The calling

[Deleted]

Luften stod stille. Solen gik snart ned og farvede himlen rød som ild. Det var en stegende hede, som kunne spores helt til Procias og formegentlig længere væk. Selv skyggen var bagende. Luften cirkulerede ikke og lod derfor varmen blive hængende, som den havde gjort hele dagen. De fleste af natdyrene led under det, og havde næsten intet sted at gemme sig, i det ellers så mørke land. Lyset og varmen trængte ind alle steder. Med en træsken førte Yewande sig frem. Hurtigt, men dog slæbende, som om hun ikke orkede mere. Om hendes hals og på sin brystkasse havde hun fået malet lilla magiruner, der kredsede hen af hendes mørke hud. Ritualet havde næsten tævet alt energien ud af hende og det var som om at solen var til, denne aften blot for at irritere hende i en forfærdelig alliance. Hun havde næsten ikke en trevl på kroppen. Hendes tøj var ultra tyndt, hvidt stof der udgjorde en overdel og en underdel i det det var viklet om hende flere gange og ellers flagrede frit bag hende. Hvis det kun havde været i enkelte lag havde hun været stort set nøgen, da det ville være gennemsigtigt. Hendes sorte hår var flettet og bundet sammen i en knude for enden, for at holde styr på det. Det var nu ved at gå op igen og enkelte hår stak frem fra alle retninger, så det lignede det var elektrisk. Hun var i sin dæmonform. Det havde været nødvendigt for at udføre ritualet. Nu sad hun fast i den resten af dagen. Om det mindste horn, i midten af panden havde hun en perle af kvarts hængene i en lille sølvkæde.
Hun gik strategisk langs skyggerne og skjulte sig for nysgerrige blikke… indtil hun holdt op. Hun stoppede. Stoppede, for hvis ikke hun gjorde det ville hun falde ned. Hun var nået til en masse klipper og midt imellem dem var et stort hul. Man kunne høre ekkoet af vanddråber der inde. Vinden susede, men det kom inde fra hullet. Det lød næsten som en hvisken, eller sagte kalden. Hun stirrede intenst ind i det. Det var en gang. Den gik skråt ned og lyset blev mindre og mindre. I et øjeblik glemte hun at hun kunne se i mørket, for hun kendte ikke området og bestemt ikke grotterne. Det såede tvivl i hendes mave, men en usynlig kræft begyndte at trække hendes nysgerrighed ind mod den. Langsommeligt og forsigtigt begyndte hun at begive sig ind i det omfavnende mørke. Det kølede og jagede lyset på flugt. Hun holdt fast i kanten af en klippe og lod sine sandaler glide på småstenene. Med kløerne ude justerede hun farten mod væggen. Gangen blev smallere og smallere. Til sidst måtte hun kravle på alle fire for at komme frem af. Det tynde stof sad fast på en spids tinde i loften og hun hev fat i det, med vægten et sted bag sig. Det resulterede så i at hun mistede overblikket og faldt og tumlede rundt af den skrå væk. Nøgen, med stoffet hængende på den spidse tinde, indtil hun nåede bunden, hvor stenfladen blev plan igen. Hun lå på maven, med hænderne støttende ind foran sig. Halen slog irritabelt frem og tilbage. Stoffet løsnede sig efterfølgende og dalede ned i hovedet på hende. Hun satte sig op med en sur mine og hev stoffet dækkende hen foran sin krop og kiggede med det grøn reflekterende blik op mod udgangen, der nu virkede langt væk. Den var hen over hende. Næsten lodret. Fra den kunne hun se en anelse lys og vinden suste forbi hende, som om noget fløj i utrolig fart. Hun gøs og rejste sig. Hun kunne mærke at der blev stirret på hende. Stedet virkede underligt familiært, selv om hun aldrig mindedes at havde betrådt grunden i hele sin levetid. Hulrummet var enormt og i loftet hang der flere spidse tinder ned, som vanddråber dryppede fra. Hun knugede stoffet ind mod kroppen. Temperaturskiftet var næsten for stort på så kort tid. Hun fortsatte og hendes hofter gyngede harmonisk frem og tilbage, som hun yndefuldt bevægede sig frem efter. Enten faldt det hende ikke ind at tage beklædningen på igen, eller også var hun fuldstændig ligeglad. Da hun var nået yderligere ind i grotten mærkede hun vand mod sine fødder. Det skvulpede som hun bevægede sig og hun stoppede atter op. Hun prøvede at dufte. Der var en lugt af sod...

[Silia D. Diamaqima]

Det pludselig varme vejr, var noget som I den grad havde hærget over Dvasias, og det var I den grad noget som kunne mærkes. Halvdelen af landet havde lagt sig i læ for solens stegende hede. Gaderne var triste og ensomme, og dog så virkede de så fredelige taget i betragtnign af hvad man kendte dem for. Faith betragtede hendes skygge der faldt på gaden. Intet ansigtsudtryk, ingen detaljer. Solen havde bagt ned over hende i flere timer, og der var direkte saglighed at sporer i hendes stærke grønne øjne. Den gjorde hendes kraftfuld, den varmede hende. Hendes skridt var stort set lydløse, og dog alligvel målrettede. Hun var kommet ud af byen for det som virkede som en evighed siden, og nu ville der ikke være langt igen. Det flammerøde hår, dansede yndefuldt om hendes slanke skuldre, i takt med hendes skridt, eftersom der stort set ikke eksisterede en vind.
Roligt maste hun sig ind bag de buske der skjulte for den lille indgang. Varmen derinde ville være fugtig men køligere end herude, hvilket selv hun snart måtte se frem til. Uden at tøve det mindste drog hun bevidst gennem åbningen hvor mørke straks endte med at omringe hende. En behalig men fugtig duft ramte hendes næse, og gav hende en fantastisk følelse af hjem. Den ene hånd gik øjeblikket i flammer, og oplyste hendes vej, mens hun lod den anden søge langs den ru kalk der holdt hulen beskyttet, men yderst smuk. De som ikke kendte dette sted, havde ikke den mest fjerne idé om hvilket under der måtte eksistere på samme sted. Kun dæmoner kendte til de mange gange og deres hemmeligheder. Samme tanke frembragte et lille smil over de rosa læber. En dag ville hendes elskede datter følge disse veje, og kende hver end. Hun var stolt.
En vind blæste om hende. Den omfavnede hende nærmest som en kærlig hilsen. ”Godeftermiddag,” hilste hun behersket og blidt, også selvom der ikke var en skikkelse at se omkring hende. Hun fortsatte af gangene, der kun tillod et større og større hulrum. Disse gange var skam bevogtet.
Heldigvis havde hun altid været unaturligt lille og smal, hvilket gjorde det langt nemmere for hende at færdes i hulen, end så mange andre. Dog valgte hun alligevel at undlade den direkte vej, der bestod af en mindre grotte, hvor det ville blive nødvendigt at kravle, det var tydeligt at høre, at der allerede var en der havde valgt den vej. Med højeste sandsynlighed en jord dæmon, de plejede, ikke særlig underligt, at nyde godt af lige netop den vej. Vand kølede hendes nøgne fødder, det generede hende ikke længere, hun var blevet ældre og stærkere, der skulle mere til. Desuden var der en kraftig stank af sod. Hun hævede et slankt øjenbryn, og fortsatte roligt frem. Flammen døde i hendes hånd, eftersom væggene straks lyste op på den anden side af gangen. Et stort hulrum der næsten kunne minde om en hall. Der var gange i væggene over det hele. Kalken havde skabt et umådelig smukt landskab, der glimtede i lyset fra faklerne. Symboler på elementerne var malet i stenene. Vandet beroligede hende, kølede hendes fødder, hendes hår dansede blidt om hendes skuldre, men denne gang var det en blid brise der legede med de røde lokker, flammerne fra faklerne varmede hende, og oplyste hendes vej, mørket skjulte hende, og hun følte sig hjemme. Hun følte sig tryg og stolt, som en moder stemme der blidt nynnede mod hendes ører. Hun følte sig forført.

[Deleted]

Yewande gik. Hun lagde mærke til vægenes korrekturer og så det hele på trods af det manglende lys. Hendes pupiller var trods dæmonformen helt runde, så hun tillod sig at se mest muligt. De gyldne skæl på hendes hofter skinnede, når små lysstråler stødte ind i dem. Hun kunne mærke at hun fik gåsehud og trykkede stoffet tættere ind til sig. Hun kunne også mærke at hun ikke var alene. Hun havde ikke lagt mærke til vagterne og de havde naturligvis sluppet hende ind, da det var tydeligt at hun var en dæmon. Da hun havde vandret et stykke lagde hun mærke til lys forude. Fakler. Vandets skvulp blev tydeligere jo tættere hun kom, men samtidig opfangede hun skvulp der ikke var hendes egne. Hun stoppede dog ikke med at gå. Hun kørte en tot pandehår om bag det ene horn og gik ind i det oplyste rum. Huns stod op af en væg og var observerende. Det var som når man kom til en fest hvor man ingen kendte. Den samme følelse. Det hele var så stort og uoverskueligt. De mange indtryk suste imod hende på en gang, men det var rart.. Det føltes overvældende. Som at blive kørt over af en hestevogn, bare på en god måde. Hun trykkede sine knæ sammen. Blikket kørte rundt i hendes hoved, som var hendes øjne lykkehjul. De mange gange mindede hende om en labyrint.
Hun kørte hånden langs væggen og elementernes tegn. Hvad var det her?
Hun lagde mærke til en skikkelse lidt fra hende. Tilsyneladende en kvinde. Hun trykkede sig tættere på væggen og gik tre skridt tilbage imod gangen og mørket.

[Silia D. Diamaqima]

Som sådan var det ikke gået op for Faith at hun blev betragtet. Denne hule var fuld af dæmoner, både i skyggerne, i lyset og i ens sind, ikke alle var til at lokalisere, så for hendes del så var det kun en ganske naturlig følelsle. Det var utrolig mange indtryk på dette sted, forskellige følelser og forskellige oplevelser, som Faith selv havde været utrolig betaget af, dengang i hendes yngre dage, da hun ankom til Dvasias. Hun lod fingrene glide igennem det flammerøde hår, der skilte sig som vand for hendes fingrer. En af vagterne hilste roligt på hende. Hun nikkede og sendte ham et stilfærdigt smil. Jared havde bedt om hendes hjælp, hun skulle møde ham senere, hun nød at komme her, i sit gamle hjem, hvor hun stadig var respekteret, og hvor hun kunne gå og nyde den frihed, som hun senere ville skulle indvie hendes kære familie i.
Der var øjne der hvilede på hende et sted, hun kunne fornemme det. De funklende grønne øjne spejdede omkring, i et forsøg på at få øje på det ene eller det andet. Et sted i skyggerne ante hun en skikkelse. Flammen sad ligeså i hendes blik, så mørket generede hende ikke som sådan mere, også selvom hun bar en gammel frygt for selv samme. Smilet falmede. De plejede ikke ligefrem at skjule sig for hende, ikke længere vel og mærke . Ikke et ord forlod hendes læber, istedet betragtede hun den kvindelige skikkelse, der faldt i et med skyggerne. Det var tydeligvis ikke en, der var vant til at færdes på disse kanter, hvilket også var det der gjorde hende blot en anelse urolig.