Warlock VS Vampire

[Deleted]

Mange dage var gået og testen som alle warlocks skulle igennem gik strålende. Der var allerede mange som havde været igennem, og der var lige så mange døde som der var vundne. Han gik op i at publikum fik en god underholdning, så han satte warlock sammen der nogenlunde var på samme niveau, for det meste, der havde også været de gange, hvor han havde sat en svag mand op imod en stærkere modstander. Han gik mest op i at sætte mænd mod mænd og kvinder mod kvinder, men der havde faktisk været de der ville op imod det andet køn, og han kunne kun sige sig at være imponeret over de fleste af kampene. Til tider havde han faktisk selv været i ringen for at slå nogle af de svagere warlocks ihjel, de som havde troet at de kunne det hele men kun havde det hele i munden, de som faktisk havde troet at de kunne slå ham, så han havde givet dem en ærlig prøve, men det var ikke lykkedes nogen endnu at få ham ned med nakken. Mørket havde lagt sig over arenaen, der var små lanterner der oplyste tilskuer pladserne, og der var flere store fakler der måtte oplyse hele arenaen for publikummet. Det var den sidste kamp for denne omgang. Han havde kun to fanger tilbage, eller to warlocks. Den ene var faktisk en mand med et stort navn, og den anden, en der ikke engang var halv warlock, men kun havde det i blodet, det var dog nok til at manden skulle igennem testen, så nu måtte de se hvor god han var, for han havde haft en utrolig spydig tunge, at han faktisk med vilje havde sat ham op imod en stærk warlock. Blikket gled rundt mod publikum, der sad på tilskuerpladserne, de ventede spændt på den sidste kamp. Over dem var der en stjerneklar himmel, skyfri og med udsyn til de smukke stjerner. Faktisk gav det arenaen et lettere smukt skær, hvis man da så bort for alt blodet der måtte ligge rundt omkring på arenaen. Et koldt smil gled over hans læber, inden han forsvandt i et mørkt lysglimt, blot for at dukke op nede i slaveafdelingen, hvor de sidste to måtte være spærret inde. Den ene havde siddet her i flere dage efterhånden, han havde ladet manden vente her, fordi han havde været skide rapkæftet, den anden, havde kun været her i løbet af denne dag. Han gik langs de mange celler, der alle sammen var tomme foruden de to af dem. De sad i hver deres ende, så de kunne umuligt tale eller kommunikere med hinanden. Han gik roligt hen til det første bur, hvor Alaster måtte sidde. Et kynisk og dog morende smil gled over hans læber. ”Klar til at komme ud og vise at du er din race værd?” spurgte han kortfattet, som han gjorde et let vink med den ene hånd, for at låse buret op. Hele stedet var bygget med hans magi, og kun hans magi virkede de steder hvor det var nødvendigt, såsom nede i cellerne. Burene kunne kun åbnes udefra af hans magi. Tilskuerpladserne var beskyttet, så de ikke kunne blive dræbt, hvis en kugle pludselig skulle flyve løbsk. Men det betød intet. Han nød kampene, og han ville bestemt også nyde at se Alaster sætte det afskum til den rapkæftet vampyr på plads! ”Faktisk.. regner jeg med dig,” tilføjede han stilfærdigt, som han roligt rakte ham armen, som tegn til at han skulle gribe den, så han kunne komme ud fra cellen.

[alaster]

Alaster havde allerede en ganske god idé om hvorfor pokker at han var overfaldet midt på åben gade og bragt hertil. Han havde læst om det i aviserne og det var bestemt heller ikke fordi at han just kunne sige, at han var særlig begejstret for sin nye leder, selvom det ikke var noget som han ville sige med nogen som helst former for ord! Det var hurtigt gået op for ham at hans magi på ingen måde kunne hjælpe ham ud af suppedasen, hvilket i den grad var noget som måtte irritere ham og noget så frygtelig voldsomt! Han sad ene mand i en enkelt celle. Han havde hørt en anden rapkæftet mand dernede, men det var heller ikke fordi at de var i stand til at kommunikere. Hvem Konstantin troede at han var som kunne gøre noget som dette, var virkelig ikke noget som han kunne forstå sig på, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han fnøs ganske kortfattet. Hans tålmodighed var i den grad sluppet op, for han var virkelig træt af at sidde der og bare.. glo! Han himlede med øjnene som han endnu en gang rejste sig op og hamrede hånden direkte ind mod tremmerne som måtte holde ham fanget i en forbandet celle. Hvor længe skulle han have lov til at stå der og lave absolut ingenting?! Han var en stor warlock, hvilket han vidste. Han var den eneste mand som den forhenværende leder faktisk havde været bange for, og hvis han skulle møde en anden Arenaen, så skulle han nok vise for vedkommende, at han ikke var en som man skulle lege med, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om!
At Konstantin endte med at dukke op nede ved de mange celler, var noget som hurtigt måtte fange hans opmærksomhed, selvom det dog på ingen måde, var ment som noget godt, for han var virkelig, virkelig irriteret, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. At han stoppede foran hans celle, så var det vel også tydeligt, at han virkelig var ved at være vred? For han var virkelig vred som intet andet overhovedet! Han greb omkring tremmerne, kun for at komme så tæt på Konstantin som det var ham menneskelig muligt. ”Om jeg er min race værdig? Hvad fanden regner du mig for?!” endte han med en fast tone. Nej., det var bestemt heller ikke fordi at han havde meget til overs for Konstantin, specielt fordi at det var denne her måde, at han blev behandlet på, for det var slet ikke noget som han fandt sig i! At Konstantin dog måtte regne med ham, var selvfølgelig noget som gjorde det hele en anelse bedre, men det var virkelig heller ikke meget, det var helt sikkert! Han fnøs ganske kortfattet som han himlede med øjnene. ”Bare få mig ud herfra, så skal jeg sgu nok vise vedkommende hvem som er bossen i Arenaen..” mumlede han. Han havde allerede hørt meget omkring det, for folk snakket jo trods alt også og med alle de dødsfald som måtte hvile i denne Arena, så var det bestemt heller ikke fordi at han havde nogen intentioner om at blive en af dem og det var noget som han nok skulle gøre sit for at undgå, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han vendte blikket direkte mod hans hånd og med den samme skeptiske mine. Han endte dog alligevel med at tage fat omkring hans hånd. Hvis det var det som de krævede af ham, så skulle han sgu nok gøre det. ”Få mig ud herfra,” gentog han med en fast tone. Næsten som var det ham som delegerede ordrene.

[Deleted]

Denne kamp skulle nok blive interessant. Alaster var en god Warlock, han havde tilmed været leder førhen, men det var lang tid siden nu. Der var faktisk mange der havde siddet på den post, men aldrig en kvinde. Han havde kendt Malisha igennem hele sit liv, han vidste at hun kunne udrette noget stort, og det var nøjagtig det som hun var i gang med. Hun var i gang med at gøre warlocks til den mest ædle og stærkeste race af alle, hvilket han støttede hende i! Han vendte blikket imod Alaster, der tydeligvis var vred. Han håbede selvfølgelig på at Alaster vandt, for den anden mand var en vampyr. Der lå en kamp mellem vampyrerne og warlockerne, om hvem der var den mest ædle og magtfulde race, og han håbede selvfølgelig at Alaster ville massakrere denne mand. Han fnøs ganske let til Alasters ord. Han vidste godt at manden var værdig, men derfor skulle han stadig igennem denne test, for han kunne stadig tabe og der ville han jo så miste noget af sin værdighed. Nok en stor mand, men selv en stor mand havde sin modstander der var stærkere. Selv en stor mand, kunne falde bagud, hvis man ikke holdt tingene ved lige. ”Vi får se, Alaster,” svarede han stilfærdigt og kneb øjnene en anelse sammen, selvom at det morende smil ikke forlod hans læber på noget tidspunkt. Han betragtede cellen ganske let, inden blikket faldt på Alaster. ”Vred over at sidde indespærret? Bare rolig.. jeg ved du er mere værd end de slaver der normalt kommer her, men.. det er bare forholdsregler,” forklarede han sandfærdigt og smilede koldt. Det var ikke løgn, alle uanset hvor store deres navn måtte være, så sad de alle sammen i en celle som denne. Han vendte blikket mod Alaster som han greb fat omkring hans hånd. ”Åh bare rolig, min ven.. du skal nok komme ud herfra, enten død eller levende,” forklarede han sandfærdigt og med et kynisk skær i de mørke øjne, inden han forsvandt i et mørkt lysglimt sammen med Alaster, som de endte oppe i den store arena. Han vendte blikket ud mod publikum, inden det faldt på Alaster igen. ”Her skal du kæmpe, enten dræb eller bliv dræbt, så enkelt er reglerne,” forklarede han kortfattet, inden han igen forsvandt, eftersom han skulle hente hans modstander. Han endte op nede i slaveafdelingen igen, bare i den anden ende end der hvor Alaster havde siddet. Han gik roligt mellem cellerne, inden han stoppede op ved den sidste mand, som han vendte blikket imod. ”Jamen, jamen, jamen.. vampyr og warlock, det må være en.. spøjs blanding.” Hovedet søgte let på sned, som han betragtede vampyren ganske let. ”Vi har haft vores kontroverser, og jeg må indrømme at.. jeg håber du bliver dræbt. Men.. i stedet for bare at dræbe dig på stedet, så skal du have en fair chance, for at vise at du tjener den rigtige race; warlockerne. Vinder du i aften, så kan du frit gå og kalde dig for en sand warlock. Taber du derimod, ja.. så går du døden i møde,” forklarede han sandfærdigt. Helst ville han bare dræbe manden, for han havde vampyrblod i sig, hvilket virkelig var en skændsel! Men han var en retfærdig og ædel mand, så alle skulle have sin chance. Men der var dog også en grund til at han håbede Alaster måtte vinde. Han gjorde et let vink med hånden, som han låste celledøren op og rakte manden hånden. ”Hvis du vil ud herfra, så må du vinde over din modstander.

[ryan]

Hvad klokken måtte være, om det var nat eller dag, eller hvor længe Ryan havde siddet i denne skide celle, vidste han ikke, for han havde ærligtalt mistet tællingen. Han følte sig som et dumt dyr, der blev holdt fanget og tirret jo længere han måtte sidde her. Han havde ikke fået stillet sin sult, skønt at han sagtens kunne kontrollere det, for han havde trods alt næsten spidst halvdelen af den manjanske befolkning, fordi han havde været vred, takket være den dumme tøs til Leah! Gid hun måtte rådne op i helvedet! Han vendte blikket let til siden, som han fnøs ganske let. Han havde flere gange prøvet at komme ud herfra, selvom at det ikke havde lykkedes ham. Det var tydeligvis sikret imod både magi, men også hans vampyrkræfter, hvilket kun gjorde ham mere gnaven. Det sidste han huskede, var at han havde været oppe at skændes med Leah, han havde bedt hende om at holde sig væk, hvor han derefter selv var gået væk fra hende og det sidste han huskede var at han mødte denne store smerte i hovedet, inden alt var blevet sort. Det næste der sker, er at han sidder nede i denne stinkende kælder, med en masse folk af forskellige slags, han havde dog allerede lagt mærke til én ting; alle havde warlock i sig. Kort efter han var ankommet havde han set denne højrøvet mand, Konstantin, som tilsyneladende sendte folk hernede i kamp. Han vidste godt hvad reglerne gik ud på; dræb eller blive dræbt. Hvad det helt præcist gik ud på, vidste han til gengæld ikke, kun at det havde noget med folk at gøre der var af warlockafstamning. Hans egen mor havde været halv warlock og halv vampyr, hans far havde været fuldblodsvampyr og faktisk været fjende af dette land, han havde dog hørt om mandens bortgang, hans død, så han havde end ikke fået muligheden for at møde ham. Han havde dog fundet ud af at han også havde en bror. Ikke fordi at familie betød noget for ham, han havde mistet sin mor for længe siden, hans far anede ikke at han var kommet til verdenen, så han levede sit eget liv. Han havde desuden heller ikke haft brug for en familie, for det var et tomrum som Leah faktisk havde udfyldt, men nu kunne det sgu være ligegyldigt! Den tøs var væk og han var faktisk glad for at være sluppet af med hende, for så behøvede han ikke længere at være blød og mild, nu hvor hun var ude af hans liv, så kunne han endnu engang være ondskabsfuld, kold og morderisk, præcis som han nød det! Blikket faldt mod Konstantins skikkelse, som han endnu engang måtte dukke op hernede. Han kunne næsten regne ud at det var hans tur, for der var ikke andre hernede end ham selv og så en fyr som han lige havde sluppet fri. Han vendte de dybblå øjne imod ham. ”En spøjs blanding siger du? Ha! Du burde mere mene en stærk blanding,” svarede han lettere selvsikkert, hvor det kække smil gled over hans læber. Han undertrykte et svagt og kedeligt gab. ”Du må virkelig gå meget op i warlocks, desuden kan jeg høre, se og tilmed fornemme at du hader vampyrer, men ved du hvad?” Han trak sig helt hen til tremmerne som han roligt greb om, ”bare ærgerligt, for om jeg har warlock blod i årene eller ej, så er jeg nu engang fuldblodsvampyr. Og tror du virkelig jeg gider at være en lille stikirenddreng for nogen af racerne? Jeg gør hvad der passer mig, så se at få mig ud, så jeg kan flå dig i småstykker!” hvislede han fast, som han kneb øjnene fast sammen. Han var ved at være godt træt af sidde i dette skide bur. Han vendte blikket mod hans hånd, da han fik åbnet cellen og rakte ham den. Han kneb øjnene en anelse sammen, inden han vendte blikket op mod ham. ”Så før mig til min modstander, så jeg kan flå ham i stykker,” svarede han koldt, som han greb fat omkring Konstantins hånd.

[Deleted]

De gange Konstantin havde været nede i slaveafdelingen, havde denne mand, denne vampyr altid haft sin rapkæftede tunge frem, så det næsten havde været fristende at rive den ud af munden på ham! Men det var der jo ingen underholdning i. Han havde sendt Alaster ovenpå, som egentlig bare ventede på at han skulle komme med sin modstander; Ryan. De mørke øjne faldt roligt til Ryans skikkelse, som han betragtede lettere stilfærdigt. Han var faktisk træt af denne mands opførsel, så de fik at se hvor meget han havde at sige, når kampen engang var overstået, for det var ikke engang sikkert at han vandt. ”Stærk blanding?” gentog han i en lettere hånlig tone, som han kluklo ganske let. ”Ryan dog.. I vampyrer er ikke andet end ådselædere.. monstre, udyr der burde spærres inde..” Han satte sig ned i hug og trak sig selv tættere på tremmerne, ”præcis som du er nu.” Et koldt smil gled over hans læber, som de mørke øjne hvilede på hans skikkelse. De kunne være hernede hele natten og komme med spydige kommentarere, men det havde Konstantin ikke tid til. I morgen tidlig ville næsten krigere komme af warlocks som skulle igennem testen, som Ryan skulle denne aften, så de kunne jo lige så godt komme i gang med det samme og få det overstået. Han rejste sig roligt op igen og betragtede Ryan lettere overlegent. Han kunne flå denne vampyr levende, hvis han ville, for denne mand skulle bestemt ikke undervurdere hans styrke! Han var utrolig meget ældre end denne vampyr, derfor var denne vampyr faktisk ikke andet end en ung mand, en rapkæftet knægt, der ikke havde fået lært at vise respekt for de ældre og stærkere, men han skulle skam nok blive sat på plads! Han skulle nok få sit at kæmpe for. Han fnøs ganske let, som at han lod ham gribe fat omkring hans hånd. ”Vi får se,” svarede han koldt og med det morende skær i de mørke lettere rødlige øjne, inden han forsvandt i et mørkt lysglimt, blot for at forsvinde sammen med Ryan. De dukkede kun kort efter op i arenaen et stykke væk fra Alaster. Han vendte blikket mod Ryan. ”Der er din modstander. Og her er reglerne; dræb eller bliv dræbt, men.. det ved du vidst allerede?” Et køligt smil gled over hans læber, som han roligt gik hen i midten af de to mænd, hvor han så fra den ene til den anden, inden blikket gled op i luften. Han stak den ene hånd i vejret, inden han skød en rød lysende kugle op i luften, som måtte eksplodere, inden han selv forsvandt i et lysskær, blot for at dukke op i himlen. Kampen havde fået sit startskud, hvilket fik publikum til at juble og komme med tilråb. Det var aftenens sidste kamp og den ville de ikke gå glip af. Og det skulle nok blive interessant og se om denne vampyr faktisk havde hvad der skulle til for at dræbe en stærk warlock som Alaster. Konstantin selv ville i hvert fald nyde denne kamp!

[alaster]

Tanken om at have siddet hele dagen i en enkelt celle, var noget som virkelig kunne pisse Alaster af! Han var mere værd end som sådan og nu skulle han endda til at bevise det? Det var noget som bare måtte gøre det meget værre! Hans magi var selv forbundet til hans egne følelser på den ene eller den anden måde, så det var vel egentlig heller ikke noget som kunne forundre nogen som helst i den anden ende, om det jo så var noget som de ville det eller ikke, så var det jo egentlig bare den rene sandhed. Som han greb omkring Konstantins hånd og pludselig endte oppe på den store Arena, hvor hans blik omgående måtte falde til det store publikum. Ikke fordi at han brød sig om at være en del af noget så simpelt som en underholdning, men det var nu hvad det var og så skulle han så sandelig nok sørge for at slå sin egen modstander direkte ned i støvlerne, hvis det var det som skulle vise sig at blive nødvendigt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han trak vejret dybt. Et sted så gjorde det ham nervøs at de skulle kæmpe for øjnene af så mange og til deres fornøjelse! Blod kunne han se mere eller mindre over hele Arenaen, så det var selv tydeligt at Konstantin faktisk måtte mene sine ord i deres ramme alvor. Ikke fordi at det gjorde ham noget, for det at slå ihjel, var noget som han selv måtte nyde forbandet godt af! Uanset hvem hans modstander var, så skulle han skam nok få slået den mand ihjel og det var uden at det ville koste ham den største anstrengelse! ”Udmærket.. Konstantin, så bring mig min modstander!” sagde han med en ganske kortfattet og stilfærdig mine, som han vendte blikket mod ham. Endnu en gang kom han faktisk med en ordre, selvom det nu heller ikke var noget som han måtte tage sig af som sådan, for det gjorde han virkelig ikke. Han gjorde hvad der passede ham og det havde han i den grad også altid gjort! Han var en mand fuld af energi, så det skulle nok gå hen og blive ekstremt underholdende, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet!
Den vampyr som Konstantin måtte komme op med, var noget som hurtigt fangede sig Alasters nysgerrighed. Skulle han slå en vampyr? En ganske simpelt vampyr?! Han himlede med øjnene. ”Det må simpelthen være din spøg,” vrissede han let. Måske at det var en opvarmning? Selvom han kunne fornemme et og andet ved denne mand, hvilket var noget som kun sagde ham, at han i den grad skulle passe på og det var noget som han i den grad også agtet det! Det var ikke alt som var lige så uskyldigt som det så ud til at være og han ville nødigt placere hånden midt inde i bikuben i denne situation. Dræb eller bliv dræbt – det var naturlove som han kunne forholde sig til og det var bestemt heller ikke fordi at det gjorde ham det mindste. Kampen som blev sat i gang, folket som måtte juble og komme med tilråb både for og imod den ene og den anden, var pludselig noget som endte som baggrundsstøj for hans vedkommende, for hans fulde opmærksomhed hvilede på denne vampyr. Han kneb øjnene dræbende sammen. Han havde aldrig haft noget som helst til overs for det væsen og det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som han ville have i det store og det hele, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket, det var endda helt sikkert. ”Det her kan sgu ikke blive så svært..” Han dannede sig en kulsort kugle mellem sine hænder, som han bare fyrede af sted uden det mindste advarsel. Det var bestemt heller ikke fordi at det var noget som han ville lægge det mindste skjul på, for han havde virkelig ikke noget til overs for vampyr som det væsen de måtte være!

[ryan]

Ryan havde ikke længere styr over hvor længe han havde været spærret inde. Han var næsten begyndt at føle sig som et simpelt dyr, hvilket var noget som måtte irritere ham noget så grusomt! De dybblå øjne hvilede lettere irriteret på Konstantins skikkelse. Han kunne godt spille med i Konstantins spil, selvom han et sted ikke var meget for det, men på den anden side, han havde intet at miste. Han havde skændes med Leah og havde bedt hende om aldrig at vise sig igen, og han gad sådan set heller ikke at se hende mere, for hun var bare en.. tåbelig tøs! Ikke andet end en simpel luder! Selvom.. det mente han jo ikke engang alvorligt, og det var noget som kun irriterede ham endnu mere! Han fnøs kortfattet af Konstantin, uden at han tog blikket fra ham. ”Bare vent og se Connie.. vampyrer er stærkere og mere ædle end det du går rundt og tror,” hvislede han fast og lettere hånende. Et sted måtte det faktisk irritere ham at warlockerne skulle gå så meget op i sig selv. Og det at høre på Konstantins tåbelige tale om at han skulle vise sit værd som warlock måtte kun irritere ham endnu mere! Han var mere vampyr end warlock, så selvfølgelig så han sig selv mere som vampyr end noget andet, og han var faktisk stolt af det! Et sted var han ligeglad med om han døde, for så var han da sikker på at han ikke så Leah igen, som alligevel ikke gad at have ham i sit liv. Som hun selv havde sagt; så havde hun sit liv og han havde hans og der var ingen grund til at mikse det sammen, selvom den tanke faktisk gjorde ondt. Han lod blot Konstantin føre ham op i Arenaen hvor blikket faldt på hans modstander. Han kunne tydeligt lugte mandens blod, og der var ingen tvivl om at denne mand var fuldblods. Han himlede svagt med øjnene. ”Skønt.. endnu en opblæst nar,” mumlede han for sig selv, selvom han vidste at manden ikke kunne høre det, eftersom de stod for langt fra hinanden. Af den grund kunne han dog godt høre mandens ord, hvilket var noget der måtte irritere ham noget så voldsomt. Troede denne mand at han var en spøg?! Han knyttede næverne ganske let, hvor hans øjne skød lyn. Troede alle de skiderikker at de var de bedste?! Det måtte virkelig kun irritere ham mere end noget andet! Nok han næsten bare ville have ladet sig dø, men det gad han virkelig ikke mere! Hvis folk virkelig troede at han bare var en spøg, hvis de troede at warlocks var bedre end vampyrer, så skulle han da bestemt nok vise at de tog fejl! Han viste næsten tænder af vrede, for hans humør havde allerede været dårligt fra Leah og hans skænderi, og efter at han havde været spærret inde som et simpelt dyr i flere dage, og nu skulle han lægge øre til dette?! Det gjorde kun det hele langt værre og ham langt mere vred! Han gjorde en let og hurtig bevægelse til siden, så han undgik mandens kugle, det var tydeligt at manden ikke lagde fingrene imellem, men det gjorde ham skam intet! Han var faktisk også ved at være sulten, på trods at han havde dræbt og slugt en masse blod inden han var blevet fanget. ”Du skal være langt hurtigere, hvis du skal ramme en vampyr, svans,” svarede han hånende og knyttede næverne ganske fast, uden at han rokkede sig en meter. Han blev blot stående og betragtede manden lettere afventende, imens han rykkede sin nakke fra side til side, så det gav to knæklyde.

[alaster]

Alene tanken om at Alaster skulle stå ansigt til ansigt med en mand og endda en vampyr, var noget som han selv måtte se og betragte som en direkte skændsel, selvom det nu heller ikke var noget som han sagde åbent, men hans kropssprog gjorde det vel tydeligt? Han væmmes virkelig ved det væsen! Stod det til ham personligt, så havde de slet ikke nogen ret til at skulle rende rundt på jorden og det var noget som han kunne stå fuldkommen fast på i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Han kneb øjnene dræbende sammen. Der var vel en grund til at de havde valgt at sætte ham op mod et væsen som troede han kunne det hele? En simpelt vampyr? Han kunne virkelig ikke fordrage det væsen, det var der heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Denne kamp ønskede han egentlig bare overstået og helst så hurtigt som det nu måtte være dem menneskelig muligt at få det, det var helt sikkert, for han havde så meget andet at tage sig til end lige netop dette! Han havde en kvinde som han skulle have fundet og en mand som han skulle have slået ihjel, for han vidste at Matthew og Eniqa havde søgt tilflugt derude et eller andet sted og han skulle skam nok finde dem før eller siden! Det krævede jo selvfølgelig lige at han kom igennem dette først og han agtet dog at gøre det så hurtigt som muligt!
At vampyren flyttede sig så han ramte ved siden af, var nu heller ikke noget som forundrede ham det mindste. Det var nu heller ikke noget som rørte ham som sådan. Det var ved at være længe siden at han stod med muligheden for magisk kamp og nu hvor han heller ikke vidste hvilke muligheder at denne mand havde at gøre godt med, men.. en vampyr? Der måtte ligge noget andet i det, og han skulle skam nok finde ud af det før eller siden! Han kneb øjnene en anelse sammen, hvor hans læber skilte sig ud i et koldt smil. ”Jeg er kun ved at varme op.. vampyr,” vrissede han let. Bare at tage det udtryk i munden, var noget som lagde en væmmelig smag tilbage på tungen! Han trak vejret dybt, hvor han stillede sig med let spredte ben. Hvis det var fordi at denne vampyr ikke havde tænkt sig at gøre det mindste, så blev det da heller ikke ligefrem noget som man kunne kalde for ren fornøjelse, det var da helt sikkert. Hans øjne endte næsten helt sorte, hvor dette var noget som krævede koncentration. Hans hænder blev omlagt i mørke, hvor selv mørket tydeligt måtte trække sig over den store himmel over dem. Hvilken baggrund der hvilede for denne mand, var noget som han kunne være fuldstændig ligeglad med. Han var dog egentlig bare opsat på en ting; Han nægtet at stå der som den tabende i denne kamp, det ville direkte være pinligt, for ikke at glemme, at det virkelig ville være flovt! Han vendte blikket mod vampyren, som det kun begyndte at blæse op. Han var en mand af mange talenter, men noget krævede jo selvfølgelig også mere end så meget andet ville gøre det, så selvfølgelig var det også noget som han måtte sidde igen med af henblik på koncentration og hvad han selv kunne rumme. ”Nu beder du om det..” Hans stemme havde helt skiftet toneleje, hvor det næsten var blevet en anelse mere dyb. Han holdt hænderne ud for sin krop, hvor han nærmest sendte en trykbølge mod Ryan. Ikke en normal en af slagsen – sammen med den, så rev den rødder op fra den knastørre jord som prøvede fast at gribe efter det som de kunne få fat i. Det ville gå ekstremt hurtigt, hvis de selvfølgelig fik fat i vampyren!

[ryan]

At Ryan skulle stå overfor to fjolser der virkelig troet at de kunne det hele, var noget der et sted måtte irritere ham. Det var tydeligt at både Konstantin og denne mand måtte hade ham af den eneste årsag som var at han var vampyr. Han var måske ikke den mand som var mest inde i de forskellige nyheder, men han havde dog godt hørt om de nye vampyrlove og han havde også hørt om warlockernes leder der selv ville prøve at gøre racen til den mest ædle af alle, men.. det ville da blive umuligt! Warlocker var ikke andet end opblæste narhoveder som ikke kunne en skid! De gemte sig bag deres lille magi! En vampyr var stærk, hurtigt, udholdende og med fantastisk gode sanser af den rene natur! Ingen kunne hamle op med dem! Og så troede disse warlock virkelig at de kunne komme og tro at de kunne kræve den titel ved at gemme sig bag sin magi? Det var jo direkte ynkeligt! Opblæste fjolser hele bundet! Han himlede svagt med øjnene. Et sted var det selvfølgelig fristende bare at give efter for døden, for han havde faktisk mistet det eneste som han nogensinde havde holdt af, så et sted følte han sig pludselig.. ensom. Men hvorfor beklage sig? Nu kunne han leve livet som han ville! Som han altid havde gjort! Selvom.. det var pludselig bare blevet ensformigt. Efter at Leah var kommet ind i hans liv, havde hun virkelig vendt op og ned på det hele! Og det havde alligevel efterladt ham med spænding og en følelse af uvidenhed, for han havde ikke vidst hvad der ville ske de næste dage, fordi de havde lagt ukendt for ham. Nu var det hele så bare ødelagt! Blikket hvilede tomt på manden. At se ham puste sig op, lægge mørket over dem, gjorde han virkelig ikke en skid ved, for han var virkelig ligeglad! Han var et væsen af mørke, han kunne se direkte i det og havde intet problem med at lugte hvor manden stod, for han kunne høre hans bankende hjerte og pumpende puls, så uanset hvor meget mørke denne mand kastede over arenaen, så ville han jo aldrig blive i stand til at skjule sig, specielt ikke for en vampyr! Han blev stående ganske afslappet og uden at tage blikket væk fra manden, som rakte hænderne frem for sig og skød den store trykbølge imod ham, hvor det så ud til at den rev rødder op. Mon han ville prøve på at fange ham? Han himlede svagt med øjnene. Udmærket, så kunne han da bare komme an! Han stillede sig let med spredte ben og strakte sine arme til siden, som et tydeligt tegn til at han ikke gjorde nogen former for modstand, men blot tog imod trykbølgen, der ramte ham med fuldkraft og slyngede ham tilbage, selvom han ikke nåede særlig langt, før rødderne greb fat omkring hans arme og ben og tvang ham ned i jorden, hvor han kort gispede smertefuldt. Nok en vampyr var hårdfører, men de var skam ikke udødelige og med den rette kraft, kunne de sagtens væltes omkuld. Han lå spændt fast til jorden, hvor de dybblå øjne søgte op mod den klare himmel over dem. For ikke så lang tid siden havde han faktisk kigget på stjerner sammen med Leah. Han sukkede lettere opgivende, hvor han blot blev liggende med spredte ben og arme, imens blikket hvilede tomt op mod himlen. Han lå egentlig blot og ventede på at Alaster kom hen og gjorde sit næste træk.

[alaster]

Alaster var stort set fuldkommen ligeglad med hvad denne mand måtte slås med af kvinder eller andre fjender derude. Denne kamp var på liv og død, og han havde bestemt heller ikke regnet med at skulle tabe den! Ikke nu hvor han kun måtte stå overfor noget så simpelt som en vampyr! Alene at de havde sat ham op mod det væsen, var noget som han så på med skændsel. Troede de virkelig ikke på at han kunne klare det forbandede væsen? Det var noget som gjorde ham direkte vred! Så skulle han sgu nok vise dem at det forholdt sig bare en smule anderledes, for han var i den grad ikke svag! Selv havde han ikke nogen kvinde i livet – den som havde været, var desværre blevet for selvstændig, hvilket kun var noget som kunne pisse ham langt mere af end det som godt var i den anden ende, det var der bestemt heller ikke nogen som helst tvivl om når det nu endelig skulle komme til stykket. Ikke fordi at det var nogen tanker som sådan kom ham i vejen, for det gjorde de virkelig ikke. Han kunne ikke lade sig distrahere af de tanker lige nu og specielt ikke når han vidste, at det var hans liv og ikke mindst også hans ære som faktisk måtte stå på spil! At han faktisk havde formået at ramme denne vampyr og direkte få ham tvunget ned i jorden, var noget som kun fik det tilfredse smil til at glide over hans læber. Så kunne det jo heller ikke blive nemmere! Han havde dog valgt at tage forbehold, netop fordi at han vidste hvilke kræfter og hvilken styrke som måtte ligge i det vampyriske væsen og det var i den grad også det som automatisk gjorde, at han var langt mere påpasselig med tingene end det som han havde været til nu. Han kneb øjnene sammen som rødderne fik fat i hans skikkelse og tvang ham helt ned i jorden i udstrakt stilling – med andre ord, så var han jo lige at komme til!
Alaster bevægede sig mod Ryan med de rolige skridt. Han knyttede hånden roligt som havde han en kniv eller lignende i hånden. Den dukkede op i hans håndflade som det rene ingenting. Et stik i hjertet, så skulle det jo praktisk talt være overstået, ikke sandt? De mørke øjne hvilede direkte morderisk på skikkelsen foran ham. ”Som det rene barnemad,” endte han kortfattet. Han gjorde en ganske kort bevægelse med den anden hånd, hvor andre rødder søgte op af jorden, kun for at lægge sig umådelig stramt omkring Ryans krop. Kun for at forsikre sig, at han faktisk måtte blive liggende i jorden og uden mulighed for at komme fri! Blind af sin egen rolle i dette djævelske spil, så mærkede han knapt at der var magiske tendenser også i denne mand. Han ønskede bare dette overstået, få reddet sin ære og ellers bare komme derfra så hurtigt som det nu ville være ham menneskelig muligt. Hans blik søgte direkte til Ryans. Han tog det dog alligevel skræmmende roligt, selvom det nu heller ikke var noget som han stillede spørgsmål ved. ”At sætte mig op mod en vampyr..” Han væmmes ved tanken og alligevel, så raget det ham virkelig at Ryan ville kunne høre ham, hvis det endelig var det. Han knælede roligt ved siden af ham. Umiddelbart så.. kunne han vel heller ikke rigtigt komme nogen steder? Han knyttede hånden om kniven. ”Sig farvel..” endte han kortfattet, idet han hævede den, da han bare jog den direkte igennem luften, netop for at ramme hans hjerte. Han ville bare have det her overstået!

[ryan]

Ryan havde intet gjort for at stoppe Alasters angreb. Han var blevet ramt af trykbølgen blot for at blive klynget ned på jorden og bundet af rødderne. Han var et sted også ligeglad med det. De dybblå øjne søgte op mod den skyfrie himmel, som hvilede over dem, over faklerne som oplyste arenaen og arenaens store og høje mure. De blinkende stjerner og den store måne, var noget som fik ham til at tænke tilbage på den aften hvor han havde siddet sammen med Leah oppe på taget og nydt aftenen med hende, hvor de også havde kigget på stjerner. Det var normalt ikke noget som han gjorde, eller det var ikke noget som han gjorde noget ud af, det havde ikke nogen betydning for ham, det havde det kun haft den aften sammen med hende. Han stirrede tomt op mod himlen, uden rigtig at reagere på noget som helst omkring ham, da han var mere eller mindre åndsfraværende. Han kunne et sted være ligeglad med hvordan denne kamp udfoldede sig, være ligeglad med om han døde eller ej, men det som et sted måtte irritere ham mest, det var det at denne mand troede at han bare sådan uden videre og uden nogen problemer kunne slå en vampyr. Normalt gik Ryan slet ikke op i racerne, men det lød virkelig til at det var en kamp mellem vampyrerne og warlockerne om hvem der var den mest ædle race, og det var da en tåbelig kamp! Han bar en del af begge racer i sig, så han gad slet ikke være en mellemmand mellem disse to racer! Han ville bare væk! Selvom.. hvad skulle han gøre bagefter? Han havde sendt Leah væk, bedt hende om aldrig at vise sig igen, så.. skulle han bare gå tilbage til sit gamle liv? Det var faktisk slet ikke noget som han lystede, for det virkede pludselig bare så.. ensartet.
De dybblå øjne søgte til Alasters skikkelse, som han kom hen imod Ryan, der blot forholdt sig i ro. Han skænkede dog ikke Alaster så meget som et blik eller en lille del af sin opmærksomhed, da han blot stirrede tomt op mod himlen, som vidste han at det var forbi. Selv ikke da de ekstra rødder skød op fra jorden og bandt Ryan fast sammen til jorden, så han ikke kunne bevæge sig, værdigede han manden et blik. Det var dog først da Alaster valgte at nedgøre ham igen, at han vendte blikket noget så dyrisk og dræbende op imod ham, som det var tydeligt at rovdyret stod tydeligt i hans blik. Et rovdyr der betragtede sit bytte. ”Du tror det er let?” spurgte han forarget og bed tænderne fast sammen, inden et kynisk smil gled over hans læber. ”Du gjorde så bare den enkelte lille fejl..: du kom tæt på mig,” hvislede han fast, som et hoverende smil gled over hans læber. Han trak vejret dybt, i det Alaster hævede kniven over ham, inden han pustede ild ud af munden og op imod Alasters ansigt, som en ildsprudende drage. Han vidste at det ville stoppe angrebet, derfor vendte han blikket ned mod rødderne, inden han pustede ilden mod rødderne der holdt ham fast, som blev betydelige svagere af ilden, så han kunne rive arme, ben og kroppen til sig. Han gjorde en hurtig bevægelse, som han kom fri, hvor han greb Alaster om skuldrene, for at tvinge ham ned i jorden, hvor han blottede de sylespidse hjørnetænder, for at gøre et ryk med hovedet og prøve at sætte tænderne for mandens hals, så han kunne drikke hans blod og gøre ham svag.

[alaster]

At Ryan lå i tankerne omkring en kvinde som færdes derude, var slet ikke noget som Alaster tænkte på. Han var normalt ikke den type som gik ind i kamp på denne her måde, men det var tydeligt nødvendigt. At det jo så var mod en vampyr, var noget som gjorde ham direkte vred, for han var mere værd end dette! At manden så også havde magiske tendenser, var slet ikke noget som han tænkte på. Han var vant til at se en vampyr som en vampyr og ikke som noget andet, for de var slet ikke noget andet værd set i hans øjne! Hans øjne glinsede af ren og skær vrede. Hvis det var dette som skulle til for at vise sin værdighed, så fint! Så gjorde han det i den grad også! Tungen strøg ganske kort over hans læber, som han så til at Ryans krop blev mere eller mindre fuldkommen slynget ind i rødderne som tydeligt måtte holde ham fast. I sig selv, så gik han jo længe ud fra at det var nok, for det var heller ikke fordi at han havde taget højde for at manden kunne magi. Han vendte blikket direkte mod ham. At han hånede og talte nedladende til ham, var noget som mere eller mindre bare måtte ligge som det mest naturlige til ham. Det var jo sådan at han var.. Stort set overfor alle og enhver hvis han endelig skulle komme ind på det. Han vendte blikket direkte mod ham og med den samme faste mine som før. ”For tæt på?” gentog han, selvom han dog hurtigt måtte få svar på det, idet at Ryan blæste flammer direkte mod ham, hvilket også var noget som ramte ham direkte i ansigtet, hvor han helt automatisk slap kniven og trak sig op på benene, idet han måtte slippe et halvvejs skrig, for det var faktisk noget som gjorde ondt! Et sted så var det jo slet ikke forventet! At Ryan kom fri, var noget som han først måtte lægge mærke til, idet at han selv røg omkuld og med hans tænder siddende i halsen, for det var slet ikke noget som han havde regnet med! Han spærrede øjnene fast op og med et kraftigt gisp, også selvom han knapt nok var i stand til at se, for det sved virkelig efter at være ramt af flammerne! Var han magisk? Det var han jo slet ikke blevet informeret om! Det kunne Konstantin da godt have fortalt ham! Han klemte øjnene fast sammen og bed tænderne sammen, idet han prøvede at få manden af sig, for han skulle slet ikke have lov til at sætte tænderne i ham! Som han måtte nære sig på hans blod, så kunne han godt mærke, at det var noget som kraftigt måtte tage på hans egen energi og det var noget som direkte måtte gøre ham skræmt et sted og alligevel.. vred? Han ville ikke tabe i aften! Han prøvede at få hænderne under ham, så han kunne få ham af sig, men det var bare som om at det slet ikke ville som han ville! ”Kom.. væk fra mig..!” hvæsede han med en tydelig anstrengt stemme. Han ville ikke ligge der! Den mand skulle dø og helst inden at det ville gå galt i den anden retning, for det var slet ikke noget som han ønskede! Han nægtede ganske enkelt at skulle tabe til en mand som Ryan og specielt fordi at han var en vampyr!

[ryan]

Måske det et sted var fristende at give efter for døden, for hvorfor gå tilbage til et ensartet liv? Det ville jo bare blive kedeligt i længden! Han måtte desværre erkende at Leah havde givet hans liv en ny retning og faktisk gjort det langt mere spændende, men fordi hun havde det, så havde hun virkelig også ødelagt det hele! Netop fordi at hun ikke længere var i hans liv! Men hun havde da ellers selv givet udtryk for at de levede hvert deres liv, selvom han faktisk havde prøvet på at få dem flettet sammen, men hvis hun ikke gad det og bare udnyttede hans hjælp til egen vindings skyld for så at skubbe ham væk, jamen så kunne hun godt tro om igen! Det gad han slet ikke at være med til! Så kunne hun rådne op i Dvasias på det dumme bordel! Men selvom hun godt nok havde ødelagt det hele, så kunne han ikke komme udenom at det virkelig gjorde ham vred og direkte tosset at skulle høre på to fjolser til Konstantin og denne mand, der virkelig troede at de havde noget, men som egentlig kun havde det hele i munden! Det var mere end tydeligt at denne mand var dum! Hvem pokker kom tæt på en vampyr? De var bedst i nærkamp, der havde en sølle mand som Alaster ikke den mindste chance. At flammerne fik ham væk og til at tabe kniven, gav kun Ryan mere tid til at komme fri. Alaster havde virkelig undervurderet ham på det forkerte tidspunkt og nu skulle han komme til at bøde for det!
Som Ryan fik tænderne stukket i halsen på Alaster, sugede han af fulde kraft for at gøre ham svag, for at suge livsenergien ud af ham og ende hans liv. At han prøvede at få ham væk, nyttede ikke særlig meget, for Ryan var vampyr og overgik dermed Alaster i den fysiske styrke, hvor han holdt manden godt fast, så han ikke slap væk, hvor han nærmest var som en tung sten der ikke rokkede sig en meter. Eftersom han afskyede vampyrer så meget, burde han vide at han man ikke bare lagde sig ud med én i nærkamp uden at man kom slemt til skade, hvilket han så måtte lære på den hårde måde. Blodet som Ryan sugede i sig, var noget som mættede ham godt og som også gav ham mere styrke. Som en warlock var afhængig af energi, da det var den som gjorde dem stærk, var det blodet som gjorde en vampyr stærk, godt nok havde Ryan hærget næsten hele byen i Manjarno, dræbt en masse, børn som voksne, så han var allerede godt fyldt op, men efter hans mening kunne man aldrig få for meget! Hans øjne endte lettere røde, hvor han holdt fast i Alasters skuldre, så han kunne holde ham nede, så han ikke kunne komme fri, på trods at hans hænder stadig var frie, men han skulle bare suge nok blod ud af ham, så han ikke kunne bevæge sig, for at han til sidst ville dø. At høre hans anstrengende stemme, var som sød musik i hans ører, hvor et tilfredst og noget så koldt smil gled over hans læber. Han ville med glæde gøre denne mand mundlam, så ham ikke kunne nedgøre de forkerte, for det kom virkelig til at koste ham dyrt i den anden ende, hvilket han jo ville finde ud af i dette øjeblik! For han gav hellere end gerne denne mand en lærestreg.

[alaster]

Hvem Ryan måtte have i tankerne, var slet ikke noget som rørte Alaster. For hans vedkommende, så ønskede han bare dette overstået og det var heller ikke noget som kunne gå hurtigt nok set i hans øjne. Så snart at denne mand ville være død og borte, så kunne han vende tilbage til sit eget liv! Selvom han vidste at han burde være mere påpasselig med den vampyriske natur, udelukkende fordi at han vidste at de overgik ham selv langt i den fysiske styrke og det var noget som virkelig måtte irritere ham som intet andet overhovedet! Han ville bare ud derfra, han ville finde Eniqa og Matthew og så ville han bogstavelig talt flå dem begge fra hinanden, for nu var det noget som de i den grad havde fortjent begge to! Tankerne faldt kun ganske kort til mindet omkring dem og det var noget som i den grad også kunne gøre ham vred nok i sig selv, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Måske at mange af warlocks havde det i munden, men Alaster havde det i den grad også i handling og det var også noget af det som han så brændende ønskede at vise, for det var det som var ham det vigtigste. Han var en handlings mand. Han handlede normalt længe før han gjorde noget andet, men denne gang.. så skulle det jo tydeligt vise sig at gå helt galt.
At han faktisk formåede at komme fri og sætte tænderne i Alaster, var noget som virkelig var kommet bag på ham. Det var slet ikke noget som han havde regnet med skulle ske på nogen måde overhovedet! Sådan som han smaskede i sig af hans varme blod, så var det tydeligt noget som også måtte gå ud over Alasters energi, for han kunne virkelig mærke at den forsvandt og det var alt for hurtigt! Han klemte øjnene let sammen, hvor han måtte slippe et mindre gisp, for det gjorde virkelig ondt og det var kun tydeligt at han var ude på at slå ham ihjel, selvom det nu heller ikke var noget som forundrede ham. Det var jo trods alt også en kamp på liv og død, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han gispede endnu en gang, idet at han sendte en mørk kugle direkte op i luften. Den vampyr skulle bare af og det skulle være lige nu! Hans hjerte startede omgående med at hamre mod hans bryst, i og med, at det måtte gå op for ham at dette næsten kunne vise sig at være enden og det var noget som han direkte nægtede det! ”D-det er nok..!” Kuglen var ikke særlig stor, i og med, at den søgte direkte ned mod Ryan, hvor han tvang armene mod mandens bryst, hvor han sendte en trykbølge direkte mod ham i et desperat forsøg på at få ham til at slippe og bare få ham væk længe inden at det for alvor ville ende med at gå galt, for det var slet ikke noget som han ville have med at gøre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han klemte øjnene fast sammen, idet han slap et gisp. Kuglen ville ødelægge, knuse og brække hvis den ramte helt rigtigt, hvor han selvfølgelig kun måtte håbe på at han ville være så heldig denne gang!

[ryan]

Denne mand havde virkelig undervurderet Ryan, så meget at han kom til at bøde for det. Hvem gik hen til en vampyr? De var stærkest på tæt hold, de var stærke i nærkamp, de var hurtige og kunne hurtigt nå hen til en der var så dum at gå for tæt på, som Alaster havde gjort, noget som et sted måtte more Ryan noget så betydeligt, for denne mand havde virkelig fortjent at få et lag tæsk for at nedgøre en mand som han tilmed undervurderede! Det varme blod der strømmede igennem Alasters krop, var noget som virkelig måtte give Ryan en ny kraft, for det var tydeligt at mandens blod var stærkt, men det var jo så kun til Ryans fordel, nu hvor han mæskede sig i det og genvandt styrken. Måske han for en kort stund havde valgt at give efter for døden, ladet manden fange ham til jorden med sine rødder, han havde tilmed overvejet at lade ham jorde kniven igennem hans hjerte og gøre ham til en bunke aske, men det at manden virkelig undervurderede ham, nedgjorde ham og ikke troede at han kunne noget, fordi han var vampyr var noget som virkelig gjorde ham vred, det fandt han sig ikke i, så nu ville han personligt dræbe denne mand, slå ham til plukfisk, så selv Konstantin ikke kunne nedgøre ham for at være vampyr.
Ryan lagde godt mærke til at manden skød en kugle op i luften, men det eneste han tænkte på, var hvor dum manden egentlig var, for han skulle ikke have skudt den op i luften, for at lade den falde ned imod ham, for når den kom tæt nok på, ville han da bare forsvinde, så kuglen ramte ham selv. Et tåbeligt træk i Ryans øjne, selvom at han bare ikke tænkte på den anden lille detalje der faktisk ødelagde det hele for ham. Hænderne der røg mod hans bryst, fik ham til at trække hovedet til sig, hvor han kun kort nået at bande og svovle inden i sig selv, for ikke at tage højde for det, inden han mærkede det hårde tryk imod hans brystkasse, der tvang ham op i luften, som han blev ramt af trykbølgen, hvor den lille kugle borede sig direkte igennem hans hud og krop, hvor den ramte ham i højre skulderblad og ellers begyndte at bore sig igennem hans krop, som den ødelagde alt på sin vej, brækkede adskillelige ribben, inden den søge ud af den anden side af hans bryst, som kuglen skød igennem hans krop på et splitsekund, hvilket fik Ryan til at slippe et smertefuldt skrig, som han blot faldt direkte ned på jorden igen, hvor et smertefuldt gisp brød hans læber. Han trak sig ganske let om på ryggen, hvor han lod den ene albue støtte ned i jorden, som han vendte blikket mod sit bryst. Kuglen havde nok ikke ramt hans hjerte og fordi hans legeme ikke var levende som et normalt menneske, så overlevede han også, for han kunne ikke dø af blodmangel, hans hud ville heale ganske stille, men de brækkede ribben ville tage længere tid om at heale sig og i øjeblikket gjorde det fandens ondt! Han lod let to fingrespidser stryge over det lille hul i hans bryst, hvor blodet søgte ned over hans nøgne overkrop. Han bed tænderne fast sammen, som det gjorde ondt, så hele hans krop måtte dirre af smerten. Denne gang kunne han prise sig lykkelig for at være vampyr, for ellers havde han ikke overlevet i længden.