Stars from above

[Faith Jaceluck Marvalo]

Sommeren var endelig kommet til Manjarno. På trods det var tidlig morgen, havde solen været på vej op i timer. Himlen var malet i en klar bå farve, uden så meget som en sky at ænse et sted. Destiny havde efterhånden opgivet alt om søvnen, det havde været dejlig varmt, til gengæld så havde det været alt for lyst til, at hun kunne finde hvile. De isblå øjne betragtede hendes store mave, der tårnede sig op under dynen. Et lille smil spillede om hendes læber, hun kunne føle de små spark. Selvom hun havde plaget Fabian med den følelse, gennem næsten 3 lange måneder nu, så kastede hun et ivrigt blik hen på ham. Hun sukkede en anelse ærgende. Han lå med ryggen til hende, hun plejede at ligge i hans favn, men først og fremmest var det blevet sværere, nu hvor hun til dels var transformeret til en større hval, og for det andet, så generede varmen ikke hende, tilgengæld ville han dø af hedeslag. Hun slog dynen af, og lod den falde ned på gulvet. De små fødder kunne anes, hun prøvede at tegne deres omrids op, med hendes pegefinger, men hver gang forsvandt de inden hun nåede at blive færdig. De var endnu i live, hvilket måtte lette hende, og dog nu hvor de nærmede sig, så kunne hun ikke lade værre at frygte for fødslen. Smerten var ligegyldig, men hendes søn eller datters ve og vel var bestemt ikke! Hun bed sig blidt i læben, lod den den flade hånd finde hvile. Nathaniel havde allerede meddelt hende, at det ville forundre ham hvis ikke det blev tvillinger, så stor som hun var, og den meddelse havde fået hende til at gå i panik. Sidst havde de været to sider af samme sag, og hun havde mistet dem begge. De flammerøde lokker, lå bredt i et stort krøl omkring hende. Så tæt på fødslen, havde Lynn tvunget hende i seng, mens hun selv overtog de royale pligter, og det var skam heller ikke fordi hun ikke stolede på den kære hertuginde, men hun følte sig umådelig rastløs. På den anden side, så føltedes det også bare så tungt at stå op. Hun trak vejret dybt, og åndede ud i et næstent stædigt suk *Alt for mange bekymringer. Nu holder du op med at være så pessemistisk, og begynder at glæde dig ist..* hun nåede end ikke at tænke færdig, før hun følte den lunkene væske glide ned over hendes lår, og gøre lagenet under hende, fugtigt. Hendes hjerte slog pludselig slag af ren panik, i flere sekunder lå hun ubevægelig, og stirrede mod den våde plet på lagenet, der voksede sig større og større. ”For helv... Fa..Fabian!” udbrød hun næsten febrilsk. Det var første gang i mange år, at hun ligefrem havde gjort fra sig i sengen, selvom hun egentlig godt vidste, at det jo ikke var sådan det hang sammen. Hun gled tilbage i sengen, lod hovedet hvile mod puden og stirrede op i loftet, alt imens hun forsøgte at trække vejret, berolige sig selv, og det var bestemt heller ikke en let opgave. Det var for tidligt! Der var et par uger endnu, og en lille del af hende tiggede og bad til at det måtte være falsk alarm. Hun følte ikke længere de små spark mod hendes håndflade, hvilket kun gjorde hende mere panikslagen. Ingen smerte havde endnu taget bo, og dog så begyndte de gennemsigtige tårer, at trille ned over hendes fregnede kinder. Hun kunne ikke bære at miste igen, det kunne hun simpelthen ikke!

[Deleted]

Jo længere hen at Destiny var skredet i hendes graviditet, jo mere var Fabian endt med at være over hende. Tvinge hende til hvile, for han selv helt automatisk havde sat sig selv i anden række, kun for at være der for hende. Nok havde de ikke trukket den længere end en forlovelse, men den tanke glædet ham virkelig langt mere end noget andet. Måske det frieri på juleaften havde været noget af det mest tavse som man kunne komme i nærheden af, men hun havde opfanget hvert eneste ord, udelukkende på grund af Nathaniel. Den mand havde virkelig skænket dem forbandet meget efterhånden, at man skulle tro at det var løgn, så selvfølgelig var han også den mand evig taknemmelig, det var end ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af på den ene eller den anden måde, overhovedet! Han lå og sov godt og trygt ved siden af Destiny. Nu hvor hun var ved at være så langt henne, så tvang han sig mere eller mindre til at ligge vågen de første mange af døgnets timer, blot for at holde øje med hende i frygten for at der skulle ske noget. Umiddelbart så var alt det der med at blive far, frygtelig nyt for ham, men sammen med Destiny så kastede han sig mere end villigt ind i forældrerollen og i forsøget på at skulle opdrage et barn. Alene den tanke om at Nathaniel næsten kunne stå fast og besluttet på at de ventede tvillinger, var noget som gjorde det hele til noget langt mere særligt set med hans øjne! Han håbede virkelig bare at de ville klare sig og Destiny også, for han frygtede virkelig for dem.. alle 3. Han var først gledet i søvn da det var begyndt at blive lyst, så det var heller ikke fordi at han havde sovet særlig meget. Han sov tungt ved siden af hende, også selvom han lå med ryggen til. Det var jo heller ikke fordi at han havde vinger til at optage pladsen længere, udelukkende på grund af den forbandede Alec. Han var virkelig glad for at den mand var borte nu! Han trak vejret dybt, også selvom det hele skete uden lyd. Han hvilede i de gode drømme, det smukke paradis hvor kun ham og Destiny ville kunne være og efter at han selv havde fået bekræftet at han faktisk var god nok, selv på grund af sit handikap, så var han også faldet langt mere til ro med hans egen sindstilstand, for han var jo stadig til dels afhængig af andre omkring sig, hvilket i den grad også kunne frustrere ham voldsomt meget! At Destiny var vågen, var end ikke en tanke som faldt ham ind. Han lå uden noget til at dække den faste overkrop. Endnu en gang var han en langt mere selvsikker mand, selv på trods af det som han måtte kæmpe med resten af livet.
Hans gode drøm, blev dog afbrudt med det samme, som han hørte sit navn blive råbt. Hans hørsel fejlede skam ikke det mindste! Han gav et helt spjæt, idet han slog øjnene op, blinkede let med dem og vendte blikket direkte mod Destiny. Han blinkede let med øjnene. Umiddelbart så havde han ikke lagt mærke til det mindste af hvad der foregik. Desuden så var han så omtåget, at det slet ikke var noget som han kunne lægge mærke til bare sådan! *Hvor brænder det?* En tanke som røg igennem hans hoved allerede med det samme. Det var da ikke ligefrem en behagelig måde at skulle stå op på, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, det var da helt sikkert. Dynen faldt ned i hans skød, som han roligt satte sig op og strækkede sig idet han lod sig dumpe ned i puderne endnu en gang. Han lå faktisk ekstremt behageligt!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Ringen bar stolt, på trods det havde været et frieri, uden så meget som et ord involveret. Den ring gav hende tryghed, fik hende til at føle sig speciel og betydningsfuld, langt mere end en titel som dronning nogensinde ville komme til. Dog så følte hun hele situationen umådelig skræmmende. Det var flere årtier siden, men hun havde været forlovet, ikke som nu, ikke med en mand hun elskede som hun elskede Fabian, de var blevet lovet disse vidunderlige tvillinger, og de var blevet dem skænket, kun for at blive revet fra dem igen. Nu hvor vandet var gået, vældede alle disse følelser op i hende på ny, og bragte kun en større panik med sig. Fabian glædede sig. Hun var blevet vogtet over og beskyttet, og de havde haft ivrige snakke omkring navne, og de mange små glæder en sådan lille skabning ville medfører, også selvom Destiny havde valgt at fortælle ham, omkring hendes problemer med fødsler, risikoen for at enten børnene eller hun selv, ville ende med at gå bort, og han havde valgt at ignorere det, hun bar ikke troen på, at de ville få lov at nyde alle de små goder. De isblå øjne betragtede den enorme mave, enhver lille del af hendes krop sitrede, og forberedte sig på den smerte der snart ville indtræde. De salte tårer kildede som de strøg ned over hendes slanke hals, hun vidste at Nathaniel befandt sig nede i hans gamle gemak, og hun skulle bruge ham nu! En anelse desperat kastede hun et blik på Fabian, der endelig lod til at røre på sig. Hun tvang sig selv til at tage en dyb indånding, selvom det dirrede hele vejen gennem hendes bryst. Det undrede hende ikke, at han virkede så omtåget, det havde bestemt heller ikke direkte været hendes mening at skulle vække ham så brutalt. Kæden hvilede omkring hendes slanke hals, halvvejs mod puden. Det havde været den bedste julegave, foruden frieriet og deres lille ny selvfølgelig. Hun rystede blot stille på hovedet. *Desværre ingen steder* tænkte hun for sig selv, velvidende om at Fabian ikke ville få del i de tanker. Hendes mine måtte næsten sige det hele, så panikslagen og desperat. ”Mit vand er gået,” hviskede hun stakåndet, i et forsøg på at holde de mange tårer tilbage. Fabian var der, Nathaniel skulle tage imod deres kommende søn eller datter, måske ville det hele gå meget bedre, end hun faktisk regnede med? Hun spredte benene en anelse, så pletten på lagenet blev tydelig. Først nu lagde hun mærke til, at der var rester af blod. ”Få fat i Nathaniel.. nu,” hendes tone var uhyggelig rolig og kontrolleret, et sted kold, selvom det heller ikke var hendes mening, men det syn i sig selv, var nok til at skræmme livet af hende. Hendes fugtige hænder, fandt langsomt ned ved hendes side, og tog et fast greb omkring lagenet, der øjeblikket lod sig krølle i hendes håndflade. Et velkendt jag, drog hele vejen gennem hendes krop, og tvang hende til at skyde ryg en anelse. Hun stønnede lavt, forsøgte at holde igen. Hun skulle bestemt ikke nyde noget, før Nathaniel stod klar!

[Deleted]

Fabian valgte at forholde sig optimistisk omkring hele dette svangerskab og den kommende fødsel. Selvom Destiny havde fortalt ham omkring de komplikationer som der var stor chance for at opleve, så valgte han at ignorere dem, stå fast på at det hele nok skulle gå og at han ville være der for hende og med hende hele vejen, for det ville han! Han havde aldrig direkte kunne sige at han havde elsket nogen som han elskede Destiny, for hun havde virkelig formået at vække følelser i ham som han aldrig havde oplevet andre gøre det før. Han vogtede over hende og han beskyttede hende som en mand burde gøre med sin hustru, selvom de slet ikke var gift endnu, selvom det vel nok skulle komme på et tidspunkt? Lige nu var det deres elskede små tvillinger som havde været i fokus. De havde snakket rigtig mange navne, men var ikke rigtigt kommet til enighed endnu. Han måtte endda erkende, at han faktisk lå og tænkte navne om aftenen når hun var faldet i søvn. Han havde ikke sovet mere end en time eller to, idet at hun havde valgt at rive ham ud af søvnen, for hans hørsel fejlede skam ingenting! Lettere forvirret, desorienteret og konfus, så satte han sig op af gavlen, med dynen trukket op til livet og ellers halvvejs sovende mod puden igen, for han var virkelig træt! Han opfangede ikke rigtigt hendes ord og det var selv gået op for ham at hun måtte bære kæden, selvom hun havde fået det frarådet at skulle bære den om natten. Ikke alle de tanker som han gjorde sig uden egentlig at tænke over det! Hans øjne gled roligt og stille i endnu en gang, som han først for alvor måtte vågne op da hun nævnte Nathaniel. Han vidste at manden havde tilbudt dem hans hjælp og de havde ikke tøvet med at takke ja nogen af dem, for de vidste jo at den mand virkelig var en mirakelmand! Han gned sig let i øjnene og vendte blikket mod hende, hvor det jo så først var nu at han kunne se den våde væske i sengen. Han blinkede let med øjnene. Han måtte jo se syner! Han rystede let på hovedet som hun direkte bad om Nathaniel. *J-jamen..* Han endte hurtigt med at sætte sig op, hvor han vendte blikket mod hende. Nu faldt ti-øren endelig for hans blik. Skulle hun føde nu?! Lige nu?! Han trak sig hurtigt hen til hende. Nu var det da ham som måtte være helt konfus og ikke kunne finde rundt i tingene, for det at skulle overvære en fødsel havde han jo aldrig nogensinde prøvet før! Dynen røg ned med det samme som han trak sig hen til hendes skikkelse, idet at Nathaniel endnu en gang røg helt ud af hans tanker. Han ønskede jo at være der for hende og sammen med hende, nøjagtigt som han havde lovet hende! *Nathaniel.. ja.. ja, okay!* Han endte med at storme ud af sengen, hvor han kun hurtigt greb omkring kåben som måtte hænge henne ved døren. Hans hjerte slog fast mod hans bryst og selv nu hvor hans ben knapt nok kunne bære ham, for han havde arbejdet hele dagen og sovet alt for lidt om natten, men her var der ingen undskyldning! Hans forlovede skulle føde! Med tankernes kraft, så skreg han nærmest efter Nathaniel, så selv Destiny kunne høre det. Han nægtede at lade hende eller deres børn gå i døden, hvis de havde en mand i nærheden som kunne forhindre lige netop dette. Han stormede ned mod de gamle kælderregioner mod Nathaniels gemak. Han vidste jo helt præcist hvor den lå!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Fabian havde valgt at forholde sig optimistisk, det betød bestemt ikke at hun var det. Hun havde i den grad prøvet, men det var ikke lykkedes hende, de mange minder fra sidste gang, blev ved at vælde op i hende, og hun måtte direkte hade den tanke! De var sluppet fra hende, hurtigere end det som hun i virkeligheden havde brudt sig om, hun havde end ikke nået at stå med dem i hendes arme, og hun frygtede virkelig, at det var noget der endnu engang, skulle til at gentage sig. Fabian hjalp lidt på det, han havde virkelig taget sig godt af hende, og interesseret sig for den store mave, der gjorde hende til den hval, hun følte sig som i øjeblikket. Lige det billede, forsøgte hun af alt magt at holde fast i, nu hvor panikken var endt med at skulle brede sig i det indre. Begge hænder knugede fast om sengetøjet, det morede hende lidt at Fabian tydeligvis var så forvirret, men hun var for anspændt til at kunne reagere på det. Sveden lagde sig over hendes hud, og gjorde den fugtig. Allerede nu, følte hun næsten, at hun måtte klistre til lagnerne. Blikket gled direkte hjælpeløst mod Fabian, der endelig så ud til at vågne for alvor. Hun havde ikke sluppet den kæde, der var blevet hende skænket, måske den ville kunne skabe ubehag, men i tilfælde af at dette skulle ske, så måtte hun da for pokker kunne kommunikere, med hendes forlovede! Desuden kunne hun godt lide, hans tanker når han lå, og forsøgte at holde om hende. De tanker han gjorde sig, om hendes søde duft, og hendes bløde hud, hvor meget han glædede sig, til at blive far, hvilket næsten måtte skabe en dårlig samvittighed for hende, men det gjorde hende tryg nok, til at lade sig falde ind i en hvile. Den første vé pressede allerede på. Hun kneb øjnene fast sammen, og kunne fornemme Fabian rumstere i sengen for at komme hen til hende. Den stakkels mand var helt forvirret, og selvom hun mest af alt, ønskede ham tæt på, så var Nathaniel det vigtige. Hun sendte ham et lidt sigende ikke mindst bedende blik. ”Tak,” hviskede hun stille, idet han stormede ud af døren. Med blikket vendt mod loftet, forsøgte hun at trække vejret, som Nathaniel havde forsøgt at lærer hende, ikke at det virkede, istedet nærmest hev hun efter det. Fabians panikslagene kald, sprang hende direkte i hovedet, hun glippede let med øjnene, og forsøgte at ryste det af sig. Et hæst støn forlod hendes læber, idet endnu en vé satte ind. Det gjorde langt mere ondt, end det som hun egentlig mindedes, at det havde gjort! ”Kom tilbage,” hviskede hun for sig selv, mens tårerne begyndte at trille i stride strømme ned over hendes kinder, hormonerne rasede i hver lille del af hende, det var virkelig ikke let at være en gravid hval, specielt ikke når hendes egen forlovde, end ikke var i stand til at tale rigtigt med hende. Tanken gjorde kun gråden værre, og forvandlede det, til noget der nærmere kunne kaldes for en hulken. Et kort øjeblik følte hun sig fuldkommen forladt, og bange for at han ikke ville vende tilbage. Det var som knive der stak hele vejen igennem, og det stoppede ikke nu! ”Nathaniel,” hulkede hun igen, og kastede et blik mod døren. Hun spredte benene og lod dem bøjes. Det var end ikke gået rigtigt igang, og hun var fyldt med hormoner og sved.

[Deleted]

Det værste som kunne ske i dette øjeblik, det var at han ville miste Destiny og det var noget af det sidste som Fabian ønskede sig! Han havde endda taget sig selv i at bede til Herren i det høje om at dette ville lykkes dem, at de ville få hinanden og en lille eller to, også selvom han vidste at skæbnen sikkert ville arbejde imod dem, men han ønskede bare ikke at miste hende! Det var hans hovedprioritet i denne situation, så det var noget som heller ikke sagde så lidt. At han havde været helt rundt på gulvet, var vel heller ikke noget som sagde så lidt? Han lå som regel i timer om aftenen og hen på natten bare for at holde om hende og for at holde hende tryg og sikker. Nu hvor Nathaniel havde skænket dem en mulighed hvorpå at de kunne kommunikere, så kunne det bestemt heller ikke blive bedre, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han stod virkelig i en kæmpe taknemmelighedsgæld til den mand, men han havde denne sidste endelige tjeneste at bede ham om og det var at hjælpe dem når fødslen skulle sætte ind og han vidste at manden var her på slottet sammen med sine egne små og så Liya. At se de skønneste små tvillinger, var også noget som gjorde at han automatisk håbede på at det hele nok skulle gå og at det også var en glæde som han ville have lov til at opleve. Foreløbig så havde hendes svangerskab været uden de helt store komplikationer. Selvfølgelig havde der været disse små, men igen så havde Nathaniel været der til en hjælp og det var noget som han i den grad også var frygtelig glad for, det var slet ikke noget som man skulle tage fejl af!
Nu hvor Fabian havde formået at kæmpe sig ud af sengen, også selvom han var lettere rundt på gulvet, så var det slet ikke noget som han ville tage sig af lige nu. Lige nu var det Destiny som han havde sat i fronten og det var noget som han havde valgt at gøre uden så meget som at tøve det mindste, for det var slet ikke noget som han kunne få sig selv til! Han elskede hende og han ønskede hende sikker og bare det at forlade hende for at få hentet Nathaniel, var kraftigt imod ham, men han vidste at han heller ikke havde noget andet valg når det nu endelig skulle komme til stykket. Han ville bare have hende helskindet igennem det hele! I hans sind så skreg han direkte på Nathaniel, idet han kom hastende ned i kælderregionen, hvor han vidste at manden opholdt sig. At han var død for omverdenen var noget som han slet ikke tænkte på i dette øjeblik, for der var virkelig ikke noget som han kunne gøre ved det lige for øjeblikket, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Han nåede ned og igennem den mindre labyrint af de mange gange, idet han bare valgte at storme direkte ind i hans gemakker, næsten fuldkommen ligeglad med om Liya og børnene også måtte være der, for skulle han være helt ærlig, så var det slet ikke en tanke som faldt ham ind. *Hun føder, Nathaniel! Nu!* endte han med en tydeligt næsten skræmt mine. Han vidste at Destiny var bange og meget endda, så hun havde brug for at han var der! Med de ord, så vendte han hurtigt om, kun for at komme hastigt op ovenpå igen, da han var sikker på at han havde revet Nathaniel ud af søvnen. Han ville ikke vige fra hendes side! Han kom hurtigt op igen, også selvom han var tydeligt forpustet. Som en dødsengel, så var han jo vant til vingerne, så han kørte faktisk hurtigt træt på andet vis. Han nåede hurtigt hen til sengen, hvor han satte sig ved hende. *Han er på vej min kære.. det hele skal nok gå..* forsikrede han hende, som han strøg hendes kind og tørrede hendes tårer bort.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var udmærket godt kendt med de komplikationer som var sket for Destiny under og efter svangerskab igennem tiderne, og det var også derfor at han havde valgt at tilbyde hende den hjælp og assistance som han var sikker på, var nødvendigt når barnet eller børnene endelig skulle fødes. Umiddelbart ville han gætte på tvillinger, også fordi at hun var temmelig stor. At Fabian var så meget over hende, så var det også tydeligt for hans vedkommende, at selv den mand var kendt med det hele, også selvom det nu heller ikke var noget som han sagde noget til. Det beviste bare, at selv et væsen af rent mørke, var noget som kunne finde en lys tilværelse, for det var jo det som var sket for dem, og ikke mindst også ham selv efter han havde fundet Liya. Han havde aldrig kunne slå sig så meget til ro med en anden kvinde end det som han havde været i stand til at gøre det sammen med hende. Det var egentlig ganske utroligt hvad en kærlighed kunne gøre selv med det koldeste væsen fra mørket.
Jo længere Destiny skred frem i svangerskabet, jo mere havde han været omkring slottet og det havde der været en meget god grund til. Liya havde vist sin forståelse og ungerne havde bestemt heller ikke noget imod at skulle lege fange- og gemmeleg nede i de mange kælderregioner, også selvom det som regel endte med at det var ham og hans kære forlovede som måtte finde dem i den anden ende. Lige nu lå de trygt i deres seng og det samme gjorde han. Han havde fundet en rigtig god døgnrytme. Han sov sammen med familien, også selvom han som regel var den første som slog øjnene op om morgenen, så var det nu heller ikke noget som ændrede noget som helst for hans vedkommende. Han lå og holdt om hende, holdt hende tryg og sikker og holdt de mange stemmer og mareridt væk fra hendes sind, hvilket han gjorde selv med den største glæde. At se hende smile, at vide at hun havde haft en god nats søvn, var virkelig det hele værd. Selvom dette var ved at være tidligt om morgenen, så var han heller ikke fanget i den dybe søvn. Selvom han tydeligt blev ramt af et voldsomt chok, idet at Fabian kom stormende ned i kælderen. Blikket sagde det hele, og ikke mindst det, at han kunne høre mandens frustration og skræmte stemme i hans hoved. Skulle hun til at føde nu? Han nikkede mod ham, idet han hurtigt satte sig op, da Fabian stormede ud og den anden vej. Han vendte blikket mod Liya ved sin side, også selvom det vel også havde revet hende ud af søvnen? ”Jeg kommer igen senere, Liya.. Destiny ligger i barselsengen,” sagde han roligt. Han kyssede hende ganske let, idet han rejste sig op. Fandt et par løse bukser og en skjorte som han hurtigt kom i, idet han hurtigt forlod kælderen. Folket her på stedet vidste jo trods alt at han var der, selvom det nu heller ikke var noget som han tog så tungt. Så lang tid at de kunne holde lidt på hans eksistens, så skulle han bestemt heller ikke klage over det.
Nathaniel nåede hurtigt op til Dronningens soveværelse. At se hende ligge der, direkte skræmt var heller ikke noget som gjorde det meget nemmere. Han vendte sig i retningen af Fabian. ”Kan du være så venlig at skaffe nogle håndklæder, Fabian? Jeg tror det bliver nødvendigt med en god del,” forklarede han videre, idet han selv satte sig ved Destiny. Han vendte sig mod hende. Han var selv træt, også selvom han kunne se så vågen ud. ”Destiny.. Husk de pusteøvelser jeg har lært dig.. Det er meget vigtigt at du tager det med ro.. så skal det hele nok gå..” Han samlede puderne op af gavlen og førte hende roligt op af dem, så hun kunne ligge langt mere behageligt.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Destiny var virkelig rædselsslagen for at blive ladt alene, hun vidste udemærket at det i så fald ville koste hendes kære engle livet, og hende selv med. Tårerne trillede ned over hendes pludseligt blege kinder. Begge hendes hænder knugede så fast om lagenet, at det næsten allerede måttet føles fugtigt og svedigt. Endnu en vé pressede sig på, hun forsøgte at trække vejret, men den intense smerte tvang hende til at holde vejret istedet. Hun kneb øjnene fast sammen, og stønnede hæst. Hvorfor tog det så lang tid?! Nathaniel havde indvilliget i at være lige i nærheden, og alligevel så følte hun allerede at Fabian havde været væk for timer! Hun hørte skridt ude på gangen, men det føltedes som om at de var så langt væk, næsten som en irriterende baggrundsstøj. Da Fabians skikkelse endnu engang endte med at vise sig, faldt flere sten fra hendes hjerte, hun forsøgte at sende ham et næstent lykkeligt smil, hvilket kun blev afbrudt. Det gjorde virkelig mere ondt, end hun huskede det! De isblå øjne fandt vej til hans, forsøgte at fange dem, de havde altid beroliget hende, så det måtte vel også virke denne gang? Kinden faldt mod hans hånd, hun nikkede stille, ude af stand til at slippe så meget som et ord. Nathaniel dukkede ganske rigtigt op kort efter. Hun så direkte hjælpeløst mod ham. Svangerskabet havde ikke været et problem, selvfølgelig havde hun båret bekymringer, men hun havde ikke været direkte bange, det var noget som først var kommet nu, hvilket kun gjorde hende endnu mere urolig. Hun lod ham stable en bunke puder, så hun bedre ville kunne sidde en smule, og dermed ligge mere behaglig. Hun skubbede sig roligt mod dem, og satte sig til rette. Det gjorde hende dog ikke ligefrem tilfreds, at Nathaniel, måtte sende Fabian væk. Hun rystede på hovedet, og forsøgte at gribe fat om hans hånd, men kun forgæves. Håndklæder? Nej dem kunne hun sagtens undvære, hvis blot det betød, at Fabian ville få lov til at blive. Det ville ikke gavne at begive sig ud i en diskussion, hun stolede på Nathaniel, så hun måtte vel bare koncentrere sig om ham istedet? Blikket gled ind i hans mørke, hun nikkede stille, og forsøgte af alt magt at trække vejret rigtigt, selvom det i det store og det hele bare blev til en gispen efter overhovedet at få ilten. ”Jeg kan ikke,” hviskede hun stille. Tårene begyndte endnu engang at søge ned over hendes kinder, og de blev kun værre da endnu en vé trængte sig på, og denne gang tvang hende ud i et direkte skrig. Fødslen var end ikke som sådan gået i gang, og hun følte sig allerede badet i sved. ”Få det til at stoppe,” hviskede hun næsten bedende, også selvom hun vidste at det slet ikke var en mulighed, hun måtte bare igennem dette. Sammentidig følte hun sig dog umådelig ynklelig, mange kvinder før hende havde født langt flere af slagsen, hendes egen søster Faith for eksempel, og de havde aldrig nogensinde klaget, på trods af at de havde følt den samme smerte, som den hun følte lige i øjeblikket. Det var jo direkte pinligt.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste udmærket godt at dette på ingen måde var nemt for Destiny. Han havde allerede konstateret at de ville få tvillinger, hvilket han havde fortalt dem. Han havde holdt øje med hende så at sige igennem hele svangerskabet og han havde endda indviet i at skulle være lige i nærheden når børnene ville komme, udelukkende for at være der til at hjælpe hende, så hun ville have det langt bedre med det hele. At det jo så havde virket var noget som virkelig måtte gøre ham glad og tilfreds, for det gjorde det hele langt nemmere. Om ikke andet så var og kom denne fødsel for tidligt, af hvad han kunne konstatere at sætte hendes termin til, men det var der ikke noget at gøre ved. Han var nu mere bange for at hendes uro var noget som kunne gå hen og koste dyrt. Han havde aldrig svigtet, udelukkende af den grund, så ønskede han virkelig bare at hun skulle falde til ro og slappe af, så de kunne komme videre derfra. Han satte sig helt tæt på hende. Han var sikker på at Fabian nok hurtigt skulle komme tilbage igen, men lige nu var det vigtigste jo at få hende gjort fuldkommen rolig. Det var jo en direkte livsnødvendighed, om det var noget som man ville det eller ikke. Han tog roligt omkring hendes hånd som hun prøvede at få kontrol over sin vejrtrækning. Lige den ting var i den grad vigtig at få kontrol på som noget af det første! ”Destiny.. kig på mig..” Han gjorde øvelsen roligt, kontrolleret og uden at skulle hidse sig på, på den ene eller den anden måde. Der var ikke nogen grund til at være bange – specielt ikke når han var der. Han lagde den anden hånd roligt under hendes hage, kun for at vende hendes blik roligt op mod sig. Han ville have hendes fulde fokus og det var der alverdens grund til; Gik dette galt, så kostede det dyrt – en pris som han på ingen måder var villig til at betale! Han fortsatte roligt med den samme øvelse, også mest for at vise at han var med hende i denne situation. Han ønskede ikke at efterlade hende alene med denne byrde og specielt ikke hvis det skræmte hende så meget som det gjorde. Måske at han ikke kunne roe hende ned som Fabian ville kunne gøre det, men han var en mand med en utrolig ro i sjælen, der skulle meget til før han blev urolig og selvom han var kendt med den frygtelige sygdom som hun måtte brænde inde med, så var han nu sikker på at det hele nok skulle gå når alt endelig måtte komme til alt. ”Pust dybt og roligt..” Hans stemme var næsten en hvisken som hun faktisk skulle falde til ro for at høre. En ting som han faktisk gjorde bevidst, for det vigtigste og det bedste var jo selvfølgelig hvis hun kunne falde til ro inden det ville gå helt galt for både hende, men i den grad også for den lille. ”Jeg ved godt du er bange, men det er yderst vigtigt, at du falder helt til ro..” Endnu en gang trak han vejret og pustede det tungt ud, netop for at vise hende hvordan hun skulle gøre det. Bare langt mere forsigtigt og roligt. Han sendte hende et stille og roligt smil og lod hovedet søge let på sned. ”Tænk på den familie som du får dig, Destiny.. Med Fabian ved din side..” tilføjede han roligt.

[Faith Jaceluck Marvalo]

Da Destiny havde fået nyhederne om tvillingerne, var hun kun blevet langt mere urolig, ikke mindst fordi hun huskede udemærket hvad der var sket sidste gang. De to små engle hun havde født, og som døde i vuggen blot få dage senere. Dengang havde hun ganske vidst fået at vide, at det var et særtilfælde, men nu hvor hun endnu engang lå i barselssengen, så var hun direkte panikslagen, det kunne hun heller ikke komme uden om. Nathaniel havde hjulpet hende gennem hele svangerskabet, og Fabian havde været umådelig støttende, det eneste gode der sådan set var kommet ud af det, var det faktum at han nu lod til, at fokusere mere på hende og den store mave, end han egentlig fokuserede på hans handicap, og det var noget som hun bestemt måtte nyde. Begge hænder var lukket tæt omkring sengetøjet, hun kunne føle at lagnet var fugtigt under hende, men det kunne hun virkelig ikke tage sig af. Det var ikke meningen at det skulle ske nu! Det var for tidligt, hvilket hun næsten i sig selv måtte tage som et klart og tydeligt tegn. Nu hvor Nathaniel var der, faldt hun også en del mere til ro, også selvom hun konstant stirrede mod døren. Fabian kunne godt skynde sig lidt mere! Hun havde brug for ham her. Tårerne trillede ned over hendes kinder, hun følte sig direkte ynkelig, hvilket heller ikke var meningen, men hun frygtede virkelig for hendes kommende små. Hendes vejrtrækning, kom mere i små stød, visse gange forsøgte hun endda at holde det, udelukkende for at kontrollere den smerte der vældede ind over hende. Hånden gled i Nathaniels, hvilket øjeblikket tvang hendes opmærksomhed mod ham. Han ville passe på hende, det var hun slet ikke i tvivl om, hun havde jo set det før. De isblå øjne hvilede i hans, hendes svedige hånd knugede om hans varme ru hånd, hun lod sig glide i sikkerhed et sted, og prøvede istedet at følge hans øvelser, selvom det bestemt ikke var nemt. Gråden forhindrede lidt at trække vejret helt ned i maven, men om ikke andet, så fastholdte hans hendes forkus. Hendes blege kinder, var dækket af spor, efter de salte tårer der forlod hendes øjenkrog. Hun nikkede roligt mod ham, og forsøgte at gøre ligesom ham. En øjeblikkelig smerte brød hendes koncentration. Hun kneb øjnene fast sammen, og strammede grebet om hans hånd. ”Fabian,” hviskede hun lettere stakåndet. Hun skulle nok gøre et forsøg på at holde sig i ro, men hvad nu hvis Nathaniel tog fejl? Hvis hun ikke fik nogen familie? Hvis disse børn også ville blive taget fra hende. ”Jeg er så bange,” hun faldt ned i sengen, betragtede loftets mange strukturer, og fortsatte vejrtrækningen uden Nathaniel. Det gjorde ondt, men det kom og gik lidt i øjeblikket, så hun kunne om ikke andet nå at trække vejret først, hvilket gjorde det hele, en hel del lettere. Hun trak vejret dybt ned i lungerne, rykkede en smule længere ind på midten af sengen, så hun var fri for den våde fornemmelse. Nathaniel havde ret. Hvis dette kunne give hende en familie, så ville det være alt smerten og alt frygten værd. ”Jeg beder dig.. Gør alt hvad der står i din magt, for at disse børn skal leve:” selvom hun ikke skænkede ham et blik, så var det tydeligt vendt mod Nathaniel. Hun havde brug for at vide, at han ville gøre brug af alt det han nogensinde havde lært, at han ville sørge for at skænke hende den gave det var at blive moder, hun kunne virkelig ikke bære endnu et tab!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste udmærket godt, at nyheden omkring tvillinger var noget som havde gjort Destiny direkte urolig, hvilket han også sagtens godt kunne forstå. Han vidste jo trods alt udmærket godt, hvad der var sket tidligere, og selvfølgelig så var han bange for – også på hendes vegne, at det var noget som skulle ske igen, for det var slet ikke noget som han ønskede hende på nogen som helst måde! Han vendte blikket roligt mod hendes skikkelse, også nu hvor han havde ganget hendes blik netop ved at tage hendes hånd. Han gav den et let klem, mest af alt også for at vise for hende, at han var der for hende, for alt det andet, var da slet ikke noget som han kunne drømme om! Selvfølgelig ønskede han at hjælpe hende og helst så godt som det nu ville være ham menneskelig muligt at gøre det! Han lod hovedet søge let på sned. Hvis hun ville gøre det nemmere for sig selv, så var hun virkelig nødt til at slappe af! Han vendte blikket roligt mod hende endnu en gang. At overvære en fødsel på denne måde, var virkelig ikke noget nyt for ham, så han tog det nu med et gram salt, der var virkelig ikke nogen grund til at tage de mange sorger på forskud og foreløbig, så var svangerskabet gået næsten smertefrit for sig, så selvfølgelig var det noget som kun gjorde det meget bedre, hvor han selv kunne tage det ganske med ro, selvom han vidste, at faren langt fra var ovre endnu. ”Fabian kommer lige om lidt, kæreste.. Slap af,” fortsatte han roligt og med en ganske rolig mine, som tidligere. Han satte sig roligt tilbage på pladsen ved hendes ben og holdt dem derved også en smule spredte. Selv vidste han at Destiny stolede på ham, hvilket selvfølgelig var noget som han var rigtig glad for, for der var ikke nogen grund til andet. At hun var bange, var noget som Nathaniel udmærket godt vidste, for det var noget som hun havde givet udtryk for igennem hele svangerskabet, hvor han også havde lovet at han skule gøre sit for at hjælpe hende igennem det og passe på hende – der var Destiny langt mere fornuftig end det som Faith var, så det var faktisk langt nemmere for ham! Hendes sidste ord var dog noget som alligevel måtte komme en kende bag på ham. Han vendte de mørke øjne direkte mod hende endnu en gang. Han sendte hende et stille og betryggende smil. Han vidste selvsagt, at det var begrænset hvad han kunne gøre for hende og børnene også fordi at det var en arv som gik videre til dem, så selvfølgelig var det noget som betød sit og det var jo ikke noget som han bare kunne gå ind og forandre på – desværre. Han nikkede dog roligt. ”Jeg kan love dig, at jeg skal gøre alt det jeg kan for at skænke dig og Fabian disse børn,” sagde han roligt og alligevel med en ganske så bestemt tone. Selv elskede og holdt han virkelig meget af børn og selvfølgelig ønskede han også at skænke dem glæde ved at være forældre, ofr der fandtes virkelig ikke noget bedre end det! Han fortsatte selv roligt med pusteøvelserne, mest af alt for selv at holde hende fokuseret på det, for det var virkelig vigtigt!

[Deleted]

Fabian måtte ærligt erkende at han ikke rigtigt havde skænket sit eget handicap så meget som en eneste tanke igennem det sidste lange stykke tid. Det eneste som egentlig havde fyldt ham, var tanken om at blive far og det at få Destiny som moder til hans børn. Det kunne virkelig ikke blive bedre set i hans øjne! Tanken om at han skulle til at være far, var virkelig overvældende og det at den fødsel var i gang nu, var ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig skulle komme til stykket. Han var stormet ud efter de håndklæder som Nathaniel havde bedt om, for det var virkelig vigtigt for ham at få dem hentet hvis det var noget som ville gavne i denne situation. At Destiny lå og kaldte på ham, var noget som han næsten kunne fornemme. Han kunne jo nærmest fornemme hendes smerte for han nærede på den og det var behageligt og samtidig frygtelig skræmmende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet! Han var stormet direkte ned til badeværelset som måtte ligge mere eller mindre i den anden ende af slottet, også fordi at han ville skaffe sig de blødeste og de bedste! Kun det bedste var godt nok for hans kære forlovede, og det var sådan at han ønskede og agtede at have det! Næsten uden at tænke på at der ikke kom så meget som en eneste lyd fra ham – ikke så meget som et tegn til at være forpustet eller noget lignende, også selvom han har stormet hele dagen. Han spænede direkte ind af døren, kun for at smide håndklæderne ved siden af Nathaniel. Barnet var ikke kommet endnu, så selvfølgelig var det noget som betød en del for ham, for dette var bestemt heller ikke noget som han ville undvære for noget som helst i den anden ende! Hans børns fødsel. Det ville være noget som han ville kunne fortælle dem om når de blev ældre, så selvfølgelig var det noget som virkelig betød forbandet meget, også for hans vedkommende! Han satte sig hurtigt og roligt ved siden af Destiny endnu en gang. #Så er jeg her min kære..# Han vidste udmærket godt at kæden omkring hendes hals, var noget som gjorde, at hun var i stand til at høre ham og det var virkelig det eneste som havde nogen betydning for ham, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om. Han tog forsigtigt omkring hende og hjalp hende en anelse op at sidde, så han igen kunne tage en plads bag hende, for det var det som han ønskede sig. Hans hjerte hamrede let mod hans bryst. Han var slet ikke vant til at bevæge sig rundt på denne her måde. Han lukkede øjnene ganske let og kyssede roligt hendes kind. Han tog roligt omkring hendes ene hånd. Han kunne mærke hendes smerte, hendes frygt, angst og ikke mindst uro og det var noget som han selv ikke brød sig om, for han sad og nærede sig på sin egen forlovede! Han trak vejret dybt og slap det tungt. #Det skal nok gå..# afsluttede han dæmpet. Han vidste også godt, at Nathaniel kunne følge med i samtalen, hvilket han heller ikke havde noget imod, for han havde virkelig ikke noget at skjule for manden, for han var ham virkelig taknemmelig for alt det som han havde gjort for dem!

[Faith Jaceluck Marvalo]

Destiny direkte knugede omkirng hans varme hånd, søgte den trøst og den støtte, som Nathaniel formåede at give hende. Hun frygtede til det inderste, at hun endnu engang ville være offer for et tab, som hun havde været for ganske vidst mange år siden, efterhånden. På trods af at hendes hjerte slog faste, nervøse slag, så var hun dog faldet end smule til ro. Nathaniel havde ret, det ville ikke være godt for hende, at stresse, hun havde brug for at slappe af, også for børnenes skyld. Blikket hvilede i hans, blanke af de tårer der pressede sig på, alt i alt, mens hun forsøgte at bevare den rolige vejrtrækning, selv på trods af smerten der overvældede hende. Man glemte hurtigt, hvor meget en kvinde behøvede at gennemgå for at få fingrer i disse små engle, som hun måtte bære, Nathaniel havde jo allerede kunnet konkludere, at der under alle omstændigheder var mere end en. Nu hvor hendes svangerskab var forløbet så smertefrit, så var det vel også på sin plads, at fødslen absolut skulle være langt hårdere? Destiny nikkede roligt mod Nathaniel, ved hans ord. ”Om et øjeblik,” gentog hun roligt, med den usikre og skælvende stemme. Hun var virkelig taknemmelig for, at Liya og Nathaniel havde takket ja til invitationen om at bosætte sig på slottet for et par måneder, hun var klar over, at det havde været at bede om en del, men om ikke andet, så var det langt mere betryggende, at have en mand som ham i nærheden, det kom hun ikke uden om. Endnu en vé, direkte tvang hende til at gispe efter vejret. Hendes natkjole og de røde lokker, klistrede sig mod den svedige hud, for det var bestemt hårdt! Hun spændte endnu engang i hele kroppen. Hvis dette lykkedes, så ville det være hele smerten værd, hun ønskede så brændende, at opleve det mirakel, hun ønskede at viderfører slægten, ønskede at kunne udfri det modergen hun gemte på, for det var ved at være på tide, hun var trods alt heller ikke helt ung mere, og det at Nathaniel ville gøre sit bedste, var slet intet hun ville betvivle. Hun trak sig sammen i en mindre forskrækkelse, idet døren endnu engang måtte glide op. De matte øjne faldt mod hendes elskede Fabian, og flere sten måtte omgående falde fra hendes bryst. Det morede hende lidt, at han virkede så komplet rundt på gulvet, han forsøgte og det var om ikke andet det vigtigste. Med hans hjælp, fik hun skubbet sig en smule frem, så det blev muligt for ham, at glide bag hende. Den slappe krop faldt mod hans kølige overkrop, og hun erstattede Nathaniels hånd med Fabians. Kæden hang trofast om hendes hals, så hun var udemærket i stand til at høre hans ord. Blikket gled i, hun var tryg hos Fabian og Nathaniel, og der fandtedes ingen bedre hænder, at overlade hendes børn i. Den frie hånd fandt hvile mod den store mave, det beroligede hende anelse at stryge hen over den. ”Sådan. Lad os få det overstået,” hviskede hun, med en tydelig umattet tone. Hun lagde sig til rette i Fabians favn, forsøgte at trække vejret som Nathaniel nu engang havde lært hende. Véerne var blevet langt mere hyppige, det var blot en kamp om, ikke at lade dem tvinge hende til at presse, om ikke andet, så ikke før Nathaniel ville give besked, dette måtte ikke slå fejl!

[Deleted]

Fabian var virkelig rundt på gulvet. Det var en nyhed som han havde brugt måneder på at lade synke ind og det var bestemt heller ikke fordi at det havde været nemt for ham på noget tidspunkt, det var helt sikkert. Han var revet ud af sengen da hendes vand var gået, Nathaniel havde jo heldigvis været til stede og selvfølgelig ønskede han kun alt det bedste for hans kære Destiny nu hvor han skulle til at være far. Han kunne virkelig ikke gøre noget andet ned at nyde af den tanke og fornemmelse, for han glædet sig virkelig! Dette var noget som han havde drømt om igennem frygtelig mange år. Ganske rigtigt ikke den tøs som han havde regnet med at gøre det med, men han kunne ikke være andet end tilfreds. At elske Destiny var bestemt noget som han gjorde, så selvfølgelig ønskede han at hjælpe hende med det hele, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af overhovedet. Han satte sig roligt bag hende og tog omkring hendes hænder. Kæden hvilede godt omkring hendes hals, så han vidste at hun fint kunne høre ham, hvilket var en glæde. Han kunne sagtens leve med sit handicap, for det var bestemt heller ikke fordi at det var så svært igen. Man blev vel bare efterhånden vant til det? Han nikkede sig enig til hendes ord og med et stille smil på læben. Han plantede et roligt og varsomt kys i hendes nakke og strøg hende roligt over håndryggen, nu hvor han endelig kunne få lov til at være der for hende og ikke mindst med hende, for det var virkelig, virkelig rart, det var der slet ikke nogen tvivl om overhovedet. #Du klarer det flot, min kære..# lød hans stemme roligt i hendes øre, for det var bestemt heller ikke noget som han ønskede at skjule for hende på noget tidspunkt. De olivengrønne øjne vendte han roligt mod Nathaniel. Hvad skulle man dog gøre uden den mand? Den dag manden gik bort, så havde hele verden da et voldsomt stort problem! Han lagde hovedet tæt ind til Destiny. Det vigtigste var vel at hun slappede af? Så de kunne få deres børn til verden? Han kunne virkelig ikke sige noget andet, end det at han virkelig måtte glæde sig! Glæde sig som en lille unge på juleaften! Pusteøvelsen sad han næsten og lavede automatisk sammen med hende, for det var det som de havde øvet en god del på i det sidste, også fordi at det havde været så tæt op mod hendes fødsel og han ønskede i den grad at støtte sin elskede Destiny igennem det hele! Han brød sig slet ikke om at kunne mærke hendes smerte på den måde. #Kunne jeg tage smerten fra dig, så havde jeg gjort det..# Han skænkede hendes nakke og skulder endnu et kys og med et stille smil på læben. Han nød af den næring som det selvfølgelig gav ham, men det var bestemt heller ikke fordi at det var behageligt på noget tidspunkt, det var der heller ikke nogen tvivl om. Han holdt stadig fast og med blikket hvilende intenst på Nathaniel, blot afventende på hans klarsignal, for det måtte da snart komme? Han var virkelig ved at blive utålmodig!

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var udmærket godt klar over at Destiny var panisk ræd i denne situation og han kunne jo bare sige, at han udmærket godt kunne forstå hende, for det var jo ikke engang løgn, om det var noget som man ville det eller ikke. At Fabian var kommet ind, så var det også tydeligt at det var noget som gjorde Destiny langt mere rolig, hvilket kun var noget som fik ham til at smile. Han gjorde jo egentlig bare noget som han fandt som en direkte nødvendighed i det store og hele, om det var noget som man ville det eller ikke. Hans liv havde skam også lagt sig helt om efter at han havde mødt den kvinde som han vidste og slet ikke var i tvivl om, at han skulle leve resten af livet med! Hans kæreste Liya, det i sig selv, var noget som han kun måtte nyde noget så frygtelig godt på alle tænkelige måder overhovedet! Selv blev han siddende og holdt øje med hende og de naturlige krampetrækninger som skete i hendes underliv. Ud fra hendes situation, så klarede hun det virkelig også flot, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig skulle komme til stykket. Han vendte blikket roligt mod hende, hvor han sendte hende et roligt og ikke mindst betryggende smil. Selvom han vidste at der var så meget som kunne gå galt i denne situation, også med den sygdom som Destiny måtte bære med sig som han ikke kunne gøre noget med, men de havde begge været voldsomt opmærksomme på det hele, de havde taget det hele et skridt af gangen og selv han kunne blot være utrolig imponeret over det. Der var slet ikke nogen tvivl i hans øjne om at disse to individer var ment for hinanden. Tungen strøg let over hans læber, som han satte sig til ro, det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at gøre denne situation værre på nogen måde, specielt hvis det var noget som han ellers kunne blive fri for i det store og hele. ”I klarer det flot begge to..” sagde han roligt, som han spredte hendes ben en kende mere. ”Okay Destiny, næste gang du mærker en ve, så presser du,” sagde han roligt og med en ganske bestemt tone. Det var jo trods alt et sæt tvillinger som skulle ud – det var noget som han var fuldkommen sikker på! Og det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at der skulle gå noget galt under denne fødsel! Det var virkelig ikke noget som han kunne yde disse to mennesker som havde gjort så meget for at komme så langt. Et sted så måtte han jo.. se op til dem? Begge med så meget at slås med og alligevel sad de her. Det var noget som mange kunne lære skræmmende meget af, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om i det store og hele. Han fandt det ene håndklæde frem og lagde det roligt klar til barnet. Han var nødt til at tage det hele stille og roligt, alt det andet var slet ikke noget som ville gavne ham på nogen som helst måde overhovedet, han var nødt til at tage det stille og roligt. ”Stille og roligt, Destiny.. Du klarer det fantastisk..” roste han hende, som han igen vendte blikket mod hendes skikkelse.