A loophole in the laws

[isaac]

Mørket var faldet over landene. Der lå et lettere skydække over den ellers så mørke himmel, fyldt med de blinkende stjerner og den skinnende måne, der nøjagtig var halv denne nat. Vinden hev i træernes kroner, så det hvislede ganske let, den hev småsten og de fladende blade med sig hen over stierne, der førte hen til den dvasianske grænsemur. Den høje mur tårnede sig op for Isaacs blik, som han kom flyvende på Pixarius, hans gode følgesvend. Den store hvide drage var ikke svær at få øje på, for den stod i kontrast med alt det mørke. Han landede dog ved de tætte træer, som udgjorde starten af Dødens Dal, hvor han roligt trak den mørke hætte over hovedet, for at skjule sit ansigt. Pixarius gjorde sig lille og smuttede lige ind under ved hætten, så selv dens lille krop var i skjul der. Den var på størrelse med en mindre rotte, så den fint kunne skjule sig ved hans hals, uden at man rigtig kunne se den, hvis man ikke lagde mærke til den. Han skævede kort mod månen, inden han vendte blikket mod sit lommeur. Han havde bedt greven af Dvasias om at møde ham her præcis når klokken slog midnat, hvilket den gjorde om blot et enkelt minut. Han gik roligt hen imod den store mur, hvor man kunne se vagterne deroppe, holde udkig efter uvedkommende. Den mørke kappe blafrede bag ham, som han gik hen mod den store mur, så han var sikker på at Alexander ville kunne få øje på ham. Han stoppede roligt op, flere meter væk fra muren, så hans skikkelse var til at se, inden han trak hætten væk fra hovedet, så man også ville kunne se hans ansigt. Desuden så gik han ud fra at grevens ansigt fra Manjarno var velkendt. Hans safirblå funklende øjne spejdede langs muren, som han prøvede at se om han kunne få øje på Alexander, skønt han ikke var der endnu. Pixie gned sit minihoved mod hans hals, hvor han kort skævede mod sin skulder. ”Frygt ej, min ven.. det er straks ovre,” svarede han i en dæmpet og smilede skævt. Han havde kun sendt Alexander et brev om at han ville mødes og ikke om hvorfor, selvom.. det var vel ikke særlig svært at regne ud? Han var jo trods alt lige blevet gift med Alicia – en vampyr. Han skævede kort mod sin ring, hvor han ikke kunne lade vær med at smile.

[Deleted]

Alexander havde fået beskeden om at møde den manjanske greve ved muren. Lige hvorfor var ikke noget som han havde forstået sig på, selvom.. Ja, nyheden om ægteskabet som havde stået i Manjarno havde nået ham for øre og han vidste at han var blevet gift med en vampyr, så han havde dog sine anelser. Der hvilede dog en respekt mellem dem. Nok var han greve i det mørke land, men af den grund, så havde han vel heller ikke behov for at skulle være morderisk eller noget i den stil? De gyldne øjne faldt ganske kort på lommeuret som han fandt frem fra brystlommen. I sig selv, var det en sjældenhed at de blev set, men det skete dog. Et let og koldt smil bredte sig på hans læber, som han sparkede hesten en anelse i siden, netop for at få den op i fart. Han var på hesteryg, også mest for at virke en anelse mere fin i det. Han kunne selvfølgelig bare bruge de vampyriske evner, men han kunne faktisk godt lide at bære sig frem med manerer hvis han kunne komme til det. Som de nærmede sig muren, så rev han let i tøjlerne, netop for at få den store mørke hingst til at stoppe. Benet svang han næsten elegant over ryggen, idet han landede på benene ved siden af dyret som prustede let og en anelse forpustet. Han strøg den let over mulen. Hænderne gav dog slet ikke slip på tøjlerne, som han trak den med sig hen mod muren og med den samme faste mine. Han havde den mørke kappe hvilende omkring skuldrene og med de gyldne øjne som spejdede rundt omkring sig. Hans sanser var på stilk og han kunne udmærket godt fornemme vagternes bankende hjerte. At dronningen havde levende til at beskytte muren, var noget som kun morede ham og meget endda! Han bevægede sig bevidst forbi muren og over den faldende port som var blevet sænket for ham, så han kunne komme over på den manjanske side og derved også gå greven i møde. Direkte så var han ikke fjendtlig indstillet på nogen måde, for det var der vel heller ikke nogen grund til i den anden ende? I så fald, så havde greven vel heller ikke bedt ham om at møde op her hvor der var et hav af vagter på muren netop til at støtte op om ham, hvis det skulle gå galt? Han slap roligt tøjlerne. ”Vent her,” sagde han med en ganske kortfattet stemme. Hingsten prustede endnu en gang og gav sig blot til at spise, mens Alexander fortsatte ud i det åbne. Blikket faldt direkte til grevens skikkelse som han måtte stå lige ved. Der valgte han at stoppe op, afventende at greven ville gøre sin entré.

[isaac]

Isaac pakkede roligt lommeuret væk igen, idet klokken slog præcis midnat. Han tvivlede på at Alexander ville komme for sent, for han gik ud fra at selv de adelige gik op i manér, høflighed og tid. Ellers ville det jo være umuligt at indgå en aftale med nogen fra det land! Han havde aldrig snakket med Alexander personligt, men han havde da været i samme rum med ham, til større arrangementer for de adelige. Han havde ikke decideret noget imod Alexander, for.. hvorfor skulle han? Han vidste godt at Dvasias stod som mørkets land og de fleste ville definere landet til at være det onde land, men han huskede tydeligt at det var procianere som torturerede Alicia, noget som han endnu havde svært ved at tilgive, så han vidste at Procias måtte være et lige så barbarisk land som Dvasias og resten af landene! Han selv var i færd med en ny tilbygning til hans chateau, som skulle foregå som en form for akademi, et børnehjem og en skole blandet sammen. Hvorvidt den nyhed var nået ud vidste han ikke, men rygterne spredte sig virkelig hurtigt! Og han var også bange for at folk var ved at få nys omkring hvem Alicias eksmand måtte være. Den mand som havde saboteret det dvasianske kongehus og det manjanske med! På den anden side, så skulle Alicia ikke straffes for gerninger som hendes mand dengang havde gjort, for han stolede på hende, når hun sagde at hun intet havde med det at gøre, og det lignede hende ærligtalt heller ikke.
Som porten gik ned, vendte Isaac blikket imod den, hvor Pixie måtte dukke frem fra dens skjul ved hans skulder, som den lille drage kravlede hen på hans skulder og gjorde sig en del større, dog stadig så den var lille, bare nu på størrelse med en stor kat. Pixie sad trygt på Isaacs skulder og lod de små perleagtige øjne falde på den dvasianske greve, da han kom ud på den manjanske jord, hvor Isaac selv gik manden i møde. Han var sikker på at det nok skulle blive et interessant møde, skønt Alexander ikke vidste præcist hvorfor, men det var vel egentlig ikke så svært at regne ud? Han stoppede roligt op, som han nåede et godt stykke hen til Alexander, hvor han lod de safirblå øjne falde stilfærdigt på mandens skikkelse. ”Godaften Grev Imirachi,” hilste han stilfærdigt og med en klar respektabel tone, venlig og dog ikke så blødsøden som en procianer normalt ville gøre det, på den anden side kom han jo heller ikke fra det land, foruden at han heller ikke var kynisk som de fleste fra Dvasias, han stod som den neutrale, hvilket også var tydeligt på hans attitude.

[Deleted]

Alexander var frygtelig punktlig og det var noget som skete med en meget god grund. Han var en som gik meget op i at tingene skulle være i orden og nu hvor noget så fint som den manjanske greve ønskede at møde ham, så ville han skam heller ikke skuffe manden på den ene eller den anden måde, hvis det endelig var det. Cassie tog sig af arbejdet hjemme i det store Mansion som lå dybt inde i det dvasianske land, så han vidste også at hun var sikker og tryg der. Han var selv en gift mand og med en som ikke var en vampyr i sig selv, men igen, så var det noget som var sket før lovene var kommet ind, så det var heller ikke noget som ville ramme ham i den anden ende. Han var en retfærdig mand. Han kunne bestemt heller ikke få sig selv til at tvinge par fra hinanden som måske havde været sammen i århundrede eller årtusinder for den sags skyld.
De intense gyldne øjne hvilede på Isaac og den lille drage som måtte hvile på hans skuldre. Ikke fordi at det var noget som han tog sig det mindste af. Hvis dette var noget som ville lægge op til fjendskab eller kamp, så havde han vel også bedt ham om at møde ham et helt andet sted end der hvor han havde overtaget? Han bøjede hovedet let i respekt for Isaac. Manerer var vel også på sin plads, samt høfligheden? ”Godaften Grev Izakaya,” begyndte han roligt, som han endnu en gang valgte at rette sig op, så han kunne tage manden i blik og bestemt også dragen som hvilede på hans skuldre. Manden var dragerytter, det vidste han, men.. på den der? Han vidste at skindet kunne bedrage, så det var noget som han bevidst valgte at lade ligge for nu om ikke andet. Der var ikke så meget som en eneste mine at skulle læse i Alexanders blik. Den var fuldkommen tom og ellers yderst professionel. ”De ønskede at se mig?” fortsatte han. Nætterne var ikke lange længere. Et par timer, så ville han være nødsaget til at finde skjul, hvilket var noget som han måtte være en plage uden lige, men det var nu heller ikke noget som han ikke var vant til. Han havde selvfølgelig sine anelser om hvad dette måtte gælde, så han havde faktisk et dokument med sig – klar til underskrift, så de igen ville kunne kalde sig for et par med begge former for love på sin side. Afventende blev han stående og med blikket roligt og intenst hvilende på Isaac. I sig selv, så mindede han vel mest af alt om et dyr som var på rov og som havde faldt over byttet for i aften. Han havde dog kontrol og respekt nok til at holde igen. Han ønskede ikke strid med Manjarno.

[isaac]

Isaac frygtede ikke for Alexander. Han vidste godt at det måske kunne være dumt at opsøge ham her ved grænsemuren til Dvasias, hvor de faktisk var på hans domæne, foruden at de befandt sig på den manjanske jord. Men han var ikke bange af sig, der skulle faktisk meget til for at skræmme ham, ved visse ting naturligvis. Kampen i sig selv frygtede han ikke, for han ville være en dum mand at undervurdere. Måske han ikke var den stærkeste fysisk, men hans magi var utrolig mægtig, for han havde ikke bare magien fra dragen, nej han var født magiker, så den havde altid hvilet i ham. Desuden så havde han jo også Pixarius ved sin side, og nok han var lille for øjeblikket, ikke større end en kat, men han ville være endnu dummere at undervurdere, for de folk på murens pile, var ikke noget der decideret kunne skade Pixarius, eftersom hans skæl var ufattelig tyk og kraftig. Der skulle mere avanceret magi til før man kunne gøre ordentlig skade på en drage. Desværre kunne hans drage så bare ikke spy ild, for han var ikke en drage med ild i sig, han var en formskifterdrage. Dens små perleagtige safirblå øjne, hvilede fast og intenst på Alexander, for personligt var Pixie ikke meget for rovdyr, eftersom han selv var et, det var jo det samme problem han havde haft med Alicia, selvom at han ikke længere havde noget imod hende. Men nu hvor de var så tæt på Dvasias, så kunne man aldrig være for forsigtig. Isaac derimod betragtede blot Alexander med stilfærdige øjne, uden at han rokkede sig en meter, som han faktisk stod ganske afslappet. Han nikkede ganske let til hans ord. ”Og det er nok ikke svært at regne ud hvorfor jeg bad Dem om at komme,” svarede han stilfærdigt. Han havde intet personligt imod Alexander, for han kendte ikke manden, hans nye love havde han intet imod, for han fandt det fint at man gjorde noget for sin race, og vampyrer var jo blevet en ret løs race, der gjorde hvad der passede dem. Den eneste hage, var at Alicia selv var en vampyr. ”Jeg går ud fra at selv mit ægteskab er nået Dem for ører i Dvasias?” spurgte han ganske så kortfattet, uden at han veg blikket fra ham, ”med en vampyr.” Hans arme hvilede roligt over kors ved brystet, mere afslappet i stedet for noget andet. ”Jeg vil have at hun skal undgå de fleste af Deres love, eftersom vi trods alt blev forlovet inden de kom til verdenen,” endte han stilfærdigt. Han kunne lige så godt komme til sagen. Han betragtede Alexander lettere afventende, for han vidste jo heller ikke hvordan manden havde det med at få sine regler afvist, for selv Isaac vidste at regler var der af en grund og han var selv en mand der gik meget op i at overholde reglerne.

[Deleted]

Alexander var bare en mand som havde valgt at gribe tyrene ved hornene og det var vel også det som han ville have frem på denne her måde? Han ønskede ikke at stå frem som en uretfærdig leder og med den grevetitel som han også skulle passe på og vogte godt omkring, så var han direkte nødsaget til at handle som han gjorde det. Han kneb øjnene en anelse sammen. Hans rovdyr var tydeligt fremme og specielt med hans drage så tæt på, for det var heller ikke fordi at han direkte ønskede nogen strid. Stride var der nok af fra før af, ikke bare i de lande som måtte ligge rundt, men.. generelt og det var noget som han i den grad også var ved at være noget så frygtelig træt af selv, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt i den anden ende, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Med armene roligt hvilende over kors, så forblev hans blik hvilende i hans og med den tydelige afventende mine. Et stille og næsten usynligt smil måtte alligevel brede sig på hans læber. Ikke fordi at det var noget som han lagde det mindste skjul på, for det var slet ikke noget som han ønskede sig. Han ønskede at gå fra dette med en handel i hus, en aftale om at alt skulle være i skønneste orden og det var også det som måtte være hans mening med dette. At det måtte omhandle hans ægteskab var noget som slet ikke kom bag på ham, for han havde skam hørt om det. Han nikkede roligt. ”I så fald, så lad mig være den første til at lykønske jer fra Dvasias af,” sagde han roligt og ikke mindst med en stilfærdig stemme. Han tog et roligt skridt mod dem – med andre ord, ås var han bestemt heller ikke bange af sig, hvilket var noget af det sidste som han ville være i den anden ende, hvad end om det var noget som man ville det eller ikke, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Et adeligt bryllup er skam ikke noget som går mig forbi,” tilføjede han roligt. Forlovelsen havde dog været ham ukendt, men det havde vel været ved siden før lovene? Med andre ord, så var det ikke en lov som kunne gribe fat i Alicia på nogen måde hvilket han et sted heller ikke havde det mindste imod når det endelig måtte komme til stykket på denne her måde. Han gned ganske stilfærdigt sin hage med en tænkende mine. ”Jeg regnede bestemt heller ikke med at lovene ville omhandle alle. Er forlovelsen fundet sted inden reglerne og lovene er læst, godkendt og undertegnet af Hendes Kongelige Højhed, Jaqia af Dvasias, så kan jeg lade hende gå fri.” Han lod hovedet søge en anelse på sned og med den samme rolige mine. Isaac var ham en mærkværdig mand. ”Hvornår fandt denne forlovelse sted?” fortsatte han roligt. Alle kunne jo komme og prøve at bilde ham noget ind – han havde brug for håndfaste beviser.

[isaac]

De safirblå funklende øjne, betragtede Alexander ganske stilfærdigt. Isaac nægtede at lade Alicia gå under disse.. regler, det var regler som var kommet efter at han havde fundet sammen med hende, og nu hvor han endelig var sammen med hende, så skulle intet komme og prøve på at adskille dem på den ene eller den anden måde! Han respekterede skam Alexanders love for vampyrerne, han fandt det faktisk som en god idé, og han selv var en mand der gik op i orden, regler og normer, specielt hvis det gjaldt ham eller nogle han holdt kær, såsom Alicia. Det var ikke fordi at han ønskede at stille sig op imod Dvasias og landets greve, men han nægtede nu alligevel at lade sig blive omdøbt til vampyr, om ikke andet, så ikke endnu, for han vidste jo godt at det engang muligvis ville ske, fordi.. han levede ikke for evigt, og det gjorde vampyrer. Han nikkede ganske roligt og dog taknemmeligt til hans ord. ”Jeg takker,” svarede han med et mindre smil på læberne. Men det var nu ikke for at få lykønskninger af ham, at han havde sendt bud efter ham, hvilket han sikkert også var klar over, for jo hurtigere de kunne få det overstået desto bedre. Som han tog et skridt imod ham, blev han blot selv stående, uden at vige blikket fra ham. Han frygtede ikke greven og han tvivlede på at han var her, for at sætte en strid i gang, for det ville Isaac bestemt heller ikke selv! Af den grund tog han selvfølgelig sine forholdsregler, for han skulle nødig overfaldes, og i så fald var han skam klar til kamp, selvom.. hvorfor skulle nogen af dem ønske en strid? Isaac lyttede roligt til Alexanders ord, hvor han ikke kunne være mere end tilfreds, for det viste sig da at han ikke bare var en mand der var ligeglad, men faktisk var retfærdig. Han nikkede ganske roligt, som tegn til at han havde forstået det, inden hans hånd søgte ind under den mørke kappe. Han regnede ikke med at manden ville tro ham på sit ord, selvom det nu ikke kunne falde Isaac ind at lyve ved sådan en ting som denne! Han var skam en ærlig og troværdig mand, så uanset ville han godt kunne tage ham på hans ord. Han fandt roligt et dokument frem, med det manjanske segl, inden han løsnede det og rullede det ud, blot for at række det til Alexander. ”De kan se på den første dato, hvornår jeg købte ringen..” Han trådte roligt helt hen til ham, hvor han pegede på en anden dato, ”og her kan De se, hvornår vi blev forlovet. Tidlig i foråret, altså før Deres love kom til.”

[Deleted]

Alexander var en retfærdig mand – om ikke andet, så set med hans egne øjne, for det var skam heller ikke fordi at han ønskede at fremstille sig selv som en plage og en pest, for valget var jo temmelig nemt. Den som man skulle vælge som sin mage, måtte være af nattens væsen som dem selv. Værre kunne det jo ikke blive! Bid og omdøb, så var der heller ikke noget problem! Alexander ønskede at holde racen ren, for ikke at glemme, at det var noget som gjorde det nemmere for ham at skulle finde styr på det hele og det var også noget af det som var det vigtigste. At denne lov ikke var noget som ville omfatte alt og alle, var noget som han allerede var klar over fra før af, så var det jo bare sådan at tingene måtte være. De gyldne øjne hvilede på hans skikkelse. At lykønske ham ved den specielle anledning var vel bare på sin plads? Det var da om ikke andet, så sådan at han selv måtte se på det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lod hovedet søge let på sned, som han roligt lyttede til hans ord. At dette var i anliggende med ægteskabet var noget som han kunne gætte sig til. Hvis der havde været noget problem med dette, så havde han brudt ind allerede ved forlovelsen i stedet for alt det andet. Dokumentet var noget som han roligt tog i sine hænder og vendte blikket mod det og begyndte at læse, selvom det krævede en voldsom anstrengelse for han havde jo heller ikke læsebrillerne med. At stå med håndfaste beviser var noget som han faktisk satte pris på, selvom han kunne høre på Isaacs hjertebanken at han måtte tale sandt. Så gammel og så erfaren af slagsen som han måtte være, så kunne han tyde og spore det som det rene ingenting, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. Han læste det igennem og specielt datoerne var noget som han måtte tage i blikket. Et stille og næsten kynisk smil bredte sig på hans læber. Han var ikke den bedste til følelser og det havde han aldrig været. Han hævede blikket igen og nikkede så. ”Jeg anede, at det var noget som havde med dette at gøre.. Jeg har et andet dokument klar.” Han rullede dokumentet sammen og rakte det tilbage til ham, kun for at række hånden ind under hans egen kappe og fiske et andet frem. Det var allerede nedskrevet, det skulle bare signeres og det kunne han gøre hurtigt. ”Jeg hørte om brylluppet som fandt sted kort efter at lovene kom til verden, Isaac. Jeg vidste at forlovelsen var sket før det. Jeg sætter bare pris på ærlighed.. Det betaler sig selv i Dvasias.” Op af den anden lomme fiskede han en fjerpen og det som kunne minde om et rødt stearinlys som han holdt i sin hånd. Han rullede pergamentet ud som direkte beskrev, at han accepterede og godkendte deres forhold og ægteskab. Han rakte det til Isaac så han kunne læse det igennem. Med lovene på deres side, ville de fortsætte med at være sammen, uden at blive plaget af dvasiansk eller vampyrisk lov og orden. Det var vel også sådan noget som han i bund og grund søgte efter? For ikke at glemme at Alex ville lægge en beskyttende hånd over dem i det vampyriske samfund. ”Læs og accepter. Så signere jeg og du kan få det med dig hjem,” afsluttede han roligt.

[isaac]

At lave en særlig aftale med greven af Dvasias, kunne man jo se på med to perspektiver, kendte man greven personligt, var det lettere at stole på ham, men så godt kendte Isaac ham jo heller ikke, så han var nød til at gøre det efter Alexanders rygte. Han var adelig og hørte selvfølgelig alt om nærmest alle de mest vigtige personer der var i de forskellige lande, specielt fordi han selv tilhørte det neutrale. Hans blik hvilede stilfærdigt og en anelse sagte på Alexanders skikkelse, som han måtte læse dokumentet igennem. Han var skam en mand af ærlighed og eftersom manden var vampyr, burde han vel også kunne tyde det på ham? Han gik selv meget op i værdighed, ærlighed og troværdighed, han gik op i loyalitet og faktisk alt det andet som typisk lå til adelige, specielt fordi det var dem som skulle lave og træffe de mere vigtige beslutninger, specielt når det kom til ens eget land. Han havde jo selv planer om at lave en tilbygning til hans chateau, som skulle foregå som både en skole og et børnehjem, for at hæve uddannelsesniveauet, for at der ikke skulle være den største forskel i rang og statusser, så alle ville blive set på som jævnbyrdige og ligeværdige. Det var da om ikke andet hans mål. Han lyttede til hans ord, hvor han roligt tog imod hans eget dokument igen, som han pakkede sammen og gemte under den mørke kappe endnu engang, inden han igen vendte blikket mod Alexander. At han havde et andet dokument, måtte dog fange hans interesse, hvor han kneb øjnene en anelse eftertænksomt sammen. Han tog roligt imod dokumentet, inden han vendte blikket mod det og begyndte at læse det, så han fik hver en detalje med. Som hans øjne faldt på dokumentet, blev Pixarius blot mere opmærksom på Alexander, for han skulle ikke have at hans egen rytter blev skadet, desuden var der det lille problem han havde med andre rovdyr, specielt fordi han selv var et af de ædleste af dem alle, for mange drager var der ikke tilbage, og det var en ældgammel race, som gik længere tilbage end nogen af de andre levende racer! At det var et dokument som beskrev godkendelsen af hans og Alicias forhold, var noget som et sted måtte glæde ham, for så behøvede de da ikke at skulle tænke på det. Endnu en forhindring som de var kommet forbi. Han vendte roligt blikket mod Alexander igen, ganske sagte og dog stilfærdigt. Han nikkede endeligt, inden han igen rakte Alexander dokumentet. ”Jeg acceptere det skam. Alicia kommer til at gå under de manjanske love, uden at andre love fra Dvasias skal puste os i nakken,” svarede han kortfattet, hvor et lille træk fandt sted ved hans ene mundvig. ”Det er noget som jeg sætter frygtelig stor pris på Alexander,” tilføjede han ganske så stilfærdigt, uden at han tog blikket fra manden, ”og takker mange gange.” Han nikkede let med hovedet, som blot et tegn til hans taknemlighed. Han blev blot stående, for at afvente at han skulle skrive under, så han kunne få det med hjem, som et bevis på at hun ikke gik under lovene.

[Deleted]

Måske at Alexander var dvasianer og med alt hvad det måtte indebære, så var han ikke direkte morderisk, kold og kynisk. Ja, han havde problemer med at udvise disse følelser for nogen generelt, men det var vel noget som i sig selv, også måtte komme med tiden? Han arbejdede på det, for han ønskede jo selv at vise Cassie at han virkelig elskede og holdt af hende på denne her måde, om det jo så var noget som hun ønskede det eller ikke. Et sted at få lov til at sætte blik på Greven af nabolandet, var noget som han bestemt heller ikke havde noget imod. Der var ingen strid, faktisk kun en rolig og næsten behagelig samtale. Man behøvede jo heller ikke at føre krig af den grund, hvilket mange i den grad også havde brug for at skulle finde ud af, selvom det vel kom med tiden? Alex havde vampyrerne i sin kontrol mere eller mindre. Der var jo selvfølgelig den lille flok som altid skulle sætte sig op mod de nye reformer og det som måtte følge med, selvom det virkelig ikke var noget som han måtte tage sig af. Han var en retskaffen og dog alligevel meget hård mand. Forlovelse og ægteskab var noget som han fint kunne godkende, så kunne han virkelig heller ikke se nogen grund til ikke at skulle gøre det. At hans drage måtte holde øje med ham, var noget som han næsten fandt morende, selvom han nu ikke direkte valgte at sige noget som helst til det, så var det vel bare at tage det hele et skridt af gangen? Selv blev han stående. Det sidste som han ønskede for øjeblikket, var da at indgå i nogen som helst former for strid med denne mand. At han kunne godkende og acceptere det, var noget som han selv priste sig for. Han nikkede ganske stilfærdigt mod ham og med de gyldne øjne hvilende intenst på hans skikkelse. Det var ganske rigtigt et blik af et rovdyr, men lige nu ønskede han skam heller ikke at åbne en krig mod det dvasianske! ”Hverken love af Dvasias eller love af vampyrerne vil komme til at forfølge jer, så længe at dette dokument bærer mit segl og min signatur,” medstemte han roligt, også for at gøre det helt konkret for Isaac. De ville kunne leve deres trygge liv i det manjanske uden at skulle frygte direkte for at andet ville komme efter dem. Han tog dokumentet rolig til sig igen. Han gik roligt ned i knæ, for han signerede det, hvor han derefter tilførte sit stempel og med den stadig rolige og faste mine som altid. Det var skam bare det som måtte ligge mest naturligt til ham. Han rettede sig endnu en gang op og vendte blikket mod Isaac. At han havde valgt at tage dette møde alvorligt og med respekt til de nye love, var han selv glad for. ”Og endnu en gang tillykke,” sagde han roligt, som han rakte ham dokumentet efter at seglet var tørt, så det kunne rulles sammen. Mødet var vel så godt som afsluttet? Dokumentet var underskrevet og ægteskabet accepteret. Det var vel det som Isaac i bund og grund var kommet for?

[isaac]

Det eneste som Isaac var kommet for, var at få afklaret med Alexander, at Alicia ikke skulle gå under disse nye vampyrlove. Han havde selvfølgelig den klareste og dybeste respekt for disse love, for når alt kom til alt, så forstod han udmærket godt Alexander, for han stod jo også selv som greve og leder for sin egen race, nøjagtig som Alexander måtte gøre. Han vidste at det var et stort ansvar, at man havde meget at se til, selvom.. fordi at Dvasias var kvindedomineret, så var det vel egentlig Cassie som måtte styre det hele? I hvert fald når det kom til grevearbejdet. Der var det jo så ham selv der stod for det hjemme i Manjarno, selvom at han selvfølgelig indviede Alicia i det hele, nu hvor hun stod som hans grevinde, og det var noget som han virkelig var frygtelig glad for! Bare tanken omkring det, gjorde ham lykkelig! Han elskede hende virkelig, og han ville gøre alt for at kæmpe for deres forhold, derfor ville han heller ikke have at andre love skulle puste og ånde dem i nakken, uden at de kunne slappe af, men hele tiden skulle se sig over den ene skulder, derfor var det også grunden til at han personligt opsøgte greven. Han frygtede ham ikke, for det havde han ikke den mindste grund til, uanset hvad race han så end var. Alicia havde jo selv boet i Dvasias, hun havde selv været vampyr, og havde faktisk overfaldet ham til at starte med, selvom.. hun var god, så hvorfor skulle Alexander ikke også bare have lidt retfærdighed og faktisk lidt godt i sig? Alle havde jo faktisk godt og ondt i sig, selvom.. der var de som skilte sig ud, der var de, som kun besad ondskab, og der var de, som kun besad godhed. Han nikkede ganske roligt til hans ord. ”Det er forstået,” endte han stilfærdigt. Ingen love kunne skille ham fra Alicia, så var han virkelig også dybt tilfreds! Han så blot til, som Alexander måtte gå ned i knæ, sætte sin underskrift og sit segl, så han selv kunne få det med hjem, også som et bevis på at de havde indgået en aftale. Det var jo også noget som beviste freden mellem Dvasias og Manjarno, noget som han gerne ville vedvare, for han ønskede bestemt ikke krig med nogen som helst! Han nikkede endnu engang en anelse dybt og dog taknemligt. ”Jeg takker mange gange.” Et skævt smil gled over hans læber, som han roligt tog imod dokumentet og sørgede for at pakke det ind under kappen, et sted hvor det ikke ville flyve ud, under turen hjem. Han vendte blikket kort mod himlen. ”Jeg går ud fra at solen snart står op, så jeg vil ikke tage mere af Deres tid,” endte han stilfærdigt. ”Endnu engang tak. Det er noget jeg sætter frygtelig stor pris på,” tilføjede han roligt, som han let bukkede for manden, inden han vendte blikket mod retningen hvor hans chateau måtte ligge. ”Farvel Grev Imirachi,” endte han stilfærdigt, som han nikkede mod Pixarius, der fløj op i luften og gjorde sig til sin fulde størrelse, inden han sprang op på ryggen af det store prægtige dyr. Pixarius gjorde et let sner, inden han satte af fra jorden, blot for at sprede de store vinger, som han fløj væk og hjem mod chateauet.

//Out

[Deleted]

Alexander vidste at det var hårdt mod hårdt at sætte disse love ind, men det var nødvendigt. Landet var ganske rigtigt kvindedomineret, men det var virkelig ikke noget som han måtte tage sig af på nogen som helst måde overhovedet. Det var ham som stod som leder for racen, skulle holde styr på dem, men det var faktisk også ham som lavede alt grevearbejdet, også fordi at Cassie hverken kunne læse eller skrive. Ganske rigtigt så øvede han med hende, men hun fandt det vel en anelse pinligt at hendes egen mand skulle stå der og lære hende alfabetet og lære hende at læse og skrive? Han forstod det ikke, men han prøvede virkelig! Han var måske ikke den bedste til følelser, for det var noget som han altid havde været fuldkommen lukket overfor. De gyldne øjne vendte han roligt tilbage mod Isaac. Hans drage skænkede han ikke så meget som et blik. Måske at han var dvasianer, men der hvilede jo stadig respekt i ham og til dels også retfærdighed, ellers ville det da klart være ham som stod med de største problem. Racerne havde jo haft mange ledere igennem tiden og indenfor hans, så var det i den grad Derick som måtte stå som den stærkeste, så det var heller ikke fordi at det var en lille forventning som han måtte leve op til. Tvært imod, så var det faktisk en stor en af slagsen! Han nikkede mod ham som han tog imod dokumentet. ”Solen er oppe i løbet af kort tid, så nej.. jeg har ikke meget tid,” sagde han roligt og ikke mindst ganske kortfattet. Dette møde havde ikke taget lang tid, men det var rejsen som kunne være lang for hans vedkommende og nu hvor de var gået ind i sommertiden, så var det heller ikke fordi at mørket hærgede særlig længe af gangen, hvilket i den grad også var noget som måtte irritere ham og noget så forbandet meget endda! Han fnøs ganske kortfattet som han vendte blikket mod dragen som pludselig bare måtte tage til i størrelsen. Som sagt, så skulle man ikke dømme bogen på omslaget og det var skam heller ikke fordi at han var kommet for at erklære krig eller noget som helst. Nej, han ville egentlig bare have styr på sagerne og det var heller ikke noget som kunne ske hurtigt nok, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han gik roligt tilbage til sin store hingst som Isaac havde valgt at søge direkte til himmels, kun for at skulle sætte sig op og tage fat i tøjlerne endnu en gang. ”Farvel Grev Izakaya,” gengældte han med en ganske kortfattet og ikke mindst betydelig stilfærdig stemme, idet han satte hælene direkte i siderne på den store hingst som hurtigt måtte sætte op i fart og løbe direkte igennem mørket. Han skulle jo trods alt gerne nå hjem inden at solen ville ende med at stå op, så det var jo heller ikke fordi at han havde alverdens med tid. Desuden så måtte han jo helst være hjemme inden at Cassie vågnede. Det var jo altid rart at ligge ved hendes side og se til at hun slog øjnene op når solen stod op.

//Out