An unexpected meeting

[Deleted]

Det havde været nemt for Leisha bare lige at vende 180 grader og så løbe væk fra ham. Selvom markedspladsen var stuvende fuld af folk, der var i gang med hver deres ærinder, var det langtfra en hindring for hende, men stod kun til hendes fordel. På en tom plads havde Lucas nemt fået fat i hende, men da Leisha var en spinkel person, var hun hurtigt krøbet sig gennem menneskemængden, hvor Lucas ikke havde nær så gode odds for at få fat i hende. Hun var trods alt temmelig let på tå og fik hurtigt slanget sig igennem og hen mod Traver. Bag hende hørtes de små ’Undskyld mig’ fra Lucas, der noget besværligt fik maset sig efter under irriterede udbrud og Leisha havde næsten været helt sikker på at slippe væk, da et fast, dog stadig blidt tag i hendes arm fik stoppet hendes flugtforsøg og snurret hende rundt med front mod ham, så de blonde krøller dansede rundt til alle sider. Da han begyndte at forsikre hende om sin identitet nikke hun langsomt. Hun ville alligevel, grundet sin slavestatus, ikke kunne få et ærligt svar fra nogen, så hun besluttede sig bare for at holde det til en enkel trækning på de spinkle skuldre. Lyden af hans målløse og noget forundrede tonefald, da han atter udtalte sine tanker om, at hun kunne være hans søster, gav også sit , til at overbevise hende og endnu engang gjorde hun et tøvende nik med hovedet, trak sig tøvende ud af hans greb og lagde armene om sig selv. Ikke så meget fordi hun frøs, men fordi hun ikke rigtig vidste, hvordan hun havde det med det, der var sket. Og så hvad hvis hun var hans søster? Hun tilhørte stadig Marco og i Dvasias havde selv Lucas ingen magt.

”Men… Min herre”, påpegede hun sløvt og mærkede hvordan en del af hende døde en lille smule. Hun var Ignatius gældsbundne slave og selv hvis hun kunne betale sin gæld ville han aldrig lade hende rejse, aldrig lade hende få den frihed. Fortvivlelsen var tydelig at læse i hendes ansigt, for hun ville sikkert aldrig blive fri, det vidste hun næsten. Et suk gled over de slanke læber og hun vendte blikket tilbage mod den nedstampede jord, der dannede stien ind til markedspladsen. Bag hende stod Traver og fnøs halvfornærmet over ikke at blive given nogen opmærksomhed, nu Leisha jo var kommet tilbage til ham.

405 drops of ink for Lucas

[lucas]

At hun ikke sagde noget til Lucas’ ord var noget som gjorde ham en anelse usikker, ville hun bare give ham ret for at komme væk? Det gjorde et sted ondt at tænke på, for han løj ikke, han kunne ikke drømme om at holde hende for nar! Den type var han da slet ikke, hvilket hun vel burde have fundet ud af, på trods de kun lige havde mødt hinanden, men han havde ikke været afvisende eller ligeglad med hende, han havde vist interesse og omsorg, hvilket vel også talte sin del for ham? Han betragtede hende med et næsten sørgmodigt blik, hvor han kunne se at hun selv bar et skær af fortvivlelse. Det var jo ikke engang sikkert, selvom at det lød til at passe sammen. Han kunne bare ikke fatte at han havde en søster! Det gjorde ønsket om at hjælpe hende fri fra de slaviske lænker langt større! Hvis hun virkelig var hans søster, kunne han da slet ikke lade hende leve livet som tjener! Det frustrerede ham en anelse, for han havde jo heller ikke nogen magt for at kunne få hende fri. Han bed sig ganske svagt i læben til hendes ord og nikkede lettere forståelsesfuldt. ”Ja.. det er desuden heller ikke sikkert,” svarede han stilfærdigt og en anelse afvigende. Måske det meste tydede på at hun var hans søster, men hun kunne jo i princippet ligeså godt være hans kusine eller andet med det efternavn. Men bare det at de var i familie sammen gjorde en del for Lucas’ vedkommende. Han bakkede et enkelt skridt væk fra hende, for at mindske afstanden en anelse for han ville heller ikke have at hun skulle føle ubehag ved at han var for nærgående. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige, for det var tydeligt at hun måtte reagere ligeså forbavset som han selv måtte være. Desuden så var det også trist at tænke på at hun måske var hans søster, for hun var slave og han var ikke i stand til at slippe hende fri, hvis hun da overhovedet havde intentioner om selv at ville komme fri fra sit fangenskab, men hvem ville elske at komme hjem til en herre der slog og mishandlede én? Det kendte han jo selv alt for godt til og han var kun glad for at være sluppet derfra, nu var han kongelig rådgiver, han klarede sig faktisk strålende, men at vide at han havde en søster som så ikke gjorde, det var noget som virkelig måtte frustrere ham uden lige! Han bed sig ganske svagt i den bløde underlæbe, hvor han let strøg en hånd igennem de halvlange gyldne lokker, der skilte sig som vand for hans fingre. Han vidste ikke hvad han skulle sige, eller gøre for den sags skyld, for hun havde jo faktisk prøvet på at stikke af fra ham og det var heller ikke fordi at han ville holde hende hen, hvis hun absolut ville af sted.

[Deleted]

Det var tydeligt at se på Leisha, at hun langt fra var tom for tanker. Nej, man kunne klart se alle tankerne, der susede rundt inde bag de fugtige, gråblå øjne. Hun havde altid haft evnen til at lade sig blive for hurtigt opslugt og betaget af noget, der ikke engang var sikker, som det havde været tilfældet her og Lucas’ ord havde brutalt hevet hende ud af drømmeverdenen om, at det måske endelig var hendes tur til at have en familie. Et sted at kalde hjem. I en sløv bevægelse, som var hun dybt skadet eller svækket efter lang sygdom, fandt hun den fra øret løsslupne tot hår og trak den tilbage om bag det let strittende øre. Det gjorde ondt at tænke på, at hun ikke kunne gøre noget. At hun var så tæt på en mand, der måske var hendes bror, en mand, der måske ville hende det bedste, og at hun så var tvunget til at tage tilbage til vold og elendighed; tilbage til Marco. Et suk, som forlod al luft hende efter en mavepuster, forlod hendes læber, før hun vendte blikket tilbage mod jorden. Der var vel intet at gøre nu end at tage tilbage? Hun ville alligevel ikke blive fri denne dag. Tanken skar i hjertet. Det, at hun nærmest kunne lugte frihedens sødme, men ikke måtte sætte tænderne i det. At hun blev stoppet i det af sin gæld til Ignatius. Som et forslået dyr trak hun sig lidt tilbage.

”Men jeg må sikkert også se at komme videre, Herre. Jeg må levere en besked, før jeg drager tilbage til min Herre i Dvasias mørke”, fortalte hun bedrøvet og sænkede hovedet i respekt for manden, før hun vendte ryggen til Lucas, skænkede nu Traver sin opmærksomhed, hvilket den gamle vallak lød til at nyde. Især hendes blide kærtegn af dens bløde mule blev besvaret med en munter vrinsken fra dyret. Det var som at dø en smule indeni, da hun ikke længere betragtede manden. Tanken om, at det håb, hun havde været så tæt på at have, havde forladt hende nu og at hun faktisk selv havde vendt ryggen til det.

358 drops of ink for Lucas

[lucas]

Det var tydeligt at Lucas’ ord havde ramt hende hårdt, selvom den tanke om at hun muligvis var hans søster også havde kommet bag på ham. Tanken om at der måske stadig var noget tilbage af hans familie skabte ham et lille håb, selvom at det håb også et sted var urealistisk, for hvis hun var en anden mands slave, så ville han ikke kunne være sammen med hende, så ville hun være fanget der og han ville faktisk gerne hjælpe hende fri, men han havde ingen magt til det, hvilket gav ham følelsen af at være magtesløs og han brød sig bestemt ikke om det! Han strøg let sin ene hånd igennem de gyldne blonde lokker, som fulgte hans hånds bevægelse og lagde sig fint bagud, uden at han tog de smaragdgrønne øjne fra hendes skikkelse. Han bed sig en anelse usikkert i den bløde underlæbe, hvor han kort vendte blikket ned mod jorden til hendes ord. Han nikkede ganske stille med hovedet. Det var ikke fordi at han ville holde hende hen, desuden så ville han også være sikker på om han havde en søster og om det muligvis var hende, ved at tage hjem og undersøge sin egen familie. ”Udmærket,” endte han roligt, som han så op og mod hende igen, selvom hun havde vendt ryggen til ham, for at give opmærksomheden til sin hest. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige, eller gøre for den sags skyld, for det var noget som selv måtte frustrere ham en anelse, netop fordi at han ikke kunne gøre noget ved det at hun var en slave, hun tilhørte en anden mand og han vidste godt at man ikke bare slap ud af det fangenskab uden videre, men derfor ville han da stadig ønske at han kunne tage hende med hjem, hvor hun ville være i sikkerhed på slottet. Blikket vendte han kort over skulderen og hen til den kærre hvor soldaterne han havde fulgtes med stod, de så ud til at være færdige med at laste kærren, og var klar til at tage hjem til Procias igen, hvor de kun ventede på ham. Han så roligt mod Leisha igen og sendte hende et stille smil. ”Så.. så må du have en god tur hjem,” svarede han med en rolig og varm undertone, selvom hans blik tydeligt måtte bære et mindre sørgmodigt skær. Han lod kort tungen stryge over de rosenrøde læber, som han lod hovedet søge en anelse på skrå. Det var ikke fordi at han ville tvinge hende til at blive, desuden så havde han heller ikke selv mere tid, da han selv skulle hjem til Procias igen og gøre sine mange pligter, der blot ventede på at blive udført. Han trådte let nogle skridt tilbage, så hun havde plads til at ride forbi ham med den prægtige hest.