So you are a rocket scientist?

[Deleted]

Dunk.. dunk.. dunk
Regnen begyndte lige så stille at skylle ned over kirkegården. Selv om det egentlig ikke helt var aften endnu, formørkede de fede, grå skyer himmelhvælvingen, så man næsten ikke kunne se forskel alligevel.
Det tornede i det fjerne, og i løbet af et sekund skyllede det ned, som om en stor skål lige var blevet tippet ud over Dvasias. Muldjorden sugede det til sig, som en form for slam, og der var generelt ikke mange væsner fremme, ud over de sædvanlige par vampyrer, som vandrede rundt blandt slummen på det ellers gudsforladte sted. Pattedyr søgte i skjul og amfibierne kom from under planterne på kirkegården.
Dunk… Dunk.. dunk
I takt med tordenbragene gik lyden hen over kirkegården. Den var i forvejen lav, men tordenbragene blandede sig med lyden, og det var ikke til at sige at det var noget andet, med mindre man stod relativt tæt på. En skikkelse sidder bukket hen over en kiste. Vedkommende har et sort slag hen over kroppen for ikke at blive for våd og er godt sølet ind i snavset fra jord og noget andet. Hætten på slaget er foldet ned over skuldrene på vedkommende og afslører et tykt fyldigt hår, som har suget regnen til sig og krøller en anelse. Vedkommende er mørkhudet, med sort hår og slår løs på kisten med en økse, med kort skaft. Der bliver udstødt en mørk, irriteret og måske lidt dyrisk brummen, da øksen ikke rigtig kommer nogle vegne.
Til erstatning for øksen påbegynder nogle lange feminine negle at skrabe på kisten, men da der stadig intet sker sætter personen sig ned på sin flade, tilsyneladende ikke specielt trykket af snavset omkring sig.
Kanten af et skørt titter frem under slaget.

(( www.rainymood.com/ ))

[Deleted]

Eldridge gik forsigtigt rundt, han ville ikke have sine støvler alt for mudrede, han nød regnen i hans hår, måden det klistrede til hans ansigt på når det var vådt.
Han følte sig langt væk fra biblioteket, han kunne ikke tænke på andet end om der var nogle der havde ødelagt den orden han havde brugt det meste af dagen på at skabe og derfor havde han overhoved ikke lagt mærke til skikkelsen og han regnede med at det bare var torden brag han havde hørt, og de blev jo ved, så den kradsene lyd der havde lydt, blev der ikke tænkt videre over.
Eldridge stak hånden i lommen og trak den lille dukke op, han kærtegnede dens kinder men fik hurtigt gemt den væk i noget der lignede et kram, for at beskytte den fra regnen og han fik hurtigt puttet den tilbage i lommen.
han kiggede sig omkring, det undrede ham hvor øde det lå hen, bare på grund af en smule regn, han lagde stadig ikke mærke til skikkelsen og han fortsatte med at gå forsigtet rundt og nyde regnen.

[Deleted]

Der lød et højere brag, denne gang ikke harmonisk med tordenvejrets dyriske brølen.
-Kisten væltede kort gennem luften og ind til siden, og ind i en anden gravsten. Endelig går låget op og et gammelt skellet i finere, men mørke klæder vælter ud. Skikkelsen vender sig mod skelettet og med ansigtet - nu blottet, var det tydeligt at det var en kvinde, hvis man ellers kiggede på hende. Hun vandrer med langsomme, men hurtige skridt hen mod skelettet, sætter sig på hug ved det og river fat i en bronze medaljon, med sådan en styrke at kraniet knækker af halshvirvlen, hvor det så rammer jorden med et splat.
Hun kørte pegefinger neglen hen over sine fyldige læber, i det de blottes i et selvtilfredst smil. Der kommer et lidt lusket glimt over hende øjne. Hun kigger nu tilbage mod graven, -nu uden kiste, støtter armen mod sine lår, rejser sig, retter lidt på det tætsiddende skørt. Udskæringen blev hevet op i, da hendes bryst truede med at hoppe ud af den. Hun hænger nu slaget hen over en tilfældig gravsten, for så at vandre hen mod graven i hurtige skridt, indtil hun skimtede Elridge ud af øjenkrogen. Så bliver de ellers målrettede skridt mod graven, langsommere og langsommere, indtil hun helt stopper op. Hendes brune øjne søgte nysgerrigt hen mod ham. Staklen måtte være ensom. Han krammede jo sig selv..
Roligt og lidt lejende snoede hun sit våde hår sammen til en rulle og puffede det hen over den ene skulder.

[Deleted]

Eldridge for sammen på grund af det høje brag der under ingen omstændigheder kunne have været et lyn og som virkede umådelig tæt på, han fik hurtigt rettet sig op og kiggede sig om. Han fik øje på kvinden, og bemærkede hvordan hun kom nærmere, men efter nogle skridt, stoppede op. Han vidste ikke hvor hun var på vej hen, men han fulgte nysgerrigt hendes bevægelser, hans indtryk var at selvom de virkede lidt forsigtige var de meget feminine og det gjorde ham ikke mindre nysgerrig da han bemærkede hende lege med sit hår. Eldridge tog et par skridt hen imod kvinden, hvis hun ikke ville komme nærmere så måtte han jo gå tættere på for at få et ordentligt kig. Han trykkede øjnene en smule sammen for at se skarpere, men han var ikke helt tæt nok på til at se alle detaljer. Han førsøgte sig med at gå hen imod hende, og et kort sekun glemte han helt at være forsigtig med sine støvler og trådte i noget blødt muld. For ikke at falde viftede Eldridge kort med armene, for at få balancen, han rettede sig op og kiggede ned på sine sko *det var da fandens, jeg har lige pudset dem* han fortsatte ikke over til kvinden men stod som om han havde glemt hende og ærgede sig over hans støvler.

[Deleted]

Yewande satte hovedet lidt på skrå, efter som han begyndte at studere hende. Det var ikke noget der var hende uvant, så hun tog sig ikke synderligt af det. Herre azrael, hvis de da ikke havde nogen anden glæde i livet kunne de da glo så tosset det ville. Og tak for den effekt. Han havde jo ikke en gang fået øje på den smadrede kiste yet.
Umiddelbart så det ikke slemt ud. Høj fyr, pænt tøj.. Bestemt ikke dårligt. Han mindede hende dog umiddelbart om en vampyr. Hun havde et lidt specielt forhold til dem. Enten prøvede de at æde hende – drikke hende, eller også prøvede hun at æde dem, det var dog sjældent, da hun ikke brød sig meget om det tørre kød og den lugt mange af dem havde. Deres ynkelige forsøg på at sætte tænderne i hendes velplejede kød lykkedes dog aldrig. For det meste kom de ikke en gang tæt nok på hende, før hun havde regnet den ud og slået en klo mellem deres øjne, og hvis det var et særtilfælde var hun ikke urolig. Warlockerne havde trods alt sørget for at… ’hjælpe’ hende på det punkt.
Herren stirrede på sine sko og kom med et lavt fnys, men egentlig var det et grin. En pyntedukke?
Han virkede mere og mere som en af snylterne og det fik hende til at hæve øjenbrynet lidt hånligt.
Hun drejede om på hælen, satte sig på hug ned ved graven, inden hun med hånden på jorden fik skubbet sig ned i hullet. Der stod hun så lidt og beregnede sit næste træk. De burde da være der et eller andet sted?
Når hun fandt dem kunne hun tage væk fra det hul…Bogstaveligt talt.

[Deleted]

Eldridge rystede sin støvle lidt, det måtte være godt, de kunne da heldigvis pudses igen, han kiggede op, kvinden stod ikke hvor hun havde stået lige før, havde hun bevæget sig lydløst? eller havde hans tanker været så langt væk at han bare ikke havde lagt mærke til at hun havde flyttet sig? Det skete tit at han var lidt fraværende , når han var væk fra biblioteket, men han kunne jo ikke bruge hele sit liv der.
Eldridge vendte blikket lidt og fik øje på kvinden, nede i en grav. Han kiggede sig om og så den knuste kiste og kraniet, han regnede hurtigt ud at det var der braget var kommet fra. Han rystede på hoved og vendte blikket mod kvinden, tænk at hun kunne have ødelagt den, hendes skikkelse så ikke så stor ud, ikke så stor at han havde forventet den kaste med kister i hvert fald.
Blikket forblem på den unge dame, selvom natten var helt grå og regnen slørede lidt, så havde han skudt hende til at være lidt yngre end ham selv, Han beundrede hende, men fra vinklen han så hende fra, lignede det lidt hun var halvt begravet når hun stod nede i hullet. Eldridge gik hen mod graven, stoppede op ca en meter inden kanten og satte sig på hug. Han ville gerne kigge på hende, men han ville ikke have revet hoved af så mindst en meter, det var hans princip, eller det var det lige blevet efter at have set hvad denne unge dame havde gjort ved en kiste. Håret klistrede til hans ansigt og af den grund kunne han ikke rigtig skule sit ansigt og det lille smil han havde på læberne, "hvad laver du dernede?" kom det med et let grin, han forventede hende ikke at have en forklaring, for at stå nede i en grav mand allerede har tømt for kiste, det gav ikke mening for ham, ham bekendt blev skatte lagt I kisten, sammen med de døde, så gravrøver var hun nok ikke.

[Deleted]

Yewandes hånd borede sig ned i jorden. Hun fik mulden ind under de lange negle og fornemmelsen fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen. Hun rynkede kraftigt på næsen og hev hænderne til sig med et sæt. Der sad hun så og studerede gravjorden. Den var mørk og farven faldt en anelse sammen med hendes egen hudfarve. Et lavt hvæs udslap hendes læber. Hun orkede ikke at kradse så meget mere efter dem.
Nu havde hun smykket. Hun manglede bare roden. De skulle være specielt udbredt i sur og sumpet jord, som her i Dvasias, hvor man ikke tog sig så meget af de dødes hvilesteder.
Hun lagde ikke mærke til Elridge før han sad en meter væk fra graven og hun havde ryggen til ham indtil hans stemme kom frem blandt lyden af tusind regndråber, som trommede på blade og alt i deres vej.
Den første reaktion er egentlig at hun kigger sig lidt måbende og spørgende over skulderen. Blinker tre gange med de lange øjenvipper. Med sit brune blik møder hun Elridges’ og hun holdt det fast , mens et lille smil spirede frem på hendes læber.
” Heeey... Har du virkelig intet bedre at lave?- end at spørge hvad jeg tager mig til.. hmrrr” Hendes spørgsmål lød ikke af nogen form for gemt undertone. Mere nysgerrigt og legende, som om det morede hende at han kom hen til hende, dog overraskede det hende ikke. Det morede hende at han tilsyneladende ikke kunne lade være, men ja det havde jo sine plusser at være en succubus.
Hun vendte sig helt mod ham. Det var jo det han ville have. Blinkede så et par gange inden hun hun puffede en anelse et sit sorte pandehår og snoede en tynd lok om ringfingeren.
Hans lyse ansigt forekom hende pænt og hun trådte to skridt tættere på ham, dog stod hun stadig nede i graven. Smilet på hendes ansigt blev bredere. En anelse udfordrende. Regndråberne lagde sig på hendes hud som perler, og når der kom for mange trillede de ned af hende for at gøre plads til nye.

[Deleted]

hans blik var som frosset fast på hende, enten fordi han var nervøs for pludselige bevægelser, eller fordi han gerne ville beundre denne feminine skabning, han kunne ikke helt bestemme sig for om hun kunne være truende eller om han bare skulle definere hende som en lille fin ting. Som hun stak hånden i jorden kunne han ane træk af kuldegysninger, og kort efter vendte hun blikket over skulderen og hen mod ham. Eldridge var lidt forbavset, han havde ikke forventet så fyldige læber og lange øjnvipper, men det var en positiv overraskelse, og det var rart at kunne se mere end bare en skikkelse. Som han undersøgte hendes ansigt kunne han høre hende tale, en køn klang, og den gik godt med lyden af dansende regndråber, hele indtrykket havde nærmest en beroligende effekt. "muligvis, men hvis jeg bare gik uden at spørge ville nysgerrigheden pirre mig. Det er jo ikke hver dag man ser en køn ung dame, kaste en kiste tværs igennem regnen, for derefter at sætte sig i en grav." de ord fik ham til at rette sig lidt op, for at virke større, hun var nok ikke bare en lille køn ting. Eldridge rystede på hoved og slugte et kort grin, da hun vendte sig helt mod ham og begyndte at rulle sit hår om en finger, det havde udentvivl set mere charmerende ud i solskind, med tørt hår, men han syntes nu alligevel ret godt om det, det virkede flirtende på ham og han regnede med at han bare skulle være vedholdende nok får at få at vide hvad kvinden lavede. Hun kom et par skridt hen imod ham, Eldridge rettede sig lidt mere op, men sad stadig på hug foran graven. Han lagde hoved lidt på skrå og stirrede på kvinden med et spørgende blik "så, hvad laver du dernede?"

[Deleted]

Smigr. Sådan en sød, lille lystrende hund han tegnede sig til at være. En lav latter undslap hende, idet hun rystede lidt opgivende på hovedet. Troede han at han ville komme nogle vegne ved at være sådan der? Jo vidst, det havde sin virkning på hende. Hun elskede når hun fik at vide, eller fik følelsen af at være noget særligt, selv om hun udmærket vidste det i forvejen. Hendes blik flakkede ned til hårtotten om hendes finger. Den efter hånden mere og mere tydelige flirten fra hendes side var ikke noget hun tænkte specielt over. Det var trods alt hendes natur og speciale at fange fisk. Om hun ville have dem eller ej, så kom de. Før eller senere kom de. Hun kunne mærke det på den måde hun blev stirret på. Varierende af lys eller mørke.
Situationen var hende ligegyldig. Om hun var halv gennemblødt, eller sad og bagte i en solstråle. Det tog hun sig ikke af. Hendes udstråling forblev den samme, om end ikke bare lidt anderledes. Charmen og potentialet havde hun stadig. Det var dog altid sjovt at se hvilke eksemplarer der kom til hende.
Denne aften dinglede de tre knoglefingre i en snor om hendes håndled, som var det et almindeligt smykke.
Det her var trods alt Dvasias. Mørkevæsner havde en del sjove vaner, og her havde hun intet at frygte, når hun befandt sig blandt sine egne. Hvorfor skjule hendes drenge?
Hun nappede sig i underlæben.
”Jamen dog… Seee, jeg tror ikke at kistens beboer havde så meget imod det. Det ser vidst ikke ud til at han siger så meget”
Med en røsten på hovedet forsøgte hun, som en hund eller et andet dyr at fjerne vandet fra hendes hår, men efter som at det regnede nyttede det ikke. De forgrenede, fugtige lokker pjuskede bare mere sammen. Opgivende kørte hun pandehåret tilbage fra ansigtet, så det var mere klart. Efterfølgende prøvede hun at tørre noget snavs af sit tøj, men væden i det fik det bare til at splatte en anelse ud og forårsagede en større plet end før. Efter at hendes blik faldt på den med en ligegyldig mine, hoppede hun, som en trold af en æske op af graven og landede på hug foran Elridge. I en langsom, lidt foruroligende bevægelse lænede hun sig tæt på ham. Hånden støttende på sit lår. Der var ikke særligt stort mellemrum imellem deres ansigter. Måske det der svarede til en to håndfladers rækkevidde.
Hun grinte. –drillende. I et smil blottede hun sine skarpe hjørnetænder, blot for at se hans reaktion.
”Jeg samler på smykker kan du vel se kære…” Tonefaldet tilsyneladende sarkastisk. Hun legede.
”Kan det ikke være lige meget? Det kan du alligevel ikke hjælpe mig med”
Hendes øreringe klirrede. Den dag var de af sølv. Et lynnedslag oplyste pladsen, så vel Elridge og Yewande.
Blikket lod sig begrave i hans. Hun følte det som om hun forsvandt ind i mørket der inde.

[Deleted]

"Jeg tror at han er meget ked af det" grinede Eldridge og kiggede hen på kraniet. Næsten samtidig fik han dråber frontalt i hoved fordi hun rystede håret og han vendte blikket lidt fornærmet imod hende. Kort efter hoppede hun op foran ham og sad på hug, så tæt på at han var sikker på at hun kunne mærke hans i det sekund lidt gispende ånde, han havde bestemt ikke forventet at komme så tæt på hende. Eldridge lænede sig bagover, ikke så langt at han faldt men så langt at han følte han kunne forsvare sig, det fortrød han hurtigt, han ville have rykket sig direkte ind i hende med et kys, så kunne det være hun også var blevet chockeret og det ikke kun, som nu, var ham der lignede en idiot. kvinden blottede sine tænder, han smilede, så også hans hjørnetænder var blottet, han var ikke stolt af dem, de var rigtig upraktiske siden at han jo ikke var vampyr, men som hun blottede sine ville han da lige være med til at blære sig. Han hørte hendes stemme igen, *smykker, hmm.* han sænkede blikket, så hendes hånd på hendes lår og det lille fine smykke der dinglede fra håndledet. Nysgerrigt lod han blikket køre op og ned ad hende, meget åbenlyst, som om han ønskede at hun skulle fange ham i det. "jeg kan ikke hjælpe? jamen så spilder jeg jo din tid". Eldridge rejste sig og gik hen mod kraniet, hans støvler var allerede beskidte så der blev bare travet afsted "det var noget med at han var ked af det ikke?" Pjattende samlede Eldridge kraniet op, holdt det mellem sine hænder, med en vinkel der hvis det havde hud ville ligne et bøjet ansigt, Eldridge skar et ansigt, det var meningen det skulle se trist ud "jeg er meget ked af at du har ødelagt min hjem. hvor skal jeg nu ligge og hvile, til mine rester forgår??" Han kastede kraniet hen mod Kvinden, i håb om at hun ville gribe det og ikke bare få det i hoved, han forventede at hun havde fulgt ham med øjnene og været opmærksom, hvis ikke så måtte det være hendes skyld at hun fik det i hoved, alligevel, samledes der kort en klump i halsen på ham. *vær sød at gribe det!*

[Deleted]

I det øjeblik Elridge rykkede sig længere bag ud rykkede hun efter, men stoppede da han også blottede sine tænder. Spidse. Hun rynkede på næsen, og kneb sine brune øjne sammen, som om hun granskede ham en ekstra gang, blot for at slå en ende på sin tvivl og dens mulige løsning. Hans reaktion fik et smørret grin frem hos hende.
Hans øjne kørte frem og tilbage over hende. I modsætning til en del andre mænd gjorde ham her intet for at skjule det. Hun kunne lide det og ville spille lidt op på det nu hun havde hans opmærksomhed.
Som han i hastige skridt gik hen mod kraniet rynkede hun mistroisk brynene, indtil han tog kraniet op og lavede et ansigtsudtryk, der var en forladt hundehvalp værdig. Hun hævede det ene tynde bryn, dog stadig med smilet på læben, som ville hun sige Er det alt du har?
”Imponerende.. Så har vi jo næsten en poet? Du er en sjov en. Hvad hedder du?
Mmm. Du er ikke vampyr… du ser mere levende ud og du lugter ikke af tørret læder.”
Hun skød skulderen en anelse frem, så det højre bryst pressede mod det gennemvædede stof.
Kraniet nåede ikke at være tæt på at ramme hende. I en refleks strakte hun armen ud og slog et ordentligt slag mod den tynde skal. Hendes kløer kom hurtigt frem og splintrede det, så små knækkede stykker fløj ud til alle sider, dog blev hun ikke irriteret. Ikke forskrækket.
I en langsommelig bevægelse rejste hun sig og strakte armene op i luften med en gaben. Hun trådte lidt nærmere Elridge. Ikke så langt fra hans sidde stod en statue, forestillende en kutteklædt engel, med en le. Ansigtet var ikke synligt og mos var begyndt at vokse frem på den. Skriften, som snoede sig langs statuettens fod var så beskidt at den var ulæselig. Hun lænede sig mod den, så hendes ene hofte blev skudt frem i en flot bue. Afventende.
Statuen stjal det sparsomme lys, skyerne nu en gang tillod slippe igennem og efterlod hende en anelse i mørke. De brune øjne begyndte nu at reflektere som en kats. Skiftede farve til en olivengrøn farve. Hun blinkede et par gange.

[Deleted]

Eldridge beundrede det lille fyrværkeri af knogle splinter, det var ikke særlig tydeligt i mørket og det blev lidt forstyrret af regndråber, men månen fik ram på nogle heldige hvide splinter af hovedskal, og de blev lyst en smule op, det så noget så fint ud, men der gik ikke længe før de alle lå begravet i kirkegårdens fugtige jord.
Da Yewande i langsomme og hvad der syntes på Eldridge som lange, feminine bevægelser, rejste sig og gik hen mod statuen. Eldridge fulgte hende med øjnene og da hun nåede hen til statuen, kunne han ikke lade være med at smile, som hun stod der og poserede i mørket, Eldridge rystede kort håret og kørte hænderne igennem så det ikke klistede til hans ansigt, og han derfor havde bedre udsyn. Hendes øjne som ændrede farve i mørket stjal hurtigt opmærksomheden, og eftersom han ikke kunne se meget mere end skikkelse ud over blev det dem han fulgte med blikket.
Eldridge stod og tænkte, han havde skam hørt yewande, han havde bare ikke besluttet sig for et svar endnu, han så ud som om han ikke rigtig havde et svar på hvem han var og slet ikke havde forstået sammenligningen med en poet. "Hvad jeg hedder? Jeg er Eldridge" han slog den ene arm ud, kørte en cirkel omkring brystet med den anden og bukkede. Da han stod op igen rensede han halsen i et host og fortsatte "nej vampyr? det er jeg i den grad ikke." Mere havde han ikke at sige, han havde jo svaret på hendes konstatering, det gav hende dog ikke meget at han bare gav hende ret. Eldridge gik hen imod statuen, det var dog overhoved ikke den der var målet. Han stoppede op da han var kun en halv meter væk fra Yewande, hun virkede ikke så farertruende, så han mente ikke det var så vigtigt med en masse afstand. "og dit navn?"

[Deleted]

En anerkendende brummen kom fra Yewande, som Elridge afslørede sit navn. Hun nikkede og klikkede tungen mod ganen et par gange, nærmest som om hun smagte på hans navn for at se hvordan de sad i munden. Kun med et positivt resultat.
”Elridge? Mmm. Lyder eksotisk… Jeg kan lide det”
Langsomt trådte hun ud fra statuettens mørke. Et lille skridt nærmere Elrdige, trods at den halve meter nærmest ikke kunne blive mindre. Hun cirkulerede rundt om ham, for så at ende bag ham. Hun lænede sig frem mod ham, placerede sine hænder på hans skuldre. Hendes fingerspidser og negle begyndte forsigtigt at kradse og køre frem og tilbage over matrialet, hans tøj var lavet af, for at ligesom at føle det. Hendes pegefinger gled så op mod huden på hans hals. Hans hud var blød og regnen havde indlysende nok kølet den, som den ville gøre med de fleste varmblodede væsner, dog var hans hud stadig varm. Havde han været en vampyr ville den være iskold.
Hun gav hans skuldre et blidt klem, strakte sig, for han var jo et højt skrummel og lænede sit ansigt hen over hans venstre skulder. Han måtte kunne mærke hendes ånde. ”Er du klog Elridge?”
Det umiddelbare kryptiske spørgmål lod hun hænge i luften. Han kunne stå og fundere med at finde en mening med det. Hun ville ikke give den fra sig lige med det samme. Elridges lyse hud stod i kontrast til hendes egen. Med et lidt søvnigt blik betragtede hun sin finger, som stadig var ved hans hals. Hvor man kunne tro at huden på hænder måske ville være rug, da Dvasias jo ikke lige frem var et særligt let sted at leve, var den blød og uden specielt mange ar. Faktisk havde hun næsten ingen. Det eneste skarpe på dem var hendes negle, vis spidser hun forsigtigt lod køre langs senerne i hans nakke. Hun klemte ham igen. Denne gang kørte hun lidt af hans lange hår væk fra hans hals. Hun klukkede udspekuleret. Han burde kunne høre det. Langsomt trykkede hun sine negle ind mod hans skuldre. Ikke så det ville gøre ondt, men så han ville kunne mærke det. Så lukkede hun øjnene en anelse og studerede hans ansigtsudtryk, inden hun nærmede sin mund hans hals. Med et koldt og langtrukkent pust mod hans våde hud, nærmede hun sin mund hans hals. Hun strøg sin underlæbe mod dens konturrer og sugede indtrykkene til sig. Lukkede øjnene. Så vendte hun ansigtet mod hans øre og viskede ”Jeg hedder Yewande”
Hun sukkede og sikrede sig virkelig at det var tæt mod hans øre, dog uden det skulle bringe ubehag og undertrykte et grin, som hun vendte tilbage for at betragte hver reaktion, der gav sig til kende i hans ansigt.
”Måske kan du hjælpe mig alligevel… Vil du det?”

[Deleted]

Eldridge ignorerede indtil videre kommentaren om hans navn og fulgte Yewande som hun kom nærmere og endte bag ham. Han kunne hurtigt mærke hendes hænder på hans skuldre, som de studerede hans jakke, og det undrede ham lidt at pigebarnet så hurtigt drog til nærkontakt, han var van til mennesker der holdt sig på afstand, men det generede ham af en eller anden grund ikke synderligt meget.
Der gik ikke længe før han kunne mærke hendes finger på hans hals, han lukkede øjnene og trak været tungt ind, som man gør hvis man nyder noget eller hvis man er nervøs og prøver at undslippe en situation.
Da hun pludselig stod med hoved over hans skulder og munden tæt på hans øre kunne kan mærke hendes ånde kærtegne hans hud, *klog? selvfølgelig* tænkte han for sig selv, det var da et underligt spørgsmål.
Følelsen af hendes ånde blandede sig med hendes fingers kærtegn af hans hals, han stod stadig med lukkede øjne, for så længe hun stod bag ham var sanseindtrykket vigtigst, hun havde noget så bløde hænder.
Som hun strøg håret væk fra hans hals og grinte, slog hans øjne op, og han havde lyst til at gribe ind over sin skulder, få et så godt greb i hendes hår som han kunne og rive hende i jorden, men han styrede sig, han ville gerne se hvor det her førte hen og det ville nok ikke gøre det bedste indtryk at begynde at rive hende i håret, han mærkede hendes negle, og hendes underlæbe på hans hals og snart efter hendes blide klang i hans øre, han åndede op, og den anspændte følelse han havde fået i det sekund hun lage munden på ham forsvandt.
Som hun trak sig tilbage fulgte han hende med øjnene, han undersøgte hendes negle, om de ville udgøre en trussel og hendes mund, hun var jo en smuk en, og det gjorde ham ikke mindre forsigtig.
Som han stod og betragtede hvordan hendes våde tøj klistrede til hendes krop foldede han hænderne og trådte et par skridt frem og tilbage "Yewande? og du siger mit navn lyder eksotisk?" han grinede lidt, men han kunne godt lige klangen af hendes navn, det bevarede lidt hele mystikken omkring hende, hvilket et kedeligt og fladt navn ville have ødelagt. "Klog? det skulle jeg mene, nok mest teoretisk, jeg har haft bøger til rådighed hele mit liv, men har ikke haft den store interesse i at gøre noget ved det, har ikke haft brug for det, det meste kan man jo købe sig til nu om dage" han fortsatte med at gå frem og tilbage, "hvad indebærer det at hjælpe dig? jeg skal ikke ned i det hul og grave vel?" han skulede over til den tomme grav og smilede smøret.

[Deleted]

”Hvor spektakulært. Perfekt. Vi har endda en poet OG en bogorm… Mit navn er gammelt. Jeg ved ikke om man kan kalde det eksotisk kære. Bor du her omkring?” Som Elridge begyndte at trave frem og tilbage, satte hun sig igen på hug, med hænderne hvilende i sit skød. Hun tiltede hovedet, smilte charmerende, men endte med at måtte lukke øjnene, da hans dejsen omkring gjorde hende noget så svimmel.
”Grave?.. nu er du da dum… Naaah… Ikke nødvendigvis. Det kan du også, men det er lidt besværligt uden de rigtige steder at lede” Hun førte hånden om bag sit øre og gav sig til at lege lidt eftertænksomt med øreringen. ”Jeg kigger efter en plante. Den er i familie med natskyggen og den har en blomst, som ser lidt vissen ud. Grøn blodrod.. Du kender den måske? Har du set noget der ligner, eller er du en af de drenge, der får en bizar, ustyrlig træng til at løbe rundt som en eventyrer, uden at lægge mærke til hvad der sker omkring dig?” Hun åbnede øjnene. Der var noget lidt udfordrende, og om ikke andet noget provokerende over den måde hun sagde det på..
Regnen dunkede mod hendes hoved. Den begyndende svimmelhed blandede sig med den lave hovedpine hun havde haft de sidste par dage. Konstant, men hun havde vendt sig til den. Det var som en indre trykken, fra hendes hoved. Det var lang tid siden hun havde ladet sin dæmonform frit løb, og det kom til i form af hovedpine, eller en kløen der hvor hun blandt andet havde sine horn. Men ikke nu!... ikke nu. Hun havde ikke i sinde at skræmme Elridge væk. Det var sjældent at folk ikke skævede lidt til det, og endnu sjældnere at dæmoner havde den fremtoning, som de ældste renblodede plejede at have. Skønt det som reglen ikke var et problem, når nu hun havde sådan en vis medfødt charme grundet racen. De fleste dæmoner havde tilpasset sig så meget at de nærmest lignede mennesker, og gik og konkurrerede side om side med vampyrer i hvem der kunne holde kniv og gaffel mest korrekt..
Det var som om de fleste havde glemt hvem de var.. –HVAD de var… Og hun havde også tilpasset sig..delvist. Hun kunne skjule sine træk og ligne mennesket, men sådan var hun ikke født og hun blev utilpas, hvis hun holdt den side af hende væk for længe. Under hendes kjole begyndte noget at vifte fem og tilbage… langsomt, som hos en kat. Hun sad blot i sådan en vinkel hvor det ville være svært at se for Elridge.. hendes hale var kommet frem. Som hun kunne mærke den puffe mod sit ben, spærrede hun øjnene op og skyndte sig at sætte sig tungt på den..
-Resulterende i at hun snerrede og skar ansigter, da det trods alt gjorde lidt ondt at sidde på den, men fortsatte så, lettere anstrengt, med at kigge på Elridge og smile bedårende(…)