how about a swim?

[liri]

Solen stod højt på himlen og skød i fine stråler igennem træerne. Bækken var godt lyst op og vandet var helt klart. Det blanke vand brusede beroligende og glimtede som diamanter der hvor solen ramte den. Midt i vandet stod en ung dame, hendes lyseblå kjole der ikke gik meget længere end til låret var lige præcis for lang, så den var våd på det nederste stykke. Den bløde bund var rar mod bare tær.
Bækken var bred lige her, og jo længere man gik mod midten jo dybere blev den. Liri stod og trampede lidt i bunden for at synke lidt i. Vandet var rart og varmt, det var et perfekt tidspunk at tage en svømmetur på. Fuglene sang og på den ene side af bækken var anemonerne sprunget ud, det hele så fredeligt og idylsk ud. "na na nana na na" en lav nynnen undslap Liris læber inden hun trak vejret, holdt det, lukkede øjene og i et elegant spring sprang ud mod midten af søen. Der gik ikke længe før hun igen stod op. Hun kørte med et smil hænderne igennem håret, som nu hang i våde lokker og indrammede hendes ansigt, for at få det væk fra ansigtet. Det var underligt at der ikke var et hav af nymfer og andre badegæster ved bækken. Men Liri brokkede sig ikke over freden, hun nød det.

[vayne]

Vayne begav sig igennem skoven i Procias denne dejlige varme eftermiddag. Solen der bragte sine stråler ned over landet, varmede ens krop helt til det inderste. De smukke træer der vogtede over skovbunden og hævede deres kroner ud over hinanden var med til at skabe mange lyssøjler der kunne give skoven endnu et fantastisk og smukt udseende. Der var ikke meget af skoven tilbage eftersom den var blevet brændt ned, men nogle steder var der stadig frodige områder. Det var nu en skam at folk skulle dræbe naturen sådan, men Vayne havde fundet en metode at bringe frodigheden tilbage på, han havde bare ikke lige haft tid til at gøre det for Procias også, men havde i stedet prøvet i mørkets skov, der nu havde et frodigt stykke skov, som var helt unarturligt i dens mørke omgivelser. Vayne's skridt førte ham elegant og hurtigt ned langs et vandløb, hans svævede elegant hen over det bløde græs underlag og vinden mødte hans hud som en kær elsker. Han bar kun et par shorts og så ellers en lang grøn kappe, der dansede legende med vinden der fulgte efter hans skikkelse. Den magiske udstråling var ikke til at tage fejl af, dette var ikke en almindelig magiker, der var noget mere over ham, og Vayne nød at lade sin udstråling kunne bølge i skoven, da skovens væsner og liv blot opslugte noget af den, men fotiden måtte han holde en dæmper på den. Den kunne nemt knække svagere racer og den havde flere gange brudt fortryllelsere og trancer der skulle binde Vayne til noget eller nogen for den sags skyld. Vayne holdte sig skjult, selv for de gode - han ville bare nyde dagen. Han opfangede hurtigt en andens energi, livsglad og frydig, en nymfe. Vayne træk et skævt smil hen over læberne og et par gnister sprang frem i de klare øjne der kunne få trygheden frem eller få frygten frem hos folk hvis han ville. Men de var varme og imødekommende. Snart fald hans blik på en kvinde nede i bækken og han stoppede op. Der var omkring tyve meter hen til hende og man kunne vel havde det lidt sjovt nu han endelig skulle prøve at møde folk. Han lod de nøgne fødder ramme vandoverfladen imens han gik hen over den og blev syndlig for kvinden i det han trådte ind i en søjle af lys og smilede skævt til hende.

[liri]

Liri fjollede rundt i vandet og hørte slet ikke nogle nærme sig. Det af hendes kjoles våde stof der var over vand klistrede sig til hende mens det under svævede i vandet som et andedun i luften. Hun sang med fuglene og følte sig helt vægtløs i vandet. Der var nu rart i Procias. Liri nød de her sekunder, hun var i en tilstand af lykke, og selvom hun er nymfe var det en sjældenhed, hun følte tit hun manglede noget, det var blandt andet derfor hun sneg sig til Dvasias ind imellem. Men lige nu var Procias toppen.
Liri lagde først mærke til at hun havde selvskab da der stod en person i en klar lystråle. Hun trak armene op om sin barm som var hun ikke påklædt eller havde hun gjort noget forkert. Hendes blik studerede den fremmede og mødte hans venlige smil, det virkede næsten drillende og hun smilede igen og sænkede armene. "hej" udbrød hun i en blød og stille stemme, med et enormt smil på læben og et lille grin. Hun bukkede i knæene så hun stod i vand til lige over munden, men lige under næsen så hun stadig kunne få vejret. Hendes hår dansede legende rundt i vandet og hendes blik kørte op ad den fremmede, blidt og undersøgende. Liri tullede lidt rundt i vandet men holdt skapt øje med personen. Hun var en smule opstemt og nysgerrig på grund af den fremmede og hendes energi nåede helt hen til anemonerne som strakte sig en smule. Der var ingen tvivl om at Liri var naturens barn.
Liri sprøjtede en smule vand ud af munden som om hun var et lille springvand da hun rejse sig og hendes hår dryppede og lavede en masse små ringe i vandet som dråberne ramte vandoerfladen. "hvad bringer dig helt her ud?" spurgte hun som om hun var fornærmet over at få selvskab, men det blev lidt ødelagt af at hendes ansigt var trukket op i et stort smil. Vinden legede med træerne som stod ind over bækken og det gjorde at nogle af de fine lysegrønne blade rev sig løs og dansede ned. Vinden var ikke kold, solen stod jo højt og den var også kun voldsom nok til at rive få blade af træerne. Liri strakte armene ud, slog hoved tilbage og snurrede rundt et par gange som var hun et barn i snevejr. Liri Stoppede op og kiggede på den fremmede som om hun bare ventede på at han ville sige noget. hun kunne ikke rigtig finde ud af om han delte hendes glæde eller om at syntes hun var et skørt pigebarn. Hun smilede drillende og plaskede lidt rundt i vandet. En lille skole af småfisk hastede forbi ude ved kanten og fuglenes sang lød som om den blev gladere. Måske var selvskab ikke helt så tosset igen, nu var det jo bare om han kunne blive ved med at være spændende. Hans udstråling var spændende og mystisk, og det pirrede Liri en smule, der var ikke rigtig noget der kunne tøre smilet af hendes ansigt lige nu.

[vayne]

Vayne studerede denne kvinde nærgående med øjne, hvert lille udsving hun gjort med armene faldt i hans blik, blev analyseret og fortolket, kunne det være fjendtligt eller var det venligt? Alt skulle sættes op og udregnes til resultater for tiden i Vayne's sind, fakta, det var alt hvad denne verden kunne bruge. Havde man fundet frem til et resultat og derved en ren fakta kunne man bibeholde den og bruge den til at udvikle flere resultater eller endda ændre et andet resultat. Han beholdte det varme og skæve smil på læberne før han nikkede til kvinden og lod tundespidsen glide hurtigt hen over læberne. "Goddag" savrede han kort tilbage på hendes selv korte hilsen. Han læste hendes energi, følte hendes aura så den som folk ser et hus, den er der bare. Han tildelte flere blikke til hendes skikkelse, slank, lokkende og et flot rødt hår. Pæn pige, livsglad og fuld af energi. Han træk kort på skulderne og gik forsat hen over vandet til kanten hvor han langsomt lod fødderne glide ned i vandet hvor de mødte bunden. Det gik ham til knæende hvor shortsene hurtigt blev fugtige. Hans kappe blæste roligt i vinden og hver gang den synes at ville falde i vandet drejede vinden sin dans om og hev den med op igen. Han holdte sin energi tilbage, mest af alt ikke for at skade hverken dyr eller den unge pige. Han satte sig på kanten med kappen ind over land hvor den lagde sig ned, og hurtigt lignede det at den sank let ned i jorden med enden, som om græsset blev flettet sammen med kappen og omvendt. Vayne lod de skovbrunde øjne, der brændte af hans magiske udstråling, studere omgiverlserne og før han rettede sin opmærksomhed mod pigen. Hvad lavede han egentlig her? Godt spørgsmål. I bund og grund var det nok for at se om sikkerheden virkelig var blevet skærpet efter Procias tab af deres slåt får år tilbage - som de dog nu endelig havde fået opbygget. Kunne landet virkelig forfalde så hurtigt? Han havde ellers læst om at Procias skulle huse mange magtfulde magikere - det var vel blot myter. "´JEg er blot på opdagelse for at se hvordan landet klare sig." Sagde Vayne, nok ikke lige sandheden men han kendte jo ikke kvinden så hvorfor lægge alle kort på boret? Han følte hurtigt den energi hun sendte ud og det smil der var på hans læber voksede hurtigt. Måske havde han ret i sin læsning og analyse af hende, det måtte tiden jo vise. Måske kunne han pirre hende lidt og vinden ændrede igen kurs, sådan føltes det i hvert fald for en kort stund da hann hurtigt og næsten uopdageligt udsendte en bølge af sin store udstråling og flere fisk og fugle nærmede ham blot roligt og forsigtigt, fiskende svømmede omkring hans ben i vandet og fulgnede fandt hvile på hans kappe. Vayne var glad for han havde offret så mange år på at lære sin magi at kende og især da næsten støstedelen af det foregik i et paraletunivers hvor tiden ikke slog samme slag som i denne og han kunne bruge år der inde og det ville virke som nogle timer i denne verden. Han holdte blikket på hende før han satte albuerne på kæene og lænte sig let hen over sine ben. "Hvorfor er De her selv?" Sprugte han med en varm dog tilbageholdende og drillende stemme. Vayne nød at udforske disse bekendtskaber som så mange racer gik så meget op i.

[liri]

Liri havde lagt mærke til at den fremmede kiggede på hende. Hun opfattede det ikke som om at han analyserede hende, mere som om at han beundrede hende, og hun nød opmærksomheden. Dansede rundt i vandet for at vise sig frem, smilede flirtende og kastede sit hår rundt. Hun var ikke van til at kommunikere med andre end nymferne i samfundet. Og de gange hun havde begevet sig ind til byen eller til Dvasias havde hun stort set passet sig selv.
Hun nærmede sig den fremmede som nu havde sat sig og hun beundrede hvordan fiskene svømmede omkring hans ben. Hun var næsten betaget. Selvom hun selv var rigtig god med naturen og dens liv havde småfisk ALDRIG nærmet sig hende på den måde. Fuglene havde hun ikke lagt synderligt mærke til endnu, eftersom at hendes blik nærmest var bundet til hans ben. Hun havde lyst til at folde en skål af sine hænder og samle nogle af de mindste fisk op. Hun gjorde det ikke, hun stod bare og tænkte på det, hvordan hun havde fanget småfisk som barn og hvor smukke nogle af fiskene her i bækken var, tæt på. Hun smed et forundret fnis igennem luften og plaskede lidt rundt, for at skjule hvordan hendes blik nu kørte op ad den fremmede. Hun lagde hurtigt mærke til hvordan fuglene også havde samlet sig om ham, hvem var han? Og hvordan kunne det være at naturen var så glad for ham? Og hvorfor havde hun aldrig set ham før? hun var trodt alt tit ved bækken, og i resten af skoven for den sags skyld.
”Hvad JEG laver her?” Liri stoppede helt op, som om hun selv havde glemt hvorfor hun var her, hun tøvede lidt men lyste så op i endnu et smil ”jeg bader!” sagde hun i en helt excentrisk tone og kastede sig lidt rundt i vandet. Det var det mest oplagte svar, og havde måske lydt en smule naivt som det undslap hendes læber. Det var dog heller ikke den eneste grund til at hun befandt sig ved bækken, men hun vidste ikke om hun turde dele sine hemmeligheder med en fremmed. Hun nærmede sig yderligere og stak næsen lidt frem mod ham ”Må jeg bede om dit navn?” Hendes tone var munter og tydeligt præget af nysgerrighed. Hun svingede håret en gang og vendte ryggen til den fremmede for at gå hen til bredden et stykke fra ham. Her stod hun og kiggede på ham, som om hun søgte øjenkontakt eller håbede på at han ville følge hende med blikket. ”Skal du ikke i vandet?...” Fniste hun og hev kjolen over hoved, smed den på bredden, løftede hænderne over hoved og sprang ud mod midten, med hoved først. Det hele var sket iløbet af et par sekunder og da hun kom op med hoved igen rejste hun sig ikke helt, hun lod vandet dække hende til skuderne for at skjule at hun ikke havde et trevl på kroppen. ”...Det er skønt!!” smilede hun og bøjede lidt i knæene for at vandet skulle dække hende lidt mere også bevægede hun sig langtsomt baglens for at komme ud hvor det var dybere men stadig have mulighed for at kigge på den fremmede.