Han fremmanede endnu en ung warlock. ”Få manden hjem,” endte han lettere kortfattet, som den unge warlock tog omkring stokken og derefter om Kimeya og lod dem forsvinde i et mørkt lysglimt. Konstantin vendte sig rundt og lod blikket falde mod tilskuerpladserne der var ved at blive tømte, som det havde været aftenens sidste kamp. Et skævt og dog tilfredst smil gled over hans læber, som han selv forsvandt i et mørkt lysglimt, og forlod arenaen.

//Out

[Kimeya Marvalo]

Matthews sidste træk var ærlig talt slet ikke noget som Kimeya havde set komme og det havde virkelig ramt ham som et chok, selvom han slet ikke havde haft nogen mulighed for at nå at reagere, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så kunne han virkelig ikke gøre noget som helst ved det. Han gispede kraftigt som han havde mødt den kolde grus under ham, hvilket bestemt heller ikke var noget som man kunne sige, var særlig godt for hans sår, for det var virkelig noget som gjorde ondt. Han knyttede næverne fast. Det blødte nu alligevel ganske godt og med hans ben, så vidste han at han skulle have fat i Nathaniel så snart at han kom hjem – hvis han kom hjem i live om ikke andet, for han havde det virkelig ikke for godt. Han havde slået Matthew, selvom det virkelig ikke havde været nemt. Manden havde kæmpet for et eller andet, det var noget som han havde kunne mærke på hans kampgejst, selvom han ikke vidste hvad det var, så var det noget som et sted gjorde.. ondt? Han havde fået hævnet Liya for det som manden havde gjort ved hende, hvilket selvfølgelig var noget som han var frygtelig glad for, for det havde hun fortjent! Ingen mand skulle nogensinde røre hende på den måde igen!
At Konstantin kom ham i møde, var noget som fik ham til at vende blikket op mod manden. At han skulle ligge for hans fødder var bestemt heller ikke noget som gavnede ham på nogen som helst måde, selvom.. ja, der var ikke noget som man kunne gøre ved det. Han klemte øjnene fast sammen og bed tænderne fast sammen. Hver gang han trak vejret føles det virkelig som han blev stukket i ryggen med en kniv og det var virkelig noget som gjorde forbandet ondt! At han ikke ville hjælpe var nu heller ikke noget som måtte forundre ham som sådan. Han lukkede øjnene let, idet at de andre warlocks dukkede op. Han vendte blikket mod Matthews døde krop som bare lå der. Han var en landsforræder, men Kimeya kunne virkelig ikke lade være med at se op til manden. Han stod op for sine holdninger og meninger og skulle straffes for det – for ikke at følge bølgen ligesom alle andre. Han gispede kraftigt, idet at en anden warlock endte med at tage fat i ham og hjalp ham op, for det gjorde virkelig ondt! ”For fanden da!” hvæsede han af sine lungers fulde kraft, idet han vendte sig mod den mand som havde fat i ham. ”Nej! Jeg skal ikke hjem i denne fatning!” Han stoppede derved denne warlock i at få ham hjem på magisk vis. Han pegede med en tydelig blodig hånd mod indgangen til Arenaen, for det var den vej som han ville. Matthews krop blev ført forbi ham, idet at han selv med tydeligt vaklende og ekstremt smertefulde skridt måtte føre sig den vej, for.. han ville egentlig bare væk derfra og helst så hurtigt som det nu måtte være ham menneskelig muligt. Warlocken støttet ham, selvom han ikke sagde så meget som et eneste ord. Det var jo hans gamle leder, selvom Kimeya vidste at det var ved at være mange år siden. Han var ligbleg, kunne ikke støtte på det dårlige ben som han mere eller mindre bare trak med sig henover jorden efter sig, selvom det kun gjorde det langt mere smertefuldt. Stokken knuget han i sin hånd. Den gave fra Faith ville han da slet ikke miste!

[Silia D. Diamaqima]

Det mørke tæppe på himlen, var langsomt begyndt at lysnes. Faith stirrede mod den, med trætte øjne. Det var flere timer siden de var taget afsted, og selvom himlen nu endelig synes lysere, så følte hun, at hun blot stod der i en længere evighed. Hendes hjerte slog kraftige slag mod hendes bryst, hun var stoppet med at vandre frem og tilbage forbi portene, for flere timer siden, udelukkende fordi Nathaniel havde påpeget for hende, at hun burde spare på den smule energi hun havde tilbage. Den blide vind legede med hendes flammerøde lokker, kærtegnede hendes kind, som havde det næsten været et forsøg på at berolige hende. Denne aften ville det ikke være muligt. Selv udefra kunne hun høre når magier strøg gennem luften, hun kunne forestille sig hvad der foregik bag de vægge, også selvom hun på ingen måde ønskede at se det for sig! Et sted inde bag, var der en ilter flamme, der forsøgte at påvirke hendes vrede, og nu hvor hendes tålmodighed efterhånden var gået i sig selv, så var det heller ikke spor svært. Hænderne var knyttet, hendes negle borede sig ind i hendes håndflade. Det var flere timer siden, at hende og Nathaniel havde sagt så meget som et ord til hinanden, hendes tanker havde været et ganske andet sted. Den kraftige puls, slog i hendes hovede, mod hendes tindinger, hun var udmattet, hun var kold og hun var bekymret. I sit eget stille indre, gentog hun den samme hadfulde tale mod warlocker. De blev kaldt dæmonerne? Det blev sagt at de var djævlens værk, de var de ubarmhjertelige?! Blikket gled i. Hun trak den kølige luft kraftigt ned i lungerne. Dette var et spørgsmål om magt, disse var hendes fjender, også selvom det slet ikke var tiden til at se sådan på det. Hun ventede hvert øjeblik på at de porte skulle gå op, som de havde gjort for flere timer siden, da Cedric var kommet ud. Slemt tilredt, men ikke i en sådan grad, at hun frygtede for hans liv. Hun var ganske vidst stolt af ham, men at sætte en mor i den situation, at skulle stå bag en dør, holdt tilbage, og ude af stand til at gøre det mindste, og blot håbe på at se hendes søn igen, det var en tanke som måtte gøre hende direkte vred. Det var de samme tanker der drev igennem hendes sind konstant. Junior havde taget Cedric med sig hjem, det ville være hans tur senere, og selv Faith var klar over, at før eller tiden ville deres held løbe ud. Hun tvang sig ud af hendes egen lille tankebobbel, og lod istedet blikket falde mod porten. Der var blevet stille. Helt stille. Hendes hænder var fugtige. Indtil videre havde hun nægtet at vedkendes den tanke, at hun kunne risikere at miste Kimeya. Men nu hvor stilheden havde lagt sig, nu hvor hun stod i den tomhed, så gik det op for hende at han var oppe i alderen. Han var en skadet mand, han var ikke længere den Kimeya hun havde mødt for utrolig mange år siden, han var ikke længere uovervindelig. Hun kastede et blik på en kvinde, der sad under et træ. Hun så rolig ud. Selvsikker. Faith sank en klump, pludselig var hun umådelig usikker. Før hun kunne nå at dele hendes tanker med Nathaniel, gled portene op endnu engang. Hendes øjne fyldtedes med tårer. Tiden stod stille, og hun kunne ikke gøre noget ved det. Hvad hvis det ikke var Kimeya der ville træde igennem? Det var en tanke der end ikke var til at bære.

[Deleted]

Kampen havde været i det som Eniqa måtte føle som en evighed. Selvom det var forholdsvist køligt, så havde hun taget kappen af, og istedet lagt under hende, hvor hun nu sad med ryggen lænet mod et større egetræ. Barken borede sig en anelse ind i hendes ryg, det var ikke videre komfortabelt, men det var i det store og det hele ligemeget. Hendes hånd hvilede mod hendes mave. Der var endnu ikke så meget som antydningen af en bule, men hun vidste at den ville komme. Havde hun vidst alt dette skulle ske, havde hun vidst at de ville blive fundet, så ville hun i den grad have fortalt ham om den kommende lille ny noget før, og ikke have ventet til de stod uden for disse porte. Et sted følte hun sig magtesløs, hun havde ingen idé om dette udfald, hun havde skam hørt om Kimeya, hun vidste også at han var af en ældre kaliber, hun vidste dog også at Matthew havde for vane at undervurdere hans modstander. Hun håbede at han ville kæmpe, hun havde givet ham noget at kæmpe for, og hun kunne virkelig ikke andet end at bede. Hun havde grædt. Tårene var nu, flere timer senere, tørret ind, og sad som spor af salt ned over hendes kinder. Hende og Faith havde end ikke sagt et ord til hinanden, et sted så var det som om de selv var i krig på nuværende tidspunkt, hun havde en smule ondt af Nathaniel, og samtidig med at det faktisk måtte gøre en anelse ondt, at hjælpen var så tæt på, men til dels tilegnet en anden. Gåsehuden havde meldt sig, hårene på hendes arme og i nakken havde rejst sig, og det var ikke kun på grund af den kølige luft. Faith havde også lagt mærke til det. Der var blevet stille. De sidste timer, havde hun forholdt sig fuldstændigt i ro, ikke mindst fordi hun ikke ønskede at skulle stresse sig selv. Hendes hjerte begyndte at hamre i en helvedes fart mod hendes bryst. Et sted ønskede hun næsten at dette blot ville vare ved, at de porte ikke ville gå op, hun frygtede mere sandheden end det at være uvidende. Ganske roligt, trak hun sig op på benene, med kappen knuget i hendes hånd. Hun slog den om hendes nøgne skuldre, og nød kun den varme der pludselig tog til omkring hende. Hånden lagde sig igen mod hendes mave, hun strøg kærtegnende over den, som forsøgte hun at berolige den lille mere end hun selv lod sig berolige. Stilheden var vel et klart tegn på, at kampen var lakket mod sin ende? Hun trådte en anelse tættere på, holdte dog sin afstand til Faith. Rygterne var faktisk sande, hun var en skræmmende kvinde, også selvom hun så ganske almindelig ud... hvilket selvfølgelig kun gjorde hende mere skræmmende. Hun rystede tankerne fra sig, trak kappen tættere om sig, og stirrede så intenst mod porten, at hun nærmest forventede, at den ville gå op, hvis blot hun stirrede nok. Hun bed sig uroligt i læben. Dette måtte virkelig ikke slå fejl.

[Nathaniel Diamaqima]

At kampen i Arenaen havde taget så lang tid, var noget som et sted selvfølgelig som bekymrede Nathaniel, selvom han prøvede at holde sig i skindet, selvom det bestemt heller ikke var nemt. Han havde et relativt godt forhold til både Matthew og Kimeya, også fordi at han kendte dem begge. Han vidste godt at Matthew fortrød det som han havde gjort overfor hans kære Liya, også fordi at han havde set hvordan manden havde ændret sig efter at han havde været sammen med Eniqa. Et sted så glædet det ham selvfølgelig glædet det ham at han kunne ændre sig så meget, for det var noget som virkelig kun måtte lette ham, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han vendte blikket roligt i retningen af Faith som stod ved hans side. Hun var rastløs, han kunne både se og fornemme det på hende, for han kendte hende jo lige så godt! Masken havde han på – ligesom han altid havde når han var ude i offentligheden. Ikke fordi at han direkte var skamfuld over det som Liya havde gjort ved ham, men mere fordi at han ønskede at spare folk for det syn, for han vidste godt at han ikke var meget at prale af. At Eniqa lige så også måtte være til stede havde han allerede lagt mærke til. Han gik lidt frem og tilbage mellem dem, også mest for at få tiden til at gå, men også for at få dem alle sammen til at være bare lidt rolige når det endelig skulle gå mod sin ende, for det var det som han ønskede sig, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig skulle komme til stykket. Lige nu stod han ved Faith, hvor han roligt lod hånden søge mod hendes skulder, også mest for at vise hende, at han også måtte være der for hende. Og ikke mindst for Cedric, for de vidste alle sammen, at den arme knægt også skulle igennem det på et tidspunkt, om det var noget som man ville det eller ikke, så var det virkelig ikke noget som hun kunne gøre noget ved. Han ville støtte hende. Moralsk set også så længe at det var ham menneskelig muligt selvfølgelig. ”Det er snart forbi Faith..” sagde han roligt, som han igen vendte blikket mod porten. Den var lukket og det var kun folk af warlock som måtte sidde derinde, hvilket selvfølgelig også var noget som han kunne høre. Han kunne høre hvordan de måtte juble, hvordan de måtte buhe og det hele. Lige hvem det var vendt mod, vidste han ikke og energierne kunne han ikke skille fra hinanden, for det var virkelig intenst på den anden side af de høje murer ind til Arenaen! At dørene gik op, var noget som tydeligt måtte fange hans opmærksomhed, ligesom han kunne fornemme at det måtte fange hendes. Han lagde hånden roligt mod hendes overarm og holdt hende stående på stedet. Selv var det svært for ham i det hele taget at afgøre hvem det var som var kommet helskindet igennem opgaven. Stokken som Kimeya måtte have i hånden og benet var noget som alligevel måtte afsløre det for ham. Det var den mand som var kommet levende fra det. ”Gode gud..:” Han var direkte chokket over synet. Han slap stille Faith, kun for at vende sig mod Eniqa. Han var nødt til at holde sig i skindet, også for deres begges skyld. Kimeya havde tydeligt brug for hjælp, for han var virkelig tilskadekommet!

[Kimeya Marvalo]

Alene den tanke om at Cedric skulle igennem det samme her, var noget som virkelig gjorde ondt på Kimeya. Måske at knægten ikke var af den samme kaliber som ham selv og måske at han ikke skulle møde en modstander som han har gjort det, så var det selvfølgelig noget som gjorde ondt. Han støttede sig ind til den warlock som førte ham ud af Arenaen, selvom det virkelig gjorde ondt og det gik virkelig langsomt! Såret i maven blødte kraftigt og det samme med det i hans ben, men han var virkelig for stædig til at tage hjem på denne her måde, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han bed tænderne kraftigt sammen og med øjnene så fast sammenknebne, at man skulle tro at det måtte være løgn. Han lagde virkelig ikke mærke til at Faith havde taget turen til Manjarno for at møde ham her, så var det bestemt heller ikke noget som gjorde det meget nemmere for ham på nogen som helst måde overhovedet. Han gispede let, hvor hans hånd tydeligt skælvede, for han ville ikke give slip på den stok som han havde i sine hænder. Det var noget af det mest værdifulde som han havde, så det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som måtte sige så lidt, var det? Han vendte blikket stille frem for sig, da warlocken gjorde ham opmærksom på at der var nogen der til at tage imod dem, selvom det slet ikke var noget som han kunne forstå som sådan, om det var noget som man ville det eller ikke. Han gispede ganske let, idet at han næsten følte en.. lettelse ved synet af Faith?
Matthew blev ført roligt ved siden af ham, selvom han blev trukket henover jorden og bare smidt til side, da de var kommet udenfor kun for at forsvinde igen, hvor de lod ham ligge tæt op af muren, hvor manden blev liggende uden at røre sig. Det var dog ikke det som Kimeya lagde mærke til. Hans blik hvilede i retningen af Faith. Han var slet ikke i tvivl om at det måtte være hende! Det røde hår kunne han selv så tydeligt se i månens lys. Så guddommelig som hun var som intet andet overhovedet. Et svagt træk fandt dog alligevel vejen til hans mundvige, idet han blev tvunget til at stoppe op. ”F-Faith..” Hans stemme var knapt nok noget som man kunne høre, også fordi at han virkelig var afkræftet. Den mand havde virkelig givet ham kamp til stregen og for hans vedkommende, så kunne man jo egentlig heller ikke sige at kampen var færdig, om det så var noget som man ville det eller ikke. Hans ben endte dog direkte med at give efter under ham, idet at han røg ud af warlockens greb og direkte ned i jorden hvor han endte med at blive liggende. Han gispede let efter vejret. Warlocken vendte bare om og forsvandt igen. Han ville bestemt heller ikke for tæt på Faith hvis han ellers kunne blive fri for det! Liggende på maven og halvvejs på siden i den kolde og hårde grus, så vendte han blikket mod dem. Han magtede virkelig ikke noget som helst. Hans ben sitrede og sad fuldkommen forkert. Knoglen var virkelig bare blevet knust og med såret i hans mave, så havde han virkelig også forbandet ondt!

[Silia D. Diamaqima]

Nathaniel havde stået ved hendes side i flere timer, forsøgt at støtte hende, også selvom hun havde skåret ham af hver eneste gang. Det var bestemt hårdt Hendes maske var ligeså kold, lige så glat som de gange hun havde optrådt som en leder, for der var ingen måde hvorpå hun kunne tackle dette som Kimeyas forlovede, som en ganske normal kvinde, det gjorde for ondt, med tanken på konsekvenserne. Det kunne ikke ses, men i virkeligheden var hun direkte syg af bekymring. Det gippede i hende ved den pludselige hånd der greb om hendes skulder. Hun kastede et blik over den, og lod det møde Nathaniels skikkelse. Hun forsøgte at skænke ham et smil, men det endte ud i en halvvejs grimasse. Istedet lod hun stille hovedet dale mod hans skulder, for et kort øjeblik, bare for at finde trøs for få sekunder. ”Der er så stille,” påpgede hun med hæs stemme. Der var flere timer siden, hun sidst havde sagt et ord. Måske han havde ret, måske det var over lige om lidt. Hun sank en klump, og kastede endnu et blik på Eniqa, der tydeligvis havde bidt sig mærke i det samme, for hun var hurtigt kommet på benene. Det var bestemt ikke hendes mening at afvise hende, men lige i denne sag, kunne hun ikke andet, end at se den kvinde som en fjende.
Den pludselige buhen og jublen var noget der kun gav hende en stor klump i halsen. Kampen var helt afgjort færdig. Hun rettede sig op, lod neglene borer sig ned i hendes håndflade, lod den fysiske smerte tage lidt af den psykiske, hun allerede havde fået . Portene gik op. Det første der fangede hendes blik, var de umådelig mange warlocks der sad på deres rækker, og endnu buhede og jublede, pegede, og lo som havde det været en aften i teateret. Foragten fyldte hendes sind nok til at hun end ikke så Kimeyas skikkelse i første omgang. Det slog hende hvor mange der var. Dæmonerne var ganske vidst en stor race, men så mange samlet.. på et sted? ”Hvor er de mange,” hviskede hun næsten imponeret til Nathaniel. Hans ord, var dog der der fik hende til at vende opmærksomheden mod Kimeya. En bølge af lettelse skyllede ind over hende, og lod de millioner af sten, der havde samlet sig i hendes bryst falde. For flere sekunder, var hun som frosset på stedet, han var virkelig ilde tilredt! I samme øjeblik han gled i jorden, satte hun i løb, og måtte direkte kaste sig mod ham. Den ru jord skabede hende knæ, ikke at hun tog sig af det. Ganske stille gled hånden mod hans kind. Hun sendte ham et stille smil. ”Du gjorde det!” udbrød hun i en stille begejstring. Hun lod blikket søge efter de mange sår, det store på hans overkrop, var det som specielt måtte fange hendes blik. Hun skubbede blidt hans hånd væk, og lagde istedet pres på for ham. ”Nathaniel!” kaldte hun med bestemt tone. På trods tårerne kæmpede for at få lov at falde, så gjorde hun intet ved det, Kimeya skulle først og fremmest have den nødvendige hjælp! Den indre vrede gjorde det desuden, svært for hende at holde sig i skinnet, så fristende det var, pludseligt at flambere det halve publikum. En warlock mindre, ville i øjeblikket være det hele værd!

[Deleted]

Eniqa trippede lettere nervøst. Den enorme blanding mellem jublen og buhen forvirrede hende, for hvem ville de egentlig holde med? En mand der havde vendt dem ryggen, for at være sammen med fjenden, eller Matthew som havde vendt dronningen og landet ryggen, for at være sammen med hende? Eniqa følte et stik af samvittighed, var Matthew død, så ville det til dels have været hendes skyld og.. hun rystede på hovedet, Matthew kunne ikke være død. Nathaniel havde holdt øje med hende på afstand, han kendte til hendes tilstand, og derfor beroligede det hende, at han var til stede, også selvom det ikke var med hende. Armene gled stille omkring hende selv. Hun havde ikke en at søge trøst ved, men hun ville nyde at kunne putte sig i Matthew’s favn. En havde tabt. Det var kun en vinder, og selv den tanke var hun klar over, på trods Faith virkede nervøs, så virkede det så surrealistisk at nogen skulle tabe til Kimeya, den store Warlock, tidligere leder, konge, prins, hærfører og nu baron. Portene gik op. Det lod til at Faith havde øje for det samme som hende. Der var så mange! Tydeligt måbende, tog hun et skridt tættere på, det virkede så koldt. Det var virkelig underholdning for dem? At se deres egne slå ihjel? Hendes øjne fyldtedes med tårer, det var langt mere end hendes varme hjerte kunne tackle. Stående i hendes egne tanker, fik hun næsten et chok, idet en skikkelse blev smidt ikke langt fra hende, af de to store brød til mænd. Hun sprang instinktivt et enkelt skridt bagud, før det gik op for hende hvem det faktisk måtte være. De isblå øjne stirrede på den livløse skikkelse foran hende. Hun gjorde intet andet end at stirer. Hendes hjerte slog hårdt mod hendes bryst, hårdt og hurtigt. Farven i hendes kinder var taget af, og efterlod blot en bleg hud, og et sæt matte øjne tilbage. De mange lyde var forsvundet, hun havde lukket dem ude, Faith og Nathaniel med. Tårerne samlede sig i øjenkrogen. Med yderst varsomme, og ligefrem vaklende skridt, nærmede hun sig liget for hendes fødder. Hun rystede på hovedet, hvilket kun afslørede hendes utallige tanker. Uanset hvad, så kunne dette ikke være rigtigt! Det ene øjeblik så hun ned på hans skikkelse, det næste gav hendes ben efter under hende. Hun følte dem ikke, ej heller selvom stenene skrabede hendes glatte hud. De lydløse tårer trillede ned af hendes kinder. Hendes skælvende hånd lagde sig mod hans kind. Han var stadig varm. Det kunne ikke passe! Hun trak sig tættere på ham, slæbte hendes lammede ben efter sig. Hovedet gled stille mod hans bryst. Der var ingen hjertslag mod hendes ører, hvilket kun skabte den store tomhed et sted, hun ikke var i stand til at placere. Den frie hånd gled en anelse fraværende over maven, hun vidste udemærket hvad dette betød. ”Hver sød ikke at forlade mig,” hviskede hun stille. Hendes tone var fuld af den brændende længsel, også selvom det kun var få timer siden, hun havde kysset ham, ønsket ham held og lykke og givet de store ord. Hånden forlod hendes mave og lagde sig istedet mod hans bryst, lukkede sig omkring den blodige, beskidste og ikke mindst forrevne skjorte han bar. ”Jeg elsker dig,” hun hviskede det, som forventede hun at han ville gengælde de ord, men ikke så meget som en lyd forlod hans læber. Hendes ben ville ikke noget som helst, hvor skulle hun desuden tage hen? Hvad skulle hun gøre af Matthew? Der var alt for mange tanker, der i virkeligheden måtte plage hende!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel frygtede virkelig for denne kamp, så det at stå der sammen med Faith og ikke mindst Eniqa var noget som han agtet at gøre. En af dem ville komme ud i live og det var jo så det problem for ham; Han holdt af begge tøserne som han måtte stå der sammen med, så uanset hvem der kom ud i live, så ville det gøre ondt. Om ikke andet, så måtte han jo selv prøve at slå koldt vand i blodet, holde sig selv i skindet og tage det professionelt. Sådan som det buldrede og bragede på den anden side af de store mure som de stod og betragtede, så var det tydeligt at de var i fuld sving derinde. Lyden af jubel som pludselig bare gik i stå, så var det også tydeligt at kampen måtte være gået mod sin ende. Han vendte de mørke øjne mod Faith, idet han roligt klemte omkring hendes skulder. ”Det er forbi..” endte han dæmpet som han vendte blikket mod Arenaen. Stedet var fyldt op med warlocks, så det var bestemt heller ikke fordi at han ville lade Faith gå amok, for så bad hun virkelig om døden! Specielt hvis de var så mange som det måtte lyde som, for det var et stort folkefærd og det var ikke den slags som man skulle kaste sig i krig med, så meget var han dog klar over allerede, om det var noget som man nu ville det eller ikke. Han trak vejret dybt og vendte blikket mod Eniqa. Kampen var gået mod sin ende og det var tydeligt at de begge betragtede det således. ”Hun er en ven, Faith..” endte han med en mere dæmpet stemme. Hun skulle under ingen omstændigheder have lov til at se på Eniqa som en fjende, bare fordi at Matthew var oppe mod Kimeya. I sig selv to forbandede kraftige warlocks!
At se Kimeya så ilde tilredt var selvsagt noget som skræmte ham. Det var tydeligt at manden direkte havde kæmpet for sit liv – og stadig måtte gøre det! Han blev stående og stirrede. Matthew blev bare smidt vilkårligt fra sig, hvor han vendte blikket mod Eniqa. Han var virkelig nødt til at holde sig lidt i skindet for dem begge to, om det var noget som man ville det eller ikke, så var der virkelig ikke noget at gøre ved det. Han sukkede dæmpet. ”Jeg kondolere Eniqa..” endte han med en ganske dæmpet stemme, idet at han hørte Faith kalde på ham. Kimeyas skælvende krop på jorden var noget som hurtigt måtte fange hans blik og ansigt, hvor han selv ikke kunne lade være med at se det mindste væk, idet han hurtigt kom hastende mod dem. Det første som direkte faldt ham i blik var hans ben vredet i en forfærdelig stilling. Et sted så var det bestemt heller ikke noget som talte for ham, og ikke mindst Faiths hænder som allerede var malet i mandens blod. Han knælede ved siden af ham, idet han prøvede at få Kimeya til at se på ham, hvor han selv fjernede Faiths hånd. Såret var tværs igennem mandens krop, hvilket gjorde at han ikke kunne gøre noget ved det her. Han rystede på hovedet. ”Manden skal hjem Faith og det skal være nu! Hjælp ham hjem, få Cecilaya til at lægge det ben på is, så kommer jeg og tager over.” beordrede han direkte. Denne gang var det ham som hoppede direkte ind i den lederstilling og det var der umådelig mange gode grunde til. Han vendte blikket mod Kimeya. ”Det bliver en lang tur, Kimeya, men du er nødt til at gå hjem.. Faith hjælper dig..” endte han ganske kortfattet. Blikket gled mod Eniqa som sad og græd over Matthew. Han kunne jo heller ikke bare lade hende og Matthew ligge der.

[Kimeya Marvalo]

Kampen var endelig forbi i Arenaen. Nu kunne Kimeya fortsætte den på egen hånd, for han var bestemt heller ikke udenfor livsfare endnu! Han var i den grad ilde tilredt og det var noget som han var klar over selv. Som han var kommet ud af Arenaen, hvor han havde følt den lettelse over at han ikke længere skulle bekymre sig for kampen som måtte hvile i fremtiden. Nu kunne han være bange for Cedrics vedkommende, for han skulle jo igennem nøjagtigt det samme før eller siden, hvilket var noget som direkte måtte gøre ham bange. Han ønskede slet ikke at hans søn skulle igennem det! Ikke at det var en tanke som han nåede at tænke meget over, idet at hans ben måtte give efter under ham og han røg direkte ned i jorden. Han havde virkelig ikke kræfterne til at holde sig oprejst og det var noget som virkelig måtte gøre forbandet ondt! Han gispede kraftigt, hans krop lå og rystede idet han virkelig prøvede at slå sig til ro med hvad der var sket, selvom hver en vejrtrækning som han gjorde sig, var direkte hård, det var en forfærdelig tanke, følelse og fornemmelse, selvom det var en tanke som Faith slog direkte ud af hovedet på ham, idet at hun røg ned på knæ ved siden af ham. Han vendte de grågrønne øjne mod hende. Han var bleg, han var træt og han var udmattet. Hænderne mod hans kinder, var noget som fik ham til at lukke øjnene. Snak om at blive ramt af en følelse af tryghed. Han trak vejret dybt, også selvom det virkelig skar i maven og i de mange sår som han havde fået sig, for det var bestemt heller ikke så lidt, det var helt sikkert! Han nikkede tydeligt træt, idet at hun fjernede hans hånd ved hans bryst og trykkede selv. Han gispede let og prøvede selv at slappe af, selvom han ikke kunne! Benet levede mere eller mindre sit eget liv, det gjorde ondt, det rystede og skælvede som bare fanden. Det var skambidt og tydeligt ødelagt! ”Faith.. j-jeg..” Han tav endnu en gang. Han magtede ikke engang at tale!
At Nathaniel måtte sætte sig ved siden af dem og tage over for Faith var slet ikke noget som han tog sig af som sådan. At manden var der var noget som virkelig måtte glæde ham og det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt. Endnu en gang skulle manden komme og redde hans røv? Ikke fordi at det var første gang i hvert fald! Han klemte øjnene fast sammen og med den samme faste mine som før. At han skulle gå hele vejen hjem var noget som direkte fik ham til at vende blikket mod ham. Sveden dryppede af hans pande, han havde ikke energi til noget som helst og han skulle gå hjem?! ”D-du er vanvittig!” endte han med en tydeligt frustreret stemme. At Matthew havde Eniqa vidste han dog godt, men tanken om at de havde haft noget på vej i form af et lille barn, så havde han nok reageret på en ganske anden måde. Han slog hovedet let ned i gruset foran ham og med et tydeligt gisp. Han havde virkelig, virkelig ondt! ”D-det kan jeg da i-ikke..” endte han direkte dæmpet og tydeligt hæst. Han var bleg og afkræftet og turen til Marvalo Mansion var forbandet lang!

[Silia D. Diamaqima]

Faith trippede direkte nervøst. Alt en buldren og bragene, og jublen og skrigen, der kom fra den anden side, af de murer som hun var udelukket fra, gjorde hende bange. Et sted var hun vel nødt til at overveje, hvad hun skulle gøre, hvis ikke det var Kimeya der ville komme ud bag de døre? Hendes hjerte hamrede så kraftigt mod hendes bryst, at hun direkte var bange for at det snart ville hoppe ud. Nathaniel stod bag hende, hvilket hun kun fik bekræftet ved hans stille tryg på hendes skulder, han støttede hende, hvilket hun selvfølgelig også var glad for, også selvom hun var klar over at han ligeså havde et nært forhold med Eniqa, der i dette øjeblik var hendes fjende, såvel som Kimeyas var hendes. Hun var en kvinde af egoisme, af selvstændighed, om Matthew kom ud, var hun ærlig talt ligeglad med, den mand havde ingen betydning for hende, så hvorfor bruge energi på at bekymre sig om dem også? Hun nikkede indforstået, dog så hun stadig frem for sig, med en direkte stram mine.”Lige nu er hun min fjende,” svarede hun blot med en tone der hverken var varm eller kærlig, tværtimod direkte kølig og sammenbidt.
Det at det så var Kimeya der faktisk kom ud, var noget der direkte lettede hende, også selvom han tydeligvis var utrolig ilde tilredt. Uden at tøve det mindste var hun faldet på knæ ved hans skikkelse. Matthew skænkede hun hverken en tanke eller et blik. Hendes hånd strøg blidt Kimeyas kind, hun forsøgte at holde hans fokus, og stoppe hans blødning, indtil Nathaniel kom hen for at tage over. Den blodige hånd faldt mod hans anden kind, og tvang hans blik mod hendes eget, det var præget af direkte bekymring. Først nu gik det op for hende, at hun skælvede ligeså meget som han selv gjorde. Hun lyttede til Nathaniels ordre, normalt var hun i leder position, skulle Kimeya overleve så var hun tvunget til at følge hans ordre. Faith nikkede indforstået, det ville uden tvivl blive smertefuldt for Kimeya, men hun skulle nok hjælpe. ”Shh,” tyssede hun blidt. ”Stille kære, jeg er her,” hun ville ikke høre ham snakke, han havde brug for energien til turen hjem. De røde lokker strøg hun bag øret, for bedre at kunne se på ham. Hun var blevet malet af hans blod, og hun var tvunget til, ikke at tænke på det, for det ville bestemt ikke være nogen hjælp hvis hun bukkede under nu. Hun kastede et blik mod arenaen, der var endnu utallige tilråb, der kun gjorde hende vred, havde det ikke været for Kimeyas tilstand, så var hun virkelig ikke sikker på, at hun havde været i stand til at kontrollere sig selv. Hun rystede blidt på hovedet af ham. ”Vi skal nok klare det, min kære. Det gør vi altid,” forsøgte hun. Hendes hænder skælvede, og dog lød hun umådelig selvsikker, for hun vidste at hun egentlig ikke havde et valg. ”Jeg hjælper dig,” ganske roligt, tog hun fat omkring ham. ”Stille og roligt,” hun hev ham roligt op, fra liggende til siddende, og fra siddende til stående. Der var ikke nogen tid at spilde, de skulle hjem nu! ”Kom så,” hun greb omkring hans ryg, støttede en hel del af hans vægt, hvilket var umådelig tungt for hende, hun måtte dog bare holde ud. Ganske roligt begyndte hun at gå, forhastede sig ikke, han skulle trods alt kunne følge med, det eneste der betød noget, var at få ham hjem, så Nathaniel ville være i stand til at gøre noget, det kunne virkelig ikke gå for hurtigt!

//OUT