a nice place to read

[Deleted]

Der var næsten som kul på kirke gården, kun måne gave lidt lys da den kun var halv og der var skyet, vinden var lun og mild men det gjorde ikke kirke gården minder uhygeligt, Sunny sad op på en gravsten forme som et stort kors, i hånden hade hun en bog en god gyser dem nød hun altid, en god gyser roman med mystik og ondskabe og en lidt syg form for kærlighed, ved graven lå en person tydelig vis død. det hade være hendes aftens mad den dag hun hade bare ikke orke at fjerne det i nu, hun ville heller læse i denne bog hun lig hade skaffe, hun sad i sit normal tøj der var ren sort. både bukseren trøjen og støvlerne, håret hang løst og var silke blødt og glat. om halsen hang en halskæde der ligne en torne buskes grene med små rød kunstig diamant roser på, så meget tjenet hun heller ikke som danser. hendes piger som hun normalt tulle rundt med var der ikke, men hun vist hvor de var nemlig ude og finde deres mad. Sunny nød vinden gennem håret, og de mørke øjne gled rolig frem og tilbage mens hun læste hvider og lytte om der kom nogle for at forstyrre hendes fredlig læsen på dette sted hun selv syntes var helt hyggeligt og hjemligt.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Lige hvorfor kirkegården blev aftenens sted, var ikke rigtigt noget som Junior kunne finde ud af, men det var det. I ly af mørket, den helt stile aften og næsten uden så meget som en vind som rørte på sig, så kunne man vel næsten sige, at han var ude for at nyde det sidste af sommeren inden at efteråret ville kaste sig over dem? Det hele var gået godt for sig. Han havde sin forlovede hjemme, sin lille datter og alt synes virkelig at køre på skinner efterhånden, så der var virkelig ikke noget at klage over! De smaragdgrønne øjne søgte frem for sig. Han vidste udmærket godt at vampyrfyrsten holdt vampyrerne herude og det var der vel egentlig også en grund til? Det var nu heller ikke fordi at det var noget som han direkte ønskede at skulle blande sig i, for han synes faktisk bare at det var ganske udmærket at der måtte komme lidt styr på tingene. Hans skridt var rolige og stille, han havde kappen om sig og hætten trukket over hovedet, for ikke at glemme at hans sanser var som på stilk! Han kunne slet ikke drømme om at skulle gå forkert i byen nu og specielt ikke når det kom til vampyrer. Foreløbig så havde han ikke set så meget som en eneste, men han vidste at de var omkring ham. Den prikkende fornemmelse i nakken var alt som måtte afsløre det, selvom han ikke var den som udviste frygt. Til tider var han bare nødsaget til at komme ud, få bugt af noget af den vrede som warlocken i ham måtte bygge op over tiden, netop fordi at han var nødt til at holde sig selv i skindet på denne her måde, så var der bare ikke noget som han kunne gøre ved det, selvom han prøvede. Det lå vel bare genetisk? Ikke engang en lyskilde havde han med sig. Nej, lige nu stolede han fuldkommen på hans sanser da han bevægede sig nedover gruset og i retningen af kirkegårdens kerne.

[Deleted]

Sunny sad bare lige så fredelig og læset, mens hun nød den blid brise og stilheden. hun hade danse storst set hverdag de sidste 2 uger på slotte og nu hade hun enlig en pause, men snart fange lyden af fodtrin i grusset hendes øre og lugten af et andet væsen fange hendes fine lille næse, hun sukke stille *det var den fred* hun klappe bogen i og lag bogen på skødet mens de mørke øjne med letter rød skær i fange roligt persone der nærme sig midten af kirke gården hvilke kun var 4 rækker fra hende, hun fornemme det ikke var en rar race persone var men hun ville ikke skue hunden på håren i nu, "ude og gå i den blide sommer nat?" spurte hun med en stille forføren vislen mens hun blev siden bene samle og hænderne på bogen i hendes skød mens briden fik håret væk fra hendes ene øje så hele ansigt kunne ses.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Det var slet ikke fordi at Junior var ude på at bryde i nogens fred på denne måde. Han var faktisk en ganske fredelig mand, selvom han virkelig bare havde brug for at skulle lufte tankerne til tider, selvom det bestemt heller ikke var nemt, så gjorde han det virkelig så godt som det nu var ham menneskelig muligt. Han var jo desværre også nødt til at tænke lidt på sine egne behov, så selvfølgelig var det noget som han prøvede på, bare ikke i så stor en grad som man sikkert ville tro på at han kunne gøre det, for han var bestemt heller ikke egoistisk af sig! Familien var hans et og alt, dem som han ønskede at gøre absolut alt for og hvad end det så måtte kræve! Han hævede hovedet ganske let som han hørte en anden stemme. Han havde trods alt vandret lidt i sine egne tanker, så det var heller ikke fordi at han havde fornemmet at nogen i det hele taget var så frygtelig tæt på som dette. Han stoppede op. Den forførende stemme gjorde ham usikker. Han ønskede trods alt intet ubehag. ”Det gælder at nyde det mens man kan, frue,” sagde han roligt og med respekt, blot for at vise og indikere for hende, at han slet ikke var ude på ballade. Det var slet ikke noget som han ønskede på nogen måde.

[Deleted]

Sunny så roligt mod ham og små lo, "fru..haha..jeg langt fra en frue lille ven.. så gamle håber jeg ikke jeg ser ud" hun rejste sig roligt i en gliden bevægelse, det kunne godt være han udtrykke sig som en der ikke ville have balade men hun tog ingen chancer alle gemt på en minder dæmon inde i sig, "så sandt man skal nyde den.. jeg kan så bare ikke rigtig nyde den på samme måde som dem hr." hun begyndt med elegant og rolig bevægelser at få i en halv cirkle om ham mellem grav stene enlig lig glad men hun bare tråde på andres hvile sted, hun hade et roligt og ind byden blik mens hun valgt at sætte sig på en anden grav sten for and ham 2 meter væk, så hun hade ham i direkte syns felt.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior følte sig som et byte for denne kvinde. Ikke fordi at det var noget som han ville vise direkte eller åbent hvis han ellers kunne blive fri for det. Han smilede ganske svagt. ”Det var slet ikke min mening at fornærme Dem!” sagde han roligt. Et sted med høflighed. Han var jo en gammel konge af Lyset, selvom det var ved at være længe tilbage nu. Han havde sit liv i mørket og warlocken i ham tog kun mere og mere over, også selvom det til tider måtte være en tanke som skræmte ham og endda temmelig meget. Han knyttede næverne ganske let, selvom det var uden at han egentlig lagde mærke til det, så var det i den grad noget som han måtte prøve på, også mest for sin egen skyld. Han rettede sig roligt op. ”Der er mange måder hvorpå at man kan nyde en aften som denne.. Såsom at læse..” Han gjorde et let nik med hovedet i retningen af hende, for han havde nu set at hun havde siddet med en bog i sine hænder. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham noget som sådan, for det var heller ikke fordi at det var noget som han ville blande sig i. ”Jeg er her ikke for at forstyrre Deres uro,” afsluttede han med en ganske stilfærdig stemme.

[Deleted]

sunny små lo bare at han blev ved med den høflighed, hun smile bare og så på ham med de rolig tiltrækken øjne. "de forstyrre ikke.. faktisk.. var jeg begyndt at kede mig.. jeg savner selv skab" hun lag hovedet lidt på skrå mens hun kom med et roligt lille smil, hun blev roligt siden og nød at side der og se hvad der skete, "er de ikke ensom.. sådan at vander rundt her på den grumme kirke gård" hun smile koldt men dog chamerne mens hun lod fingerne glide over bog omslagtet og bare holdt øje med ham med dem mørke brun øjne med et smukt rødt skær i dem. det under hende han sådan bare tuller rundt når hun tydelig hade en fornemelse af at noget i ham følet vred eller noget, "er de ude og af reager eller mindes en af død" hun smile blidt og chamerne og let læne hun sig lidt frem.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior var en meget høflig og velfungerende mand og det var noget af det som han i den grad også agtet at holde fast i, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Han fulgte hende roligt med blikket, også mest for sin egen skyld, da det også var noget som efterhånden var ved at være en vigtig ting. Specielt nu hvor vampyrerne havde fået kirkegården som sit, så hvorfor han havde valgt lige det sted i aften, var faktisk noget som han var temmelig usikker på. Han trak vejret dybt og uden at tage blikket fra hende. Han måtte erkende at hendes smil og fremgangsmåde, faktisk var noget som gjorde ham en anelse usikker, selvom det ikke var noget som han ville sige det mindste til, hvis han ellers kunne blive fri for det. ”I så fald, så kom jeg vel forbi i rette tid?” spurgte han med et svagt smil på læben. Han trak let på skuldrene videre hen. ”Ingen fra min familie eller slægt ligger gravlagt her, kan jeg fortælle dig.. Jeg er her af ganske personlige grunde,” tilføjede han videre – et sted så var det vel også bare tydeligt, at det ikke var noget som han ville videre ind på?

[Deleted]

Sunny smile bare koldt og så på ham, han holdt øje med hende men det var hun enlig ligeglad med. "nå da personlig grund inde da.. trænkt man til lidt fred..komme lidt væk fra det hele, hun rejste sig og lag bare bogen på grav stene, "ja de komme skam på det rigtig tids punkt.. nu jeg jo ikke alene mere" hun smile chamerne man kunne se på hendes krop at den var smidig og fleksipel men nu var hun også danser, og hun bruget kroppen meget og bevæge den i alle mulige retninger. hun gik så hen til ham gik lidt rundt om ham med en meters afstand mens hun bare smile, "noget du kunne tænke dem at lave.. eller skal de vider med deres private ting" hun smile roligt og stilte sig forand ham med hænderne bag ryggen.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior var på ingen måder tryg på denne vampyr. Det var nu heller ikke fordi at han havde regnet med andet, nu hvor han var der og foran hende og endda på det sted som vampyrerne havde fået som sit eget, så det kunne vel heller ikke forundre nogen som helst? Han knyttede næverne let. Det var bestemt heller ikke fordi at han havde i sinde, at skulle være hendes aftensmad! Det var noget af det sidste som han nu lige havde lyst til, så det var jo bestemt heller ikke fordi at det var noget som sagde så lidt i den anden ende. De mørke øjne fulgte hende roligt. Der havde han arvet sin fars øjenfarve som en af de få af hans mange søskende. Det var jo heller ikke fordi at de var en lille flok. Tvært imod, så var de faktisk temmelig mange. ”Personlige grunde, ja,” afsluttede han ganske roligt og med et nik. Han var nødt til at lukke den warlock lidt frem i tide og utide, også selvom det heller ikke altid var lige nemt for hans vedkommende, så var han bare.. nødt til at prøve så godt som han nu kunne. At hun kredsede omkring ham som et rovdyr, var nu heller ikke noget som han brød sig om, men valgte bare at bide det i sig. Det var heller ikke fordi at han ville få noget ud af det ellers, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det nu måtte være. Han kneb øjnene en anelse skeptisk sammen. ”Jeg mente så sandelig ikke at forstyrre i Deres læsning, frøken.. Men.. de ønsker at lave noget med mig?” Et sted ikke en ting som han kunne forstå. Hun kendte ham vel ikke? Om ikke andet, så den mand som han var blevet efter hans korte tid i Procias.