In a new direction

[isaac]

Solen stod højt over Manjarno og skinnede ned på den flotte og prægtige eng, der gik så langt øjet næsten kunne række. Man kunne ane træerne der grænsede op til Parken og Søen i den ene horisont og klipperne i den modsatte. Det var en ganske smuk dag. Himlen bar en prægtig og flot blå farve, hvor der kun var ganske få hvide skyer på himlen. Det var varmt og en perfekt dag at søge lidt ud, hvilket også var noget som Isaac havde udnyttet. Det var lang tid siden at han havde været udenfor sit chateau, efter den dårlige nyhed havde ramt ham, så havde han mistet modet en smule. Han var ikke i stand til at skænke Alicia et barn, han var ikke i stand til at føre sin slægt videre, hvilket var noget som måtte frustrere ham en anelse. Han brød sig ikke om at være udenfor sit chateaus mure, for så faldt hans blik altid på de legende børn og gav ham den ubehagelige følelse tilbage igen; følelsen af at være en fiasko og skændsel. Hans far ville have hånet ham, hvis manden havde været der den dag i dag, men det var han i det mindste ikke.
Isaac gik med faste skridt igennem det lange og frodige græs, som vinden fik til at svaje, så det mindede om et stort kæmpe grønt hav. Det var blødt og dejligt at gå i, hvor han for en gangs skyld også måtte nyde det gode vejr. Han vidste at han ikke kunne gemme sig indenfor, så det var rart at komme lidt ud. Han bar nogle korte bukser, der gik ham til midten af skinnebenene, og ellers en kort skjorte der kun gik ham til albuerne, så han kunne mærke det gode vejr. Han gik rundt i nogle sandaler, så han kunne mærke det bløde græs kærtegne hans fødder. Oppe i luften over ham, fløj en lille hvid drage efter ham, ikke større end en kat, hans drage Pixarius. Dragen fulgte ham i tykt og tyndt og så selv ud til at nyde det at komme lidt ud, han hadede nemlig når hans egen rytter ikke var i godt humør, men gemte sig indenfor i et mørkt rum og var frustreret. Den lille drage fløj rundt i luften, lavede et par loops af og til, nød den friske vind, der kærtegnede dens flotte hvide, skællede vinger. Pixie brummede ganske fornøjeligt, hvor man ikke kunne være i tvivl om at dragen nød at være ude igen, ude i det fri, hvor man kunne flyve så langt øjet rakte.

[Deleted]

Det var heldigvis ikke for varmt, Akkura havde besluttet at drage mod søen, men da han jo var kommet før en planlagt kunne han jo nyde det godt vejr på egen. Han gik lidt og bukkede sig engang imellem ned når han fandt en spændene plante at kigge på, imens han mumlede lidt for sig selv, han havde ikke mødt nogen i flere dage. Han gik lidt længere ud på engen og råbte "håber verden nyder mig lige så meget som jeg nyder den" han kiggede ud over engen hvorefter han smed sig ned i græsset, han lå og nød det killede på hans krop, han havde slået sine blå vinger ud og lå bare og nød det hele.

[isaac]

Isaac gik i sine egne tanker, selvom han hurtigt blev revet ud af dem, da han opfangede lyden af en råben ikke så langt væk fra ham. Ordene fik han ikke helt fat i, men det var tydeligt at der var nogen i nærheden. Pixie landede på hans skulder og gjorde et ganske let hvæs fra sig, så hans tvedelte tunge ruskede i vinden. Det var tydeligt at den lille drage ville være på vagt, for han tog ingen chancer. Isaac lod de safirblå øjne glide ganske let omkring, selvom han ikke rigtig gik øje på nogen. Han gjorde et nik imod himlen, som tegn til at Pixie skulle holde et vågent øje oppe fra luften af. Den lille drage satte af fra hans skulder igen og fløj et stykke foran ham, så det ville være ham som fik øje på noget først. Dens små perleagtige safirblå øjne gled hen over terrænet og iagttog det hele ganske nøje, så intet gik forbi dens blik. Isaac tog det ikke særlig tungt, når man bevægede sig i Manjarno kunne man måske møde onde person, men man kunne lige såvel også møde de gode. Desuden undrede det ham ikke, at der var nogen ude for at nyde det gode vejr, for det var han jo også selv. Det var et frit land der stod til rådighed for alle og som greve af landet, så var det også hans pligt at være høflig overfor folket, medmindre man selvfølgelig gik til angreb på ham, for så ville han da heller ikke tøve med at forsvare sig selv. Han så ganske let omkring, men kunne ikke rigtig se personen, som havde råbt, så enten var han gået eller også lå han et eller sted på engen, for græsset var utrolig højt, så man kunne jo sagtens gemme sig her. Han fortsatte dog med sine rolige skridt, hvor han begyndte at fløjte en munter melodi, et sted for at se om personen ville sætte sig op og kigge efter ham, så han måske kunne få øje på personen og se om personen ville være en ven eller en fjende. Han vidste i hvert fald at Pixarius ville få øje på personen, for en drage var trods alt et rovdyr. De var som en høg, der kunne få øje på en lille mus nede i det dybe græs, så han var i ikke et sekund i tvivl om at Pixie nok skulle være på vagt og få øje på noget, hvis det bevægede sig.

[Deleted]

Der var pludselig en anden lyd i vinden, det lød som en fløjten men da Akkura ikke var sikker ville han da lige undersøge hva det var. Han gav rejste sig på hug og gav et vingeslag fra sig så han kom et stykke over jordern, der holdte han sig svævende et øjeblik før han landede på sine ben, det gav ham et lille overblik over hvad der skete omkring ham og han fik da øje på nogen et sted ude på engen, han foldede sine vinger og lod hånden falde på sværdet, man kunne ikke være for forsigtig i Manjarno eller nogen andre steder for den sags skyld. Nu da han havde opgivet for personen hvor han var ville han hellere være beredt på det væreste end at lade sig overraske.

[isaac]

At Isaacs fløjten fangede personens opmærksomhed, var noget som næsten måtte glæde ham, for så kunne han se hvor personen holdt til. Det var et godt stykke fra ham selv, hvilket også var grunden til at han ikke havde hørt hvad manden havde råbt. Pixarius var hurtigt og fik øje på manden, hvor han kom med en lille snerren, da han kunne se at manden havde et sværd ved sin side. Isaac selv var ikke bevæbnet, men på den anden side, han havde en formskiftende drage og så den magi han havde, da han førhen havde været magiker, plus ens magi var knyttet til dragen, så det var ikke fordi at han var ubevæbnet, men han var ikke en mand som gik ind for vold, han ville langt hellere tale sig ud af problemerne og et sted var han faktisk også ganske god til det, for han havde ordforrådet på hans side. Pixarius fløj ned og landede ved Isaacs side i græsset, hvor han var blevet en del større og gik nu Isaac til midten af lårene. Den hvide drage, var en anden slags end mange andre. Pixie kunne ikke spy ild som mange andre drager kunne, men den kunne skifte størrelse, fra helt lille som en mus, til en normal fuldvoksen drages størrelse, der tårnede sig op i himlen, så ufarlig var han skam ikke. Isaac gik kun tættere på manden, der nu så ud til at have rejst sig op, i hvert fald kunne han skimte mandens skikkelse. Han kneb øjnene en anelse sammen for at betragte ham bedre, hvor han også lagde mærke til at manden havde et sværd og holdt hånden på den. Han kunne ikke helt vurdere om et var fordi manden var forsigtig som ham selv, eller om det var fordi at han var fjendtlig, men det fandt han vel ud af?
Isaac stoppede roligt op på en passende afstand, så han tydeligt kunne se manden, men ikke var for tæt på, tydeligt udenfor mandens rækkevidde og omvendt, dog var han tæt nok på til at han ville kunne snakke med ham. ”Goddag,” hilste han pænt, som det første, også et sted for at vise at han ikke var fjendtlig – om manden så var af samme opfattelse var ikke til at sige, men det var heller ikke fordi at han selv vidste om manden var farlig. Pixie stod tæt ind ved hans side. Han var stor nok til at han lige kunne se over græsset, der ellers skjulte den muskuløse krop som han havde som drage.

[Deleted]

Akkura lagde hovedet lidt på skrå og strakte sine vinger, at manden havde lige frem henvendt sig til ham gjorder ham en smule nysgerrie "goddag" sagde Akkura og smilede venligt og gav et nik med hovedet i hans retning, han opdagede at noget stak lidt op over græsset ved hans side "og goddag til dig også" sagde han uden at vide hvad han snakkede til faktisk, han slap hånden fra sværdet og lod det falde ned langs hans side. Han anede ikke hvad der nu ville ske og han stod lidt forlegn da han ikke vidste hvad han skulle gøre nu, måske bare lade bolden falde til den fremmedes side og vente hvad der skete, han var stadig på vagt men mere afslappet nu

[isaac]

Det gik hurtigt op for Isaac at manden ikke var fjendtlig. Det var noget som han kunne tyde på mandens ord og kropssprog. Et sted kom det en anelse bag på ham, for med sværdet klar til at blive trukket, så havde han næsten regnet med at manden ville være fjendtlig, men det kom kun til hans eget held, for han måtte indrømme at han ikke ønskede at bruge en sådan smuk dag på en dødelig kamp. Noget han dog lagde mærke til, var mandens vinger. De mindede hverken om en engels eller en dødsengel, for mandens vinger var.. blå? Han lod hovedet søge en anelse på sned, hvilket var noget som måtte trække i hans nysgerrighed. Uden at vide af det, gik han nogle skridt tættere på manden, som han betragtede hans skikkelse. Han havde aldrig set noget lignende før. Det at manden henvendte sig til Pixarius, gjorde også at dragen blev blødt en anelse mere op, for at han også fik lidt af opmærksomheden kunne han godt lide. Dragen gjorde sig til sin lille skikkelse igen, idet den fløj op og satte sig på Isaacs ene skulder – dens normale plads. Herfra kunne han også holde et vågent øje med manden, hvis han nu skulle finde på at angribe Isaac. Den gjorde et ganske let smæld med den tvedelte tunge, hvor dens lille hoved søgte en anelse på sned, imens dens perleagtige, safirblå øjne studerede manden for at finde ud af hvilken slags han var. Isaac løftede sin ene hånd og gned tænkende sin hage, imens han betragtede manden, som prøvede han at læse ham ud fra hans kropssprog og bevægelser. ”Går ud fra at du nyder vejret som så mange andre?” Det var et mindre spørgsmål, selvom det også var det som han selv ville gætte på, for det var et fantastisk godt vejr lige netop i dag, så hvem ville ikke nyde det? Han bevægede sig en anelse tættere på manden, også nu hvor han havde ladet sværdet hænge ved hans side, som tegn til at han ikke ville slås – det gik han i hvert fald ud fra. ”Eller har du andre grunde til at søge mod engen?” spurgte han roligt, selvom der var en anelse skeptiskhed i hans stemmeleje, for han var ikke helt sikker på hvorvidt han kunne stole på manden eller ej.

[Deleted]

Akkura mærkede godt mandens skepsis men lod sig ikke gå på "jeg nyder skam det gode vejr" sagde han og smilede "hva bringer dem hid?" han kiggede undersøgende på manden og åbnede munden lidt da han så den lille drage "orh en drage, hvor er den fin" han var helt opslugt af Pixariux nu og stod og undersøgte den på afstand, han ville ikke bare bruse frem imod dem. Det var første gang at Akkura havde set en drage i sit liv, han havde godt hørt fantastiske fortællinger om disse ædle dyr og deres 'trænere' så han følte sig helt beæret over at være i nærheden af en, efter at have studeret dragen lidt kom han i tanke om at det var uhøfligt sådan at stirre og undersøge folk på den måde "undskyld" sagde han og bukkede mod dragen "Det er bare første gang jeg ser en drage, har hørt fantastiske fortællinger om disse skønne skabninger" han rattede sig op og smilede til både manden og dragen.

[isaac]

Jo mere tid Isaac brugte i mandens nærvær, jo mere kunne han næsten også fornemme at han ikke var fjendtlig. Han virkede til at være en god og høflig mand, hvilket han jo også tydeligt kunne høre på hans ord og måden han talte på. Selvfølgelig kunne det være spil fra galleriet, men selv Pixarius virkede til at være langt mere rolig over manden og dragen var et dyr og dyr kunne hurtigt skelne mellem venner og fjender. Isaac lod hovedet søge en anelse på sned. ”For en gangs skyld er jeg ude for at nyde det gode vejr. Korrekt som Dem selv,” svarede han sandfærdigt, som han vovede sig nogle skridt tættere på manden. At manden pludselig begyndte at studere Pixarius, fik både dragen og Isaac til at lade hovedet søge på sned. Manden virkede til at være en ganske løjerlig fætter, men det gjorde ham faktisk intet! Det fik ham næsten til at føle sig normal for en gangs skyld. Normalt var det ham som var den skøre og muntre type, selvom hans humør havde taget en drastisk drejning efter den dårlige nyhed om at han ikke kunne få børn, han kunne ikke få en familie. Selvfølgelig var der andre metoder, men.. han ville helst bare på den naturlige måde, han havde jo altid været så gammeldags, han var utrolig traditionelt, men det hele blev ødelagt! Ved mandens ord, så rettede Pixarius sig en anelse op, som han blev helt smigret over mandens pæne ord om dragerne, det var noget som kun fik Isaac til at le ganske let. Han lod sin pegefinger stryge den lille drage over hovedet. ”Ja.. drager er unikke væsner,” medgav han roligt, som smilet kun bredte sig på hans læber. Han fiskede roligt en dadel frem fra sin brystlomme, som han kastede op i luften, hvor dragen var hurtig og fløj op for at snuppe dadlen, blot for at lande på Isaacs skulder igen, som den gav sig til at gumle den i sig. Isaac vendte blikket mod manden igen. ”Men hvad med Dem selv? De minder mig hverken om en engel eller en dødsengel.. Jeg har aldrig set nogen med blå vinger før.” Han følte at han næsten godt kunne vise sin nysgerrighed, nu hvor manden selv havde gjort det ved dragen. Manden virkede ikke særlig farlig, faktisk utrolig venligsindet, hvilket kun glædede Isaac, for han ville nødig skulle ødelægge denne smukke dag med en kamp på liv og død, det ville jo ødelægge det hele!

[Deleted]

Han smilede stort da han så dragen flyve efter dadlen "facinerende" mumlede han, han rettede sig dog op og bredte sine vinger ud idet manden spurgte hvad han var for en "jeg væltede en spand maling over mig og kan ikke få staset af mig igen" sagde han. Akkura lod den hænge lidt i luften for at se om manden nu engang også smilede lidt, og han begyndte selv at grine lidt over den kommentar og tilføjede så "jeg er en havengel min gode mand" han lagde sine vinger ind igen "jeg var en af havets vogtere engang" han så mere søgmodig ud men havde stadig sit smil på løberne "og jeg hedder Akkura" han tilføjede det hurtigt da han jo lige så godt kunne præsentere sig nu han gav et let buk imod dem begge, han havde lagt mærke til at mange folk på land bukkede når de hilste på hinanden så han troede at det var noget man skulle gøre hvis man var for langt væk til at give hånden til den anden

[isaac]

Blikket gled kort mod Pixarius, da den igen landede på Isaacs skulder, inden han strøg dens lille hoved og krone med sin pegefinger, selvom den var optaget af at spise dadlen, som den mæskede i sig. Han vendte endnu engang blikket overrasket mod manden til hans kommentar. Han havde fået smidt maling på vingerne og kunne ikke få det af? Han brød ud i en munter latter, for det var da det sjoveste han længe havde hørt! ”I så fald er du ganske uheldig min ven,” svarede han morende, som smilet kun bredte sig betydeligt på hans læber. Denne mand var ganske fornøjelig, hvilket han godt kunne lide! Det var længe siden at han havde haft et godt selskab! Han blev dog lettere forundret, da manden sagde at han var en havengel, for han havde aldrig selv mødt racer fra havet, selvom han altid havde ønsket sig det. Han var selv noget af en videnskabsmand, han kunne godt lide ukendte og nye ting, og det at møde én fra havet, var da spændende! Han trak sig en anelse tættere på manden. Han havde godt læst om havets racer, selvom han aldrig havde mødt dem, men han fandt deres kultur ganske fascinerende! ”Virkelig? En havengel?” gentog han, næsten som om han ikke kunne tro sine egne ører, ”det lyder virkelig spændende!” Smilet blev kun bredere. Han kunne måske lyde en anelse lusket, men han havde virkelig ingen bagtanker! Han kunne ikke drømme om at gøre nogen fortræd! Medmindre man lagde sig ud med dem han holdt kær, hvilket kun var hans egen drage Pixarius og så hans egen hustru Alicia. ”Jeg har aldrig mødt racer fra havet før,” svarede han stilfærdigt, men det var vel også fordi at de fleste boede i havet? Eller bare opholdt sig i nærheden af det? Han så sig en anelse omkring, for de var jo ude på åbent terræn, her var intet vand, men kun jord. Han så uforstående på manden. ”Er du ikke lidt langt væk hjemme fra så?” spurgte han en anelse forvirret, som han lod hovedet søge en anelse på sned. At manden præsenterede sig fik ham kun til at lyse en anelse op. ”Mig en ære at møde dig Akkura. Jeg er Isaac. Isaac Izakaya, Greve af Manjarno,” præsenterede han sig og bukkede ganske let for manden, for at gengælde mandens høflighed og respekt. ”Og dette er min drage Pixarius, men kald du ham blot Pixie,” tilføjede han roligt, som den lille drage selv bukkede ganske let med hovedet, selv en drage kunne vise respekt, for de var ædle og prægtige væsner, der bar en langt større viden end et menneske nogensinde ville kunne tillære sig.

[Deleted]

Han smilede ved Isaac's facinering af ham, han kunne slet ikke lade være. Isaac var en venlig fyr og Akkura var slet ikke bange mere for om der skulle ske noget "jo jeg er langt væk hjemmefra, men jeg rejser meget, samler på urter og sådan" sagde han han tog sit bælte af og lod det og sværdet falde til jordern "jeg bor nede i Imandra så langt hjemmefra er jeg vel heller ikk?" han holdte sit store smil og han var pludselig meget ydmyg og rankede sig mere op da han fandt ud af at han var greve "mig en fornøgelse Hr. Izakaya og en fornøgelse at møde dem Pixie" Hans smil falmede en smule for at vise lidt mere respekt, han var jo i nærheden af en adelig og han måtte hellere huske formerne, bare for at han ikke skulle forvises for endnu et land

[isaac]

Det blev kun mere og mere tydeligt for Isaac at denne Akkura, ikke var nogen fjendtlig mand, han virkede flink og venlig, plus han virkede utrolig munter, noget som hans store smil måtte afsløre. Det var dog kun noget som måtte smitte af på Isaac selv, som pludselig var blevet i et langt bedre humør end det som han førhen havde været. Denne mand mindede ham om ham selv, eller så munter og skør han havde været inden den dårlige nyhed havde ramt ham og drevet ham ned i et mørkt og fortvivlet hul i hans indre. Han lyttede opmærksomt og interesseret til Akkuras ord og gned sin hage ganske tænkende. ”Jaså.. du er måske healer?” spurgte han nysgerrigt og lod hovedet søge en anelse spørgende på sned. Det var jo noget som lå normalt til engleracerne, men manden måtte vel være urtekyndig siden han samlede på det? Det lød faktisk ganske spændende! At Akkura sagde at han boede i Imandra fik Isaac til at skyde brynene overrasket i vejret. I hans øjne var det et godt stykke væk herfra, i hvert fald hvis man var på fods, men selvfølgelig havde manden vinger, så han kunne da komme hurtigere frem. ”Imandra? Det er ellers et stykke væk,” svarede han roligt, som han bevægede sig tættere på Akkura, ”du er måske bare på gennemrejse i Manjarno?” Han sendte Akkura et muntert og venligt smil, som han ganske roligt tog plads på en kampesten, der ikke stod langt væk fra ham. Han rystede let på hovedet. ”Kald mig blot Isaac,” svarede han med et skævt smil. Hr. Izakaya var så.. formelt. Det var tydeligt at manden havde lært respekt, hvilket var noget som selvfølgelig glædede ham, men han så sig på lige fod med alle andre, måske han var adelig og havde langt flere muligheder, men det var muligheder han brugte til at hjælpe folket, han var i færd med at få bygget et akademi op, som skulle foregå som både en skole og et børnehjem, så uddannelsesniveauet i landet ville blive langt bedre. Så havde den næste generation også mulighed for at få arbejde i stedet for at skulle leve på gaden. Han vendte kort blikket mod Pixie, der endte med at springe ned fra hans skulder, blot for at forsvinde i græsset, da den tydeligvis havde fundet sig et bytte.

[Deleted]

Akurra smilede og blafrede lidt med vingerne af glæde "okay så Hr. Isaac" han smilede som større da han sagde Hr. for at indikere at det var for sjov han havde sagt dette "jeg er ikke på gennemrejse som sådan, jeg kan rigtigt godt lide landet her" han slog ud med armen "og så er der mange nyttige planter her omkring har jeg fundet ud af" han smilede og klappede lidt på hans ene lomme som bugnede lidt ud, han havde sin læderpung der i med nogle bær i "jeg er urtekynding, ikke noget jeg går videre op i som sådan men jeg bruger det dog, mest til mig selv, det er sådan det jeg får mine hverdage til at gå med, der er ikke så mange der kommer til mig da jeg ikke er en 'kendt' urte kyndig" han sagde dette med tilfredshed for han ville meget hellere rejse rundt og finde urter på vejen end at bruge egentligt tid på at hjælpe folk med forskellige mixture og hvad de nu ellers lige kunne finde på. Han nød alt i alt faktisk at være sig selv, men det kunne være rart at finde et sted at slå sig ned mere fast en i imandra eftersom han i starten havde været 'tvunget' til det da det var det eneste sted han kendte med vandt da han vendte op på land

[isaac]

At Akkura valgte at kalde Isaac for Hr. Isaac i stedet for Hr. Izakaya var noget som fik ham til at slippe en munter latter. Han kunne godt høre at det blot var for sjov, men det morede ham nu alligevel. Det var faktisk rart med lidt godt selskab, for det var lang tid siden, desuden så havde han aldrig nogensinde mødt et af havets racer, hvilket kun gjorde ham langt mere nysgerrig, det var spændende at møde nye folk, men at møde nye racer var endnu mere spændende! Hver race havde hver sin hemmelighed, hver sine fortællinger og det var spændende med en ny viden! I hans øjne kunne man aldrig få for meget viden! Akkura lød til at være en ganske spændende mand, som også havde utrolig godt styr på planter og urter, det var da noget som måtte gavne ham selv i sidste ende? Isaac selv havde ikke den største kendskab til planter og urter, men han kendte da lidt om visse. Han nikkede ganske roligt. ”Manjarno er et smukt land, det er unikt, fordi det står så neutralt, men det er også det som gør landet farligt, for kan man ikke være sikker på at møde ven eller fjende,” svarede han stilfærdigt, næsten med en løftet pegefinger, som var det vigtigt at være på vagt, for man kunne aldrig vide sig sikker, han havde jo heller ikke vidst om Akkura var farlig eller omvendt. ”Jeg må desværre erkende at jeg ikke har besøgt Imandra på det seneste, men det har altid klaret sig på trods det altid har stået selv,” svarede han lettere forundret, som han gned sin hage ganske let. Der var kommet en ny magt til landet, men ellers havde det stået fuldstændig alene, hvor det havde været et korrupt og rebelsk land. Han slog let ud med armene. ”Hvad så med at blive kendt?” foreslog han muntert, som smilet kun bredte sig på hans rosenrøde læber. ”Så kunne du tjene lidt penge på det, og hjælpe andre samtidig,” tilføjede han med et skævt smil. Det var vel en god idé? Det kom jo selvfølgelig an på hvordan Akkura selv så på det, men Isaac havde altid ment at man burde hjælpe andre med den viden man besad, for så kunne alle komme længere i livet, men vandt jo intet på at være egoistisk – ikke i hans øjne. ”Men sig mig.. du siger du holder til i Imandra.. hvorfor holder du ikke til i vandet? Siden du er en havengel?” spurgte han roligt, som det pludselig slog ham. Alle racer fra vand hørte vel til havet? De havde vel deres eget liv dernede i deres egne byer? Det var da i hvert fald hvad historierne gik på, men han havde aldrig selv hørt det, så han var ikke helt sikker.