Warlock VS Vampire

[ryan]

At høre den velkendte stemme havde bragt et lille håb i Ryan, selvom at han næsten fandt det umuligt at hun var her. Det kunne det ikke være! Han havde sagt så mange ting til hende, som han et sted fortrød, hun burde slet ikke gide at opsøge ham igen med alt det som han havde gjort mod hende. Han havde ikke ment noget af det som han havde sagt, han var bare blevet jaloux, vred, selvom han slet ikke havde tilladelse til at blive det. Hun havde jo ret; de var ikke sammen, selvom.. de havde nærmest fungeret som et par. Hvorfor skulle det hele også være så skide besværligt?! Han hadede det! Han hadede den effekt hun havde på ham, og han hadede at han skulle ligge her og gøre sig selv til grin! Det var ynkeligt! Han var ynkelig! Han sukkede indædt, selvom det resulterede at det gjorde ondt i hans bryst, for den kugle var røget direkte igennem marv og gen, hvilket virkelig havde gjort ondt! Alaster havde ikke været nogen elendig modstander, faktisk temmelig stærk og med mange trick, han havde så bare valgt at undervurdere den forkerte.
De dybblå øjne prøvede Ryan at vende op imod skikkelsen, da den kom tættere på, selvom han ikke rigtig kunne se hvem det var, for det krævede at han drejede mere i kroppen, hvilket han havde for ondt til. Skulle han dø nu? Ikke fordi at han ville have det mindste imod det, faktisk ville han næsten se frem til det. Så skulle han da ikke ligge her og gøre sig selv mere til grin end højst nødvendigt. Han blinkede let med øjnene som skikkelse knælede ved hans side og lænede sig en anelse ind over ham, så han ikke fik regn i ansigtet, hvilket også gjorde at han bedre kunne se. Han spærrede dog de dybblå øjne en anelse op, da han så at det faktisk var Leah. Men hvad pokker lavede hun dog her?! Det var som om at han glemte alt han havde været igennem, da hans blik faldt mod hendes ansigt. Havde hun mon set kampen? Hvorfor var hun overhovedet kommet tilbage? Han skulle lige til at svare hende, idet han mærkede noget genere ham i halsen, hvor han endte med at hoste blod op. Han støttede med den ene arm mod den våde og beskidte jord, inden han trak vejret dirrende. Hans krop rystede og skælvede af smerte, for fryse kunne han jo ikke. Han vendte roligt blikket mod hende, selvom han ikke kunne se op imod hendes ansigt, hvilket et sted måtte irritere ham. Han lukkede let øjnene, som hun strøg hans hår væk fra hans ansigt. Det var et savnet kærtegn, en savnet berøring, ikke fra en kvinde, men fra hende. Han vendte roligt blikket mod hende igen ved hendes ord. Var hun kommet for at hjælpe ham? Det havde han jo faktisk slet ikke fortjent, ikke fra hende. Han lagde dog mærke til at hendes stemme var så.. sensuel og lokkende, langt mere end den plejede at være. Havde hun slet ikke været tæt på nogen mand? ”Hvad laver du her Leah?” spurgte han hæst og dog kortfattet. Han havde slet ikke regnet med at se hende igen. Han prøvede at holde sig oppe med den ene arm, selvom at den rystede og nærmest truede med at knække sammen. ”Jeg regnede ikke med at se dig igen.” Hans ord var kun en lavmælt hvisken, selvom at det var sandt. Han havde virkelig ikke regnet med at se hende igen, han havde troet at alt var gået tabt selvom.. det var det måske ikke?

[Deleted]

Leah havde været omkring, og så alligevel ikke. Ikke fordi at hun ønskede at han skulle se hende, for han ville sikkert bare blive vred. Hun sov i parken når hun fandt muligheden for det, ellers klarede hun sig med det som hun havde, hvilket stort set var.. ingenting. Det satte sig på hendes krop, samtidig med at hun ikke havde været i nærheden af nogen mand, hvilket i den grad også havde sat sig. Hun havde ondt, selvom det nu ikke var det som hun tænkte på. Nej, det eneste som hun egentlig måtte tænke på, det var faktisk.. ham? De havde aldrig været et par, selvom de havde fungeret som et og det at de faktisk var endt med at flytte sammen, selvom det kun havde været for en ekstrem kort periode, inden hun igen var flyttet ud, det var jo så en helt anden side af sagen, for det gjorde ondt. Hun manglede ham virkelig, selvom det var ord som hun aldrig nogensinde havde brudt sig om at skulle sige til ham. Det havde hun aldrig sagt til nogen anden mand. Hun havde aldrig oplevet at nogen havde været direkte vrede over at hun var gået til andre, for.. det var sådan at hun var. Hun var en sensuel dæmon og med alt hvad det måtte indebære, selvom hun virkelig havde prøvet at tilpasse sig et andet liv!
At se Ryan ligge der, var noget som skræmte hende. Hun havde altid set på ham som en stærk mand og nu.. lå han der og kunne ikke komme op? Han var kommet alvorligt til skade, også selvom det ikke kunne slå ham ihjel, men det var nu så bare sådan at det nu måtte være. Hun strøg roligt hånden over hans kind, næsten som hun bare ønskede at se hvordan han havde det med at hun sad der. Han virkede umiddelbart ikke vred eller noget, hvilket var noget som lettede hende, for det var vel også gået op for ham, at det faktisk var hende som måtte sidde der sammen med ham? Hun betragtede ham med en bekymring i de isblå øjne. Hun var blevet en anden efter hendes skænderi med ham og alt det som han havde kaldt hende. Var hun virkelig så væmmelig? Hun bed sig let i læben. ”J-jeg hørte om det.. I Arenaen,” forklarede hun stille. Hun havde ikke set kampen, men hun havde hørt råb, skrig, jubel og alt det andet. Det var virkelig utroligt at begge sider skulle rive i Ryan på den måde, for det var noget som virkelig måtte irritere hende. Han fortjente det virkelig ikke. En ting var at han sendte hende væk, fordi hun havde været en plage for ham, for han havde tydelig været meget påvirket af hendes tur med Nate, selvom det nu ikke var noget som hun fortrød. Hun havde haft brug for det og det var i den grad også den eneste grund til at hun havde gjort det. Hun fjernede kutten fra sit ansigt. Hun var beskidt, hun var selv blevet en anelse tynd, for det var jo heller ikke fordi hun rigtigt havde noget at leve af. Regnen piskede mod hende, selvom hun ikke tog sig af det. Lige nu var det bare.. Ryan. ”… Jeg frygtede at.. at du ville ende som den faldende,” tilføjede hun dæmpet. Hun havde virkelig bare haft brug for at se det.. at vide at han ville klare sig igennem den test. Hun kunne bare være glad for at hun ikke skulle igennem den! Hun tørrede forsigtigt blodet væk fra hans læber med sin tommelfinger. ”Du er kommet til skade..” påpegede hun tydeligt bekymret.

[ryan]

At se Leah her hos Arenaen, var noget som virkelig kom bag på Ryan, var hun her på grund af ham? Det havde han virkelig svært ved at tro på, for hun var jo selv blevet sur på ham, selvom hun vel mere var blevet ked af det? Han havde virkelig også været et fjols at gøre det mod hende! Havde han haft kræfter til det havde han slået sig selv! Han havde jo slet ikke ment et eneste ord! Han væmmedes ikke ved hende, tværtimod kunne han ikke stå for hende. Hun havde et perfekt ydre, et indre som han ikke kunne lade vær med at holde af. Han måtte dog indrømme at han ikke var meget for at hun skulle se ham i denne tilværelse, han var svag, og fandt sig selv direkte ynkelig! Det sitrede helt i ham, da hun lod hånden stryge over hans kind, hvilket fik ham til at lukke øjnene af behag. Han havde virkelig savnet hendes kærtegn og berøringer! Selvom det jo nok ikke var ord som han ville fortælle hende. Han forstod bare ikke hvorfor hun pludselig var så.. god mod ham, det havde han jo slet ikke fortjent! At hun havde hørt om hans kamp, fik ham til at vende blikket mod hende. Hendes følgende ord kom dog et sted bag på ham, for.. bekymrede hun sig nu for ham? Hun havde da ellers givet udtryk for at de levede i hver deres verden og at de ikke kunne leve i den selvsamme. Hun forvirrede ham virkelig! ”Så.. du troede ikke jeg var stærk nok til at vinde?” spurgte han kortfattet, som han vendte blikket op mod hende, hvor et næsten kækt smil gled over hans læber. Ingen kunne slå ham! Selvom det jo nok var at være for selvsikker. Men han havde kæmpet bravt, vundet på ærlig vis, vist at vampyrerne sagtens kunne slå warlockerne. Et sted kunne han virkelig ikke lade vær med at fryde sig! Han vendte blikket mod hendes hånd, da hun strøg blodet væk fra hans læber, inden han lod de dybblå øjne falde til hendes isblå. Hun var beskidt, blevet tyndere og så var hun så.. sensuel, havde hun virkelig ikke været nogen anden mand tæt? Det kunne hun jo dø af! Et næsten morende smil gled over hans læber ved hendes ord. ”Du bekymrer dig for mig?” Han fiskede mere efter svaret i stedet for at konstatere det, for det virkede godt nok til at hun bekymrede sig for ham, men han forstod bare ikke hvorfor. Han rykkede sig en anelse mere ind mod hende, hvor han lod hovedet finde hvile mod hendes skød og knæ, imens han lod den ene arm falde let omkring hende. ”Jeg klarer mig nok,” svarede han lavmælt, som han roligt lukkede øjnene. Underligt som han kunne slappe af når han var sammen med hende. Hun gjorde ikke andet end bare at sidde der. Han måtte dog erkende at han virkelig havde savnet hende, hans længsel efter at mærke hendes kys og kærtegn var efterhånden ved at blive for stor. Han var faktisk glad for at hun ikke havde været ligeglad med ham, men faktisk var søgt efter ham. Dog vidste han godt at han ikke fortjente hendes omsorg og bekymring, for han havde virkelig været en idiot overfor hende! Hans egen krop og hænder, var endt lettere mudret, efter regnen havde gjort alt vådt, dog tog han sig ikke af det, som han blot blev liggende mod hende, her følte han sig underlig.. tryg.

[Deleted]

Leah vidste udmærket godt, at hun slet ikke burde være i nærheden af ham eller Arenaen for den sags skyld, men siden hun var gået fra ham, forladt lejligheden og med løftet om at hun aldrig nogensinde ville se ham igen, så havde hun virkelig vandret hvor det passede hende. Hun havde været ude for vold og alt mulig andet, for det var end ikke alle i Manjarno som var lige venligsindede og specielt ikke mod en som hende, så hun havde selv oplevet lidt af hvert igennem det sidste stykke tid, det var der heller ikke nogen tvivl om. At søge mod ham, havde hun gjort uden at tøve, for hun var bekymret for ham, bekymret for hvem han skulle møde i Arenaen og om han i det hele taget ville komme ud i live, selvom det var tydeligt at han var, hvilket var hende en lettelse. Selvom det dog ikke ændrede på det faktum, at hun virkelig bekymrede sig for ham, for hun havde aldrig set ham så svag før. Ikke fordi at hun ville håne ham for det, for hun vidste udmærket godt at warlocks ikke var et væsen som man skulle kaste sig i krig med på denne her måde, men det var heller ikke fordi at hun kunne gøre noget ved det nu. Han havde vundet, og det var det som i den grad også betød noget for hendes del!
Hånden fortsatte roligt over hans kind. Så længe at han ikke begyndte at kalde hende alt mulig igen, så gik det vel også fint? Hun ønskede virkelig ikke at blive kaldt væmmelig eller horetøs, selvom hun et sted udmærket godt vidste at det var det hun var. Hun var væmmelig, hun lod sig berøre af så mange og hun havde intet selvværd, så hvordan kunne hun være noget andet? Hun havde jo tænkt meget igennem det som han havde sagt når hun havde siddet for sig selv, trykket op af et træ i parken og bare ladet tårerne falde. Meget var hun kaldt, men det værste var virkelig, at det var ham som havde kaldt hende for det, for det var slet ikke noget som hun kunne have med at gøre! Måske at de havde levet i hver deres verden, men man kunne stadig tænke på hinanden og være bekymret! Det kunne man i hvert fald i hendes om ikke andet. ”Warlocks er et mægtigt væsen, Ryan,” påpegede hun stilfærdigt, hvor hun vendte blikket mod ham. Hun strøg ham let igennem håret og med et svagt smil. Måske at hun ikke havde været i nærheden af en eneste. Hver gang hun havde været tæt på det, så havde samvittigheden ramt hende og den ville hun ikke kunne bære mere af nu, så nej, hun havde ikke været i nærheden af en eneste, også selvom hun vidste at det kunne koste hende livet i den anden ende. Men hun kunne bare ikke.. hun ville ikke. Hun lod ham rykke sig, så han lå med hovedet i hendes skød i stedet for. Hånden tog let omkring hans som hun trykkede ganske let. Hun bed sig let i læben. ”Mhmm..” mumlede hun som svar. Hun bekymrede sig virkelig for ham. Hun vendte blikket endnu en gang mod Arenaen. De var vel alle warlocks? Så de gik vel ikke ud derinde fra? De forsvandt vel bare? Ikke fordi at det gjorde hende noget. For det ville heller ikke stille hende i godt lys at blive set sammen med ham, så meget vidste hun da. Hun bed sig let i læben. Han havde brug for energi, for han kunne ikke blive liggende her. Hun endte dog med at føre hånden og håndleddet til hans ansigt. ”Du.. du har brug for energien Ryan,” påpegede hun sigende.

[ryan]

Ryan var virkelig overrasket over at se bare skyggen af Leah, men det som forundrede ham mest, var det at hun faktisk var bekymret for ham, for det gav da slet ikke nogen mening! Hun burde slet ikke være her! Ikke fordi at han havde sendt hende væk, for det havde han jo ikke engang ment, men han ønskede ikke at hun skulle komme tilbage, hvis hun blev set sammen med ham. Var hun virkelig kommet på grund af ham? Det kunne han da slet ikke få til at hænge sammen! Hvorfor? Han havde kaldt hende en masse ting, såret hende, gjort hende vred og alligevel sad hun her og var.. bekymret for ham? Det forstod han virkelig ikke! Han vendte roligt blikket mod hende ved hendes ord. ”Ja? Jeg har blodet i mig, det er trods alt grunden til at jeg skulle i kamp,” svarede han stilfærdigt. Måske en warlock var et mægtigt væsen, men det var en vampyr bestemt også! Han havde trods alt vundet og det meste var takket være hans vampyriske side! Ellers havde han været død i øjeblikket. At hun fortsatte med at stryge ham over kinden, var noget som faktisk måtte lette ham. Hun skubbede ham ikke væk fra sig, hvilket han faktisk var glad over, og han ønskede bestemt heller ikke at skubbe hende væk, når hun nu var kommet den lange vej for hans skyld. Desuden så havde han også savnet hende, så hvorfor skulle han dog skubbe hende fra sig? Han ønskede jo faktisk at hun blev her hos ham. At hun tog omkring hans hånd havde han heller ikke noget imod, hvor han blot gengældte hendes trykken ved at give hendes et blidt klem. Han havde virkelig savnet at være i berøring med hende, og at vide at hun var her, at mærke hende, var noget som glædede ham men mest af lettede ham. Han følte pludselig at han kunne slappe af. Han nød hendes strøg igennem hans hår, hvor han blot blev liggende med hovedet i hendes skød, med lukkede øjne og slappede af. Han åbnede dog roligt øjnene, som blikket faldt på hendes håndled. Han så lettere vantro på hendes hånd, da hun tilbød ham sit blod. Hvad skulle det nu til for?! Var hun blevet forhekset eller noget? Han endte med at slippe hendes hånd og nærmest skubbe sig væk fra hende, så han igen landede på den våde jord, med regnen der slog imod hans krop. ”Hv-hvad har du gang i?!” spurgte han forfærdet, inden han lavede en grimasse som hans sår blev mudret til, hvilket måtte svie af helvedet til! Han svajede let i ryggen, inden han brugte sine kræfter til at lægge sig om på maven. Han trak vejret dirrende. Det gjorde pokkers ondt. ”Jeg vil ikke have dit blod!” svarede han stilfærdigt og i en smertefuld tone, hvor hans krop skælvede ganske let, da han prøvede at vende blikket mod hende, selvom at det kostede ham for mange kræfter. Han slog let sin knyttede hånd ned i jorden, så vandet sprøjtede. Han hadede at være så svag! Hans krop sveg fordi mudret blandede sig med blodet i det åbne sår, det gjorde virkelig ondt! ”Jeg kan desuden ikke drikke dit blod endnu.. jeg er nød til at have renset mine sår,” svarede han stilfærdigt. Det nyttede ikke at hans sår healede imens de var fyldt med jord og mudder! Det bedste sted og det som lå tættest på var vel.. kroen? Men der var alligevel et stykke indtil byen. ”Desuden burde du ikke være ude i regnen.. du ender bare med at blive syg,” svarede han i en dæmpet tone, selvom han vidste at den var høj nok til at hun ville kunne høre ham.

[Deleted]

Leah havde heller ikke regnet med at skulle se skyggen til Ryan nogensinde igen. Et sted så ventede hun vel egentlig bare på at hun kunne få lov til at falde om af sin egen smerte, udelukkende fordi at hun slet ikke følte at hun kunne komme tæt på en anden mand uden at blive ramt af en samvittighed som var langt mere dræbende end alt det andet! Hendes krop sultede. Ikke for næring, men for et mandligt nærvær, selvom hun slet ikke kunne få sig selv til at tænke på det i denne situation, det var slet ikke noget som hun kunne lægge det mindste skjul på overhovedet. Hun havde ikke haft noget sted at søge hen eller nogen at søge i retningen af. Desuden så havde Ryan fået det ind i hendes skal, at hun var mere værd end det liv som hun havde levet og det var noget som hun i den grad også havde taget frygtelig godt til sig. ”Det ved jeg.. men… det bekymrede mig,” sagde hun stille. Hun havde jo ikke nogen anelse om hvordan hans magiske tendenser lå i henhold til en som kunne kalde sig for en fuldblod og det var der hendes bekymring havde ligget. Hun lod ham bare ligge med hovedet i hendes skød. Det var faktisk.. rart at have ham så tæt på sig igen, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde åbent til ham! Hans klem fik hende til at slappe af, for det var noget som automatisk gjorde, at hun følte sig.. lettet. Det lettede hende virkelig noget så frygteligt med tanken om at hun var den som hun var og at der faktisk var nogen som ikke skubbede hende væk af den grund.
At han direkte skubbede sig væk fra hende, ved synet af hendes håndled, var noget som hun blot tog til sig som en kraftig afvisning. Hun prøvede for helvede da bare at hjælpe ham! Hun tog omkring hendes håndled, som havde han slået hende, hvor hun vendte blikket mod ham. For en gangs skyld, så prøvede hun faktisk at hjælpe ham! Som.. han altid havde hjulpet hende. Frem til den dag han havde sendt hende væk. Det var stadig noget som gjorde direkte ondt. Hun kunne fint tackle afvisninger, men bare ikke når det kom fra ham af, af grunde som hun slet ikke kunne forstå sig på! Han havde ondt og det var jo heller ikke fordi at hun ønskede at gøre det værre end det som det var fra før af. Hun bed sig en smule i læben og med et ganske så svagt suk. ”Jeg.. jeg mente ikke..” Hun bed sig let i læben. Det var heller ikke fordi at hun ønskede at skulle gøre ham sur eller irriteret på hende igen, for det havde hun da gjort mere end rigeligt, det var der heller ikke nogen tvivl om! Hun vendte blikket mod ham. Såret skulle renses? Ja, det kunne hun jo ikke gøre herude! Hun vendte blikket stille ned mod sine hænder som hun foldede i sit skød. ”Hvis jeg ikke er ude i regnen, Ryan, hvor skulle jeg så ellers tage hen efter du smed mig ud?” spurgte hun, som hun vendte blikket stille mod ham og ikke mindst med en spørgende mine. Gaden havde praktisk talt været hendes hjem lige siden at de var gået hvert til sit. Hun nægtet at tage tilbage til horehuset igen, specielt når hun havde haft stunder i det liv som hun nu havde haft, men.. hun havde bare ikke haft noget andet sted at tage hen.

[ryan]

Ryan vidste godt at en warlock var et stærkt væsen, men det samme var en vampyr! Han havde trods alt vundet! Og han måtte indrømme at han virkelig havde nydt at flå hjertet ud på Alaster, det efterlod ham med en triumferende følelse, selvom han også gerne ville have fat i fingrene på Konstantin! Den mand havde pisset ham af mindst lige så meget! Han havde spærret ham inde i en celle i flere dage! Det fandt han sig virkelig ikke i! Det var dog ikke det som hans tanker kredsede sig omkring, faktisk var det Leah. Han forstod ikke hvorfor hun var kommet tilbage, selvom han kunne forstå at hun havde været bekymret for ham, men hvorfor hun så havde det.. ja det vidste han så heller ikke. Han kunne dog ikke komme udenom at han virkelig var glad for at se hende, for han havde virkelig tænkt meget på hende på det sidste! Han havde virkelig, virkelig savnet hende! Utroligt nok, eftersom han aldrig nogensinde havde været afhængig af en anden person, men han måtte indrømme at Leah virkelig havde ændret det punkt, for han kunne ikke undvære hende, så meget havde han da fundet ud af. Et smil gled over hans læber ved hendes ord. Det havde bekymret hende? I så fald så bekymrede hun sig virkelig alt for meget for ham! Han var jo ikke svag! Selvom han godt nok var kvæstet i øjeblikket. Han havde ikke rigtig lyst til at bevæge sig, kun ligge hos hende, mærke at hun var der og holde hende i hånden. Han følte at han kunne slappe af i hendes nærvær.
Det var ikke fordi at Ryan ønskede at afvise Leahs hjælp, for han var faktisk utrolig glad for at se hende igen, vide at hun bekymrede sig for ham, for det var noget som han faktisk havde savnet utrolig meget! At hun stoppede sig selv i sine ord, så kunne han også godt regne ud at hun havde taget hans tilbagetrækning som en afvisning. Nok havde det også været en afvisning, men han kunne virkelig ikke tage hendes blod! Det nægtede han! Så hellere sulte sig ihjel! ”Det ved jeg godt,” svarede han stilfærdigt og dog lettere anstrengende, som det gjorde ondt. Han holdt armene tæt ind til kroppen, så hans sår på brystet ikke kom i kontakt med den beskidte jord under ham. Regnen slog ned imod hans sår på ryggen, hvilket gjorde en anelse ondt, selvom at det også var med til at fjerne noget af mudret. Han vendte blikket forundret mod hende til hendes ord. Hun havde ingen steder at søge hen? Han havde faktisk troet hun var taget tilbage til horehuset, eller også til sin nye mand. Han blinkede let med øjnene, også for at få dråberne væk. ”Jeg.. jeg troede du havde fundet dig en ny mand,” svarede han stilfærdigt, som han vendte blikket væk fra hende igen. Han bed tænderne fast sammen, som han prøvede at holde sig oppe, selvom det gjorde ondt. Det var jo ikke fordi at han ønskede at ødelægge hendes liv. Tværtimod! Han kneb øjnene en anelse sammen, inden han strakte den ene arm og viftede hende hen til sig. ”Kom her.” Han prøvede at komme op at stå. Han kunne ikke have at hun endte syg! Han tog let fat i hende, som han brugte hende som støtte, for at komme op på benene, hvor han endte med at stå helt tæt ind mod hende. De dybblå øjne søgte direkte til hendes isblå, hvor han blinkede lettere forundret med øjnene. ”Jeg havde helt glemt hvor smuk du var,” hviskede han lettere fraværende, som han nærmest blot stirrede hende i øjnene, selvom det blev brudt af en grimasse, hvor han endte med at falde mere ind mod hende. Han kunne ikke stop op selv, hvilket irriterede ham!

[Deleted]

Leah vidste udmærket godt at begge væsner var stærke på hver deres måde, men at kaste sig i krig med warlocks, var virkelig noget som hun helst ville undgå, hvis hun ellers kunne komme til det. Hun var bekymret for ham, selvom det nu var noget som hun heller ikke var meget for at indrømme, for han ville vel bare lave grin med hende? Det var jo heller ikke fordi at hun ønskede at skulle fremstille sig selv som svag og det var det som hun var mest bange for i den anden ende, hvilket kun gjorde hende langt mere irriteret! At se ham slappe så meget af, var noget som glædet hende. At hun ikke bare fyldte ham med den væmmelse som han havde givet udtryk for før sidst de havde set hinanden, var noget som selv glædet hende noget så frygteligt! At han jo så ikke ville tage imod hendes hjælp nu hvor hun endelig måtte byde ham på den, var noget som et sted gjorde ondt. Hun vidste godt at hun var et væsen som ikke mange holdt af, men.. hun kunne vel godt bruges til andet end bare en god tur i sengen? Hun bed sig let i læben og vendte blikket stille ned mod sine hænder, hvor hun blev siddende stille og roligt. Hun var gennemblødt fra før af, så det at søge indenfor ville ikke gøre nogen forskel for hende. Hun havde jo ikke nogen steder at søge hen på nogen måde. Han havde ondt og det var noget som hun tydeligt kunne se. Hun ønskede jo virkelig bare at hjælpe, for hun kunne slet ikke lide at se ham på den måde, så.. ødelagt og så smertefuldt som han måtte være der. Hun trak vejret dybt og så stille på ham som han prøvede at komme op. Han burde virkelig blive liggende. Hun havde ikke nogen anden mand. Hun havde slet ikke været i nærheden af en siden han havde smidt hende ud, for det havde gjort det hele værre for hende. Den skyldfølelse kunne hun slet ikke have med at gøre og hun hadet det virkelig! Hun rystede på hovedet. ”Jeg kunne ikke..” mumlede hun stille, selvom han vel ikke forstod det? Hun var et menneskeligt væsen af tanker og følelser og det var også derfor at hun slet ikke havde fået sig selv til at trække den videre. Hun vendte blikket stille mod ham, som han prøvede at rejse sig for alvor, hvor hun mere eller mindre med det samme måtte være henne ved ham. ”Ryan!” endte hun næsten med en forfærdet stemme. Han burde slappe af, for han havde da tydeligt ikke energi! Hun tog fat omkring ham så han ikke endte med at falde direkte i gulvet. At han så røg direkte ind mod hende, fik hende til at gispe let, for det tunget virkelig hende, for hun havde selv meget ondt. Bare mere.. psykisk af alt det andet som hun havde haft at slås med, for det havde virkelig ikke været lidt. Hun vendte blikket mod ham ved hans kompliment. Dem havde hun hørt så mange af igennem den seneste tid. ”D-dine lyster taler for dig, Ryan..” afveg hun stille. Hun lod den ene hånd søge mod hans bryst, så hun kunne hjælpe ham med at holde sig hoppe. Hun ønskede jo heller ikke at han skulle komme mere galt af sted! Hendes mangel på det mandlige nærvær var også noget som hun kunne mærke på sig selv. Hun hungrede efter det og specielt nu hvor han stod så tæt på hende igen! ”Vi.. burde nok få dig indenfor,” afsluttede hun dæmpet.

[ryan]

Ryan havde virkelig ondt! Måske hans sår ville heale, men derfor vidste han at hans krop stadig ville være kvæstet. Han vidste at hans krops indre skader ville tage længere tid om at heale end det ydre, selvom at han bare måtte tage den med ro så længe. Han var dog glad for at hun var dukket op og tilbød ham sin hjælp, for den kunne han faktisk godt bruge! Han havde måske afvist hendes blod, men derfor havde han stadig brug for hende! Hun måtte ikke gå endnu! Han kunne faktisk ikke forstå hvorfor hun blev hos ham, specielt ikke efter alt det som han havde sagt til hende! Han havde været en komplet idiot! Han hadede sig selv for at have gjort hende ondt! Havde han haft kræfter til det så havde han flået i sig selv for at have gjort det mod hende! At hun så var kommet tilbage, var faktisk stort af hende, selvom han også var utrolig glad for at se hende, hvilket der var mange årsager til. Han kunne godt bruge hendes hjælp, han havde savnet hende og længtes efter bare at høre hendes stemme igen, selvom den lød langt mere sensuel end det som den plejede. Han vendte blikket lettere forundret mod hende. Hun kunne ikke? Havde hun ikke været tæt på en eneste mand? Det overraskede ham virkelig at høre! Et sted glædede det ham, selvom.. hun kunne jo dø af det! Han kendte dog til følelsen for.. han havde heller ikke været nogen kvinde tæt siden han havde vist hende lejligheden den første gang, der havde det kun været hende som havde fyldt hans sind og tanker og ingen anden. Han holdt af hende. Som han kom op at stå, var han også nød til at holde fast i hende for ikke at lade benene knække sammen under ham, at han så lige skulle komme til at se hende direkte i blikket, var noget som virkelig fangede ham. Han havde ærligtalt glemt hvor smuk hun var, selvom.. hun virkede langt mere tiltrækkende denne gang, men hvis hun ikke havde været nogen mand tæt, så var det vel også derfor? Han rystede let på hovedet til hendes ord. ”Det ved du godt at det ikke er,” svarede han hæst og dog stilfærdigt. Måske han var en mand med mange lyster og han havde måske ikke været tæt på en kvinde i lang tid, men han var også en af de få der kunne stå imod hendes sensuelle kræfter – når de ikke var alt for tydelig selvfølgelig, så hun burde vide bedre end alle andre at det ikke var hans lyster der talte for ham! Dog kunne han godt mærke at hendes kraft påvirkede ham, for hun tændte ham bare ved at stå så tæt på ham, selvom at længslen ikke var på grund af hendes kraft, den havde han følt idet han havde hørt hendes velkendte stemme. Han rystede let på hovedet til hendes ord. ”Ikke kun mig.. os begge!” svarede han stilfærdigt. Han trykkede hende ganske let ind mod sig. ”Hold fast i mig og hold dit vejr,” hviskede han hæst, idet han lod sin pande falde mod hendes skulder. ”Hold fast i mig.. og hold dit vejr,” hviskede han endnu engang, bare for at være sikker på at hun havde forstået det, inden han brugte sine sidste kræfter til at lade dem forsvinde i et mørkt lysglimt.

//Out

[Deleted]

At se Ryan i denne forfatning, var noget som direkte måtte skræmme Leah, for det var noget af det sidste som hun havde regnet med. Måske at hun ikke havde været en mand nær i den tid hvor de havde været adskilt, men igen.. hvem kunne det, når den sidste som hun havde været tæt på, direkte havde kaldt hende for en horetøs, en simpelt prostitueret og at han væmmes ved alt omkring hende? Det havde virkelig knust den selvtillid som hun havde brugt årevis på at opbygge og selv overfor den samme mand, så formåede hun ikke at holde facaderne oppe, hvilket i den grad også havde været noget af det værste af det hele, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så var det heller ikke fordi at det var noget som man kunne gøre noget som helst ved lige netop nu som det nu måtte stå. Hun vendte blikket mod ham, som hun endelig havde fået ham op at stå og hen mod hendes egen krop, selvom den tydeligt også truet med at knække sammen. Hun var i den grad heller ikke ved fulde styrke, men han havde brug for blod, for det var vel det som gav en vampyr energi? Og det var jo det som han kunne bruge, så meget havde hun da allerede fundet ud af, om det jo så var noget som man ville det eller ikke, så ønskede hun virkelig at hjælpe ham, som han også havde hjulpet hende, hvilket i den grad også var noget som havde haft en umådelig stor betydning for hende, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket på denne her måde. Hun lod ham roligt støtte sig op af hende, hvor hun selv kunne mærke hvordan hjertet måtte hamre udelukkende fordi at det var ham som stod der ved hende og så tæt på hende, for det var noget som et sted bragte frem den længsel som hun ikke havde mærket længe. Jovist havde den været der, men hun havde haft så meget andet at tænke på såsom sin egen overlevelse, selvom hun mildest talt bare kunne lægge sig ned et sted og så vente på at Azrael ville komme og hente hende, for hun havde slet ikke været i nærheden af en anden og lysten til det havde virkelig ikke været der. Hun vendte blikket mod ham. ”Jeg.. jeg klarer mig jo nok, Ryan..” påpegede hun sigende, som hun bed sig let i læben. Hvorfor skulle han gøre hende så pokkers nervøs? Det havde han altid gjort og det var noget som virkelig måtte irritere hende! Måske at hun rev i hans lyster og med alt hvad det måtte indebære, selvom det virkelig heller ikke var noget som hun gjorde med vilje. Hun hadet virkelig at det var den effekt som hun havde på folk, men ham.. han havde jo faktisk formået at stå imod, og selvfølgelig var det noget som glædet hende noget så frygtelig voldsomt. Hun vendte blikket mod ham og ikke mindst en anelse spørgende. Hvad skulle han nu til at gøre? Hun trykkede sig ind mod ham, hvor hun lukkede grebet omkring ham. Vejret holdt hun, idet hun alligevel måtte slippe et gisp, idet at de forsvandt i et mørkt lysglimt. Det var jo heller ikke noget som hun direkte havde regnet med!

//Out