Pain ahead..?

[Tiyanna Direshade Acheron]

Hvilken tid det måtte være på døgnet, vidste Tiyanna virkelig ikke. Den sorte og mørke kælder havde været det eneste som hun havde set, siden hun var blevet anbragt i Inkarnos fangekælder. Kæderne som hun var tvunget i, raslede som hun bevægede sig bare det mindste. Den ubehagelige stank som havde bredt sig rundt i hele det store og massive rum med de adskillige celler, var nok til at lade hende væmmes med en mindre kvalme. Selv i skoven var omstændighederne langt bedre end her! Kæderne strammede omkring hendes håndled, som hun endnu en gang rejste sig op. Lettere skælvende på benene, som hun selv tydeligt måtte tænke på Ayak. Billedet af ham liggende nærmest.. død på bredden ved søen, var mere end nok til at lade det løbe iskoldt ned af hendes ryg, for det var slet ikke en tilstand som hun ønskede at bringe ham i.
Hun havde allerede regnet på det. 5 skridt frem, så var hun nødsaget til at stoppe, for lænkerne tillod hende ikke at træde længere frem end det. Hun følte sig virkelig som et dyr i et bur og den tanke alene, var slet ikke noget som hun brød sig om. For ikke at glemme, at hun klart var skræmt ved tanken om det som Inkarno kunne finde på at gøre ved hende. Hun bed sig let i læben. Nej! Hun måtte vise sig som stærk endnu! Hun agtet at komme tilbage til landsbyen i skoven – hvis han ikke havde fundet den allerede, om ikke andet. Lyden af raslende kæder kunne høres svagt ned igennem gangene, selvom hun næsten kunne gætte sig til, at Inkarno ikke holdt særlig mange fanger i fangekælderen. Det var vel de færreste som han så på som værdige til dette sted? Hun fnøs ganske let. Selvom hun ikke kunne se en meter foran sig, da det næsten var fuldkommen mørkt, så var det en tanke som faktisk skræmte hende. Hun havde gået imod ham i så mange år, endda stjålet fra ham, skænket dem til fattige som tydeligt havde været i direkte nød for en pengebeholdning, så fortrød hun virkelig ikke noget som helst!
Tiyanna knyttede let sine næver. Hun måtte ud herfra på en eller anden måde. Hun måtte finde Ayak, hun måtte finde ham og hjælpe ham som han allerede havde gjort så meget for hende, så kunne hun ikke få sig selv til at lade ham ligge bare der! Hvad nu hvis han allerede var død? Så død som han allerede havde set ud, så var det en tanke som virkelig måtte skræmme hende og forbandet meget endda. Blikket gled mod hendes håndled, som hun prøvede at tvinge sine slanke hænder ud af kæderne, selvom de var godt stramme, så det var umuligt. Magi kunne hun ikke rigtigt gøre brug af, hvilket i den grad også måtte være hende en frustration uden lige. Jo hurtigere hun kunne komme derfra, jo bedre var det i den grad også!

[Deleted]

Lyden af tunge metal-støvler imod det hårde, mugne og fugtige stengulv kunne høres runge igennem de mørke gange. Der blev hverken båret fakler eller lys af nogen art, hvem end der trampede rundt, så var det tydeligvist nogle der vidste hvor de var og hvordan de fandt rundt, selv i mørke. Stanken var ikke noget der rørte dem, de var vant til værre, og det burde den unge, yndige fange nok også blive inden længe hvis hun ønskede at blive ved med at trække vejret frit.
En nøgle blev drejet i den rustne lås til hendes celle, og døren gled skrigende op på den usmurte og rustne hængsler. Hvem end der havde trampet rundt så stod de stille nu, og langt mere tunge og dunkle fodtrin hørtes nærme sig, disse havde dog tydeligvis ikke travlt.
*Dunk.. Dunk.. Dunk.. Dunk.. Dunk..*
Lød de, tunge og langsomme. Pludseligt stoppede de, man kunne mærke hadet, magten, glæden ved denne ultimative sejr, knitre i luften.
Langsotm åbnedes to hvide øjne sig, to små hvide, nærmest lysende pletter i luften, som hans blik hvilede tungt på hende, ynkelig som hun var her i hans celle. Langt om længe ahvde han fundet hende, langt om længe havde hun vovet sig væk fra skovenes sikkerhed, ud i det åbne,d et havde været en smal sag med alle hans spioner og kontakter at spore hende efter det. En hvid hest, en kvinde, og en varulv? Hvem i hele Dvasias havde dog ikke lagt mærke til det? Så var det bare et spørgsmål om at bruge de rigtige våben, og han var kommet dem i forkøbet og havde dumpet lig nok i søen til at et lille dusin necromancere havde kunnet klare resten.
Han vagter trådte af, og forsvandt fra cellerne, og han stod der blot, mægtig, oprejst, over hende. Hans majestætiske sorte vinger sitrede nærmest, som det eneste tegn på den indre ekstase det var at have hende låst fast her. Hvem end der ikke frygtede ham, var blot en modig tåbe.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna måtte erkende, at hun ikke havde nogen anelse om hvordan Inkarno måtte se ud. Hun havde hørt skrækhistorierne omkring denne konge, men aldrig kastet så meget som et blik på ham selv. Skoven havde været hendes fristed, som det også var blevet så mange andres, det havde været hendes skjul og selv der havde Inkarno aldrig formået at fange hende, eller finde hende for den sags skyld, for lejren var umådelig godt skjult dybt derude. Hun ville bare ikke have at han skulle have lov til at ødelægge Imandra på den måde! De umådeligt tunge skridt, var noget som hun hurtigt måtte lægge mærke til, hvor hun trak sig en anelse hen mod væggen igen. Et sted så var det bare rent instinkt, også fordi at hun knapt nok kunne se noget som helst!
At hendes celledør måtte gå op, så kunne hun næsten gætte sig frem til hvem det var som valgte at aflægge hende en visit. Hun knyttede næverne ganske let, også selvom det spændte langt mere i de ellers så stramme lænker. Stanken var virkelig forfærdelig! Og langt mere end nok til at give hende en mindre væmmelig fornemmelse, men at åbne munden og påstå at stedet trængte til en stor rengøring, ville hun nok heller ikke få noget som helst ud af.
At hele angrebet havde været planlagt til punkt og prikke, var noget som hun havde gættet sig frem til. Tanken var dog ikke noget som hun sagde det mindste til uanset, for hun havde været dum og vade direkte i fælden! Ayak var faktisk det eneste som hun måtte tænke på lige i øjeblikket, for det bekymrede hende virkelig, at hun ikke vidste om han var i live eller ikke! Han havde set mere død ud end levende, da hun havde set ham sidst! Tiyanna blev tydeligt ramt af en forfærdelig fornemmelse ved synet af de helt hvide øjne som hvilede foran hende. Det var direkte uhyggeligt at se på!
”Giv dig til kende!” vrissede hun med en fast tone. Hun måtte bare være helt sikker på hvem det var som hun stod overfor, også selvom hun allerede havde sine anelser, så var det jo egentlig bare for at få dem bekræftet. Næsten automatisk rettede hun sig op. Måske at denne mand direkte måtte være uhyggelig, men han skulle i den grad heller ikke have lov til at nedstirre hende på den ene eller den anden måde! Inkarno havde ganske rigtigt fanget hende.. langt om længe måske, men hun havde i den grad heller ikke nogen intentioner om at skulle falde bare sådan uden videre!

[Deleted]

Inkarno betragtede hende blot som hun måtte slådse med sine bånd. hvor uværdigt det dog måtte være for rebellernes berygtede leder, langt om længe at være fanget og lænker i hans beskidte kælder. Det her var i sandhed en fangekælder for meget vigtige personer, det var meget få fanger han fandt nødvendigt at holde i live ret længe af gangen, langt de fleste ville være blevet snedt direkte ned i de nedre regioner, og når først man sad fast nede i hans laboratorier og lignende, så var spillet tabt.
Han lyttede til hvordan hun i modstand stadig forsøgte at slå lidt igen og vrisse kommandoer af ham, men lige lidt hjalp det, han fandt det faktisk blot underholdende, hvordan hun i modsætning til stortset alle ahns tidligere fanger rent faktisk ikke vidste hvem han var, og turde vise så meget trods til rent faktisk at tale til ham uden at det var for at trygle om nåde og knæle ved hans fødder.
" Velkommen hjem. "
Lod hans mørke, djævelse stemme. Hans ansigt bevægede sig som sådan ikke, det lød nærmest somom at hans stemme komme alle steder fra på en gang, somom det var både ham, og væggene omkring dem der talte i kor, med en dyb, mørk og harsk røst. Der var ikke megen menneskelighed at spore i hans stemme, hverken glæde eller sorg, kun mørke og had.
Han løftede hånden, og ved hjælp af få ganske simple håndtegn lød der små klik og hendes lænker slap grebet om hende, hun var fri, det eneste der blokerede hendes vej ud af cellen go ud af slottet, var Inkarno der stod i døren, og blot stirrede på hende uen at blink, men nu kunne hun da komme i øjenhøjde.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Lederen var stadig en del af Tiyanna og det var bestemt heller ikke noget som hun agtet at skulle lægge til side på den ene eller den anden måde. Hendes hjerte slog en anelse fast mod hendes bryst. Dette var noget som hun havde kæmpet med i mange år, netop for at undgå, men det var bare ikke gået som det hun havde ventet sig af, hvilket var en tanke som direkte måtte frustrere hende og ekstremt meget endda! Hendes blik hvilede på hans skikkelse. Måske at han var hendes far og måske at han var konge af landet og endda den mest berygtede af slagsen som hun havde hørt om ikke andet, men det var nu ikke noget som hun ville sige noget til direkte. Hun var ikke bange for ham – endnu om ikke andet.
Tiyanna kneb øjnene lettere trodsigt sammen til hans ord. Velkommen hjem? Hun hørte bestemt ikke hjemme på slottet! ”Jeg er ikke hjemme..” vrissede hun af ham. Hun havde bestemt heller ikke tænkt sig at falde på knæ og tigge og bede for sit liv, for hvis det var meningen at det skulle tages, så var det vel også gjort allerede? Det var om ikke andet, af den opfattelse som hun selv måtte være af. Hans mørke stemme var dog alligevel noget som løb direkte iskoldt ned af hendes ryg, selvom hun var for stolt og for stædig til at vise ham det! Han skulle bestemt heller ikke have den tilfredsstillelse.
Som lænkerne måtte slippe hendes hænder, så trak hun dem til sig, blot for at ømme de slanke håndled. De havde virkelig siddet stramt! Det eneste som i bund og grund stod i vejen for hendes frihed.. det var ham. Hun havde slet intet til overs for ham og det var bestemt heller ikke fordi at hun betragtede ham som sin far! Hun havde aldrig nogensinde haft en! ”Lad mig gå..” hvislede hun med en fast tone. Selv den normalt så blide og lokkende stemme kunne tyde til en langt mere alvorlig og advarende klang. Måske at hun stod uden våben for hånden, så kunne hun vel.. bare håbe på at hendes stemme og mund var godt nok? Selvom hun næppe regnede med at det ville bringe hende brugbare frugter.

[Deleted]

Inkarno så på hende med sin svagt glødende hvide øjne. Disse øjne havde stirret direkte ind i sjælen på utallige folk i det øjeblik hvor de var mest sårbare og blottede, sekunderne før deres død. Hans øjne var som bødler for sjælen, hans blik det der endeligt henrettede den ellers stærkeste følelse i registeret, håbet. Når først Inkarno's isnende blik hvilede på én, så kunne man ikke andet end bede til at det snart var forbi. Hans kropsholdning ksiftede ikke på noget tiddspunkt, årtusinders erfaring havde perfektioneret hans holdning, han var kongen, han var den mægtige, han var bødlen, han tårnede over hende som hun rodet sad i hendes celle, tydeligt den dominerende, den uovervindelige i denne sammenhæng. At ende hendes liv og lidelser nu, ville være omtrent ligeså svært og krævende som at knipse med fingrende.
Han tog et dybt, hæst drag af den rådne, harske og fugtige luft der var i fangekældrende.
" Og hvor ville du gå hen? "
Lød hans rungen, imens bifaldende fnys kunne høres fra vagter og deslige i nærheden. Og sandeligt om ikke han havde ret, selv hvis hun slap fra ham, ville hun aldrig nå længere end tronsalen før hun var dræbt, der var intet håb for en flugt nu.
" Dette slot er nu dit fængsel, indtil jeg ved hvad du skal bruges til. Her er intet håb, ingen trøst. "
Lød hans stemme igen, med en let og gusten klang imod den mos- og skimmel begroede vægge.
En let håndbevægelse og fire vagter trådte til, to der kantede sig ind i cellen og tog et fast greb om hver af Tiyanna's arme, og på mest ukomfortable vis slæbte hende på benene, og to der stilte sig i formation foran og bagved hende. Da hun havde potentialet for latent magi, blev der ikke taget nogle chancer med hendes opbevaring, hun skulle ikke have chancen for at flygte eller kæmpe imod, hvilket den spydspids der ny hvilede imellem to led i rygsøjlen måtte gøre tydeligt for hende, en hvert flugt indenfor realitetens grænser, var umulig.

Inkarno førte an, ned af en lang gang, med celler på begge sider. Nogle var tomme, i nogle lå der helt eller halvt afpillede og forrådnede lig. I en enkelt sad en afklædt kvinde, tydeligvis i live, men hendes blik var tomt og blot rettet stål-fast imod et tilfældigt hjørne af cellen. De passerede en hvor en mand fægtede med armene ud af cellerne imens hand raspende stønnede uforståeligt efter dem, det stod hurtigt klart at hans tunge på den ene eller den anden måde var blevet 'fjernet' fra hans gabende mund.
For enden af gangen var en mindre port, aflåst med kæder og bjælker. Det tog ikke mange sekunder før en serie mindre hånd og armbevægelser fra Inkarno fik låsene til at rette sig væk fra deres pladser og tilalde den store dobbelte dør at svinge op med en ubehagelig knirken.
De fortsatte ned af en lang serie tapper, vagterne der holdt Tiyanna fastgjordt gjorde ikke meget for at beskytte hendes slanke ben fra at falde og skvatte ned langs de slimede, fugtige trapper, de trak hende blot afsted i et fast tempo, for at holde trit med inkarnos lange og beslutsomme trav.
Langsomt, som de bevægede sig ned imod enden af trappen blev stanken af råddenhed og blod blot mere bedsk og gennemtrængende, og med tiden kunne hvad der lød som dæmpede hyl af pine og plage høres.
Endeligt nåede de enden, trappen var med tiden blevet breddere og nu stod de foran et sæt porte mildest talt på stærrelse med dem ind til slottet. En mørk, bjæffende kommando lød fra Inkarno, hvorefter de langsomt gled op, og skrigende og hylende, som et sygt kor fra helvede, lød nu højlydt.

Det vr som at træde ind i en anden verden, den hal de trådte ind i var enorm, det myldree af mennesker, alverdens racer fandtes i dette rum. Det der mest af alt dominerede rummet var folk i mørkerøde og mørkegrønne kutter. Farveforskellen skilte Warlocks, i deres blodrøde kutter fra nekromansere i deres rådent gusten grønne. De vandrede rundt i hinanden, nogle enkelt figurer rundt omkring, oftest omgivet af hele skarer af den ene eller anden gruppe af kutteklædte folk, skilte sig ud. Disse bar helt andre uniformer, prydet med medaljer, pynt, knogler, og hvad der ellers hørte sig til af deres trofæer. Dette virkede nærmest som en skole under jorden.
Man kunne se på et bord i nærheden, en ung mand der var spændt fast, skrigende i rædsel og smerte imens en flok mennesker i grønne kutter studerede hans indre organer på meget tæt hold. En engel i en lænke vred sig i en cirkel på jorden, hvor unge warlocks eksperimenterede med forbandelser. Et sært monster var lænket til en væg, imens nekromansere messede omkring det af ukendte grunde, men kreaturet i sigselv var snadleigt også horribelt, og et brud af samtlige naturlove. Fire menneskeben holdt det oprejst, imens en enorm, deform overkrop overtog, hvor tydelige sting kunne ses, det havde intet mindre end tre hoveder, og et utal af helt eller halvt komplette arme stikkende fra sig. Hovederne lod til at være bevidste om deres ksæbne, ofr de græd og klynkede ustoppeligt.
Og sådan blev det ved, endeløst, i et enorm kammer med utallige elever, lærere, og værst af alt, fanger.
" Dem vi fanger i skoven og i byen bliver ført her til. Jeg fandt det passende at indvie dig i dine slavers skæbne. "
Hvislede Inkarno, men noget der nærmest kunne minde om tilfredshed i hans stemme.

[Tiyanna Direshade Acheron]

Tiyanna brød sig på ingen måder om at være her. Hun havde ingen anelse om hvordan Ayak havde det, eller om han var blevet fundet i det hele taget! Hun havde langt bedre ting at tage sig til end at sidde i en forbandet fangekælder! Skulle dette virkelig være enden? Hendes hårde arbejde for at holde sig det ene skridt eller to foran Inkarno og nu var det hele bare ødelagt? Manden lod det løbe hende iskoldt ned af ryggen, men vel også fordi at hun vidste, hvad han faktisk var i stand til? Manden var ikke en som man skulle lege med – selv der måtte hun jo desværre erkende, at hun sagtens kunne se visse ligheder i sig selv med denne mand, selvom det bestemt heller ikke var noget som glædet hende på nogen måde! Hans ord var hende nu heller ikke nogen trøst, hvor hun bare sendte ham en direkte trodsig mine. At frygte ham ville hun ikke få det mindste ud af, hun ville ikke få noget ud af at give ham hvad det var at han ville have! Hans iskolde stemme, som tydeligt ikke bar præg af nogen medlidenhed.. Og så tanken om at det faktisk måtte være hendes far. Den tanke var virkelig til at kaste op af! Og nu hvor hun havde set hvem manden var personligt, så var hun kun langt mere opsat på ikke at ende med at ligne ham! ”Til du ved hvad jeg skal bruges til?” spurgte hun spidst, også selvom hun ikke gjorde andet, da mændene pludselig endte i hendes celle, kun for at tage omkring hendes arme og for at følge hende med. Det var bestemt heller ikke med hendes gode vilje, men det spyd som tydeligt måtte prikke ind til hendes ryg og skuldre, var bestemt heller ikke noget som hun brød sig om på nogen som helst måde overhovedet!
Den lange vandring som hun blev ført ned af, hvor hun selv roligt lod ham føre hende, selvom det på ingen måder var med hendes gode vilje, lod hende jo alligevel vide lidt mere om hvilken mand han måtte være. Selvom det selvfølgelig ikke var noget som behaget hende på nogen som helst måde! Synet af torturerede mennesker, mennesker som var direkte afhængig af mad og drikke som de tydeligvis ikke havde fået igennem det sidste stykke tid og dem som var blevet tortureret til det uigenkendelige! I sig selv, så havde hun virkelig ikke nogen anelse om hvad hun havde i vente. Hun havde stjålet fra ham adskillige gange, hun havde gået i hans skattekamre for at få penge ud til folket. Lidt levet livet som en Robin Hood, selvom det hele så ud til at tage en voldsom drejning nu. Hun trak vejret dirrende, hvor hun gjorde et ganske kort forsøg på at få hænderne trukket til sig, selvom det ikke hjalp hende for noget som helst. Folk genkendte hende jo, selvom det bestemt heller ikke var noget som gjorde det nemmere eller bedre for hendes vedkommende. Et sted så følte hun vel at hun havde svigtet? Den stank var virkelig noget som skar hende frygtelig, frygtelig i næsen, for det var virkelig intenst!

Rummet som de måtte komme itl, var noget som direkte efterlod Tiyanna med en forfærdelig følelse i det indre. Englen som stod lænket, folk som messet. Kutteklædte over det hele og folk som direkte blev tortureret på skift, var noget som virkelig efterlod hende med en forfærdelig følelse i det indre. Hendes hjerte startede fast med at hamre, som hun måtte se næsten hjælpeløst til. Var det også sådan noget som skulle ske for hende? Hun vendte blikket direkte mod Inkarno. Måske at hun satte sig op mod ham, men det var virkelig noget som hun var fuldkommen ligeglad med, for hun var bestemt heller ikke bange af sig på nogen måde! Måske at det var direkte dumdristigt, men det var nu heller ikke noget som hun tog sig af direkte. Hun trak vejret dybt og knyttede næverne tydeligt. ”Mine slavers skæbne?” gentog hun næsten hidsigt. Englen havde hun jo set et eller andet sted, det var noget som hun var fuldkommen sikker på, men det var frygtelig længe siden nu. ”Hvad er det du vil mig?!” Denne gang var det hende som gjorde kraftig modstand, for dette var bestemt heller ikke noget som hun måtte finde sig i! Dette var faktisk noget som direkte måtte sætte en voldsom skræk i hende som aldrig før!