Warlock VS Vampire

[alaster]

Umiddelbart så havde Alaster kun gået ud fra at denne mand var en typisk normal og simpel vampyr. Hvilken warlock ville dog lægge sig ud med hans slags? Det var der jo slet ikke nogen som ville! Specielt ikke dem som virkelig måtte være stolte af at være den som de var og det var i den grad også den tanke som han måtte sidde igen med når det kom til dette. Det at Ryan havde ligget fuldkommen lænket fast til jorden, havde virkelig også været det eneste faktum som havde gjort, at han turde at bevæge sig i retningen af ham og faktisk komme så tæt på, selvom det havde været tydeligt for ham, at det havde været noget af det dummeste som han overhovedet kunne gøre og det var noget som selv måtte gøre ham direkte vred! Han nægtet at give efter og falde i denne her kamp hvis han ellers kunne blive fri for det og specielt overfor et væsen som en vampyr! Selvom.. denne havde magiske tendenser? Det var jo heller ikke noget som han direkte havde taget til eftertanke, at der jo faktisk var en grund til at det forbandede væsen havde været her!
Ryan mæskede sig virkelig med hans blod og det var noget som Alaster tydeligt kunne mærke, for det gjorde ham betydeligt svagere og mere svag end det som han i det hele taget brød sig om! Han bed tænderne tydeligt sammen og med de adskillige små gisp, idet at han fik kuglen sendt til vejrs. Måske at han havde undervurderet denne vampyr, men han var i den grad heller ikke dum af den grund! Han ville bare have den vampyr af sig inden det ville vise sig at gå i den helt forkerte retning, det var der så sandelig heller ikke nogen som helst tvivl om! Han nægtede simpelthen at lade sig falde denne aften! At han langt om længe fik hænderne ind under Ryan, så han kunne få ham af sig og direkte op i luften, tvang ham til et fast gisp, da manden slap grebet i hans hals. Han havde allerede fået taget forbandet meget, hvilket kun gjorde ham langt mere arrig! At Ryan måtte skrige, da kuglen bogstavelig takt gik igennem marv og ben på ham ved den ene skulder, var noget som virkelig var som sød musik i Alasters øre! At han jo så ikke havde ramt hans hjerte, var nok det som generede ham mest, men det var vel egentlig bare at tage det hele som det måtte komme? Han selv rullede om på siden i et forsøg på at rejse sig, nu hvor vampyren endelig var kommet af ham – Tak og pris! Han kunne virkelig ikke fordrage det forbandede væsen af en blodsuger! Han vendte sig mod Ryan, idet han endelig fik sig kæmpet op på benene, selvom det var en anelse skælvende. Ryan var virkelig gået til den når det kom til hans blod og det var bestemt heller ikke noget som han fandt sig i! ”Jeg undervurderede dig.. men jeg er langt fra færdig endnu!” hvæsede han med en fast tone. Han slog hænderne sammen. Han var en meget udholdende en af slagsen, også selvom han tydeligt kunne mærke den manglende energi på sin egen krop, sind og sjæl. Han ville bare ikke falde i aften og det var hans mål! Han trak hænderne fra sig igen, hvor en gnistrende kugle viste sig. Ikke helt rund, men langt mere aflang. Alaster slap den i den ene side som tydeligt dannede sig en kraftig spids, så det næsten endte som et langt spyd af ren og skær mørke. Den mand skulle dø og det skulle være lige nu! Han vendte sig mod ham, idet han brugte absolut alt den kraft som han havde i armen og kylede den mod ham. Den kløvede luften i en utrolig hastighed.

[ryan]

At kæmpe imod denne mand, var noget som Ryan et sted slet ikke havde gidet, men det var tydeligt at warlockerne ønskede sig frem i ranglisten og sikkert overgå vampyrerne, for det virkede til at de alle var racister imod vampyrer, det var også en grund til at det kunne være sjovt at dræbe denne mand, vise at vampyrerne var bedre end warlocks, for han måtte indrømme at han mere betegnede sig selv som en vampyr, end en warlock. På grund af hans mor, så havde han kun magiske kræfter, magiske tendenser, han var ingen warlock, han havde det dog i blodet, men af den grund var han jo stadig fuldblodsvampyr, og sådan ville han have at det foregik. Dog så det ud til at man hverken som vampyr eller warlock kunne leve frit, for warlockerne skulle igennem denne tåbelige prøve på liv og død, og vampyrerne havde fået nye love som nærmest bandt dem i kort snor, noget som han slet ikke gad at finde sig i! Han var en fri mand og gad slet ikke at blive bundet til nogen regler! De dybblå øjne hvilede på Alaster, som han selv blev liggende på ryggen, med den ene underarm i jorden, så han kunne holde sig oppe og ikke få jord og sand i såret. Den kugle havde virkelig gået igennem det hele uden det mindste besvær på et enkelt sekund, og det havde gjort ondt som bare fanden! Han kunne dog godt mærke at det ligeså stille var ved at begynde at heale, selvom at han ikke ville kunne gøre noget med de brækkede ribben, for der ville gå længere tid før de var healet. At Alaster selv kom op på benene igen efter den omgang, måtte et sted irritere ham, men det undrede ham nu alligevel ikke at der skulle mere til før den mand ville falde død om. Han havde dog fået taget en ordentlig bid af hans blod, så det skulle ikke undre ham hvis han var betydeligt svækket, hvilket kun gav ham selv en fordel! Og den skulle han bestemt nok også få udnyttet! Han lagde dog mærke til hans hænder, da han begyndte at danne den gnistrende kugle, der blev mere og mere aflang, for til sidst at minde om et aflangt og spidst spyd. Han bed tænderne fast sammen, uden at han tog blikket fra manden, hvor han blot blev liggende, idet han kastede det af sted med fulde hammer, som det kløvede luften. Nok en vampyr var hurtig, men fordi de var så hurtige, så havde de også den fordel at de kunne opfange hurtigere objekter, såsom det spyd der kom imod ham. Han undveg det dog ikke, som han i stedet for klappede hænderne sammen omkring spyddet og stoppede det, så spidsen næsten kun lige var ude foran hans næsetip. Han sank en klump, inden han vendte blikket vredt imod Alaster. Spyddet gnistrede sig dog ind i hans hænder, der endte mere blodige, selvom at han ikke tog sig af det, han fik det vendt om, idet han gjorde en hurtig bevægelse og endte på benene igen, hvor han kylede spyddet lige tilbage mod Alaster med fuld kraft, hvor det selv fløj mindst lige så hurtigt tilbage imod ham. Han skulle bestemt ikke tro at det var så let at komme af med en vampyr! For han selv havde en masse småtrick i ærmet! Han dannede tre små kugler som han skød imod Alaster, dog med god mellemrum mellem hinanden, så de ville blive sværere at undgå.

[alaster]

Alaster havde også hørt de mange rygter om at vampyrerne var blevet temmelig fastlåste med henblik på egne love og regler. Ikke fordi at det var noget som rørte ham som sådan, for han skulle nok vise sin egen leder, at han var værd en race som han var født med. At det ikke var noget som han tog for givet og at han i den grad også agtet at gøre sit for at leve op til det rygte som en warlock i den grad burde have! Han måtte direkte kæmpe med at skulle komme op på benene, for det var heller ikke fordi at det var nemt. Selvom han havde mistet temmelig meget energi, så nægtet han ganske enkelt at skulle lægge sig for fødderne ved et væsen som det her, det var der heller ikke nogen tvivl om! Han ville se den mand død! Han ville se ham ligge der som en bunke aske! Så han vidste at det hele var overstået, så han selv kunne komme videre derfra og fortsætte der hvor han havde sluppet, da han var blevet fanget og ført til cellerne under Arenaen. Det var ganske enkelt noget som havde pisset ham direkte af, for det havde virkelig gjort ham vred! Han sendte det gnistrende spyd direkte mod Ryan. Han ville bare have manden skulle dø, så han kunne stå som en sejrende og stolt warlock og bare komme derfra og pleje sig selv, som han nu altid gjorde det når han havde været i kamp. At Ryan så direkte valgte at gribe det gnistrende spyd som han havde kastet direkte mod ham, var noget som gjorde ham en anelse usikker. Den mand var da i stand til langt mere end det som han havde regnet med, specielt med tanke om at hans ribben næsten måtte være brækket eller knust! I og med at han var vampyr og endda et dødt væsen, så ville den healingsproces jo egentlig gå frygtelig langsomt. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste, for hvis det var noget som kunne give ham et overtag i denne kamp, så var det i den grad også det hele værd! At han kom op på benene og direkte kastet det mod ham selv igen, var noget som fik hans pupiller til at trække sig helt sammen. ”Forbandede..!” Han nåede knapt nok at reagere, idet at han blev ramt af det, det borede sig selv direkte igennem marv og ben lige under hans mellemgulv og mere ude i siden, hvor han selv kom med et kraftigt skrig. Det hele gik så hurtigt, at han ikke selv kunne nå at følge med. Spyddet eksploderede først da det ramte muren længst væk bag ham. Han røg ned på knæ, hvor han kraftigt tog sig til siden, selvom kuglerne som fulgte, var noget som han direkte havde glemt at holde øje med. Han nåede kun lige at vende blikket mod Ryan, idet at den første ramte ham øverst på den ene skulder og skubbede ham længere bagud og direkte ned i jorden. De to andre ramte af den grund heldigvis ikke. Han gispede svagt, dog tydeligt smertefuldt. Idet han prøvede at vende sig om, selvom det virkelig var noget som gjorde forbandet ondt! Han klemte øjnene fast sammen, tænderne fast sammenbidt, idet han så på Ryan. Han nægtede at tabe til en vampyr så længe at han kunne undgå det! Hånden lagde han mod sin side som tydeligt også måtte bløde godt, selvom det nu ikke var noget som han kunne tage sig af lige nu! Han sendte ham en dræbende, og alligevel så fast mine. Han var træt. Meget endda. Han dannede en lille kugle i sin frie hånd, hvor han førte den direkte op mod himlen. Vampyrerne var hurtige og hvis det var hurtighed som skulle til for at slå dem, så var det fint med ham! Det begyndte tydeligt at buldre og regnen begyndte at falde. Han skulle nok få ram på den vampyr!

[ryan]

Der skulle normalt meget til før en vampyr blev skadet, før en vampyr sagde av, men det at få noget skudt igennem marv og ben, som knuste alt på sin vej, det var nok til at få en vampyr til at skrige op og vride sig i smerte! De var måske udholdende væsner, men de var bestemt ikke usårlige og udødelige, nok de ikke kunne dø af sygdomme og alderdom, men derfor kunne de godt dø på andre måder. Noget som Ryan også var udmærket klar over, så det var bestemt heller ikke fordi at han ville spille hovmodig og selvsikker og kæk, som han plejede at gøre, selvom at det altid virkede at hidse den anden op, men hvis manden ikke var modtagelig for provokation, så hjalp det ham ikke og så kunne han hurtig ende med at miste fokus, hvilket han ikke ville risikere. Han kunne godt mærke på manden at han var en stærk en af slagsen, derfor var han nød til at koncentrere sig om kampen, hvis han da ikke ville tabe den. Og han skulle nok bevise at denne mand havde valgt at undervurdere den forkerte vampyr! Som han fik sendt spyddet af sted, vendte han roligt blikket mod sine hænder. De blødte, huden var nærmest blevet svitset af på grund af gnisterne fra den mørke magi. Men det var dog ikke noget som han tog sig af, for han skulle bare vinde denne kamp, uanset hvor meget skadet han så end blev! At spyddet endte med at gå direkte igennem manden og eksplodere i muren bag ham, måtte faktisk overraske ham, for der var ingen tvivl om at det var stærk magi, der havde været på spil, og der var han glad for at han faktisk havde været i stand til at stoppe det. At den ene af hans små kugler endte med at ramme ham ved skulderen og skubbe ham bagud så han faldt og røg direkte ned i jorden, fik et let smil til at glide over hans læber. Han begyndte roligt at gå imod Alaster, der lå på jorden, hvor han bed tænderne fast sammen. Hvis det var magi de ville have, så skulle de da bare se løjer! Han fulgte dog kuglen med blikket, da Alaster kastede den op imod himlen, så den begyndte at buldre og regn begyndte at falde. Skulle manden nu til at skyde lyn efter ham? Han vendte blikket ned imod hans bryst. Han bar stadig et ar fra sidst han var blevet ramt af et, og det havde gjort forbandet ondt! Han havde i det mindste også fået den anden magiker! Han himlede svagt med øjnene. ”Du må finde det ynkeligt at dø til en vampyr,” hvislede han hånligt, som han hævede hænderne en anelse, hvor sort magi begyndte at gnistre omkring hans hænder, som havde det været elektricitet, blot sort som nattehimlen over dem. Han gik hen til Alaster der stadig måtte ligge ned, inden han løftede den ene gnistrende hånd, som han slog direkte ned imod hans bryst, som han ønskede at gennemhulle og tage hans hjerte med, for at flå det ud af brystet på ham. Han var måske ikke fuldblodwarlock og kunne samme store trick som dem, men han kunne mange små smarte trick, som kunne være nok til at slå folk ihjel og det skulle denne mand tidsnok finde ud af!

[alaster]

En ting som Alaster tydeligt havde fundet ud af, så var det lige netop det faktum, at han kraftigt havde undervurderet denne vampyr, selvom det bestemt heller ikke var en tanke som han brød sig om, så var det jo bare en kendsgerning som han måtte indse, om det jo så var noget som han ville det. Spyddet havde boret sig direkte igennem hans krop lige under brystet og hen i den ene side, så det kunne godt føles som han var ved at drukne. Skaden havde sat sig på hans lunge, så et sted så vidste han godt hvor dette førte hen, så ville han dog ikke bare smide håndklædet i ringen nu! Han havde stadig mere at byde på, hvilket denne vampyr nok skulle finde ud af. Han gispede svagt, som han prøvede at komme op, selvom det virkelig gjorde for ondt. Han var ikke typen som beklagede sig, men at tabe til en vampyr på denne her måde! Det var virkelig slet ikke noget som han ville finde sig i! Selvom han nu heller ikke havde regnet med at denne vampyr havde magi at byde på, så det var noget som i den grad havde overrasket ham og frygtelig meget endda! Selvom Ryan kom hen mod ham, så nægtede han at give op, selvom det tydeligt kun måtte gå i den ene retning frem for den anden, selvom det bestemt heller ikke var noget som glædet ham på nogen som helst måde overhovedet. Han trak vejret dybt, som han prøvede at genvinde den fuldendte kontrol over sig selv, selvom smerten virkelig var alt for stor til at det måtte vise sig at blive en menneskelig mulighed for hans del! Blikket faldt til Ryan, som det tydeligt måtte buldre og regne, selvom det nu heller ikke var noget som gjorde ham det mindste. Det hele krævede bare en perfekt timing, for selvom Ryan måske troede at han havde fundet på stående fod, så skulle han hurtigt finde ud af, at det slet ikke var sådan at det forholdt sig! Han trak svagt på smilebåndet, også selvom han var ved at være træt, men han ville ikke give op af den grund! Han gispede ganske svagt. ”Hvis du.. du tror at jeg er f-færdig, så..!” Han kneb øjnene fast sammen og sendte ham en direkte trodsig mine. Den hånd fanget i gnistre var noget som han tydeligt måtte se, selvom det nu heller ikke var noget som rørte ham som sådan. Han fnøs let, idet han vendte blikket mod himlen og så tilbage mod Ryan igen, idet han hamrede hånden direkte mod hans bryst. Albuerne satte han direkte i jorden, så han havde noget at støtte sig til, idet han greb omkring Ryans håndled, så han ikke ville ramme hans bryst. Han vidste udmærket godt at det stød ville tage hans liv og det var bestemt heller ikke fordi at han ønskede at lade livet endnu! Han kneb øjnene fast sammen, som hans krop begyndte at ryste, for det var heller ikke fordi at han havde meget energi tilbage! Koncentrationen var tydelig i hans blik. Den buldrene fornemmelse på himlen kom kun tættere og tættere på. Han klemte fast omkring Ryans håndled, også mest for at holde ham fast. De første lyn slog ned lige i nærheden. En sort dis forlod Alasters hånd, kun for at slange sig op af Ryans arm og placere sig i hans nakke, hvor det borede sig fast til hans hud som havde det været en frisk og nylavet tatovering – En måleskive med andre ord. Endnu et lyn slog ned lige i nærheden og tættere på dem. Det søgte trods alt efter det mærke som hvilede i Ryans nakke!

[ryan]

Ryan var sikker på at denne mand havde meget mere at byde på, han havde bare gjort den lille fejl at undervurdere ham, men nu hvor han vidste at han ikke bare var en normal vampyr, men også havde magiske tendenser, så ville han jo nok ikke gøre det igen, derfor måtte han jo selv finde på nye og smarte trick som kunne lokke Alaster i en fælde, så han kunne gøre det af med, medmindre han selv døde inden. Men han havde valgt ikke at give op, han gad ærligtalt ikke tabe til sådan et opblæst fæhoved, men ville stå som den sejrende så folk kunne blive chokeret over at det var vampyren der vandt. For de fleste var her sikkert for at se at denne warlock vandt. Men det var jo så bare noget Ryan måtte sørge for ikke skete! At høre hans skrig, da spyddet gennemborede hans krop, var virkelig som sød musik i hans ører! Dog var det ikke noget som han gad, at spille tid på at fryde sig over, da han hellere ville være hurtig og slå manden ihjel, inden han fik ham selv dræbt med et lyn! At han greb fat omkring hans håndled, da han ellers havde regnet med at gøre nådesstødet, vendte han blikket dræbende imod ham. Han vendte kort blikket op imod himlen, da et lyn skød ned ikke langt fra dem. Han skulle ikke rammes af et skide lyn igen! Sidst havde han kun været heldig at overleve! Plus at det virkelig havde kvæstet hans krop at blive ramt af det dumme lyn! Han bed tænderne fast sammen og vendte de dybblå øjne imod Alaster igen, da den mørke dis skød ud fra hans hånd og snoede sig omkring hans arm, for at placere sig i hans nakke, hvor det nærmest måtte brænde ham ind i huden, hvilket fik ham til at tage sig til nakken med den frie hånd, idet endnu et lyn skød ned fra himlen og tættere på. Det var også der at det gik op for ham at mærket i hans nakke var et pejlemærke til lynet, han var simpelthen blevet til en måleskive. ”Shit!” mumlede han fast, som han trak hånden til sig, da han havde den vampyriske styrke til det, inden han sprang væk fra Alaster, selvom at det var for sent, som lynet allerede havde fundet sit mål; ham. Fordi han dog sprang væk, blev han ikke ramt i nakken, som det havde været meningen, men lige i ryggen, hvilket fik ham til at udstøde et højt og smertefuldt skrig, som hele hans muskuløse krop blev indhyllet af elektricitet fra lynet, som han nærmest blev grillet. Han faldt direkte til jorden, hvor hans ryg var blod og flænset op af lynets kraft, hvor hans krop ellers skælvede og dirrede og det røg fra hans sår. Han trak ikke vejret, som han ikke bevægede så meget som en eneste muskel, for det ville bare gøre det hele værre! Han kunne tydeligt mærke hvordan det havde ødelagt hans krop, hvor han næsten ikke engang turde at bide tænderne sammen af frygt for at det ville gøre ondt. Han glippede let med øjnene, som blot stirrede tomt ned i den beskidte jord som han lå på. Endnu engang kunne han takke vampyren for at han var i live, for havde han været levende, så var hans hjerte gået i stå på stedet! Han var nød til at finde en måde hvorpå han igen kunne vende kampen, så han kunne vinde den!

[alaster]

Alaster var måske blevet ramt og på en måde som næsten kunne gøre ham ukampdygtig, hvilket i den grad også var noget som direkte måtte irritere ham og ikke mindst også frustrere ham forbandet meget! At tage fat om Ryans håndled, var en ting som faktisk krævede styrke og vilje som han knapt nok var i besiddelse af. At få mærket til at sætte sig i Ryans nakke, var vel også en måde hvorpå at han kunne få manden væk fra sig? Så længe at Alaster var i live, så ville lynene slå ned! Og han havde i den grad ikke nogen intentioner om at skulle give op endnu det var der heller ikke nogen tvivl om! Selvom det hele så ud til at gå mod sin ende, uanset hvordan man vendte og drejede det. Han gispede svagt, hvor han måtte hoste noget blod op. Det spyd havde heller ikke ramt ham heldigt, det var der heller ikke nogen tvivl om! Han klemte øjnene fast sammen, som Ryan trak sig væk fra ham, da det tydeligt måtte gå op for manden, hvad det egentlig var som var i færd med at ske. Lynene ville ramme, så længe at Alaster var i live, for så længe ville besværgelsen holde ved! Han vendte blikket mod ham som han blev ramt direkte i ryggen, hvor selv ikke det skadefro smil kunne skjules. Han lagde sig stille ned på ryggen i et ganske kort forsøg på at samle energi, så han kunne rejse sig. Han ville sætte det nådestød ind så længe at han havde muligheden for det! Han tvang sig om på siden og endelig op på benene, selvom det i sig selv, virkelig var en smertefuld proces i sig selv! Han kneb øjnene sammen som han endelig kom helt op, også selvom det tydeligt var skælvende. Manden var en vampyr, så selvfølgelig ville lyn ikke slå ham ihjel. Det hjerte skulle enten gennemhulles eller hovedet skilt fra kroppen og det var noget som han nok skulle sørge for skulle ske og det skulle være nu! Det buldrede oppe for oven, selvom Alaster valgte at holde inde. Han bestemte jo så at sige selv når lynene skulle slå ned – det var jo trods alt hans egen besværgelse og det var en meget kraftig en af slagsen. Endnu en gang formede han hånden som havde han fat i skaftet på en kniv, hvor den endnu en gang måtte danne sig i hans næve. Hans hjerte hamrede for fuldt mod hans bryst og hans ben truet med at knække sammen under ham, men han nægtet simpelthen at tabe til en vampyr på denne her måde og endda for øjnene af hans egen race? Det ville virkelig være nedladende og mere nedladende end det som han nogensinde ville være med til! Såret blødte fra hans side, han følte det som havde han vand i lungerne, hvilket kun tydet på at lungerne var blevet beskadiget i dette foretagende, selvom det ikke gjorde ham mindre vred. Tvært imod, så pissede det ham fuldstændig af! ”Sig farvel.. blodsuger!” vrissede han med en anstrengt stemme, som han nærmest måtte falde på knæ ved siden af Ryan. Hænderne lukkede sig direkte omkring kniven, idet han hævede den, kun for at lade den kløve luften direkte ned mod Ryan. Han ønskede at den skulle gennembore hans ryg og derved også gå direkte igennem det hele for at ramme hans hjerte – netop kun for at ende det miserable liv som en vampyr måtte have!

[ryan]

At blive ramt af et lyn, ville måske ikke dræbe Ryan, men det sårede ham utrolig meget, gjorde ham utrolig svag og faktisk også sårbar indtil såret ville heale bare en anelse, så han igen kunne komme lidt til kræfter, det skulle bare være inden han endte med at miste livet! Han havde lukket øjnene, som han prøvede at slappe af i hele kroppen, skønt det var svært. Han endte med at hoste noget blod op, inden han spyttede til siden. Det gjorde pokkers ondt! Han var bare heldig at han ikke var levende som Alaster måtte være, for så havde hans hjerte gået i stå på stedet og så havde han tabt kampen. Derfor var han faktisk yderst heldig ved at være vampyr! Men det beviste jo også bare at en vampyr var og blev det bedste på mange områder. Han undgik at trække vejret, det var jo heller ikke nødvendigt for ham, dog skævede han ud af øjenkrogen mod Alaster, da han kunne høre manden komme op på benene. Var han ikke færdig endnu?! Det måtte faktisk irritere ham en god del! Han fik sig roligt kæmpet om på siden og lagde sig fladt om på ryggen, så han kunne vende blikket mod Alaster, dog sveg det i hans ryg, da jord blandede sig med hans blod og kom ind i hans sår på ryggen. Et kækt smil gled over hans læber, som Alaster kom hen imod ham og faldt på knæ ved ham. Det var også der at han først rigtig lagde mærke til hvor spyddet havde ramt ham – lige i lungen. Han vendte de dybblå øjne imod Alasters, hvor han slap en kort latter, selvom det blev brudt, da han igen hostede blod op, hvor han drejede hovedet igen og spyttede til siden. ”Ser man det.. selvom du slår mig ihjel, går du selv døden i møde,” svarede han med et tydeligt tilfredst smil på læberne. Han kneb øjnene fast sammen, som Alaster måtte hæve hænderne og kniven han holdt om, som et tydeligt tegn til at han ville gøre en ende på det hele. Ryan samlede dog sine sidste kræfter, som han spændte i hele kroppen da han kom halvt op at sidde, hvor at gribe fat omkring Alasters håndled og stoppe mandens angreb, han var trods alt vampyr og derfor stærkere end ham og kunne derfor godt holde ham fast, bare lidt endnu. ”Du gjorde igen den fejl at komme for tæt på,” hvislede han med det kække smil om læberne, inden han vendte blikket op imod den buldrende himmel, hvor han selv lod et lyn skyde ned imod Alaster, dette var dog med tankens kraft, og derfor var lynet ikke særlig stærkt, ikke dræbende, men ville højst give ham et ordentligt rap i kroppen og muligvis gøre ham paralyseret for blot en kort stund. Det var dog også den lille stund som Ryan ville udnytte! Han slap Alasters ene håndled, hvor gnistre igen gled over hans hånd, som han slog direkte imod hans bryst, for at gennembore det og nå ind til hans hjerte. ”For resten.. Alaster jeg skulle hilse fra dit lysvæsenven i Dvasias,” mumlede han koldt, idet han gjorde et fast ryk for at flå hjertet ud på ham. Han huskede tydeligt det lysvæsen som han havde mødt i Dvasias’ gader, som tilmed havde arbejdet på en vampyrkro, om den mand stadig var i live var svært at sige, men han kunne dog huske at lysvæsnet havde nævnt en Alaster og det var faktisk først nu at det var gået op for ham, at dette var manden.

[alaster]

Alaster var efterhånden kendt med det faktum, at det kun måtte stå skidt til for hans vedkommende. Måske at han kunne vinde denne kamp, men det ændrede virkelig ikke det faktum, at han sikkert ville dø af følgerne af kampen her, for han var virkelig skadet! Spyddet havde ramt hans lunge, så den var punkteret. Han kunne i den grad godt mærke, at det krævede frygtelig meget energi og mere end normalt for at skulle trække vejret. At få manden slået ihjel nu hvor han endnu en gang kunne se en mulighed på det, var noget som han virkelig ønskede noget så brændende. Han ønskede derfra og ellers kunne han håbe at der kunne gøres noget ved hans ellers så fatale sår, selvom han ellers måtte tvivle på det. Det rallede i hans vejrtrækning og det at Ryan vendte sig om, viste skam også kun at han havde energi tilbage, selvom det bestemt heller ikke var noget som han brød sig om, for den mand skulle virkelig bare dø og det skulle være nu! ”Jeg taber ikke til en vampyr,” påpegede han med en anstrengt og ellers så kortfattet stemme. Han kneb øjnene fast sammen, som han hævede kniven, kun for at lade den søge direkte ned mod hans bryst, selvom.. han blev stoppet. Lynet som slog ned igen, ramte ham selv direkte i ryggen, hvor han kraftigt måtte stivne, hvor kniven måtte ryge direkte ud af hans greb, da han pludselig følte at han mistede al kontakt til sin egen krop. Han mistede simpelthen kontrollen! Han gispede ganske svagt, selvom han kun lige nåede at vende blikket mod Ryan, idet at hans hånd strøg direkte mod hans bryst, knuste hud og knogler på vejen og søgte direkte ind mellem hans ribben. Hans pupiller trak sig voldsomt sammen og med et tydeligt gisp af ren smerte, idet han bare vendte blikket mod Ryan. Denne gang vidste han at han ikke havde en chance, at denne vampyr faktisk ville gå hen og slå ham i kamp og endda på fair vis, selvom det slet ikke var noget som han brød sig om i det store og hele! Hans krop rystede en anelse, hvor han selv tydeligt måtte gispe efter vejret, som det tydeligt ramte den anden lunge, at Ryan var gået ind på den måde. Hans sidste ord gjorde ham langt mere bleg i ansigtet. ”S-Sh-Shane..” mumlede han stille, idet at hjertet bogstavelig talt blev revet direkte ud af hans bryst. Han blev siddende for nogen få sekunder. Blodet strøg ud af det store og åbne sår og med en voldsom dirren i kroppen, idet han vendte det hvide ud af øjnene og faldt baglæns direkte ned i jorden hvor han denne gang bare blev liggende. Kroppen røg omgående ind i en form af hvile idet at døden greb ham, tog ham i sit mørke favntag og nægtede at slippe ham igen. Han var død.

//Out

[ryan]

Denne mand havde gjort fejl efter fejl, og dog måtte Ryan lade ham at han var talentfuld, han havde en masse gode trick i ærmet, som han selv faktisk var faldet for en gang eller to. Alligevel var det Alaster der havde gjort de mest fatale fejl, som også kom til at koste ham livet. Et kækt smil gled over hans læber, da han jog hånden igennem hans bryst, som var det ingenting, hvor hans hånd greb fat omkring hans hjerte, hvor han direkte kunne mærke det slå i hans hånd. Han flåede hjertet ud med et kynisk smil på læberne, hvor han nærmest holdt hjertet op foran Alaster så han selv kunne se det, se at han gik direkte i døden og se hvem det var som havde slået ham ihjel. Hans egen krop skælvede ganske let, dog var han ikke helt færdig endnu! Nok han havde dræbt sin modstander, som det var blevet ham bestemt, men han skulle nok vise at warlocks ikke burde kæfte sådan op som både Konstantin og Alaster havde gjort! At nedgøre en vampyr blev virkelig deres død! Og at undervurdere dem, gjorde kun det hele langt værre! At se Alaster falde til jorden med et hul i brystet fik Ryan til at smile triumferende. Nu kunne han fryde sig, hvilket han bestemt også gjorde! Den mand havde fortjent sin død! Han kom vaklende og anstrengende op på benene, selvom det i sig selv blev en udfordring. Hans ben truede med at knække sammen under ham, men han skulle lige stable et eksempel, give warlockerne en lærestreg før han kunne tillade sig at falde om. Han regnede desuden ikke med at Konstantin var en unfair mand der ikke holdt sit ord; det gjaldt trods alt at dræbe eller blive dræbt, og Ryan havde i den grad dræbt sin modstander! Han vendte blikket mod publikummet, hvor han kastede hjertet op imod dem, hvilket fik nogle af dem til at udstøde skrig og andre gispede. Dette fandt han bestemt ikke underholdende! Han var ikke underholdning! Han dannede et spyd med sine hænder, som han satte fast godt fast ned i jorden, så spidsen vendte opad, inden han gik hen til Alasters krop, som han løftede en anelse op. Han gjorde et hårdt slag med sin håndflade ind imod Alasters hoved, hvilket gav et kraftigt og næsten uhyggeligt knæk, som han skilte mandens hoved fra resten af hans krop. Han gik hen til Alasters hoved, som han direkte spiddet på spyddet, inden et morende og kynisk smil gled over hans læber. Han vendte blikket mod publikum der blot så forfærdet til. ”Er det underholdning nok?!” Hans stemme var en hæs hvæsen, dog høj nok til at folk ville kunne høre ham. Han vendte blikket imod resten af kroppen, selvom han ikke rigtig nåede at gøre mere, før hans ben knækkede sammen under ham, som han kollapsede under sin egen vægt og faldt direkte til jorden. Han havde vundet kampen og regnede med at han ville blive sluppet fri, selvom.. han kunne ikke selv komme ud herfra, så.. skulle han virkelig blive liggende her på den kolde jord? Ikke fordi at det gjorde ham noget, han havde intet at give sig til alligevel! Han havde sendt Leah væk, bedt hende om ikke at komme tilbage, selvom.. han havde jo ikke engang ment et eneste ord. Men at se hende med en anden mand? Det havde bare.. knust ham? Det irriterede ham at hun havde den effekt på ham! Han følte sig så.. menneskelig! Og han hadede det!

[Deleted]

At overvære denne kamp, havde faktisk været ganske interessant for Konstantins vedkommende. Han måtte indrømme at han godt nok havde håbet på at Alaster havde vundet denne kamp, for han selv var ganske stolt af sin race og han selv så jo faktisk også ned på vampyrerne. Han var dog en fair mand, og skulle han være ærlig? Så ville han ikke fjerne vampyrerne fra jordens overflade, for han vidste at selv vampyrer havde en masse at byde på, men derfor måtte han da indrømme at han gerne så at det var warlockerne som gik af med titlen som den mest ædle race og ikke vampyrerne, for kampen lå der jo. Vampyrerne havde også fået deres nye kodeks, nye love, for at prøve at holde racen i kort snor, så det var klart at der var kommet lidt konkurrence, derfor hjalp han også hellere end gerne Malisha med disse prøvelser. Han måtte dog indrømme at han faktisk var en anelse betaget af Ryan, for han kæmpede virkelig godt, på trods af at hans magi langt fra var så udviklet og stærk som Alasters, men det var tydeligt at se at Ryan havde mange andre talenter, desværre talenter der kom fra hans vampyrside, noget der faktisk måtte irritere ham en anelse.
At se kampen gå imod sin ende, og se en så stærk warlock som Alaster gå i døden, havde Konstantin virkelig ikke regnet med! Han havde virkelig væddet sine penge på Alaster, men tydeligt at han i så fald havde satset forkert. Han kunne dog ikke lade vær med at skære en enkelt grimasse, som Ryan direkte måtte flå hjertet ud på Alaster, en grim død var det virkelig. Den punkterede lunge kunne de godt have healet, hvis Alaster var gået hen og havde vundet, men han var ingen alkymist, så han kunne bestemt ikke samle hans krop igen på den måde, på den anden side så havde Alaster tabt fordi han ikke havde været stærk og dygtig nok, så Ryan havde slået ham på ærlig vis – desværre. Han blev dog lettere chokeret over at se Ryan flå hovedet af Alaster, for sætte det på et spyd, hvilket fik ham til at glippe let med øjnene. Det var jo direkte barbarisk! Jovist kunne han godt torturere, dræbe på en hård måde og kunne være ond, men ligefrem at massakrere sin modstanders krop? Det var han dog en for stor gentleman til at kunne gøre! Han forsvandt i et mørkt lysglimt, for at dukke op ved Ryan. Han skævede kort mod Alasters hoved på spyddet, hvilket fik ham til at gyse ganske let. ”Var det direkte nødvendigt?” spurgte han stilfærdigt. Han kunne bedst lide at folk fik en værdig død, specielt hvis det var store mænd og stærke modstandere, men det kunne man ikke ligefrem sige at Ryan havde givet Alaster. Han gjorde et let vink med to fingre, som to warlock dukkede op ikke så langt fra dem. Han gjorde et let hovedkast mod Ryan, der var kollapset og lå på jorden. ”Men du vandt dog på ærlig vis, så du har vundet din frihed,” tilføjede han roligt og ganske stilfærdigt. Han var en mand der holdt sit ord, så Ryan fik lov til at gå. De to yngre warlock gik hen og greb fat omkring hver skulder af Ryan, ligegyldig med om manden havde ondt eller ej. Et koldt smil gled over Konstantins læber. ”Men derfor er det ikke ensbetydende med at du kan blive liggende i min arena og bløde på min jord. Smid ham for porten.” Han så blot til, som de to yngre warlock begyndte at gå imod den ene udgang, blot for at smide Ryan for porten. Han fik en anden warlock frem. ”Skaf dig af med liget,” vrissede han ganske let, inden han vendte blikket mod spyddet med hovedet, ”og få det barbariske symbol væk!” Han forsvandt i endnu et mørkt lysglimt. Dette havde været den sidste kamp for denne dag, dog blev han på grunden til alle folk havde forladt Arenaen, inden han valgte at søge hjem til Rozentas Manor.

//Out//

[ryan]

Det kyniske smil forblev på Ryans læber, hvor han ikke kunne lade vær med at fryde sig over at se Alasters hoved på det spyd. Den mand havde valgt at pisse den forkerte vampyr af! Han skulle komme til at bøde for at nedgøre ham og håne ham på den måde! Men han havde fået sin hævn, han havde dræbt ham og nu statueret et fint eksempel på hvilken styrke vampyrerne besad, at de ikke var svage, selvom det på ingen måde var ædelt gjort, men ærligtalt? Han var virkelig ligeglad med den magtkamp som lå mellem vampyrerne og warlockerne, for han gad slet ikke være en del af den! Og selvom han ikke gad det, så blev han alligevel tvunget ind i kampens midte! Og han hadede at love og regler skulle bestemme over ham! Han var en fri mand, sådan havde han altid været og sådan ville han forblive! Blikket gled roligt mod Konstantin, som han dukkede op ved siden af ham, hvor et morende og kækt smil gled over hans læber ved hans ord. ”Jeg troede ikke at du var sart,” mumlede han kækt og næsten hånligt. Havde han haft kræfter til det, så havde han også kastet sig i krig med Konstantin, men som det forholdt sig lige nu, så ville han dø på stedet, så han lod være. Desuden havde han ikke kræfter til så meget som at løfte sin ene arm og så ham! Hans ryg var blodig, han havde et hul igennem hans højre bryst, brækkede ribben og han var snart bange for at det ikke ville heale, det ville i hvert fald gå lang tid! Han vendte blikket en anelse spørgende op imod Konstantin ved hans ord, selvom han hurtigt fattede hvad der skete, da de to warlocks greb fat omkring hver hans arm, for at trække ham af sted. Han prøvede kort at trække armene til sig, selvom at det ikke rigtig gik som han ville, da han havde mistet en masse kræfter. Han lod dem derfor blot trække ham af sted og hen imod udgangen. At han faktisk havde vundet kampen, måtte glæde ham noget så frygteligt! Selvom.. han anede ærligtalt ikke hvad han nu skulle foretage sig, hvis han var heldig, så kom der et fjols forbi på vejen og gjorde det af med ham, for han vidste at han lige foreløbig ikke kom nogen steder, for han kunne ærligtalt ikke bevæge en eneste muskel i hans krop! Det gjorde ondt bare at forsøge! Han kunne dog godt mærke at hans krop begyndte at heale stille og roligt, selvom at det var en proces som virkelig gik langsomt, og alt for langsomt ifølge Ryan! Han så blot til, som de to warlocks forsvandt i et mørkt lysglimt sammen med ham, som de endte ude foran den store og prægtige arena. ”Slip mig så!” hvæsede han fast, selvom at det ikke var hans ord som fik dem til at slippe ham, men den ordrer de havde fået. De smed ham skødesløst fra sig, blot for at forsvinde igen, som havde han været ingenting, hvilket fik ham til at fnyse fast. Han lagde sig halvt om på siden, så det ikke gik ud over hans sår, hvor han trak vejret dybt, klemte øjnene fast sammen, da det gjorde ondt at bevæge sig! Hele hans krop skælvede, men regnen som faldt over ham, var dog noget så befriende! De små kolde dråber faldt mod hans nøgne, blodige overkrop, og resten af hans krop der bar småskrammer og få hudafskrabninger fra hans fald mod den hårde jord, det var dog det mindste som var sket med ham!

[Deleted]

Lige hvor længe der var gået siden Leah havde set Ryan sidst, var hun faktisk ikke helt klar over. Hun havde forladt den lejlighed som han havde fundet til hende, pakket det som nu havde været hendes, selvom det ikke havde været særlig meget. Hun var en kvinde af meget få værdier og sådan havde det jo trods alt også altid været. Hun måtte dog erkende, at hun virkelig savnede ham, selvom det var en ting som var hård for hende at indse. Han havde haft en yderst mærkværdig påvirkning af hende og det var noget af det som også gjorde hende så usikker! Enhver anden mand som var kommet hende så tæt på, havde hun slået ihjel på stedet, men Ryan? Han var virkelig bare anderledes og det var bestemt heller ikke fordi at hun faktisk brød sig om den tanke! Siden hun havde forladt ham, så havde hun holdt til på gaden. Det var jo egentlig heller ikke fordi at hun havde andre steder at søge hen, selvom det heller ikke var noget som gjorde det bedre for hende. Hun havde ikke været i nærheden af en anden mand, så hun var heller ikke mættet, selvom det nu også var noget som gjorde det værre, for det var faktisk begyndt at gøre… ondt? Og hun vidste at det kunne slå hende ihjel på længere sigt, selvom det nu heller ikke var noget som hun sagde noget til direkte. Hun fortjente det virkelig ikke også selvom Ryan havde kaldt hende så frygtelig mange forskellige ting da de havde set hinanden sidst, så var det kun det som gik igen i form af mareridt dag efter dag ved hende. Hun havde virkelig været en idiot!
Utrolig mange tårer havde hun ladet falde siden det brud med Ryan. Selvom de jo aldrig rigtigt havde været et par, så havde hun åbnet op for ham på en helt anden måde, end det som hun nogensinde havde gjort for så mange andre, så selvfølgelig var det også noget som havde en voldsomt stor betydning. Det hele var faldet til jorden. Hun havde kun det som hun gik og stod i og med en kappe omkring sig, så regnen ikke gjorde hende mere elendigt til mode eller syg end det som hun var fra før. Folk havde snakket omkring den kommende kamp i Arenaen. En magikyndig vampyr? Det havde fået hendes hjerte til at hamre som en besat mod hendes bryst, for hun kendte kun en af den slags og det var Ryan! Skulle han kæmpe for sit liv mod en warlock? De ensomme vandringer ned igennem Manjarnos gader havde ophørt med det samme som hun havde fået den besked, hvor hun havde søgt direkte til den store Arena. Umiddelbart fandt hun det meget, meget dumt at komme alt for tæt på, også fordi at hun ikke ville trække i de warlocks som var der. Det føles som hun havde stået der i flere timer, de mange buldrende lyde og råb og skrig, var endelig ophørt, da hun så to warlocks komme ud med en skikkelse mellem sig. Hun blev direkte bleg i ansigtet, da hun måtte se Ryans tilstand, selvom han jo var vampyr, så.. han healede jo? Hun bed sig let i læben, hvor hun ganske varsomt og meget, mege tøvende vovede sig tættere på. Han havde jo direkte sagt at han væmmes ved hende, så.. ville han overhovedet have hende tæt på? Kutten var trukket over hendes hoved, kappen var godt gennemblødt og hun var virkelig også beskidt, men hun tog sig ikke af det. Ganske stille, så kom hun faktisk tæt på ham. ”Ryan..?” kaldte hun med en tydelig sensuel stemme, dog så stille og alligevel bekymrende, for hun var faktisk bekymret for ham.

[ryan]

Den kamp havde virkelig udmattet Ryan noget så frygtelig, den havde smadret hans krop, som ville tage lang tid før den blev healet. Måske sårene ville heale sig hurtigt, men skaderne i hans indre ville tage meget længere tid, og eftersom han ikke kunne bevæge sig specielt meget, så var han jo næsten nød til at ligge her og heale, selvom han godt nok ikke var meget for det! Regnen faldt ned over hans muskuløse krop, hvor han nærmest følte at den rensede hans mange sår for støv og småsten, hvilket virkelig gjorde godt! Blikket gled kort mod arenaen. Hvad Leah lavede præcis i dette øjeblik, gad han slet ikke at vide! Selvom.. det var vel egentlig ikke svært at regne ud? Hun lå sikkert i armene på en mand, og sikkert ham den nye som hun havde fundet. Tanken gjorde ikke ligefrem hans tilstedeværelse bedre, for det gjorde et sted ondt at tænke på. Han skulle have ladet Konstantin have taget hans liv med det samme! Nu lå han her og druknede i alle sine dumme tanker! Han kunne virkelig ikke have den følelse! Han knyttede næverne ganske let, selvom det var en handling der fik det til at gøre ondt i hans ryg. Han sukkede indædt, hvor måtte han se ynkelig ud!
Der var dog noget andet der hurtigt endte med at fange Ryans opmærksomhed. En stemme. Han prøvede at se hvor den kom fra, men han fik regnen lige i øjnene, så det blev ham umuligt, dog kunne han ane en mørk skikkelse ikke så langt fra ham. Stemmen lød så velkendt, så sensuel og dog så.. bekymret? Det kunne da ikke være.. ”L-Leah?” spurgte han med en hæs og svag stemme. Det kunne da umuligt være hende! Han havde sendt hende væk, kaldt hende en masse, så hvorfor skulle hun overhovedet vælge at opsøge ham nu? Havde hun desuden ikke en mand hun skulle se til? Selvom han næsten prøvede på at overbevise sig selv om at det ikke var hende, så kunne han alligevel ikke lade vær med at håbe på det i det indre, for tanken om at det faktisk var hende, efterlod ham med en.. varm følelse. Han blinkede let med øjnene, for at få regnen væk fra hans øjne, som han kneb dem ganske let sammen i håb om at han ville kunne se bedre, men han kunne stadig kun opfange en mørk skikkelse, intet velkendt ved den, så mon det overhovedet var hende? Det ville da også være tåbeligt! Han hallucinerede garanteret! Han skulle have ladet dem inde i arenaen havde dræbt ham! Nu lå han der og nærmest.. led, som en sølle og ynkelig køter og han hadede at være svag! Han kunne virkelig ikke udstå den tanke! Så hellere gå døden i møde! Men solen ville ikke engang tage livet af ham, for han havde sin dumme tatovering som beskyttede ham imod det! Det var virkelig bare ikke hans uge! Hvor længe siden der var gået at han havde set Leah, vidste han ærligtalt ikke, for han havde jo været fanget nede i den dumme celle i mange dage, til han til sidst havde mistet tællingen. Men hvad betød det overhovedet? Der ville sikkert gå længere tid før han ville se hende alligevel, hvis han da overhovedet ville støde på hende igen. Den tanke brød han sig et sted slet ikke om! Men det var i så fald også hans egen skyld.

[Deleted]

Alene tanken om at Ryan skulle kæmpe for sit liv og endda mod en warlock, var noget som havde skræmt hende. Et sted så var hun virkelig bange for at han ville ende med at miste livet, også fordi at han var den type som i den grad havde forbandet meget i munden, så meget havde hun da også fundet ud af. Uanset hvad, så havde hun gjort hvad han bad hende om og som hun selv havde sagt at hun ville; Hun havde holdt sig væk fra ham, holdt sig væk fra lejligheden og ellers bare søgt til de steder hvor hun kunne finde ly og læ, selvom det som regel var endt med, at hun måtte lægge sig til under den åbne himmel. Der havde ikke været så meget som en eneste mand inde i billedet i den tid hvor hun havde været adskilt fra ham, selvom hun virkelig ikke sagde noget som helst til det. Hun havde vel selv bedt om det, også selvom hans ord havde gjort ondt. En ting var at kalde hende for en horetøs, for.. det var jo hvad hun var, men at han væmmes ved hende, havde virkelig været det hårdeste af det hele. Hun havde aldrig oplevet noget lignende af dette, det var der heller ikke nogen tvivl om!
At se Ryan ligge der, var noget som virkelig gjorde Leah bekymret. Nok havde han bedt hende om at holde sig væk, hvilket hun havde gjort, men at se ham ligge der og uden at være i stand til at komme væk derfra, gjorde hende virkelig bekymret! Hun bevægede sig mod ham og med en næsten tøvende gang. Hun ønskede jo heller ikke at han skulle ende med at blive vred på hende. Og specielt ikke mere end det som måtte være højst nødvendigt, selvom det vel også havde sine lange udsigter. At han genkendte hendes stemme, var noget som et sted lettede hende, også fordi at han ikke udtalte hendes navn med væmmelse ligesom han havde gjort sidst. Det var skam heller ikke fordi at hun havde ønsket at gøre ham så vred. Hun havde gjort hvad hun havde fundet nødvendigt for hendes del. Hun havde brug for at stille den sult, hun havde haft brug for det og hun ville jo heller ikke påtvinge ham flere forpligtelser netop ved at stille hende tilfreds på den måde. Hun knælede forsigtigt ved siden af ham, hvor hun lagde hånden stille mod hans kind som hun strøg ganske stille. ”Hvad har de dog gjort ved dig..” hviskede hun dæmpet. Hun vendte blikket ganske kort mod Arenaen, selvom det nu heller ikke så ud til at der kom nogen ud, hvilket i den grad også var noget som passet hende fint. De ville vel heller ikke bryde sig om at se hende pusle om en vampyr på denne måde? Specielt når de hadet det væsen så brændende som de gjorde? Hun var ligeglad, hun gik sine egne veje også selvom det tydeligt var gået galt sidst. Hun havde da aldrig været sammen med Ryan på den måde! Hun strøg hans hår væk fra hans ansigt og selv en anelse lænet over ham, så han heller ikke fik vand direkte i ansigtet. Han måtte da have det elendigt nok. At se ham ligge der dækket af blod, et direkte hul i brystet og den klare duft af brændt hud som måtte rive i hendes næse. Blikket faldt mod hans bryst, hvor hun svagt måtte bide sig i læben. ”Jeg er her.. A-alt skal nok gå.” Endnu en gang den sensuelle stemme, selvom bekymringen var tydelig. Hun brød sig slet ikke om at se ham på den måde!