A cold evening

[floreda]

Skyggerne havde begyndt at lægge sig over engen. Det færde folk hvar gået hjem og der var ingen andre end Florenda på den store brede eng. Der var en smule køligt. Men solen, der stadig kunne ses langt henne bag klipperne gav et svagt skær fra sig der lyste engen en smule op. Florenda følte sig lidt mere tryg, da hun ikke rigtig brød sig om mørket. Hun vidste at hun snart burde gå hjem, men hun holdte sådan af, at være ved engen at hun ikke nænede det. Hun kiggede ind mellem de tætte trærer der var ikke en skikkelse i syne, og det enste man kunne hører var vinden der blæste i græset og en svag fulge fløjten et stykke væk. Himlen så meget mørk og grå ud. Det var som om der ikke var sommer mere, fordi solen gik ned tidligere end den plejede. En fulg fløj hen over himlen og lanede i et træ tæt på Florenda. Det var en smuk fulg. Hun smilte lidt og begyndte at vandre ind til midten af engen. Florenda Satte sig på en stor sted der stod midt på engen og slå sit hår ud, men hun sukkede let

[vayne]

Tid var sådan en sjov ting i Vayne's øjne. Så objektiv en ting, hvis man ville standse den, kunne man gøre det til en hvis grænse, men kunne hindre ældring eller lade blomster leve i hundrede år før de ville visne væk. Men tiden ville gå - som solen tog sin rejse hen over himlen for at Luna guden skulle kalde sin måne op og vække de mange stjerner til dåd. Vayne vidste meget omkring alle ting, og især omkring magi. Men han kendte knap nok til de ting der gjort en menneskelig. Han vidste ikke hvordan man skulle håndtere følelser og inpulser så han havde i mange år blot undgået øvrige mennesker der lod sig styrre af sådanne energier. Vayne svævede igennem vindene, han red på vindens ryg imens han så solen forsvinde mere og mere idet Sol trak i den. Hans let trænede krop bar et par jeans og en rød skorte hvor ærmerne var smurt op og en lædder vest udover den. På de brede skuldre bar han en lang hvid kappe, der blafrede idet han ændrede sin kurs hen over Manjarno og mod engen. Der burde ikke være så mange ude nu, da aften var ved at falde på. Hans udstråling var stærk, den magiske energi der bølgede ud fra hans væsen var stor selv for øvrige magikere eller størrere racer. Et svagt smil spilelde hen over hans løber og en gnist sprang frem i de klre øjne da han tog en tur hen over engen. Han lod støvlerne ramme græsset, og kappen lagde sig elegant omkring hans krop da han havde fundet et passende sted at lande. Han vidste det var risikabelt at vove sig ud, da hans energi ville kunne knække svage mennesker, det havde den gjort før indtil han havde lært at dæmpe den. Han skjulte sig fra racer der ønskede at finde grunden til den magiske kontrol han havde fået, men Vayne vidste hvordan man skulle foholde sig i skjul. Han vandrede let hen over græsset da hans syn faldt på en kvindelig skikkelse, slank og ganske lokkende for den mandlige del af kønnet. Man skulle vel opleve ævrige mennesker før elelr siden og han kunne ikke finde nogen magisk kilde i hendes udstråling, blot liv, hverken mere eller mindre - facinerende i hans øjne, og han endte nok med at stirre på kvinden idet han bevægede sig tættere mod hende.

[floreda]

Florenda kiggede op mod himlen. Det var som om at skyerne ændre sig og vinden begyndte at blæse en smule kraftere. Gad vide om det ligger op til stormvejr tænkte hun og rettede lidt på de slidte busker hun havde på. Solen var næsten helt væk, men de sidste par strålede nåde stadig over vinden. Det var også begyndt at blive koldere. Hendes forældre plejede altid at sige til hende, da hun var mindre at hun ikke skulle blive ude når det var koldt, for så kunne hun blive syg og de havde ikke råd til en læge. Men Florenda var ligeglad. Der var et andet andet forandret i luften. Hun kunne mærke det. En ujævn, men kølig brise ramte hende fra siden, men stoppede så pludseligt igen. Det var som om vinden trak sig igen. Florenda havde ikke hørt anden lyd end sin egen vejretrækning så hun følte sig stadig tryg. Det var ikke fordi hun var bange for fremmede mennesker, men hun nød bare stilhedden, som der så sjælendt var når der var mange mennersker omkring hende. Florenda drejede hovedet en smule for at se ind mod trærene, da hun en øjnkrogen så en skikkelse et stukke fra hende. Det tog først puste fra hende, men så prøvede hun så diskret som muligt at dreje hovedet væk igen. Hun bed tænderne sammen af nervøsitet og prøvede at få et bedre billede af skikkelsen ved at kigge igen. Da hun opdagede at skikkelsen, som var en højst besynderlig mand, med en lang kappe på, kom nærmere tog hun en dyb indåning og prøvede så at se afslappet ud

[vayne]

Vayne studerede roligt kvinden der befandt sig omkring engens midte - men samtidigt holdte han et vågen øje med vejret og hvordan det udvikelde sig i takt med han åbenbart brugte mere tid i denne verden hvor der ikke var nogen barriere til at skjule hans udstråling, alt dette facinerede Vayne så meget. Men denne kvinde, magiske evner eller ej, var spændende at se på. Hun virkede så usikker eller måske mere nervøs, helt skrøblig og Vayne fik sådan en underlig lyst til at passe på hende. Han lod et varmt smil spille hen over læberne idet at afstanden mellem dem blev formindsket til et par få meter. Vayne lod den friske luft fylde luften før tungespidsen hurtigt fugtgede læberne. "God aften" sagde Vayne med en rolig stemme, der dansede igennem luften og kunne lægge sig som et tryggende tæppe omkring kroppen på folk. "De skal ikke være bange, jeg gør Dem intet." Afsluttede han roligt sin talestrøm og stoppede sin gang og kappen lagde sig igen omkring hans krop.

[floreda]

Det var tydeligt at se på Florenda at hun var ret usikker og det gav også et sæt i hende da hun hørte at den fremmede mand snakkede til hende. Hun sagde ikke noget før han havde sagt at han intet ondt ville hende, men hun følte sig stadig en smule utryg. Hun tænkte sig hurtig om, og kom da straks i tanke om at det værste man kunne gøre var at vise sin usikker. Hun drejede kroppen en smule om mod ham, så hun tydligt kunne se ham. Han lignede ikke de typiske mænd hun selv plejede at møde i byen. Han var meget pæn, og velklædt. "Godaften" Sagde hun så lavt og smilte et lille smil til manden. Hun skubbede lidt hår om bag øret og kiggede ned i det fugtige græs, men hun stadig smile. "Det er en dejlig aften" fik hun mumlet frem" men holdte dog stadig blikket nede

[vayne]

Vayne kunne virkelig ikke sætte en finger på hvad det var omkring denne kvinde, denne skabgning. HAn læste hendes aura flere gange, hendes udstråling og ledte hårdt og grundigt i hans sind for at finde et svar der kunne definere hende og først da han var ved at give op faldt han over det. Hun var et menneske, altså helt uden krafter eller særlige egenskaber. Hun kunne ikke pårvirke vejret, hun kunne ikke kalde på varmen på kolde nætter. Vayne kunne ikke lade være med at lade smile vokse ved hans funde svar til hendes race. Skyerne der voksede omkring på himlen og delte sig for at mødes med artsfæller nogle meter væk, mærkelig opførelse for skyer, vinden kunne heller ikke helt finde ud af hvad den ville denne aften. Så rev den i naturen og de folk der måtte være ude for så at lægge sig tæt til jorden kun for at være en svag brise i ny og næ. Vayne lod sindet strække sig ud over engen, kvinden var så nervøs så måske var der nogle der fulgte efter hende. Han opfangede flere dyr, planter der lod deres rødder vokse ned mod grundvandet og et enkelt persons sind forsvandt idet han ramte det med hans eget, formindligt gik vedkommende nok bare ud for den rækkevidde Vayne havde søgt på. "Ja, det er en dejlig aften, det kunne måske være en anelse varmere for nogles vedkommende, men ganske dejlig." Sagde Vayne og studerede hver bevægelse hun gjort. Hvorfor kiggede hun dog ned i jorden? Det virkede rimelig afvisende overfor de folk man stod overfor. Vayne ville da gerne gå tættere på, men hans magiske udstråling kunne være et hårdt press på hendes krop, og det var der jo ingen grund til - han vidste ikke noget om kvinden så han vidste ikke hvor stærk hun var af sind eller krop. Uvished, en ting Vayne var meget opslugt af ikke at skulle besidde, derfor han havde studeret og undersøgt og prøvet alverdens muligheder for at kunne opnå den viden han havde nu - det havde dog kostet noget besal viden såsom genkendelse eller simple svar kunne ikke lige falde ham til tankerne så hurtigt som hos øvrige racer. Han træk sit sind tilbage og prøvede let at berører hendes uden nogen skade, det var så skrøbligt at han hurtigt trak sig væk, så det kunne forekomme som en kuldegysning eller som om nogen hurtigt havde tuderet hende i skjul. "Er De OK?" Sprugte Vayne igen med en venlig og varm stemme, han prøvede gerne at vække tiltro til hans væsen og frygt virkede ikke så godt som tillid, eller til tider gjort det men Vayne kunne lide når folk smilte til ham og derfor valgte han denne fremgangsmåde.

[floreda]

Florenda blev en smule forvirret over hvordan den fremmede mand opførte sig. Der var noget anderledes ved ham, noget magisk? nej. Selvfølelig ikke. Der fandet ikke magi, det havde hun hvert fald altid fået af vide. Men hun blev dog endnu mere da han sagde for nogens vedkommende. Hun kiggede op på ham og blev forundret over hvordan han kiggede på det. Det var ikke en længseligt blev, eller begæret blik. Det var helt roligt og men så samtid spørgende. Der måtte altså være et eller andet ved ham, som ikke var menneskeligt. Hun holdte blikket på ham, men det gav et sæt i hende da han rørte hende, først bøjede hun sig lidt bagover, men blev stadig siddene på stenen. Hun blev dog endnu mere forviret da han sagde De til hende. Det var hun slet ikke var til, men alligevel kunne un godt lide det. "Ja" Fik hun sagt og løftede hovedet en smule. "Jeg har det fint tak" Sagde hun så og smilte igen. Hun prøvede at manne sig lidt op, og lagde sin ben over kors. "De kommer vist ikkke tit på disse kanter?" spurgte hun og smilte endnu en gang

[vayne]

Var det virkelig muligt, det var spørgsmålet i Vaynes tanker. Kunne denne kvinde virkelig ikke kende til alle de racer der var rundt omrking i denne verden? Hun virkede så, ja rent ud sagt, virkede hun så blank og bekymringsfri for at tænke på hvis der kom en vampyr eller en Spide. Vayne rettede blikket mod hendes øjne da hun rettede sig op, og han prøvede at dæmpe sine magiske udstrålinger så meget som han kunne uden at skulle igang med de store armbevægelser og sprogbrug for formularer. Den stakkels kvinde havde været heldig at Vayne ikke var teleporteret til stedet og dukket op i det blå, hvis hun ikke kendte til magi - det havde muligvis været et rimelig stort chok, dette facinerede blot Vayne endnu mere, kunne det virkelig være mulgit der stadig var steder der ikke kendte til magi og de væsner der vandrede omkring? Dette kunne byde på en kæmpe mulighed! Man i alle disse tanker stod Vayne stadig, stolt og rank, holdte det varme og venlige smil på læberne og minds hans blik blidt og forsigtigt studerede kvinden. For Vayne var det er tiltale personer som dis og ikke dus når man ikke kendte dem, hans forældre havde opdraget ham godt - han kom jo også fra en lidt højere klasse end kvinden, det kunne man tydligt se på tøjets kvalitet de hver især bar- men det gjort ikke Vayne noget. "Det var godt. Elelrs må De jo sige til, hvis De foreksempel fryser må De gerne låne min kappe." Sagde Vayne med en varm og omsorgsfuld stemme, der nu ganske forsigtigt fandt vej igennem luften til hende. "Nej, det kan man roligt sige jeg ikke gør." Sagde Vayne og opfangede hurtigt at kvinden ligeledes tiltalte ham som dis og ikke dus. Sikke dog en spædende kvinde han var stødt ind i, måske var hun i skjul i lavere klassemiljø. Vayne gjort meget for ikke at presse på og stod stadig en meter fra hende hvis ikke to. Hvis hun ikke kendte til magi, måtte han passe på med sin udstråling.

[floreda]

Florenda begyndte mere og mere at tvivle på de ting hun havde fået vide som barn. Han var noget særligt det kunne man hvert fald se på hans tøj, og hans udstrålling. Da han tilbød hende sig kappe rystede hun på hovedet og sagde "Nej tak" Med så stor venlighed som han havde kunne han umuligt være adel. Dog havde Florenda aldrig rigtig mødt en adel, men hun vidste at folk med mange penge ofte ikke var så venlige mod bonde folk, som hende selv. Da han fortalte han ikke boede her omkring. blev hendes teorier bare stakkere. Men hun prøvede allivel at holde igen. "Hvor kommer de så fra?" spurgte hun høfligt, men alligevel nysgerigt. Florenda havde aldrig været ude for byen så hun kendte kun meget lidt omkring den verden der var udenfor. For det var jo så langt væk at kun hisorier og myter, gjorde at hun vidste bare lidt omkring det. Men måske var manden venlig, måske ænskede han hende intet ondt. Men hvorfor virkede han så, så interesserede i hende?

[vayne]

Hvis der var noget Vayne vidste var det at man ikke skulle bedømme en bog, på dens omslag. Man skulle ikke bedømme en drage på antaller af ar på dens krop. Han holdte smilet på sine læber, glemte sine menneskelige træk såsom den nsygerrighed han viste overfor denne kvinde. Han nikkede kort til hendes afslag af sin kappe og vendte for en kort stund blikket mod skyerne, der endelig begyndte at opfører sig normlalt - Vayne havde også skjult sine magiske træk rimelig godt, men denne kvinde, hun havde sådan en nysgerrighed omkring ham, som han jo havde for hende. Han vedholdte dog sin rette holdning, men virkede på ingen måde overlegen over for hende hvis man så det på et klasse trin. Vayne var meget berejst og havde været nærmest alle stedder man kunne være, han elskede at udforske og opdage nye ting og finde gamle myter der måske ikke var så myteagtige alligevel. "Jeg kommer fra Procias, men jeg har hus ind imellem" Sagde han roligt, hans ejendom lå jo skjult for omverden i bjergende op af landende, skjutl af magi og trylleriger, så han løg jo ikke om hvor hans hus var, det var jo ind imellem. "De virker meget stedkendt. Hvad foretager De, Dem til hver dagen?" Sprugte Vayne og prøvede at føre en helt neutral dialog med hende, selvom han nok afslørede sig selv mere og mere som han talte med denne formelle stemme.

[floreda]

Florenda fulgte hans blik op mod skyerne, men kiggede så ned igen. Hun var blevet så facineret at manden at hun helt havde glemt både, hvordan man skulle opfører sig og ikke at værer for nærgående. Hendes blikkede hvilede ikke stykke tid på manden. Hun prøvede at finde ud af om man på nogen måde kunne se hans status i hans tøj. var han måske ridder? De havde vel penge og han virkede også sådan rimlig veltrænede. Men så alligevl ikke Ridder agtig ud. "Procias" mumlede hun igen og tænkte sig igen om. Det lød ikke fremmede for hende, men heller ikke som et ted hun havde hørt så meget om. Hun tænkte sig kort om, men blev så en smule rød i kinderne da han spurgte hvad hun lavede til hverdag. "Ehmm jeg arbejder i marken" sagde hun stille. Hun var overhovedet ikke stolt over det hun lavede, specielt da det virkede som om noget mand aldrig selv havde behøvet, da han sikkert havde tjenere til det. Hun prøvede at skjule blikket igen, men kiggede så op på manden igen. "Man skal jo tjene til foden" mumlede hun så kort efter for at tænke på noget andet end sit usle arbejde

[vayne]

En tanke slog ned i Vayne, han kunne få det rigtigt sjovt med denne pige. Han kunne afslører alle sine magiske trick, få ilden til at brænde skyerne væk, få jorden til at indeholde fisk der lystigt svømmede rundt, for så at slette det fra hendes hukommelse. Tanken morede ham ganske synderligt, og det afspejlede sig i ganske få sekunder i et træk i mundivgen af hans læber. Han lukkede kort øjne i et blink, men i det nanosekund det varede kunne han mærke hvordan blodet pumpede rundt i hans åre, hvordan hans hjerte slog den faste rytme imod hans brystkasse og hvordan lungerne udvidede sig når frisk luft blev hevet ned i lungerne. Han bemærkede ligeledes kvindens livsenergi, hendes blod der pumpede rundt i hendes krop. Vayne lå mærke til hendes eftertyggen på Procias, som om det var et land af myte, hvem var denne kvinde og hvorfor kendte hun ikke til noget i omverden? "Det er også et vigtigt erhverv" Sagde Vayne og hans stemme var ærlig og retfærdig. Han vidste at alt arbejde aldrig var spildt, det hele skulle forbindes i et større netværk for at alting skulle kunne køre rundt, så hvis der ikke var nogle til at passe markerne ville de hvisne og gå ud, magi kunne hjælpe et godt stykke af vejen, men der lå alligevel mere i håndarbejdet fra noget arbejde man selv havde knoklet for. "De skal ikke skamme dig over dit arbejde. Alting skal laves og man laver kun et ordenligt stykke arbejde når man lægger hele sindet i det, De må ikke tvivle på deres liv." Sagde han, næsten straffende for at hører hvordan hun skammede sig over hendes hverdag. Vayne selv, levede på sin families rigdomme, men avlede dyr og hjalp til hvis han kunne, det gav penge og han var langt fra en snob - ikke når det galt så svage skabninger, de havde haft det hårdt nok i fortiden, så hvorfor skulle de dog nedbrydes endnu mere...