Stars from above

[Faith Jaceluck Marvalo]

Destiny havde virkelig forsøgt at forklare Fabian hvor slemt det faktisk stod til, og sammentidig skulle hun selv gøre sig mentalt klar til, hvad der måtte komme om blot et øjeblik, hvad hun havde ventet ikke kun 9 måneder, men et helt liv på, skulle ske. NU hvor det rykkede tættere, og hun faktisk måtte hvile i den smerte, så blev hun ligeså kun mere og mere bange. Nathaniel og særligt Fabian var ganske vidste en enorm støtte, men hun vidste at chancen for, at disse unger ville overleve var minimal, og skulle det ske, så ville det være med varerie men. Fabian skulle være far. Det var vidst den eneste besked der var gået ind, men nu fik de jo at se, selvom både deres børn og hende selv var i fantastiske hænder, hos Nathaniel, så turde hun ærlig talt ikke at gøre sig for store forhåbninger, hun kunne ikke tage en skuffelse, og særligt ikke nu, hvor hun faktisk kunne sige sig at elske faderen til hendes børn. Tilgengæld måtte hendes situation i øjeblikket være umådelig følelsesladet, og tanker forlod hende hurtigere end hun nåede at tænke dem. Hun kom ikke fra, at hun i tider som dette, bar de tanker der kunne kategoriseres som hvad-nu-hvis. Hvad nu hvis det lykkedes dem at få disse børn, og Fabian ville få mulighed for at være sammen med Faith? Hvad hvis hun ville blive en forfærdelig mor? Og hvad hvis hun faktisk mistede disse børn endnu engang? For nu tvang hun sig til at tænke på noget andet. HUn trykkede sig ind i Fabians favn, lod det løbe hende koldt ned af ryggen ved hans stille kys i hendes nakke. Det var behageligt, desuden gav han hende en følelse af at blive passet på. Hovedet mødte hans, hun vendte blikket mod ham, smittede ham med sveden der løb ned over hendes ansigt. De isblå øjne betragtede ham, matte og trætte, og alligevel forsøgte hun at følge ham i hans øvelser med vejrtrækning, også selvom Fabians forsøg tvang hende ud i en ustoppelig latter, der samtidig tvang hende til at presse. Tårerne trillede ned over hendes kinder af den rene latter, også selvom hun egentlig ikke vidste hvorfor – hvor hun dog elskede hormoner. Latteren forhindrede hende i at besvare hans ord, istedet plantede hun et lille kys mod hans kind, før hun igen brød ud i de samme latterkramper. Hun nikkede mod Nathaniel, bare det at han direkte roste hende for at gøre det rigtigt, var noget som i den grad måtte hjælpe hende. Et sted var det vel også hendes frygt der tvang hende ud i hendes nuværende reaktion af ren og skær latter. Fabian havde hendes fulde opmærksomhed. På få sekunder var hendes latter død, og hendes mine istedet for, fuldkommen stiv. Hendes øjne blev store, før de gled i. Smerten jog endnu engang igennem hendes krop. Hendes greb om Fabians hånd blev strammere. Hendes latter blev forvandlet til et skrig. Som Nathaniel havde bedt om, var hun begyndt at presse, så hårdt at hendes kinder blev malet fuldkommen røde. Det var så trættende! Øvelserne var pludselig glemt, hun pressede så længe véen varede, før hun tillod sig at få en pause, hun udnyttede til direkte at gispe efter vejret. Av!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste udmærket godt, at det var en svær tid for Destiny. Fabian var der for hende, han havde virkelig også passet på hende igennem det sidste lange stykke tid, hvilket var noget som glædet ham. Det glædet ham at se at nogen gjorde så meget for hinanden som det disse to gjorde. Kærlighed var det virkelig og det var noget som kun glædet ham at se, også fordi at det ikke var noget som han skulle bakse med i den anden ende, ligesom det var med Faith og Kimeya. Han vendte blikket mod dem. At Destiny var bange, kunne han skam godt forstå, men det var bestemt heller ikke fordi at det ikke ville hjælpe hende, hvis hun var så stresset, så urolig og så panisk som hun var, for det var kun med til at gøre det hele så meget værre for hende og de små for den sags skyld, og det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af, for det var sådan at det var! At Fabian fik hende rolig, fik hende til at prøve at gøre kunsten efter med vejrtrækningen. Det var egentlig bare en taktik som han havde fundet ud af, faktisk måtte virke også selvom det var noget som forundrede ham lidt. Man fandt ud af meget bare ved at observere og det var noget som han efterhånden var ved at være temmelig god til. At hun direkte endte ud i en latter, fik et smil til at passere hans læber. Hun havde så ondt at hun kunne grine af det? Det var bestemt heller ikke fordi at han regnede med at Destiny ville sidde der og grine af Fabian, for det havde manden nok tydeligt oplevet nok af med henblik på hans handicap. Og nu hvor han havde givet hende tilladelse til at presse ved veerne. Hun var helt åben nu og nu gjaldt det egentlig bare at få børnene ud, uden at det skulle tage alt for lang tid, for det var noget som kun måtte sætte dem begge i fare og det var bestemt heller ikke noget som han ønskede sig på nogen måde, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket i den anden ende. Han vendte blikket ganske roligt ned mod hendes spredte ben, som hun begyndte med det. Han vidste at det gjorde ondt, for han havde siddet i denne situation så mange gange før efterhånden, at man skulle tro at det var løgn. Han vidste ganske rigtigt, at der var en lang vej fra dette og til at børnene ville være født, men alligevel af den grund, så agtet han at blive der og hjælpe hende igennem det, ligesom han havde lovet. Han havde jo taget Liya og børnene med hertil og det var ikke fordi at han brød sig om det, når han endelig var tvunget til at bryde løfter, men dette var bestemt også noget som han agtet at holde! ”Du klarer det flot, Destiny.!” roste han hende, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse. Ganske rigtigt sad han der med et vansiret ansigt. Selv han havde været udsat for ulykker og det hele og han ville gøre alt det som han kunne, netop for at undgå at der skulle ske disse børn noget som helst, for han kunne ikke have den tanke at gøre med! ”Du er helt åben nu,” forklarede han videre. ”Bare pres!” afsluttede han så endeligt, som han igen vendte blikket mod et håndklæde. Han vidste at det var svært for hende, men han var så også overbevist om at hun skulle klare sig igennem det!

[Deleted]

Fabian brød sig virkelig ikke om den følelse at han kunne sidde her bagved Destiny og faktisk føle den smerte som hun måtte ligge i, selvom han vidste at det var noget som faktisk gjorde ham godt. Han vidste godt at hun havde prøvet at forklare ham hvordan det kunne ske, hvad der kunne ske ved denne situation og det hele, og det var bestemt heller ikke en tanke som han brød sig om på nogen måde overhovedet. Han trak vejret dybt og strøg hende roligt over håndryggene, også mest for at vise hende, at han var der for hende, og at han agtet og ønskede at skulle støtte hende igennem det hele. Han skulle være far.. det var i bund og grund den eneste besked som egentlig var sunket ind for hans vedkommende og det var det eneste som egentlig også var af en betydning i det hele taget for ham, for den tanke var noget som fyldte ham med en glæde uden lige! Selvom han vidste at der var risiko for handicap eller død, så var det noget som de bare måtte tage med sig, for han ville i hvert fald gøre sit, for at der ikke ville ske de små noget! Han kunne bestemt heller ikke komme udenom at han virkelig så frem til at kunne stå med små børn i sine arme, kunne kalde sig for en far og have det ekstra at skulle pusle omkring, for han så faktisk frem til det! Lige der vidste han godt, at han skilte sig helt fra det at være dødsengel og der trådte den gamle mand også lidt frem i ham, for det hele var bestemt heller ikke tabt i gulvet endnu. At hun så direkte endte med at bryde ud i latter, var noget som direkte kom bag på ham, for ikke at glemme, at det.. virkelig forvirrede ham! Hvad var det egentlig hun grinte af? Han vendte blikket direkte spørgende mod Nathaniel, selvom det også var tydeligt at det ikke var noget som manden tog sig af. At tårerne trillede ned af hendes kinder af ren og skær grin, var noget som virkelig gjorde ham usikker og han var virkelig konfus nok fra før af, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket, for det var virkelig en intens fornemmelse, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig skulle komme til stykket. #Ja, grin dig igennem det.. det fjerner da smerten bare lidt..# Et sted prøvede han vel bare at finde en trøst i det, selvom han dog endte med at tie fuldstændig, idet at hendes latter endte ud i et skrig i stedet for, hvor han bare lod hende knuge omkring hans hænder og klemme hans fingre så meget, at det næsten kunne siges at gøre ondt, selvom det var en smerte som han ikke opfattede på samme måde som så mange andre ville have gjort det, hvor han bare lod hende gøre det. Hovedet lagde han tæt ind mod hendes, næsten som han.. pressede sammen med hende? Han kunne slet ikke finde ud af det, for det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt som sådan, men han prøvede da! Det var første gang at han havde siddet i en situation som denne, så selvfølgelig var det noget som gjorde meget for ham. Det var noget som virkelig slog ham ud af kurs! Han kunne ikke være den typiske Fabian i en situation som denne her!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Fabian var god til at tage sig af hende, han forsøgte om ikke andet, at være der så meget for hende som han nu engang formåede, med de skader han havde pådraget sig, der var en grund til at hun sov med den kæde om halsen, særligt lige op til fødslen, intet måtte gå galt, hun kunne virkelig ikke bære et tab af hendes børn, ikke igen, og særligt ikke nu hvor hun faktisk måtte vente dem med en mand som hun elskede af hele hendes brændende hjerte. Destiny vidste at det bedste for hende selv og for børnene ville være at slappe af, og hun ønskede bestemt ikke at udfordre skæbnen, derfor kæmpede hun sammen med Fabian om at trække vejret som hun havde lært, og dermed også forsøge at lokalisere smerten og derved holde den nede. Hendes krop skælvede, tårerne strøg ned langs hendes blege kinder. Med alle de hormoner, var det svært at styrer de mange følelser der overvældede hende, hun følte sig både skræmt, lykkelig, spændt og frustreret på samme tid, hun håbede virkelig at virkeligheden snart ville gå op for Fabian, det gjorde hende urolig at se ham glæde sig så meget på forhånd, for det var slet ikke sikkert, at hun ville være i stand til at give ham den familie, som han måtte ønske. Hendes latter skyldtes på ingen måde Fabian, det kunne ikke flade hende ind, at grine af hans handicap, på nogen måde, men at se ham med den direkte alvorlige mine, i denne situation, det morede hende lidt, desuden trak han vejret med hende, formåede endda at gøre det bedre, end det hun selv gjorde, det var både charmerende, men også lidt morsomt. Latteren var hurtigt blevet brudt af det skrig af smerte. Hun var mere eller mindre helt åben det måtte hun være! Hænderne lukkede sig fast omkring Fabians, da hun endelig fik den endelige tilladelse til at presse. Hovedet gled mod Fabians bryst, hvor hun lagde sig en anelse til rette. Hun begyndte at presse, måske mere forsigtigt end hun burde, men hun ønskede ikke at der skulle ske noget med de små. Hendes krop glinsede af sved, det røde hår direkte klistrede sig til hendes hals. Skriget formåede hun ikke at vinge tilbage i struben, hun holdte pause, vred sig en anelse, for det var slet ikke behageligt, det var helt sikkert! Hun var så træt. ”Det er hårdt,” hviskede hun sammenbidt, og så en anelse håbefuldt mod Fabian, på trods af at Nathaniel roste hende, så var det ham hun behøvede lige nu. Hendes vejrtrækning var blevet forpustede, små stød, hun nåede end ikke at få ilten ordentlig ned i lungerne igen, før hendes krop næsten direkte tvang hende til at presse igen. Tårerne trillede ned over hendes kinder, strøg ned langs hendes kraveben og fortsatte mod hendes bryst. Hun stønnede hæst. ”At d.. det skal være så udm..udmattende,” stammede hun. Hendes hjerte slog hurtige slag, hendes krop var overophedet, hvilket heller ikke måtte være behageligt for Fabian at sidde med, men hun kunne ikke gøre noget ved det! Hun fortsatte med at presse. Nu måtte de unger da også snart komme, for det var virkelig begrænset, hvor meget mere hun kunne holde til, hun var allerede nu helt forfærdeligt udmattet!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste udmærket godt, at det hele havde været en kamp uden lige for Destinys vedkommende, men Fabian havde holdt sig ved godt mod og det var noget som selvfølgelig kun gjorde det hele langt nemmere også for hans vedkommende, selvom det måske havde været meget at tage over hovedet, ved at love at gøre sit for at de små skulle overleve, selvom det nu heller ikke var noget som han tøvede med, for det ville virkelig være en skam at lade de små gå til spilde og falde bort på denne her måde! Det ønskede han bestemt heller ikke! Han ønskede at hjælpe og det var noget som gjorde at han agtet at blive siddende der til det hele måtte være overstået, om det var noget som man ville det eller ikke, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket på denne her måde. Han måtte dog erkende, at Destiny virkelig gjorde det godt under de omstændigheder som hun måtte være fanget af, netop fordi at der var så stor chance for at børnene vil dø eller blive handicappet, selvom det også var noget som han havde prøvet at forklare Fabian, men manden havde slået hånden af det og påpeget at han ville elske barnet uanset hvad. Han kunne rigtig godt lide måden som manden reagerede på, også fordi at han kunne se at han var oprigtig i det hele, hvilket var noget som kun gjorde det hele så meget bedre, også for hans eget vedkommende. Selv uden at flytte sig, som han kunne se at Destiny måtte presse, selvom han vidste at det gjorde ondt, hvilket vel også var noget som Fabian kunne mærke i og med at han var en dødsengel? Selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til, for han agtet at hjælpe dem igennem det hele og det var uden at skulle tøve det mindste på nogen måde overhovedet. Hænderne forblev liggende ved håndklædet, også nu hvor han kunne se de første tegn til det liv som hun havde båret igennem disse mange måneder, hvor han selv ikke kunne lade være med at smile. ”Det er meget snart overstået, Destiny.. Jeg kan se hovedet,” begyndte han roligt. Barnet var lige til det, så det var heller ikke fordi at der skulle så meget til igen, hvilket vel også var noget som kunne motivere hende bare lidt? Selv kunne han tydeligt se at Fabian var der for hende og prøvede at hjælpe hende igennem det, selvom det var svært for hende og det vidste han jo trods alt godt. Lige så vidste han at det var Fabians første gang i en sådan situation, men han klarede det skam også frygtelig godt, det var heller ikke noget som han ville lægge skjul på. ”Et pres mere, så er den der, Destiny.” Han vendte blikket mod hende og med den samme mine som tidligere, det var slet ikke noget som han ønskede at skjule for hende, for hun var ved at være i mål – med den første om ikke andet, for de vidste jo trods alt at der i alle fald måtte være mere end en til stede i den store mave. Hånden lagde han roligt nederst på hendes mave, hvor han strøg den beroligende med sin pegefinger. Mest af alt også for at.. lindre det lidt, for han havde set at det havde hjulpet både ved Faith og med Liya, så et sted så var det.. vel også bare for prøvelsens skyld? ”Meget snart,” endte han med et beroligende og stille smil.

[Deleted]

Fabian havde ganske rigtigt set direkte væk fra det faktum, at han kunne risikere at miste disse børn inden han overhovedet ville nå at sidde med dem i sine arme og kalde sig selv for en far, selvom det nu var noget som han var villig til at løbe. Han skulle være en far! Og selvfølgelig ønskede han at hjælpe hende igennem det hele, for hun var jo trods alt hans elskede forlovede og det var ikke noget som han ønskede at ødelægge på nogen måde! Denne graviditet havde taget mange kræfter, meget energi og al deres opmærksomhed, for han havde virkelig været over hende. Ja, man kunne vel snildt sige at Destiny havde vækket et eller andet i ham, som ingen kvinde nogensinde havde fundet i ham tidligere? Det var bestemt heller ikke fordi at han så på det som en direkte negativ ting, for han kunne sagtens være en hård mand, hvis det var det som man ville det eller ikke. Han blev siddende med hendes hænder i sine egne. Han kunne tydeligt godt mærke hendes smerte og det var noget som faktisk måtte bekymre ham og rigtig meget endda! Han strøg roligt hendes håndrygge med en rolig tommel, for han ønskede virkelig bare at hun skulle falde til ro. Han var der for hende og det var også noget som han ønskede at lade hende mærke, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket. Han lukkede øjnene ganske let, som han kyssede hende i nakken. Hun gjorde det virkelig godt, så meget vidste han, selvom det var første gang at han sad her sammen med hende, for det var ikke noget som han havde gjort før, men det var nu bare det.. Han havde aldrig selv været en som man kunne kalde for en nybagt forælder, som han følte sig nu og allerede nu følte han en følelse af.. lykke. Hun var den eneste som virkelig havde formået at skænke ham disse tanker og følelser, det at føle at man havde fundet sin plads i livet, for det var noget som han i den grad måtte føle, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket på nogen måde! #Jeg ved det kære..# endte han dæmpet, som han vendte de olivengrønne øjne mod hende. Han var der for hende, og selvfølgelig var det noget som hun skulle vide, det var helt sikkert! Det var hans elskede Destiny, så selvfølgelig havde han heller ikke nogen intentioner om at skulle lade hende falde i aften, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig skulle komme til stykket! #Snart er det overstået, min egen.. så kan vi være forældre.. vi har hinanden og fantastiske små børn…# endte han roligt. Han trykkede let omkring hendes hånd og uden at stoppe på nogen måde. Han var der for hende, og selvfølgelig var det noget som han ønskede for dem begge, selvom han vidste, at det var en ekstremt hård tid som de måtte gå i møde og det var noget som han ønskede at støtte hende i. Han ville bestemt ikke lade hende slås med dette alene og det var bare sådan at det så endeligt måtte være når det skulle komme til stykket.