Well well well.. what have we here?

[Deleted]

At dagene snart lignede hinanden igen med deres vante rytme var ingen forkert ting at sige. Vinklen var temmelig ensformidt for Brandon der jo sov det meste af dagens lyse timer væk og han var så småt begyndt at skubbe til nattens mønster også. Han tog som regel ikke langt væk hjemmefra efter sin hjemkomst, men her på det sidste havde han bredt sin færden lidt mere ud som en vifte i landet. Og nu endda over landets grænser og ind i Imandra. Et sted han vel kun havde været få gange i sine ærinder førhen? Han var ikke sikker, men spillede det overhovedet nogen sand rolle? Nu var han her og så var fortiden nærmest lidt ligemeget.
Vindens hylen havde fuldt ham i træernes toppe igennem landskabet. Raslen og susen omringede ham, men han nød det. Nød den kolde nattevind mod sin hud og at høre dens liv sprede sig. Den var dog en smule kraftig i nat især jo længere ind i Imandra han kom. Han kunne se buske og træer spredt ud over stedet og blot hesten skridt under sig føre vej frem. Han lod den ride for lidt løse tøjler og stolede på dens dømmekraft om hvor de gik. Og de skulle nok let finde tilbage. Det var bare at finde grænsen og så kendte han området nærmest ud og ind selv på trods af sin lange bortgang andet steds.


Skrig og rædsel havde opfyldt drømmene der i en lang periode havde hjemsøgt Brandon. Han var vågnet op som så mange gange før. Ikke selv med skrig og panik som mange gjorde ved rædselsfulde mareridt. Han var dog temmelig svedig følte han. Helt lunken istedet for den skønne kolde følelse han havde. Han havde rystet det af sig som så mange gange før. De mareridt hjemsøgte ham. Det var han sikker på. Ikke folk han havde torturet, dræbt eller voldtaget. Nej det var folk der stod ham nær og som var borte for altid. Folk han havde haft lukket ind til sig og se hvad der kom ud af det møg. Han skubbede den tynde dyne, der vel mest var et lagen, af sig og stod op af den fremmede seng. For ja den var fremmed. Han havde ikke lige til start genkendt stedet, men kom i tanke om den kro han var søgt i ly på for solens stråler, da han næstne havde reddet ude til sol opgang. han sukkede og gik hen til vaskefadet og øste op og slog koldt vand i ansigtet. Ville have den halv varme og fugtige følelse af sig. Havde hans hjerte kunne slå ville det med stor sandsynlighed banke vildt lige nu af ren chok og adrenalin over dagens søvn. Han var dog langt fra udhvilet og et kast mod vinduet med blikket fortalte ham, at det stadig var dag. Gardinet holdt lyset ude, men ikke ligefrem så godt som han ønskede det. Gardinerne var tynde og ganske vist mørke, men man kunne se solens skær svagt alligevel. Han sukkede igen og vendte sit blik mod væggen foran sig. Han havde vel været væk fra Dvasias i snart et halvt år? Og selvom han havde håbet og troet de dumme mareridt ville stoppe hvis han bare kom langt nok væk i lang tid så var det ved og gå op for ham, at intet nok hjalp. Han bandede lavt for sig selv og smed håndklædet ned i vaskefadet så det blev gennemblødt af vandet der var tilbage. Han havde lyst til og smadre noget. Ødelægge nogen! Han gik hen til sit tøj og med en rask bevægelse fik han den sammenfoldede stof bylt slået ud til siden så alle skalpellerne og små knive kom frem. Alle hans dejlige tortur redskaber. Hvis han ventede tålmodigt og fandt sig en lille legesag før han tog videre så ville han nå væk før de fandt ud af det. Han lukkede øjnene og tog en skalpen op og så den an. De blev holdt ved lige og var så skarpe som altid. Han smilede lidt. Han kunne vel godt finde en nu. Og få lidt mad, men ville de ikke blive mistænksomme når han først tog herfra om flere timer og så ville han næppe få særlig stort forspring hvis de valgte han måtte være skyldig når de fandt liget. Hvis han slog ihjel hvilket han som regel endte med når han var i dette humør. Han havde allerede gjort det før og efterladt sig omkring 12 unge kvinder eller mænd på de kroer han sov på. Han pakkede dem dog sammen igen. Senere. Lige nu måtte han vente. Han så mod vinduet igen og konstaterede, at hans sult nok måtte vente også. Han satte sig ned på sengen før han faldt bagover og stirrede op i loftet. Utålmodig..sulten...lyst til at dræbe..


Med et sæt gik det op for Brandon, at han var dvalet tilbage til sine minder på sin rejse og rystede hovedet lidt. Hesten havde vrinsket og slog let med hovedet. Nok det der havde vækket ham op igen. De stod stille. Hans hest havde valgt at stoppe midt på stien i udkanten af en skov. Enten fordi Brandon havde været væk i sine tanker eller så fordi de måske skulle vende om. Han sukkede og havde skam godt husket hvad der senere var sket den dag. Halvmærket for hans rejse ca. Han havde efterladt sig et blodbad før han tog videre. Gad vide om nogen havde mistænkt ham, men opgivet at finde ham? Hvem vidste.. Han gav et let puf i siden på hesten der begyndte at gå igen. Han smilede lidt og gættede på den havde ventet på et tegn til at måtte fortsætte. Gad vide hvor længe han havde siddet der og været væk? Havde de stået her længe?
Han så sig om. Skoven var ham ukendt, men medmindre de var redet igennem Imandra eller var vendt om så måtte det være Iyanna skoven. Så meget vidste han da. Plus han kunne se det ikke var Den Mørke Skov så de var i alle fald ikke i Dvasias. Han lod skov være skov og mærkede de blide bevægelser fra hesten vugge ham lidt i en rolig tilstand. Han lukkede øjnene lidt selvom det nok ikke var det klogeste og selvom der var flere træer her så var vinden nærmest mindre larmende. Der var lidt mere raslen dog på grund af de mange ekstra blade, men samtidig tog de lidt af for vinden. Både godt og skidt vel. Han kom faktisk i tanke han havde haft Max og Fluffy med, men hvor pokker var de henne? Pokkers også han skulle sidde og tænke på fortiden! Dog så holdt de sig bagude som altid. Han sukkede. Totalt panisk opførte han sig nogengange. Han rystede på hovedet. Han havde jo selv givet dem ordre til og holde vagt! Han bandede lavt af sig selv og red videre til en lysning fyldt med månens skær trådte dem i møde og han gled af og lod alle tre dyr gå frit rundt og spise, drikke af den lille bæk eller hvad de nu ville. Selv lagde han sig ned i græsset og slappede af mens han så på den høje mørke natte himmel over sig.

[Deleted]

Derick havde ikke nogen anelse om hvor han var henne, han havde knapt nogen anelse om hvem han var efterhånden, for han kunne virkelig ikke huske noget som helst. I det ene øjeblik så var det hele gået i sort fro ham, af grunde som han slet ikke kunne huske, men det havde gået så hurtigt, så meget var han nu sikker på at han kunne mindes. Den blide vind kærtegnede hans ansigt, nu hvor livets åndedræt var blevet skænket til ham af grunde som selv måtte være ham ukendte. Han kunne virkelig ikke finde ud af særlig meget, men det var nok noget som skulle komme til ham før eller siden, det var noget som han var sikker på.
Lige hvor han rendt rundt henne, var selv ukendt for ham. Af hvad han vidste, så var landet kendt som Imandra, selvom.. ja, det burde vel egentlig ikke rigtigt sige ham noget særligt? Efter det som skete den dag i Dvasias for alt for mange år siden. Arret ved brystet havde han og det var noget som han sikkert skulle bære for resten af sit liv. Det var ikke fordi at det var noget som han tog så tungt, for han havde aldrig været forfængelig af sig på den måde. Ja, man gik måske lidt op i sin beklædning når man var ude blandt andre, men han havde virkelig.. intet at vende tilbage til, så hvorfor skulle han? Det var heller ikke fordi at der var noget som han kunne vende hjem til; Ingen familie, intet arbejde.. ingenting, så han stod lidt på bunden endnu en gang, selvom det nu heller ikke var nyt eller fremmed for ham som sådan. Vinden rev let i træernes lange grebe som de prøvede at række ud efter månen som stod højt oppe over dem. Det var jo lige før at han havde glemt hvordan den så ud, for det var virkelig noget af det smukkeste som han længe havde set. Han var træt, han var selv en anelse bleg, men det var kun fordi at han ikke havde været til i alt for lang tid. Det var jo egentlig kun timer siden at han var vågnet op på dronningens bord, fuldkommen blottet, gispende efter vejret og direkte iskold. Det var virkelig noget af det værste som han nogensinde havde oplevet! Tanken om det var noget som fik ham til at trække den tynde kappe en anelse mere omkring sig, selvom den nu heller ikke varmede ham det mindste på noget tidspunkt. Han havde brug for varmen og det var egentlig heller ikke fordi at det var nemt at finde den, selv i denne sommervarme.

Som var det i går, at det hele skete. Solen stod højt, og med det varme og sædvanlige smil, så færdes Derick i Dvasias. Han havde aldrig været nogen på tværs, han undgik kampe så meget som det var ham muligt, ganske enkelt fordi at han ikke var så fjendtlig af sig, hvis det ikke var nødvendigt eller tiltrængt på den måde. Han havde sine ord, han havde sin pakning og det var det, samt det som han gik og stod i. Det var vel egentlig heller ikke fordi at man havde brug for mere, var der?
Kroen så mere slidt ud om dagen end det som den gjorde om aftenen. Om aftenen hvor de mange smukke og fine stearinlys måtte stå i vinduerne og brænde lystigt, sammen med de mange fakler og den flotte belysning som hvilede inden døre, som var det et sted hvor man virkelig følte sig velkommen og fristet til at drikke en øl eller ti hvis det var det. Men nej, i dag var det ikke her han skulle være og det var ikke her han skulle aflægge sin visit. Han følte kaldet, kaldet ud mod det mere åbne og mere ud i retningen af skovene som han endnu ikke havde opsøgt på den måde. Han vidste ikke hvad der var der, men der var noget og det var det som var pointen! Han havde kun lige taget en enkelt øl på kroen, hilst på den smukkeste kvinde som han nogensinde havde set, skænket hende et kram og et løfte om at de skulle ses igen meget snart, men det var tilsyneladende ikke sådan at det skulle gå for sig.
Turen til skoven tog ham ikke mange timer. Måske at han var magiker, men han kunne stadig godt lide at tage det som havde han været menneskelig. Det gjorde jo at man satte lidt mere pris på de evner og talenter som man havde i stedet for at tage det som en selvfølge at have noget som helst i det hele taget. Solen var på vej ned da han nåede grænsen og søgte indenfor. Kappen trak han om sig og med kutten over hovedet, selvom det nu heller ikke var noget som skulle vise sig at beskytte ham på den måde som han overhovedet havde tiltænkt det. Et kald i det fjerne.. han nåede kun lige at vende sig om, idet at det hele gik i mørke for hans blik og smerten tydeligt havde sat sig i hans bryst…

Derick vågnede op med et kraftigt gisp og satte sig op. Han vendte sig lettere desorienteret omkring. Han var røget direkte i jorden endnu en gang. Faldt over en gren et eller andet sted og havde slået hovedet bare en anelse ned i den kolde og hårde jord. Han satte sig op, børstede stille den kolde jord af sit tøj, selvom det virkelig ikke var alverdens værd fra før af. Han sukkede stille og tog fat om kappen som han kun tog omkring sig, idet at han endnu en gang måtte rejse sig op. Han trak vejret dybt, lod hånden vandre igennem det gyldne hår og så sig omkring. ”Velkommen tilbage, ja..” mumlede han let for sig selv og ikke mindst med en mindre irritabel stemme, også selvom smilet ikke var at tage fejl af. Han kunne altid smile af noget som dette af en eller anden mærkværdig grund. Hvis der var noget som han havde lært, så var det at leve dagen som var det din sidste og det var der jo mange gode grunde til at han gjorde. Døden havde han trods alt oplevet og det var bestemt heller ikke en hyggelig oplevelse eller erfaring at have med sig videre, det var helt sikkert! Med rolige skridt, så fortsatte han igennem skoven og med blikket foran sig, så han ikke ville falde over flere rødder hvis han ellers kunne blive fri for det. Af hvad han kunne huske, så var landet ved siden af Dvasias et land som var kendt for sine frodige skove, men det som han kunne se var tørke og ødelæggelse. Et sted så var det noget som ramte ham så frygtelig dybt i hans eget hjerte, for det gjorde ondt at se. Han havde altid været så glad for natur, også selvom.. ja, et sted så følte han sig næsten ligeglad? Der var noget ved ham selv, som slet ikke gav nogen som helst mening og det var noget som skræmte ham! Han tog sig let til brystet og stoppede op igen, idet han stod og lænede sig op af et træ ikke så forfærdelig langt væk fra der hvor han stod. Det var virkelig bare forvirrende.

[Deleted]

Et ligge på skovbunden i lysningen var vel næppe det bedste valg at foretage sig ude i det fri selvom der var timer til solen ville skinne over himlen igen. Og samtidig fjerne det så overdådeligt smukke stjerne tæppe der lige nu lå der. En skam at solen overhovedet skulle være til! Selvom planter og andet jo havde brug for lys for at leve. Nok derfor Dvasias var temmelig dødt af natur liv. Overhovedet chokkerende der voksede noget! Måske magi lå bag? Lige meget hvad så havde Brandon flere grunde til ikke at ligge der. Hans mareridt sneg sig altid ind på ham når han dvalede bort. Og han lå ned. Blødt og rart. Han ville næppe give meget modstand til når søvnen ville...


Det var som om timerne sneglede sig afsted. Hans blodtørst vågnere mere op for hvert sekund og han blev snart vanvittig over han intet kunne få før den fordømte sol gad skride af helvede til og lade mørket sænke sig. Lige nu savnede han næsten at være i Dvasias hvor der var så mørkt næstne konstant. Men han havde brug for et pusterum og bare lade sit liv glide for sig selv. Se hvor det mon ville føre ham hen. Han endte med, at sætte hænderne i madrassen og skubbe sig op. Nej nu gad han ikke vente mere! Han forlod værelset i en lidt hast, men dog uden det virkede for sært. Han havde svært ved og holde låg på sig selv ret meget mere. Det var lidt et minus ved at være omstrejfer. Når man skulle være på kroer om dagen så kunne man ikke spise før man skulle videre. Han savnede lidt sine snacks døgnet rundt. Han gik ned i krostuen og bad om et glas vin før han satte sig hen til en krog der lå langt fra vinduerne. Heldigvis var der fyldt godt op så det virkede ikke mistænkeligt. Han nippede lidt til vinen, da den kom og nu han var hernede og så mange spiste vidste han det måtte være sidst på dagen. Endelig! Så var det snart muligt at få mad selv. Han nippede lidt mere til vinen mens han lod tiden snegle sig afsted meget imod hans vilje. Han måtte jo hellere vise sig så de ikke troede han var.. Ja det han var eller noget andet som forbryder eller noget. Han fik nippet sig igennem vinen hvilket havde taget.. ja en god lille time vel før han atter gik op ovenpå. Han gik lidt rundt på gangen før han gik ind. Han gik lidt rundt. Frem og tilbage mens han tænkte. Der var næsten for mange folk her. Han stoppede op, da det bankede på. "Kom ind.." en ung stuepige kom ind. Kromandens datter vel. Hvis han havde en. Ellers en ung pige de ansatte. Hun ville gerne redde sengen, da han jo havde sovet om morgenen da han lige var ankommet. Han nikkede og lod hende komme til. Han gik hen og satte sig. Holdt øje med hende. Skarpt endda, men hun lod ikke til og mærke det. Han gik lydløst hen og fik låst døren. Et koldt smil gled over hans læber. Her hav de han gået og været urolig for hvordan han skulle gribe det an og vupti så kom hun som kaldet. Lige i hans favn. Og hun forlod næppe dette værelse igen i live..


Med et sæt satte Brandon sig op igen. bandede og skubbede let Max væk der havde snust til ham for at se om han var vågen. Han bandede stadig og gned sig lidt i øjnene med håndryggen for at holde sig vågen. Pokkers til mareridt! "Fordømte lorte drømme!" Han rejste sig op med et sæt for ikke at døse hen igen og sparkede til en sten der røg i den stille ø med et plump og ellers lavede nogle ringe i overfladen og så løb den stille sin gang igen. Han strakte sig. Hvorfor var han så træt? Doh på grund af søvnmangel! Han begreb bare ikke, at det blev ved og værre for hver gang. I starten havde han kunne kæmpe imod og mærke det kom. Nu gik han ud som et lys. Han slog lidt koldt vand i hovedet fra åen hvilket fik hesten til at se op. Som om den bebrejdede ham, at tage dens drikkevand. Han smilede lidt og klappede den på halsen. "Der er nok til os begge tossede dreng.." grinede han lidt og fik rettet sig op og satte sig op af en stor kampesten. Han lagde hovedet lidt bagover. Han sad nogenlunde, men ikke komfortabelt nok til at falde i søvn. Håbede han. Han var lige nu bare glad for skoven virkede tom. Tænk hvis nogen så ham sådan her. Han fugtede sine læber lidt. Kunne mærke halsen blive tør og sulte. Kalde på blod. Men her var ikke just blod. Han måtte vente. Han var heller ikke helt sulten, men de mareridt om blod og vold vækkede en tørst i ham. En tørst han ellers ikke havde følt i nogle år udover på sin rejse. Og så nu.

[Deleted]

Derick kunne virkelig ikke begribe at nogen kunne lade naturen forfalde på denne her måde. Efter alt det som han selv havde erfaret sig, så vidste han da helt og holdent med garanti, at det var noget som man slet ikke ville være i stand til at skulle kunne undvære! Han sukkede dæmpet og tog sig let til hovedet, hvor han allerede havde fået en mindre bule af at hamre det direkte ned i jorden. Han sukkede lettere opgivende og med den samme irritable mine fra før af. Han sukkede stille, idet han bare valgte at glide ned at sidde op af træet og med blikket hvilende næsten håbløst frem for sig. Hvad han skulle give sig til, havde han virkelig ikke nogen anelse om, for.. ja, hvad skulle han da gøre og hvad skulle han da stille op med sig selv, når han end ikke kunne finde ud af hvem han selv var? Alt for mange tanker for igennem hans hoved og det var bestemt heller ikke altid en god ting, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Han rystede let på hovedet, også selvom det faktisk gjorde ondt. Det var heller ikke altid lige sjovt at slå hovedet ned i jorden på den måde, når man vandrede rundt i sine egne tanker!
Derick lod hånden roligt glide over jorden. I takt med at han gjorde dette, så skød der lidt af det grønne græs op, hvilket kun fik ham til at smile. En gammel magi som han dog stadig kunne huske og det var noget som han i den grad også måtte være glad for. Det var altså ikke alt som var gået tabt i den tid hvor han havde færdes rundt omkring i det mørke som han nu havde gjort det. Han vendte blikket frem endnu en gang og med den samme rolige mine som tidligere. Hvorfor skjule det hvis det endelig var noget som gik godt for ham? Selvom han stadig prøvede at finde sin plads i denne verden, da den i den grad var fuldkommen anderledes end det som han kunne huske den, så var det heller ikke altid noget som man skulle betegne som en god ting – tvært imod. Derick åbnede hånden ganske let, hvor en længere kæp fløj direkte ind i hans hånd og lagde sig, så han endnu en gang kunne tage om den. En vandrestav havde han altid nydt af, også fordi at han var af den type som faktisk godt kunne lide at rejse langt.

Hans mange tanker brød dog brat op, som han vendte blikket ved lyden af noget som måtte ramme vand. Han kunne ikke huske at han havde set en sø i nærheden, men igen, så havde han også vandret så meget rundt i sine egne tanker, at man skulle tro at det var løgn, for det var i sig selv, egentlig noget som skete frygtelig sjældent. Han sukkede indædt og rystede så derefter stille på hovedet og tvang sig op på benene med staven ved sin side. Det var skam heller ikke fordi at der hvilede noget magisk over den, for det gjorde der ikke. Han var en ganske naturlig mand som faktisk sjældent gjorde brug af magi. Det var jo heller ikke fordi at det var noget som han som sådan gjorde åbenlyst på denne her måde, men han prøvede virkelig at undgå det, hvis det var ham menneskelig muligt. Tungen strøg han let tænkende over sine læber, idet at han vendte blikket mod lyden; Ganske rigtigt, der lå der jo det som måtte være en lille sø. Et svagt smil bredte sig på hans læber, idet at han roligt gik ned mod den. Hans skridt var rolige og alligevel en anelse ustabile. Han var ganske afkræftet efter at være tvunget igennem en vækning på den måde som det han havde været. De smaragdgrønne øjne faldt på den flotte sø. Umiddelbart så den fredelig ud, også selvom han vidste, at det kunne forholde sig ganske anderledes og det var heller ikke fordi at han ville tage chancen. At andre måtte være i nærheden var nu heller ikke noget som han tog sig af. De havde vel alle retten hvis det ikke var på private grunde? Hvilket man heller ikke just kunne sige at dette måtte være. Han lagde hånden roligt mod overfladen. Han var nødt til at sikre sig at det var godt at drikke af, specielt fordi at han slet ikke var kendt med omgivelserne. ”Rashua lithen..” hviskede han roligt. Ikke ord som svandt over hans læber direkte. En lille hvirvel dannede sig for hans blik, hvor han lod blikket søge direkte ned i den. Han hævede let det ene bryn, idet han rakte hånden ned i det, hvor han trak en plante op som han undersøgte meget nærme med hans blik. Han rystede let på hovedet og lagde den roligt fra sig på bredden, idet han endnu en gang satte sig ned. Det at gøre brug af magi på denne her måde, var faktisk noget som krævede uendelig meget energi, men der var ikke noget som han direkte kunne gøre ved det. Det hele skulle vel nok klare op før eller siden?

[Deleted]

Tiden sneglede sig måske nok afsted, men hvor så mange andre blot kunne lade tiden gå sin gang så måtte Brandon jo hele tiden tænke på, at der skulle være tid nok til, at søge ly for solen. Ikke om han havde planer om, at ende sine dage som en bunke støv! Og slet ikke ved et uheld! Så kunne han nok bedre acceptere det i en kamp eller lignende, men fandeme ikke når han var ene og alene og bare ikke nåede indendøre! Det var for sølle. Alt for sølle til han ville synke ned på det stadie og lade det ske. Han fik en helt dårlig smag i munden bare ved tanken om det!
Han spyttede ud på jorden ved siden af sig. Den grimme smag var der stadig, men det hjalp af en underlig grund lidt at få spyttet. Han var tilfreds med det efter et par spyt og slappede lidt af i den anspændte krop igen. Men han forsøgte dog at holde lidt igen så han ikke ville døse hen endnu en gang. Han ville ikke opleve flere mareridt lige nu. Og plus det var dumt og falde i staver her for så kunne solen stå op og bye bye med ham. At hans lille raseri så var blevet overhørt af en fremmed i skoven ville han næppe tro på selv. Han havde ikke mødt en sjæl på sin lange ridt. Men det var jo også midt om natten snart. De fleste lå trygt i deres senge og sov. Sov og følte sig trygge og i sikkerhed fra folk som ham selv. Nattens børn der gik efter føde. Han tog roligt en pakke cigeratter frem fra en lomme af med et suk. han røg ikke. Ikke sådan rigtigt, men her på det sidste var det som om hans nerver var flossede og han kunne jo ikke ligefrem tag skade af det. Hans lunger skulle ikke bruges til ilt og hans hjerte slog i forvejen ikke. Han tog en ud med et let slag på pakkens bund og fik sat ild til den og pakkede det væk igen. Tog et sug og mærkede følelsen af røgen der gled ned igennem hans hals. Ikke just den bedste smag, men det fik hans tanker til ro og hans hånd holdt op med at ryste. Og smagen af sølle individ forsvandt fra hans strube af igen hvilket næsten var det bedste. Han lænede sig stille lidt tilbage og pustede røgen ud foran sig så det næsten blev han sløret som en slags tåge. Men det varede kun få sekunder og så havde røgen fordelt sig.
En kuldegysning gik kort igennem ham. Ikke fordi han frøs, men bange anelser. Dem der kendte den Brandon for år tilbage ville vel sige han ikke frygtede ret meget? hvis noget overhovedet. Men disse dumme mareridt havde snart taget den sidste stålfaste modige vilje fra ham. Han havde oplevet for mange gange, at lukke folk tæt ind til sig blot at se alt styrte sammen. Nej han ville ikke vise sig som sårbar, men han følte sig det nu fra tid til anden. Som nu hvor han sad her alene i en skov langt fra sit hjem. og som han havde gjort flere gange på sin rejse som var årsagen til han var rejst til en start. Han ville ikke have tingene tæt på sig. og det havde da også virket rart nok, at komme ud. Opleve noget. Myrde tilfældigt. Efterlade en masse lig og blod bag sig. Han tog endnu et sug af cigaretten og betragede ganske let hvordan røgen nærmest dansede i luften foran ham. Selv det virkede på en sær måde beroligende og han ville nok ende med, at sidde her som en helt freds elskende nar. Han fnys lidt og rystede på hovedet. Så skulle der nok en del cigaretter til samt en masse alkohol og blod. Så kunne det være han blev sådan. Men allernådigst ville han langt fra ønske det. Han var jo trods alt en blodsuger som mange ville kalde ham. En igle i menneske krop der bare tænkte på den næste mundfuld blod. Han blev faktisk sulten nu af disse tanker. Men han havde intet mad her. Desværre.

[Deleted]

Derek var en af de få som virkelig værdsatte livet. Han værdsatte livets små goder, netop fordi at det var det som kunne gøre det til noget ganske særligt og efter hans egen hændelse og tid i mørket, så satte han da kun ekstra stor pris på det! Han var ikke den type som åbnede op som det rene ingenting, men af den grund, så var han stadig hvad man ville definere som en kraftig menneskekender, hvilket der var ekstremt mange gode grunde til. Han kunne stirre folk i blikket og nærmest kende dem som havde de været venner hele livet. Selvfølgelig var det bare metaforisk set, men effekten var den samme. Han lærte hurtigt om han skulle tage det med ro, eller om han kunne åbne mere op og fortælle noget mere omkring sig selv, selvom det nu ikke var noget som han havde gjort igennem mange, mange år. Melvin som havde været den eneste som man kunne sige var kommet tæt ind på ham, var forsvundet for skræmmende mange år siden. En fejl som han ikke ønskede at begå igen, hvis han ellers kunne blive fri for det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han sukkede indvendig. Så meget som var sket og så meget som man ønskede at rette op på, men bare ikke kunne. Et sted så var det alt sammen en tanke som faktisk måtte frustrere ham!
At der var andre i hans nærhed, var noget som Derek allerede havde fundet ud af, selvom det nu heller ikke kunne forundre ham. Hvis der var noget som man fandt i Dvasias og i omegnen omkring, så var det nattens børn og nattens væsner. Ikke fordi at han så ned på dem eller noget som helst, for i hans øjne, så havde de lige så stor ret til at være her som alle andre. Måske at han bare var langt mere medgørlig end så mange andre, men det var nu alligevel den tanke som han gik rundt med og det var heller ikke fordi at han havde fået den ændret endnu. Planten som han havde lagt ved siden af sig, var helt grøn og frodig; Umiddelbart så ville han sige at søen var okay, men han tog ikke chancen. Dette land var desværre ikke som han kunne huske det, så selvfølgelig var han tvunget til at skulle tage det stille og roligt, for han ønskede jo heller ikke at det skulle gå galt og specielt ikke bare sådan. De smaragdgrønne øjne vendte han roligt, idet at han fik øje på en skikkelse lige ved – Som han kunne se, så måtte det jo også være et af nattens børn, så det var heller ikke noget som forundrede ham på denne tid af døgnet. Det var nu heller ikke fordi at han ville stille sig i vejen eller noget som helst i den stil, for det havde han gjort en gang og det kostede ham livet – igen så lærte man jo trods alt af sine egne erfaringer. Og nu havde han i den grad også lært af sine!
Derek satte sig roligt ned ved søen og vendte blikket væk fra den fremmed mand som tilsyneladende stod og røg. Det var jo heller ikke fordi at det ville påføre ham nogen skade, hvis han var af natten som han ville gå ud fra at han var, så hvorfor påpege hvor farligt det kunne være? Han rystede stille på hovedet, lod hånden løbe igennem det gyldne hår og lagde sig i hans nakke. Han var på ingen måder træt, også selvom han burde ligge i en seng, også selvom han faktisk slet ikke havde nogen. Hvorvidt om denne vampyr havde næret sig for denne aften, vidste han dog ikke, så derfor gjorde han vel egentlig også klogt i at skulle holde sig en smule på afstand og ikke vise sin store nysgerrighed? Lige der, var han jo desværre som et lille barn og det var slet ikke noget som havde ændret sig på noget som helst tidspunkt! Han tog ganske roligt omkring sin vandrestok og lod den tyndeste spids ganske let berøre overfladen idet at han roligt kørte den rundt i ganske rolige og små cirkler og med det selv samme varme smil på læben. Han havde meget som han skulle til at finde ud af, også omkring sig selv som person. At falde i mørket som magiker og vågne som warlock havde ganske enkelt været.. skræmmende. Skræmmende selv for ham.

[Deleted]

Mange tilbad lyset og livet. Livet i sig selv kunne Brandon da godt gå med til, at velsigne og elske. Men lyset var en anden sag. Livet i mørket var sågar det bedste i hans øjne. Kom jo så nok af lyset ville dræbe ham, men det var en anden side af samme sag. Han kendte også til væsner der kunne leve i lys som nogen gange foretrak mørket. Så det var ikke kun ham og hans landsmænd, de andre vampyrer, som mente lyset ikke var bedst. Deres årsag var vel så bare så meget anderledes. Han var sådan set også ligeglad med hvad folk foretrak så længe han bare ikke skulle ud i lyset og dets dræbende virkning. Han rystede det dog af sig igen og kæmpede for at sidde behageligt, men uden han drev tilbage i søvnens favn. Han burde slet ikke tænke på at sove! Han var et nat væsen og det var nat nu. Ellers havde han været en dum lille bunke aske og støv der bare lå her og kun kort for så snart der kom vind ville han blive fordelt på jorden og forsvinde og glemt. Han havde ingen drømme om sådanne ting. Han sukkede og havde lyst til og lukke sine øjne, men vidste det var et farligt træk at foretage sig så han blev bare siddende.
Med et roligt blik rundt bestemte han sig for bare at glemme. Glemme lige her og nu hvad han var taget her ud efter. Han havde jo sådan set intet bestemt formål med sin tur. Han så op mod himlen der kunne ses højt oppe i lysningens åbning. Et sted træernes kroner ikke rakte ud over. Det var vel meget rart for så kom der lys ned om dagen til de rejsende der ville det. Og man kunne se månens skær og stjernerne om natten hvilket han satte stor pris på. Især med sådan en smuk natte himmel som denne her. Det fik ham næsten til og glemme alt om mareridt og død. Død der kom igen og igen ind i hans liv omkring ham følte han, men sådan var livets gang vel blot?

Der gik vel lidt tid før han fik løsrevet sig fra stjerne himlen og indså, at han ikke længere var alene. Stedet var stort, men han var nu alligevel lidt overrasket over, at han kunne fornemme et hjerte slå et sted. Ikke særlig langt væk faktisk. Temmelig overrasket valgte han endnu en gang, at lade blikket glide rundt og han fik da til sidst også øje på en skikkelse der sad på hug så det ud til. Han havde næsten glemt sin cigaret også og den var røget stille igennem af sig selv. Der var kun et par sug tilbage og han tog endnu et mens han stadig fortsat så mod skikkelsen. Han havde altid lidt svært ved, at se bort fra nye spændende typer der stødte på hans vej. Han slikkede sine hugtænder sådan lidt ubevidst. Han var sulten. Og hans hjerte rytme var nærmest noget der vækkede sulten mere. Det lød som et ungt hjerte. Ikke for ungt. Han smilede lidt. Blodet var sikkert helt vidunderligt lækkert! Det lød som den perfekte aldergruppe i Brandon´s øre og øjne så han valgte at bevæge sig stille hen mod skikkelsen. Om personen så ville stikke af eller bare være ligeglad var jo ikke til og sige før han fik det at se. Nogen ville jo helst ikke nærme sig vampyrer i frygt for deres blod tørst. Og andre var ikke bange. Og hvis fyren, for nu kunne han se det var en mand, slet ikke vidste han var vampyr så havde han måske ikke grund til at stikke af? Medmindre han altid gjorde det. Sådan var nogen jo. Han havde taget det sidste sug af sin cigaret og fik slået asken af mod søen så det ikke ville antænde i græsset eller noget. Han smed ikke skodder i naturen. Han holdt af den selvom den var lys krævende. Han pakkede derfor sit skod ned i pakken med cigaretter og så smed han det ud senere. Han gik roligt videre frem og så hele tiden mod skikkelsen og sørgede for ikke at gå ud i vandet også. "Godaften...Det er sent De er ude på en lille skovtur?" Brandon var stoppet op et par meter fra skikkelsen. Det havde ikke været let altid at komme så tæt på folk, men nogen var jo bare modige? Eller naive. Hvordan man så på det. Han smilede roligt og virkede alt andet end fjendtlig. Han ville også lige først vide hvad han stod overfor før han kastede sig ud i noget.

[Deleted]

Livet kom og livet gik, der var livet i mørket, som der også var livet i lyset, selvom det vel heller ikke var noget som kom bag på nogen som helst? Hvad Derek dog godt vidste, var netop det faktum, at det ene slet ikke kunne eksistere uden det andet og det var noget af det som han selv kæmpede for at få bragt ud til folket, selvom folk som regel rystede på hovedet og kaldte ham direkte for sindssyg. Mørket kunne vel eksistere uden at lyset også skulle være der som en kæmpende modstander? Der var han bestemt heller ikke enig! Og nu hvor han havde stået i situationen, hvor han havde tilhørt begge steder, så var han da langt mere sikker end det som han havde været nogensinde før, selvom han nu bare valgte at holde sig lidt for sig selv. Det var de færreste som i det hele taget vidste at han eksisterede og det var vel i bund og grund også til det bedste? Ikke fordi at det var noget som han sagde noget som helst til. Han tog sig til takke med det som han havde og det var så også det som han valgte at leve med, for det var heller ikke fordi at man fik noget som helst ud af at sætte sig ned og være sur over hvad andre havde af muligheder som man selv ikke havde. Man var sin egen lykkes smed og det var et ordsprog som han tydeligt havde taget til sig på den hårde måde.
At sidde fast i sin egen lille drømmeverden var noget som man i sig selv, også skulle være langt mere påpasselig med, også for ens egen skyld, selvom det vel heller ikke var noget som kom bag på nogen? Drømme var mange ting, visse var realistiske som andre var så langt ude, at man skulle tro at det var løgn! Han havde sit liv, han havde nu også sit mørke, selvom han faktisk måtte savne livet i lyset, den velsignelse som det var når solens stråler ramte en med varme, med lys og ikke mindst med håbet også, hvor det til forskel fra mørket, var det stik modsatte! Derek var tvært imod en større fan af at se hvor vejen førte en hen. Det var noget som han havde gjort i årevis, hvor han bare havde valgt at tage skoene på og så bare.. gå. Han gjorde det samme den dag i dag, hvor han var endt på dette sted. Det var vel meningen at det skulle ske?

Umiddelbart så kunne man ikke sige at Derek var ung, for det var han ikke, selvom han bestemt heller ikke tilhørte gruppen hvor man ville finde de ældste af hans slags. Han havde stadig frygtelig meget at lære og nu hvor hans liv havde taget denne voldsomme drejning, så var det heller ikke noget som kunne forundre nogen. Direkte så kunne han som sådan ikke helt fornemme at der var noget omkring ham, men noget var der, men det var ikke noget magikyndigt, så meget kunne han da fint finde ud af. Alle væsner havde sin ret til at vade hvor de lystede det i hans øjne, hvor selv det med grænsemurene ikke var en tanke som han bifaldet synderligt. Hvorfor gøre noget forbudt mere attraktivt ved at sætte dem op? Det var nu heller ikke fordi at det var noget som han ville blande sig i, for det var noget som de selv måtte styre. De smaragdgrønne øjne vendte han roligt mod skikkelsen som pludselig bare kom ham i møde. Umiddelbart så gjorde han ikke noget andet end at blive stående, for der var vel heller ikke en grund til at han skulle gøre noget som helst andet? Hovedet lod han søge let på sned, hvor han næsten automatisk knyttede næverne let. Var der noget omkring hans væsen som han ikke brød sig om? Han var en mand som gjorde sig for mange tanker omkring ingenting og sådan havde han dog alligevel altid været. ”Godaften,” begyndte han med en rolig og ikke mindst stilfærdig mine. Han så virkelig ikke nogen grund til at skulle glemme den høflighed som han havde brugt hele sin barndom på at tillære sig. Visse måder var der jo at vise sine gamle forældre respekt på. Han sendte ham et roligt blik og vendte blikket så stille op mod den store himmel oppe over dem. ”Det er en smuk aften. Hvorfor spilde den ved at sidde inden døre og drømme om at gå ud?” spurgte han roligt, som han igen vendte blikket mod ham. Hvem han var, var slet ikke noget som han havde nogen anelse om, selvom det vel heller ikke var noget som kunne forundre nogen som helst, om det var noget som man ville det eller ikke. Han lod hovedet søge let på sned og med et svagt smil. ”Hvem har jeg æren af at møde?” tilføjede han roligt og ikke mindst med en langt mere nysgerrig mine end tidligere. Han var jo faktisk utrolig nysgerrig af sig.

[Deleted]

At lyset og mørket var afhængigt af hinanden kom vel ikke bag på nogen. Dog så måtte Brandon jo erkende, at han til tider godt kunne leve med hvis lyset og alle væsner i det forsvandt. Minus godt nok det lækre blod fra lysvæsner og engle. Han havde ikke smagt en engel i lang tid og han savnede faktisk lidt den luksus. Han sukkede og strakte sig en kende før han vågnede op fra sin korte tanke rejse tilbage i tiden. tilbage til nuet og det der skete her og nu. foran ham og omkring ham. Og denne fremmede.
Dog havde de uvidende noget til fælles. Det var også de færreste der længere vidste, at Brandon eksisterede. Han havde været væk i over et år og før det havde han levet et dobbelt liv. Men ja nu var alt så meget mere simpelt for ham og det var en lettelse ud over de største grænser. Han havde det fint nok som en ukendt person der stod bag kulissen. Han kunne trække i trådene derfra når først han kom igang med det. Ak ja der var så meget man kunne gøre når andre stod forrest i folks blikke og viden. Så mange skumle ting bag folks rygge som måske aldrig blev sporet tilbage til en. Ja man kunne være rigtig ond på den måde og han havde skam overvejet det. Op til flere gange og nu var tiden nok snart inde til man slog til. Gjorde sin entré, men uden man stod frem så folk så hvem man var.

At man kunne savne lyset og solens stråler ville ærlig talt være som at erkende man var sindsyg i Brandon´s øjne, da han af virkelig gode grunde aldrig så meget som tænkt på at se solen. Og at han derudover aldrig havde levet i nogen former for lys af samme årsag. Lys var som gift. I alle fald sollys. Og det var vel den mægtigste lyskilde af dem alle. At sidde i skæret af en olie lampe var jo heller ikke som at leve i lyset. Nej han havde levet i mørket og ville han blive ved med. Hvordan skulle en vampyr måske ende med at leve i lyset? bare tanken var til grin! Dog så fik han andet at tænke på, da det var han hørte den ny ankomne tale. Og han måtte indrømme det var en temmelig køn stemme. Og ja den slags lagde Brandon mærke i. Underlig vane, men han havde nu altid følt, at man skulle passe lidt ekstra på folk med kønne stemmer. Især hvis de var for åbenlyse. Men det var jo ikke altid sikkert det passede. Bare et valg han havde foretaget sig igennem årene. Men ja der var nu også en anden grund til det. En mere privat af slagsen. Men han nikkede blot stille. Hans ord var skam også kønne og de passede også godt til hans eget valg af hvad der havde drevet ham herud. "Ja jeg må sige jeg er enig. Det er sådan set også min egen årsag til at tage herud. Blandt andet.." han smilede et skævt svagt smil. Følte han faktisk lidt han havde gjort for ofte de sidste år selvom han nok havde smilet det som de fleste andre gjorde på en dag. Eller en uge. Ikke mere i alle fald. Men ja Brandon var ikke typen der smilede især ikke når han følte sig ensom. Han lagde sit hoved en kende på sned og betragtede ham lidt mens han blot selv stod stille. "Mit navn er Brandon." Det var næsten umuligt at tro på hans navn gav mening for denne fyr. Eller nogen andre. Nok kun få der havde kendt ham. Hvilket var ganske få og de fleste af dem var døde. Ja sådan var livet jo blot. Selv det udødelige liv som hans. Han betragtede roligt denne fremmede og ventede på hvad han nu havde at berette af kønne ord med sin kønne stemme.

[Deleted]

Derek vidste udmærket godt at det ene ikke kunne eksistere uden det andet, og nu hvor han havde fået lov til at opleve det på egen krop, så var det kun en grund mere for hans vedkommende til at skulle sørge for at det ikke kørte skævt! Måske at det var noget af en mission på livet, men det var nu heller ikke noget som han var bange for. han var måske hvad man kunne definere som en direkte vågehals, men det var nu heller ikke noget som han havde noget imod, livet var vel heller ikke noget værd, hvis man ikke løb en risiko eller to? Han havde løbet mange, og havde endda også risikeret det at skulle miste livet så mange gange, hvor døden havde hentet ham denne ene gang, men nu stod han her endnu en gang. Ikke fordi at det var noget som han havde noget imod som sådan, han skulle bare finde på noget at bruge denne mulighed og chance på, uden at lade Azrael hente ham endnu en gang, for det var bestemt heller ikke noget som han ville få noget ud af! Han var måske en marionetdukke som Azrael kunne stå og trække i, men det var nu heller ikke noget som han havde noget imod som sådan. Han følte sig vel lidt hen af det som man kunne kalde for en profet? Han havde og gik rundt med en form for viden som ikke mange andre ville få lov til at få en del af og han agtet at benytte den rigtigt! Måske at det var mange ekstremt høje tanker omkring sig selv, men han måtte jo gøre det, hvis der ikke var nogen andre som ville tage sagen i sine hænder og sørge for eller om ikke andet bare forsøge at skulle forhindre det hele i at kollapse, også fordi at det er noget som det har været så tæt på så mange gange tidligere!

Derek vidste godt at folk var afhængige af lyset som de også var af mørket, men det at sidde inde på en så smuk og pragtfuld aften som denne. Det ville i hans øje, være direkte forkasteligt! Igen så var det lige netop det faktum at løbe nogen risikoer og tage det som det måtte komme. Umiddelbart med denne mand som måtte stå foran ham i øjeblikket, så var han nu alligevel meget opmærksom, for det at være i nærheden af en vampyr var noget som vækkede en naturlig vrede i ham, selvom det nu heller ikke var noget som han ønskede at lade komme frem på denne her måde. Det var slet ikke fordi at han ville få det mindste ud af at skulle vække vrede i denne mand, for så ville det jo først for alvor gå galt, ikke sandt? Han lod hovedet søge let på sned, også selvom han ikke tog de smaragdgrønne øjne af denne mand. Han måtte jo have den mulighed til at se ham an, også fordi at deres veje nu havde valgt at krydses og de skulle gerne komme videre begge to – helst uden at det skulle koste det meste, for det var slet ikke noget som han måtte ønske sig i det store og hele, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Ganske svagt måtte han trække på smilebåndet. ”Det anede mig nok. Der er virkelig ikke nogen grund til at gemme sig hjemme i stuerne. Efter min mening selvfølgelig.” Han trak let på skuldrene og vendte blikket roligt omkring sig. De var alene, selvom det nu heller ikke var noget som han tog så tungt igen.
Derek vendte blikket roligt tilbage på denne Brandon. Umiddelbart så sagde mandens navn ham ikke noget som helst og ej heller gjorde hans udseende, så han var vel heller ikke en som måtte sidde i en så høj stilling igen? Selvom det ikke altid interesserede ham, så var det da også en meget god idé at skulle følge lidt med i det som skete omkring ham. ”Det er mig en glæde, Brandon. Jeg er Derek.. Derek Inculi,” sagde han roligt, idet han rakte hånden mod ham, også selvom den var en anelse rystende. Det var som om at mandens væsen var noget som vækkede en vrede i ham. En foragt for hans væsen som vampyr som han bare ikke ønskede at få frem på denne her måde, for det ville han da slet ikke få det mindste ud af i den anden ende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet!

[Deleted]

At nogen havde bestemte mål med livet var vel deres egen sag? Og andre lod jo bare livet passere for deres øjne uden at gribe det ind til sin krop. Ja der var stik modsatte versioner af livets gang på så mange måder. Brandon selv havde jo grebet livets chancer igennem en lang årrække med mulige ofre og livets søde stunder. Men samtidig var der også kommet slemme ting med i hans favn som han måtte bide surt i og bare komme sig over. Han havde haft brug for tid og det havde han taget og nu var han atter klar til at indtage sin plads i livets gang. Men ville han tænke sig lidt mere om og gribe mindre end før? Eller bare tage chancen og tage tingene ved lære og gribe som det passede ham? Det måtte tiden jo vise for han kunne let sige han ville tage den med ro, men sandheden var jo nok, at han ville få svært ved at se mulighederne flyve forbi. Ligesom nu hvor han stod overfor en mulighed og så var det svært ikke at gribe den an og udnytte den. Han studerede denne Derek i en sum tid uden han direkte stirrede. Han så mest ud som om han forsøgte at genkende ham som om han følte navnet sagde ham noget. Men nej Derek Inculi sagde ham ikke rigtigt noget andet end han skrev det bag øret så han kunne huske det i tilfælde af de ville mødes igen efter dette møde eller han hørte noget om ham senere hen. Navne var altid en god start til at indsamle oplysninger.
Han fugtede let sine læber og lagde hovedet en smule på sned og han måtte sandelig indrømme navnet også tiltalte ham. Et kønt og specielt navn til en køn og speciel mand. Han så på ham i en tid før han bestemte sig for det måtte være nok før det vækkede mistanke eller ubehag hos Derek. Han slikkede sig lidt over hugtænderne bag sine læber mens han mærkede sulten hive i ham efter at smage på denne fyrs blod som han kunne fornemme, høre og nærmest føle hvordan det løb igennem årene på ham under huden. Den tynde hud der let kunne brydes af skarpe tænder. Som hans egne. Han vidste ikke endnu noget om hvad slags væsen han stod overfor, men der var kun få gange han havde været ude for dårligt blod. Han holdt sig jo fra syge og gamle folk for at undgå det. Og han havde så kun en gang været røget i en fælde og smagt dårligt blod og følt sin styrke forsvinde. Men ja hans dejlige offer havde nu stadig fået sin straf selvom han måtte indrømme det kunne være endt med større smerte for Jason som han mindedes fyrens navn var. Gad vide hvor han mon var? Han kunne dog ikke se noget der fremkaldte dårlige signaler hos Derek her og blodet lød sundt. Ak ja han måtte jo gribe chancen og smage det. Så fik han jo klar besked. Men han måtte lige se tiden an og se hvornår muligheden for det var bedst. Han ville også lige se om han mon kunne få ham til at give det fra sig frivilligt? Sikkert ikke, men der var jo nogen få der ønskede at give blod bort til væsner som ham. Han ville dog med glæde gerne tage det med magt. Han var ikke træt som sådan så det skulle nok kunne gå an.
Om hans væsen som vampyr var kendt for denne Derek var ikke noget Brandon anede. Nogen kunne jo genkende vampyrer og andre ikke. Men han vidste jo med sikkerhed, at Derek ikke var vampyr! Men der var jo så så mange andre ting han kunne være så det var ikke fordi han kom tættere på et valg. Han lod det dog ligge for nu og fokuserede mere på at studere ham og deres fælles omgivelser. Han lyttede især til mandens hjerteslag der virkede..ikke bange selvom han rystede på hånden en kende, da han rakte den frem mod ham som for at gøre deres hilsen fuldendt på en måde. Han virkede heller ikke nervøs eller spændt. Var han vred? Tja måske hvis han havde gættet hans væsen og han afskyede vampyrer... Var manden Warlock? Han smilede et snedigt lille smil. Tænk sig det kunne han faktisk godt få til at passe sammen. Han rakte stille selv sin hånd imod hans og tog fat og hilste på ham. "I lige måde Derek..I lige måde.." Han så på ham. Skulle han slå til nu? nej det var nok for tidligt. Og ville Derek ikke være forberedt? Men igen så rakte han jo hånden frem så det var måske hans chance? Han angreb ikke. Men han slap heller ikke endnu og holdt fast i hans hånd. Et solidt greb der dog ikke var strammende smertefuldt, men solidt nok til man ikke lige kom fri imod hans vilje.

[Deleted]

Chancer og muligheder var noget som kun efterhånden var ved at være en naturlig del af det at skulle leve livet, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Ikke fordi at det var noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig kom til stykket. Enhver kunne opleve en glimrende mulighed for at gøre noget direkte storartet og det ville blive revet fra en som det rene ingenting og man endte med at få konsekvenserne at føle og det kunne virkelig være slemt. Han havde oplevet døden, han havde oplevet både lyset og mørket og nu var han endnu en gang fanget i det som en warlock måtte være direkte fanget af, så det var bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om. At holde ens venner tætte, men fjenderne tættere var selvfølgelig noget som han havde sagt så mange gange før og sjovt nok, så var det ingen af delene som var gået forkert for hans vedkommende, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. At være tålmodig var en dyd, men det var ikke mange som havde tålmodigheden til at fortsætte et liv, man ønskede og man drømte selvfølgelig og Derek var deriblandt også i den kategori, men hans drømme var ikke om rigdomme eller massive store huse, store have eller noget lignende af den stil. Nej, han ønskede virkelig bare at finde et sted, falde til ro og slå sig ned et eller andet sted, selvom det nu heller ikke var sket for hans vedkommende endnu og selvfølgelig var det ham en tydelig frustration uden lige, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, det var da helt sikkert. De smaragdgrønne øjne hvilede på denne mand. Denne Brandon som han var endt med at støde på her til aften, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til. Der var ikke nogen grund til at tage sorgerne på forskud, hvilket var noget som han slet ikke havde nogen intentioner om. Ganske rigtigt så kendte han nu til mandens navn, selvom det nu heller ikke var noget som sagde ham det mindste, for burde det? Han havde været død i det som måtte have været århundrede, så han var virkelig konfus omkring hvem og hvad folk var, så det at han stod overfor en mand som han direkte måtte frygte, var nu heller ikke noget som han tænkte meget over. Han havde altid ladet tvivlen komme folk til gode og selvfølgelig var det også noget som han gjorde i denne stund, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Umiddelbart så opfangede han ikke nogen dårlige vibrationer, selvom han nok havde tolket det helt anderledes, hvis han var kendt med hvem denne Brandon egentlig måtte være, men han vidste trods alt ikke noget som helst.
Derek var umiddelbart ikke bange af sig. Mørket havde han aldrig betegnet som en fjende og det var bestemt heller ikke noget som han havde nogen som helst intentioner om på nogen som helst måde overhovedet. Manden som han stod overfor, var en vampyr. Selv det var ikke noget som han kunne tage fejl af på nogen som helst måde overhovedet, selvom det nu heller ikke var noget som han tænkte over som sådan. Han ønskede dog af den grund heller ikke at lade manden vide at han var bange, for det var han bestemt ikke! Han foragtede væsnet af natur, så det var egentlig ikke noget som han kunne gøre for, om det var noget som man ville det eller ikke, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han tog roligt omkring Brandons hånd – ganske rigtigt så var den kold, så han kunne ikke være noget andet end en vampyr! Han spændte en anelse i kroppen, selvom det nu heller ikke var noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig skulle komme til stykket. Han trak vejret dybt, hvor han vendte blikket ganske roligt mod Brandons skikkelse. Han var en mand med en styrke uden lige, så meget kunne han da sige allerede – med andre ord, så var han da heller ikke en helt ung af slagsen. At manden ikke ville slippe hans hånd, var noget som dog alligevel temmelig hurtigt måtte få hans alarmklokker til at ringe, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget som helst til direkte, for det var der vel heller ikke nogen grund til når det endelig skulle komme til stykket. Han trak vejret dybt, som han selv slap grebet omkring hans hånd, også som tegn til at han meget gerne måtte gøre det samme! ”Slip mig, Brandon..” sagde han med en ganske kortfattet stemme. Ikke fordi at det var noget som han ville lægge det mindste skjul på, for han brød sig ikke om en situation som han ikke havde kontrol på!

[Deleted]

Brandon så roligt på ham og mærkede roligt planer udvikle sig mere og mere i sit hoved. Han måtte jo så bare handle før det blev for sent og hans planer faldt ud i sandet. Han var ikke kommet så langt med dem for at de blot skulle falde sammen før han fik chancen for at udleve de tanker der samlede sig en efter en. Flere og flere. Nogen hang sammen andre var vidt forskellige så han måtte jo enten vælge eller finde en måde at kombinere så mange som overhovedet muligt af dem.
Han holdt stadig fat i hans hånd og lagde roligt sit hoved på skrå og smilede en smule til ham. "Er det da så slemt at jeg holder fast?" hviskede han stille og så på ham i lidt tid før han strammede grebet lidt og hev ham så en smule tættere på sig. Faktisk næsten helt ind til sig så han kunne få at i hans arm med den anden og holde ham lidt bedre fast. Han holdt jo bare lidt fast i ham? Han lagde hovedet på skrå og stilte sig tættere ind til ham og satte sit ene ben ind imellem hans. "Har De problemer med nærhed?" hviskede han stille med et forførende lille smil og så på ham. Slikkede sig let over sine hugtænder der næsten skreg efter at få fat i hans bløde hud. Han var sulten som bare pokker nu! Indså han mere og mere.
Han lod sin ene arm, den der holdt hans arm, glide rundt om livet på ham bare for at holde lidt bedre fast. Han lod ham ikke sådan uden videre rende sin vej. Han slikkede sig om læberne og så sultent på hans hals. "Du dufter godt.." hviskede han stille og lænede sig stille frem og snuste til hans hals og slikkede den let med sin tunge hvilket fik det til at gyse lidt i ham med et smil. "Meget lækkert...du smager sikkert endnu bedre..!" han rettede sit hoved lidt op igen og så ham i øjnene mens han havde lyst til at bide her og nu og bare suge blodet ud af ham! Dråbe for dråbe. Tja hvis han fik gjort fyren lidt svag af blodmangel så var han jo lettere at styre og alt det så måske det var bedst? han trak ham lidt med sig hen til det nærmeste træ og stilte ham op af det og holdt stadig fast i ham. "Giver du en drink?" smilede han og så på ham.

[Deleted]

At Derek stod med hånden direkte i bikuben var slet ikke noget som han vidste. At den mand som han stod over, var en som direkte ønskede ham ondt, var nu heller ikke noget som han kunne sige det mindste til på nogen som helst måde overhovedet. Han vendte de smaragdgrønne øjne mod ham. At han nægtet at slippe hans hånd, var noget som et sted direkte måtte irritere ham, men ikke noget som han kunne gøre noget ved. En vampyrs styrke var trods alt større end den som han selv nogensinde kunne komme i nærheden af, hvilket var noget som måtte irritere ham noget så frygtelig voldsomt! Han kneb øjnene fast sammen, også selvom han ikke rigtigt gjorde noget direkte forsøg på at skulle tage hånden til sig, for han vidste allerede nu, at det ikke ville hjælpe ham noget som helst når det endelig skulle komme til stykket. ”Du har ingen grund til at holde fast..” vrissede han lettere sammenbidt. Han vendte blikket direkte mod ham endnu en gang og med den samme direkte irriterende mine som tidligere. Det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som han ville skjule, for et sted så foragtede han virkelig vampyrer. Han havde aldrig nogensinde brudt sig om dem, også for alt det som de selv havde kostet ham i den anden ende!
At Brandon direkte valgte at rive ham helt tæt på og lod armen søge omkring hans liv, var noget som for alvor fik hans hjerte til at hamre mod hans bryst. Meget kunne man sige om ham, men han nægtet ganske enkelt at lade nogen som helst komme ham så tæt på så han kunne sætte tænderne i ham, for det havde slet ikke været meningen på noget som helst givende tidspunkt! Han bed tænderne sammen, som han slikkede ham på halsen og derefter da han valgte at presse ham op af et træ ikke så forbandet langt derfra. Han vendte blikket direkte mod ham. Dette var noget som virkelig for alvor måtte tricke det mørke væsen i ham, for han var jo trods alt også tvunget til at passe på sig selv, og det var noget som han agtet at gøre! ”Hvad tror du da, at jeg ligner? En omvandrende cocktail?” vrissede han fast, som han dannede en mørk kugle i hans hånd som en tydelig advarsel. ”SLIP MIG!” endte han med en fast tone og med den direkte vrede stemme, idet han prøvede at sætte den af mod Brandons bryst og derved få ham væk fra sig, for han skulle bestemt heller ikke stå her som en mad for denne aften, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, det var bestemt! Han delte bestemt heller ikke ud af sit blod bare sådan – i så fald, så måtte han jo tage det!

[Deleted]

Man lå som man jo selv havde redt og denne Derek burde nok have været mere forsigtig, men ja det var jo ikke altid til at vide hvem man skulle passe på derude i vildmarken. Hvem som helst kunne vise sig, at være en anden end de lige så ud til ved første øjekast man gav dem. Brandon så ikke altid helt så farlig ud som han virkelig kunne være. Han havde også selv stødt på nogle folk der så mere eller mindre harmløse ud, men ja de kunne nu godt slå fra sig alligevel så han havde skam også lært, at man ikke altid skulle stole blindt på hvad ens øjne så. Man måtte stole på sine instinkter også og lære at tyde kropssprog og andet for at være på den sikre side når man stødte på folk. At han mere eller mindre havde denne fyr i sin lune hånd var noget Brandon var klar over og ja han forstod da også at udnytte sådan en situation! og det havde han bestemt også i sinde at gøre nu! Og Derek måtte jo så bare vente og se hvad der skulle ske med ham og Brandon var sikker på, at det bestemt ikke var noget han ville ønske mere af bagefter! Eller måske? Det kunne jo være fyren tændte på smerten. Man vidste jo ikke altid sådan noget og nogen gjorde jo. Alle var forskellige så måske. Men om han gjorde eller ej så stoppede det næppe Brandon i de planer han havde i sinde at udføre på denne mand.
"Åh så det har jeg ikke?" grinede han lidt. "Tro mig jeg har masser af grunde til det.." hviskede han stille ud for hans øre og bed ham lidt i øreflippen for at drille. Tirre og bare selv tage for sig af retterne der stod foran ham. Han ville nok møde modstand og alt det, men han ville nu more sig alligevel. Det var ved at være alt for længe siden han havde kunne slå sig løs på sådan en facon som her så det var bestemt tiltrængt i høj grad! Men det vidste Derek jo nok ikke noget af, men han fik skam en masse at mærke på sin krop undervejs og Brandon ville næppe slippe ham lige med det samme. Måske slet ikke i nat? Måske han tog ham med? Ja det kunne godt tænkes. Så kunne han lege endnu mere med ham end blot denne ene halve nat han havde til rådighed. Det var dog en lang tur hjem, men han skulle nok finde en måde, at få ham med på hvis han ville.
Han lyttede roligt til hjertet han kunne høre hos Derek som fik mere fart på af den nærhed der var nu selvom han jo nok ikke ville det. Men det var så ikke noget han kunne vælge. Ikke hvis det stod til Brandon hvilket det jo lige nu gjorde. Han så på ham og studerede ham en smule som om han faktisk overvejede, at Derek var det han spurgte om: en omvandrende cocktail. Han smilede lidt og så ham i øjnene igen. "Du kunne godt ligne det lidt. På en positiv måde." smilede han med hovedet lagt lidt på skrå og betragtede ham lidt. Han rystede på hovedet og morede sig faktisk lidt over hans direkte ordre om, at blive sluppet. Nej nej så let skulle han ikke slippe væk. Dog så var kuglen i hans en temmelig irriterende ting, da den kunne være et problem for Brandon. Men som de stod nu kunne han vel ikke få den fuldført rigtigt, da manden jo knap kunne røre sig?! Han grev fat om hans håndled og holdt det fast ind mod træet. Bare for at sikre sig lidt mere, at det blev svært for ham, at gøre noget med den der satans kugle! Han så på ham. Slikkede sig om læberne og så på hans hals igen og før Derek nok nåede at registrere det ja så havde Brandon boret sine hugtænder ned i hans hals for at smage det blod han var sikker på var lækkert. Det duftede i alle fald sådan.