I hate to be late!

[Deleted]

Man kunne nok roligt kalde timing for fejlbedømt i aften. Mørket havde lagt sig over hele byen og landet med jo sikkert. Dvasias henlå atter i et tæt og dystert mørke fra top til tå. Men ikke alle var hvor de skulle. Shane var altid på denne tid inde i Krypten eller i alle fald lige udenfor hvor han hurtigt kunne smutte ind. At tænke sig han arbejdede et sted fyldt med vampyrer til daglig og især hver nat, men stadig var han bange for dem. Men herude var han også et bytte. Der var han tjener. Der var forskel og måske selv stamkunderne ville angribe ham herude? Han var ikke sikker, men han havde bestemt ikke nogen former for lyst til, at finde ud af det den mindste smule. Nej han ville helst bare hjem i sikkerhed. Hjem...et sært begreb for et lysvæsen at bruge til et sted fyldt med vampyrer der inderst inde helst ville sætte tænderne i en som ham. Han vidste udmærket godt hvor eftertragtet hans blod var af mange.
Tanken skræmte ham lidt; som altid. Han havde været ude i løbet af dagen for lidt motion og frisk luft, men var kommet for langt væk til, at han kunne nå tilbage i tide. Typisk. Det måtte han huske til en anden gang. Han trak hætten på sin trøje op for at skjule sig lidt. Naturligvis havde han ikke nogen kappe med. Næh nej den hang hjemme på væggen. Han kunne ellers godt bruge den nu. Den ville hjælpe med at skjule ham. Han satte farten lidt op, men der var stadig flere gader før Krypten ville blive synlig. Så godt kendte han da gaderne og byen efter de sidste par uger. Måneder. Hvor længe havde han arbejdet der? Men han kendte jo allerede lidt til byen i de mange måneder fra han var endt med, at forråde Procias. Sådan følte han det selv efter han havde hjulpet Alaster med at flygte. nej. Han rystede hovedet og smed tankerne ud. Han ville ikke tænke på alt det. Han ville bare hjem og var lige ved at snuble over sine egne ben, da han satte arten lidt op igen. Han støttede sig til husmuren og slap for et sammensted med gadens jord og sten.

[ryan]

Ryan havde selv søgt ud denne aften for at få stillet sin sult. Han brugte ikke dagene på så meget, foruden det sædvanlige; at stille sin sult og ellers voldtage tilfældige kvinder som han mødte på sin vej. Det var hvad han fandt sin underholdning ved, selvom de som han havde overfaldt nok var uenig med ham. Han havde denne aften lokket en ung og smuk kvinde med sig ind i en af de mørke gyder, hvor han havde overfaldt hende og bidt hende, slugt enhver dråbe blod ud af hendes krop, for at få stillet sin sult, og efterlade hende som ikke mindre end et indskrumpet lig. Han lå i øjeblikket på et af husenes tage, hvor han lå med en cigaret i munden og nød ellers tilfredsheden ved at have en forholdsvis fuld mave. Han lå og stirrede lettere åndsfraværende op mod den store og mørke himmel, selvom han ikke rigtig lagde mærke til noget som helst ved den. Han var ikke typen der så på stjerner, selvom han kun havde gjort det med Leah, for at vise at han faktisk godt kunne være romantisk, skønt det faktisk også kun var hende som så hans ’gode’ side.
Ryan strøg let en hånd igennem det halvlange mørke hår, selvom det endte lettere pjusket med det samme, fordi den milde vind måtte rive i det. Men med vinden kom der også en sær duft, i hvert fald en sær duft i forhold til at de befandt sig her i Dvasias; lysvæsen blod. Det kunne jo selvfølgelig være fra Krypten der kun lå nogle gader herfra, men det tvivlede han ærligtalt på. Han satte sig en anelse op og rynkede brynene en anelse spørgende og vagtsomt. Han indsnusede duften, som havde han været en ulv på jagt, for at finde sit bytte. Det var sandt; lysvæsenblod. Han rejste sig ganske roligt, som han begyndte at springe fra tag til tag, indtil hans dybblå øjne faldt på skikkelsen nede i gyden. Han satte sig roligt i hug på taget og betragtede ellers denne person iagttagende, som havde han været en høg. Hovedet søgte en anelse på sned, som han så hvilken hast denne.. mand måtte have, hvordan han snublede omkring og var ved at falde flere gange. Et morende smil gled over hans læber og var næsten det eneste tegn til at han var levende og faktisk kunne føle. ”Hvorfor den hast?” Hans stemme var intet andet end en hvislen, som han endte med at springe ned og lande foran manden, der næsten blev nødsaget til at stoppe op, hvis han ikke ville ende med at løbe ind i ham, skønt at han var vampyr, så der skulle meget til for at vælte ham omkuld. Han lagde roligt armene over kors og betragtede manden med et kækt smil om de rosa læber. Det var tydeligt at denne mand havde travlt, at han skulle nå noget, og hvad ville være bedre end at sørge for at han kom for sent, eller slet ikke dukkede op?

[Deleted]

At have travlt var noget Shane hadede! Han endte altid med, at miste fokus på omgivelserne og det kunne jo let komme til og koste dyrt! Han stoppede op næsten panisk og i chok, da en skikkelse kom ud af det blå foran ham. Han tænkte straks vampyr af ren vane og erfaring med de havde det med bare at komme frem ud af ingenting. Havde kostet et par glas og krus på Krypten fordi de morede sig med, at gøre det i starten for at skræmme ham så han tabte ting. Dog vidste ejeren det var kundernes skyld og de fik lov og betale erstatningerne. Men nu var de vant til Shane og lod ham mere eller mindre være i fred. Indendøre. Udenfor var nok straks en anden sag. Han så op med de klare grå øjne der var en smule urolige, men mørket skjulte det nok. Håbede han.
Han bed sig lidt i tungen og vidste at han ikke kunne løbe bort og slippe væk hvis det virkelig var en vampyr han stod overfor. Det kunne også være en warlock jo eller andet der kunne liste sig ind på ham. Han kunne nærmest bogstavelig talt mærke hårene rejse sig i nakken ved tanken om hvad det var han havde af muligheder til at stå overfor. Ingen af dem gjorde ham ligefrem mere tryg! Han havde lyst til at bakke væk, men det ville bare ende med at vise han var bange. Men han var ikke glad for der kun var så svagt en mængde af afstand til denne fremmede..skabning var vel det rette at sige nu han ikke kendte til opstanden af ham. Mand ville han ikke sige, da det var så neutralt. "Jeg har ting at nå.." Han ville ikke gå i detaljer med, at han burde komme på arbejde. Det var hans mindste problem. Det der gjorde han havde travlt var, at han ville væk fra gaderne! De skræmte ham ikke om dagen mere så meget, men om natten var han hunderæd mildest talt, men var det så sært? Et forkert skridt og han kunne ende som et lig. Eller blive flået i stykker alt efter hvad slags væsen han mødte. Han havde hørt om varulve og sådan, men heldigvis ikke mødt en. Han kunne næsten høre lydene fra Krypten nu, men den lå stadig lidt ude af syne. Han kunne dog spare sig at råbe op. Selv hvis nogen hørte ham ville den fremmede let kunne nå og dræbe ham inden der kom nogen. Og det var jo heller ikke sikkert nogen kom selv hvis de hørte ham? Han kunne ikke stole på folk her. Det havde han forstået temmelig hurtigt efter sin ankomst. Han bed sig i tungen igen og begyndte stille, at ville gøre sig klar til, at gå i en bue udenom manden for at komme videre. Hvis han bare forholdt sig rolig og ikke gjorde noget dumt så ville han snart være hjemme i sikkerhed bag Kryptens mere eller mindre trygge vægge. Derinde kunne ingen røre ham følte han. I alle fald var det et sikkert sted for ham. "Nu skal jeg nok flytte mig.." han vendte det om som om han spærrede vejen og håbede så lidt, at han fik lov og rende forbi. Han gik lidt til siden så man kunne passere hinanden og tøvede i et sekund før han så begyndte at gå frem, men i et meget mere roligt og normalt tempo end før for at virke rolig. Hvis det var en vampyr ville han uden tvivl vide hvad Shane var, men han håbede bare han fik lov og gå. Han bad stille i sit sind om at han slap forbi og kunne næsten mærke kulden omsvinge ham i det han skulle til og gå forbi manden.

[ryan]

At denne mand var urolig, var noget som han måske skjulte, men Ryan kunne tydeligt høre det på mandens hjerteslag, fordi det slog en anelse hurtigere og netop viste tegn til at han var urolig. Det var så kun noget der måtte more ham ubesindigt meget, hvilket også var tydeligt at se i de dybblå øjne, der hvilede intenst på ham. Det kække smil var ikke til at tage fejl af, som det tydeligt måtte afsløre, at han måtte have bagtanker og var ude på et eller andet, skønt det dog ikke var til at sige helt nøjagtig hvad. At manden havde noget at nå, var noget som var mere end tydeligt, det var jo også derfor det var så sjovt at stå i vejen, desuden, så var han faktisk nysgerrig på, hvad et lysvæsen som ham lavede her i det mørke Dvasias fyldt med rovdyr, der spiste lysvæsen til morgenmad, for det var vidst klart for enhver at engle- og lysvæsenblod stod højest på listen af blod der smagte udsøgt! Det var dog bare ufatteligt sjældent at man så væsner fra lyset her i Dvasias, for de trængte normalt aldrig ind på fjendens område, netop fordi at der var de væsner her i landet som der var. De fleste var dræber og dræbte uden grund, faktisk bare ved at folk stirrede på én, dog var Ryan ikke den type, han ville langt hellere have noget sjov, for han gik utrolig meget op i underholdning, selvom folk nok ville sige han havde en syg form for humor, nogle kaldte ham sågar psykopat, men.. han så bare tingene i et andet perspektiv, hvilket ikke var hans skyld, han så bare forskellige muligheder, ligesom med denne mand. Det kække smil bredte sig bare på hans læber, som et var tydeligt at han ville forbi og bare væk fra ham, selvom.. hvorfor gøre plads? Han havde slet ikke fået svar på de mange spørgsmål han brændte inde med, hvilket han jo heller aldrig ville, hvis han bare stak af, så det kunne de jo ikke have! Han trådte blot et skridt skråt tilbage, så han endte foran manden, da han prøvede at komme forbi ham, hvor smilet ikke falmede det mindste. Et lumsk og dog alligevel et noget så intetsigende glimt kom frem i hans dybblå øjne, som det var tydeligt at han havde mere på hjertet. ”Hvorfor så travlt?” spurgte han roligt, som han roligt lagde armene over kors. Han var ikke kun vampyr, men takket være hans mor, havde han warlockblod i årene, så han havde magiske tendenser, skønt hans magi ikke var nær så kraftig og udvidet som en fuldblodswarlock, men det gjorde også kun at han havde flere muligheder i sig, så uanset hvordan dette lysvæsen ville prøve at flygte og nå forbi ham, så ville han kunne stoppe ham på den ene eller den anden måde. Han lod hovedet søge let på sned, imens hans blik blev en anelse tænkende. ”Hvad laver et lysvæsen i Dvasias?” spurgte han kortfattet, skønt morskaben ikke forsvandt fra hans blik. Han var faktisk ufattelig nysgerrig efter at vide det, for.. det var jo unormalt! Og hvilket lyst væsen gad at bo her i mørket? Specielt ikke et lysvæsen der var afhængig af lyset, som også var noget kraftigere i Procias, for det var trods alt lysets land. Han forblev blot stående foran manden med armene over kors ved det faste bryst, som havde han været en urokkelig klippe, hvor han for længst havde givet udtryk for at han ikke lod ham slippe så let.

[Deleted]

Den korte glæde ved han måske så en chance for flugt eller flugt var måske så meget sagt, men mulighed for at komme forbi og væk forsvandt ganske hurtigt blot ved den fremmede tog et enkelt skridt bagud og atter spærrede vejen. Han havde lyst til og vende om, men så kom han væk fra Krypten og han ville næppe slippe væk lige meget hvad vej han gik. "Jeg har jo sagt jeg skal nå noget!" han hævede af ren vane stemmen lidt uden han var spor klar over det. Han fortrød det dog ikke. Manden måtte vel være døv siden han spurgte om det samme to gange? Han så lidt væk. Han kunne ikke lide den mand og hans smil der på alle måder skjulte hvad der lå gemt i hans tanker. Men det var klart for Shane, at tankerne ikke var rare. Han mærkede hårene rejse sig mere og mere på kroppen og nu også på armene af ren og skær uro. Han hadede dette. Mørket var ikke til og stole på og han havde klart mistet en del af sin energi og kræfter ved og være her istedet for i sit hjemland med lys i alle kroge. Men han kunne ikke tage tilbage..
Han så op på ham med en kende forbløffelse over det meget direkte spørgsmål. Ja hvad lavede han her havde mange vel svært ved og forstå. Han sank et par gange. "Jeg arbejder okay? Jeg bor og arbejder her. Tilfreds?" han var ikke meget for at blive lækket for oplysninger på denne måde, men måske det gav ham lov til og gå forbi og slippe for ham? Man havde vel lov og håbe. Et spinkelt lille håb. Et vindsus fik ham til og krympe sig lidt. Det var koldt og han savnede varme og lys. Han hadede altid denne natte kulde der var slem både sommer og vinter følte han. Han skrabede kort med den ene fod for at forhindre den i at falde hen i sove tilstand. Det var absolut ikke det han havde brug for nu! "Må jeg komme forbi nu? Jeg skal nå på arbejde.." hans stemme var rolig og han smed lige en oplysning mere ind i hvorfor han havde travlt i endnu et håb om han så gad flytte sig. Hans hjerte faldt en kende til ro, men det slog stadig en smule hurtigere end normalt. Han var langt fra tryg ved dette her øjeblik og ved denne mand der lugtede langt væk af..ja vampyr selvom Shane bare bedømte ham til det. Han kunne lige så godt være en varulv. Han troede som altid ved første møde at alle var vampyrer hvis han stødte på dem. Men langt fra havde han ret. Det eneste han kunne se andre racer kunne bruge ham til var måske at sælge ham til vampyrer. Ellers havde de fleste dvasianere vel intet og bruge et lysvæsen til?

[ryan]

Det måtte virkelig more Ryan noget så frygteligt at se denne mand have så travlt som han havde. Tilsyneladende fordi at han havde travlt, måske fordi han kom for sent til noget? Han var ikke sikker på hvad, da han ikke havde fået det ud af ham.. endnu. De dybblå øjne hvilede morende på lysvæsent foran ham, hvor han ikke kunne lade vær med at undre sig over, hvad en mand som ham lavede her, for han virkede så nervøs og urolig ved at være herude i natten, så det gav da ingen mening, at han rendte rundt her på stedet, hvis ikke han havde lagt mærke til det, så var det et land fyldt med fare rundt om ethvert hjørne, men han måtte jo lære af sine fejl, selvom Ryan personligt ikke ville regne med at denne mand ville klare sig længe her til lands, han ville da dø i løbet af de næste par dage, så meget var han da overbevist om! At han valgte at hæve stemmen måtte virkelig forundre ham, for han kunne vel regne ud at han slet ikke ville nå langt, hvis han tirrede nogle af de som boede her til lands? Faktisk var dette lysvæsen heldig ved at Ryan ikke bare var en mand som dræbte folk på stedet, nej, han ville langt hellere lege med folk, forvirre dem og så til sidst slå til, medmindre han havde kørt dem så langt ned at de ikke engang var værd at dræbe. ”Jamen dog.. et lysvæsen med en rap tunge,” bemærkede han stilfærdigt og trak blot morende på smilebåndet, selvom der også var noget faretruende over hans blik. Han var sådan set ligeglad med hvem han lagde sig ud med, for han var ikke bange for at komme i klammerier, desuden så havde han jo klaret sig indtil videre, tilmed ved at leve på den måde som han havde. At han fortalte at han arbejdede her, var noget som dog måtte forundre Ryan mere end noget andet, for hvordan pokker havde et lysvæsen som ham fået arbejde her til lands? Hvordan holdt denne mand sig overhovedet i live? Han kneb øjnene en anelse sammen, uden at han veg det fra manden. Han slap en hånlig og dog morende latter, næsten som om at han ikke troede på ham. ”Du.. et sølle lysvæsen, arbejder.. her i Dvasias?” spurgte han stilfærdigt, inden han igen måtte slippe den hånlige og dog morende latter, som han ikke kunne lade vær. Det var det mest tåbelige han nogensinde havde hørt! At det tilmed var arbejde som denne mand kom for sent til, kunne han næsten ikke tro på. ”Og hvor har en fyr som dig skaffet sig arbejde henne? Han vendte blikket koldt imod ham, skønt at det morende glimt i blikket ikke forsvandt. ”Du vil gerne forbi?” gentog han stilfærdigt, selvom at han udmærket godt var klar over at manden ville forbi, for han havde jo ikke plapret om andet, siden han havde stået ham i vejen. ”Hvis du så gerne vil forbi. Så må du jo se om du tør prøve at gå forbi mig,” svarede han stilfærdigt, som han gjorde et kraftigt skub imod hans brystkasse, for at skubbe ham bagud og væk fra sig. Et kækt og dog koldt smil hvilede på hans læber. Han var bestemt ikke færdig med ham endnu!

[Deleted]

At sige hvor han arbejdede kunne måske være en skidt ting, men måske også godt. Han holdt dog sin mund. Han havde ikke ligefrem oplevet folk grinede af det på den måde som ham her selvom mange da havde undret sig og fundet det unaturligt og alt det. Men at blive leet af var nyt. Han foretrak næsten Alaster´s vrede frem for dette. Alaster.. Nej han måtte ikke tænke på ham! Han ville så gerne opsøge ham på den ene side, men han havde lovet ikke at gøre det. Ikke mere. Han regnede heller ikke med han nogensinde så den mand igen. "Det kan vel være ligemeget hvor når du tydeligvis finder det så grinagtigt..Hvis du tænkte dig om kunne du måske gætte hvem der vil have et lysvæsen i nærheden til tjeneste." Ikke om han for noget i denne verden ville give den mand alt på et sølvfad! Nej han ville ikke skjule noget måske, men han kunne så vildt gerne da få lov selv og gætte. Efter ledetråde eller bare skyde i luften måtte han selv om. Så længe Shane i det mindste holdt lidt af sin værdighed i behold ved ikke og plapre ud med alt. Han så forbi ham. Ja han ville forbi, men når han sagde det på den måde var han ikke sikker på det ville gå godt. Og skubbet i hans brystkasse fik ham flere skridt bagud og gjorde da bestemt ikke noget mere sikkert, men han faldt ikke. Heldigvis, da det bare vilel give den mand mere og more sig over og det ville Shane helst undgå sådan lige pt. Han ville bare gerne væk fra ham og hen til de vante omgivelser. "Vil du have penge eller noget før jeg må gå forbi? For i det tilfælde så har jeg ingen. Du er velkommen til og tømme mine lommer. Jeg har ingen.." Det var jo sandt. De penge han tjente lå som regel gemt på hans kammer og når han endelig tog med ud var det for at købe lidt tøj og måske nogle små ting til sig selv. Men han havde ingen på sig nu.

[ryan]

Det at se et lysvæsen i Dvasias, var noget som Ryan virkelig var forundret over, for det måtte jo næsten være første gang, at han havde set et så lyst væsen tilmed bo og arbejde her i Dvasias. Hvad denne knægt tænkte på anede han ikke, men naiv og godtroende måtte han da næsten være, eftersom han opholdt sig i fjendens land, hvor vampyrer som Ryan spiste hans race til morgenmad! De dybblå øjne faldt næsten endnu mere forundret på ham, da han næsten kunne regne ud hvor manden måtte arbejde, med de ord. Han var næsten så forundret at han ikke engang kunne le. Han fnes for sig selv. ”.. Kom ikke og sig at du arbejder på Krypten?” En halv konstatering og et halvt spørgsmål, men det kunne da næsten ikke passe! Hvordan fanden kunne et lysvæsen som ham få sig selv til at søge arbejde på et sådan et sted?! Denne gang brød den hånlige latter frem igen, for det var virkelig morsomt! Han ville da klart dø inden de næsten par dage var ovre! Han gjorde en hurtig bevægelse, hvor han endte bagved ham, hvor han lod de faste hænder gribe ham om skulderen. ”Giver du en tår?” spurgte han i en hvislende tone mod den unge mands ene øre, hvor et grumt smil gled over hans læber. Han indsnusede den søde duft af blod. Om det var mand eller kvinde, så var lysvæsenblod virkelig noget af det bedste! At manden tilmed troede at han ville have penge for at lade ham gå forbi, måtte virkelig overraske ham, for det sagde vel sig selv at han var skide ligeglad med penge? Han var faktisk født ind i to rige slægte, så han kunne sagtens skaffe sig det mest nødvendigste hvis det skulle blive nødvendigt, men det behøvede dette lysvæsen jo ikke at vide. ”Jeg er ligeglad med dine penge.. jeg er vampyr.. hvad tror du at jeg vil have?” spurgte han med den grumme undertone, som blot tydede på at han ikke var ude på noget godt. ”Jeg vil for en gangs skyld have et godt måltid mad,” hvislede han, som han bakkede nogle skridt væk fra ham, så vejen hen imod Krypten faktisk ikke var blokeret længere, eftersom Ryan stod bag ham. På den anden side så nåede han til gengæld heller aldrig frem til hans arbejdsplads, for Ryan ville have sat tænderne i ham inden han nåede så langt, ingen kunne flygte fra en vampyr, specielt ikke noget så tåbeligt og sølle som et lysvæsen!

[Deleted]

Han vred sig og gjorde alt for at komme fri, da det var manden pludselig stilte sig bag ham. Han var ikke meget for det. "Så havde jeg ret..du er ikke andet end en blodsuger.." han sagde det ikke af ren hån eller væmmelse, men dog slet heller ikke ligefrem nogen form for beundring i hans stemme eller tonefald. Han var ikke vild med blodsugere udover dem han var vant til og omgås da de jo ikke gjorde ham noget på arbejdspladsen. "Og hvad så hvis jeg arbejder der? Det er en rig mulighed til, at omgås vampyrer og bare få dem til og blive irriteret over der er et lysvæsen lige for snuden af dem som de ikke kan røre. Det er faktisk tilfredsstillelse nok at vide de inderst inde er ved og dø over jeg gør rundt. Og nej du får intet! Jeg er ikke et bloddyr, men en tjener." Ikke at en blodsuger så meget forskel på de to ting sikkert, men han var vel også ligeglad med hvad Shane var udover lysvæsen og han nok bare ville have hans blod. Han fugtede stille sine læber lidt og kunne næsten mærke, at han var tæt på at falde bagover efter at han havde flyttet sig så hurtigt, men nu var vejen da fri. Selvom det næppe ville ske at han slap væk. Han overvejede om han skulle prøve, men det var næsten som at skrive under på sit eget personlige døds ønske så han holdt sig på måtten. "Tænker I blodsugere aldrig på andet end blod?" hvorfor han spurgte om det anede han faktisk ikke! Han ville nok ikke engang vide svaret hvis der var andet, men nu var det kommet ud, men at han fik et svar ville næppe ske. Det ville ikke overraske ham særlig meget hvis denne vampyr bare holdt sin mund eller grinede igen eller på andre måder morede sig over et naivt lysvæsen. Hvilket han jo nok så ham som. Men han kendte jo heller ikke hans fortid og historie og til hvad der havde gjort han var her. Alaster, forræderiet og flugten. Alt der var sket siden han var stødt på Alaster i fangekælderen i Procias. da han var blind og fanget af det gode. Fra det øjeblik han havde forelsket sig i ham selvom han ikke ville indrømme det. Men det var med tiden gået mere og mere op for ham. Han savnede ham på en måde. Han havde ikke set ham længe nu, men hans vrede kunne han nok godt undgå. Han så lidt ned med et suk. Det var nok et skud i tågen, men.. "Kender du en warlock der hedder Alaster?" Han løftede sit hoved igen og så på ham. Han var ikke meget for det, men havde fået vendt sig om mod ham igen og så ham nærmest i øjnene hvilket løb ham koldt ned af ryggen af ubehag.

[ryan]

Noget som Ryan ikke rigtig kunne komme sig over, var det faktum at han så et lysvæsen her i Dvasias, det var virkelig ikke noget som man så hver dag! Det var ikke noget som han nogensinde havde set! Selvfølgelig havde man set de dvasianere der selv havde fanget et lysvæsen, man havde også set de slavehandlere der solgte lysvæsner, men han havde aldrig nogensinde set et lysvæsen være her i Dvasias af egen fri vilje! Og så tilmed et lysvæsen der måtte arbejde på et sted som Krypten. Det måtte faktisk more ham en hel del. Han fnøs ganske let. ”Blodsuger, monster, morder, kald mig hvad du vil, du slipper ikke væk af den grund,” svarede han sandfærdigt og kneb øjnene en anelse sammen. Han lyttede til hans ord. Han nød at arbejde på et sted, hvor vampyrerne ikke kunne røre ham? Der var jo så bare det lille faktum; måske vampyrerne ikke kunne røre ham indenfor Kryptens fire vægge, men udenfor, som nu, i en mørk gyde som denne, der var han sårbar, der var han i fare uanset hvornår det skulle være, og denne aften skulle han nok komme til at fortryde, for det ville Ryan personligt sørge for! Han smilede koldt, som han tilmed sagde at han ikke var et bloddyr, men en tjener. ”Det kan vi hurtigt få lavet om på,” hvislede han med en lumsk undertone. Han var virkelig kun lige gået i gang med at more sig, for han var slet ikke færdig med dette lysvæsen, hvilket han nok skulle få at se. Han ville ikke bides? Faktisk kunne det være sjovt at gøre ham om til noget som han frygtede så meget, se ham selv rende rundt som vampyr, i så fald ville denne mand ikke være den første som han omgjorde. Og når han nu boede her i Dvasias, burde han også blive en del af befolkningen. Mange sjove planer havde han skam. ”Selvfølgelig tænker vi på andet end blod, der er så meget andet.. begæret, lysten, nærkontakten med en anden person, underholdningen ved at torturere og pine små fortabte stakler som dig,” svarede han sandfærdigt, som han lod hovedet søge ganske let på sned. Han var slet ikke færdig med denne mand, faktisk var han kun i gang med at planlægge alt det sjove som han ville putte ham igennem, lidt tortur måske? Han blev jo næsten helt sulten ved at stå i nærheden af et lysvæsen. Han trak vejret dybt, som han kunne lugte mandens friske blod pumpe igennem hans årer, hans bankende hjerte, det hele var så fristende. Han kneb øjnene sammen, som manden pludselig nævnte en warlock. Han lagde roligt armene over kors uden at han fjernede blikket fra hans skikkelse. ”Alaster?” gentog han roligt og så tænkende rundt i gyden. Han rystede let på hovedet. ”Desværre.. du er måske denne.. Alasters skødehund?” spurgte han lettere hånende. Han havde jo selv sagt han ikke var et bloddyr men tjener, man vidste aldrig om denne mand arbejdede under for en anden. Der kunne være mange grunde til at dette lysvæsen befandt sig her i Dvasias.

[Deleted]

At han var i fare herude var bestemt et faktum som Shane udmærket var klar over! Det var jo også grunden til han som regel aldrig var ude i gyderne på denne tid af døgnet og han hadede sig selv for, at han havde været så skødesløs og glemt alt om tiden og hvor langt væk han havde været. Han havde set mørket sænke sig på tilbage vejen fra den anden ende af byen og det var bestemt et valg han holdt sig fra i fremtiden. han ville holde sig meget tættere på så han hurtigere og med større lethed kunne nå tilbage. Han hadede at denne mand var kommet. Hvis bare han havde nået de sidste par gader ville han være sikker. Men nej han skulle naturligvis stoppes af en sindsyg vampyr lige før og næsten han var hjemme. Han så op på ham. "Jeg er ikke en skødehund! Jeg hjalp ham og takken var jeg blev forvist fra Procias.." den første del havde han nærmest hidset sig op med og råbt ud. resten af hans sætninger havde været en lav hvisken til ham selv. Om denne vampyr så kunne høre den var ham ligemeget faktisk. Han kunne ikke tage hjem uden at risikere en alvorlig straf og blive forvist til Manjarno eller måske til himmelriget og så skulle han gå op og ned af sine fælles slægtninge og pines med dårlig samvittighed til evig tid. Nej tak. Så var livet her faktisk næsten mere tiltalende. "Hvis du ikke kender ham så glem det. Bare lad være og sig jeg er her hvis du møder ham en dag.. Eller nat må det jo være." han så ned med et træt suk. Hvorfor skulle denne vampyr være så...så..så irriterende?!?! Kunne han ikke bare bruge sine julelege på en anden? Han var selv godt træt af dette her og ville bare væk. Hjem i varmen under sit tæppe så han slap for at være her. Han hadede mørket selvom han havde vænnet sig lidt til og leve i det. Så længe han bare fik noget lys kunne det gå. "Jeg vil hverken begæres eller røres af dig så lad mig være! Jeg er ikke en skødehund! Hverken Alaster´s eller din!" At gøre ham mere vred var nok en dum fejl af Shane, men han var træt og tænkte slet ikke over hvad der kunne ske ved ham. Han ville bare gerne være i fred.

[ryan]

At lysvæsnet havde spurgt Ryan om han kendte en mand ved navn Alaster, måtte dog undre ham, selvom han ikke vidste hvem Alaster måtte være. Han var ikke den der gik så højt op i personer her til lands, eftersom det faktisk ragede ham en høstblomst. Han gik ikke engang op i reglerne og kendte nok ikke engang halve af dem, men på trods af det, så havde han da hørt om de nye vampyrlove, som gjaldt enhver vampyr, selvom han heller ikke tog sig af dem, for han var en fri mand, hvilket ingen skulle tage fra ham! Han ville ikke sættes i kort snor af nogle simple love som han alligevel ikke ville overholde! Et morende smil gled over hans læber, som det var tydeligt at han havde ramt et mindre ømt punkt, eller i hvert fald gjort ham irriteret. Og selvom han kun udtalte sine ord i en hvisken, så opfangede Ryan hvert et eneste af dem. Så han blev altså forvist fra Procias? Det var noget som faktisk måtte forundre ham, men han kunne dog regne ud at denne Alaster måtte være af mørket, måske også en vampyr? Han var ikke sikker, men det ragede sådan set heller ikke ham, faktisk så ragede det ham en høstblomst, for han var ligeglad med det. Det der dog måtte forundre Ryan mest, var det at denne mand var blevet forvist og så faktisk valgte at tage til Dvasias, for han kunne vel bare være blevet i Manjarno? Han var jo et omvandrende tagselvbord her i Dvasias! Han fnøs kortfattet til hans ord. ”Tror du at du skal komme med ordre til mig?” spurgte han spidst og kneb øjnene lettere sammen. ”Jeg er ligeglad med denne Alaster og hvis jeg nogensinde møder ham, hvorfor skulle jeg så nævne dig? Jeg kunne dræbe dig på stedet! Desuden.. denne Alaster må jo være ligeglad med dig, eftersom han ikke længe har opsøgt dig,” svarede han stilfærdigt som han betragtede Shane lettere vurderende. Der skulle generelt meget til før Ryan hidsede sig op, selvom at det skam godt kunne lykkedes folk, men det kom de til gengæld også til at fortryde i den sidste ende og dette lysvæsen skulle bestemt ikke prøve at lægge sig ud med ham, for så ville han dø på stedet. Han gjorde en hurtig bevægelse og greb Shane om halsen, inden han tvang ham op ad den nærmeste mur, hvor han holdt ham oppe, så han ikke kunne nå jorden. ”Tro mig.. jeg begærer ikke omvandrende mad som dig..” hvislede han fast, som han klemte omkring Shanes strube.

[Deleted]

Det var ikke så tit Shane rent faktisk spurgte ind omkring Alaster, men få gange skete det. Ikke i håb om, at opspore ham eller noget. Nej han ville helst ikke møde ham igen. Havde han jo også lovet og hvis Alaster fandt ud af han var her stadig ja så ville der næppe være meget tilbage af Shane der kunne fortryde det. Han ville sikkert blive dræbt i warlockens vredes rus, men han kunne jo intet vide med sikkerhed.
Men nej Shane ønskede blot og finde ud af om Alaster var okay. At han ikke var endt som fange igen; selvom dette nok ikke skete så let nu han ikke længere var blind; eller at han ikke var dræbt af en stærkere person måske. Han ville bare sikre sig alt var godt. Om manden så fandt sig en elske, da kærester nok ikke var hans ting ja det ville Shane ikke ønske at få at vide, men hvis det blev fortalt så måtte han jo bare nok ignorere den del. Han ville ikke vide den slags. Ikke fordi han blev trist eller ville forsøge at få ham. Han var bare jaloux omkring det. Meget endda!
Shane kunne nok vende tilbage til Procias, men så ville han være så godt som en fange. En forræder som man vel kaldte det simpelt og let. Han ville blive spærret inde blandt sine egne og leve blandt dem til evig tid. Og det var længe for en som ham. Nej så hellere være her hvor han i det mindste var fri på trods af sit nye hjem. Men tanken om faste lænker og regler for alt var ikke tiltalende. Hvem ville sådan noget? og tanken om at være i Manjarno havde strejfet ham, men han følte stadig det var for tæt på Procias og chancerne for de fandt ham der var størst. Han ville næppe blive fundet af sine egne i dette mørke land der næsten trak livet ud af ham dag for dag, men så længe han kunne være her så blev han her jo nok.
Han så på ham. "Han er ligeglad med alt og alle hvis det ikke er ham selv. En utaknemlig nar er hvad han er! Derfor vil jeg ikke findes af ham igen." Han lagde armene om kors og var faktisk lige i dette øjeblik atter sur over den måde Alaster havde behandlet ham på når alt han ville var at hjælpe og på bekostning af hans eget gode liv. Men skulle han forvente andet af en warlock? Han nåede dog hverken at tænke eller røre sig før han måtte gispe lidt efter vejret og kunne mærke den kolde hårde mur bag sig mod ryggen, fingrene der strammede om hans strube og om muligt var mere kolde end muren! Og så det manglede faste jord under hans fødder der nærmest svævede frit i luften. Han forsøgte at få fingrene væk med sine egne, men han kunne jo tænke sig til det var spild af energi. Han ville bede ham om at slippe, sige at hvis han ikke ville have mad så kunne han godt slippe. Han fik dog ikke noget frem over læberne andet end trækkende lyde der forsøgte at ånde.

[ryan]

At se et lysvæsen i Dvasias var virkelig én ud af en million! Det som dog morede Ryan mest, var det at manden faktisk boede her og tilmed også arbejdede her, det ironiske var så bare, at han arbejdede på en vampyrkro, på Krypten, hvilket han næsten havde mest svært ved at tro! De dybblå øjne søgte ikke væk fra lysvæsnet, som han holdt ham fast med blikket. Han kunne prøve på at flygte, men ville højst sandsynligt ikke komme nogen vegne, da han var hurtig af sig, så han skulle nok få ham fanget igen hurtigere end han kunne nå at tælle til fem! Et kynisk smil gled over hans læber.
Ryan kendte ikke til særlig mange fra sit eget land. De han mødte og kom i snak med dræbte han nærmest også, hvis ikke voldtog, så det var ikke fordi at han kendte nogen personligt, foruden en enkelt kvinde, som han et sted hadede for at være kommet ind i hans liv. Man kunne vel godt sige at han var blevet afhængig af hende? Det var ikke en tanke han brød sig det mindste om, eftersom han altid havde været en enspænder. Han himlede svagt med øjnene til mandens ord. ”Det kunne næsten lyde som om at denne Alaster ønskede at dræbe dig,” svarede han stilfærdigt, som han lagde armene let over kors. Ikke fordi at han ville have noget imod det, for sådan var det når et af lysets racer kom i klammerier med et fra mørket. At han dog havde hjulpet en fra mørket gav dog til gengæld ingen mening, men det var jo så hvad det var. Folk fra Procias var og blev virkelig naive og godtroende! Og der var denne mand ingen undtagelse!
Et kynisk smil bredte sig på Ryans læber, som han holdt lysvæsnet oppe ad muren, så han ikke kunne nå jorden, hvor han klemte fast omkring hans strube, så han heller ikke ville kunne få et eneste ord indført. Han lod normalt ikke godbidder som denne mand gå forbi bare uden videre, så hvorfor ikke more sig med ham nu hvor han var her? Han kunne dog ikke komme udenom at han faktisk beundrede denne mand en anelse, netop fordi at han bosatte sig her i Dvasias. Det var dog ikke noget som han på nogen måde ville sige højt, desuden så var det virkelig også dumdristigt! ”Giv mig en grund til ikke at skulle ende dit miserable liv?” Et kækt og dog noget så kynisk smil gled over hans læber, uden at han tog blikket fra ham. Han førte ham længere ned ad muren, så han kunne nå jorden igen, selvom det ikke ville gavne ham i denne situation. Han blottede sine sylespidse hjørnetænder og førte hovedet en anelse tættere mod hans hals. ”Eller tage en slurk af dit varme blod?” tilføjede han lettere tranceagtigt, som han tydeligt kunne indsnuse den søde duft af hans races velsmagende blod, som nærmest fik hans tænder til at løbe i vand!

[Deleted]

Han så på ham. "Og hvad så hvis han ville? Han har sagt det flere gange, men han har ikke gjort alvor af sine trusler endnu. men jeg burde vel have vidst en af jer ikke ville kunne vise taknemlighed for jeres eget liv.." Han fortrød dog stadig ikke sine valg. Selvom han langt fra havde håbet på at ende her. han burde være taget hjem igen før nogen fandt ud af hvad han havde gjort, men nej han skulle absolut følge Alaster væk! Han burde havde tacklet det hele noget bedre. Han sukkede stille og skubbede minderne om det hele væk. Han ville ikke tænke på det mere og så på ham. "Vil du lade mig gå eller skal du smage først?" Først da han havde sagt det indså han at det var dumt sagt. Det lød jo nærmest som om han tilbød sit blod! Næh nej ikke på vilkår! Han havde jo netop en frygt for at blive bidt. Selvom han da havde truet Alaster lidt med, at han ville lade sig bide og forvandle hvis han ikke behandlede ham pænere, men han havde indtil nu ikke andet end tænkt på det! Men bare tankne om, at blive bidt gjorde ham altid så bange, at han glemte alt om at forsætte i de baner.
"Det var ikke en indbydelse!" råbte ham op bare for at sikre sig denne blodsuger ikke misforstod. Men han tog vel blodet hvis han ville? Ligemeget hvad Shane så sagde. Han havde da lært så meget om vampyrer. Han tvivlede på der fandtes mange der spurgte først og denne mand var med garanti ikke sådan en!
Han sprællede næsten som en fisk på land da han ikke kunne nå jorden og fordi hans vægt hang i grebet om halsen så følte han sig mere kvalt end han nok ville hvis han kunne støtte mod jorden under sig. Han hostede lidt af anstrengelse, da han atter måtte stå på jorden og det tog næsten noget af hans sidste ilt fra lungerne af. Sådan føltes det i alle fald for ham. Ikke at have kunne snakke før var intet problem. Men det stramme greb havde også næsten lukket af for ilt. Bare fordi han ikke skulle bruge ilt! Han hadede denne mand. Han legede jo bare med ham? Han spærrede dog sine øjne lidt op ved det næste han sagde. Ikke at det kom synderligt bag på ham vel? At han skulle dø hvis denne mand tog valget og dræbte ham? Han var bare lidt chokkeret over at høre det på den..den..den legende måde! Plus det næste han fik fokus på var tænderne! De syle spidse tænder der fik hans krop til og skælve en anelse lige her og nu. Og det blev værre for hver stykke de kom tættere på! Han ville dog ikke pive og klynke. Tigge om nåde og alt andet for at blive skånet. Det ville bare give manden endnu større sjov ud af det. Han ville ikke give ham den bonus! Hans øjne blev dog endnu større, da han så ville drikke af ham. Det var næsten værre end at dø! Han var ikke bange for at dø, men bid. Nej ikke bid! Han vred sig lidt for at komme fri, men naturligvis uden held overhovedet. Hvad havde han da også regnet med? Præcis dette. Ingen forandring. Hans indre hviskede gang på gang lad være og stop. Men der kom ingen ord over hans læber. Han stirrede bare rædselsladen på de skarpe tænder mens de endnu var nogenlunde til og se. Vinklen blev værre og værre jo tættere på de kom mod halsen.