The pleasure by hunting

[neo]

Solen var ved at gå ned bag horisonten i vest, og var begyndt at kaste sine mange skygger over Dvasias. Det var sent, det var ikke nær så varmt som det havde været, men det ændrede ikke på jagtforholdene – ikke endnu om ikke andet. Neo havde søgt væk hjemmefra Chevallier Mansion, hvor han allerede havde været væk i et par dage, bare for at tage på jagt. Kødet spiste han selv og havde han for meget så solgte han det i Ramshia City, ligesom dyreskindet. Denne gang, havde det dog ikke været ligetil at finde skovens dyr, som det normalt plejede at være. Han var ikke helt sikker på hvorfor, men han havde sine anelser, han havde nemlig set ulvespor ikke så langt fra de områder hvor han plejede at jage. Den Mørke Skov var det bedste sted at jage – i hvert fald ifølge Neo, for det var her han næsten altid fandt dyr, selvom det godt nok ikke var lykkedes ham at finde nogen endnu. Han havde som sædvanligt sin vandrefalk Shinux med sig, falken var hans øjne og ører når han var på jagt, desuden så så falken langt bedre også når den var oppe for oven, end det som Neo gjorde når han var nede blandt træerne. Han bar sit sædvanlige jagttøj; den sorte lædervest, de brune bukser og de sorte støvler, samt nogle handsker der dækkede til det midterste led på fingrene, så fingerspidserne var frie, hvor han denne gang også havde en kappe med sig, så han ikke kom til at fryse om natten. Han havde ikke sin bue spændt i øjeblikket, da han prøvede at opspore hjortene, men han faldt hele tiden over ulvespor.
Neo satte sig ned på hug, hvor han lod sine fingrespidser glide over kanten til et ulvespor, inden han lod blikket glide rundt. Han vendte kort blikket op mod Shinux, der gav et skrap fra sig, idet den baskede med vingerne, næsten som om den ville vide hvad der foregik. Neo så rundt igen. ”Det bliver vidst endnu en dag uden noget, min ven,” mumlede han for sig selv, som han rejste sig op igen. Det ærgrede ham nu en del at ulvene var kommet til, selvom det også kun gjorde at man skulle være langt mere påpasselig med hvor man gik henne, for det skulle ikke undre ham at man hurtigt kunne støde på en flok, men han var i det mindste ikke forsvarsløs, for han havde da sin magi, hvis det skulle ende med at gå helt galt. Han lod de dybblå øjne søge ganske rundt, som om de studerede terrænet, inden han valgte at begive sig videre på sin færd. Han kunne høre en raslen oppe i træerne, så han vidste at Shinux fulgte efter ham og selv holdt et vågent øje med skovbundet.

Tag: Leisha

[Deleted]

Aftenen var efterhånden kommet til Dvasias, hvor mørket var faldet på – havde indhyllet landet i nattns mørke tæppe, De fleste af indbyggerne i det såkaldte Rige af Mørke elskede. Mørkes væsener elskede denne tid på dagen, hvilket man mere end tydeligt kunne se på gadeaktiviteten i landet. For Leisha derimod var denne tid den værste på døgnet. Hendes krop føltes altid svag, afkræftet, hvilket fyldte lysvæsenet med en magtesløshed og en underlig form for melankoli.

Lysvæsenet havde, for ikke meget mere end en times tid – af hvad hun selv havde bedømt det til – forladt Sepulchre og var draget af sted mod den sorte skov og nu, hvor hun stod og betragtede de høje træer, der tårnede sig truende op foran hende. Nu, hvor hun stod der og betragtede den mørke, for et væsen af lyset, faretruende skov, spillede et udtryk i hendes ansigt, fortrukket af en frygt, før hun med faste, målsatte skridt bevægede sig ind mellem træerne i den dunkle skov. I sløve bevægelser vandrede hun mellem træerne, samlede nedfaldne træstykker i den store, slidte kurv, der vippede frem og tilbage i takt med hendes sløve bevægelser fra hendes spinkle arm. Det var helt underligt at bevæge sig rundt i skoven, velvidende at grænsen til Procias ikke var længere end et par timers gang fra hende, og et pudsigt smil – mere hjerteskærende og smertende end alverdens tårer spillede på hendes læber, gav hende et sørgmodigt udtryk, noget så længselsfuldt, da tanken ramte hende, og Leisha henfaldt i dybe tanker, uden så meget som at ænse den Dvasianske jæger, der puslede rundt ikke meget mere end et par meter fra hende mellem de mørke træer, der var blevet symbol på hendes frygt.

282 drops of inc for Neo

[neo]

Mørket var noget som gav Neo styrke i sig selv, netop fordi det var mørket som var kilden til hans magi. Han var en warlock, en troldmand med mørk magi, selvom han langt fra var så stærk som en warlock kunne blive, for han var faktisk ganske ung af en warlock at være, dog skulle det nok komme med årene, for han blev jo kun bedre jo mere han øvede sig og jo mere erfaring han skaffede sig, selvom det ville være langt lettere hvis han faktisk havde nogen til at lære sig det. Hans far var ikke meget hjemme, så det var ikke tilfældet, hans mor var ikke den bedste warlock, men hun var jo heller ikke en kriger, så det var klart at hun ikke kunne så meget igen. Han trænede med sin lillebror, selvom at det var ham som lærte fra sig og ikke selv lærte nye trick og hvordan man blev bedre, et sted følte han jo at han måtte stå stille i sin træning. Han vendte blikket op mod Shinux, da vandrefalken valgte at baske vildt med vingerne og tjippede næsten panisk, som tegn til at der var nogen i nærheden, hvilket fik ham til at spænde buen og sigte mod personen ikke så langt væk fra ham, selvom han hurtigt endte med at sænke buen igen, for det var kun en ung kvinde. Han gik roligt mod hende, hvor han lod hovedet søge en anelse på sned. Han kunne ikke lade vær med at undre sig over hvad en kvinde som hende lavede herude helt alene. Han stillede sig roligt op ad et træ, hvor et let smil gled over hans læber. Hun samlede brænde, selvom det var ret sent i hans øjne, for det var jo mørkt, hun ville snart ikke kunne se en pind for sig, medmindre hun naturligvis var et af mørkets racer. Han rømmede sig kort, for at gøre hende opmærksom på ham, som han pakkede pilen og buen væk, ved at sætte den omkring hans ene skulder. ”Hvad laver De herude helt alene?” spurgte han roligt og lettere nysgerrigt. Han kom fra en rig familie og var vant til høflighed, så han tænkte ikke videre over at hun var en slave eller tjener, fordi hun var ude for at samle brænde, for det kunne der jo være mange grunde til. Et venligt smil gled over hans læber, et sted for også at indikere at han ikke var fjendtlig eller ude på at gøre hende ondt, for det lå slet ikke til ham – utroligt nok.

[Deleted]

Et fængsel. Det var sådan landet var for hende. Hun ville aldrig kunne undslippe Dvasias, selv hvis hun virkelig prøvede alt hvad hun kunne. Det havde altid naget hende, altid fyldt hende med en sørgmodighed, at hun vidste, at hun ville tilbringe resten af sit liv i det forhadte, mørke land, der drænede hende for energi. Som sugede det ligeså langsomt al livslyst og glæde ud af hende, mens hun dag for dag arbejdede flittigt, som det nu lå til hende at gøre, for den mand, der gang på gang slog og mishandlede hende. Men Leisha havde altid været viljefast. Hun vidste, hvad hun ville med sin tilværelse, og hun vidste hvordan hun ville have det med at se sig i spejlet, og bare fordi en anden behandlede hende dårligt, ville man aldrig skulle kunne sætte en finger på noget, hun havde gjort eller sagt. Men efter hun havde mødt Lucas på markedspladsen, var alt blevet vendt på hovedet. Det var ikke længere, fordi hun ikke havde noget sted at tage hen, hvis endelig Marco Ignatius skulle gå hen og forsvinde. Hun ville kunne tage til ham, og han ville sikkert ordne noget.
Normalt var Leisha egentlig ikke den typiske dagdrømmer, der bare sad og spildte sit liv på at vente på at blive reddet af nogen. Nej, den slags gjorde bare for ondt, men efter sin tur ud af landet, kunne hun slet ikke lade være. Mørket var bare blevet så meget mere uudholdeligt. Et suk gled over de blege læber, som hun atter rev blikket væk fra den smule himmel, man kunne ane mellem træerne og vendte tilbage til den sløve indsamling af træ, som hun var tvunget til at gøre om natten, eftersom Marco ikke længere stolede på hende.

Chok. Den fremmedes tilstedeværelse var slet ikke gået op for Leisha, der i ren og skær overraskelse kastede sig ned på knæ i den kolde jord med, i respekt, bøjet nakke og sænket hoved. "Undskyld herre, det var ikke min mening at forstyrre", erklærede hun og prøvede at behærske sin krop, da en skælven af frygt gled gennem hende. Hun ikke så meget som skænkede kurven med brændet, der nu lå spredt ud over skovbunden, en tanke, men holdt alt fokus på ham. Aldrig i sit liv, havde hun mødt en Dvasianer uden Marco var i nærheden til at sørge for hendes sikkerhed, sådan da i hvert fald, og hun var rædselsslagen for hvad denne jæger kunne gøre hende. Det var dog først nu, at hun bemærkede den høflige tone i hans stemme, og de blå øjne knebedes sammen til to sprækker, mens hun mistroisk betragtede ham. "Ja, herre... Men De må ikke gøre mig noget, jeg beder Dem.", idet hun hævede hovedet mod hans ansigt for at tale færdig faldt hendes hår væk fra ansigtet og afslørede et hævet kindben, der tvang det ene øje en smule i. Det gik for det meste op for folk, hvorfor Leisha var så ydmyg, når de så hendes ansigt eller hendes krop, når tøjet forsvandt fra den. Tit var den mælkehvide hud præget med adskillige mørke plamager og brændmærker.

[neo]

At se en så ung kvinde herude i skoven helt alene, var noget som måtte fange Neos opmærksomhed, for det havde han ærligtalt ikke regnet med. Det gjorde ham en anelse nysgerrig og ikke mindst mistænksom, for skindet kunne bedrage og han vidste at denne kvinde kunne være farlig, selvom han måtte indrømme at hun virkelig ikke virkede til at være fjendtlig på nogen måde. Han endte næsten med at få et chok, da hun kastede kurven med brændet fra sig og smed sig ned på knæ, hvor han endte med at bakke et par skridt bagud. Han mærkede hvordan hans hjerte langsomt faldt til ro igen, hvor han glippede let med øjnene. Han var næsten automatisk endt med at stramme grebet omkring sin bue, selvom grebet løsnede sig en anelse igen, hvor hans mine ændrede sig til at blive mere forundret, for.. hvorfor gjorde hun dog det? „Jeg..” Han lod hovedet søge ganske let på sned, som han betragtede hende lettere nysgerrigt. „De forstyrrede skam ikke!” forsikrede han hende, som han sendte hende et skævt smil. Det var vidst mere ham som var kommet for at forstyrre hende. Men solen var gået ned bag horisonten for at efterlade jorden helt mørk, ikke fordi det gjorde ham noget, for det var jo mørket som bragte ham styrke, så han havde skam intet at frygte, men.. hvad med denne kvinde? Han kunne ikke sige hvad race hun var, men skulle han være ærlig, så virkede hun ikke direkte som én der mindede om en dvasianer. Han rynkede brynene i en sørgmodig mine til hendes ord. Han endte med at knæle foran hende, inden han roligt tog omkring kurven og brændet, som var faldet ud, kun for at hjælpe hende med at samle det op igen. „Jeg gør Dem skam intet..” svarede han roligt, som han fik de sidste stykker brænde lagt op i kurven, kun for at sætte kurven imellem dem, hvor han sendte hende et skævt smil. „Jeg spurgte desuden bare, hvad De lavede herude helt alene. Det er ved at blive mørkt, og nattens væsner søger ud på dette tidspunkt, det er ikke sikkert for Dem,” endte han roligt, som han rakte hende en hånd, for at hjælpe hende op på benene igen, som han selv måtte rejse sig. De dybblå øjne søgte ikke væk fra hendes skikkelse, men forblev fæstnet fast på den. Måske skindet kunne bedrage, og han vidste at man ikke skulle dømme en bog på dets omslag, men.. hun virkede ikke til at være farlig, så havde hun vel heller ikke kastet sig i jorden på den måde? Det tvivlede han på, selvom han selvfølgelig kunne tage fejl, men så måtte hans gode hjerte tage livet af ham, for hvorfor skulle han dog ikke give denne kvinde en chance? Hun virkede dog ret påpasselig, hvilket kun gav ham endnu mere lyst til at være god mod hende.

[Deleted]

Det var helt underligt at scenariet så hastigt havde ændret sig. Havde forandret sig fra bare at være Leisha, der som altid gik ude i skoven om aftenen og dagrømte, lod sig selv henfalde i tanker og dagdrømmerier, der som edderkoppens fine spind snoede sig omkring hende og indhyllede hende i drømmenes fine mønstre. Nu lå hun lige pludselig på sine nøgne knæ i den usigeligt kolde, halvmudrede jord, der var ude i den mørke skov. Hun havde godt bemæket, hvordan den fremmede tumlede lidt bagud og grebet om hans bue strammedes, og selv forbandede hun sin dumhed i at kaste armene frem for sig. Det ville være nemt som at klø sig på ryggen, at stoppe hende, hvis hun greb ind under sine skørter efter den ynkelige, sløve kniv, hun havde bundet fast i det stykke slidte stof, der udgjorde det for et strømpebånd. Ikke fordi den fremmede lod til at ville hende det ondt, men aldrig i sit liv havde hun mødt en fra Dvasias, der rent faktisk ville hende det godt. Selv en af Ignatius-slægtens venner, der egentlig havde virket rar overfor Leisha, da hun var mindre, havde, da han havde set hendes ældre skikkelse for nogle år siden, ment at hun nu godt kunne betale tjenesten af han venlighed tilbage.
Med yderste forsigtighed vendte lysvæsenet de blågrå øjne op og betragtede manden gennem de blonde lokker, der var faldet ned for hendes ansigt og kunne ikke holde sin mund fra at glide åben i en måben, da han smilede i hendes retning. En rødmen indtog hendes ellers så blege kinder og hun havde et ønske om atter at vende sit blik fra ham, men noget holdt hende fra det. Da han så knælede foran hende, ville Leisha noget så gerne bare forblive rolig, bare kunne ligge der og være fuldkommen ligeglad, men bevægelsen fik hele hendes krop til at reagere, og hun trak sig lidt sammen som en forslået hund, der forventede sin herres næste slag. Det var ikke just nogen stor bevægelse, men så tæt som han var på, kunne han jo næsten ikke undgå det. Bevægelsen fik en overvældende bølge af skam og forlegenhed til at glide over Leisha, og hun fik endelig hevet blikket til sig og rettede skamfuldt blikket mod jorden, før hun tog mod til sig og bevægede sig.

Bevægelsen var rolig og blød, forsigtigt, da hun ved hjælp af hans fremstrakte hånd, trak sig op at stå og betragtede den fremmede, der havde samlet hendes brænde sammen. "Det er det eneste tidspunkt min Herre lader mig forlade huset", forklarede hun tøvende og betragtede ham med øjne, der havde fået helt nyt liv af nysgerrigheden, der tydeligt var at se i hele hendes kropssprog. "Må jeg tillade mig at spørge, hvem De er?", spurgte hun forsigtigt og undlod at skubbe et underdanigt 'herre' bagpå, som hun ellers altid gjorde det - hvis hun ikke ønskede slag, i hvert fald. "Og hvorfor De tiltaler mig ved 'De'. Den nådige Herre må da kunne se, at jeg ikke er en personlighed, der kræver pæne titler", mumlede hun forsigtigt og slog lidt ud med armene i en bevægelse, der tiltrak opmærksomheden til hendes krop og beklædning. Kjolen, hun bar, var slidt og havde engang været grøn, efter farven at dømme, men var nu blevet mere brun og grå end noget andet. Den var gået i stykker under det ene bryst og afslørede hendes mælkehvide hud med og antydningerne af nogle ribben. Den var heller ikke helt lige mere, og man kunne se at der var blevet revet et stort stykke af i bunden af den, der gik hende til lidt over knæene. Man skulle dog ikke kigge meget for at finde ud af, hvor stoffet var blevet af, da det var stramt bundet om hendes skinneben, hvor det havde antaget en mørkerød farve af blodet, og var bundet stramt sammen af en tynd lædersnor, man kunne se hørte til at snøre kjolen ved brystet. Den var dog bare taget ud, og viste antydningerne af det, der sikkert kunne være en fyldig barm, hvis hun havde haft næringen til det, men mest af alt lignede brystet af en fjorten-femtenårig pige. Fødderne var heller ikke i støvler, som Ignatius-familiens, men var derimod pakket ind i en slags løse lædersko, der mest af alt mindede om et par sokker.

[neo]

Neo anede den røde farve på hendes kinder, da han valgte at smile til hende, hvilket kun fik ham til at trække yderligere på smilebåndet, og give ham følelsen af at være mere behjælpelig, også nu hvor hun slet ikke virkede til at være så.. fjendtlig. At hun dog krøb sammen som en forslået hund, da han valgte at komme hende nærmere, vendte han blikket næsten forskrækket mod hende, da det gav ham et mindre chok. Hendes pludselige bevægelser var slet ikke noget som han så komme, for.. sådan plejede folk normalt aldrig at reagere overfor ham, slet ikke så voldsomt som hun gjorde! Han blinkede let med øjnene endnu engang, uden at han tog blikket fra hende, da han næsten var blevet langt mere opmærksom på hende, inden han næsten varsomt valgte at samle hendes brænde sammen og putte det op i hendes kurv. En sand gentleman var vel enhver kvinde behjælpelig? Det var i hvert fald sådan som han selv så på det og var blevet opdraget til, på trods han måske lå over hende i rang, så så han ingen grund til at udvise venlighed overfor hende, som så mange andre.
Et smil bredte sig på Neos læber, som hun valgte at tage imod hans gestus, greb omkring hans hånd, og roligt kom op på benene igen. Han rakte hende roligt kurven med hendes brænde, hvor han sendte hende et venligt smil, selvom det falmede en anelse til hendes ord. „Din herre?” gentog han roligt, som det gik op for ham at hun var tjener, slave, ejet af en anden person. De havde selvfølgelig tjenestefolk på hans herregård, men ingen af dem fungerede som deciderede slaver. „Åh javel..” lagde han roligt til, som han sendte hende et mildt smil. Han vendte de dybblå øjne mod hende og lagde mærke til hendes pludselige nysgerrighed, der også blev bevist i hendes spørgsmål. Han sendte hende et skævt smil. „Mit navn er Neo Chevallier,” præsenterede han sig, inden han lod hovedet søge ganske let på sned, „og.. Dem?” Han tog ikke blikket fra hende, som han slet ikke kunne lade vær med at betragte sig af hendes smukke væsen, der synes at have betaget ham ganske meget. Måske han blev uopmærksom på omgivelserne omkring dem, men han vidste at hans vandrefalk Shinux ville give besked, hvis endelig noget skulle bringe ham i fare. Hendes følgende spørgsmål og armene der slog ud til siden, fik ham dog til at betragte sig af hendes skikkelse, hvor han først ordentligt lagde mærke til hendes slidte tøj, stoffet omkring hendes skinneben, der tydeligt bandt om et sår og de tydelige løse lædersko, der ikke virkede særlig varme til den kommende vinter. Hans blik gled roligt mod hendes øjne igen, hvor han trak svagt på skuldrene. „Jeg mener det er på sin plads at behandle enhver kvinde ordentligt,” svarede han roligt, „du har intet gjort mig.. hvorfor skulle jeg ikke udvise samme venlighed overfor dig, som alle andre?” Han sendte hende et venligt smil, som han roligt måtte sætte buen over sin ene skulder. „Så.. er du langt hjemmefra?” spurgte han roligt. Hun havde udvist nysgerrighed overfor ham, så måtte han vel også udvise lidt over for hende? For han måtte indrømme at hun virkelig gjorde ham nysgerrig!

[Deleted]

Det var ikke svært at se, at vold mod slaver og andre tyende ikke var en fuldkommen selvfølgelig del af dagligdagen i Neos liv. Alene måden han så undrende betragtede Leisha, når hun som et forslået dyr krøb sammen ved for pludselige bevægelser, trak sig væk fra hende. Efterhånden var det bare en så naturlig ting, der lå begravet dybt i hende og gjorde dette ved hende. Desuden var hun ikke den eneste. Næsten alle i Sepulchre var underlagt vold fra Marcus side af og reagerede på samme måde som hende, gik rundt som små grå mus og frygtede det næste overfald fra den hidsige mand. For dem var det bare en del af dagligdagen med et slag eller to, hvis man var heldig. Et kort sekund blev hun fordybet af tanken om at kunne være et sted, hvor vold og misrøgt ikke var en del af livet, et sted som Neos slægt sikkert var. Et sted, hvor man blev behandlet godt og ikke skulle leve i konstant frygt. Hans spørgsmål bragte hende dog noget brutalt ud af sit tankespind.
”Ja, jeg er ejet af Marco Ignatius”, fortalte hun og en sorg fyldte hendes blik i form af en klar, salt væske, der lagde sig over de blågrå øjne. Ordene havde givet hende en bitter smag i munden, og hun sank noget besværet, før hun fortsatte. ”Manden, der sørgede for at frarøve mig min frihed, da jeg var lille”, tilføjede hun lavt, nok mest til sig selv, mens hun i en forsigtig bevægelse rakte ud efter sin kurv igen. Hans hånd havde været varm og selv om hans håndflade havde været ru efter arbejde eller krigstræning, noget typisk for en mands hånd, havde hun nydt berøringen. Ikke som hun nød Marcus’ berøringer, udelukkende fordi hun blev rørt, men fordi denne hånd ikke ville føre hende skade.
”Det navn, min Herre har givet mig er Leisha. Mit navn blev taget fra mig med min frihed”, hun rankede sig en anelse efter ordene, for ligesom at vise, at selv det skulle ikke have lov at knække hende. Noget eftertænksomt sammenlignede hun højderne mellem dem. Selv nu var han omtrent et hoved højere end hende. I en rolig bevægelse lod hun kurven falde til hvile på hendes slanke arm, der faldt til hvile på en af hendes bløde hofter, trak en af de blonde lokker om bag øret og væk fra ansigtet med den frie hånd, kommenterede ikke hans udsagn om venlighed, for ærligt talt forstod hun det ikke helt. Alt det med respekt var ikke noget en slave forstod.

”Jeg ville aldrig vælge at kalde det mit hjem, men min soveplads er i Sepulchre Mansion inde ved byen”, fortalte hun ærligt, velvidende at den kommentar kunne koste hende dyrt., ”Ikke fordi jeg kan vende tilbage dertil i nat. Min Herre har valgt, at jeg skal tilbringe natten i skoven for at demonstrere sin magt” Hun sendte ham et bittert smil og trak så på skuldrene. Det var ikke usædvanligt, at Marcus gjorde det, når hun havde været ulydig, ligesom at bevise at hun aldrig ville kunne klare sig uden ham.

[neo]

Det var mere end tydeligt for Neo at denne tøs var vant til at blive slået, hvis ikke det som var værre, hvilket var noget som gjorde ham trist, selvom han vidste at det egentlig var ganske normalt her i Dvasias, han var bare ikke selv den typiske onde warlock, som man nok ville forbinde hans race med, for han var lidt utraditionel, men han var ligeglad, han var sin egen, hvilket han ikke havde noget imod! Han var derimod ligeglad med hvad andre mente. Han kunne godt se på hende at hun pludselig forsvandt fra denne verden og fløj et helt andet sted, selvom han også lagde mærke til at hun kom tilbage igen ved hans spørgsmål. Han trak let på den ene mundvig, selvom smilet falmede igen, da han tydeligt kunne se at hun fik tårer i øjnene. Manden hun nævnte.. Marcus Ignatius, var ikke én som han kendte til, selvom det også var underordnet. „Oh det.. det gør mig ondt,” endte han dæmpet til hendes ord, for det var tydeligt at det ikke var noget som hun brød sig om at snakke om.. eller det lignede det i hvert fald ikke, og han ønskede ikke at gøre det værre for hende, så han valgte at lade det ligge, for hvad andet kunne han gøre? Han lod hende blot tage imod kurven, som han rakte hende, hvor han sendte hende et venligt smil. At hun bar et navn som hendes herre havde givet hende, kom en anelse bag på ham, selvom han ikke tog sig af det. „Og.. hvad er så dit rigtige navn?” spurgte han forsigtigt, da han heller ikke vidste om det var noget som bragte hende ubehag at tale om eller ej. Han kunne i hvert fald godt regne ud at det var et forfærdeligt liv som hun levede, hvor han næsten endte med at få ondt af hende, selvom han ikke just viste det, for han vidste ikke om hun selv var tilfreds med det eller ej, men enhver slave og tjener ønskede vel frihed? Det kunne han i hvert fald forestille sig. At hun ikke så hendes herres hus for sit hjem, forstod han sådan set godt, men det var jo alligevel der hun hørte til, hvor hun levede, så.. et sted var det vel hendes hjem? Ikke fordi han havde tænkt sig at begynde at diskutere det med hende. Hendes lille tilføjelse var dog noget som fik ham til at blinke forundret med øjnene, for det kom virkelig bag på ham! Hvem kunne dog være så ond og lade et stakkels pigebarn vandre ude i den mørke skov hele natten alene?! Tænk hvis nogen dyr angreb hende og slog hende ihjel?! „Det.. det kan man da ikke gøre!” svarede han tydeligt forarget. Og alligevel kunne han regne ud at man godt kunne gøre det, men det var virkelig umenneskeligt! Han fik næsten et bestemt glimt i blikket. „Så må jeg hellere blive ude og holde dig med selskab,” afsluttede han lettere bestemt, som et skævt smil gled over hans læber. Andet kunne han da i hvert fald ikke tillade sig! Hun kunne bestemt ikke blive herude helt alene! Han havde set ulvespor ikke så langt her fra, så tænkt hvis de skulle komme tilbage og angribe hende, hun ville da ikke have en chance!