Fresh air! HAHA

[Deleted]

Mørket var for længst faldet på, temperaturen var ikke længere så høj som i dagtimerne men alligevel var det ikke så koldt. Valencia havde været på arbejde det meste af dagen og først sent om natten havde hun lagt det sidste arbejde fra sig og bevægede sig ud i det frie. Frisk luft var altid hjælpsomt når man ønskede at klare tankerne. Et suk forlod hendes fyldige læber da en kølig brise strøg ind over kirkegården. Lugten af jord, mos og betrådt græs, samt død og ødelæggelse lå over stedet. Hun havde valgt at tage dertil fordi det var det sted hun syntes at være mest hjemme, hun strøg en hånd gennem det lange kulsorte løse hår, hendes utrolig blege hud kunne hurtigt få hende forvekslede med en vampyr, hvilket var noget hun spillede på. Hendes hamrende hjerte havde altid en lav puls, noget hun aldrig rigtigt havde forstået men som hun aldrig rigtigt havde gidet undersøge nærmere. Hendes skridt kunne ikke høres hen over jorden idet hun bevægede sig, som spionernes leder var det slet ikke acceptabelt at man kunne høre hende gå hen over jorden. Hun havde trukket i sorte hotpants og en sort trøje. En del hud kunne ses men som om hun tog sig af det. Eyelinerne var tydelig men heller ikke andet make-up kunne ses. Over tøjet havde hun en sort kappe, hætten havde hun lige skubbet af, rundt om livet havde hun en dolk, og et sværd hængende.

Outfit: clik

[julien]

Det dystre mørke havde endnu engang lagt sig over Dvasias, selvom det var et mørke der for Juliens vedkommende havde forandret sig en hel del. Selv dagstimerne var mørke for hans vedkommende. Han bar sin tatovering på skulderbladet der beskyttede ham imod sollyset, men en del bød ham på at fjerne tatoveringen og se solopgangen for at tage sit eget liv, der var kun en lille del som holdt ham i live; hævn. Han hungrede efter hævn, det kriblede i hele hans muskuløse krop for at få hævn! Han havde smidt alle vampyr ud fra hans mansion af. Efter hans far var gået i døden havde han taget over i organisationen, men nu hvor Maggie var død, blevet myrdet, så var han begyndt at køre solo kun for at finde den luskede slange til Malisha, som han personligt nok skulle flå levende! Han var ikke længere leder for vampyrorganisationen, som hans far ellers havde skaffet et berygtet ry, nej han havde smidt alle ud foruden hans onkel Valerio og hans onkels og fars barndomsven Demitri, som han stort set altid havde betragtet som sin onkel også. De var familie og det var den eneste grund til at han havde ladet dem blive i huset. De havde begge prøvet på at få ham snakket til fornuft, men han havde ikke gidet at lytte. Det meste af tiden brugte han udenfor, i sin søgen efter Malisha. Han kunne ikke trænge ind i Mørkets Cirkel, da den var beskyttet med magi, kun en warlock kunne komme ind, så han måtte prøve at opspore hende når hun var udenfor cirklen, hun var trods alt warlockernes leder, så hun burde søge ud af og til, og han måtte bare finde det tidspunkt og slå til!
I øjeblikket befandt Julien sig på kirkegården, hvor han mere eller mindre gik amok i et raseriudbrud. Han tog halvstore sten, som han lige kunne holde om i sin næve, som han kastede af sted mod visse gravsten, der endte med at knuse i et stort brag. Han råbte og næsten skreg af raseri, som han kun samlede næste sten op for at kyle den af sted mod træer, muren, gravstene og andet som han kunne finde. Folk der var kommet forbi havde ladet ham være i fred, de havde end ikke turde at nærme sig ham. Han bar ikke det flotteste tøj på trods han kom fra en rig slægt. Hans skjorte var mere eller mindre beskidt, dækket af jord og blod, fra ofre han havde angrebet og tømt for blod, ligesom hans jeans også var beskidte og hans sorte sko med. På ryggen bar han sine tvillingesværd, der var så tynde at de kunne være i en og samme skede. De to skæfter gik sammen og dannede et stort skæfte, selvom de var to klinger. Han brugte den for sjovs skyld, når han blev i humør til at torturere og brugte andre ting han enten kunne finde eller havde på sig, såsom knive, skalpeller, små bomber og alt muligt andet som han selv havde lavet eller skaffet. De dybbrune øjne var ikke længere klare, men matte og bar ingen form for følelse foruden foragt, vrede og fortvivlelse, for det meste stod de helt tomme, intetsigende og nærmest.. døde.

[Deleted]

Nattens vidunderlige stilhed blev pludselig brudt, brudt af en overdøvende larm der straks vakte irritation i den unge spinkle kvindes krop og sind. Hun standsede brat op, lod blikket glide rundt, hendes syn kunne ikke vise hende hvor larmen kom fra, kirkegården var trods alt utrolig stor, og størrelsen gjorde det umuligt at se fra den ene ende af kirkegården til den anden, man måtte bevæge sig. Hendes hørelse viste hende vej, sat hendes evner. I dette øjeblik var hun i sit bedste element, skulle noget ske kunne hun vække de døde for at hjælpe hende, og dem var der rigeligt af her. Hendes skridt kunne knap høres mens hun nu bevægede sig tættere mod lyden. En tung brise legede med hendes hår, med en let bevægelse fik hun sat en klemme i håret som ville holde det tilbage fra ansigtet, hun ville muligvis få brug for at forsvar sig så synet havde hun helt klart behov for. Hætten valgte hun at trække op over ansigtet blot for en sikkerhedsskyld, hun ønskede ikke at blive genkendt, og hvis den person der skabte al larmen havde tilhold på slottet ville denne sandsynligvis genkende hende, ikke som spionleder, men som en af dronningens hofpiger, det var jo det hun var kendt for på slottet. Det gik ikke at hele verden vidste hvad hendes funktion var, at hun var spionleder skulle altid forblive hemmeligt ellers ville hun være nytteløs på missioner og blot udsat for mordforsøg hvilket hun ærligtalt ikke havde tid til, altså at gemme sig fra folk der ønskede hende død, og dem var der rigeligt af. Endnu nogle skridt og efter at have drejede mod venstre standsede hun. Det ene bryn gled op ved synet der mødte hende, fyren var jo fuldkommen ud af kontrol! Hans øjne gjorde hende det klart at der skulle bankes fornuft ind i hans hoved, ellers ville han nok blive ved indtil hans vrede og frustration var kommet helt ud. Selv blev hun stående fuldkommen lydløs i enkelte sekunder, fuldkommen rolig, og tålmodig for en gangs skyld, da han dog ikke stoppede trådte hun tættere på. Hun standsede godt fire meter fra ham idet han kastede en kæmpe sten der ramte en gravsten som straks blev til støv. Hendes blik gled rundt og faldt på en rimelig stor sten midt mellem dem ”Hvis du er løbet tør for sten så ligger der en her” sagde hun roligt og trådte hen til stenen. Hun så nu fyren bedre an, han var jo fuldkommen beskidt, synet fik hende til at rynke på næsen som om hans lugt nåede hende, for det gjorde den! han lugtede af jord, mudder og blod hvilket var klat. Hun havde intet imod blod, tværtimod var lugten altid velkommen, men at have det på sig, indsmurt i det var bare for klamt.

[julien]

I sin vrede lagde Julien slet ikke mærke til noget som helst der foregik rundt omkring ham. Så folk ham, kunne de tydeligt se den styrke der lå til ham – en vampyrs styrke, så de fleste var kloge nok til at lade ham være i fred. Hans mor og far havde altid lært ham at have respekt for de døde, specielt fordi han selv var en del af dem. Men i øjeblikket var han ærligtalt fuldstændig ligeglad med hvis grave han besudlede med sit raserianfald. Hans krop var død, hvilket den bogstaveligtalt var fra yderst til inderst. Han havde mistet sin far, der var gået i døden, han følte han havde mistet sin mor, fordi hun bare var taget til Manjarno og efterladt ham i sit eget søl, han havde mistet sin kæreste, som han tilmed selv havde været tvunget til at tage livet af, fordi hun havde været ligget imellem liv og død, hun havde bedt ham om at gøre en endelse på hendes lidelser og han kunne ikke lade vær med at føle skyld! Et sted burde han være hjemme. Hans datter var der, selvom han ikke rigtig så hende som sin datter. Maggie havde skjult sin graviditet, hun havde nægtet at have ham tæt på, og et sted kunne han ikke lade vær med at føle at det alt sammen var det lille spædbarns skyld! Havde hun ikke været gravid, var hun aldrig søgt til skoven og så var hun aldrig blevet dræbt! Han gjorde et vredt udbrud, som han kastede den sidste sten han havde haft i hånden mod den ene gravsten der blot blev til støv, hvor han slet ikke havde lagt mærke til kvinden der var kommet ham tættere på. Han vendte blikket vredt mod hende, hvor han gav et højt hvæs fra sig, som han blottede sine tænder, så det var tydeligt at han var vampyr, da man ikke ville kunne undgå at se hans sylespidse hjørnetænder. Han stod med knyttede hænder, trak vejret som var han en arrig tyr, der havde set tyrefægterens røde stof og blot ventede på at stange sin fjende til døde. Hans blege hud blev lettere oplyst af månens skær, selvom den også var en anelse beskidt af jord, mudder, blod og alt andet han havde været igennem. Han betragtede hende ganske kortfattet, hvor han vendte blikket mod den sten hun talte om, inden han igen så mod hende. Han var ligeglad med om hun væmmedes ved ham, han var ligeglad med hvor beskidt han var, det eneste blod han i sandheden ville have på sin krop, var Malishas! ”Lad mig være, hvis du har dit liv kært!” hvislede han kortfattet som en tydelig trussel, idet han bukkede sig ned for at samle den halvstore sten op, som han kastede af sted mod et træs stamme, der endte med at ende lettere på skrå, af den kraft det blev mødt af. Hans krop dirrede af den vrede og det raseri han følte i sit indre, et stort kaos som han slet ikke kunne få styr på! Det frustrerede ham at han skulle miste alt! Han havde jo intet tilbage!

[Deleted]

Hans blik blev vendt mod hende, og han hvæsede af hende. Synet af hans syleskarpe hjørnetænder fik hende til at fnyse og hun himlede med øjnene. Hvor dramatisk. Hun betragtede ham fuldkommen roligt, selvom hun selv var påpasselig med enhver pludselig bevægelse han måtte foretage sig, hendes hænder var begge skjult ind under kappen og den ene lå over dolken som med en let og hurtig bevægelse ville kunne blive trukket frem og hugge betydningsfulde kropsdele af ham hvis det skulle vise sig at blive nødvendigt. Hendes evner var også klar til at blive taget i brug hvis en dolk ikke skulle være nok, ærligt havde hun ingen planer om at blive beskidt, hun havde været i bad tideligere på dagen og hendes lange hår var på ingen måde let at vaske så hun kunne flippe fuldkommen ud hvis hun blev beskidt. Ved hans svar smilede hun et skævt smil ”Lade dig være? Jeg har ikke rørt dig, desuden vil du næppe være i stand til at tage livet af mig… ikke med din formørkede sind..” svarede hun. Hun betragtede ham roligt idet han løftede stenen hun havde udpegede og kastet den mod et træ. Hendes blik fulgte stenen idet den ramte træet og skabte en helt ny form på træet. hendes blik blev igen vendt mod ham, hvad mon kunne skabe den vrede? Noget stort, og personligt! Selv var det mange år siden hun havde haft familieproblemer, hendes sidste problemer havde været hendes bror der havde forsøgt at voldtage hende efter at hun havde vundet over ham i en duel. Dårlig taber, det var han, men hun havde været selv uden om hans voldtægtsforsøg, hun havde trodsalt distraheret ham ved at knappe skjorten lidt for meget op, selvom han var hendes bror var han jo blot en mand, og derved let at lege med når det kom til stykket. Eller… nogen mænd var. Hun løsrev sig fra minderne og fokuseret på den vilde, vrede tyr foran sig, han kunne jo knap holde sig i skindet af vrede. Hun sendte ham et blik der undersøgte ham fra top til tå, mens en brise gled ind over dem, sendte hans lugt tættere på og skubbede på samme tid hætten hendes hoved. ”Du lugter! Har du overvejet et bad!?” sagde hun som om de var de bedste venner og hun bare lige kunne forslå ham et bad. Hvordan han i det hele taget ville reagere anede hun faktisk ikke, men under alle omstændigheder ville han næppe bryde sig om hverken det første eller det andet hun havde sagt, hvilket heller ikke havde været meningen.

[julien]

At kvinden blev stående, var noget som næsten måtte irritere Julien endnu mere, for hun kunne vel se at han var vred? Og hvem fanden gik hen til en vred vampyr, der tilmed var i gang med sit raseriudbrud? Han kunne flå hende på to sekunder, hvis det skulle være det! Ikke fordi at det var det som han var ude på, for han ville egentlig bare gerne lades være alene, så han kunne smadre hele kirkegården, om han så fik sin nye ’fyrste’ efter sig, så var han ligeglad, for et sted var han ligeglad med om han fik taget sit liv, han havde intet tilbage i verdenen for at lave for, han havde mistet sin mage, det eneste der faktisk holdt ham i live, var hans hævngerrighed, og den skulle han nok få! Som han fik kastet stenen, vendte han sig brat om og stirrede olmt og vredt på hende. Hvem troede hun at hun var?! Han tog en dyb indånding, da brisen kom, som var han en ulv der lugtede efter sit bytte. Han vendte roligt blikket mod hende, hvor et dystert smil gled over hans læber. Hun var bleg, kunne næsten gå for at være vampyr, som ham selv, han kunne knap nok høre hendes puls og bankende hjerte, men han kunne ikke tage fejl af hendes varme blod, som han tydeligt kunne lugte fra hvor han stod. ”Din sølle necromantik virker ikke på mig,” hvislede han kortfattet. Hendes blod lugtede nærmest af død, plus hans far havde lært ham at man kunne afsløre folks racer ved at kende forskel på de forskellige dufte. Det var så bare lidt sværere ved de som havde flere racer i sig, såsom varyler og holy grails, men det var let at afsløre ved fuldblodsracer, såsom ved denne kvinde. Han vidste godt at det var dumt at angribe i vrede, fordi ens vrede hurtigt kunne gøre én blind, den kunne hurtigt distrahere én så man ville tabe kampen, men så var det bare godt at han havde lært at holde hovedet koldt i enhver situation, selvom han i øjeblikket bare gav efter for sin vrede og lod det gå ud over alle de ting som stod ham nær. Han vidste godt at de var på hendes hjemmebane, for hun var trods alt necromancer og de brugte de døde, og de var omringet af døde folk, men hvad hun ikke vidste, så var det at han også bar formskiftende evner, hvilket han kunne takke sin mor for. At hun nævnte at han lugtede, var noget som fik ham til at himle svagt med øjnene. Hun mindede ham om et lille irriterende barn! Han gjorde en hurtig bevægelse, så han endte med at dukke op lige foran hende, hvor han nærmest skubbede hende væk med sit faste bryst. Han lagde de stærke arme over kors og betragtede hende med et vredt og næsten overlegent blik. ”Du skulle nødig tale om lugt.. du lugter langt væk af døde lig,” svarede han lettere hånligt, som han blev stående ganske brat som havde han været en fast klippe. Han var ligeglad med hvem hun var.. hun lagde sig ud med den forkerte fyr!

[Deleted]

Hun var langt fra almindelig siden hun blev stående der mens hans vrede så ud til ikke at have nogen grænser. Der betød en af to ting, at hun enten var tosset, eller at hun var sikker på at hun ville kunne forsvar sig. Godt nok var han hurtig, noget der fulgte med at være vampyr, men hun var selv også rimelig hurtig, ikke så hurtig som ham naturligvis, men heller ikke så langsom at hun ikke kunne forsvar sig mod en vampyr, for det havde hun skam gjort mange gange før. hendes blik hvilede roligt på ham og for et enkelt sekund bemærkede hun et bestemt blik i hans øjne, et blik hun havde set overraskende mange gange gennem sit liv, et blik hun nærmest så dagligt og derfor genkendte med det samme, et blik der sagde at døden ville være en velsignelse i forhold til dette liv vedkommende levet. At hun skulle se den fra denne mand, denne mand som hun ikke engang kendte navnet på var lidt af en overraskelse, hvorfor det i det hele taget overraskede hende var hende umuligt at sige men alligevel indrømmede hun for sig selv at hun ikke havde forventet det. Blikket havde dog været der så kort at hun næppe ville have opdaget det hvis hun havde blinkede. Hans dystre smil fik hendes hoved til at glide en anelse på skrå mens hun betragtede ham roligt. havde han været renere ville han have set ret godt ud, bemærkede hun. Hans ord fik hende til at rette hovedet og dog fortsat betragte ham roligt, hendes ene bryn gled op ”Jeg har nu begravet mange af dine slags” svarede hun ganske roligt og dog med et håndligt glimt i øjnene. Da han himlede med øjnene ved hendes ord om hans dårlig lugt smilede hun skævt, et ret så sødt smil der slet ikke passede til hendes tanker. Hendes tanker der var fulde af planer med lige netop denne skabning, han var så nem at manipulere i denne sindstilstand, for lige nu var det vreden der styrede ham. Meget sexet, men heller ikke mere, han var et fjols hvis han troede at hans fysiske styrke ville få ham til at vinde en kamp mod hende, for selvom hendes fysiske styrke næppe ville kunne måle sig med hans så havde hun en del mere erfaring end hans unge røv. Hun kunne nærmest se hans alder i hans øjne, hans bevægelser, hans vrede, hans uro. Ja en ældre vampyr vil klart være mere i stand til at styre sin vrede og have et større kenskab til hans styrke. Da han pludselig stod lige foran hende så hun direkte op på ham uden hverken at blinke eller se så meget som bange ud. Han brugte sit bryst til at skubbe til hende hvilket kun fik hende til at trække et skridt tilbage, af egen fri vilje. ”Den lugt er der kun ganske få der kan lugte, desuden… høre den med til min race, din derimod… lugter af blod, mudder, snavs… hvor uhygiejnisk” sagde hun. Hun så atter på ham lod sit blik finde hans ”Hør her… du er endnu for ung til at dø, for træls endda hvis du gik hen og døde, jeg er sikker på at din mor vil savne dig… en ting er sikkert.. kom dig over dit tab.. Uanset hvor stort det er!” det var et rent gæt at hun troede at han havde mistet en han havde kørt, men hans vrede, sorgen hun havde set i ham, lysten til at dø og lugten af det blod han havde på sig som var en blanding af blod var mange forskellige racer gjorde det klart at han ikke bare var vred fordi en handel gik i vasken eller at han mor glemte at lave ham mad. Der lå mere bag.

[julien]

At denne kvinde blev stående og faktisk betragtede Julien, kom en anelse bag på ham, for.. hun kunne vel se at han havde travlt med at ødelægge hele stedet? Måske han ødelagde gravstenene, men det var intet respektløs i forhold til hvad hendes slags gjorde! Hun brugte tilmed de døde, lod dem komme op fra graven og forstyrrede deres fred, hendes slags havde ingen respekt for de døde! Selvom han et sted var fuldstændig ligeglad, for hun kunne bare gå videre eller igennem, hans vrede var ikke ment til hende eller nogen anden, den var ment til en enkelt kvinde, som stadig gik rundt på denne Jord og som han personligt nok skulle flå hjertet ud af! Han vendte blikket mod hende igen, som han for en kort stund havde stået i sine egne tanker, hvor det var hendes ord der måtte rive ham ud af hans dagdrømmerier. Hun havde beslaglagt mange af hans slags? Det fik ham til at fnyse hånende og dog en anelse morende, som han lagde de stærke arme over kors på det faste bryst. ”Du lyder temmelig hovmodig. Er du ikke klar over at man ikke skal undervurdere sin fjende? Uanset hvor ung han så end er?” spurgte han ganske stilfærdigt, som han hævede det ene øjenbryn og betragtede hende sigende. Han var blevet trænet siden han var lille, han havde slået mange af de fuldvoksne vampyrer som havde gået under hans fars kommando, han var måske utrolig ung af en vampyr at være, men det ville simpelthen være dumt at undervurdere ham, for han havde flere tricks i ærmet end hun kunne forstille sig! Men det var sådan set ligegyldigt, for han gad ikke spilde sine kræfter på hende, han havde kun en enkelt person i blik og det var den person som skulle få alle hans små fine som ufine tricks at se! Hvem denne kvinde var, vidste han ikke, men han kunne tydeligt mærke på hende, at hun ikke lige sådan var til at skræmme. Det lå til de fleste dvasianere, enten var det hovmod og dumdristighed, eller også var man så dygtig at man faktisk kunne tillade sig at spille kæk og modig. Han bed tænderne lettere irriteret sammen, som han vendte blikket tvært imod hende. ”Hvis du ikke kan lide min lugt, så gå dog videre i stedet for at forulempe mig!” vrissede han irriteret, som han vendte ryggen til hende, blot for at sparke til nogle småsten, der alle satte sig fast i træets stamme, som havde det været pile. Hendes sidste ord, var dog noget der fik det til at løbe ham koldt ned over ryggen, ikke af frygt eller ubehag, men af simpelt vrede. Han kunne mærke hvordan det kriblede i ham efter at få fingrene i Malisha! Han vendte sig om mod kvinden igen og stirrede direkte vredt ind i hendes øjne. ”Du ved ingenting, så hold dig væk eller du fortryder det!” hvæsede han kraftigt, hvor det vel også var tydeligt at han ikke var ude på at slås med hende? Men at hans raseri var ment for en anden? Som om hans mor ikke var ligeglad! Hun levede sit nye fantastiske liv, hun anede ikke engang at hendes egen datter var gået i døden! Hun anede ikke engang at hendes egen søn havde fået en datter! Hun vidste ingenting fordi hun ikke interesserede sig! Han vendte ryggen til kvinden igen, for at skjule sorgen i sit blik. Han knyttede næverne ganske let. ”Du ved ingenting om min familie,” svarede han langt mere dæmpet, som han næsten endte med at falde helt til ro, da vreden blev erstattet af sorg.

[Deleted]

Hvad han mente om hendes slags og deres behandling af de døde var hende faktisk ligegyldigt, hun kunne da få hans kære døde til at bevæge sig, ønskede han ikke det? næppe, for hendes måde at behandle de døde på var ikke så respektfuldt, og sammenlignet med hvordan andre af hendes artsfælder behandlede de døde var hun en ren satan. Hun var ligeglad med hvad der skete med dem, de var nyttefulde når det krævedes og det var det eneste der betød noget, at hun kunne bruge dem som våben og intet andet. Det var jo ikke engang smertefuldt for dem at komme op til overfladen så why not? Ved hans fnys og ord hævede hun det ene bryn ”Hvem har sagt noget om at være hovmodig knægt, jeg fortæller dig bare at selvom du er hurtig og har fysisk styrke, så har du altså knap smidt bleen!” svarede hun spidst. Jorden under dem begyndte at buldre ”Træd tilbage eller du vil se dine kære angribe dig” hun brød sig ikke om hans selvsikkerhed, eller rettere, al det varme luft han kom med for det var ren og skær varm luft og hvis det her skulle ende i kamp – hvilket hun ikke håbede da hun ikke orkede det – så ville hun ikke tøve med at lade en af hendes døde venner kløve ham i to. Hun valgte ikke at kommentere mere omkring hans lugt, i stedet for fokuseret hun på noget andet, nemlig det andet han sagde og som tydeligt viste hans barnlighed, unge alder og … hovmodighed ”Fortryder? Hvem lyder for selvsikker og hovmodig nu!” svarede hun med et hævede bryn. Jorden var rolig igen men det kunne meget hurtigt ændre sig. Hans hvæsen af hende og vrede gjorde hende intet, hun havde oplevet det der var værre. En ting var hun dog sikker på, hun havde ramt et ømt punkt, og kilden til hans vrede og smerte. Da han understregede at hun intet vidste om hans familie fnyste hun og hævede det ene bryn ”Du har givet mig tilstrækkelig indsigt i hvem de er” svarede hun håndligt ”Som jeg lige sagde, kom dig over det, mand dig op, gøre noget ved det i stedet for at lade det gå ud over sin krop!” hun gjorde et feminint kast med håret og så ud over området som lå i ruiner, næsten fuldkommen ruiner.

[julien]

Julien ville slet ikke have noget at gøre med denne kvinde, for han var sådan set ligeglad med hvem og hvad hun var, hun skulle bare holde sig væk. Han havde ikke bedt om selskab, han ville bare lades i fred, var det virkelig så svært at forstå?! Denne kvinde måtte i hvert fald være tungnem, hvis hun ikke kunne se det, for havde han ønsket hende død, så havde han for længst angrebet hende! Han frygtede ikke døden, faktisk havde han flere gange overvejet at hoppe i den, for han havde mere eller mindre mistet alt, i hvert fald alt det som han havde holdt af, det eneste der faktisk holdt ham i live, var hans hævn. Og den hævn skulle ikke gå ud over denne kvinde, nej hans hævn og vrede skulle gå ud over en anden kvinde, han skulle bare opspore hende når hun endelig var ude og ikke gemte sig i sin magiske lille by! Han skulede olmt til hende. ”Denne knægt der knapt nok lige har smidt bleen, kan sikkert nå at flå dit hoved af, inden den første soldat kommer frem under jorden,” svarede han i en lettere vrissende tone. Måske det var at prale en anelse og han kendte ikke så godt til Necromancerne igen, han vidste faktisk ikke hvor stærk deres zombiesoldater kunne blive. Det var måske dumt af ham at prale og virke selvsikker, men han gad hende virkelig ikke, hun skulle bare gå og lade ham være! Han vendte kort blikket mod jorden, som den begyndte at buldre, inden han vendte blikket mod hende igen. Hun var åbenbart ikke én af de svage necromancer, men det gjorde ham ingen forskel, for han gad slet ikke lægge sig ud med hendes race. Det var warlockerne han skulle have fat i! Og han vidste at deres magi var langt kraftigere end en necromancers, så kunne han ikke klare denne kvinde, ville han jo nok heller ikke kunne klare warlockernes leder. Han himlede svagt med øjnene. ”Mine kære er skam ikke begravet,” svarede han stilfærdigt og denne gang med en langt roligere tone. Han trådte ikke tilbage, dog var han heller ikke oppustet mere, han viste ingen tegn til fjendtlighed, og ville hun ikke have ham tæt på, kunne hun jo bare selv bakke et skridt bagud! Hans far var endt som en bunke aske, han havde selv brændt liget af sin egen kæreste og søster, så.. hun var også endt som en bunke aske. Han brummede irriteret til hendes ord, som hun nu kaldte ham hovmodig. Måske han var en anelse hovmodig når han blev vred, men.. det var faktisk kun vreden der talte. ”Gå nu bare med dig!” vrissede han irriteret, som han vendte ryggen til hende, selvom han endte med at stoppe op og vende de dybbrune øjne mod hende igen til hendes ord. ”Du ved intet om min familie. Du ved ikke hvad jeg er gået igennem og hvad jeg har været nødsaget til. Men jeg regner ikke med at en necromancer som dig forstår det, for du er ligeså følelsesløs som dine snotdumme zombiesoldater!” vrissede han fast. ”Og jeg skal jeg skam nok gøre noget ved det. Jeg skal nok få min hævn,” svarede han, som han vendte blikket op mod månen, selvom hans ord mere var for ham selv.