In a new direction

[Deleted]

Akkura slog en let latter ud "blive kendt?" han sagde det som om han rent faktisk overvejede det nu når Isaac nævnte det "joh tanken har streffet mig men jeg vil helst vente lidt, jeg hjælper skam folk jeg møder på vejen, uden at tage penge for det, men ellers ikke, jeg ved ikke rigtigt hvorfor egentligt?" han blev meget mere tænktsom, han sad lidt og lyttede til Isaac's ord og da han nævnte det med havet forsvant hans smil, han kiggede længe på Isaac med triste øjne og lod det hænge lidt hvortil han svarede med lidt trist stemme "jo alle havets væsner høre til i havet, hvis de ikke bliver forvist" han kiggede sørgmodigt imod Isaac men mere forbi ham end på ham "Jeg dummede mig og blev forvist, så jeg har måtte leve med de faligheder som er her oppe på land, så som folk der vil slå en ihjæl, stjæle fra en og så videre" han smilede lidt han sagde dette mest som svar på at han skam godt vidste at det kunne være farligt at bevæge sig rundt, men det kunne det jo altid, og han var jo en trænet havets vogter så han kunne da forsvare sig hvis det kom til stykket "efter den nye regering er kommet til har jeg vandret mere og mere til andre lande" der kom et lille smil på hans læber "ikke fordi jeg ikke kan lide den selvfølgelig" tilføjede han hurtigt. Han var egentligt på udkig efter et stille hyggeligt sted med nogle mere snaksaglige mennesker han kunne hjælpe, for han ville skam godt hjælpe men han ville ikke hjælpe i imandra da de oftes ikke havde brug for hjælp

[isaac]

Det at Akkura endte ud i latter, indikerede blot at han fandt tanken en anelse komisk, måske han ikke helt troede på at det kunne lade sig gøre? Eller måske han bare ikke ville leve den ud i livet? Der kunne egentlig være mange grunde til hvorfor, men Isaac kunne ikke se noget galt i at hjælpe andre og tage lidt penge for det, for man skulle jo selvfølgelig selv tjene til føden, men der var jo heller ikke nogen som sagde at man behøvede at røve de folk man hjalp, for penge. Isaac trak svagt på skuldrene. ”At hjælpe andre kan altid betale sig, men man skal jo også tjene til føden,” svarede han stilfærdigt, nu kendte han jo ikke helt til Akkuras race, så det var svært at sige hvorvidt han klarede sig angående føde, men han kunne forestille sig at manden skule bruge vand? Havets racer var alligevel ret forskellige fra de som kom fra landjorden. Men det gjorde ham nysgerrig at han stod overfor en vaskeægte havengel. Isaac tav dog, ligesom hans smil også falmede, da han tydeligt kunne se at han var kommet ind på et personligt emne. Det var tydeligt at se at det nagede og tyngede Akkura, hvilket næsten gav ham dårlig samvittighed, for det var skam ikke hans mening at komme ind på et personligt emne, specielt ikke hvis det gik ham på, som det tydeligt måtte gøre. Han kløede sig ganske let i nakken, næsten som om han ikke rigtig vidste hvad han skulle sige. Dog blev han overrasket, da Akkura sagde at han var blevet forvist, hvilket fik ham til at lade hovedet falde en anelse på sned, imens han blinkede overrasket med øjnene. Hvordan kunne et af havets racer blive forvist fra havet? Det var da.. absurd! ”Det er ikke for at snage, men.. hvordan kan man blive forvist fra havet? Hvordan kan man dumme sig så meget?” spurgte han forsigtigt og dog uforstående, for det kunne han da slet ikke fatte! Det lød næsten helt utroligt! Dog måtte det gøre ham trist at høre at Akkura var blevet forvist, for han virkede ellers til at være en herlig fyr! ”Har du så mistet familie og venner?” spurgte han lettere bedrøvet, som han rynkede brynene en anelse. Det ville da være trist! Men han kendte selv følelsen af at miste familie, venner havde han aldrig rigtig haft, han havde været en outsider, indtil han havde mødt sit livs kærlighed, Alicia. Nok også den eneste person der forstod ham, selvom hun ikke altid gjorde, men det morede ham nu kun! ”Tja.. jeg selv har rejst meget rundt, men.. jeg må indrømme at intet er bedre end sit eget hjem! Selvfølgelig er der meget smukt ude i verdenen og det kunne være rart at bo alle steder, men at have et fast sted at være er dejligt,” svarede han stilfærdigt, som han lagde sig ned på kampestenen med hænderne i nakken, som hans tanker vandrede hjem til hans chateau, hvor hans hustru måtte være. Han satte sig roligt op. ”Et fast sted, hvor man kan skabe en familie,” tilføjede han roligt, selvom hans smil hurtigt måtte falme ved tanken, for det var noget som måtte nage ham og gå ham på, netop fordi han ikke selv kunne skabe sig en familie. Han sukkede næsten lydløst ved tanken.

[Deleted]

Akkura satte sig hen ved siden af Isaac på stenen "det er ikke fordi jeg ikke vil hjælpe" svarede han og smilet forsvant endnu engang fra hans læber idet han fandt sin læderpung frem, han vejede den lidt i hånden "havengle er jo beskyttere af havet, lidt som et politi der holder orden" startede han ud han smilede lidt ved tanken "en dag da jeg havde fanget en 'forbryder' forhørte jeg ham jo, og" han holdte inde lidt "jeg troede på at han var uskyldig, så jeg lod ham slippe, senere lavede han så en forbrydelse mere, han slog en ihjæl og hvis jeg bare havde stoppet ham første gang havde det jo ikke været sket" han holdte inde endnu engang og smilede "jeg var så dum, men det er grunden til min forvisning" Akkuras ene vinge kom nu hen foran Isaac "og de har givet mig dette hack øverst i min vinge som for at huske at jeg aldrig kan vende tilbage til havet" han vejede pungen endnu engang "jeg vil slå mig ned og stifte familie på et tidspunkt når jeg finder den rette, men det skal ikke være i imandra" han smilede og tog et bær fra pungen og proppede det i munden hvor han tyggede lidt på det "hvad er der med dig? hvis man må spørge?" han ville ikke trænge sig på men kunne godt se der var noget da familie blev nævnt. Han rakte pungen hen imod Isaac idet han fjernede sin vinge på bag dem igen "bær? de er meget gode men lad de blå ligge" sagde han og gav et skævt smil til Isaac

[isaac]

Isaac vendte blot blikket mod Akkura, da han kom hen til ham og satte sig ned ved siden af ham, hvor Isaac sendte ham et muntert smil. Det var rart med noget selskab, for det var ikke noget som han havde haft igennem et langt stykke tid. Jo selvfølgelig havde han haft Alicia, men det var altid rart at møde nye mennesker, og Akkura vækkede de gamle skøre og muntre følelser i ham igen, det var rart med godt selskab, for han havde ikke oplevet et så godt selskab længe! Han lyttede opmærksomt til hans ord. ”Et land eller bare et sted, kan ikke fungere ordentlig uden en myndighed, så jeg kunne forestille mig at dit job må have været vigtigt,” svarede han roligt og sendte Akkura et opmuntrende smil. Han lyttede dog videre til hans fortælling, hvor hans smil blev erstattet med en sørgmodig mine. Alle kunne jo lave fejl og måske Akkuras havde været alvorligt, men.. det var da i overkanten at blive straffet på den måde? Måske ikke i havet? Han kendte jo ikke rigtig til deres love og kultur dernede, han vidste ikke om det var langt strengere end oppe på landjorden, mange troede jo slet ikke på at havets racer fandtes men kun var myter. ”Det er jeg ked af at høre min ven,” svarede han med et sørgmodigt blik, hvor han roligt vendte de safirblå øjne imod hans havblå vinge, da han tog den ind foran ham, hvor han betragtede det hak som de havde lavet i hans vinge. At han var blevet mærket måtte da næsten være frygteligt, et tydeligt tegn til forvisning, et mærke man måtte bære resten af sit liv og blive påmindet sin skyld, det fandt Isaac ikke særlig retfærdigt. Han så lettere tænkende ud, inden han vendte blikket opmuntrende imod Akkura. ”Alle begår fejl og alle har fortjent en chance til, jeg er bare ked af at du blev forvist, men.. hvad med at prøve at søge tilbage? Finde de som udgør magten og prøve at genoprette din ære?” foreslog han roligt og med et muntert smil på læberne. ”Hvis der er noget jeg ved, så er det at man skal kæmpe for det man brænder for og holder af, og hvis du elsker livet i havet, så synes jeg også du skal kæmpe for at beholde din plads!” Måske han var greve, men han kunne desværre ikke hjælpe Akkura med at vinde sin plads tilbage i havet igen, for landjorden blandede sig ikke med havet, sådan havde det jo altid været. ”Manjarno er ellers et godt sted at slå sig ned. Her kommer mange forskellige og her kan man hjælpe mange, men hvis du søger et mere fredeligt liv, så er Procias nok det mere rette sted,” svarede han roligt, som han vendte blikket ud mod engen igen. Smilet falmede dog, da Akkura spurgte ind til ham selv. Han trak svagt på skuldrene. ”En familie lyder godt ikke? Nogen man kan forsøge, nogen som man kan beskytte og bruge sin tid på, og nogen som bare giver ens liv en mening, men.. tja, det kan jeg ikke få,” svarede han lettere bedrøvet, som han trak benene op til sig og slog roligt armene omkring dem. ”Min hustru har fået børn før, med andre mænd.. ikke fordi hun er en der render fra mand til mand, men.. det vil sige at det er mig som ikke kan,” forklarede han roligt. Han vendte blikket sørgmodigt mod Akkura, næsten som om han selv håbede på gode råd eller en opmuntring. ”Jeg er greve og kan ikke engang føre min slægt videre. Ikke naturligt i hvert fald, ynkelig ikke?” Et let smil gled over hans læber som han så frem for sig igen, selvom det hurtigt falmede. Han følte sig som en fiasko. En skændsel. Han vendte blikket mod hans pung, hvor et lille træk fandt sted i hans ene mundvig. ”Jo tak,” svarede han med en mere munter stemme, som han tog et af bærrene selvom han undgik de blå. Han spiste dem, selvom han måtte skære en grimasse da de var ret sure, hvilket kun fik ham til at smile mere.

[Deleted]

Akkura kom til at smile da Isaac skar en grimasse han kunne ikke lade være men lagde hurtigt ansigtet i stremme folder igen "jeg er ked af at høre at du ikke kan stifte familie på den måde, er der slet ikke noget nogen healer kan gøre?" han lagde hovedet lidt på sned han vidste ikke hvordan det var ikke at kunne få børn, men efter alle de glade ansigter han så med folk som havde børn kunne han sagtens forstille sig at Isaac måtte have det hårdt, han skulle vel have en arving på en eller anden måde nu da han var greve. Akkura tænkte som en gal, der kunne vel være en plante som måske kunne hjælpe ham men han vidste jo ikke hvad problemet var og han turder ikke spørge Isaac for det var jo personligt og det kunne jo være han slet ikke ville betro sig til Akkura, men han kunne jo ikke lade være at være nysgerrig men han ville samtidig ikke være uhøflig overhovedet så han valgte bare at søge sit hoved på sned "ja de er lidt sure bærene men de hjælper med at holde maven sund" endte han så med at sige efter der var gået nogle sekunder i stilhed, han tog et bær mere og holdte pungen endnu engang hen til Isaac "en til det andet ben?" spurgte han og smilede og gav et blink, han ville ikke presse Isaac til at tage en mere men han ville gerne ha smilet frem på læberne af manden, han virkede så flink og syntes det var trist at han skulle gå rundt og være trist over det. Det var jo selfølgelig en kratastrofe at manden ikke kunne få børn men der måtte da findes en løsning på en eller anden måde om så Akkura self skulle give sin første fødte til ham så ville han gøre det. Af en eller anden grund følte Akkura sig beroligt i mandens nærvær og følte at han kunne sige alt hvad han havde på hjertet, det var underligt at føle sådan alderede da han næsten lige havde mødt manden

[isaac]

At Akkura fandt det morsomt over at Isaac fandt bærrene sure, gjorde ham intet, for det havde nok set ganske sjovt ud, men bærret havde overrasket ham med dets bitter smag, for det havde han ikke regnet med. Hans eget smil falmede dog en anelse ved hans ord. Han trak ganske svagt på skuldrene. ”Jeg opsøgte en healer, netop for at være sikker, men.. jeg kan ikke befrugte min hustru, det har altid været sådan og kan derfor ikke heales, men.. der er naturligvis andre alternativer til at få børn på,” forklarede han roligt, som han vendte blikket mod Akkura igen. ”Ser du.. jeg er gammel og meget traditionel, så jeg vil helst gøre det på den naturlige måde, alt andet er forkert i mine øjne, men.. det plager mig, når jeg ser små legende og glade børn på gaden,” tilføjede han roligt, som han vendte blikket frem for sig igen, og betragtede den store eng, der var utrolig stor, så stor at den næsten gik så langt øjet rakte. Han vendte blikket mod Akkura og hans læderpose igen, da han rakte ham flere af sine bær, hvilket fik hans smil til at brede sig på hans rosenrøde læber. Han nikkede ganske roligt. ”Måske de er lidt sure, men de er ganske opkvikkende!” svarede han muntert, som han stak hånden ned i posen og tog et par bær op i håndfladen. Det var noget som Pixarius havde opfanget, hvor den lille drage kom løbende igennem det lange græs, blot for at springe op på kampestenen, hvor han kravlede op ad Isaacs ben for at tage plads på hans knæ, som hans ben var bøjet. Dragen så nysgerrig mod Isaacs håndflade, hvor han rakte dragen et af bærrene. Den lille drage så nysgerrigt på bærret og studerede det ganske let, inden det tog det i munden for at smage det. Den kom dog med en lyd der lød hen af et host, som den tydeligvis ikke brød sig om den bitre smag og kravlede ned på stenen igen. Isaac slap en munter latter, inden han selv tog et bær i munden. De var godt nok sure, men det gjorde faktisk ikke noget. Han så frem for sig igen. ”Det må være dejligt med et frit liv. Ingen forpligtelser overfor nogen eller noget. Eller er det for ensomt?” spurgte han roligt, for at komme lidt væk fra hans eget emne, for han ville heller ikke belemre manden med sine egne personlige problemer. Et sted følte han sig vel bare.. fortabt? Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre, for selvfølgelig var der andre måder man kunne få børn på, men det var ikke på den traditionelle måde og hvis det ikke var på den traditionelle måde, så følte han at han gik imod sine egne principper og alt det han stod for, hvilket han heller ikke følte at han kunne. Han vendte roligt blikket mod Akkura igen og sendte ham et muntert smil, inden han igen tog et bær i munden, som han tog fra håndfladen.

[Deleted]

Akkura smilede af af dragen da han så den komme løbende, han kunne ikke andet for han var helt facinerede af den. Han tog selv et bær mere, han syntes ikke selv de var så sure mere men det var nok fordi han havde vendt sig til dem, han spiste dem trods alt ofte "okay hva med urter og sådan ikke noget der kan hjælpe der?" spurgte han, han smilede skævt, han ville nemlig godt hjælpe manden men ikke så meget det, dragens lille lyd kunne han ikke helt lade være at smile af "jo det er ensomt men også rart, men man kommer til det punkt hvor man egentligt bare gerne vil være en del af en familie, eller en del af en by i stedet for bare at rejse, men altsår jeg vil jo altid komme til at rejse meget" han smilede stort "urter du ved" han blinkede til Isaac og kiggede derefter på dragen igen og holdte hånden frem imod Pixie, han ville gerne røre en rigtig drage men han vidste dyr var meget varsomme om hvem de kom i kontakt med så han holdte bare hånden fladt frem imod dragen og så måtte dragen jo komme til ham hvis den ville snakke.

[isaac]

At Akkura var fascineret af Pixarius, var noget som morede Isaac, selvom det var tydeligt at dragen nød af opmærksomheden. Isaac var vant til at omgås en drage, så det var ikke fordi at det var det mest fascinerende, selvfølgelig fandt han drager som mægtige og prægtige, men det var der jo så meget der var her i livet! Han fandt for eksempel utrolig megen fascination ved Akkura, han var en del af havet, eller han havde været det engang, men selvom han var forvist, så var han jo stadig et af havets racer, hvilket var fascinerende! Men alt nyt var vel spændende og fascinerende? Han rystede ganske let på hovedet til Akkuras ord. ”Desværre ikke.. healeren sagde at det var uhelbredeligt,” fortalte han med en trist mine, som han omfavnede sine ben en anelse mere i et stramt greb. Han lod sin hage hvile mod sine knæ, imens blikket gled ud over engen. ”Men der er selvfølgelig magi.. en alkymist kunne hjælpe,” tilføjede han lettere eftertænksomt. Det var jo sket med andre han kendte, men.. det var bare ikke på den rigtige måde i hans øjne. ”Ellers er der jo adoption,” lagde han roligt til, næsten som om han sad og overvejede alle muligheder, men ingen var lige så gode som den ganske normale og traditionelle; på den naturlige måde. Han vendte blikket mod Akkura og sendte ham et muntert smil. ”Tja.. selvom man slår sig ned et sted og får en familie, kan man jo sagtens rejse rundt af den grund. Det er det gode ved et hjem; man kan altid komme tilbage igen,” fortalte han roligt og sendte Akkura et muntert smil. Han havde selv rejst ganske meget rundt som yngre, ud for at se verdenen, selvom det også var fordi at han var stukket af hjemmefra. Det var utrolig lang tid siden og det var faktisk lige så lang tid siden at han havde været ude for at se de forskellige ting i de mange lande, for han var greve og hans pligter lå jo her i landet, så han havde ikke så megen tid til at rejse rundt længere, heller ikke nu hvor han havde Alicia, eller nu hvor han var i gang med sit nye projekt. Han vendte blikket mod Akkuras hånd, da han rakte ud efter Pixarius, hvilket fik dragen til at stoppe op og stirre ganske kort og vurderende på hans hånd. Der gik kun et kort øjeblik, inden Pixie valgte at føre hovedet frem og mod Akkuras hånd, som tegn til at han gerne måtte røre, for Pixie kunne tydeligt mærke at Akkura ikke var fjendtlig og ikke var ude på at skade hans rytter.

[Deleted]

Akkura aede stille dragens hoved og nussede godt om den, det føltes helt underligt at røre ved en drage men nu gjorder han det og det var helt fantastisk i hans hoved. Han lyttede til Isaac's ord "hvad kan en alcymist gøre?" spurgte han undrene uden rigtigt at fjerne blikket fra Pixie, han tænkte nøje over hvad Isaac sagde, han virkede som en meget vis mand og det ville være dumt andet end at lytte til Isaac's ord. Han løftede til sidst blikket og kiggede på ham "jeg kan ikke sige jeg forstår hvordan du har det, men har en ide om det og tror ikke det er behageligt, og jeg ville nok ikke ty til de andre metoder mig selv" han lod den hænge lidt "måske flytte ned til den sø der er her i manjarno og så blive boende her med alle de dejlige planter der er her i manjarno burde man mon gøre det" han udbrød det som havde han fået en åbenbaring, han lyste lidt op "og så kunne man jo snakke noget mere med folk som dig og måske folket kunne bruge en urtekyndig her?" sagde han spørgende men samtidig drilsk.

[isaac]

Pixarius nød tydeligvis Akkuras strøg, hvor den brummede af behag, som den gned sit hoved op imod Akkuras hånd, næsten som havde den været en spindende kat der nød at blive aet. Det var sjældent at Isaac så Pixie så rolig blandt fremmede, men han havde faktisk intet imod det, Akkura virkede heller ikke til at være nogen skidt fyr, på trods at han havde dummet sig i havet og blevet fravist derfra. Men hans fejl var jo også kun et tegn på hans gode hjerte, han havde givet forbryderen en chance til, at forbryderen så skulle gå hen og dræbe folk var ikke et lykketræf, det var bare ærgerligt at det så var gået ud over Akkura. Han virkede som en herlig fyr, så mon ikke han engang kunne komme tilbage igen? Genvinde sin ære som havets engel og igen komme ned og foregå som havets politi? Et sted så håbede Isaac på det, for han mente at alle havde fortjent en chance til, hvilket en god mand som Akkura bestemt havde! Han vendte de safirblå øjne mod Akkura og så lettere tænkende på ham. ”Tja.. jeg er faktisk ikke helt sikker på hvordan det foregår, men alkymister har jo styr på sjæle og alt det, så på en eller anden måde, må alkymisten kunne gøre min hustru gravid,” svarede han lettere eftertænksom, for nu hvor Akkura spurgte, så var Isaac ikke engang sikker på hvordan det foregik og det var kun endnu en grund til at han ønskede at det skulle foregå på den traditionelle og naturlige måde! Selvom det desværre ikke var en mulighed. Han slap en munter latter som han slet ikke havde styr på det selv, inden han rystede muntert på hovedet. Han vendte blikket og sin opmærksomhed mod Akkura igen. Måske at Manjarno var det neutrale land, hvor man både kunne møde venner og fjender, men det var jo også det der gjorde at folk altid kunne bruge en urtekyndig. Isaac selv nød virkelig livet her i Manjarno, for her var der både mørkt og lyst, det var neutralt, det hældede ikke mere til det ene end det andet, naturen var langt mere balancerende her i landet, hvilket var noget af det som han rigtig godt kunne lide. Det muntre smil gled over han slæber, hvor han nikkede ganske medgivende. ”Jeg tror at Manjarno er et helt perfekt sted at slå sig ned for en urtekyndig. Her er mange forskellige planter, landet ligger tæt op ad Procias og Dvasias, så det er hurtigt at tage til de to lande og finde urter der også, og så kan folk altid bruge hjælp til et eller andet,” svarede han istemmende og sendte ham et lystigt smil. ”Jeg tror at det ville være helt perfekt,” endte han lettere sikkert, som han så ud over engen igen.

[Deleted]

Akkura kunne ikke lade være med at le da Isaac brød ud i en underlige latter som Akkura dog ikke helt forstod hvad skulle til hvor. Han lyttede som altid nøje til hvad Isaac sagde, selvom de sad og drillede hinanden lidt så var det stadig ord, og ord som de faktisk mente og man skulle tage alvorligt, dem alle sammen. Akkura sad og tænkte lidt og blev ved med at ae Pixie for til sidst at åbne munden "jeg kender ikk til alkymister så jeg kan ikke svare på hvad de gør og hvad de ikke gør" han så ned på Pixie og smilede af ham "og så det vel afgjort, så skal jeg vel bare flytte til Manjarno et eller andet sted her" han kiggede rundt som om han mente lige her på engen og pegede på et stykke et par meter fra stenen de sad på "der" sagde han og skævede til Isaac og gav ham et blink som et preg om at det var for sjov at det skulle være lige der "ej jeg skal finde et sted i nærheden af vand" sluttede han til sidste og blev ved med at kigge sig omkring, han ville helst ikk ud til stranden og bo så mon ikke ved søen her inde kunne være et perfekt sted.

[isaac]

At Akkura ikke kendte til alkymister, forstod Isaac et sted godt, for hvis Akkura ikke var så kendt med alle af landjordens racer, så var det nok derfor han ikke kendte til alkymisterne og hvad de kunne gøre. Han skulle selvfølgelig snakke med Alicia omkring de mange muligheder, for de kom jo nok før eller siden. Han vendte blikket kort mod Pixie, der så ud til at nyde at blive aet, for det var sjældent at nogen gav sig tid til ham. Måske han ikke kunne få børn, men der var mange muligheder og han skulle jo bruge en arving, så han skulle jo nok finde på et eller andet med Alicia før eller siden. Han vendte blikket mod Akkura, da han næsten havde afgjort at han ville slå sig ned i landet, hvor han fulgte hans finger med blikket og så mod en plet som han pegede på herude på engen, hvilket fik ham til at slippe en munter latter. Han kunne næsten regne ud at det var for sjov at han ville slå sig ned her på engen, men det morede ham nu alligevel! Det var faktisk rart med Akkuras selskab, for manden fik ham på andre tanker, så han ikke sad og blev så trist fordi han hele tiden tænkte på at han ikke kunne få børn, han var faktisk ved at komme hen i mere sit gamle humør, hvilket var noget som måtte glæde ham, for det var lang tid siden at han havde haft det sjovt, det var lang tid siden at han havde set sit gamle tossede humør, at han næsten var bange for at han havde mistet det, men det så ud til at det stille og roligt var ved at vende tilbage. Han nikkede roligt til Akkuras ord og så lettere tænksomt mod ham. ”Tja.. Du kan altid flytte til stranden, men det er så åbent, så ved ikke hvor meget frihed man får der. Ellers er Søen jo en mulighed. Der kan man bygge sig en lille hytte inde blandt træerne og være i skjul, hvis det da var noget. Plus at du kan finde utrolig mange gode planter nede ved Søen, så det ville måske være det rette sted,” foreslog han roligt og sendte Akkura et muntert smil. Han vidste jo ikke hvad han helt havde i tankerne eller om han var imod noget, men hvis han ønskede urter og planter og det skulle være tæt på vand, så ville Søen da være et utrolig oplagt sted, det var det om ikke andet så i Isaacs øjne. ”Så kan du få bygget dig en hytte og få dig et hjem,” endte han roligt og smilede skævt. Det lød vel ganske tiltalende? At have et hjem, et sted man kunne opsøge igen og igen, som var sit eget og hvor man kunne være fri.

[Deleted]

Akkura smilede, han var glad for Isaac's expertise, han kendte jo trods alt landet lidt bedre end ham selv "søen lyder tiltalende nu må vi se hvornår jeg kommer igang" sagde han og små grinte. Han flyttede lidt på sin hånd så han ikke aede Pixie så hårdt mere så det bare blev en lettere aen, han flyttede sin hånd stille hen imod sit lår, han prøvede at logge Pixie tættere på og måske helt op så Pixie sad på ham. "uanset hvad du vælger at gøre tror jeg du bliver glad for det" han skævede til Isaac, han mente det på en god og opmuntrene måde men det virkede ikke til at Isaac skulle bruge mere opmuntring lige nu "og hvis du mangler en at snakke med eller et godt grin sender du bare bud" tilføjede han, for han havde nydt sin samtale med Isaac og han nød hans selvskab og hans viden, de kunne nok dele mange ting, Isaac og Akkura. imens de sad der og nød den dejlige dag håbede Akkura mest af alt på det ikke var sidste gang han fik Pixie at se eller Isaac for den sags skyld.

[isaac]

Isaac smilede blot skævt til Akkuras ord og nikkede ganske roligt. ”Ud af hastværk kommer lastværk,” svarede han stilfærdigt og trak blot endnu mere på smilebåndet. ”Bare giv dig god tid, det kan jo være at du finder et bedre sted, som du langt hellere vil slå dig ned,” tilføjede han roligt og med det skæve smil på de rosenrøde læber. Løgn var det jo ikke engang. Der var så mange smukke steder i landet, og ikke mindst i de andre lande. Men det indskrænkede selvfølgelig mulighederne, hvis han gerne skulle være tæt på vand, for Isaac kunne godt forestille sig at Akkura var afhængig af det, nu hvor han var et af havets racer. Pixie trådte blot tættere mod Akkura, som han flyttede hånden, hvor de små perleagtige safirblå øjne faldt på den læderpose han havde ved sin side, hvor den lille drage kravlede op på Akkura, blot for at vendte opmærksomheden mod de bær der var i posen. Pixie rakte ud efter et bær, der fyldte hele dens skællede hånd, inden den tog et bid af bærret, der ikke var nær så surt som det Isaac havde givet ham. Han mæskede roligt bærret i sig, blot for at tage et nyt et, imens han nød at blive strøget over hovedet, hvilket var skyld i at han kom med små brummende lyde, som havde han været en spindende kat. Isaac vendte roligt blikket mod Akkura ved hans ord og trak svagt på skuldrene, inden han så ud over den store eng, der så ud til at være så fri, fordi intet ondt havde ramt den. ”Måske,” svarede han lettere tænksomt, som han lod hovedet søge en anelse på sned. Han lagde sig roligt ned på den store kampesten, med hænderne i nakken, hvor han vendte de safirblå øjne op imod den store blå og klare himmel, med kun ganske få skyer. Han slap et let grin til Akkuras grin og betragtede den store blå himmel over sig. ”Det vil jeg da huske på!” svarede han muntert, som de rosenrøde læber kun gled ud i et langt større smil. Det var rart med Akkuras selskab, for han havde næsten helt glemt hvem han var i sin egen sørg, men nu var han da ved at komme tilbage på toppen og han glædede sig faktisk til sit nye projekt blev færdigt, så han kunne komme i gang! ”Og skal du have hjælp til at få hytten op, så giver jeg da gerne en hånd med.. hvis jeg da ikke er optaget af alle andre pligter,” svarede han muntert, for han ville meget gerne gengælde tjenesten, selvom at han jo desværre var greve og det arbejde kom i første række.

[Deleted]

Akkura grindende "jeg skal nok sige til hvis jeg får brug for hjælp" han strøg Pixie med bløde strøg over hovedet "hov hov din frække lille tyv" sagde han med et stort smil da han opdagede hvad Pixie lavede "har din tjener Isaac ikke lært dig at spørge?" spurgte han og kunne ikke lade være med at grine overhovedet, and slog en mild latter op imens han spejede ud over engen. Der var smukt her og han vidste at søen lå tæt på "du har ret, jeg må ikke forhaste mig det mindste" han skævede til Isaac "det kan være jeg en dag banker på din før for at høre om jeg må låne en hammer" grinede han "men det bliver nok ikke lige nu da jeg selv har nogle 'pligter' inden jeg kan lave et hus" tilføjede han og kiggede nu dirakte på Isaac, at han aede Pixie lagde han ikke selv mærke til mere, hånden fuldte bare med Pixies hoved nu, bevægelsen kom helt automatisk. Han kunne godt forstille sig at det var krævende arbejde at være greve, men alt arbejde var krævende i Akkuras hoved og det var det som gjorder at ens arbejde var sjovt eller spændene, fordi det krævede noget spichelt til hvert arbejde man havede.