Hjemme igen

[Deleted]

Sheila havde altid godt kunne lide den Den Sorte Sø. Lige siden hun var trådt ned til søens bred første gang for et par år siden, havde hun følt sig draget til det mørke vand. Søen føltes død. En anden ting Sheila elskede ved stedet. Selv før hun havde fundet ud af hvad hun var, havde hun kunne fornemme alt den død der var knyttet til stedet. Senere var hun blevet i stand til at fornemme de opløste lig der lå og gemte sig på bunden af søen, hvor de aldrig var kommet videre. Det var fantastisk hvor mange der omkom i Dvasias, og hvor lidt folk bekymrede sig om det. I Procias hvor hun var vokset op, ville alle have fået en værdig begravelse, eller i det mindste en ceremoni, men i Dvasias var folk mere ligeglade. Var folk væk, var de væk, en ting Sheila hurtigt havde lært at udnytte.
Sheila var en person uden et hjem. Hun vandrede hvor hun havde lyst til, og hvis folk ikke ville lukke hende ind, eller prøvede at forhindre hende i at komme videre, fjernede hun dem på en mere eller mindre pæn måde. Måske så hendes lille kutteklædte skikkelse ikke ud af meget, og de fleste ville nok ikke tro hende når hun præsenterede sig, men når de første udøde begyndte at troppe op bag hende, begyndte det at gå op for folk at den lille ligblege skikkelse talte sandt.
Denne aften var Sheila også på vandring. Hun var som altid klædt i sin sorte kutte, og over hende svævede den sorte udøde ravn Kahr, der efterhånden var blevet hendes kendetegn. Hendes skridt var stilfærdige, eftersom hun ganske vidst var god til mange ting, men det med at bevæge sig lydløst var endnu ikke en ting hun havde lært sig. Det var heller ikke rigtig nødvendigt for en person om hende, eftersom folk der ville hende noget, mere eller mindre bare kunne prøve på det. Sheila var blevet ret selvsikker på det sidste, en ting der ikke rigtig klædte hende, og som nok også ville ende med at blive hendes død, men igen, hun var Nekromantikernes leder, og hvem kunne så slå hende ihjel?

Hendes sorte øjne mødte søens vand, og der var nærmest tegn på antydningen af et smil omkring hendes mundvige, mens hun genså det spejlblanke vand. Det havde efterhånden været et halvt år siden hun havde set vandet sidst, og hun måtte indrømme at hun havde savnet synet. Over hende lød et hæst skrig fra den udøde fugl, som et tegn på at den gerne ville videre, men den unge nekromantikerleder havde nu andre planer. Ikke fordi hun havde tænkt sig at bade i vandet, det indbød det ligefrem ikke til, men i stedet satte hun sig ved bredden og nød i stedet freden der hærskede over stedet for en stund.

[Deleted]

Eldridge gik rundt langs kanten af søen, han befandt sig helt i sine egne tanker men havde lagt mærke til personen der stilfærdigt gik mod søens bred, Han sænkede farten yderligere for hvert skridt han kom nærmere og det virkede næsten som om han prøvede at undgå at gå derhen men var for stædig til at vende om.
Da Eldridge var omkring 10-15 meter fra det stykke af breden hvor han først spottede den kutteklædte skikkelse hørte han lyden af en fulg, det var udentvivl en ravn, den karakteriserende lyd var umulig at tage fejl af. Han kiggede op og skikkelsen gik ikke længere ned mod bredden, men havde nået sit mål og havde sat sig ved breden med en fast blik ud over søen. Skikkelsen ville sidde i vejen, hvis Eldridge skulle holde samme afstand til bredden hele vejen omkring søen og det generede ham lidt, enten skulle hav ødelægge den rute han havde bestemt sig for, ellers skulle han bede personen rykke sig mens at han gik forbi.
Nysgerrigheden begyndte at prikke til ham og en mulighed han ikke havde overvejet før og som virkede i uoverenstemmelse med hans rituelle side begyndte at blomstre, måske var det ikke nødvendigt at fortsætte hele vejen omkring søen.
Det var ikke en bidende kold dag og regnen piskede ikke ned, derfor havde Eldridge selv ladet jakken ligge og var på overkroppen derfor kun iført sin fine hvide skjorte skjorte. Personen lidt længere fremme var iført en kutte, en lang en med hætte og det gjorde det næsten umuligt at definere om skikkelsen var af han eller hunkøn, Eldridge havde skudt på hunkøn, måden skikkelsen havde bevæget sig havde virket på ham som feminin og rolig, men han kunne ikke se et ansigt og var derfor ikke sikker.
Eldridge beundrede fuglen som han nærmede sig, men hans blik sprang også nysgerrigt hen på personen der sad og kiggede ud over vandet, det var snart umuligt for ham at sænke farten mere uden at stoppe op, der var stadig et stykke hen til skikkelsen men han valgte at stoppe op. Eldridge så ud over vandet, men følte sig ikke så betaget af synet, og hans blik sprang rundt, hvordan kunne personen der sad og kiggede ud over vandet virke så facineret? han kørte en hånd igennem håret og skød hoved tilbage så han så mere op mod himlen end ned mod vandet, han stod og trippede lidt og studerede ravnen ud af øjnkrogen mens han forsøgte at beslutte sig om hvorvidt han skulle gå hen og præsentere sig selv.