No shadow in light, and no light in shadow?

[Deleted]

Solen skinnede som den plejede over Procias. Gaderne var befærdede med massevis af liv. nogle vagter rendte rundt og patruljerede langs gaderne, i de samme gentagne runder. Rundt omkring hang nogle efterlysningsplakater. En gademusikant redte rundt og sang, mens han spillede på en strengeinstrument, en fed herre ved en blomsterbod stod og konkurrerede med en smykkedame om hvem der kunne råbe højst, og derfor tiltrække mest opmærksomhed, hvilket de åbenbart troede, var ensbetydende med flest kunder. Den før papirtynde grænse mellem Procias og Dvasias var blevet større siden skoven var blevet brændt ned og en række hændelser havde gjort forholdet mellem de to kontrast lande meget mere vagtsomme for hinanden. Kongen, Jason var en Dvasianer, men alligevel havde de valgt at tynde kraftigt ud, og forviste derfor alle mørkevæsner fra landet, men i Dvasias havde de derfor ikke så meget styr på hvad den lyse halvdel havde gang i og derfor var Jewande, på egen risiko taget ind til Procias. Mest af alt fordi hun ikke var så opdateret på hvad der nu skete og hvorfor. Derfor var de forsigtige skridt hun tog denne dag mest til eget brug, hvis hun kunne fange noget af den lokale ’gossip’… Og hvem ved, måske kunne det komme hende til gode på andre måder?
Hendes hår var sat op i knold, på hendes baghoved, med to store hårnåle af guld, fint indprentet snoede mønstre. Kun en præstinde værdig. Hun havde et turkis sjal trukket hen over hovedet og skuldrene. Solen var ekstra kraftig i lysets land og selv om hun elskede at stege i varmen der hjemme, havde hun ikke lyst til at blive skoldet. Det og at hun ikke ville tiltrække sig for meget opmærksomhed, hvilket som regel kom med det karismatiske udseende hun havde og når man først havde set det behøvede man ikke at have mere end en tåbes viden for enten at sige hun var elsket af naturen, eller et skyggevæsen;
En sensuel dæmon. Og derfor ville hun enten komme i ballade eller blive eskorteret tilbage før tid!
Hun gik og holdt fast i sjalet for at det ikke skulle falde ned fra hendes ansigt. Hun havde et par løse haremsbukser på i sandfarver for at blende mere ind med miljøet og en ærmeløs top. Om halsen havde hun en sølvslange, som snoede sig flere gange rundt og dannede et halsbånd. Hun kigger sig over skulderen og med et bump støder hun ind i gademusikanten. Han tog det ikke så tungt, men begyndte at følge efter hende mens han sang alt hvad han kunne, da han havde spottede den lille læderpung, som hang ved hendes hofte. Hendes ansigtsudtryk bliver mere og mere anstrengt; Læberne bliver trykket sammen til en lige streg, øjnene sammenknebne og brynene sænkede, og i en hurtig bevægelse råbte hun:
”Så ti dog stille, din forbandede skjalde!” Og med disse ord kylede hun pengesækken i hovedet på ham og løb, da folk var begyndt at stirre på et lille optrin. Der var alligevel ikke mange kobberstykker i.
Til hendes fortsatte uheld løb hun nu ind i vagterne, som hun stødte ind i. De var alle mænd og den forreste udbrød ”Se dig for!”, hvor han så skubbede til hende – skubbede hende ind i favnen på en anden vagt, med sådan en kraft at sjalet faldt bag over hendes skuldre. ”Hey-heey lille dame” grinte han.
Hun spærrede øjnene op og hendes hår sorte hår faldt hen foran hendes ansigt, så det nærmest forblev maskeret, men denne vagt fortsætter med at skubbe til hende og det ender med at hun vælter frem og tilbage mellem 3 mænd. Hun kom med et meget dæmpet hvæs, men det blev til hvin. Hendes instinkt skreg at hun skulle slå næsen af dem for deres frækhed, men det ville ødelægge det hele at lave optøjer på åben gade. ”Ikke så hurtigt. Hvor skal du hen?”
Det her er en sidegade og der var derfor ikke så mange mennesker. Forbandet være højrøvede mandslinge. De tillader sig alt blot for deres rang. Korruptionen var vidst alle vegne.

[theis]

Solen skinnede fra en skyfri himmel i procias, varmen var over det hele, men samtidig kunne man mærke en køligbrise som gjorde det hele perfekt. Livet var så småt begyndt at vende tilbage til landet, efter at grænserne var blevet lukket helt af, og at mørke væsnerne var begyndt at blive smidt ud af landet en efter en, eller slået ihjel hvis det var nødvendigt. Gabriel havde netop forladt hærens lejr for at tage til the castle of light. Han havde en rapport han skulle aflevere før han tog tilbage til fronten, for selvom at landet var lukket af, var der stadig meget at gøre. Mørke væsnerne prøvede stadig at slippe over grænsen uanset hvad de gjorde, og det var alt for besværligt for dem at holde dem alle ude. For lige så onde og modbydelige som de kunne være, lige så listige og luskede kunne de være når det galt om at komme ind. Gabriels store hvide vinger slog let i luften med at voosh som kun svagt kunne høres af ham over fuglenes sang. For fuglene var også så småt begyndt at vende tilbage til landet, selvom der dog endnu ikke var nær så mange som der plejede grundet den nedbrændte skov. Gabriel var som han, han havde været lige siden at oprøret startede klædt i sin skinnende rustning. Ud over nogle små guld farvede linjer langs rustningens kanter, var Rustningens af rent skinnede stål som klart genspejlede lyset fra solen, hvilket mere eller mindre gjorde ham til en hurtig flyvende lystplet på himlen, som var utrolig sværd at få øje på som han fløj afsted nu. Gabriel kiggede ned da han fløj over Apterta city, og selvom han var højt oppe var himlen så klar at han kunne se hvad der skete nede i byens gader. Hans blik fangede hurtigt kvinden som til syneladende skændtes med en musiker for derefter at lave en bevægelse mod ham, hvorpå at Gabriel gik ud fra at hun kastede noget efter ham. Gabriel fulgte hende roligt med øjnene da Han så hende løbe ind i nogle andre personer, han stoppede op i luften for at få et bedre syn over hver der skete, og da mændende begyndte at skubbe rundt med hende som en bold, mellem tre børn, drejede han rundt og dykkede lige ned mod jorden i høj fart, Som han styrt dykkede ned mod jorden, gjorde hans skinnede rustning at det mere mindede om en lys kugle der susede ned mod jorden. Da han var kommet noget tættere på kunne han se at det var nogle af byens vagter som behandlede hende sådan, hvilket blot fik ham til at folde vingerne endnu tættere ind til kroppen for at få mere fart på, hvis det bare havde været normale menneske, ville han bare stoppe dem for at bryde reglerne på den måde, men at de ligefrem var vagter, eller soldater i landet gjorde at de skulle straffes, og som den øverste hærfører i landet var det hans job at gøre det. Kort før han ramte jorden foldede han sine vinger ud for at bremse sig lidt før han med en lyd af klirrende metal hamrede ned i jorden, i en lille sky af støv fra stenen under hans stålbeslåede støvler der var hamret ned i jorden med utrolig høj fart. Han var landet liggende på det ene knæ og støttende med den anden hånd og han rettede sig roligt op samtidig med at røgen forsvandt der fra. Han bevægede sig roligt mod vagterne med den klare lyd af hans stålbeslåede støvler der slog mod jorden for hvert skridt han tog, og den lave skurrende af metal der kunne høres hver gang han bevægede sine ben og arme. Han folede sine vinger ind på ryggen, mens han vendte sine klare blå øjne mod sceneriet foran ham, han stoppede op lidt fra dem og lagde armene overkors mens han kiggede på dem. I starten var det bare tydeligt at han var irriteret over vagternes behandling af kvinden, og i starten stirrede han bare ned på vagterne omkring kvinden.

[Deleted]

Vagterne fortsatte med deres drilleri, og nød tilsyneladende hendes reaktion. En vagt havde fået fat om hendes håndled og trykkede hårdt om det, hvilket fik hende til at komme med en lav klynken. Hvis det her havde været Dvasias havde hun kort og kontant bidt hånden af ham. Langsomt, indtil sul og marv begyndte at blande sig med hans blod. Vagten var begyndt at hive en anelse ned i hendes udskæring, da solstrålen landede med det hårde klonk, hvilket fik ham til at kigge op. Han spændte i ryggen, som havde han fået et kosteskaft dunket øjeblikkeligt ned i rygraden. Han satte fingrene op til tindingen, som ved militær hilsen og udbrød ”Hawktan! Sir vi har fanget en uromager – Uromager? For hvad har jeg gjort mig fortjent til dette?!” afbrød hun højlydt, med en tydelig vred stemmeføring. Hun blev dog helt stille og mut. Det føltes som om hun fik is ned af ryggen, da hun så hvem der var kommet hid. En engel. Hendes pupiller blev næsten så store som tekopper ved hans bare pragt, men hun følte sig urolig og nervøs, hvor de fleste nok ville have jublet over frelsen. Hun hev sjalet på plads, med den hånd der ikke var fanget af vagten
”Du skulle nødig snakke” snerrede hun, placerede en albue i siden på ham, trampede ham hårdt på spidsen af skoen og med de træk gav han endelig slip. Han stønnede af smerte og hoppede et par gange, for så hurtigt at stå ret igen. Yewande hev op i udskæringen, sendte ham onde øjne under sjalet og betragtede afventende Gabriel. Det her skulle hun se.

[theis]

Gabriel lod kort blikket glide over vagterne, mens han gik de sidste skridt over mod dem, hvorefter han kiggede lige ind i øjnene på den vagt der talte, med et koldt blik. Normalt var Gabriel en varm og venlig person, men når folk som var der for at tjene folket, behandlede dem, som disse mænd havde så var der ingen kære mor eller far. Gabriel lyttede roligt til hvad der blev sagt, før han med et suk, greb fadt i kraven på vagten, og fjernede ham hurtigt fra hvor kvinden stod, hvorefter han løftede ham lidt op i kraven "jeg er ikke blind. Jeg ville ikke være kommet herned, hvis det jeg havde set var gået efter bogen. Og under alle om stændigheder var det nærmere jer som begyndte at være uromagere, efter at hun var gået ind i jer." snerrede Gabriel af vagten, før han skubbede ham lidt væk fra sig, som var vagten et legetøj et barn var blevet træt af, før han vendte opmærksomheden mod kvinden foran ham. "Er du okey?" spurgte han nu med en venlig og varm stemme, som han kiggede på kvinden foran ham, mens han kort lod blikket glide over hende, for at se om hun var kommet noget til. "Mit navn er Gabriel, Hawktan. Jeg er englenes leder og hærfører i procias" Han holdt en lille pause hvor han bukkede høfligt for kvinden foran ham. "Vil du være så venlig at fortælle mig din side af historien, bare så jeg ved om det jeg så var det der virkelig skete." sagde han høfligt, og vendte kort sine blå øjne mod vagterne, før han igen kiggede afventende på kvinden foran ham.

[Deleted]

Yewa observerede opmærksomt hvordan vagten nærmest blev hævet op i kraven, som vejede han intet, og et smil spirrede frem om hendes læber. Hun kunne ikke undertrykke en lille hoverende latter. Vagten trådte flere skridt baglens og blev så stående.
Yewandes førte pegefingeren op til underlæben. Smilet gik fra hoverende, til lusket og smørret, som hun betragtede Gabriels vinger. Så pæne og hvide.. og bløde. Og fjerene havde han mange af. Han kunne nok undværre et par stykker –eller dem alle sammen!
*Nej! Nej stop. Du bliver kogt og serveret med salt og peber, hvis du prøver på noget –kogt på en meget englelig, god og jomfrueligt uskyldsren vis… For den der dynejakke har helt sikkert Ikkeeee-*
’ Mit navn er Gabriel, Hawktan. Jeg er englenes leder og hærfører i procias’
”Hvi – va- vu hvad?” Lige så bræt som hun var forsvundet i sine tanker, blev hun rykket tilbage igen. Hun kiggede op på Gabriel. Han virkede til at være så magtfuld i den rustning. Og hun følte sig pludselig lille. Meget meget lille. Muligvis fordi førerenglen også var mere eller mindre højere end hende. Hun grinte en anelse nervøst og hendes fingre krampede hårdt sammen om sjalets ender. ”Hehehe. Tusind tak hr. Hawktan… Jeg klarer mig” Hun skulle lige til at åbne munden og fortsætte da en anden vagt afbrød hende.
”Hu-hu-hun kastede med penge!” udbrød han forfærdet og viftede febrilsk med armene, som om himlen var faldet ned over det. Han mente selvfølgelig at hun havde kastet pengeposen i ansigtet på musikanten, men så begavet var han vidst ikke, så staklen fik det ud på en helt underlig måde –Kun til hendes fordel.
Hun tog en lettere dyb indånding. *Herre Azrael, vær med mig*
”jeg-jeg-Jeg gav penge til gademusikanten, snublede og røg ind i disse herrer! De begyndte at skubbe rundt med mig og ville ikke lade mig være!!” Hun lod sin stemme skingre en anelse ud, som om den var ved at knække over, snøftede, træk vejret hurtigere og tog hænderne op foran ansigtet, holdt en kort kunstpause, for så at påbegyndte hendes krokodilletårer på ny.

[theis]

Gabriel lagde roligt armene overkors mens han betragtede kvinden foran sig, mens han ventede på en eller anden form for reaktion fra hende, oven på alt det der var sket. Han vidste det udmærket godt, men han vidste ikke hvad grunden til at det var sket var, og det var det han prøvede at finde ud af på givende tidspunkt. Gabriel opfangede hendes smil der kom frem på hendes læber, hvilket blot fik ham til at kigge vagtsomt på hende, dog uden at det venlige glimt i hans øjne forsvandt helt. Han ville gerne vide hvad der foregik inde i hendes hoved, men desværre var han ikke i stand til at læse tanker, hvilket bare gjorde at han måtte undlade at hører hendes tanker. Han kiggede undrende på hende over hendes udbrud efter at han havde præsenteret sig, så svært kunne det umuligt være at hører hvad han havde sagt, og han fik dog også svar på at hun havde hørt ham tidligere, da hun kendte hans navn. ”Det var da godt.” sagde han med et skævt smil. Gabriel vendte blikket over mod vagten der talte, ”Jeg ved det, men det er trods alt det musikerne er ude efter, måske bare ikke lige at man kaster dem efter dem. Men så igen, det gør det ikke bedre, at i begynde at skubbe hende frem og tilbage mellem jer” sagde Gabriel en smule vredt, og man kunne næsten fornemme den unaturlige kulde der kom fra ham, mens han kiggede på vagterne. Det var den slags kulde, som mere gik direkte i nakkehårene når man lagde mærke til den, især fordi den bare ikke passede sammen med Gabriel. Da kvinden begyndte at snøfte vendte hans kolde blik sig mod hende, han havde mødt mange folk der havde lavet krokodille tårer igennem sit liv, og siden hun på intet tidspunkt havde virket hverken bange eller skræmt, gik han hurtigt ud fra at hun også bare spillede nu, hvilket gjorde ham i endnu dårligere humør ”Du kan godt spare dig. Du var ikke skræmt nogle få sekunder siden, så du skal ikke prøve at bilde mig ind at du er klar til at græde nu.” Han kiggede på hende med et blik der klart talte sit eget sprog om at han ikke havde tid til det her, og at det var utrolig dumt at prøve at narre ham.