An unexpected meeting

[lucas]

Solen stod højt på den skyfrie himmel, hvor den bagede ned på folket i Manjarno. Klokken havde nøjagtig passeret middag, hvor Lucas havde taget en tur til den manjanske by. Han havde mødtes med nogle fra det manjanske kongehus, som de havde haft noget, der kunne hjælpe med at få Procias på fode igen. Det gik på bedringens vej i Procias, derfor kunne han også tillade sig at forlade slottet og pligterne for nogle dage, det var jo heller ikke fordi at kongen og dronningen ikke ville kunne klare sig selv, for han hjalp dem jo egentlig bare, rådgav dem, kom med løsninger der kunne få Procias på fode igen. De var allerede ved at vinde folkets tillid tilbage, selvom der stadig var visse mørkevæsner i landet, som gjorde at de stadig var en anelse modarbejdende. Han vidste godt at Jason ikke var i stand til at blive på tronen, desuden havde manden også sin familie som han burde passe på og være hos, hvilket var besværligt når han boede i Procias og han havde landsforvist sin egen hustru, selvom han var blevet separeret fra Lisa, for at kunne gifte sig med Elanya, så de sammen kunne få Procias på fode igen. Han var dog ikke længere bekymret, for han fandt igen håb for landet, ligesom det så ud til at folket også fandt. Han havde haft nogle soldater med sig, der ventede ved kærren, med de mange sækfulde af forskellige frø, som skulle plantes blandt de mange landsbyer, som kongehuset selv hjalp med at få genopbygget igen.
Lucas gik blandt de mange boder. Han vidste godt at han ikke havde så lang tid igen, men han var faldet over en ting, som han ville give til Raphaella, en ting som han håbede hun ville blive glad for og som måske kunne hjælpe hende. De smaragdgrønne øjne faldt på de mange forskellige nipsting som han gik forbi. Støvet hvirvlede omkring hans sorte støvler, der gik op til knæene, hvor han ellers bar nogle brune bukser, og en sort lædervest, der sad en anelse tæt ind til overkroppen, så man tydeligt kunne ane det faste og muskuløse bryst. Han strøg let en hånd igennem det halvlange hår, som han strøg tilbage, inden han stoppede op ved en bod med en masse forskellige små nipsting, alt fra smykker til små statuer af ting der bar forskellige betydninger. Han gned sin skæggede hage lettere tænkende, inden han kort skævede over den store menneskemængde, for at se mod kærren. Soldaterne var stadig i gang med at laste vognen, give hestene vand, så de var klar til den lange tur hjem igen. Han vendte roligt blikket mod tingene igen, hvor han sendte ejeren et let og venligt smil, som en form for hilsen. Han lod sin ene hånd stryge ganske let over sit skæfte, som han havde sit sværd med, ikke fordi han regnede med at få brug for det, men man vidste jo aldrig. Desuden så havde han også sin lyse magi som han kunne tage i brug, hvis der skulle gå noget galt, så helt ubevæbnet var han nu ikke, desuden kunne man aldrig være for meget på vagt.

[Deleted]

Sollys. Det var nok noget af det første, man lagde mærke til, når man trådte ud af Dvasias og ind i Manjarno. Ikke på nogen måde en befriende friskhed eller en slående renhed i luften, men sollys. Ja, det var der noget af. Leisha kunne ikke undgå at bemærke det, da hun styrede Traver ind over grænsen til det fremmede land. Det var første gang den efterhånden unge kvinde havde forladt Dvasias og sanseindtrykkene gjorde hende næsten ør i hovedet. Alt det nye, alt det spændende. Ja, i det hele taget bare alt. Duftene, himmelen, luften, temperaturen. De små, nye ting slog hende som små slag for hver gang, hun kiggede rundt. Næsten lige som den første gang, hun var trådt ud af kælderen, hvor hun havde tilbragt de første århundreder af sit liv og mærkede den lette brise røre på sig. Ja, det var fuldkommen overvældende.

Leisha havde efterhånden reddet godt en halvanden dag, så den store portion gåpåmod, hun havde udstyret sig med ved sin afrejse var næsten gået af, før hun nåede til grænsen, men nu var hun her. Nu fik hun ført Traver igennem engen, der lå op ad grænsen mellem Dvasias og Manjarno. Med, af spænding, rystende fingre, fik hun fundet kortet frem og de gråblå øjne granskede det nøje, mens det fortalte hende vejen. Et skarpt sving mod nord ville føre hende mod Procias. Et kort øjeblik overvejede hun det kraftigt, overvejede bare at føre Traver mod det Lyse Land og glemme alt om Marco og en hverdag med slag og underdanighed, men frygten talte hende imod og roligt foldede hun kortet sammen og fik ført den gamle vallak mod byen, der var hendes rejsemål. Marco havde endelig samlet tillid nok til at lade hende drage over landegrænsen og ind i det fremmede land, og selvom hendes udsyn var skærpet af hætten fra kappen, hun bar, nød hun det i fulde drag. Rent faktisk at kunne ånde var en ting, hun aldrig havde prøvet og det endelig at være et sted med sollys og en smule renhed i luften var til at fælde glædens tårer over.
Med rolige hænder fik hun stoppet Traver ved starten af markedspladsen og fik svunget sig ned fra hesteryggen, nussede kort den gamle hest mod den bløde mule.

”Hvad siger du så, gamle? Så er vi her”, hviskede hun hengivent til det trætte dyr og bandt det noget sløset fast til en stolpe, der stod lidt fra markedspladsen. Den bar alligevel intet af værdi, desuden var den for træt og gammel til at nogen ville gide, at bruge tid og kræfter på at stjæle den. Skulle nogle alligevel være så dumme at forsøge, var det meget heldigt at dyret kun adlød Leisha, så de ville ikke komme så ufatteligt langt alligevel. I en sløv bevægelse fik hun skubbet hætten ned fra ansigtet. Straks bølgede de platinblonde lokker ned langs hendes ranke ryg som et vandfald i solens skær, før hun med nysgerrigheden strålende ud af de sølvblå øjne, bevægede sig ud på markedspladsen, lod ikke til at lade sig stoppe, før hun, optaget af sanseindtrykkende, ramlede direkte ind i en fremmed. ”U-undskyld!”, udbrød hun hastigt og rykkede væk fra hvad der lignede et lysvæsen på omkring hendes egen alder.

540 drops of ink for Lucas

[lucas]

De smaragdgrønne øjne faldt vurderende på de mange ting, som befandt sig i boden, både liggende og hængende, som de mange halskæder og amuletter måtte dingle ned fra en stolpe. Det var selvfølgelig fristende at købe en masse af tingene, for efter det som han havde været igennem og de steder han havde været, så havde han også oplevet en masse forskellige trosretninger, men på den anden side, så var det jo egentlig bare noget for at holde håbet i gang. Det var ikke fordi at han havde nogen som han gad at købe ting til, foruden Raphaella, for hun var den eneste som han egentlig følte at han havde nær på det venskabelige plan, desuden ville det vel også se tåbeligt ud hvis han kom hjem med gaver til kongen og dronningen? Han rystede let tankerne ud af hovedet. Han havde aldrig rigtig været den mest sociale type, men han var jo til gengæld også altid gravlagt i arbejde, han havde sine mange pligter som skulle tilses og så havde han et land som skulle på rette fod igen. Han vendte blikket venligt mod ejeren af boden, hvor han rystede ganske let på hovedet som en venligt afslå til at købe noget, hvor han tog et enkelt skridt til siden, som han skulle til at vende sig om idet han kom til at støde ind i en anden person. En forholdsvis ung kvinde, der så ud til at være på alder med ham selv. ”Åh.. det er jeg frygtelig ked af frøken!” undskyldte han hurtigt, som næsten i ren refleks havde hævet armene og hænderne, så det næsten lignede at han skulle til at gribe fat i hende, hvis han nu var kommet til at støde for hårdt til hende at hun havde mistet balancen, men det så ud til at hun blev stående på fødderne. Han betragtede hende lettere afventende, hvor han kneb øjnene en anelse sammen, imens han rynkede brynene. ”Er De okay?” spurgte han lettere tilføjende, som de smaragdgrønne øjne hvilede på hendes skikkelse. Måske han var af høj status selv, men det havde han ikke altid været, desuden var han opdraget til at være høflig og formel, så det var også noget han tog i brug når han var ude, uanset hvem han så end mødte. Han rettede sig op, som hans blik blev en anelse spørgende, hvor hans hoved søgte ganske let på sned. Hun virkede en anelse bekendt, selvom han ikke rigtig kunne sætte en finger på hvor han havde set hende henne. Han løftede roligt den ene hånd, hvor han gned sin hage lettere tænkende. Han endte dog med at rømme sig, som han slog tankerne ud af hovedet, for igen at vende sin opmærksomhed imod hende. Det var ikke fordi at han ville være uhøflig og bare stå og stirre på hende! ”Slog De Dem?” spurgte han roligt, blot for at være sikker på at alt var okay. ”Jeg har det med at gå i mine egne tanker, jeg skulle have set mig bedre om.” Et tydeligt tegn til at han ikke gav hende skylden, men selv pålagde sig den. Desuden så var det vel også sandt? Han var på et sted fyldt med folk, så han burde have set sig bedre for. Det var da om ikke andet så sådan han selv så på det. Han sendte hende et venligt smil, dog uden at han hastede væk, som han blev stående høfligt for at sikre sig at hun ikke var kommet noget til.

[Deleted]

Grundet Leishas normalt hektiske og risikable hverdag, blev hun efterhånden udelukkende styret af sine overlevelsesinstinkter. Marcos temperament var iltert og selvom det tit endte i slag, var det det sidste, hun ønskede. Derfor hævedes hendes arme instinktivt over hovedet, da manden greb ud efter hende. Hun havde så tit fået slag hjemmefra, hvilket var tydeligt på den flækkede overlæbe og en let blålig hævelse under det ene øje, og derfor var det ren beskyttelsesinstinkt, der greb ind også selvom det lidt efter gik op for hende, at den fremmede udelukkende var ude på at hjælpe hende. Lettere forundret betragtede hun ham, da hun var tumlet lidt væk og havde genskabt en sikkerhedsafstand, noget usikker på fødderne, der udelukkende var beskyttet af hullede lædersko, der efterhånden var slidt fuldkommen ned. Under den grå kappe, der sikkert engang for længe siden havde været sort, bar hun noget, der lignede en alt for stor bluse med en snor om maven, der udgjorde et bælte og forvandlede den alt for store ærmeløse trøje til en noget, for hendes former, ukomplimenterende kjole. Hans undskyldning fik udelukkende undren til at fremstå klarere i hendes unge ansigt, da begge øjenbryn nu fløj op mod hårgrænsen.

”De-De spørger mig, om mit velbefindende?”, spurgte hun undrende, før hun indså sin fejl, ”Herre”, skyndte hun sig hurtigt at tilføje, mens hun vendte blikket mod jorden, da hun fik mindet sig selv om sin rang, der var langt laverestående end den fremmede foran hende. Alligevel kunne hun ikke undlade at kaste stjålne blikke mod ham, da det gik op for hende, at han i nogen tid udelukkende havde betragtet hende. Da han omtalte hende med ’De’ var hun nærmest ved at kvæles i sit eget, af overraskelsen lettere forpustede, åndedræt. Aldrig nogensinde havde nogen tiltalt hende med ’De’. Ja, egentlig havde nogen vigtige mennesker aldrig tiltalt hende. Den eneste, der nogensinde talte til hende, var Marco og det var for det meste råben eller udstedelse af ordrer og flere pligter. Andre talte mest direkte til Marco, og omtalte bare Leisha i tredje person uden at tage hensyn til, at hun for det meste var til stede under deres fornærmelser.
”De behøver skam ikke tiltale mig med ’De’, Herre, jeg er ingen”, fik hun fremstammet og sænkede atter sit blik mod hans fødder, bøjede lidt i nakken for at vise sin dybe respekt, ”Jeg var blot klodset, det må De virkelig undskylde. Jeg beder angerfuldt, om Deres tilgivelse, Herre”, mumlede hun usikkert og kastede endnu et stjålent blik mod hans ansigt. Denne mand interesserede hende. Ikke kun fordi han havde udvist interesse eller respekt overfor en slavetøs som hende, men også fordi han virkede underligt.. velkendt. Det kunne dog ikke være. Aldrig i sit liv havde Leisha set en person som ham. En, hvis hud skinnede som hendes, en, der var så smuk. Dybt rødmende sænkede hun igen blikket.

477 drops of ink for Lucas

[lucas]

Lucas så lettere overrasket på hende, som hun løftede armene, som om hun var bange for at han skulle slå hende, hvor han også først lagde mærke til hendes flækkede overlæbe og den blålige hævelse under hendes ene øje, da hun sænkede armene igen. Det var tydeligt at det havde været en ren refleks fra hendes side af, fordi hun måtte være vant til at få slag, hvis ikke det som var værre. De smaragdgrønne øjne søgte kort mod hendes tøj der mest af alt mindede om beskidte laser, som kun indikerede at hun var en tjener eller slave af en art. Han følte kun medlidenhed med hende, fordi han kunne se at hendes herre var vant til at slå hende, sikkert hvis han eller hun blev utilfreds, for han havde selv prøvet at være slave, både i Peula og i Dvasias, det ene sted bedre end det andet, så han kendte skam til livet i bunden af ranglisten, utroligt når man tænkte på at han den dag i dag, bar det procianske våbenmærke på hans bryst, et lille guldemblem.
Lucas lod hovedet søge en anelse på sned til hendes ord. Det var klart at hun var overrasket over at han talte formelt til hende, for hvilken slave var egentlig vant til det? Men det lå bare så normalt til ham, specielt fordi han selv havde oplevet at være slave, den underdanige, hvor han var gået fra at være en kirkens mand, som selv talte formelt til folk der kom for at angre i kirken, til at være Kongelig Rådgiver i Procias. Han kløede sig let i nakken med en undren og tænkende mine. Hans hud var lettere solbrun, også et tydeligt tegn til at han tit var ude i solen, men han var jo også et lysvæsen så det lå et sted normalt til ham. Hånden strøg han endnu engang igennem de halvlange gyldne lokker, som spredte sig som vand for hans fingre, inden han sendte hende et overbærende smil. Han rystede mildt på hovedet. ”Selvfølgelig er De nogen.. De har et navn ikke sandt?” spurgte han ganske stilfærdigt og sendte hende et skævt og dog venligt smil. Mange i hans rang og de højere, hvis ikke de lidt lavere, ville måske bare se på hende som en ussel slave, sige ’alt forladt’ og gå videre, men.. noget ved hende havde fanget hans interesse, plus at han heller ikke var typen der bare var.. Ligeglad med folk. Han havde ramlet ind i hende, lige så meget som hun havde ramlet ind i ham, så det var da mindst lige så meget hans egen skyld! Han sukkede let for sig selv og sendte hende et muntert smil, som hun så ned i jorden. Han lagde roligt en hånd mod hendes ene skulder og prøvede at få øjenkontakt med hende. ”Du er for længst tilgivet.. hvis du også kan tilgive mig for ikke at have set mig bedre for, frøken..?” Han så lettere spørgende mod hende, som han fiskede efter hendes navn. Han havde valgt at droppe den formelle tone, ikke fordi at hun bad ham om det, men et sted også for at vise at de var dus.

[Deleted]

Endnu engang lod Leisha blikket glide over den fremmede. Hans tøj var relativt pænt og tilsyneladende godt håndværk, så højt på ranglisten måtte han være. Den tanke blev udelukkende bekræftet, da hendes blik blev fanget af solen, der spillede i guldemblemet på hans bryst, der indikerede at han sikkert var højtstående i Procias, nok rådgiver eller hærfører. Et kort øjeblik tog nysgerrigheden hende og hun stavrede en smule frem mod ham, udelukkende for atter at huske på sin plads i forhold til ham og trække sig tilbage. Aldrig havde hun trådt fod i Procias, ja, hun havde endda først fået lov at gå uden for Dvasias denne dag, så hun kendte intet til landet, der gik under navnet Lysets Land. Det optrådte dog i hendes drømme, både i vågen og sovende tilstand. Ja, kunne Leisha blot en enkelt gang beskue landet, ville hun være i stand til at dø lykkeligt. Tårerne strømmede op i de gråblå øjne, der glitrede let af den pludselige fugtforøgelse. Hans spørgsmål til hendes navn fik hende dog til at hæve blikket til hans ansigt. Han virkede velsoigneret, og endnu engang følte Leisha sig overvældet af den energi, der lod til at forlade ham. Simpelthen vælde ud af ham. Som om han var sin egen, lille sol, lidt som hun selv engang havde set ud. En rødmen bredte sig til hendes kinder, der antog en let rosa nuance.

”Mit navn blev taget fra mig sammen med mine forældre, Herre. De blev dræbt, da jeg var spæd. Jeg har kun det navn, som min Herre så gavmildt tildelte mig efter at have reddet mig fra Mørkevæsenerne”, svarede hun vagt og sænkede igen blikket, før han trådte helt tæt på og fik hævet hendes blik ved taget i hendes skulder. Et kort sekund fortrak hendes ansigt sig i hvad, der lignede smerte, da han havde taget om hendes skulder, der under kappen havde samme blålige nuance som hendes kindben under det ene øje. Noget genert gengældte hun hans smil og trak på skuldrene. ”Men man kalder mig Leisha”, hun smilede svagt og lod endelig til at fange hans blik rigtigt. Det føltes som en stor styrke strømmede gennem hende efter den selverkendelse og forhøjelse af status, da hendes blik mødte hans og en ny glød blev bragt til hendes hud, så lysvæsenernes indre magi rigtigt viste sig i hendes hud.
”Hvad er De egentlig for en, om jeg må spørge, Herre?”, spurgte hun forsigtig og trak en lok af de platinblonde hår om bag øret, der strittede let frem under vægten, det pludselig blev pålagt´.

427 drops of ink for Lucas

[lucas]

Lucas bed mærke i at hun rødmede, ligesom han også måtte bide mærke i de tårer som vældede op i hendes sølvfarvede blik. Han håbede ikke at han havde gjort noget forkert, selvom han ikke helt vidste hvad det skulle være. Måske folk bare ville betegne hende som en sølle slave, men derfor ønskede han stadig ikke at ødelægge hendes vaner og lave om på det hele, desuden ville han jo bare sikre sig at hun ikke havde slået sig, selvom det lille skulderskub umuligt kunne være slemt i forhold til det hun var vant til at mærke sig af, det efterlod ham med en dårlig fornemmelse og et sted et ønske om at hjælpe hende fri fra slaveriet, men han vidste at det ikke bare var ligetil. Desuden vidste han også godt at det kunne være svært at gå fra det ene til det andet, fordi der kunne komme sådan en stor omvæltning, man skulle tilpasse sig noget nyt, noget større og det var ikke altid man bare sådan kunne være en del af et større fællesskab, specielt ikke når man var vant til ingenting, hvilket denne kvinde måtte være, siden hun kunne gå rundt og sige at hun ingen var, men det var jo noget pjat! Alle havde en betydning i denne verden! Det var da om ikke andet så noget han selv var overbevist om. Måske folk ville kalde ham for godtroende, men på den anden side så var han også et lysvæsen, så det lå til ham at give alle folk en chance, sætte alle folk til at være jævnbyrdige, for alle havde sine værdier, egenskaber og talenter, hvorfor skulle de dog gå til spilde? En simpel gadedreng kunne være langt bedre til at håndtere et sværd end en adelige forkælet unge, derfor ville han heller ikke undervurdere hende bare fordi at hun var en slave.
Hendes ord var noget som gav Lucas en medfølelse, han kendte selv til tabet af sine forældre til mørkevæsnerne. Ikke fordi at han decideret var knust over det, for han havde aldrig kendt dem, han var blevet sendt til Himmeriget da han havde været spæd, så han havde aldrig fået muligheden for at møde dem, men det var naturligvis noget som gjorde ham trist, for hvem ville ikke gerne kende til sin familie? Nu hvor han tænkte over det, så var han så god til at lave research om andre, men han havde faktisk aldrig gjort det om ham selv, et sted havde han jo faktisk ikke ønsket at finde ud af mere omkring sin familie eller hvordan de var blevet dræbt, for han var bange for at han ikke ville kunne lide det han fandt ud af. ”Oh. Det.. det gør mig ondt,” svarede han med en lettere sørgmodig stemme, som han kort vendte blikket ned mod jorden, næsten for at sørge over det. Han vendte dog hurtigt de smaragdgrønne øjne imod hende igen, da hun sagde hvad hun blev kaldt. ”Leisha,” mumlede han for sig selv, som han smagte på det. Hun virkede så underligt bekendt, men hendes navn sagde ham intet, så han havde jo nok aldrig mødt hende, sandsynligheden for det, var også utrolig lille, eftersom hun var slave, men på den anden side havde han jo faktisk selv været slave for en enke i Dvasias engang. Han sendte hende et venligt smil. ”Hyggeligt at møde dig Leisha,” endte han med et muntert smil om de rosenrøde læber, hvor de grønne øjne fik et varmt skær. At hun spurgte ind til hvad han var for en, fik ham til at se kort undrende på hende. Han trak svagt på skuldrene. ”Jeg er et lysvæsen,” forklarede han sandfærdigt, hvor han betragtede hende med et lille konkluderende blik, ”og hvis jeg ikke tager meget fejl, så er du også et lysvæsen. Du har sådan en lys aura.. ligesom mig selv.”

[Deleted]

Leisha betragtede ham årvågent, mens han talte. Det var helt underligt, at føre en samtale med en, der rent faktisk var interesseret i at høre ens svar og ikke udelukkende fordi det var informationer om husets stand eller noget nyttigt, men at hun rent faktisk fik snakket om sig selv. At hun fik lov at fortælle sin historie om tab og fortvivlelse, rent faktisk have en, der havde ondt af hende og ikke, som Marco, udelukkende mente, det var ham, man skulle have ondt af, på trods af at han gang på gang slog og misbrugte Leisha, da han jo havde ofret sig helt ufatteligt for at opfostre Leisha. Ved hans udtalte medlidenhed trak hun let på skuldrene. Marco havde fortalt hende, at familien bare havde levet på gaden og havde bortbyttet datteren for at skåne deres eget liv, men at det så havde fejlet, så det var ikke rigtigt fordi hun have mistet så meget. Det eneste, hun egentlig fortrød, var nok at have tilbragt sit liv i Dvasias.

”Det var ikke rigtig fordi, jeg mistede noget, Herre”, afslørede hun og trak ligegyldigt på skuldrene, ”Min Herre fortalte mig, at min familie var kendt for at være samfunfdsnassere… Callisto, mener jeg efternavnet var, hvis det siger Dem noget, Herre”, erklærede hun og smilede atter prøvende, denne gang en smule mere selvsikkert end de forrige smil, før hun trak fingrene gennem de blonde krøller og smilede lidt over måden, han udtalte hendes navn på. Aldrig havde hun prøvet, at nogen ikke gik op i range eller samfundstatusser, men rent faktisk betragtede personen som den, man var og ikke for den status, man havde. Det gik op for hende, at hun ikke engang havde spurgt ind til hans navn, men samtidig var hun også nervøs. Hvad nu, hvis det blev betragtet som disrespektfuldt eller som angreb på hans privatliv? Usikkert fandt hendes tænder et tag i underlæben, der blev blegere ved taget. De store, gråblå øjne blev vendt mod ham, granskede nysgerrigt hans ansigtsudtryk. Hun kunne stadig ikke ryste følelsen af, at have set ham et sted, af sig.

348drops of ink for Lucas
undskyld for længden, blev lidt doven xD

[lucas]

Det var tydeligt at det måtte overraske Leisha at Lucas faktisk talte til hende, netop fordi at hun var slave, men hun var vel vant til at folk ikke så hende? Vant til at de ignorerede hende og slet ikke ville ænse hende hvis hun stødte ind i dem? Sådan var Lucas bare ikke. Måske mange ville finde det nedværdigende at en kongelig rådgiver talte til noget så lavt på ranglisten som en slave eller tjener, men hvis man ikke mængede sig blandt folket, lærte dem at kende, hvordan skulle man så vinde folkets tillid? Et kongerige kom længst ved at kongehuset hjalp bønderne, det var også det som var ved at ske i Procias, efter oprøret, med de nedbrændte landsbyer og marker, hungersnøden og selv pesten som havde hærget der, så var det på tide at kongehuset gjorde noget for folket, hvilket Lucas selv var med til denne dag. Han havde hentet frø til markerne, som soldaterne i øjeblikket var i færd med at læsse på kærren. Han havde måske ikke særlig lang tid til at sludre, men derfor ville han da gerne lære mere omkring Leisha, nu hvor hun så ud til at bløde lidt mere op fordi han var venlig og imødekommende overfor hende.
Hendes ord var dog noget som måtte ramme Lucas som en kæmpe overraskelse, selvom han snart ikke var sikker på at han havde hørt rigtigt. Callisto? Hans familie? Det var da umuligt! Hvad han havde fået at vide, så havde hans mor sendt ham til Himmeriget, da hans forældre var blevet angrebet af mørkevæsner under krigen, men han havde altid troet at han havde været enebarn. Han blinkede forundret og overrasket med øjnene og så næsten på hende med vantro, som om han ikke troede på hende, selvom at han ærligtalt også havde svært ved det. Et let smil gled over hans læber. ”Jeg tror jeg hørte forkert.. men sagde du Callisto?” spurgte han stilfærdigt, som han var nød til at være sikker på at han ikke havde hørt forkert, for det kunne ikke passe! Kunne det? Hun lignede én omtrent hans egen alder, måske lidt yngre eller måske lidt ældre, hun var godt nok lysvæsen, men denne kvinde kunne umuligt være hans søster! Det passede da slet ikke ind i det som han havde fået at vide! Han mærkede tydeligt hvordan hans hjerte måtte slå en anelse hurtigere og hårdere imod hans faste bryst af ren spænding. Hvis hun var hans søster, så havde han jo stadig lidt af sin familie. I så fald, så var han nød til at tjekke om det hun sagde var sandt, for det kunne også være at hun bare var én som havde hørt om ham, fordi han var den nye kongelig rådgiver i Procias og bare ville fuppe ham på en eller anden måde, det var næsten det som var det første han troede det var; en joke.

[Deleted]

Et kort sekund kunne Leisha ikke stoppe tanken om, bare at være den fremmedes velgørenheds projekt, i at poppe ind i hendes tanker. Alle vidste, at styrende magter, der optog kontakt til folket og fik respekt gennem vellidthed, var mere effektive end styrende magter, der fik respekt gennem frygt. Alligevel var Leisha anrettet som en godtroende person og nød naivt at stole på det gode i folk. Derfor fik hun hurtigt skubbet tankerne om mandens bagsider væk fra tankerne og betragtede ham fortsat med den nærmest hungrende iver og nysgerrighed i blikket. Aldrig havde hun ført en samtale med en og det var rivende spændende og interessant at snakke med denne fremmede.
Ved hans reaktion på navnet, tog hun automatisk hænderne op igen for at forsvare hende. Noget i trykket på hans ord havde ansporet hende til at skulle forsvare sig selv og hun nikkede hastigt. ”Men jeg er skam ikke samfundsnasser som dem, Herre”, forsikrede hun skyndsomt, ”Jeg sætter pris på hårdt arbejde og flid, Herre, det må De tro mig”. Den fremmede havde tilsyneladende kendt hendes familie og i hendes faste tro på, at Marcos ord havde passet og hendes forældre havde været nogle dovne væsener, der udelukkende havde trukket af på samfundet, havde hun set det nødvendigt at forsvare sig selv. Hun ønskede på ingen måde, at denne rare mand skulle tro, at hun var ligesom sine forældre; uduelig og doven. Nej, de ord ville langt fra beskrive hende. Selvom hun helst arbejdede med, hvad der interesserede hende, lagde hun også flittigt kræfter i alle opgaver, Marco tildelte ham. Hun skyldte ham jo et eller andet sted sit liv og selvom han nok kunne behandle hende bedre – fingrene strøg distræt op mod den flækkede overlæbe, for atter at dale slapt ned ad siden – ville hun aldrig klage eller tale ilde om sin Herre og Mester.

De tanker, Lucas dog tænkte, ville aldrig være faldet Leisha ind. Dels fordi hun ikke anede, hvilken betydning navnet havde for hende, eller kendte til, at historien om hendes familie, som Marco havde fortalt hende, var løgn. Hun ville aldrig have forudset de tanker, der gik gennem hans hoved. Nej, Leisha havde altid været en ærlig pige og ville aldrig udnytte nogen. Desuden kendte hun slet ikke navnet på den fremmede, vidste ikke andet end at han sikkert stod højt i Procias’ hierarkiliste. Nej, lysvæsenet havde slet ikke nok kendskab til omverdenen eller livet udenfor Marcos residens, til at kunne vide noget om samfundet den dag i dag.

416 drops of ink for Lucas

[lucas]

At hun endte med at hæve hænderne og armene igen, fordi Lucas havde lagt tryk på efternavnet, var noget som fik ham selv til at reagere. Det var jo ikke meningen at hun skulle være bange for ham! Han nåede næsten ikke at opfange hendes ord, da han var langt mere fanget af den måde som hun nærmest gik i panik på. ”Nej, nej! Du misforstår mig!” indskød han hurtigt, som han mindskede afstanden ved at træde et sidste skridt imod hende, hvor han roligt greb omkring hendes hænder, som han sænkede hendes arme igen. Han trykkede let og blidt omkring hendes hænder, de var godt nok beskidte, men det var hans egne også blevet efter at være ude, dog var hendes noget mere kolde end det som hans var. Han holdt begge hendes hænder mellem hans egne, hvor han sendte hende et mildt smil. ”Du må ikke være bange Leisha.. der sker der ikke noget så længe du er i mit nærvær,” forsikrede han hende, hvor smilet endte med at blive varmt og venligt. Han kunne da ikke drømme om at skade hende! Hun var selv lyvæsen, han havde indrømmet for hende at han selv var et, så hun burde vel kende sin egen race og vide at de var gode væsner der ikke gik ind for vold? Han strøg hende kort over den ene håndryg, som han sendte hende et stilfærdigt blik og næsten afventede om hun troede på ham, inden han valgte at give slip på hendes hænder, for han ville heller ikke have at hun skulle føle ubehag ved at blive rørt. Han så lettere tænksomt ned mod deres fødder. Hvorvidt han skulle fortælle hende at han selv hed Callisto til efternavn, var noget som han ikke var helt sikker. Han vidste ikke om hun bare lavede sjov med ham, men på den anden side, hvorfor skulle hun dog gøre det? Han vendte roligt de smaragdgrønne øjne mod hende igen. ”Du ved ikke hvordan du mistede din familie.. gør du?” spurgte han roligt og lettere spørgende, for han ville gerne vide sandheden. Hvis hun var hans søster, hvorfor var hun så ikke blevet sendt til Himmeriget sammen med ham dengang de havde været helt små? Måske hun var ældre end ham? Yngre kunne hun jo næsten ikke være, eftersom han døde da han kun var få måneder gammel. ”Noget siger mig nemlig at din familie ikke bare var samfundsnassere,” tilføjede han stilfærdigt. Hans slægt havde stået den procianske kongefamilie utrolig nær, så det ville da være løgn at de var samfundsnassere! Han betragtede hende lettere afventende og dog vurderende. ”Leisha.. kan du huske dit rigtige navn?” spurgte han en anelse forsigtigt og dog ganske roligt. Han vidste godt at han stillede mange spørgsmål og det var ikke engang sikkert at hun kendte svaret på halve af dem, men.. han ønskede bare så brændende at vide det!

[Deleted]

Leisha havde længe levet i fangenskab, hvor pludselige bevægelser betød afstraffelse. Da hun var blevet gammel nok til at kunne nå at reagere på slagene, måtte Marco jo udelukkende blive hurtigere til at slå, så pigebarnet ikke havde bevæget sig væk fra hans store hænder, og Leisha måtte også tvinge sig selv til at blive stående, da han nærmest skød frem mod hende og greb hendes hænder. Berøringen gav et stød gennem hende, da hun aldrig var blevet berørt blidt. Selv under udnyttelsen af hendes kvindelige gaver, havde Marco aldrig berørt hende kærligt på nogen måde, men udelukkende sørget for at få det overstået og så lade hende vandre tilbage til sine pligter. Den fremmedes hænder var dog varme, bemærkede hun, store og varme, betryggende på en måde, som sendte de livsenergi og håb til hende gennem en så simpel berøring. Et saligt smil gled over hendes læber og øjnene blev kortvarigt blanke, fyldt af en hengivenhed overfor denne fremmede, der bragte hende en så stor tryghed, hun ikke kunne huske nogensinde at have følt. Berøringen af hendes håndryg gjorde udelukkende smilet en anelse mere vågent, og hun sundede sig med en diskret, dyb indånding.

”Min familie blev dræbt af mørkevæsener, Herre, det mener jeg at have berettet.”, fortalte hun tøvende. Det undrede hende lidt, at han pludselig havde fundet så stor interesse for hende efter at have hørt hendes navn. ’..Din familie ikke bare var samfundsnassere’, ordene fik det til at løbe koldt ned ad rygraden på hende. Måske havde de også slået nogen ihjel? Måske var de i virkeligheden rædselsfulde mennesker? Eller måske havde de endda en direkte tilgang til nogle fra Dvasias? Tankerne, der fyldte hende, fik det til at vende sig i hende på en kvalm og iskold måde. Måske Marco og mørkevæsenerne virkelig havde gjort hende en tjeneste ved at tage hende fra forældrene? Da han så spurgte ind til hendes ægte navn, betragtede hun ham vurderende.
Marco havde egentlig forbudt hende nogensinde at tale om sit ægte navn og sin slægt, så hun havde allerede forbudt sig mod hans regler, men den fremmede virkede så… troværdig, så… Ja, for første gang i sit liv, følte hun virkelig, hun kunne stole på en, åbne rigtigt op.
”Cianne… Cianne Callisto”, en spæd mumlen forlod hendes læber. Det gjorde næsten fysisk ondt at modsætte sig Marcos regler, men hun ønskede så brændende at kunne betro sig til nogen, at have nogen, der behandlede hende godt og blidt. Som den fremmede gjorde. En rødmen gled over hendes ansigt og fik kinderne til at antage den rosa farve, da blodet vældede op i hendes ansigt. Det var lidt underligt at betro sig til en, man ikke engang kendte navnet på endnu, men han havde formået at få hendes tillid lige med det samme. ”Må jeg spørge Dem, hvorfor De interesserer Dem så meget for det, Herre?”, spurgte hun undrende og vippede hovedet let på skrævs, så de blonde lokker bølgede ned over hendes slanke skuldre.

496 drops of ink for Lucas

[lucas]

Lucas kunne tydeligt se og mærke på Leisha at hun blev helt rolig, ved at han tog omkring hendes hænder, noget som også kun måtte glæde ham! Hun behøvede desuden ikke at være bange for ham, for han kunne da ikke drømme om at gøre hende noget! Et sted gjorde det ondt at vide at et lysvæsen som ham selv var slave i Dvasias, eller han gik ud fra at det var der hun var slave, selvom det jo sagtens kunne være her i Manjarno, for selv her i det neutrale land fandtes der ondskabsfulde væsner, uanset ændrede det ikke på den følelse af at han gerne ville hjælpe hende fri, men hvordan skulle han dog overhovedet kunne det? Jovist var han kongelig rådgiver, men sager der foregik udenfor Procias’ grænser kunne han faktisk ikke tage sig af, havde hun derimod været slave i Procias – skønt det var forbudt – så havde han i hvert fald kunne gribe ind. Man kunne sagtens være tjener i Procias, men de forventedes at blive behandlet ordentligt og med respekt, om det jo så skete i hver husstand med tjenestefolk vidste han til gengæld ikke.
Lucas endte dog langt mere bleg i ansigtet til hendes ord. Hendes forældre døde af mørkevæsner? Han mærkede tydeligt hvordan hans hjerte pludselig hamrede af sted for at han ikke skulle ende med at falde om. Hvordan det kunne passe, forstod han slet ikke! Han følte sig næsten helt overvældet af både overraskelse og næsten også.. svimmelhed? Sikke en nyhed at få kastet i hovedet! Han havde en søster?! Det kunne han da slet ikke fatte! Han glippede let med øjnene, for at komme til sig selv, hvor hans blik næsten endte langt mere skeptisk og mistroisk, som han vendte de grønne øjne mod hende igen. Mon hun tog pis på ham? I så fald var det bestemt ikke morsomt! Hun virkede bare til at tale sandt, til at fortælle ham sandheden og det frustrerede ham et sted. ”Cianne,” mumlede han næsten lydløst for sig selv, som han vendte blikket lettere tomt ned mod jorden. Hvordan kunne han have en søster? Og hvordan pokker var hun endt som slave?! Det forvirrede ham virkelig! Han stod i sine egne tanker, indtil hun gjorde ham opmærksom på hende igen, ved at spørge hvorfor han var interesseret. Blikket vendte han en anelse tænkende og dog spørgende imod hende. Han sank den klump som havde sat sig fast i hans hals. ”Fordi.. jeg tror at du er.. min søster. Jeg hedder nemlig Lucas Callisto,” forklarede han i en dæmpet og dog forsigtig tone, for han var faktisk ikke helt sikker på hvordan hun selv ville tage det, mon hun overhovedet anede at hun havde en bror derude et sted? Han havde jo heller ikke kendt til hende, men på den anden side, så var de også blevet skilt da de kun havde været små børn, selvom han bare ikke forstod hvem hun så var.. hans storesøster? Hun virkede heller ikke til at være så meget ældre end hende, så snart hellere yngre måske? Men det kunne næsten ikke lade sig gøre. Han så blot afventende på hende, i håb om at hun måske kendte svarene.

[Deleted]

Det var ikke svært at se den pludselige iver, der pludselig steg op i Lucas og nærmest gjorde ham helt svimmel. Leisha kunne næsten høre, hvordan hans hjerte hamrede hårdt og aggressivt mod brystkassen, som ville det kunne brække sig gennem hans ribben til enhver tid og komme væk fra alle de spørgsmål, det så ud som, rasede rundt i hans tanker i dette øjeblik. Det var helt underligt at høre en udtale det navn, som hun aldrig havde benyttet sig af, det navn, hun ikke måtte benytte sig af eller fortælle andre om. Det gibbede let i hende ved tanken om, hvad Marco mon ville gøre ved hende, hvis han fandt ud af det. Sidste gang Leisha nær havde røbet noget om sin fortid havde han næsten tæsket hende til døde og tanken på, hvor langt han ville gå, hvis han rent faktisk fandt ud af, at hun havde røbet alt denne første gang, han havde udvist hende sin tillid, var næsten ubærlig. Lucas så dog ikke ud til på nogen måde, at være færdig med at tale og da han atter åbnede munden for at fortsætte, tog Leishas øjenbryn sig en rejse helt op mod hårgrænsen i pur overraskelse. Desorienteret tumlede hun bagover og væk fra dette lysvæsen, anede ikke hvordan hun skulle tolke hans ord, og før hun nåede at tænke videre over det, fyldtes øjnene med vand, blev klare og glitrende af den pludselige forøgelse af væske.

”Hvorfor dog sige sådan noget?”, udbrød hun fortvivlet og bakkede tilbage, væk fra markedet og hvor hun havde sat Traver til at stå. ”Hvor grusom kan en mand dog være, før han finder på en sådan løgn? Hvem tror, De egentlig, De er?” Fortvivlelse og arrighed strålede ud af hendes kropssprog indtil hun fik sundet sig og bøjede lidt i nakken, skjulte de, af tvivlen, gnistrende øjne og ansigtet. ”Herre”, tilføjede hun modvilligt og tav efter det. Hans søster? Et kort øjeblik var tankerne søgt til hende, billederne af hende med en familie. Rent faktisk at have et sted, man kunne kalde sit hjem. Rent faktisk at have nogle, der tog sig af hende og bekymrede sig om hende, hvis nu hun ikke kom hjem eller blev slået fuldkommen til ukendelighed. Ikke en, der selv udøvede vold mod hende eller udnyttede hende på det groveste. Hastigt fik hun dog skubbet tankerne væk. Nej, hun var alene. Alene, forladt og uelsket og det ville aldrig ændre sig. ”Jeg må virkelig hjemad”, mumlede hun uden at tænke på de ting, hun egentlig var blevet sendt af sted på den lange rejse for at bringe med hjem, havde kun tanke på at være alene. Lucas havde skræmt hende, og selvom hun virkelig ønskede at tro ham, virkelig ønskede at kunne leve i den fantasiverden, hvor hun havde fundet sin tabte bror og nu skulle leve med ham i lykke og fuldendelse, så var hendes virkelighed ikke sådan. Sådan havde den aldrig været og ville aldrig blive.

494 drops of ink for Lucas

[lucas]

Lucas endte næsten med at få et chok, da hun udbrød sine ord, hvor han nærmest blev fyldt med en dårlig samvittighed. Han glippede let overrasket og forundret med øjnene. Det kunne næsten ikke være en løgn, hun måtte være Cianne Callisto, hans søster! At hun fik tårer i øjnene gjorde næsten helt ondt på ham, for det havde da slet ikke været hans mening at gøre hende oprevet. ”Jamen.. jeg..” Hans ord var bare en ren forvirret mumlen. Han vendte kort blikket omkring, som hendes ord havde vækket opsigt, hvilket ikke ligefrem gjorde det bedre, for folk skulle da ikke tro at den kongelige rådgiver i Procias var en skidt mand der gik rundt og stak folk en løgn eller det som var værre! Han vendte dog blikket mod hende, da hun sagde at hun skulle gå og begyndte at bakke væk fra ham. ”Nej vent!” indskød han hurtigt, som han rakte ud efter hende, selvom at folk endte med at skubbe til ham, som der var blevet godt befolket. ”Undskyld mig,” endte han flere gange, som han skubbede sig igennem mængden. Leisha var så lille og spinkel at hun næsten let kunne krybe væk i mængden. Hans smaragdgrønne øjne fangede dog hendes blonde lokker, som man næsten ikke kunne undgå at lægge mærke til, så han vidste i hvert fald hvilken vej han skulle. Som han nåede hen til hende greb han let fat i hendes arm for at stoppe hende. ”Jeg mener det Leisha! Mit navn er Lucas Callisto!” svarede han stilfærdigt, som han roligt vendte hende om mod sig, så de igen stod front mod front, hvor hans hænder hvilede mod hendes slanke skuldre. ”Jeg er Kongelig Rådgiver i Procias, så næsten alle her omkring kender mig, derfor kan du spørge hvem som helst og hurtigt finde ud af at jeg taler sandt!” tilføjede han stilfærdigt, som hans smaragdgrønne øjne så direkte inde i hendes gråblå. Hans blik viste kun den rene alvor, også som tegn til at hun ville kunne se at han ikke løj, for det lå slet ikke til ham! Han sank endnu en klump, som han næsten tøvende valgte at give slip på hende, for han var næsten bange for at hun ville stikke af. ”Hvis du virkelig er Cianne Callisto.. så tror jeg virkelig at du er min søster,” svarede han næsten i en målløs tone, for han kunne næsten ikke engang fatte det selv. Havde han virkelig en søster? Han glippede let med øjnene, inden han rømmede sig for igen at vinde fatningen, som han vendte blikket mod hende atter engang. ”Desuden passer vores fortid sammen.. mine forældre blev også angrebet og dræbt af mørkevæsner, jeg blev sendt væk som spæd, hvor jeg har levet mine første år som lysvæsen i Himmeriget,” forklarede han sandfærdigt. Han så lettere afventende på hende, selvom han var klar til at stoppe hende igen, for.. hun måtte ikke gå! Hun var jo ikke den eneste som havde svært ved at fatte den mulighed, men.. det var jo ikke engang sikkert at det var sandt, selvom at det meste vel pegede på det? Hun var et lysvæsen som ham selv, hun hed rigtigt Callisto som efternavn, det hele pegede jo på det!