Post by Deleted on Nov 8, 2009 23:15:57 GMT 1
Lyset. Varmen. Solen.. alt det var efterhånden en tid som alle måtte lægge bag sig. Vinteren havde tydeligt meldt sig sin egen ankomst. Jaget hvert eneste spor af den store og tydelige sommer væk og varm havde den dog bestemt været i år, det kunne selv ikke Maurus komme det mindste udenom. Han sad selv oppe ved baren og med et udsøgt glas med en relativt dyr rødvin foran sig. Stadig var det ham som krofatteren ville gøre brug af når en ny vin skulle afprøves, udelukkende af den grund at han virkelig havde en utrolig sans indenfor dette, det var jo mere eller mindre det som han gjorde for at skulle finde muligheden til at overleve. Han satte glasset stille fra sig idet at han havde rejst sig og endnu en gang måtte smide unge mennesker ud på gaden ved at have lavet for meget støj på dette sted. Han himlede lettere med øjnene, selv var han ikke det mindste påvirket.. efterhånden med de mange år han havde gjort dette, så skulle de en hel del til før han ville være bare det minde uden en fatning.. den som han stadig måtte eje til fulde. ”Små børn altså..” mumlede han lettere fraværende og nikkede blot anerkendende til manden bag disken. ”Udsøgt.. en meget behagelig eftersmag og en behagelig aroma.. Det er bestemt noget som du kan holde over disken,” sagde han med en rolig og fattet stemme. Han fik skænket endnu et glas op, selvom han dog for øjeblikket af egen vilje, valgte at skulle lade det stå. Den anden kvinde som kom ind og bad om et glas vand, havde jo heller ikke sat sig så forfærdelig langt væk fra ham. Han vendte blikket og de isblå øjne i retning af hende. Hun var ung, meget ung endda som han selv kunne se. Det forfærdelige vejr som hvilede udendørs, var nu heller ikke noget som rørte ham, men måske rørte det hende? Hovedet lod han søge ganske så let på sned og med det ene bryn let hævet. Til forveksling fra sin bror, så var han virkelig af en helt anden opfatning af synet på kvinder.. måske at de lignede hinanden.. mærkbart på udseendet, så var det vel også det indre som måtte tælle? Det ville han da personligt mene, selvom det jo gement havde meget lidt at sige alt efter de rygter som Matthew så pænt havde pyntet på efternavnet, selvom det nu var sjældent han overhovedet præsenterede sig med det. Han valgte dog alligevel at lukke hånden stille om glassets fine stilk og rejste sig, dog kun for at skulle flytte sig til en plads tættere på hende. ”Godaften..” hilste han med en rolig og fattet stemme, dog tydelig mild og uden det mindste fare i sindet. Noget af det sidste som han jo faktisk ønskede overfor nogen, var at gøre dem ondt. Siddende i sin egen kappe, den mørke skjorte og den let blege hud som et tydeligt kendetegn til hans egen familie foruden de isblå øjne som de stort set alle sammen måtte være i besiddelse af. Blikket hvilede på hende, dog lettere betragtende end stirrende.
