In a new direction

[isaac]

Isaac vendte roligt blikket mod Pixie, da han begyndte at tage nogle af bærrene, hvilket fik ham til at slippe en munter latter. Den lille drage gjorde altid hvad der passede ham! Selvfølgelig morede det Isaac, men til tider kunne det næsten være flovt at grevens egen drage var en lille kæk reptil, der stjal lidt at spise hist og her, men hvad skulle man gøre? Dragen var jo nysgerrig. Pixie tog sig dog ikke af Akkura, da den blot tog et par bær og spiste dem, hvilket der vel intet var galt i? Akkura havde jo allerede før givet Isaac et par stykker, så hvorfor måtte han ikke selv få nogle? Desuden havde han jo fået fat i nogle som faktisk smagte godt. Isaac vendte dog blikket lettere skulende mod Akkura ved hans ord – dog var det kun for sjov. ”Jeg er da bestemt ikke Pixarius’ tjener!” svarede han stilfærdigt og dog i en munter tone, som han rystede smilende på hovedet. Pixie så dog ud til at more sig over ordene, de vidste dog begge at ingen af dem var hinandens tjener, de var hinandens drage og rytter, de kunne ikke fungere uden hinanden. Han smilede blot muntert, for Akkura var rigtig godt selskab, så han kunne faktisk slet ikke andet. Det var sjældent han personligt havde fundet så godt selskab, specielt fordi han altid havde været en outsider, men her følte han sig pludselig så normal. Han slap en munter latter til Akkuras ord om at han en dag måske ville dumpe forbi og spørge om en hammer. ”Jamen det skal du da være velkommen til,” svarede han morende, som han kluklo ganske let. Han morede sig virkelig, hvilket var lang tid siden! Han vendte blikket roligt spørgende imod Akkura. ”Hvilke pligter?” spurgte han nysgerrigt. Det var ikke for at snage, men han interesserede sig faktisk for Akkura, for han lød til at være en spændende mand, også fordi han var en del af havet, eller det havde han været, men han havde jo nok set langt mere end det som Isaac havde, hvilket gjorde ham utrolig nysgerrig, desuden så kunne man aldrig få for nok viden, så han ville da gerne tage ved lære ved Akkura og hvad han nu kendte til. Han ville nok ikke få så meget tid til at hjælpe Akkura med hytten, selvom han utrolig gerne ville, for han havde jo sit nye projekt med skolen og børnehjemmet, så han fik utrolig meget at se til med tiden, men han ville da gerne give en hjælpende hånd til!

[Deleted]

Akkura grinede lidt "det var ikke for at fornærme dig" han gav et let albue mod Isaac's arm, bare et lille puf "joh jeg har skam også 'pligter' selvom jeg ikke virker som en" svarede han og kiggede ned på Pixie "nu ikke spis for mange, du kunne jo få ondt i maven min ven" han smilede og åbnede dog hans pose en smule mere så Pixie kunne komme bedre til at få fat i hans bær, det gjorder ham ikke noget at Pixie spiste hans bær, han vidste hvor de voksede og kunne altid hente nogle flere "jeg er jo urtekyndig, det giver mig stadig nogle pligter, ser du, hvis jeg vil have planter til alle formål må jeg være på plætten når det er den rigtige tid" forklarede han og kiggede op på Isaac "så som disse røde bær" han tog et op i hånden og holdte det hen til Pixie imens han forklarede "de vokser kun nogle få uger om foråret og nogle få uger om efteråret, så man er jo nød til at være der når de er der" han smilede "og så er der faktisk nogle planter som man kun kan bruge hvis man samler dem på en bestemt nat fordi de kun springer ud der" han smilede ved mindet om hans sidste tur efter denne plante, han havde været en dag for tidlig ude og havde derfor ikke fået noget af planten.

[isaac]

Isaac rystede muntert på hovedet af Akkura. Han vidste godt at manden kun lavede sjov med ham, hvilket også var grunden til at han kun grinede af det, for der var da ingen grund til andet. Han smilede blot skævt, som Akkura puffede let til ham, hvor han roligt puffede tilbage med sin egen albue. ”Det ved jeg da godt!” endte han muntert og smilede stort, som han slet ikke kunne andet. Han kunne faktisk rigtig godt lide Akkura, han var en herlig mand, rigtig fornøjelig og så havde han en god form for humor! En som han selv kunne grine af, selvom han normalt kunne grine af en masse ting, men der var ikke mange der forstod hans egen humor, men der så det ud til at han og Akkura var ens på det punkt, noget som han et sted havde savnet, for han havde altid været helt alene, været en outsider, men ikke når han var her sammen med Akkura, hvilket kun fik ham tilbage i det samme gamle, skøre og muntre humør. Pixie så blot op mod Akkura, hvor den gjorde et lille smæld med sin tvedelte tunge, inden den spiste et sidste bær, blot for at hoppe ned fra Akkura og ned i græsset, hvor den begyndte at løbe rundt blandt det høje græs, som om den havde fundet et langt bedre bytte at spise end de bær. Isaac smilede blot muntert, inden han vendte blikket mod Akkura igen og lyttede opmærksomt til hans ord. Han kunne tydeligt høre at manden havde en stor forstand på urter og planter, hvilket var ganske imponerende. Han selv kendte selvfølgelig også til lidt af hvert, visse planter nogle der var specielle og hvad de forskellige kunne, men han kunne slet ikke så mange som det lød til at Akkura kunne. Han havde størst kendskab til de planter og urter han havde hjemme i sin egen store og prægtige have, der havde lidt af det hele. ”Hm.. det kan du have ret i,” svarede Isaac lettere tænkende, som tydeligt tegn på at han var enig i Akkuras pligter. Hvis visse af planterne og urterne kun voksede på et bestemt tidspunkt, så var han jo nød til at være der når det skete. Det var skam forståeligt nok! Han vendte blikket muntert imod Akkura. ”Men.. så må det da være svært at få tid til at slå sig ordentligt til ro? Jeg kunne forestille mig at du rejser meget, hvis du har så mange planter at skulle holde styr på og de alle vokser på forskellige tidspunkter?” spurgte han roligt og lettere nysgerrigt, som han lod hovedet søge en anelse på sned, da han havde sat sig op igen.

[Deleted]

Akkura fulgte den lille drage pile rundt i grasset og fandt det faktisk ganske fornøjeligt "nej jeg har skam ikke så meget tid til den slags ting, jeg vil gerne slå mig til ro" forklarede han og kastede et blik på Isaac og smilte "jeg kunne jo også bare lade være med at ville bruge planter til alt" han kiggede ud over de store vider igen "altsår det jeg mener er at nogen vælger kun at samle planter til at kurrer sår og brandsår og sådan, men mig? jeg vil gerne have lidt af det hele" fortalte han i et muntert toneleje "det hele ville være meget nemmere hvis man fik sig en lærling eller en ven som kunne hjælpe, men det kræver bare så meget at skal oplære dem" han sad lidt og tænkte over det han lige havde sagt, som om der var en ting som lige var gået op for ham, hvis Isaac kunne klare alle de opgaver han nu engang havde som greve så måtte Akkura vel også kunne klare sine og stadig have tid til at slå sig til ro og tid til at have det sjovt som Isaac havde det lige nu "alt kan vel lade sig gøre hvis man gør det rigtigt" udbrød han lidt mere munter end han selv havde forventet og blev faktisk en smule overrasket over det hvortil han begyndte at grine af sin egen overraskelse.

[isaac]

Blikket gled kort mod Pixie, der rendte rundt i græsset og jagtede de små dyr den nu kunne finde. Der var selvfølgelig langt mere ved at spise kød end bær, for kødet mættede også langt mere. Isaac var dog heldig at Pixie kunne skifte størrelse, for ellers så havde der været en langt større mave at skulle mætte. Han trak ganske svagt på skuldrene til Akkuras ord og lod hovedet søge en anelse på sned. ”Tja.. det er ikke dårligt at have mange forskellige planter, hvis det er det du lever af, så synes jeg da at du skal blive ved med det,” svarede han stilfærdigt og med et muntert smil. Man skulle da gå efter det som man kunne lide, det var da i hvert fald det som Isaac altid havde levet med. Hvis man ikke gjorde det som man kunne tænke sig, så ville man jo se tilbage på sit liv og fortryde det. Han slap en munter latter til Akkuras udbryd, som han næsten så ud til at blive overrasket af sig selv, hvilket kun morede ham! Han nikkede dog medgivende til Akkuras ord, for der havde han jo faktisk helt ret; man kunne gøre alt, hvis man planlagde det ordentligt. ”Man kan hvad man vil,” istemte han og smilede muntert. Han gned sin glatte hage, lettere tænksomt til Akkuras ord, han kunne jo egentlig godt bruge Akkuras viden med alle planter hvis det var det, Akkura ville sikkert kunne lære en masse fra sig. ”Hvad siger du til at lære alt fra dig? Til andre?” spurgte han roligt og lod hovedet på sned, som han betragtede Akkura lettere spørgende. ”Ser du.. jeg er i gang med dette projekt og kunne godt bruge nogle lærer, nogle med en god viden som kunne lære fra sig,” forklarede han videre, uden at han tog blikket fra ham. Han kunne faktisk godt bruge Akkura, men det kom jo også an på om Akkura havde tid og havde lyst. ”Jeg er i gang med at bygge en form for akademi, som skal foregå som skole og børnehjem, for at hæve uddannelsesniveauet i landet. Så kan alle, selv fattige få et ordentligt liv når de bliver ældre. Men jeg mangler ligesom lærer til skolen, og med din viden med urter og planter, kunne du være oplagt,” endte han med et skævt og muntert smil. ”Men det er selvfølgelig kun hvis du har tid og har lyst. Du vil dog blive betalt for det, og så kan du spare op til et ordentligt hjem,” endte han muntert, selvom hans mine blev mere afventende, for han var jo ikke helt sikker på om Akkura overhovedet var med på det.

[Deleted]

Akkura sad lettere tænkende efter han havde fået dette tilbud, han ville jo gerne lærer andre noget, han ville også godt arbejde med planter "jeg ved ikke rigtigt" startede han stille ud og man kunne tydeligt se at han tænkte som en gal. Isaac havde givet ham et svært tilbud og det kunne han godt indrømme "puha min ven den var svær" startede han ud "ser du jeg vil gerne undervise, men så har jeg mindre tid til plant" han gik helt i stå og lyste op "jeg tager sku jobbet min ven" sagde han så uden videre og med et smil "jeg hjælper dig gerne med at undervise børnene i planter" han smilede og holdte hånden frem for at ville give håndtryk på denne aftale, for i Akkuras hoved måtte det jo være en aftale nu, han forslog det og han sagde ja, men det var helt iorden hvis Isaac ville vente lidt med at lukke aftalen, Akkura selv havde det jo med at have alle muligheder åbne hele tiden.

[isaac]

Det var tydeligt at Isaacs tilbud fik Akkura til at tænke sig godt om, selvom han da håbede på at han ville sige ja, men han kunne godt høre at Akkura havde en stram tidsplan, så det var slet ikke fordi at det gjorde noget hvis han sagde nej, for det havde Isaac skam den dybeste respekt for! Han ville bare gerne skaffe sig lidt personale, inden skolen blev åbnet! Jo mere Akkura sagde, desto mere blev Isaac overbevist om at han ville sige nej, for det lød næsten til at gå den vej, men så måtte han jo bare finde nogle andre! Han trak svagt på skuldrene. ”Det gør skam..” Han stoppede dog, da Akkura kom ham i forkøbet og pludselig sagde at han gerne ville, hvor Isaac ikke rigtig kunne fatte sin egne ører. Ville han gerne undervise børnene i det? Det ville da være fantastisk hvis han ville! Han vendte kort blikket mod Akkuras hånd, inden han tog imod den og klemte dem, som han gik med til aftalen. ”Det lyder virkelig godt min ven!” endte han muntert, som han var lyst helt op i hele ansigtet. Det ville virkelig være fantastisk hvis han ville gå med til det! ”Desuden kan du jo bare tage børnene med på udflugter, for at hente planterne,” svarede han stilfærdigt, mulighederne var der jo. Han vendte blikket smilende ud mod engen, hvor han slet ikke kunne lade vær med at smile eller lade det falme, for det var da umuligt nu! ”Men skolen er kun under opbygning, så der går et stykke tid inden den er færdig,” forklarede han roligt, som han vendte blikket mod Akkura igen og sendte ham et skævt smil, ”så du har skam også masser af tid til at hente alle de planter du gerne vil have.” Han trak kun endnu mere på smilebåndet. Han havde fundet én der gerne ville hjælpe ham, selvom han stadig manglede lærer til en masse andre fag, men det kom jo nok med tiden, han skulle jo også først have sendt alle mulige plakater, reklamer og andet ud, så folket vidste hvad han var i færd med, ellers kunne de jo heller ikke vide at han manglede hjælp, for det gjorde han da i den grad! Det var mange børn som man talte om her! Det var både fattige, hjemløse og rige, og det kunne tilmed være at der var rige adelige fra andre lande der sendte deres børn til Manjarno for at få dem undervist, så det kunne pludselig blive mange.

[Deleted]

Akkura kom med et stort smil "store hjerner tænker ens" sagde han og kom med en let latter, han kiggede rundt og lukkede øjnene halvt da han drejede hovedet lige ind i en let vind "har du brug for noget hjælp til noget siger du bare til, for så får jeg det passet ind i mine gerninger" han smilede skævt til Isaac. Han lyste lidt op da tanken engentligt kom ind i hovedet på ham hvad han havde sagt ja til, han skulle lærer sine egenskaber omkring planter fra sig, han kunne næsten ikke vente med at komme igang "men jeg skal kun lærer dem om planter ikke?" spurgte han, han lød lidt skuffet over han nok kun kom til at lærer eleverne om planter men det var egentligt fint nok for ham for jo mere folk rundt omkring lærte om planter jo bedre, for så kunne de selv fikse små sår og så videre som faktisk var det han mest lavede for folk.

[isaac]

At Akkura gerne ville være lærer på Isaacs akademi, var noget som virkelig måtte glæde ham uden lige! Han manglede lærer, der ville hjælpe med at undervise børnene, for det blev jo utrolig mange, men han var sikker på at det hele nok skulle gå. Han ville bare gerne udrette noget stort, nu hvor han faktisk havde den bemyndigede magt til det, han var greve og mange af de andre grever havde udrettet noget stort. Han huskede tydeligt den tidligere greve af Procias Marius, der havde lavet et børnehjem, det var han blevet husket og beundret for, Isaac ville også gerne udrette noget godt, ikke for at blive husket, men for at vise at selv de adelige tænkte på landet og dets befolkning. Han slap en munter latter til Akkuras ord og nikkede medgivende. ”Så sandt, så sandt!” istemte han og smilede stort og muntert. Akkura havde mindet ham om hvad det ville sige at være ham selv, han havde jo helt glemt følelsen af det, fordi han havde været så nedtrykt på det sidste, men det var han ikke længere, han så faktisk frem til at få projektet færdigt og starte akademiet op! Og han ville se frem til at skulle arbejde sammen med Akkura! De børn der ville få ham som underviser ville være utrolig heldige! Han rystede ganske let på hovedet og lod en hånd falde til Akkuras skulder. ”Nej, ellers tak min ven. Slap du bare af, saml de planter og urter som du plejer og når akademiet er ved at være oppe og køre, så skal jeg nok sende bud efter dig,” svarede han stilfærdigt og sendte ham et stort smil. Det glædede ham virkelig! Han kunne næsten hoppe på stedet så munter blev han! Han vendte de safirblå øjne imod ham og trak svagt på skuldrene. ”Du har en utrolig stor kendskab til dem, så det bliver nok dit hovedfag, men.. hvis der er andre talenter du har, så kunne der fint være andre fag du kunne undervise i, så længe det ikke tager for meget af din tid,” svarede han stilfærdigt. Det glædede ham virkelig! Det var rart at vide at nogen støttede op omkring hans plan! Han ville virkelig se frem til at undervise alle de børn, se de små fattige børn ende ud til at blive til noget stort. Hvor bedre kunne det blive?