Wrong side of the forrest

[pacman]

Den mørke skov, stedet hvor de fleste ville frygte at sætte deres fødder hvis de havde deres liv kært. Mange magtfulde væsner boede i denne skov, klar til at dræbe dem der var dumme nok til at gå ind i skoven.
Seth var en af dem der boede i skoven. Han var taget ud for at samle lidt forskellige urter han skulle bruge til et lille ritual så Seths have der hjemme igen kunne se ordenlig ud, for nu lignede den en hel jungle.

Seth opdagede han var kommet lidt for langt vest i forhold til sit hjem. For at orientere sig bedre gik Seth lidt rundt og lagde hurtigt mærke til de mærker der var på træerne. Afmærkninger af territorium. Seth var kommet til at gå ind på varulvenes del af skoven, et sted han faktisk ikke længe havde sat sine ben.
Problemet havde ikke været stort et års tid tilbage. Varulvenes leder Loup var tvunget til at lade Seth gå hvis han gik ind i den her del da Seth havde sin leder titel. Men nu havde Seth mistet den titel og var mere eller mindre ikke beskyttet af noget. Dog burde varulvene vel stadig have lidt respekt for Seth hvis de kendte ham. Dem der ikke gjorde ville i hvertfald hurtigt lære ham at kende hvis de prøvede på noget.
Seth overvede meget om han blot skulle forlade området nu eller vente til han havde fundet sin plante, men for nu valgte han at blive.

[loup]

Det havde ikke taget lang tid for skovens ulve at opdage at fremmede var trådt ind i deres område, og ligeså lidt tid var gået før Loup var blevet informeret om indtrængeren. Fra hans eget hus, skjult i den mørkeste del af varulvenes skov, havde han straks begivet sig ud for at finde ud af hvem indtrængeren var. Han havde dog kun behøvet at snuse i luften én gang før den velkendte lugt slog ham. Det var en lugt han ikke havde lugtet i et års tid, men han havde hadet at være tvunget til at lade warlocken gå uskadt dengang. Under ulvens pels smilede Loup for sig selv. Seth var ikke længere under dronningens beskyttelse, og lå nu i hans egen vold. Med et mægtigt hyl mod halvmånen satte den hvidpelsede ulv i løb mod den del af skoven Seth befandt sig i, og med ulvens hurtighed tog det ham ikke mere end få minutter at finde frem. Før han viste sig for Seth reverserede han dog sin metamorfose, og genvandt sin menneskelige form. Han stønnede sammenbidt da pelsen sank ind under huden på ham igen, da hele hans skelet forandredes til en menneskelig form, og de ulveagtige træk nok en gang forsvandt fra hans ansigt. Over hans skuldre hvilede den gamle sorte ulveskindskåbe han altid bar på sig som et tegn på hans fordums sejr mod den forhenværende alfaulv. Hans isblå øjne fandt Seth, og han trådte frem fra skyggerne.
”Det er modigt af dig at vise dig herude igen, warlock.” Loup lagde ikke skjul på at han vidste at Seth ingen autoritet havde længere. Hans ord drybbede af nedladenhed og blikket han sendte ham kunne ligeså godt have været blikket man sendte et insekt som snart skulle blive knust under ens fod. ”Hvad laver du på min jord?”

[pacman]

Det tog ikke lang før Seth opdagede at han blev overvåget, men han vidste udemærket at når han først havde opdaget det var det forsent, indten ville en flok varulve allerede være på vej eller Loup Selv. Seth sukkede for sig selv og vidste det her kunne skabe en mindre hoved pine, men vidste udemærket han godt kunne slippe ud her fra med livet i behold hvis det passede ham. Hvilket det logisk nok gjorde.
Ganske rigtigt som Seth havde tænkt så dukkede Loup kort tid efter op.
Loup tøvede vidst ikke med at spænde med musklerne, men det var jo typisk varulve at skulle vise at de var åh så mægtige.
"Jeg sige tak for dit kompliment" svarede Seth med en hæs men blot venlig stemme over for Loup der absolut skulle kommentere på Seth ligefrem var modig for at gå her ind. Seth havde indet at frygte for denne side af skoven mente han selv og hvis Loup skulle prøve på noget skulle Seth nok bevise det.
"Jeg plukker blot nogle planter Loup, jeg er ikke ude på at krænke dit område" svarede Seth og havde fornemmelsen af det her godt kunne blive et krydsforhør. Spørgsmålet var bare om Loup var i godt eller dårligt humør. Var det ikke godt kunne dette møde godt udvikle sig ubehageligt.
Seth var heldigvis trods sin manglende status stadig beskyttet af dronningen, dog var der ikke mange der viste det. Men det var dronningen selv der havde fået Seth ud af fængsel igen. Seth havde en audit med hende om få dage og derved var beskyttet af hende til det møde havde fundet sted. Men Seth vidste godt at det var ikke noget Loup vidste og derved kunne dette møde godt blive ubehageligt.

[loup]

Loup var ikke dum. Han var naturligvis den første til at vise sig; som leder var det hans pligt. Men han var bestemt ikke kommet alene. Skjult et kort stykke derfra havde han en håndfuld udvalgte varulve med sig, i fald det skulle vise sig at blive besværligt. Det skulle trods alt ikke forglemmes at Seth var en warlock, og warlocks havde en irriterende evne til altid at have et skjult es i ærmet. Han fnøs ved Seths afskrivelse af hvad han tilsyneladende selv havde ment var et kompliment, men svarede ikke med det første. I stedet gik han blot frem mod Seth i lange, rolige skridt, som om han slet ikke var trådt ind på varulvenes territorium. De isblå øjne hvilede tungt på warlocken, og blikket faldt på urterne og planterne han allerede havde fået anskaffet sig. Indtil videre lod det til at han talte sandt.
”Det plejer at være tilstrækkeligt med de planter der vokser udenfor min del af skoven.” svarede han mørkt. ”Du er ikke en dum mand, Seth. Jeg ved at du kender straffen for at trænge ind i vores område. Du slap sidste gang kun på grund af din tittel, men nu…” Loup blottede sine tænder i et blodigt smil. ”Giv mig blot én grund til at jeg ikke skulle lade dig gå den straf du burde have fået dengang, i møde i dag.”

[pacman]

"Det var det ikke denne gang.. men du må da godt beholde dem hvis du er blevet vegetar nu" sagde Seth venligt og tilbydene. Det kunne faktisk være ganske morsomt at se Loup stå og tygge på et par planter. Seth havde næsten lyst til at små grine lidt af det syn han forstillede sig men lod hver da det her var bare lidt alvorligt.
Seth små lo lidt da Loup stod direkte foran ham og truede ham "Kære Loup.. Du burde kende mig bedere end bare det... Jeg er stadig under dronningens beskyttelse trods jeg mangler min titel... Desuden vil du og dine puddeler ikke ikke kunne udsætte mig for den straf om i så ville"
Seth var altid i humør til at mund hugges, i sær med en varulv, de blev så hurtige fornærmet over små ting, og skulle man gøre dem sure skulle man bare tale nedladene til dem.
Det var ikke fordi Seth ikke havde respekt for Loup, Seth havde skam stor respekt, men det lod til at Loup automatisk regnede med at han kunne gøre med Seth som Loup nu ønskede. Og Seth fandt sig heller ikke i at blive set småligt på.
"Og det kunne måske være jeg var kommet for mere end planter... så som blot at udveksle et par ord.. eller har min manglene titel fjernet al din respekt for mig?"
Seth var død alvorlig, han kunne godt bruge et par ord med varulvene, han havde et par ting han gerne ville have ført ud i livet som indblande døden af en hvis dødsengel.

[loup]

Jo mere Seth sagde, jo mere kunne Loup mærke hvordan hans nedladende tone irriterede ham. Det var måske ulvegenerne i ham der gav ham den korte lunte, men på nuværende tidspunkt var der intet Loup ønskede mere end at flå struben ud af halsen på warlocken og tvinge ham til at spise hvert af sine ord. Han var på nippet til at slå det første slag i hvad der sikkert kunne have udartet sig til et mindre blodbad både på varulvens og warlockens side, men Seths følgende ord vækkede en interesse i ham. Hvis warlocken stadig var under dronningens beskyttelse, selv uden sin tittel, måtte dronningen have en grund til det. Seth måtte være betydningsfuld i dronningens blik – ikke at han selv kunne se hvorfor. Han kneb de isblå øjne tæt sammen, som om han forsøgte at se direkte gennem warlocken, som om han kunne se de skjulte kort han måske holdt bag ryggen. Han tvang sig selv til at lade fornærmelserne glide ham forbi, og fokuserede i stedet på det vigtige.
”Hvad vil du tale med mig om?” Ordene kom frem i hvad der lød som en lav knurren. Han hadede når situationen var som den var nu, men hvis det Seth ville tale med ham om havde noget med dronningen at gøre, kunne Loup ikke andet end at lytte. Han havde trods alt respekt for hende.

[pacman]

Seth kunne tydeligt se hvordan Loup blev mere og mere irriteret på Seth og det morrede ham faktisk lidt. Det var altid sjovt at se en varulv der så gerne havde lyst til at være voldelig men blot ikke kunne få lov til det.
"Undskyld Loup, jeg beklager mine valg af ord, var blot ment i lidt sjov. Hvis jeg kan gøre det op til dig gør jeg det gerne. Og forstå mig ret Loup, jeg forhindre dig ikke i at skulle udføre den straf i har til mig, eller i hvert fald prøve på det. sagde Seth venligt og håbede på en måde at ulven gerne ville prøve på det, Seth kunne godt bruge bare lidt kamp for morskabs skyld. Og han mente sine ord ved han tog det tilbage, han kendte godt til hvordan varulve kunne være lidt nærtagende med sådan kommentare.
"Der er begyndt at blive problemer med atityden fra dødsenglenes leder som har været et problem siden jeg var leder. Simpelt mangel på respekt til alle race. Hvis du ikke har mødt deres leder kan du blot tage mit ord for det" forklarede Seth roligt til Loup. Det var ganske sandt at Joshua var noget respektløs i sær over for warlocks. Problemet lå i Seth og andre warlocks ikke besad fysisk styrke men kun magisk, og dødsengle havde den fysiske styre og evenen til at flyve hvilket det gjorde det besværligt for Seth og andre warlocks at lære den dødsengel en ordenlig lærestreg.
"og så havde jeg håbet at vi på et tidspunkt kunne komme godt ud af den sammen Loup, tords jeg kun er tidligere leder, men stadig kan være en god allieret for dig" sagde Seth venligt.

[loup]

Loup fnøs kort, tilsyneladende ligeså uvillig til at se det ’sjove’ i Seths kommentarer nu som for et år siden. Som varulve flest var Loup ikke en mand med en specielt udpræget humoristisk sans, og da specielt ikke når humoren gik ud over hans eget kød og blod. Hans fnys var dog det eneste han gav som svar til Seths beklagelse, og det var umuligt at bedømme om han tilgav ham det eller ej. Loup lyttede alligevel betænkningsfuldt til Seths ord, og ved bemærkningen om dødsenglenes leder kastede Loup per automatik et kort blik mod nattehimlen over dem. Jo, han havde skam mødt deres leder, denne Joshua, ved flere anledninger, og havde selv faldt offer for hans spydigheder angående varulvene. Også her havde Joshuas lederstilling været det eneste der havde fået Loup til ikke at flå struben ud på ham – selvom at Joshua, som dødsengel, måske endda ville have nydt en sådan behandling.
”Hvor meget jeg end ville elske at sætte den forbandede krage på plads,” startede Loup sammenbidt. ”er der ikke meget hverken jeg eller resten i min flok kan gøre. Vi har styrken, ja, men de har fordelen i deres vinger. Så længe de kan dominere luftrummet er vi udsat.” Det lod til at Loups aggression overfor Seth nu var forflyttet til Joshua. ”Hvis vi skal alliere os mod dem, er vi nødt til at fjerne den fordel fra dem hvis vi skal kunne overmande dem. Det er det rene selvmord hvis vi ikke kan binde dem til jorden.”

[pacman]

Seth lo lidt for sig selv og sagde "det er her en warlock kommer ind i spillet" Seth tog en amulet frem fra sin lomme, gned lidt på den og svævede lidt over jorden pludselig. "Jeg kan også få Joshua ned på jorden, men det ville kræve lidt tid, jeg har gjort det før"
Seth kastede amuletten hen til Loup som selv måtte om, om han greb den eller ej. Seth kom straks ned på jorden igen efter at havde sluppet amuletten.
"En flyvende ulv er ikke noget man kan se hver dag, burde give nok tid til jeg kan forbande Joshua til jorden"[/b sagde Seth og var sikker på det nok skulle overraske den dødsengel bare lidt.
Seth kiggede lidt op på natte himlen for at se om der var noget spændene nu siden Loup havde kigget der op, men der var kun stjerne billeder og ikke så meget andet spændene at se der oppe, så han rettede blikekt ned igen.
"Selvfølgelig ville det stadig ikke være bare lige til, men når Joshua først kommer ned på jorden er det kun hans blik der er problemet" Sagde Seth roligt og brød sig selv ikke meget om de øjne. Den smerte det kunne give kunne selv efter længere tid få Seth ned og lægge.

[loup]

Loup betragtede det korte øjeblik Seth svævede et lille stykke over jorden uden at vise den største interesse i blikket. Det var da ikke ukendt for ham at warlocks havde kundskaben til at lave disse magiske relikvier, og en amulet der kunne få bæreren til at svæve var vel ikke just revolutionerende. Det var dog alligevel en interessant tanke, og han greb amuletten da Seth kastede den til ham, og tog den i nærmere øjesyn.
”Hvor mange af disse kan fremstilles?” spurgte han, med et hint af interesse i sine ord. Det ville trods alt være til deres fordel hvis han selv, som leder af varulvene, var i stand til at slås mod dødsenglen indtil Seth ville være i stand til at binde ham til jorden, men det ville være tryggere hvis han kunne få nogle udvalgte varulve med sig op i luften. Hvis de var flere ville kampen også vare længere, og Seth ville få mere tid til at udføre sin magi. ”Hvis du holder ord og får Seth ned på jorden og vores fælles styrker overmander ham – hvad så?” spurgte han pludselig. ”Dræber vi ham? Truer vi ham? Udleverer vi ham til dronningen? Hvad er din plan?” Der hvilede en vis skepsis over Loups spørgsmål. Han brød sig ikke om at være del af en plan han ikke kendte alle aspekter i.

[pacman]

"Der man laves mange hvis jeg bare har tiden til det" svarede Seth. Det var ikke nogen stor sag og lave de amuletter. Det der ville tage det meste af tiden ville nok være varulvene der skulle lære at bruge dem og lære at flyve rundt i luften.
"når jeg giver mit ord er det bindene Loup, jeg vil få den dødsengel ned på jorden, jeg har gjort det før" svarede Seth og kunne godt huske den konflikt joshua og Seth havde sidst. Den havde været ret jævn byrdet men det var endt med Joshua lænket til gulvet, hvilket havde været en fryd for øjet.
"hvor end det ville fryde mig at dræbe Joshua vil det blot skabe for mange problemer. Valget er indten eksil, eller direkte fængsling." sagde Seth og havde overvejet at skulle dræbe Joshua, men der ville resikere krig indbyrdes i Dvasias, hvilket ikke var målet med dette. Hvad de kunne gøre var at afsætte Joshua fra sin plads og lade en ny dødsengel overtage leder rollen. En der forhåbelig ville kunne se fejlen Joshua havde gjort.
Seth var godt tilfreds med varulvene var klar til at hjælpe med at afsætte Joshua fra sin leder stilling, der var sikkert også andre der var klar med det selv samme, og forhåbelig ville dronningen kunne se den samme logik at Joshua skulle afsættes.

[loup]

Loup tænkte videre over hva Seth fortalte ham. Hvis han kunne få nok amuletter til at få en mindre flok varulve med sig i luften, var han sikker på at dødsenglen ville få mere end nok at stride med, samtidig som Seth ville bruge sine ord til at binde ham til jorden. Endelig smilede han, ikke et venligt eller glædeligt smil, men et glubsk og blodigt smil.
”Meget vel, Seth. Om det så fører til at den gamle krage bliver fængslet eller sendt i eksil, har du varulvenes støtte.” Med amuletten i den ene hånd skævede han mod nogle buske i nærheden, og som på kommando trådte en sortpelset ulv frem fra mørket og så afventende på Loup. ”Giv besked til resten af flokken. Sig at hvis warlocken viser sig her igen, skal han ikke skades, men bringes til mig.” Ulven så på sin leder inden den vendte sig og forsvandt ind i skovens mørke. Loup så tilbage på Seth, så på amuletten i hans hånd. ”Lav tre amuletter til af slagsen. Mig selv og tre andre ulve burde være nok til at distrahere Joshua længe nok til at din magi kan træde i kraft. Hvornår kan du have dem færdige?”