So you are a rocket scientist?

[Deleted]

"ikke så langt herfra, men jeg bruger størtedelen af min tid på biblioteket, det er jo et fantatisk sted for en poetisk bogorm" sagde han lidt spydigt men med et smil på læben for at forsikre hende om at han ikke var fornærmet over hendes analyse af ham. Han gik frem og tilbage mens hal lyttede, han lagde godt mærke til at hun satte sig igen og lade hoved på skå, og som hun lukkede øjnene stoppede han kort op for at kigge nærmere på hende, igen uden at skjule at han betragtede hende, men det virkede af en eller anden grund naturligt først at kigge da hun havde lukket øjnene og da hun åbnede dem igen fortatte han sin vanren frem og tilbage, på det korte stykke som snart var godt gået til.
"Jeg tror jeg kender til din blomst, den er afbildetet flere steder. Jeg mener også at have set den, men kirkegården er da det helt forkerte sted at lede, hvis det er den du er på udkig efter?" Eldridge kiggede på hende med en nysgerrigt blik og nysgerrigheden kunne også høres i hans stemmme, han mindes at blomsten havde været afbilledet med noget vigtigt.
Eldridge kunne mærke på hende at der var noget der tyngede hende og hendes åben og lukken med øjnene og det faktum at hun satte sig ned kunne godt have at gøre med smerter.
Eldridge kastede et par små ildkugler op i luften, de blev dog hurtigt slukket af regnen men det var nok til i et kort sekund at kaste et lys på yewandes ansigt. Han gik hen og satte sig foran hende, rakte hånden ud og førte en tot af hendes hår om bag hendes øre "har du det skidt?" han trak hurtigt hånden til dig igen, som om han var bange for at have fornærmet hende ved at røre ved hende.
Han sad med et nysgerrigt blik i øjnene og studerede hendes kindben og området omkring hendes øjne, hun var smuk, men hvad var hun for en, al den nysgerrighed og ingen svar skabte en del fustration i Eldridge og hans øjne begyndte svagt at lyse i en grålig farve, hun kunne ikke læses som en bog, da han blev opmærksom på sine øjne, lukkede han dem i og rystede på hoved, det plejede at hjælpe.

[Deleted]

Yewa blev fortsat siddende på den kolde jord, som var hendes hale en slange, som skulle kvæles under hende, hvilket blot fik den til at vifte endnu mere, når hun en gang stillede sig op.
”Er det? Hvor skulle den ellers være? Jeg har da fået fortalt det er en surjords plante, men det har du vel styr på?” Som Elridge kastede ilden op i luften nåede hun at se glimtet kort, hvilket fik hende til at spjætte. Hans hånd kørte hendes hår væk fra ansigtet, hvilket fik hende til at åbne munden lidt spørgende.
Da han så valgte at trække hånden til sig igen greb hun fat i den, med en hurtig bevægelse. Hendes hånd knugede sig fast om hans håndled. ”STOP med at gå rundt!.. Det går. Jeg har bare brug for at sidde ned… lidt tid”
Lyset i Elridges blik og ilden han fremmanede, fik hende til sammen at slippe ham øjeblikkeligt. Hun væltede bag over med et vantro blik og blottede sine tænder i noget der kunne minde om vrede.
”ER DU EN WARLOCK!?” råbte hun. En ren refleks blev aktiveret i hendes mave det øjeblik, så vel som ængstelse og et væld andre følelser. Hun brød sig ikke om warlocks, ikke om magikere og generelt var hun ikke særligt glad for folk, der formåede at udøve magi. Siden hun havde mistet sit barn til præstestyret, havde hun fået en ætsende kugle i brystet, der antændes uden at hun egentlig helt vidste hvorfor. Mindet var nærmest forsvundet, men et sted lurede det alligevel. Hendes råb gav ekko, mellem de mange gravsten, men det varede ikke længe før det blev overdøvet af blæsten, og tordenvejret. Hvad bildte han sig ind?!
Hun kravlede baglæns, med ryggen mod jorden, indtil hun gled. ”Lad mig være!” Hun hvæste af ham, til muligt forsvar, men hendes forslåede hale var kommet om på siden af hende. Den var pyntet med glasperler i jordfarver, på lædersnore, der var bundet rundt om den, tæt på dusken. Hun holdt armen hen foran sit ansigt og bed sig hårdt i underlæben, med en af de spidse tænder. En lille bloddråbe løb ned af hendes hage. En lav hulken begyndte at komme fra hende, men hun låg bare der, med armene skudt beskyttende frem for sig..

[Deleted]

Eldridge blev lidt forskrækket idet hun greb fat om hans håndled, og hans øjne sprang i et klart hvidt lys pga et kort sekunds panik, han var opmærksom på angreb hele tiden og havde ikke helt fået defineret hende som venligsindet. Hans øjnes lys falmede langsomt. "jeg skal nok lade være med at gå rundt". Han stoppede kort og kiggede på hende, hun så ikke ud som om hun havde det særlig godt, men hun måtte vide bedst, og det kunne selfølgelig ikke skade at slappe af. "hvis du vil finde den her så skal du finde et sted der er fugtigt selv når det ikke regner, våd jord, eller sumpede områder, har størst chance for at være sur naturligt. Tørt muldjord er sjældent surt naturligt, det ville kræve at gartneret, gravpasseren har tilført jorden noget for at holde specielle planter i live, så du skal finde et vådt område eller en grav... vent måske er det her det helt rigtige sted..." Eldridge stoppede midt i sin sætning da yewande sprang bagud, og nærmest hvæsede af ham "warlock? NEJ!!! Eldridge rejste sig og da hun gled og bad ham lade hende være kunne han af en eller anden underlig grund ikke lade være at nærme sig, hun hvæste af ham, han følte sig ikke synderlig truet, han følte mere en følelse af sympati, han lagde mærke til hendes hale, det undrede ham, men glasperne fangede hans opmærksomhed, og da han kiggede op sad hun med en arm for sit ansigt, og hendes hulk var som falske toner i hans øre og han ønskede dem brændende at stoppe, Eldridge gik helt hen til hende og rakte hånden ud "du får det ikke bedre af at ligge i den våde jord!"

[Deleted]

Elridges forsøg på at hjælpe hende op blev slået væk, i et svirp med hendes arm. Hun rynkede på næsen, men fjernede da sit forsvar. Med armene støttende mod jorden og halsen udstrækt, mod ham snerrede hun..
”Men du kastede ild med hænderne lige før! Hvad er du? Du skal ikke røre mig, før du vil give mig svar!”
Hendes bryn var sænkede og hun havde glemt alt om sin hale, som et lyn fra klar himmel.
”Og dine øjne lyser! Og du kender til planten, selv om det normalt kun er magikyndige, der har bøger om den. Lyv ikke for mig. Jeg kan se det. Se det hele!”
Hun hævede hånden, klar til slag og trykkede sine kløer frem.
”Jeg bliver liggende, så længe det passer mig Elridge! Gid dine knogler må brænde, dit kød rødne, dit sind smerte, dine lemmer væske. Gid alverdens ulykker må ramme dig og alle hade dig hvis du bringer mig ufærd!”
Hun trykkede sin krop endnu mere mod den jorden, og hendes hale piskede vildt og ustyrligt, frem og tilbage, så glasperlerne raslede og klirrede, som de stødte mod hinanden. Hun overvejede at bide ham, hvis han turde så meget som ae hende igen..

[Deleted]

Eldridge bukkede sig lidt ned og lavede en kugle af ild, de var ikke meget værd og han måtte beskytte den med den anden hånd for at den ikke med det samme ville slukkes af regnen. Han kastede den ned i den våde jord og lyden af at den slukkede ved kontakt med jorden løb ham ned ad ryggen. "jeg er en Necromancer! og hvad er du for en?" første sætning var kommet meget særiøst mens den anden virkede lidt drillende, han greb ud efter hendes hale som piskede rundt, i håb om at få fat i den og stoppe lyden af klirende perler der ellers virkede som en lille symfoni med regndråberne, dog totalt ude af takt.
Eldridge var ikke synderligt bange for hendes kløer men var opmærksom på at hun kunne angribe når som helst. Han bukkede sig yderligere og mumlede for sig selv som om han ville pierre hendes nysgerrighed, han ignorerede fuldstendig hendes verbale angreb mod hans person og lade ikke mere i det end at hun var grebet af panik, det var muligvis hendes skønhed der gjorde ham så overbærrende.
Eldridge skød hoved bagover for at få hår og regndråber væk fra ansigtet og han var igen så rollig at hans øjne var mørke.

[Deleted]

”Ja! Hvad er jeg, hvad tror du?” hendes tone var kold og irriteret, men hun blev en anelse mere rolig. Både i holdning og stemmeføring – det vil altså sige indtil at den kære Elridge greb fat i hendes hale!
Hun hvæste og kom med en decideret knurren, som var hun et dyr. Hun kradsede ud efter ham, og hendes hale piskede endnu mere. Den var et ømt punkt for hende og utroligt følsom. Hvis han nu brækkede den, eller gjorde noget andet ved den ville det være utroligt smertefuldt for hende. Præsteordenen havde før udnyttet det og hun prøvede derfor altid at holde sin dæmonform undertrykt, når hun ikke var ude… Det var så lidt umuligt hvis hun rigtigt skulle slås.
”Slip min haleee. Jeg beder dig, slip min hale!” det var nærmere en ynkelig underkastelse, end noget som helst andet. Og også det af Elridges træk, som fik hende helt ned på jorden. Hun gjorde sig fladere skød brystkassen lidt frem og vred sig en anelse inden hun sænkede baghovedet ned i jorden. Hun træk vejret tungt og forpustet, med læberne en anelse adskilte og blikket mod de øjne, der havde været grå som sølv for lidt siden. Hun blinkede inden hun lukkede øjnene helt. Der lagde hun så sin hånd op på sit bryst og træk vejret langsommere og langsommere. Hendes hale stoppede med at piske og viftede i stedet roligt frem og tilbage. Det var nærmest som havde hun været en kat, der var blevet taget i nakkeskindet. Hendes lange sorte hår var spredt i forgreninger ud over jorden.
Langsomt åbnede hun øjnene igen, men de søgte ind mod Elridges..
De var mørke, som nattehimlen og syntes at fjerne alle tanker fra hendes hoved..
Efter at hun havde sundet sig lidt spurgte hun dæmpet ”Hvorfor skulle det være rigtigt at finde den her.. Planten?”

[Deleted]

Hendes irriterede tonefald var langt fra så charmerende som når hun talte stille og roligt, og det tiltalte ham lidt, at hun ikke udelukkende var smigr og skønhed.
Da han havde et greb om hendes hale, hørte han et hvæs og en forfærdelig knurren, det lød nærmest som en gal ræv eller et endnu større dyr der følte at der var en trussel på kuld eller hjem. Men han lod sig ikke forskrække, så han slap ikke på grund af de høje lyde "du minder mig lidt om en lille trold" Eldridge strøg blidt hendes hales dusk igennem, som var den af de fineste hår, der skulle behandles med respekt. Han kiggede hen på hende og så desperationen i hendes øjne og da hendes fine stemme pev af underkastelse og hun lagde sig ned i den våde jord, gav han slip og lod den svinge i nu harmoniske strøg der ikke længere virkede desperate og perlerne virkede nu mere som en uro i vinden end som ulidelig kliren. Han beundrede hende som hun lå der, hendes mørke hår som lå i lokker ud i jorden så ud som armene på en blækprutte i vand, i total harmoni, og det selvom regnen stadig piskede ned, hendes hår umuligt kunne være blevet renere af at hun lagde sig sådan, men som det så ud lige nu var det smukt.
Efter at have haft øjnkontakt med yewande gik han hen og lagde sig ved siden af hende, velviddende at han tøj som ellers var så rent og fint, ville hade ham for det. Han lå der lidt, mærkede regnen i hans ansigt, han var ikke sikker på hvorfor han havde gjort det, om det var for at ydmyge sig selv ved at blive møgbeskidt og derfor hive hende op fra hendes før så underkastende position eller om det bare var for at vise accept for hende når hun var rolig, som han viste at han ikke accepterede panik og fustration ved at have grebet hendes hale.
Da han havde ligget lidt og hun virkede til at være faldet ned hørte han hendes stemme, meget lavt og han var ikke sikker på at han havde hørt helt rigtig "fordi, du sagde den voskede i surbunds bede? hvis ikke jorden her har været sur nok i forvejen, så er der HELT sikkert et lig eller to der er balsameret. De troende og ekstremt traditionelle folk gør det stadig" Eldridge holdt en pause og drejede hoved imod hende istedetfor op mod regnen "Balsamering gøres med natron, og det vil uden tvivl have gjort bunden sur, så alt hvad der skal gøres er at finde en grav med en balsameret beboer og grave lidt derfra. Lige under vil muligvis være FOR surt og for langt væk vil jorden ikke have den rigtige suehedsgrad!" han lå og kiggede på hende men blev nærmest heletiden nød til at blinke men øjnene eller ryste lidt på hoved for ikke at føle sig druknet i regn.
"Det er også muligt at stedet her vil vrimle med dem om ikke så længe, regnen spreder det syre jorden indeholder til den neutrale jord, regnen vil også gøre noget af syren for tynd, men det er ikke vigtig i vores tilfælde" han lagde mærke til ordvalget, han følte sig åbenbart allerede en stor del af den her søgen eftersom at det var vores og ikke bare hendes tilfælde.
Eldridge kørte hænderne igennem håret, hvilket ikke gjorde det mindre mudret nu han lå på jorden, derefter sendte han et lidt drilsk blik hen til yewande og forventede lidt at hun ville sende ham et smil. Han havde trods alt lagt sig i mudder og alt muligt, ikke noget han ville gøre for hvem som helst!

[Deleted]

Yewande rynkede lidt på næsen over at hun nu mindede om en trold. Lidt fornærmet blev hun, men da Elridge kiggede hen på hende og havde lagt sig ned, rejste hun sig ikke, som for at komme væk fra positionen. – I hvert fald ikke varigt. Hun satte sig blidt på ham over skrævs, i hans skød. Tæt op af ham - med hænderne placeret på hans brystkasse.
Der kiggede hun så overlegent ned på kæmpen. ”Du er beskidt. Og våd” sagde hun konstaterende, for så at sveje lidt ned i ryggen så hun bedre kunne aflæse hans ansigt og holde øjenkontakt med ham.
”Jeg skal give dig balsameret. Skal du vove at kalde mig en småbørns fabel Elridge?”
Hendes hale lagde sig bag ud, på siden af hans ben, for ikke at blive yderligere beskidt. Jorden i hendes sorte hår blev langsomt skyllet ud af den konstante regn. Hun trykkede sine bløde lår ind mod hans hofter, som have han været en hest. Hun kradsede ham forsigtigt ned af brystkassen, sikrede sig at han ville kunne mærke det gennem sine klæder. Ikke at det ville give ham sår, blot at han ville hun mærke dem skrabe mod ham.
”Hvordan kan du være så sikker at der vil blive mange af dem? De skal vel have tid til at vokse, som alt andet småkravl” Langsomt bøjede hun sig frem, stadig støttende med hænderne, indtil der ikke var meget plads mellem deres ansigter. Hun strøg sine hænder ned på hans håndled, for så at gribe fat om dem og holde ham fast. Hun tiltede sit hoved på skrå, kiggede ham ind i øjnene med et grin, inden hun så trykkede sine læber ind mod hans. Ikke aggressivt, men nærmere bestemt. Forsigtigt nappede hun ham i underlæben med fortænderne, for så at suge lidt på den. Udelukkende med det formål at gøre den mere følsom. Nærmest som om hendes hale havde fået sit eget liv, snoede den sig lyksaligt rundt om hans lårben to gange. Hun afbrød kysset. Hun ville sikre sig ikke at give ham mere end en betragtelig 'smagsprøve', men hendes ansigt var stadig tæt på hans. Hendes øjne var blevet brunlige igen, selv om den grønne refleks stadig spejledes i dem, som havde de været søer en stille solskinsdag. Der tegnedes et lidt udspekuleret smil på hendes læber. Hendes øjne blev sammenknebne og i en hurtig bevægelse, stadig med lårene trykket sammen om hans hofter lavede hun to hurtige ryk med sit skød. Hun forsikrede sig at sin krop var trykket tæt op af hans. Rullede med sine hofter. Tilsvarende det drilske blik han sendte hende før, sendte hun et der var lidt udfordrende. Hoverende, med det ene øjenbryn en anelse hævet. Hun lagde mere vægt mod hans arme, for at holde ham fast.
Det tegnede sig til at blive en ny leg..

[Deleted]

Eldridge smilte og skubbede hoved fortabt bagud, da yewande besteg ham; hun havde da humørsvingninger så det ville noget, det ene sekund var hun super charmerende, det næste vræd og nu ikke så lidt sensuel, eller sådan opfattede Eldridge det nu engang. "beskidt og våd siger du? jeg tror ikke simpelthen ikke at det er ordende. Jeg er gennemblødt og og min ryg er dækket af mudder" han grinede kort og kiggede på hende, han følte sig en smule submissiv som han lå der, men udsigten klagede han ikke over.
"hvad havde du forventet? du konstaterede jeg var warlock, vi kan åbenbart allesammen være galt på den" han trak på skulderne et par gange, udelukkende for at ligge bedre, der var noget i jorden der ikke var rart at ligge på, om det var en sten, et dødt dyr eller en knogle kunne han ikke definere, men det blev snart begravet i mudderet så det ikke var nær så ubehageligt at ligge på. Han mærkede hendes negle på hans brystkasse, at han både havde jakke og skjorte på, gjorde at det nærmest føltes nussene, allerhøjst pirrende.
" selfølgelig, skal de have lov at vokse, men hvis der allerede er rødder heromkring så forskyder de sig hurtigt, måske ikke natten over men iløbet af ikke så læng.." Han blev stoppet af yewandes læber mod hans, og det overraskede ham, han havde ikke lagt mærke til at hun nærmede sig, han måtte have haft blomster på hjernen. Hendes fortænder føltes fantastisk på hans underlæbe, måske var hjørnetænder ikke så dårligt igen, følelsen blev hurtigt glemt da han mærkede hendes hale sno sig om hans lår, han trak lidt forskrækket vejret og hun endte kysset. Han kiggede op på hende og hendes ansigt var stadig tæt på, hendes øjne lå i skygge og han kunne kun se dem en smule, som hun rykkede sit skød og rullede med sine hofter, lukkede han øjnene i, han regnede med at det var et forsøg på at gøre ham kåd fra hendes side, men det virkede ikke i hendes hensigt, der skulle lidt mere til, og det var da på ingen måde hans foretrukne at være den submisive. Han kiggede op op hende og gjorde ikke synderligt for at vride sig fri, men vred håndledende lidt for at prøve at bestemme hvor godt hun havde fast.

[Deleted]

”Så er du også en lille gris.” afsluttede hun. Vinden blæste koldt på hendes våde kjole og fik hende til at gyse. Hun betragtede Elridges ansigtsudtryk, så kørte hun blikket hen over skulderen og ned af hans krop, hvor hun langsomt løsnede halen fra hans lårben. At dømme på herrens vejrtrækning var der vidst fremkommet nogle lidt mixede følelser omkring hendes lille moove, men da det ikke fik det udfald hun ønskede mistede hun gnisten. En sådan som hun ellers havde håbet at kunne lege med, når først den var tændt hos ham.
”…Måske ikke så meget en gris alligevel” kommenterede hun lavt. Hun pustede til sit pandehår, med en lettere opgivende, lidt skuffet og måske irriteret mine. Pandehåret svirpede bag ud og væk fra hendes ansigt, så det var tydeligt at hun himlede med øjnene ”Pfft!” En sidste gang kiggede hun på hans ansigtsudtryk, kørte blikket ud til siden og hen i mørket et sted, hvor hun en sidste gang overvejede om hun gad prøve, fortsætte og køre legen lidt videre – Hendes konklussion;
Naaaaaej. I et snuptag havde hun kørt pegefingeren hen af jordoverfladen, så en lille klat leret mudder sad på den, og med disse ord; ”Oink!” –Havde hun kørt den hen over spidsen af hans næse. Et eller andet ville hun have. Om det så skulle være det sidste ord, i den tabte kamp. Og en kamp kunne man heller ikke kalde det, for Elridge gjorde ikke modstand og hendes kærtegn havde ikke gået i livet på ham.. håååbløøøst og noget så kedeligt. I en langsom og doven bevægelse slap hun hans håndled helt.
”Nå! Så må vi bare finde en anden blomst” sagde hun ganske sippet, rejste sig fra den ellers varme plads, børstede sin kjole og stod lidt og stirrede ned på den stakkels Elridge, som om hun havde stået og ventet der i en evighed, eller som om hun kunne finde på at spørge hvorfor han lå der nede. Hun stilte sig med et ben på hver side af ham.
”Kommer du?”
De udtalte ord var spørgende og gav ham mulighed for at nægte, skønt det nærmere lød som en ordre i tonens klang. Hendes hænder blev sat i siden og hendes hale piskede en anelse utålmodigt frem og tilbage, hvilket fik klangen af glas til at glide tilbage over kirkegården. Det var lidt svært at skjule at hun var blevet mere eller mindre sur på fyrren. Ubevidst endte hendes hale på hans brystkasse, hvor den piskede frem og tilbage over skjorten, med perlerne dunkende efter sig.

[Deleted]

"En gris?" Eldridge smilede og åndede lidt op da hendes hale slap grebet om hans lår, men det skuffede ham også lidt at hun slap, for selvom det havde været en lidt mystisk følelse havde den ikke været direkte modbydelig.
Eldridge kunne se på hende at hun havde mistet tolmodigheden med ham da hendes nærmest seksuelle akt ikke havde virket som ønsket, hendes lavstemte kommentar provokerede ham lidt, *så jeg er ikke en gris ehh?* han beundrede hendes pandehårs dans væk fra hendes ansigt og han smilede da hun vendte øjne af ham, hvorfor virkede kvinder der ignorerede eller var sure på ham altid mere atraktive?. Hans smil forsvant dog ret hurtigt da hendes lange smukke fingre dækket i mudder nærmede sig hans ansigt "mig hår og mit tøj er klamt, er jeg ikke blevet straffet nok?" men det havde han sagt for sent, og selvom mudder i ansigtet generede ham kunne han ikke holde en fornærmet mine og hans læber trak i et let smil grundet hendes lille oink.
som hun rejste sig og konkluderede at de bare måtte finde en anden blomt, blev han, lidt protesterede, liggende. "jeg kommer lige om lidt" han slog hoved lidt tilbage, som om han ønskede at hans hår skulle bades i mudder og da han mærkede hendes hale på hans brystkasse slog han forsigtigt en hånd på brystet, han havde forstået at hun var øm om den, så han ville ikke forskrække hende med en for hurtig bevægelse og han ønskede ikke at det skulle virke som et angreb. "hvilken blomst leder vi så efter nu?" hans tone lød muligvis en smule opgivende men han kiggede op på hende med et lidt smørret smil og et glimt i øjet, nu hvor hun havde givet udtryk for at være interesseret, manglede han bare en mulighed for at være den dominerende, eller at de i det mindste kunne virke ligeværdige, og selvom hendes akt ikke havde fået ting til at rejse sig så var hans hoved sat igang.

[Deleted]

Reaktionen udeblev ikke da Elridge bankede sin hånd mod sin brystkasse og oven i købet i direkte krus mod hendes hellige hale! ”Aiiih!” Med opspærrede øjne og i en hurtig bevægelse hev hun halen til sig, nærmest så snart hun udregnede han ville slå hånden mod sin brystkasse. Hun sænkede brynene og sendte ham onde øjne.
”Hvad er det du laver?!” Som havde den været et barn, knugede hun sin hale ind mod brystet, for at sikre sig den ikke kom noget til. Med halen i hånden lagde hun armene over kors, fnyste og rystede kraftigt på hovedet.
”Hvis du ikke rejser dig, skal jeg sørge for det ikke bliver det eneste der er klamt” Hendes stemmes tone blev formørket, som den havde det med at gøre når hun blev sur. Den irriterede klang blev understøttet af nærmest en hvislen. Som dæmon blev hun nemt påvirket, når hun fandt sig provokeret, og det kunne sagtens ende galt, dog var hun som regel mere blid, når hun ikke var i sin dæmonform, så det øjeblik Elridge begyndte at lege med ilden var det en sikkerhedsfaktor.. Men det var kun et spørgsmål om hvor længe det ville vare.
”En anden, anden blomst. Jorden her har været sur længe. Kirkegården er ikke ny. Vi skal bare finde dem. De skal være der, et eller andet sted”
Hans smil og blik fangede hun, men det var blot en dårlig timing. Hun greb fat i hans jakke og prøvede at trække ham op. ”Rejs dig din vanrøgtede, haltende umulius af en hund!”

[Deleted]

Eldridge rejste sig mens hun havde et godt greb i hans jakke, og det måtte have resulteret i at hun blev rettet med op. Nogle mudrede lokker faldt ind over hans ansigt og hans øjne blev igen klarte og hvide "Så lad os finde den forbandede blomst!" hans stemme var ikke længere boblende af nysgerrighed og tonen lød irriteret. Han børstede hendes hænder af hans jakke og alt efter hvor godt hun havde fadt er det muligt det kan have gjort ondt i hendes negle.
"hvor skal vi lede?" Eldridge vendte sig fra hende og kiggede ud over kirkegården, han kiggede efter hvilken grav der så nyest ud, og hvem der var begravet lavest, han kastede et par ildkugler ud over kirkegården for at få en smule lys, de var lidt større end dem han havde leget med før men de blev stadig slukket af regnen indenfor nogle sekunder.
"trold" mumlede han lavt, bare for at være provokerende, han strøg sin hånd igennem håret for at få det væk fra ansigtet og gned håndryggen over næsen fordi regnen ikke havde fået vasket mudderet helt væk endnu.

[Deleted]

Et tykt vindpust stryger gennem luften og river kulden med sig.
Yewas pupiller træk sig helt sammen til smalle streger i takt med at Elridge snerrede af hende. Han rykkede den mørke jakke ud af hendes hænder og hun træk skuldrene en anelse op mod halsen, som for at beskytte sig selv med sammenbidte tænder.. det begyndte at gå en underlig retning. Hun hævede hænderne hen foran ansigtet og førte ømt sine kløer en anelse ind mellem sine læber. Hendes øjne lukkedes sig og hun åbnede langsomt det ene, som for at se om det var overstået. Hendes fingerspidser fjernedes fra hendes mund og gav sig til at nusse hende langs neglerødderne. Hun stod stille. Helt stille. Hendes hale viklede sig rundt om hende en enkelt gang, og is stedet for at svare ham sendte hun ham et vagtsomt og tænksomt blik. Nærmest forslået som en lille hvalp ville have set ud, efter den var blevet efterladt alene i en kasse.
Hun begyndte at overveje om det var på tide at trække sig tilbage. Godt nok var han ikke en warlock, eller magiker, men han var magikyndig i mindre grad, og hun ønskede ikke at få revet skind, så hvor vidt det ville betale sig at give ham det var begrænset. En lidt sørgmodig mine strøg hen over hen ansigt og hun snoede nok en gang sit hår hen over skulderen, denne gang ikke så interesseret, men bly, som en lille pige, der ikke vidste hvad hun skulle sige. Hun slog blikket ned i jorden og lukkede øjnene- Tog sig til hovedet, Hendes hænder blev pludselig energiske ogvidste ikke hvor de skulle flygte hen, som om de ville væk fra situationen. Hun følte sig ikke såret. I virkeligheden var hun mere eller mindre bordeaux farvet over hans råben og pludselige manglende blide og charme. Hun hadede blot situationer hvor hun følte sig trådt ned. Her mest af alt, fordi hun frygtede hvor vidt hun ville vinde hvis den høje mand pludselig for op. Himlen over dem begyndte at lyne og tog hendes opmærksomhed med sig. Himmelilden afspejledes i hendes brune øjne, som var de pludselig blevet porøse og af glas, efterfølgende strejfede de kort Elridge inden hun hævede næsen en anelse i sky, så bort fra ham, vendte ryggen til ham og begyndte langsomt at gå hen mod de ukendte grave.
”Pfft. Du kan da gå din vej, hvis du føler du har bedre at give dig til. Vi trolde har næse for ting”
Hun havde DE'T. Behagede Elridge tilstedeværelse hende ikke, vidste hun, hun kunne få bedre.

[Deleted]

han kunne høre hende bag sig, og han var så nysgerrig at han kiggede sig over skulderen et par gange, han kunne se at hun havde ført hænderne op til ansigtet, men han var ikke sikker på om hun var ved at græde eller hvad hendes hænder lavede oppe ved hendes ansigt men da de holdt ved hendes læber, konkluderede han at hun ikke ville begynde at klynke, så han kunne godt være vendt fra hende, han kiggede sig over skulderen igen, og hun så lidt ynkelig ud, og må uden tvivl have set at han kiggede efter hende eftersom at hans øjne ikke havde lagt sig endnu og lyste området omkring hans øjne en smule op.
Da himlen lyste op på grund af et lyn trak Eldridge et smil, han kiggede op og vendte sig en halv omgang, hans øjne blev mørke igen og han rystede på hoved og vendte det op for at få regn i ansigtet.
Han kiggede hen på yewande, hun havde vendt sig og var begyndt at gå, "jeg går ikke nogle steder" han gik efter hende, og da han var lige bag hende tog han hende på skulderen og drejede hende så han kunne kigge på hende, han skubbede op under hendes hage, med en bugget pegefinger så han kunne kigge hende i øjnene, "du er fandens svær at finde ud af!" sagde han i en lav tone, og bed sig i underlæben, hans hår hang foran hans ansigt, det var ikke helt fedtet ind i mudder længere men vandet der løb fra det var heller ikke rent.