I hate to be late!

[ryan]

Ryan kunne ikke rigtig blive klog på denne mand. Der var mange ting som spillede ind, men på den anden side, så kendte han jo heller ikke direkte til mandens baggrund og hvordan han var endt her, det eneste han kort havde fået med, et lille brudstykke af en sammenhæng, var at han havde hjulpet denne Alaster, en mand fra mørket, så mon han var gået imod sit eget land for at hjælpe en dvasianer? Det var virkelig ikke til at fatte, men det forklarede så stadig ikke hvorfor han var taget til Dvasias, for han kunne vel være blevet i Manjarno? Det gav ingen mening for Ryan, for han så virkelig sådan på det: et lysvæsen i Dvasias, var som et omvandrende tag-selv-bord. I så fald kunne han vel have taget til Imandra? Eller endnu længere væk og startet et nyt liv op i Peula? Der havde han heller aldrig selv været, men det var også et mindre land, ret rebelsk og levede på naturlovene; dræb eller bliv dræbt. Sådan var det også i Dvasias mere eller mindre, men her havde de i det mindste et kongehus, selvom Ryan aldrig rigtig havde fulgt reglerne, det var ærligtalt ikke noget som han gik op i. Han fnøs kortfattet til hans ord og rystede lettere hånende på hovedet. ”Det undrer mig ikke at et simpelt lysvæsen som dig, ikke ved at dvasianere oftest er egoistiske. De manipulerer med jer godhjertede væsner, udnytter jeres naivitet og derefter dolker jer i ryggen,” svarede han stilfærdigt. Hvem gjorde egentlig ikke det her i Dvasias? Sådan var livet her, sådan var han selv i hvert fald. Selvfølgelig kunne man skille sig ud på visse punkter, men en dvasianer så oftest sort på procianerne og generelle lyse væsner, så det undrede ham ikke at denne Alaster havde udnyttet ham.
Det var tydeligt at mærke på denne mand at han virkelig var rædselslagende for at blive bidt, noget som virkelig også måtte more Ryan betydeligt! Han kunne ikke lade vær med at smile det kække smil, som han kunne mærke Shanes hjerte slå hårdere og hurtigere imod hans bryst, som slog det for livet, han kunne mærke hvordan han vred sig for at prøve at komme væk, selvom han blot strammede grebet omkring hans hals så det ikke ville lykkedes ham, og at mærke hvordan pulsen steg i hans krop, det var alt sammen noget som gav Ryan underholdning, som måtte more ham noget så grusomt, for han fandt det jo som en direkte fornøjelse at lege med ham på denne intetsigende måde! At han var ved at miste vejret kunne Ryan dog også mærke, hvilket også fik ham til at løsne grebet en anelse omkring hans strube, for han skulle jo nødig besvime af luftmangel! Det ville jo ødelægge alt det sjove!
Ryan førte sin mund tættere mod Shanes hals, hvor han kunne mærke den pumpende puls, lugte blodet der strømmede igennem hans krop og høre hvordan hjertet slog af ren panik og frygt. Han nød det virkelig. Han førte de sylespidse hjørnetænder tættere mod hans hals, hvor han prikkede hul på hans pulsåre, blot for at lade tungen glide næsten lokkende og legende over hans sår for at fange blodet der begyndte at strømme frem. Der var dog ingen tvivl om at hans blod virkelig var noget så udsøgt! At han lige skulle dumpe ind i et lysvæsen på vejen, var da det bedste som var sket! Han trak let hovedet til sig, som han vendte de dybblå øjne imod Shane, selvom de var ved at få et mere rødligt skær. ”Eller.. skal jeg mon forvandle dig i stedet for?” spurgte han lettere kynisk og med et legesygt glimt i blikket.

[Deleted]

Der kom stadig ingen ord eller bønner over læberne hos Shane. Han ville ikke give ham den morskab! Selvom hans frygt jo nok var tydelig at aflæse med den skælvende krop og som vampyr kunne hans modstander jo også høre hans hjerte banke hurtigere. Af frygt. Han var altså slet ikke tryg ved dette her. Han ville allerhelst bare væk! Hvorfor skulle han også være endt herude? Han havde jo aldrig gjort noget forkert i hele sit liv! Minus den del med at hjælpe Alaster, men det så han selv bort fra, da han ikke kunne se det forkerte i det selvom han havde efterladt sit land. Forrådt dem ved og hjælpe en fange ud.
Han mærkede smerten selvom det ikke blev så meget et bid, men mere et stik. Dog så fik det den første lyd fra ham. Et sammenbidt klynk af smerte. Hans krop skælvede endnu mere, da han kunne mærke tungen mod sin hud. Det kildede på en foruroligende måde. "Hold op..." hviskede han lidt sammenbidt. Mest for sig selv. Det var både ment som at Ryan skulle stoppe med sit bideri og ment til ham selv om han skulle holde op med at ryste. Han kunne dog stadig mærke et par enkle dråber af sit blod der gled ned over halsen. Det var ikke en særlig god fornemmelse. Han havde kæmpet for ikke at blive bidt og så skulle det ende med det alligevel! Han så ned og forsøgte at dække sin hals. Forhindre adgang til den og lagde den ene hånd over hvor det blødte og kunne mærke det varme blod mod sine fingre såvel som mod halsen. Han måtte stoppe det eller så forblødte han! Det var måske kun et lille hul i halsen, men hans hånd var allerede helt rød. I alle fald var det varme blods fornemmelse over hele hans håndflade. Han så mod sine fødder. Lige nu var han glad for mørket. Det skjulte synet af hans eget blod. Dog ville han jo ikke bløde hvis det havde været lyst. Det hele hang sammen med mørket. Det forbistrede mørke. Han reagerede tilsyneladende ikke meget på det sidste der blev sagt. Dog gik der et jag igennem ham af skræk, men han viste det ikke ved og bevæge sig. Han følte sig underlig. Det gjorde ikke helt så ondt mere, men han blødte jo stadig? Så det var en skidt ting lige gyldig hvordan man så på det. At dvasianere og Alaster især havde udnyttet ham var ikke fakta der var ham ukendt. Han ville bare ønske han kunne hævne sig på Alaster. Selvom han elskede den mand så ville han nu gerne kunne gøre en lille ting for at ramme ham som han selv var blevet ramt. Men der var ingen manden holdt af eller stod nær og Shane ville heller ikke dræbe. Han var jo trods alt et væsen af lys og fanget i dette land. Og nu var han bogstavelig talt fanget. "Hold op med at lege med mig.." Han så lidt op, men dækkede stadig sin hals. De grå øjne viste frygt, men dog var der også en tomhed i dem. Han ville nu helst have Alaster skulle have dræbt ham hvis det nu var. Han anede ikke hvorfor. Det var bare...ønske tænkning? Han ville ikke være denne vampyrs legetøj for en nat. Han var fanget så Ryan kunne jo gøre som han ville. Shane havde ingen chancer for at slippe fri før han fik lov.

[ryan]

Det at høre Shanes hjerte slå hurtigere og hårdere imod brystet, gjorde det kun tydeligt for Ryan at manden var bange. Lige præcis hvad han var bange for, kunne han ikke sige, men det morede ham virkelig betydeligt! Han elskede den effekt han kunne have på sine ofrer! Nogle værre end andre, men bare det at skræmme dem fra vid og sans var noget som han fandt underholdning i. Han havde ikke nogen deciderede planer med Shane, han kunne dræbe ham og nyde hans blod, han kunne omgøre ham selv til vampyr men.. det var der jo intet sjovt i. Dræbte ham, så var der intet imponerende ved at se et lyst væsen i Dvasias og det samme hvis han forvandlede ham, selvom det ville blive en grum oplevelse for et lysvæsen. At blive vampyr var noget som de fleste af de lyse væsner måtte frygte, at blive til et monster der skulle dræbe for at overleve, drikke blod for ikke at gå i dvale og dog var det jo fantastisk at være vampyr! – hvis han dog selv skulle sige det. Blodet der strøg ned over Shanes hals, var noget som fangede Ryans opmærksomhed. Han kunne tydeligt dufte det røde, varme og velsmagende blod, som han jo allerede havde fået smagen på tungen. Det duftede virkelig himmelsk! Selvom det smagte langt bedre! At han lagde den ene hånd over sin hals for at prøve at dække den til, så han ikke kunne komme til, ville ikke gavne ham meget i den anden ende. Når en vampyr havde sat sig op efter noget, så skulle han bestemt nok også få det! Han kunne tydeligt mærke Shane ryste i hele kroppen, hvilket kun morede ham endnu mere! Han skælvede af frygt og ubehag, noget som Ryan alligevel ikke kunne lade vær med at nyde. Det var sjovt som de levende måtte reagere når deres liv var i fare. Nogle var selvfølgelig ligeglad, mens andre – som Shane – blev bange, skælvede, rystede og dirrede af den rene frygt. Han tog let omkring Shanes hånd, der dækkede for halsen, inden han fjernede den med et fast greb. Han kunne så let som ingenting brække hans hånd, og endnu vigtigere; han kunne så let som ingenting dræbe ham på stedet. ”Holde op med at lege med dig?” gentog han næsten morende, som han kluklo ganske let. ”Jamen dog.. det er nu det sjove først skal til at ske, ”hvislede han med en faretruende undertone, som han blottede sine sylespidse hjørnetænder igen, hvor han denne gang lod dem bore sig så dybe de var ned i hans hals. Han lukkede øjnene ganske let, som smagen af hans blod ramte ham, hvilket virkelig var udsøgt! At møde et lysvæsen i Dvasias var virkelig et lykketræf! Hvem havde regnet med det? Ryan var så bare den heldige vampyr der var faldet over ham i nattens buldre mørke. Han havde haft travlt fordi han kom for sent på arbejde, men det var ærligtalt ikke en tanke som slog Ryan det mindste. Han sugede blot blodet i sig, hvor det smagte ham noget så godt! Hvorvidt han skulle dræbe ham eller ej havde han dog ikke bestemt sig for, men nu fik de jo at se om han overhovedet var i stand til at stoppe igen, nu hvor han mæskede sig i det dejlige, varme blod.

[Deleted]

At være bange var vel ikke så sært når man stod der i et af de væsner som man frygtede mest?! Og uden chance for at slippe medmindre man blev udvist barmhjertighed, men kendte vampyrer overhovedet til den slags? Han havde i årevis hørt om hvor blodtørstige og hjerteløse væsner de var uden skam i livet. Uden respekt for liv og uden tanke på alle de lig de efterlod sig. De tænkte kun på deres egen sult og underholdning. Hvilke tanker der så blev gjort omkring hans egen skæbne var kun noget han frygtede at kende til. Han håbede stadig så underligt, at alt dette blot var et mareridt! Men han var sikker i sin sag på, at det desværre ikke var en kendsgerning han kunne klynge sig meget til. Han måtte klynge sig mere til følelsen af sit eget blod der stille tog sig en tur ned over hans hud. Han ville dog ikke klynge sig til det, men havde han andet valg? Det var virkelighed og selv hvis nogen kom forbi og så ham blive offer så var de i Dvasias så ingen ville sikkert gøre noget. Andet end måske se på. Han fik helt kvalme af tanken om hvordan de væsner kunne leve med sig selv, men de havde jo ingen skam i livet mange af dem. Mange som denne vampyr. Han havde godt set mange på Krypten se sulten efter ham fordi de vidste han var sjælden og de måtte ikke så meget som prøve smage. Han kunne takke ejeren for det, men herude. Herude måtte han klare sig selv og han havde dummet sig stort. Og dette var prisen. Hans liv højst sandsynligt. Men hvis han blev skabt til et af disse igler ville han hellere kaste sig ud i lyset og dø på stedet end leve som dem!

Han havde lyst til og gøre modstand igen. Vise han ikke bare ville være hans mad. Men han havde ikke flere kræfter til noget. Han stod nok kun op fordi han blev holdt fast. Han ville næppe kunne stå ret godt selv nu. Han kunne ikke opholde meget energi i sig i dette tætte mørke der lå i landet. Om dagen gik det lige, men om natten var han et let offer. Havde han jo tydeligt vist. At hans frygt og forsøg på at forsvare sig så blot var underholdning for Ryan stod et sted klart for ham, men alt virkede samtidig også så tåget og sløret så det gjorde ondt. Det hele snurrede rundt for ham i hovedet. Han var træt og udkørt efter løbe turen der havde taget næsten alle kræfter og energi og den sidste var så brugt på at gøre modstand. Lige nu ville Alaster sikkert bare more sig med over, at Shane fik det som han så tit og længe var blevet advaret imod. Eller måske ville han bare gå videre. Ligeglad som altid. Han så op, da hans hånd blev fjernet fra halsen. Det eneste svage værn han havde haft. Han vidste der kom et bid til nu. Der gik et jag og stik af frygt igennem ham så snart han mærkede de skarpe tænder bore sig dybt ned i huden. Han følte næsten hans hjerte stoppede for et par sekunder. Hjertestop? Skulle han dø af skræk nu? Dog gik det snart igang igen. Det havde nok bare været chokket. Men et sted ville han ønske det havde været slut med ham. Han levede jo bare videre i smerte til det blev afsluttet af den dumme vampyr. Han havde forventet bidet, men det gjorde mere ondt end første gang. Dette var et rigtigt bid. Han stod dog som forstenet. Han kunne ikke røre sig af mangel på kræfter og af ren og skær chok. Alt begyndte at blive mere sløret for hver dråbe han nærmest følte forlod hans krop. Og det gik stærkt. Hvordan mon det var at dø sådan her? Ville han overhovedet mærke noget? Bidets smerte var dulmet lidt nu. Ville alt bare gå ud og så var det slut? Eller ville han føle hver eneste fiber smerte indtil han gik bort? Han vidste det ikke og mærkede slet ikke hans ene hånd gribe fat i stoffet på Ryan´s tøj ved dennes brystkasse. Det var der den var endt med, at blive låst fast før. Ikke fordi det nok hjalp, men han havde bare brug for. Ja at fokusere på noget andet end smerten i sin hals. Et par enkle tårer løsrev sig omsider og løb ned over hans kinder. Hans øjne var store og fyldt med frygt. han havde dog af en underlig grund fået lagt sit hoved lidt tilbage og til siden som om han alligevel bad bidet velkommen. Men det var næppe sandheden og måske han ikke selv havde gjort det? Han kunne ikke huske det og bad bare til det snart var ovre. på den ene eller anden måde. Selvom.. smerten blev mindre og mindre, men han frygtede hvad der kom senere hen. Mere smerte? En tomhed? Eller måske han vågnede op og selv havde tørst efter blod.

[ryan]

Det var mere end tydeligt for Ryan at dette lysvæsen var skræmt. Han kunne høre det bankende hjerte hamre af sted mod brystkassen næsten i et forsøg på at bryde ud og slippe væk fra smerten. Han kunne mærke blodet i Shanes årer, der flød hen til den åbning han havde gjort med tænderne og mæskede sig i det udsøgte blod, der virkelig smagte noget så himmelsk! Han måtte indrømme at lysvæsenblod virkelig var noget af det bedste! En skam at det kun ville være en enkelt buffet, for det kunne næsten være lækkert at kunne søge til et dumdristigt lysvæsen i Dvasias for at få stillet sin sult, men.. det var vel umuligt? Hvis han ikke gjorde det af med Shane nu, så ville et andet mørkt væsen da bare gøre kål på ham, hvis ikke en anden vampyr. Men på den anden side, hvis Shane for det meste kun opholdt sig ude i dagslys, og han var i sikkerhed fordi han arbejdede på Krypten, jamen så kunne det vel egentlig godt lade sig gøre? Ryan havde jo sin dragetatovering på skulderbladet og ned over venstre arm, som netop beskyttede ham imod sollyset, så han kunne jo bare opsøge knægten når det var lyst? Det lød virkelig tiltalende! I al den tid han mæskede sig i Shanes blod overvejede han hvorvidt han skulle tage livet af ham eller lade ham leve. Det kunne selvfølgelig også være morsomt at omgøre ham, så han ville blive en del af mørket, en form for lærestreg af at søge til Dvasias, når han slet ikke hørte til her! Han burde ikke være særlig stærk her i landet, heller ikke i dagstimerne, for det var langt mørkere i Dvasias end det var i Procias, selv i dagstimerne og i sommertiden, varmen og lyset var langt mere intenst i Procias. Hans opmærksomhed blev dog fanget, da Shane valgte at tage fat i hans skjorte ved brystet, hvilket for en kort stund fik ham til at stoppe med at suge blodet i sig, hvor han ganske roligt trak hovedet til sig og vendte blikket ned mod hans hånd. Det var et utrolig let og svagt greb. Han vendte blikket mod Shane, der var endt langt mere bleg i ansigtet og næsten også så helt mager ud, efter at have mistet så meget blod. Et kækt smil gled over hans læber, hvor han lod tungen stryge langsomt og næsten tænkende over hans læber, for at få de sidste dråber blod i sig. Han holdt stadig fast i Shanes ene skulder, for at han ikke skulle flygte eller knække sammen for den skyld, som han trykkede ham op imod muren, så han stod fastklemt mellem ham og den kolde væg. Han betragtede Shane lettere overvejende og vurderende. Han kunne jo godt lade knægten slippe. Så ville han arbejde på Krypen hvor ingen ville kunne røre ham og derefter søge væk igen når det var lyst, så han ikke ville støde på flere vampyrer. Han kunne opsøge ham i dagstimerne og få mere blod og så kunne Shane fungere som hans personlige bloddonor? Hans eget lille tagselvbord. Et grumt og noget så lusket smil gled over hans læber, som han endte med at slippe taget i Shane, for at bakke nogle skridt væk, hvor han også tvang sig ud af Shanes greb i hans skjorte. Han rettede ganske let på skjorten, da den var endt en anelse krøllet efter Shanes greb. Han lagde armene over kors ved brystet og betragtede Shane med et morende glimt i de dybblå øjne. ”Jeg tror jeg lader dig slippe,” svarede han lettere overvejende, som hovedet søgte ganske let på sned, selvom han ikke lagde skjul på den luskede undertone, der kun indikerede at han havde planer foran sig. Han betragtede Shane, hvor han tydeligt kunne se at han havde taget ret meget blod, om han overhovedet ville overleve anede han ikke, hvilket næsten ville være en skam, men det kunne han jo ikke gøre noget ved. Det så ud til at Shanes liv lå i en ukendt tråd, enten ville han overleve, eller også ville han dø. Han blev stående, næsten for at se hvad Shanes næste træk ville være.

[Deleted]

Hvor længe han blev udsuget for dyrebare blod dråber var ukendt for Shane. Han var temmelig sikker på, at han var besvimet undervejs og kun var vågnet op fordi Ryan stoppede sit drikkeri igen. Han kunne mærke hver en fiber i kroppen skrige. Skrige af smerte og rystede af udmattelse. Han kunne næppe løbe mere hvis det var han fik lov at stikke af. Han var for træt. For svag. Han støttede sig til muren bag sig efter Ryan slap og bakkede væk. var det slut nu? Var han enten ved at dø eller fik han lov og leve? Han vidste det ikke og gled bare roligt ned og sidde mens han hev lidt efter vejret. Hans hjerte føltes næsten som om det var gået i stå midt i det hele og nu var ved og vågne op igen og skulle have ilt til og pumpe resten af blodet rundt. Han holdt svagt en hånd op imod sin blødende hals. Det blødte dog ikke så meget som han havde troet. Men han kunne godt mærke den varme væske mellem sine fingre. Han fik det næsten skidt igen. Dog så var han nok i så dårlig en tilstand som han kunne komme. Han så ikke op på Ryan i ren frygt for denne stadig stod der. Klar til nyt angreb måske.
Han hørte knap hvad der blev sagt. Han nægtede i alle fald at tro det var sandt. Og han fik lov og slippe?! Han havde jo allerede bidt ham! Og drukket hvem vidste hvor meget blod! Og han kunne bestemt ikke lide den tone han mente at opfange. Det tegnede skidt alt dette her. Ville han nu slet ikke kunne føle sig tryg mere?! Eller..jo i dagens timer kunne han jo sagtens gå ude. Han måtte bare sørge for fremover ikke at blive ude og så sent og ikke rende så langt væk. Ja.. Det var hans plan. Han lukkede stille sine øjne lidt i. Sagde ikke et eneste ord, men i hans hoved lød der stille bønner igen og igen om, at han ville forsvinde. Nu. Han var bange og han ville helst bare have Ryan forsvandt. Lod ham være. Han holdt stadig hånden mod sin hals. Hvis Alaster så ham fremover ville han blive rasende når han så halsen med bide mærker. Alaster kunne dog nok bare ikke hade ham mere end han gjorde. Men stadig..Han havde et underligt behov for at gøre manden mere eller mindre tilfreds. Minus at rejse hjem. Han sukkede stille og kunne mærke kroppen ryste igen. Halvt af frygt og halvt af kulde. Og måske lidt af blodtabet. Han måtte op og stå og kom om på alle fire og fik skubbet sig op og måtte støtte sig til muren. Han åbnede øjnene op igen. Han måtte jo se hvor han gik og nok også se efter om han var alene nu. Men han havde ikke hørt nogen gå. Men så igen..vampyrer var jo temmelig gode til at bevæge sig lydløst så man kunne aldrig vide. Han børstede sine hænder for lidt gadestøv før han løftede hovedet og så op. Kun for at få øje på Ryan og han mærkede straks frygten stige igen. Og hjertet synke i brystkassen.

[ryan]

Det at få noget lysvæsen blod i sig, var noget der virkelig havde givet Ryan kræfter igen, for det var en næring som virkelig gjorde godt! Det var faktisk utrolig længe siden at han havde fået blod af et lysvæsen, for de hang jo ikke ligefrem på træerne her i Dvasias, det var også derfor det var kommet så meget bag på ham, at Shane faktisk boede her, for hvilket lysvæsen ville da bo her i landet der bestod af rent mørke? Han havde godt fået med at det havde noget at gøre med denne Alaster, som han havde hjulpet ud, og noget med at han var landsforræder, selvom det virkelig ikke var af nogen betydning for ham, for han var stort set ligeglad med hvad denne mand foretog sig, hvilke han kendte og om han havde nogle kære, for han kunne ende hans liv så hurtigt som ingenting, skønt han faktisk havde ladet ham slippe, man kunne vel betragte det som, var han i sit gode hjørne?
De dybblå øjne betragtede Shanes krop med hån i blikket, for det var tydeligt at han var svag og afkræftet, men det sagde jo sådan set heller ikke så lidt, når han var blevet drænet fuldstændig for blod. At han faktisk prøvede at komme op at stå, var noget som kun måtte more Ryan, skønt han dog intet gjorde, da Shane alligevel bare gled ned for at sidde igen. Et hånligt smil gled over hans læber, for dette var virkelig et ynkeligt syn! Direkte patetisk! Han lagde de stærke arme over kors ved det faste bryst, hvor han tydeligt kunne høre på Shanes hjerte at det var svagt og næsten ikke kunne få blodet pumpet ud i kroppen, så om han ville dø af blodmangel eller ej, vidste han ikke, for måske han ville overleve, men han tvivlede på at han ville have kræfter til at komme hen til Krypten, sin arbejdsplads lige foreløbig. Og i den tid kunne der jo stadig nå at komme andre forbi og gøre det af med denne mand, selvom han tvivlede på at nogen andre vampyrer ville have ham, for der var virkelig ikke meget blod tilbage! Noget der faktisk måtte more Ryan. Han så sig ganske let omkring. Der var ingen i miles omkreds, så for nu ville han da overleve, men der var forskellige måder han kunne dø på, selv kulden kunne tage hans liv i løbet af natten, hvis han ikke kom i ly og fik noget varme, for det ville sikkert gøre godt for kroppen.
At Shane kom op at stå, fik blot et skævt smil til at glide over Ryans blege læber, for det var tydeligt at han faktisk var stædig og prøvede, at han ikke havde tænkt sig at dø, noget som næsten var.. beundringsværdigt? Ikke fordi han sagde eller gjorde noget ved det, for han mente sine ord; han ville lade lysvæsnet slippe. Et køligt smil gled over hans læber. ”Pas nu på med hvem du ligger dig ud med en anden gang,” svarede han lettere hvislende og dog i en kølig tone. At det så var Ryan der havde startet det hele og ikke givet Shane nogen muligheder for at gøre modstand, var så en anden side af sagen, men han tvivlede på at Shane ville eller i det hele taget havde kræfterne til at svare ham igen. ”Hvis jeg var dig, ville jeg prise mig lykkelig for at være sluppet så let, og for dit eget bedste, så søg ud af landet!” Næsten som var det en advarsel i sig selv. Han bakkede flere skridt bagud, imens det kække smil hvilede på hans læber. ”Patetisk,” mumlede han for sig selv, inden han forsvandt i en hurtig bevægelse, for at søge ud i mørket og videre.

//Out

[Deleted]

Hvad der var godt og skidt i denne situation var ikke noget Shane kunne se ret meget forskel på. Han vidste ikke om han nogensinde skulle kunne leve som førhen nu han havde oplevet nattens bid. En ting han vel et sted inderst vidste der var fare for ville ske når han var hvor han var, men ja han havde ikke direkte frygtet det eftersom han jo normalt ikke var ude på denne tid. Men ja fremover ville han nok i stor grad være mere sikker i sin sag på at holde sig nær Krypten og gå ind længe før natten faldt på! Han ville ikke begå denne fejl to gange!
Men om det gjorde nogen forskel kunne man jo så spørge sig selv om igen og igen. Han nægtede næsten at tro denne blodsuger ville lade ham være fremover, men måske han var tilfreds med et bid? Plus han jo ikke kunne opsøge ham om dagen med den smule sol der nu var så han var jo i sikkerhed. Ikke?

Hvor meget blod han manglede efter denne oplevelse var han ikke klar over. Ikke nok til han ville dø her og nu, men nok til han var svag og næsten ikke kunne holde sig på benene og ikke særlig længe af gangen eller særlig godt. Det var måske mest viljen til, at ville væk og i sikkerhed der gjorde han overhovedet forsøgte og han kunne så meget som han kunne trods alt? Han var i alle fald ikke tryg så længe han sad her og var til fare for sig selv og nærmest bare råbte ud om han var klar til at blive spist fra. Tag selv bord for vampyrer. De var jo på vej frem nu og der var ikke meget tvivl om, at hans blod nok skulle blive opfanget i andres næser nu hvor det havde løbet frit. Og det gjorde det ikke ligefrem bedre, at fyren blev stående der og næsten lyste op i hån! Han hadede ham..Hadede ham! Og alle hans slags!
Han så ikke på ham da han talte. han ville bare have han skred og lod ham være. For altid. Han ville ikke se ham igen. Han havde ikke lyttet til Alaster så hvorfor skulle han lytte til denne vampyr? Dette monster? Han var jo allerede bidt og hvis han bare foretog sig sine forberedelser og ikke lod sig rive med så skulle han nok klare den. Han var ikke bange. Han havde vænnet sig mere eller mindre til tilværelsen her så meget det nu var muligt. Han sukkede da han atter var alene igen og slappede en smule af. Men han kunne ikke blive her. Af flere grunde. Han stod lidt før han fik skubbet sig selv videre. Hen langs muren. Mod Krypten og væk fra hændelsens sted. Han kom dog kun langsomt frem. Meget langsomt, men dog frem. Han var ikke klar over hvor lang tid turen tog den korte smule vej der var, men så snart han havde fået lukket døren bag sig og var inde i sit lille kammer sank han sammen og besvimede.

//Out