Battle between titans!

[Deleted]

Mørket var faldet på og det var ved at være aftenens sidste kamp. Konstantin havde som de andre par dage, været i Arenaen hvor han havde holdt styr på alle warlocks – unge som gamle – der skulle igennem testen. Det gik forrygende med Malishas plan om at føre warlockerne frem. Konstantin prøvede at sætte de svage op imod de stærke, så man ikke mistede de stærke, medmindre andet var nødvendigt, såsom da Romeo havde skulle været testet. Til tider mistede de faktisk hvad han troede var de ’stærke’ warlock, til de yngre og ’svagere’ nogle af de unge skulle nok blive til noget stort! Til tider kunne han også finde på at sætte folk sammen alt efter hvor god underholdning det ville blive, men det var kun sjældent. Denne aften havde han to warlocks tilbage. Ingen af dem sad i cellerne, som de fleste plejede. Den ene havde han bedt om at komme hertil ved dette tidspunkt og han regnede med at Kimeya ville være præcis, eftersom han selv havde stået som leder, så disciplin var vel ikke svært at udvise? Kimeya var en af de ældre warlocks, yngre end ham selv, men han var ikke én af de flabede warlocks der troede hele verdenen lå for hans fødder. Han regnede med at Kimeya ville dukke op, det var vel ikke meget at forlange af en tidligere leder? Dog anede Kimeya ikke hvem hans modstander var, og Konstantin havde brugt ufattelig lang tid på at finde hans modstander, men det var dog lykkedes ham at opsnuse Matthew Igleéias tilholdssted. Han havde personligt opsøgt manden og fortalt ham hvordan tingene lå, at manden faktisk var kommet forundrede ham virkelig, men på den anden side, så havde han også lovet ham at han var fredet i Arenaen at Dronningens vagter og soldater ikke ville få mulighed for at fange ham, plus han ville kunne genvinde bare lidt af sin tabte ære ved at vise hvad han var skabt af. Naturligvis håbede han personligt på at Kimeya fik manden sat ud af spil – dræbte ham. Det ville næsten være synd hvis én af dem gik tabt, for et sted var de jo begge stærke warlocks, men.. Konstantin havde sin pligt overfor sit land, overfor Dvasias, overfor Jaqia, som stod som dronning og Matthew var hende en torn i blikket. Han regnede med at Kimeya var stærk nok til at kunne slå Matthew, hvilket var den eneste grund til at han havde valgt den mand, plus det naturligvis også ville give en kæmpe underholdning for publikum.
Konstantin så den sidste kamp gå til en ende, hvor hans mørke øjne faldt til de adelige tilskuerpladser, hvor han vidste at Matthew måtte sidde og se kampen. Han vendte blikket mod det døde lig, hvor han sendte to af sine undersåtter til at bære det væk, hvor vinderen fik lov til at gå ustraffet derfra.. eller, så ustraffet han nu var sluppet igennem kampen. Konstantin forsvandt i et mørkt lysglimt, for at dukke op i tilskuerpladserne, hvor han lod armene falde over kors ved det faste bryst. Hans mørke øjne, med et lettere rødligt skær faldt til Matthews skikkelse, hvor et morende smil gled over hans læber. ”Nød du forestillingen?” spurgte han stilfærdigt, som smilet endte lettere kækt, ”for det er nemlig din tur nu.” Han vidste at Matthew ikke var nogen svag modstander, derfor vidste han også at det blev en stor mundfuld for Kimeya, men.. det var jo også gengældt.

[Deleted]

Mørket var faldet på, også selvom det slet ikke var noget som lettede Matthew det mindste. Hans skjulested var blevet fundet også selvom han havde vidst at det var noget som ville ske før eller siden, så var det bare ikke noget som gjorde det lettere for ham på nogen som helst måde overhovedet, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det bare sådan at det nu endelig måtte være. Han sad på tribunepladsen, også selvom han blev holdt øje med, så følte han sig på ingen måder tryg i denne situation. Han var blevet fundet, han var blevet bragt til Arenaen og nu hvor han vidste hvad han skulle igennem, så var det heller ikke noget som gjorde det nemmere for ham på nogen måde. Hvad med Eniqa? Han kunne kun håbe på at Kenara tog sig godt af hende, nu hvor han sad her og skulle igennem disse forbandede prøvelser inden han ville komme hjem. Hvad med hans kommende lille? Ikke fordi at det var noget som gjorde det nemmere for ham som sådan, men han nægtede at gå herfra som taberen i denne aften og efter denne kamp, også selvom han slet ikke havde nogen anelser om hvem hans modstander var, så var det noget som han nok skulle finde ud af før eller siden. De isblå øjne hvilede på de kæmpende som tydeligt kæmpede for deres liv – og det at vide at det var hans tur næste gang, var bestemt heller ikke noget som gjorde det nemmere for ham selv som sådan. Eniqa var gravid og med det handikap som hun havde påtaget sig udelukkende på grund af Alaster som også siges at have mistet livet her i Arenaen, var noget som gjorde han urolig. Han havde virkelig ikke råd til at tabe nu!
Kampen gik temmelig hurtigt mod sin ende, også selvom han ikke nåede at reagere stort før Konstantin stod lige bag ham. Selv sad han i den beklædning som de kæmpende skulle slås i. ikke fordi at det gjorde ham noget som sådan, for han havde bestemt heller ikke noget at skjule. Måske at han ikke var i den samme aldersgruppe som Konstantin var, men han var i den grad også en stærk en af slagsen som levede et liv som en warlock burde gøre det, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Her sad han som dronningens onkel og der var ingen magter som kunne skænke ham den frihed som han så brændende søgte efter. Han vendte de isblå øjne direkte mod Konstantin og med den samme faste mine som tidligere. Han var bestemt heller ikke meget for at være her. ”Du har endnu ikke fortalt mig hvem min modstander er, Konstantin.. Lad mig komme til den Arena og lad mig udgyde det blod som det kræver for mig at komme hjem!” Han knyttede næverne fast idet at han rejste sig af ren og skær utålmodighed. At være tålmodig var ikke noget som Matthew var særlig stor fan af, for han havde virkelig ikke tid til denne slags og da specielt heller ikke nu! Et sted frygtede han selvfølgelig for udfaldet, men med hans talenter indenfor magi, så kunne det vel heller ikke være det slemmeste som han kunne tvinges igennem som sådan, kunne det? Altså.. hvor svært kunne det da være? At sørge for at modstanderen ville falde, kunne vel heller ikke være den største udfordring som sådan?

[Kimeya Marvalo]

Det var ved at være mørkt, også selvom det ikke var noget som gjorde Kimeya det mindste. Tvært imod, så var det faktisk den tid som han nød mest af, også fordi at han var hvad han var; En warlock og han var i den grad også stolt af det! Dengang han havde valgt at trække sig tilbage til sit eget liv og lade lederposten gå videre havde selvfølgelig også været en handling som havde været med tungt hjerte, men nu hvor han også kunne se hvor det måtte bringe deres race hen, så var det heller ikke noget som han kunne sige det mindste til, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, for det var ikke noget som gjorde ham det mindste. Selv det at ligge under vampyrerne som stod som en ædel race, var heller ikke noget som han fandt sig i! Beskeden fra Konstantin havde været klar som intet andet og han havde også valgt at tage af sted, så han kunne være på det aftalte sted til det aftalte tidspunkt, også selvom han ikke havde haft det mindste at gøre ved det. Faith var ude af den hjemme, men som han havde prøvet at forklare hende, så havde han ikke andet valg end at møde op i Arenaen og gøre det som de krævede af ham for at lade ham komme hjem igen, og han var i den grad en mand som var mere end villig til at gøre sit for at komme hjem, for han ville bestemt heller ikke finde sig i noget andet!
Den mørke skygge som lagde sig over den store Arena var det første tegn på at der var meldt en ankomst. Den samlede sig som en stor skikkelse derefter, for Kimeya trådte frem efter at være dukket op som det rene ingenting. Som et lysvæsen kunne gøre det i lyset, så gjorde han det i mørket. Han var trods alt også en af mørkets store repræsentanter, da han også var den mand som han var. De grågrønne øjne søgte omkring. Det var årevis siden han sidst havde sat sin fod her, men igen nu hvor han måtte døje med sit eget lille problem som hed et dårligt ben, så var det faktisk sjældent at han gik ude i det hele taget. Med sin stok i den ene hånd med Marvalo-slægtens symbol på toppen, så bar han sig frem stadig med en stor stolthed. Han var en stor mand som havde lidt et knæk som han stadig kunne stå oprejst efter. En mand som havde kæmpet frygtelig mange kampe og mere til og endnu stod på begge sine ben, så det var vel også noget som man kunne kalde for beundringsværdigt? Han vendte blikket op mod de to skikkelser som han kunne se oppe på tribunepladserne, hvoraf den ene tydeligt måtte være Konstantin. Han rakte hånden roligt ind under sin kappe idet han rev beskeden frem som lå rullet i hans hånd. En mand af ære var han dog og det at blive væk når der var sendt bud efter ham til noget så alvorligt og seriøst som dette var bestemt heller ikke noget som han kunne få sig selv til, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om! Når tingene skulle ske, så skulle det i den grad også gøres ordentligt! Indstillet på kamp, også selvom det måske ikke kunne se sådan ud, så vendte han sig mod Konstantin. ”Jeg venter mig en værdig modstander,” påpegede han ganske kortfattet. Med kappe, en skjorte, mørke bukser og så stokken i sin hånd og let støttende til den, så han op mod dem begge – Matthew specielt.

[Deleted]

Konstantin havde virkelig set utrolig meget frem til denne kamp; en kamp mellem to mægtige warlocks, nemlig Kimeya Marvalo og Matthew Igleéias. Begge havde stået som leder; Kimeya i længere tid end Matthew, men Konstantin vidste at Matthew var utrolig dygtig, han var tilmed onkel til Jaqia, og han stod som landsforræder, så han ville jo nok gøre dronningen en tjeneste ved at få Matthew dræbt, dog skulle det ske på ærlig og redelig vis; han gik selv op i disciplin, ære og stolthed, han havde sat nogle regler og dem fulgte han skam uanset hvem som måtte stå her. Han måtte bare sætte sin lid til at Kimeya ville vinde. Når manden da engang dukkede op, selvom han vel gjorde snart, for han regnede med at Kimeya var præcis, for han var også en gammel mand, som Konstantin selv, og selvom man måske havde god erfaring så blev man desværre overgået af de som kunne være lidt yngre, skønt at Konstantin følte sig som én i tyverne endnu, der skulle meget til før han ville bakke ud i hvert fald! Hans mørke øjne faldt roligt til Matthews skikkelse, hvor han roligt lagde armene over kors, som han rejste sig op. ”Du er godt klar over at du befinder dig i min verden ikke? Du kommer ikke herfra medmindre jeg siger det,” svarede han med et lumsk smil på læberne, næsten som om han havde bagtanker. ”Jeg står måske for testen i praksis, men jeg er også hertug af Dvasias og du burde kende mig nok til at jeg følger dronningen – din niece – i tykt og tyndt,” tilføjede han som han hævede det ene øjenbryn, næsten som om han hentydede til han ville overrække Matthew til Jaqia på trods af udfaldet af kampen – for det var virkelig fristende, desuden kendte han nu til mandens opholdssted, så han vidste at han sagtens ville kunne finde Eniqa så let som ingenting. Men.. han havde sin egen stolthed, og han ville ikke lade Dvasias regler ramme her i Arenaen – der var jo også en grund til at han havde bygget den i Manjarno i udgangspunkter; så var der ingen regler foruden hans egne der spillede ind her. Han mærkede hvordan en ny aura dukkede op, hvor han gik ud fra at det måtte være Kimeya, for hvem ellers skulle det være? Et kækt smil gled over hans læber, som han gjorde et nik over sin ene skulder. ”Han venter på dig dernede,” svarede han stilfærdigt, som han nærmest blot skubbede sig selv ud over rækværket og lod sig falde ned, de var trods alt højt oppe for det var de bedste pladser man kunne få. Han endte med at forsvinde i et mørkt lysglimt, blot for at dukke op foran Kimeya. Et muntert og imødekommende smil gled over hans læber, som han lod armene søge ud til hver side ”Jamen dog.. du ligner dig selv,” påpegede han morende. Han stoppede op foran ham. ”Og du er præcis.. selvom jeg ikke havde ventet andet.” Et tydeligt tilfreds smil gled over hans læber. Han havde også været hertug i den tid hvor Kimeya havde stået som leder, så han kendte skam godt manden utrolig godt. Han skævede kort op mod Matthew. ”Du står overfor en stærk modstander min ven. Men det er også derfor jeg har valgt netop dig til at stå overfor ham. Jeg tvivler på at nogen anden som skal igennem testen kan klare ham,” forklarede han stilfærdigt, som han roligt lagde armene over kors. Han havde ladet Kimeya vælge sit eget ’kamptøj’, det som han fandt bedst at kæmpe i, selvom Matthew bar det normale gamle gladiatortøj som enhver anden havde gjort. ”Jeg håber du er klar.” Han sendte Kimeya et lettere indgående blik. Det var trods alt den mand som han så som vinder af denne kamp.

[Deleted]

Matthew vidste udmærket godt at han var en mand som stod med problemer til halsen. Ikke fordi at det var noget som man som sådan kunne se på ham, men det var noget som han tydeligt kunne fornemme i det indre. Et sted var han jo urolig. Han var en torn i Jaqias øjne, selvom han nu heller ikke havde gjort andet end at holde sig langt væk fra hende, netop for at undgå at have den effekt ind på hende og for at undgå at være hende i vejen, for han havde sit eget liv nu, han havde sin kæreste, sin kommende lille, så det sagde vel egentlig også lidt sig selv, at han reagerede som han gjorde på denne her måde? Han vendte blikket direkte mod Konstantin, hvor han blot sendte ham en direkte fast mine. At være underlagt andre havde aldrig nogensinde været hans kop te og det at vide, at han var tvunget til det nu, var bestemt heller ikke noget som gjorde det nemmere for ham! Tvært imod! Han fnøs ganske kortfattet og himlede let med øjnene. Han var bestemt heller ikke hvad man kunne kalde for en mand af stor tålmodighed, for det havde han da aldrig været! ”Min niece… hertug.. Og hvad så?” spurgte han med en ganske så kortfattet mine, det var heller ikke fordi at det var noget som han ville lægge det mindste skjul på, hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i den anden ende. Han slog armene let over kors og vendte blikket fast ned mod Arenaen. Han kunne selv udmærket godt fornemme når der var andre i nærheden og denne energi var en kraftig en – hans modstander måske? At se Kimeya stå dernede, så kunne han da hurtigt lægge to og to sammen – det måtte være hans modstander, selvom det bestemt heller ikke var noget som tegnede godt. Han vidste godt at Kimeya var ældre end ham selv, selvom det nu heller ikke altid behøvede at være en fordel, men at manden også havde været leder og endda i langt længere tid end det som han selv havde været, var det som hurtigt kunne vise sig at komme til at gøre ondt i denne situation. Han rejste sig roligt op, idet at han knyttede næverne. Han skulle slå Kimeya Marvalo? Et sted blev han pludselig langt mere urolig end det som han havde været til nu. Selvom den mand havde oplevet nederlag for nederlag, så stod han endnu. Han havde et dårligt ben, han havde problemer med kæresten – igen, som rygterne måtte lyde som og alligevel så stod han der med den store autoritet som han selv havde set op til allerede dengang. ”Så går vi i gang..” Hans blik hvilede stift på Kimeya, nærmest som om at deres blikke måtte mødes, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til som sådan, for det var slet ikke noget som ville blive en mulighed for hans vedkommende. Hvis det var denne mand som han skulle slå ihjel, ganske enkelt for at finde muligheden for at komme hjem, så var det i den grad også noget som han ville gøre det, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! Han blev stående og afventede Konstantin. Det hele skulle jo trods alt køre efter den mands hoved, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, for han kunne ikke fordrage den tanke om at skule være underlagt andre og specielt en som han ikke havde respekt for!

[Kimeya Marvalo]

Kimeyas liv var måske ikke meget at prale af nu for tiden, men det var nu heller ikke fordi at det var noget som han sagde noget il. Han havde det godt ud fra omstændighederne, selvom han havde sine spøgelser at slås med på hjemmefronten også. Han havde præsenteret hele situationen for familien, selvom det klart havde været hans datter som havde taget det hårdest – samtidig med at han vidste, at hans egen søn også ville blive indkaldt til dette før eller siden, så var det heller ikke noget som gjorde det meget nemmere for hans vedkommende, men han ønskede og bad til at det gik. Hans søn havde trods alt hans blod i årene, så mon ikke at han også ville klare det? At vide at han skulle stå ansigt til ansigt med Matthew – udelukkende fordi at det var den mand som sad deroppe, var nu heller ikke noget som gjorde det nemmere, for han vidste at den mand var yderst dygtig. Han havde trods alt heller ikke været leder, hvis det ikke var fordi at det var sådan at det hang sammen, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare en ting som man måtte acceptere som det var. Han vendte blikket direkte mod Konstantin idet at han dukkede op ved siden af ham. Hans eget tøj var løst, udelukkende fordi at det var noget som han havde lethed for at skulle bevæge sig i, og nu hvor han havde fået den valgfrihed som alle andre ikke just kunne prale med at have, så var det selvfølgelig en ting som han var taknemmelig for. Han havde slet ikke noget imod den måde Malisha bragte tingene til verden på og det at tvinge alle igennem denne form for test, for han kunne skam fint se hvad det gjorde i den anden ende. Minen var yderst fast og meget hård, da Kosntantin henvendte sig til ham i stedet for. Han knyttede næven en anelse omkring stokken. Efter hans møde med Magikernes leder, så var han blevet skadet i benet og det var noget som han sikkert også ville blive tvunget til at være resten af livet, hvilket var noget som kun gjorde ham langt mere vred end det som var nødvendigt for hans vedkommende. Han nikkede mod ham og med den samme faste mine. ”Ret skal være ret.. Hvis min egen leder og hendes højre hånd kræver at jeg står her.. så står jeg her.” Hans stemme var toneløs og ganske fast og bestemt. Han var en retfærdighedens mand, hvilket han altid havde været. Konstantin kunne han udmærket godt huske, for han havde været hertug lige så længe at han kunne huske det, så var det selvfølgelig også kun noget som gjorde det hele langt nemmere for hans vedkommende, ganske enkelt fordi at han vidste hvad han havde med at gøre. Blikket gled mod Matthew endnu en gang, hvor det morende smil gled over hans læber. ”Du sætter mig op mod en mand som har stået i samme stilling som mig selv? I samme situation som mig selv fra før Jaqia kom på tronen?” Han hævede sigende det ene bryn. Memphesto havde jo aldrig brudt sig om ham. Det var trods alt ham som havde bestilt mordet på hans hoved dengang for mange år siden. ”Få ham herned, så vi kan få det overstået. Den mide skal jeg nok sætte på plads,” afsluttede han roligt. Han hævede hånden, kun for at løsne kappen og lagde den ved siden af sig. ”Må jeg beholde stokken? Eller skal jeg sætte den til side?” Han bar faktisk en respekt for Konstantin – hvilket han ikke gjorde til særlig mange.

[Deleted]

Jaqia ville nok sætte pris på at Konstantin bragte Matthew med hjem uanset hvad udfaldet blev, men han var en mand af ære, og han havde gjort reglerne klart for enhver; dræb eller bliv dræbt, vinderen fik lov til at gå ustraffet derfra. Og det samme gjaldt for Matthew. Han ejede ikke den største respekt for den mand, men han havde sine regler og hvis han ikke selv overholdt dem, hvordan kunne han så regne med at andre ville? Et skævt smil gled over hans læber ved Konstantins ord, han var sikkert kold og ligeglad, ville nok bare have det overstået som så mange andre ville, men nu måtte de jo se hvor godt han klarede det. ”Jaqia vil nok blive henrykt over at jeg afleverede dig hos hende,” påpegede han morende og med et lettere lusket glimt i øjet. ”Men igen; vi er i min verden og vi spiller efter mine regler; dræb eller bliv dræbt, vinder du kan du frit gå,” tilføjede han kortfattet, og som et tydeligt tegn til at Matthew var en fri mand hvis han altså vandt. Dog måtte han indrømme at han håbede på at Kimeya ville vinde over Matthew, for så var den pestilens da ude af verdenen. Han havde ødelagt sit eget ry, han var måske en stærk warlock men af den grund var han stadig en skændsel for sit land og en skamplet for sin race! En leder som nu var landsforræder? Hvor ironisk! Kimeya havde også været leder, en mand som var kommet godt op i årene og dog holdt han sig godt, selvom han havde haft et sammenstød med magikernes leder og nu var blevet skadet, men den mand var her endnu, han stod tilmed i selve arenaen klar til at lægge sig ud med en stærk modstander, se det var beundringsværdigt. Matthew ville derimod få svært ved at genvinde sin respekt, hvilket også var én af grundene til at han håbede Kimeya måtte vinde.
De mørke øjne gled mod Kimeyas skikkelse. ”Du er en ædel og stærk mand Kimeya. Det har jeg altid beundret ved dig,” svarede han sandfærdigt, som han roligt lagde armene over kors med en tilfreds mine. Ikke alle skulle igennem testen, de som var gamle af warlockerne kunne alligevel ikke kæmpe for racen og sit land, de fik lov til at leve det sidste af deres liv i fred og ro, små børn skulle naturligvis ikke i arenaen, for deres magi var naturligvis ikke særlig stærk, men de var også fremtiden for landet, det var dem som skulle tage over deres forældre, så når de nåede en vis alder skulle de også igennem testen. Kimeya havde været igennem meget, så han havde fået valget om at komme eller lade vær. Malisha så naturligvis alle de svage til at blive udryddet, men der var det faktisk Konstantin der havde en indflydelse, for han nægtede at lade gamle og børn gå igennem en drabelig test! I så fald skulle det ikke ske i hans arena! Han vendte roligt blikket op mod Matthew til Kimeyas ord. ”Jeg tror du er den eneste der kan klare ham,” svarede han stilfærdigt. Selvfølgelig kunne han selv stille op imod Matthew eller en anden stærk warlock, men alle andre og ham selv havde været igennem testen, så Kimeya var den eneste der var tilbage som han troede kunne klare en stærk modstander som Matthew. Han vendte roligt blikket mod Kimeya igen. ”Behold du bare stokken. Så længe du er indforstået med reglerne; dræb.. eller bliv dræbt.” Han sendte Kimeya et lettere lumsk smil, som han begyndte at bakke bagud, indtil han nåede omkring midten af arenaen. Han strakte den ene arm i vejret, hvor han skød en rød kugle op i luften, som måtte eksplodere, hvilket fik publikum til at juble og råbe, som de vidste at det betød at kampen gik i gang. Konstantin forsvandt i et mørkt lysglimt, som tegn til at de to kæmpende kunne indtræde arenaen og gå i gang. Han selv blev oppe i luften hvor han ville kunne have et overblik over det hele og gribe ind hvis noget skulle gå skævt.

[Deleted]

Matthew vidste udmærket godt, at han havde et kæmpe problem i denne situation, selvom det nu heller ikke var noget som forundrede ham det mindste. Igennem flere år nu havde han undgået Jaqias klør og så var det endda hans egen leder som skulle få fingrene i ham på denne måde? Ikke fordi at det var en tanke som faldt i særlig god jord, for han vidste godt, at han virkelig stod med problemer til halsen. Han havde valgt sine veje og det var bestemt også disse veje som han havde valgt at gå uden at tænke på konsekvenserne, så selvfølgelig var det noget som gjorde ondt for øjeblikket, men der var ikke noget som han kunne gøre ved det, om det jo så var noget som han ville det eller ikke, så var det bare ikke muligt! Han vendte blikket direkte mod Konstantin og med den samme tydelige vrede i minen, for det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som han havde i sinde, at skulle skjule for ham, for han var bestemt ikke tilfreds med at sidde her, det var helt sikkert! ”Ser man det? Tror du virkelig at hun ville blive henrykt over at se mig? Næh nej, sidst jeg stod ansigt til ansigt med den kvinde, så mødte jeg galgen.. Og det sker ikke igen!” vrissede han med en yderst bestemt tone. Han skulle under ingen omstændigheder stå overfor hende igen! Den eneste kvinde som han havde oplevet kunne få skovlen under ham og det var ikke en succes som hun skulle have lov til at gentage, hvis han ellers kunne blive fri for det! At vide at det var Kimeya som han skulle møde, efterlod ham dog alligevel med et tydeligt ubehag, for han vidste, at det bestemt heller ikke var noget som tydet godt for hans vedkommende, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, for den mand var dygtig og det vidste han jo udmærket godt. At Konstantin endte med at søge til Kimeya og snakket med ham, fik ham til at himle ganske let med øjnene. Han rystede stille på hovedet, idet at han selv forsvandt, kun for at dukke op nede ved Arenaen. At se manden stå der og støtte sig til en krykke, var nu heller ikke noget som han sagde det mindste til, for det var tydeligt at manden var medtaget med tiden. Han havde trods alt også hørt omkring det møde med magikernes leder, selvom det nu heller ikke var noget som raget ham det mindste! At kampen direkte blev blæst i gang var noget som fik ham til at knibe øjnene fast sammen, idet at han valgte at slå hænderne sammen, kun for at danne sig en kugle. Han var en anelse yngre end Kimeya og det vidste han godt, hvor det vel også kunne vise sig som en styrke for hans vedkommende? Det var om ikke andet, så det han håbede på og søgte direkte mod på denne her måde. Han ville se hvad manden duede til og dette var i den grad også en måde hvorpå at han kunne få det hele i gang! Tænderne bed han tydeligt sammen som vinden tydeligt også måtte tage til, idet han bare kylede den direkte mod Kimeya som stadig bare måtte stå der. Han skulle nok få den mand ned med nakken, for han tillod sig virkelig heller ikke andet!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var en mand af respekt og retfærdighed. Hvis Malisha ønskede at han skulle opstille her, også selvom det ikke var ham nødvendigt, så gjorde han det. Han var en mand som gik op i det, og hvis det var en måde hvorpå at han stadig kunne vise hvad han var lavet af, så var det i den grad også det værd set i hans øjne det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig skulle komme til stykket, om det var noget som man ville det eller ikke. Han blev stående og med stokken i sine næver, da han var direkte tvunget til at skulle støtte op af den, hvis han ikke ønskede at falde til jorden. Han kæmpede stadig med skaderne, selvom det bestemt heller ikke var nemt, men han gjorde det nu så godt som han nu kunne. At Konstantin direkte måtte beundre ham, var noget som kun fik ham til at trække let på smilebåndet. Han sænkede hovedet bare en anelse, hvor blikket gled direkte mod hans stok mellem hans hænder. ”Umiddelbart så tyder det på at du allerede har valgt en som du ønsker at vinde, Konstantin..” Han hævede blikket igen mod ham og med den samme rolige og stålfaste mine. Ikke fordi at han ville blande sig i det som sådan, ikke hvis han da ellers kunne blive fri for det. Kampen ville ikke blive nem, for han vidste selv godt at Matthew var talentfuld. Han havde jo heller ikke været igennem så lidt, og hans historie havde selv Kimeya hørt, så det skulle nok hurtigt vise sig at blive interessant. Måske at Matthew var yngre end ham selv, hvilket heller ikke behøvede at være en fordel, for Kimeya brændt inde med ældgamle tricks som hans egen lærermester havde lært ham – hans egen far.
Kimeya vendte blikket endnu en gang mod Matthew og så tilbage til Konstantin igen. Reglerne var så simple som noget overhovedet kunne blive, så det var heller ikke så svært igen at finde ud af hvad han havde at forvente; Livet eller døden og der var bestemt heller ikke nogen tvivl om hvad han ville ende med at vælge! Han ville selvfølgelig gå for livet! Som Konstantin kaldte kampen i gang, hvor Matthew var hurtigere end det som han lige havde regnet med, selvom det var standard måde at starte et angreb op på. Kimeya slap stokken, også selvom den faktisk blev stående ved ham, hvor han tog imod kuglen af ren og mørk energi. Den skubbede ham en meter eller to bagud, hvor han blev stående med kuglen foran sig. Han vendte de grågrønne øjne direkte i retningen af Matthew endnu en gang. Han klemte hænderne sammen, hvor kuglen endte med at forsvinde. ”Du skal gøre det langt bedre end det der, kammerat..” vrissede han med en fast tone. Han rakte hånden ud mod sin egen stok som hurtigt søgte til hans hånd endnu en gang, hvor den lagde sig. Han hamrede den direkte ned i jorden som øjeblikkeligt begyndte at ryste under dem, som havde det været et lille jordskælv som kun ramte Arenaen. Foruden dette, så valgte han at blive stående. Han kørte vel bare en ældgammel strategi når det kom til dette? Matthew skulle køres træt og så desperat og opsat på sejr som manden var, så skulle det nok heller ikke blive det største problem!

[Deleted]

Matthew vidste udmærket godt at Kimeya var en gammel warlock og derved også en ganske vis en af slagsen, selvom det slet ikke var noget som gjorde det nemmere for ham som sådan. Han agtet at komme igennem dette og han agtet i den grad også at vinde det hele! Han tillod sig virkelig ikke andet og nu hvor hans kære Eniqa måtte være gravid, så var der kun mange gode grunde til at det var sådan at det skulle gå. Han ville ikke lade hende være alene om det som hun havde været sidst! Nej, han ville være der og samtidig også bekræfte for hende at det var noget som han selv ønskede på denne her måde, selvom det faktisk ikke havde været ham nemt på nogen måde, men han prøvede om ikke andet! At Kimeya valgte at stoppe hans angreb som det rene ingenting, var noget som kun gjorde ham langt mere irriteret. Han vidste manden havde meget at byde på, også selvom han havde et dårligt ben… Dårligt ben? Han vendte hele sin opmærksomhed i retningen af det, hvor han selv måtte trække let på smilebåndet, hvis an kunne ramme det og derved også gøre det hele værre end det som det var allerede fra før af, så kunne det vel heller ikke gå helt galt for sig, kunne det? Han knyttede næverne ganske let og vendte så hele opmærksomheden mod Kimeya. Han havde selv langt mere at byde på for han var kun lige ved at varme op! Dette var noget som han tog på ramme alvor og det var kun fordi at han vidste at hvis han tabte denne kamp, så mistede han samtidig også livet og det var bestemt heller ikke noget som han direkte kunne sige sig at have lyst til, hvis han ellers kunne blive fri for det! Denne gang var der ingen aftale som kunne redde ham. Han ville miste livet for alvor, selvom.. det slet ikke var en tanke som han kunne have med at gøre på nogen måde.
At Kimeya havde fået magi lagt i stokken som han gik rundt med, var noget som tydeligt måtte gå op for ham, da han hamrede den direkte i jorden, som forårsagede det et mindre jordskælv. Ikke fordi at det var noget som kunne få ham til at bakke ud bare sådan, for der skulle lidt mere end nogle rystelser i jorden til det end dette, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet! De isblå øjne vendte han direkte mod Kimeya endnu en gang som han bakkede ganske få skridt for ikke at blive taget af rystelserne. Der var noget ved det, så meget kunne han allerede gætte sig til! ”Jeg er kun ved at varme op, Kimeya..” endte han med en direkte hvislende og kold stemme. Ikke fordi at det var noget som han ville lægge det mindste skjul på for ham. Han var ikke en bangebuks! Han havde meget på lur og hvis dette skulle koste ham den energi som han havde, så var det virkelig også fint nok! Så skulle han skam nok ofte det, hvis det endelig var det! Han trak vejret dybt, vendte blikket stille ned mod sine hænder hvor han samlede sig en mørk dis. Disen tog form som en stor og mørk hund, som stillede sig foran ham. Den gøede af sine lungers fulde drag og stillede sig ind foran Matthew som den beskyttede ham. Den rejste børster i en faretruende stilling mod Kimeya.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste udmærket godt, at han var en af dem som stod med problemer i denne situation. Han havde et dårligt ben, hvilket ikke talte for hans sag på nuværende tidspunkt. Han havde nu alligevel meget at kæmpe for, for han havde familien hjemme og selvfølgelig var det noget af det som betød mest for ham! Han ønskede hjem til dem igen, da det var det eneste mål som han havde sat sig for øjeblikket og nu hvor han vidste at Konstantin samtidig håbede på hans sejr, så var det noget som gav ham en grund mere til at skulle kæmpe for at komme igennem dette! Han ville bestemt heller ikke svigte sin leder og den hertug som var her på stedet, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om! Han var ganske rigtigt en retfærdighedens mand og det var heller ikke fordi at han havde regnet med at skulle stå overfor en svag modstander nu hvor han var af den kaliber som han var. Selvom det ikke var fordi at han var typen som direkte pralede med hvad han havde at gøre godt med, for han havde i den grad også måtte kæmpe for at stå der hvor han stod i øjeblikket, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af. Han havde haft sine kampe med det gamle kongehus, kampe med Faith og dæmonerne generelt og nu havde han så meget på hjemmefronten som i den grad også var noget som tog frygtelig meget af hans tid, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde tingene nemmere for ham på nogen som helst måde. Han vendte blikket direkte vredt mod Matthew. Han lagde hurtigt ud, selvom de hurtige træk ikke nødvendigvis var de bedste.
Umiddelbart så var det måske en gammel strategi som Kimeya kørte efter, men så længe at det virkede, så hvorfor skulle man da lægge det hele om? Jordskælvet var i bund og grund kun en advarsel. Matthew skulle bestemt heller ikke komme her og undervurdere ham bare sådan, det var bestemt heller ikke noget som han fandt sig i! Disen som dannede sig til en hund, var noget som hurtigt fangede hans interesse, selvom det nu heller ikke gjorde ham noget. ”I så fald, så skal du gøre det langt hurtigere!” endte han med en fast tone. Kimeyas træk var ganske rigtigt mere harmløse end det som Matthews var, men det var nu heller ikke noget som han tog sig af. Så lang tid at han kunne gøre brug af en masse små og samtidig klare sig igennem det, så var det i den grad også noget som han agtet at fortsætte med så længe at det nu var ham menneskelig muligt, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han slap roligt stokken som den blev stående uden at rokke sig i vinden som herskede omkring dem. Det var nok længe siden at han havde været i en magisk kamp, men han måtte erkende, at det virkelig var rart at komme i gang igen! Han vendte blikket mod Matthew, hvor den grågrønne farve endte fuldkommen helt mørk og nærmest sort. Han trak vejret dybt, idet han vendte hænderne og håndfladerne direkte imod Matthew, idet han sendte en trykbølge direkte mod ham. En latterlig start måske, men han ville se hvad manden også duede til! Som han ville ramme med trykbølgen, så ville han sendte Matthew bagud og direkte ned i jorden hvor rødder ville gribe omkring ham, kun for at holde ham fast.

[Deleted]

En ting var at Kimeya var en ældre en end det som Matthew selv var, selvom det slet var nok til at afskrække ham. Der var kun en som han faktisk kunne sige sig at være direkte bange for, og det var faktisk Eniqa. Han var bange for hvad der ville ske hvis han mistede hende, han var bange for at miste hende og hvordan hun ville klare det hvis han skulle falde i denne nat, selvom det var noget som han gjorde sit for at undgå ,for han ønskede det selvfølgelig ikke på nogen måder! Han vendte blikket direkte mod Kimeya og med den samme mine som tidligere. Manden var dygtig af hvad han havde hørt, selvom han måtte erkende, at han slet ikke var så overrasket igen, for det var jo heller ikke fordi at manden direkte havde gjort andet end at skaffe sig fjender, kun for at skaffe sig af med dem igen? Det var der jo heller ikke noget direkte ærefuldt i set i hans øjne! Hunden blev stående foran ham i form for beskyttelse. Det store bæst kunne beskytte ham mod temmelig meget hvis det skulle vise sig at blive nødvendigt. Umiddelbart så vidste han heller ikke hvad Kimeya havde at byde på, selvom det vel også var noget som han meget snart ville finde ud af?
De isblå øjne hvilede tungt på Kimeyas skikkelse, da han godt kunne se at der var noget under opsejling, ikke fordi at det var noget som forundrede ham, for han glædet sig virkelig til at se hvad manden havde at byde på! Det gispede dog kraftigt i ham, idet at han blev kastet direkte bagud af den massive trykbølge. Den mand havde da en styrke som han slet ikke havde regnet med! Rødderne som skød op af jorden som havde det været rene projektiler, var slet ikke noget som han havde regnet med, hvor de greb omkring hans håndled, hans ankler og om halsen, hvilket var noget som strammede godt til. Han gispede let, idet han knyttede næverne. ”Så er vi i gang..” Han smilede et iskoldt og skadefro smil. Hunden hvis dis var gået fuldkommen i opløsning, samlede sig endnu en gang og vendte sig direkte mod Kimeya og med en kraftig knurren. Den satte direkte i løb mod ham og uden det mindste tøven, hvor den blottede sine massive tænder som var lige så skarpe som havde det været et monster eller et bæst i levende live! Tænderne blev blottet i de massive kæber, idet at den placerede sit tandsæt direkte i Kimeyas dårlige ben, da det var det som var meningen ved det hele! Matthew kunne ganske rigtigt ikke se noget som helst, men at skade manden var og blev hans foretrukkende i denne situation! Han spændte fast i hele kroppen som han gjorde et fast forsøg på at skulle komme fri, hvor han gjorde faste ryk i arme og ben for at se om det ville hjælpe at bryde Kimeyas koncentration, netop ved at påføre ham den smerte som han gjorde lige for øjeblikket, for han kunne i den grad godt fornemme i sit eget stille sind, at det hele gik som han ville – at hunden havde fået bidt Kimeya!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste udmærket godt at Matthew ikke var dum af sig også når det kom til magi, hvilket gjorde at dette nok skulle vise sig at blive en meget spændende kamp af slagsen. Han var selv ude af træning, selvom der bestemt heller ikke skulle meget til før han røg tilbage i det igen. Så var det vel heller ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Han vendte blikket direkte mod ham. Han havde ramt ham med trykbølgen, hvor han også kunne se til at hunden som stod som Matthews beskyttelse måtte opløses som i atomer. Manden røg tilbage og direkte ned jo jorden hvor rødderne tog fat omkring ham. Måske at dette var meget standard indenfor kamp, men han var slet ikke færdig endnu. At holde ham fastlåst var en ting som skulle gøres, han havde meget på lur endnu! Og som han havde lovet Konstantin, så skulle han nok vise Matthew hvem det var som bestemte her omkring, for det var bestemt heller ikke ham! Rødderne ville slippe deres greb i jorden og derved også lægge sig mere og mere omkring Matthews skikkelse, kun for at holde ham ordentlig fast, hvilket var noget som selvfølgelig frydet ham som intet andet!
At hunden så måtte samles igen, var nu heller ikke noget som han direkte havde regnet med på denne her måde. Han blinkede let med øjnene som han så det massive og store dyr direkte komme flyvende mod ham i den fart som den havde på, kun for at blotte tænderne. Der gik det så til gengæld også op for Kimeya hvad det var at Matthew prøvede på og det var bestemt heller ikke noget som han ønskede skulle lykkes for ham, hvis han kunne blive fri for det, det var helt sikkert! Han nåede dog ikke at reagere før hunden havde fået sat tænderne direkte i hans dårlige ben, hvor han kraftigt brød op i et skrig. Hans ben kollapsede under ham, idet at hunden nærmest kastede rundt med ham som havde han været en kludedukke. Benet begyndte kraftigt at bløde og der lød adskillige knæk, da det stadig var ganske svagt og han stadig var i gang med genoptræning, så der skulle bestemt heller ikke så meget igen til at det ville brække og det var tydeligt også det som skete lige for øjeblikket! Han fik hurtigt dannet en mørk kugle som han kylede direkte imod hundens hoved, hvilket fik den til at gå i opløsning endnu en gang og han mærkede hvordan benet endnu en gang kom frit. Hans mangel på koncentration var jo selvfølgelig til Matthews fordel, hvilket han bestemt heller ikke var særlig meget for i den anden ende. Han vendte blikket direkte mod manden, idet han prøvede at komme op, selvom det bare ikke så ud til at ville gå som han ville det! Han bed tænderne fast sammen som han endelig kæmpede sig op på det friske ben som han nu havde. Han var gjort ustabil og han brød sig bestemt heller ikke omkring den tanke!

[Deleted]

Matthew vidste udmærket godt, at det ikke kunne være helt smart at pisse Kimeya af, selvom han nu også vidste, at han ikke rigtigt havde noget andet valg i denne situation, om det jo så var noget som han ville det eller ikke. Han var jo nødt til at gøre et eller andet, for han havde bestemt heller ikke nogle intentioner om at skulle tabe denne kamp! Han vendte blikket stille ned mod sine håndled, selvom han ikke rigtigt kunne komme nogen steder, hvilket selvfølgelig også var en tanke som direkte måtte frustrere ham, for han havde aldrig nogensinde bedt om at skulle sidde her alene bare sådan uden videre! Han fnøs ganske kortfattet som han igen lod hovedet søge ned i jorden. Det var heller ikke fordi at han havde noget andet valg, for han lå virkelig, virkelig fastlåst til jorden! At hans eget træk havde virket, var noget som han tydeligt kunne høre, idet at han kunne høre Kimeyas skrig, for han vidste at det var noget som måtte gøre ondt, udelukkende fordi at manden havde ondt fra før af, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde ham noget som sådan, for det kunne bestemt heller ikke blive bedre end det, det var der heller ikke nogen tvivl om! Kimeyas koncentration måtte forsvinde, selvom det kun var til hans egen store fordel! Han rev hænderne hurtigt til sig, nu hvor han havde muligheden for det. De rødder som havde lagt sig stramt omkring hans hals, rev han hurtigt af igen og satte sig op. De havde faktisk strammet en god del, hvilket var noget som han tydeligt kunne mærke for øjeblikket! De isblå øjne vendte han direkte mod manden. Han var måske dygtig, men denne kamp var langt fra overstået endnu, det var noget som han nok skulle bevise for ham på denne her måde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig skulle komme til stykket.
At skulle se Kimeya direkte kæmpe sig op på benene igen, så var det kun gjort tydeligt, at det hele havde virket lige efter planen! Han var kommet godt til skade, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde det mindste til, hvis han kunne undgå det. Selvfølgelig var det ham en fordel i hans egen kamp at være den overlegne og nu hvor Kimeya tydeligt måtte rende rundt med et ben som slet ikke kunne bruges, så gjorde det kun det hele bedre! Sådan som det blødte, så blev det bestemt heller ikke bedre end det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han vendte blikket mod sine hænder, hvor han dannede sig endnu en mørk kugle som direkte gnistrede af den rene energi som han måtte lægge i det, for han så virkelig ikke noget andet valg! Han ville have denne kamp overstået og helst så hurtigt som det nu måtte være ham menneskelig muligt, så han kunne komme hjem til Eniqa og deres kommende lille, fortælle at han kunne rende rundt uden at skulle frygte for sit liv og derfor også kunne beskytte sin familie med alt hvad det nu måtte indebære, for det var noget som han virkelig havde brug for lige nu! Han sendte kuglen direkte af sted og direkte mod Kimeya. Den mand skulle dø og det skulle være lige nu!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya vidste udmærket godt, at han havde lige så store problemer som han normalt havde når han var i kamp, selvom der var helt andre ting som spillede ind i de situationer. Denne gang så var det virkelig en kamp for liv og død, og selvfølgelig var det en kamp som han ville vinde så han kunne komme hjem til sin egen familie! Selvom han vidste at hans egen lille dreng selv skulle igennem den samme test, udelukkende fordi at han var voksen og havde passeret det punkt hvor man ville kalde ham for myndig, så selvfølgelig var det noget som spillede frygtelig godt ind for hans vedkommende. Han satte familien før han overhovedet ville sætte sig selv og det var aldrig noget som han ville ændre det mindste på! Hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet.
At Matthew måtte komme fri, var nu slet ikke en tanke som han brød sig det mindste om overhovedet! Han vendte blikket direkte mod ham og med den samme faste mine. Måske at han havde taget fejl af Matthew i det store og hele? Ikke fordi at det var noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet, selvom det nu heller ikke var noget som man måtte tage sig det mindste fejl af overhovedet. Han kæmpede sig op på benene, selvom det bestemt heller ikke var nemt for ham. Det brændt virkelig forbandet meget i hans ben! Blodigt og meget endda, så han knapt nok kunne støtte det mindste på! Han trak vejret dybt og nåede kun lige at vende sig mod ham. Matthew virkede til at kæmpe for en sag, hvilket var noget som han tydeligt måtte lægge mærke til, selvom han denne gang ikke havde tiden til at skulle reagere på det. Han gispede kraftigt, idet at kuglen af ren og skær energi måtte ramme ham direkte i brystet hvor han blev kastet direkte baglæns, hvor det selv tydeligt måtte lyde adskillige knæk, da det kraftigt måtte gå udover hans ribben idet han kraftigt måtte ramme jorden med et fast og kraftigt bump. Han gispede kraftigt og kneb øjnene sammen, da han for en ganske kort stund, slet ikke følte for at bevæge sig, for det gjorde virkelig, virkelig ondt! Han knyttede næverne, idet hans øjne endnu en gang endte fuldkommen mørke. Han havde meget og han brændt inde med frygtelig meget mørk magi, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Han vendte blikket mod Matthew. ”Nu har jeg holdt mig i snor længe nok..” Ordene var ganske rigtigt mere henvendte til ham selv end det som de var vendt mod nogen andre, men hvad fanden! Han kom sig roligt om på siden, idet han roligt rejste sig op igen. Han dannede sig en ganske lille kugle – ødelæggende kraft, men svær at se hvilket i den grad også er noget af det som gør den direkte farlig! Han kylede den direkte i retningen af Matthew. Han havde ganske enkelt fået nok nu!