starten på et nyt liv

[yosefine]

Yosefine havde flere gange sagt til sig selv at hun ville, finde sig et sted at bo måske et arbejde, men hendes uopdragenhed og flabet hed havde sørget for at hun ikke kunne få særlig mange job, og på grund af det hendes far gjorde, var det ikke særlig mange der ville have noget med hende at gøre, de fleste tævede hende med piske, hvis de kunne komme i nærheden af hende. Men efter en lang dag gående op og ned af market på sine bære tære var hun træt , det var blevet sen aften hun vidste ikke hvad klokken var men vidste bare at hun måtte finde et sted at sove hvis hun ikke ville fryse ihjel, men da hun ikke kunne finde et sted at sove gik hun bare rundt, hun fandt dog et bål der ikke var helt nedbrændt, der var stadigvæk en smule gang i det. Hun satte sig ved det for at få varme, hun var tydeligt møg beskidt, hun græd, hvorfor hun græd vidste hun ikke helt. Hun ønskede sig et normalt liv lige som alle de andre og ikke bare skulle gå gaderne tynde om natten, hendes fødder var ømme og det gjorde ondt hver gang hun tog et skridt. Hun bukkede benene sammen og lagde armene rundt om dem, hoved lod hun hvile på sit knæ

[Deleted]

Det var blevet sent aften og Konstantin, var kommet fra sit Colosseum, hvor han havde set aftenens sidste kamp. Det gik forrygende med hans og Malishas samarbejde.. sådan da. Han satte alle kampe i gang i hans Arena, hvor de allerede havde fået skillet sig af med en masse af de svage warlocks, så deres race endelig kunne gå hen og blive den mest ædle af alle! Så længe de bare overgik vampyrerne så var han tilfreds. Han gik rundt på markedet, hvor de mørke øjne søgte omkring. De fleste boder var i færd med at blive lukket ned, selvom der var de få der stadig havde åbnet. Han lagde dog mærke til noget ganske særligt der var et stykke væk fra markedet og væk fra boderne. Han gik roligt hen imod det lille lys, der kom fra en flamme, fra et bål, hvor han kunne se en ung tøs sidde og.. græde? Et kynisk skær fandt sted i Konstantins mørke øjne, da han gik hen over den hårde og kolde jord, hvor støvet hvirvlede op omkring hans sorte støvler. Han bar noget fint tøj, et sort jakkesæt, med en hvid skjorte indenunder den sorte jakke. Han strøg let en hånd igennem de mørke lokker, som han studerede den unge tøs ganske nøje. Hun så lettere fortabt ud, hun bar laset tøj, så det skulle ikke undre ham at hun var fattig. Han havde fået solgt de fleste slaver han havde haft derhjemme, selvom han altid kunne bruge flere, desuden så manglede han ungt blod til at hjælpe til i huset. Jo tættere på han kom, jo mere bekendt virkede tøsen også, selvom han ikke rigtig kunne sætte en finger på, hvor han havde set hende henne, men det kom måske med tiden? Som han nåede tæt nok på, så hun også ville kunne se ham stoppede han roligt op. ”Nyder man natteluften?” spurgte han ganske stilfærdigt, hvor et koldt smil gled over hans læber. Han havde stukket hænderne i lommerne. Han var stadig menneskelig og kunne derfor også godt fryse og det var en anelse kølig her til aften, dog måtte han indrømme at han nok ikke havde noget at klage over, for tøsen havde langt mindre tøj på end det som han havde. Han bevægede sig en smule tættere på, så flammerne fra bålet oplyste hans krop, hvor hans mørke øjne fik et mere rødligt skær. Han bed også mærke i at hun græd, for flammerne fra bålet oplyste hendes hud der glitrede ganske let af tårerne som hun lod falde.

[yosefine]

Yosefine havde ikke registerede at der var kommet en over til hende for hun hørte han stemme, hun kiggede forsigtigt op, men da han kom tættere på hende kravlede hun baglæns man kunne se frygten i hendes øjne, han lignede sådan en som havde været med til hente hendes far den gang han blev snuppet, hun ville aldrig glemme den dag, dagen på hendes 7 års fødselsdag, hvor hun så hvordan folk samlede sig omkring stedet hvor folk blev halshugget, hvordan de råbte ” dræb ham i kor flere gange, hun havde bare stået lidt væk der fra og kiggede på, mens hun intet forstod hvad der var sket. hun kiggede op på ham og sagde ” jeg har ikke gjort noget ulovligt i dag det var tydelig rædsel i hendes stemme at høre. Hun løftede den ene arm op for at dække hendes ansigt hvis han nu ville slå hende ligesom så mange andre folk havde gjort når de havde set hende være alene hvor der ikke var andre i nærheden, havde folk både mænd og kvinder og børn er var mindre end hende slået hende enten med bare hænder eller med en ride pisk. Hun havde stadigvæk nogen mærker på ryggen efter sidste gang, det havde dog snart været et par dage siden, hun havde nemlig prøvede at holde sig væk fra folk i dag timerne. ” jeg har ikke gjort noget, det ikke min skyld, jeg vidste det ikke sagde hun grædende og bange, det var altid denne selv samme sætning hun grædende sagde til folk når de piskede eller slog hende.

[Deleted]

Konstantin var ikke sikker på hvem denne tøs måtte være, men på den anden side, så havde han mødt mange mennesker, han havde set endnu flere mennesker og det var ikke fordi at han kunne huske alle og enhver han havde set før. Han kom tit Manjarno, da han havde mange forretninger her, han havde sit store Colosseum, han havde sit kasino og mange andre ting, plus han så også havde sine forretninger hjemme i Dvasias. Dog hjalp han lige pt. Malisha med at føre warlockerne frem i hierarkiet, hvilket han hellere end gerne hjalp hende med. De mørke øjne gled ganske spørgende mod tøsen, da hun begyndte at bakke baglæns og væk fra ham, som han kom tættere på, selvom hendes ord måtte komme langt mere bag på ham, for.. hvem troede hun at han var? Han var da ligeglad med om hun havde stjålet eller hvad hun havde, selvom han naturligvis ville straffe hårdt, hvis det var ham hun stjal fra, men han vidste godt at det ikke var alle som var privilegeret eller adelige, at det ikke var alle som havde muligheder i livet, men at der var mange som var fattige og var nød til at bruge drastiske midler for at overleve, hvilket kunne være at stjæle. Han kneb øjnene en anelse tænkende og spørgende sammen, selvom han stadig bevægede sig tættere på hende, det var dog med rolige skridt. Der var intet faretruende over hans holdning, hvilket han også bevist sørgede for at der ikke var, for han var skam ikke ude på at skræmme hende væk. Han satte sig roligt i hug ved hendes bål, hvor han strakte arme og fingre, for at kunne få lidt varme, inden han gned hænderne ganske let sammen i et forsøg på at få lidt varme. Han vendte roligt de mørke øjne med det lettere rødlige skær i sig, mod tøsen igen, hvor han betragtede hende ganske stilfærdigt. ”Hvad du har foretaget dig eller gjort, vedkommer såmænd ikke mig, desuden så aner jeg heller ikke hvad du skulle have gjort,” svarede han stilfærdigt og ganske kortfattet, hvor han lagde mærke til at hun havde løftet armene som om hun var bange for at han ville slå hende. ”Desuden, så har jeg ingen intentioner om at gøre dig ondt,” tilføjede han roligt, hvor et lille træk fandt sted ved hans ene mundvig, inden han vendte blikket mod bålets flammer igen. Det var rart at få lidt varme i fingrene igen, for det havde han virkelig manglet!

[yosefine]

Yosefine kiggede på ham, som han kom tættere og tættere på hende, men han virkede slet ikke så truende som de andre hun havde mødt som havde slået hende, men da hun så ham sætte sig ned for at få noget varme tog hun forsigtigt sine arme ned og var klar til at tage dem op igen med det samme, hun lukkede kort øjne, hun var træt og havde brug for søvn, da hun ikke havde sovet hele natten, fordi hun ikke havde kunne finde et sted at sove, så hun havde bare gået rundt og holdt sig vågnen. Da hun hørte ham tale kunne hun godt høre på hans stemme at han ikke ville gøre hende noget ondt, derfor rejste hun sig op på sinne ømme og kolde fødder og gik forsigtigt mod ham og sagde stille ” så du vil ikke gøre mig noget lige som alle de andre? da hun var kommet helt hen til bålet satte hun sig ned på den anden siden af bålet i forhold til Konstantin, hun satte sig sådan at hun kunne få lidt varme på hende fødder, de var beskidt og havde sår de fleste steder under fødderne som godt kunne trænge til a t blive renset og dækket til, hun satte kort efter os hænderne med ilden. ” min far fik hugget hovedet af på min 7 års fødselsdag, fordi han havde voldtaget flere kvinder og dræbt to, og alle hader mig og tæver mig når jeg er alene sagde hun stille og kiggede ind i ilden, endnu en lille tårere trillede ned af hendes kind.

[Deleted]

Det var tydeligt at denne tøs havde været udsat for vold tidligere og hvis ikke mange gange. At hun så ligefrem var bange for Konstantin var noget som måtte forundre ham, for han havde ikke engang virket til at være faretruende på nogen måde og hvorfor skulle han også det? Han havde ingen grund til at yde vold mod folk han ikke kendte og da slet ikke mod en tøs! At hun rejste sig og ikke længere var bange for ham, fik ham til at vende blikket mod hende. Han rystede ganske let på hovedet til hendes ord, inden han så hvordan hun satte sig ned på den anden side af bålet og overfor ham. ”Jeg er skam ikke ude på at skade dig,” svarede han stilfærdigt, som han vendte blikket ind mod de gnistrende flammer igen, der varmede utrolig godt! Han trak roligt hænderne til sig igen, blot for at gnide dem sammen så han kunne få varmen i kroppen igen, hvor bålet også gjorde det meste. Han vendte roligt blikket mod hende igen, da hun begyndte at tale hvor han lyttede lettere opmærksomt til hendes ord. Hendes far havde voldtaget en del og dræbt en masse, hvor han var blevet halshugget, den sag havde han faktisk godt læst om i aviserne. At det så gik ud over hende, måtte forundre ham, men det var vel klart når man var barn af en morder? ”Jeg har godt hørt om din far.. han fik en ganske mild straf i forhold til hvad han har gjort,” svarede han stilfærdigt, hvor han vendte de mørke øjne med det rødlige skær imod hende igen. ”Men det må have været hårdt for dig, at skulle leve i din fars skygge?” Det var mere et spørgsmål end en konstatering. Hun var blevet tæsket, slået og sparket, hvis ikke det som var værre, fordi hun havde haft den far som hun havde haft. ”Gjorde din far aldrig dig noget?” spurgte han roligt og kneb øjnene en anelse sammen. Det ville næsten være forundrende, hvis hendes far aldrig nogensinde havde rørt hende, selvom det ikke ændrede på hvad han havde gjort mod en masse andre.

[yosefine]

Yosefine kiggede på ham og blev glad for at han ikke ville skade hende. Da han sagde han godt havde læst om hendes far og sagde hun hurtigt ” nej det var ikke, for der var ingen der tænkte på mig, hvad skulle jeg gøre, jeg blev bare sendt ud på en lorte gård og tvunget til at sove i et hø loft kun få mad når de mente jeg havde brug for det. sagde hun surt og brød grædende sammen hun lagde armene over kors på hendes knæ og lagde sit hoved ned på armene hun græd. Hun sad sådan i lidt tid før hun kiggede og svarede på hans spørgsmål ” nej jeg gjorde ikke for han elskede mig, min far gjorde kun de ting fordi han drak, og så skal de gå ud over mig, jeg bliver tæsker hverdag når nogen ser mig prøver de at få fat på mig men jeg bider og slår fra mig selvom det aldrig hjælper, men bare gør det hele være sagde hun og så på ham. ” jeg ville ønske jeg havde et sted at bo og kunne få mad hver dag sagde hun stille og kiggede på ham, men et blik der sagde ” kan du hjælpe mig”.

[Deleted]

At tøsen pludselig brød grædende sammen fik Konstantin til at skære en mindre grimasse, han vidste ikke rigtig hvordan han skulle tackle hendes reaktion, eftersom han ikke vidste hvad han skulle gøre, i hans øjne var det lang tid siden at hendes far var blevet dræbt, det var mindst 7 år siden, hvis han da huskede korrekt, han var adelig i Dvasias og stod faktisk utrolig højt, derfor fik han også sådanne forbrydelser med i aviserne og de andre medier, men at folk så stadig lod det gå ud over datteren forstod han ikke, for hvorfor skulle hun straffes for sin fars forbrydelser? Og så efter flere år? Det var da korrupt efter hans mening! Han gned sin skæggede hage ganske let, uden at han veg de mørke øjne med det rødlige skær fra hendes skikkelse, hvor han så igennem bålets flammer der fik det tørre brænde til at gnistre ganske let. Han nikkede ganske let til hendes ord. ”Jaså,” svarede han lettere tænkende til hendes fortælling. Han gned sig ganske let i nakken, da hun fortsatte med at græde i et stykke tid, hvor han for en kort stund overvejede at skulle forsvinde. Han skulle trods alt hjem, for pligterne ventede på ham i morgen, han havde ikke kun kampene i arenaen, men også noget papirarbejde, for når alt kom til alt, så var han trods alt hertug i Dvasias. Han lyttede til hendes ord og betragtede hende lettere overvejende, men også meget vurderende. Han slog let sine håndflader ned mod sine knæ, som et tegn til at han ville rejse sig. ”Tja.. hvem vil ikke have et sted at være? En seng at sove i? Og et sted man kan få mad?” spurgte han stilfærdigt, som han endeligt rejste sig, selvom han dog blev stående. Han betragtede hende lettere velovervejende. ”Ikke alle er heldige, tøs.. sådan er livet blot,” svarede han lettere afvigende, som han viftede let med den ene hånd. Hun var ung, hvilket var en god ting, men der var andet der ikke var særlig tiltalende ved hende, nemlig det at hun var ganske spinkel, hun ville jo ikke kunne holde til særlig meget.